Late Phases
Film, USA 2014, 92 min.
Instr.: Adrián García Bogliano
Medv.: Nick Damici, Tom Noonan, Al Sapienza, Lance Guest, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
Blind mand på plejehjem mod varulve! Det er da et nyt tvist. Nick Damici, kendt fra Stake Land (2010), spiller den 70-årige vietnam-veteran Ambrose, som netop er flyttet ind på et gated community for ældre mennesker. Den lille by, som ligger op til en skov, har været plaget af ‘dyreangreb’, som politiet ikke rigtig gider gøre noget ved, da det ifølge amerikansk lov klassificeres som ‘guddommelig indgriben’. Ambrose kan dog, sin blindhed til trods, godt regne ud at der er noget underligt på færde – især da han finder en form for klo i tapetet på sit hus (hvor den tidligere beboer var offer for et af angrebene). Han regner hurtigt ud at der må være tale om varulve og bruger nu dagene indtil næste fuldmåne til at forberede et forsvar, samtidig med at han diskret finder ud af så meget som muligt om de andre beboere i byen. Hans hovedmistænkte er den lokale præst.
Det er en veldrejet film med aldeles udmærkede varulve-effekter (ingen CGI, alt sammen håndlavet), godt manuskript og glimrende skuespil. Nick Damici er ikke 70 år gammel, så han måtte sminkes ældre, og det fungerer fint. Filmens eneste svaghed er at der er et væsentligt plothul til sidst. Desværre er det nødvendigt for filmens action-klimaks, men samtidig giver det ikke helt mening – medmindre selvfølgelig der er en detalje eller to som jeg ikke fangede. Men pga. skuespillet, ideerne og effekterne er det under alle omstændigheder en klart seværdig film for fans af de fantastiske genrer. Instruktøren har tidligere lavet Here Comes the Devil (2012), som blev anmeldt i Himmelskibet nr. 42.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 45