Immortel (Ad Vitam)
Film instrueret af Enki Bilal
Medvirkende: Linda Hardy, Thomas Kretschmann, Charlotte Rampling, Frédéric Pierrot, Thomas M. Pollard, Yann Collette, Derrick Brenner, m.fl.
Produceret af TF1 Films Productions /CiBy 2000 /RF2K Productions 2004
Jeg kan godt lide europæisk film – altså den lille del af den, der efterhånden er sand europæisk i betydningen at den ikke laves over den Hollywood-æstetik og den amerikanske ‘laveste fællesnævner’ fortællestil som ellers præger de fleste europæiske landes tv- og filmproduktion, Danmark inkluderet. Og ganske typisk for de spæde forsøg der er ud i denne selvstændige genre, ja så harcelerer alle ‘tilvænnede’ til den amerikanske stil over det manglende plot, den rodede fortællestil og at filmen jo er ren billede, der er intet film i den. Sådanne film gør jeg en dyd ud af at opspore og se.
Immortel er ingen undtagelse, rakket ned af mange på IMDb, på Amazon og på diverse filmblogs som en gang rodet billedfnidder uden plot. Hvad der særligt skuffer de mange skribenter er at Enki Bilal, der står bag filmen jo er tegneserieskaber, og dermed burde være vant til at skrive en sammenhængende historie! Men hvis tegneseriekunstneren Bilal (og kunstner mener jeg virkelig han som én af de få er) bare ville gentage sig selv, hvorfor skulle han så lave en dyr og besværlig film? Så kunne han da bare have genoptrykt tegneserien eller lagt den på nettet? Bilal laver selvfølgelig noget andet end ‘tegnefilm’, til trods for at han selvfølgelig tager udgangspunkt i sit univers – filmen er således bygget over (men begrænser sig aldeles ikke til) tegneserie-serien om Nikopol. Han laver en fejende flot, kompliceret, og billedmættet film i bedste franske stil, komplet med begæringen af ‘kvinden overfor’, den megen tale og den filosofiske tilgang..
Historien åbner med et møde med Jill (spillet fint af Linda Hardy), en kvinde med kridhvid hud, der græder blåt og har naturligt blåt hår. Verden – en meget lys og flot kreeret fremtidsverden – (New York i 2095) ledes af Eugenics Corp., der sidder på alle reservedele, genetisk manipulation osv. og som ikke tøver med at fremstille diverse hæslige mutationer til det betalende publikum. Med tiden er der skabt en hel klasse af disse undermennesker som er isoleret i separate ghettoer i byen. Eugenics Corp. har ubegrænset magt i byen og indfanger fra tid til anden disse undermennesker for at få mere materiale til eksperimenter eller bare betalende kunder. Selvfølgelig sørger de også for at holde god styr på det politiske system i byen, gennem lige dele afpresning og venskab.
Ind i dette mix ankommer en kæmpestor svævende pyramide indeholdende de egyptiske guder Horus, Anubis og Bastet. Guderne har opdaget at de kun har en begrænset udødelighed og om 7 dage er det slut for Horus. Han er derfor desperat for at finde en udvej. Denne begivenhed fører os frem til Nikopol, en politisk fange der bliver holdt i stasis. Horus befrier ham, og Nikopol lover derfor at hjælpe Horus med at finde en kur. Klippet ind i dette forløb er forskellige tegn og meddelelser der popper op i miljøet som fortæller at Eugenics Corp. er ondskaben selv. Disse mystiske meddelelser er alle underskrevet “Spirit of Nikopol”.
Samtidigt er der en seriemorder løs i New York. Politiet forsøger at finde frem til hvem det er, især opdageren Froebe (lidt kedeligt spillet af Yann Collette), der mangler en stor bid af sit hoved efter et opgør med en fremmed race, Dyzaks, sætter meget ind på denne opgave. Ingen lægger dog mærke til det åbenlyse mønster: At det er Horus selv der uforvarende dræber disse personer da de afviser hans tilstedeværelse inden i dem – jo, Horus vandrer fra krop til krop. Endelig bør Senator Checker (spillet af Olivier Achard) nævnes. Checker har en meget grumset fortid i samarbejde med Eugenics Corp., der til gengæld styrer ham subtilt som en lille marionetdukke igennem en anden lille ‘dukke’, Lilli Liang (spillet stereotypt af Corinne Jaber). Den mørkeste hemmelighed som Checker gemmer på, er Nikopol, som netop er undveget fra det ultrasikre fængsel.
Der foregår meget meget mere i filmen end det her skitserede; subplots er én af filmens store styrker, man kan se filmen igen og igen for at følge deres forgreninger igennem filmen.
Bilal har lagt en anden vinkel på sit materiale end i tegneserien. Dér var det Nikopol der var hovedfiguren, men i filmen folder figuren Jill sig ud. Det viser sig at Jill slet ikke er menneske, mutant, eller alien for den sags skyld, men er fra et helt andet univers (endnu én af de der fascinerende sidehistorier i filmens baggrund). Jill er dog ved at blive til et menneske og forandrer sig hele tiden.
Er det en god film? OK, skuespillet ser ud til at halte lidt; det er svært at vuderer når man faktisk ikke kan hører skuespillerne tale fordi lydsporet er amerikansk voice- over. De udenlandske bagmænd ønskede ikke at Bilal lavede en ‘lokal’ fransk film, Bilal insisterede på franske skuespillere, så dette forfærdelige voice-over kompromis blev løsningen. Oprindeligt var det også Paris der var lokaliteten, men det kunne man altså heller ikke få penge til; New York blev det så i stedet. Forhåbentlig vil DVD-kopien rumme et rent fransk lydspor der passer til filmen.
Der er ganske få personer som er live, resten er som baggrundene animerede effekter. Som den grafiker Bilal er, har han ladet CGI’en ‘stå’ som kunstig – vi kan altså tydeligt se hvad der er live og hvad der er syntetisk, og jeg finder det passer storslået til filmens indhold med at overtage kroppe, være ægte og være falsk. Der er god fart på i fortællingen, der bliver fortalt i brudflader, ikke linært. Derved bliver der plads til alle subplottene uden at give køb på de dramatiske effekter i at vi ved mere end aktørerne visse gange og interessant nok omvendt andre gange.
En sidste ting jeg specielt godt kan lide er at den er filmet i dagslys – ikke det der evindelige mørke som de fleste filmmagere åbenbart forventer kommer over verdenen om få år. Det gør det så meget mere nemmere at nyde arkitekturen, de flyvende biler (hvornår FÅR vi egentlig dem?) og de manipulerede mennesker. Filmen er billedrig såvel som iderig og har samme WOW effekt på mig som den første Matrix.
Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.10
