Stig Dalager

Bergomi
Roman af Stig Dalager
Hekla, 1984

Det er lidt usædvanligt at få et anmeldereksemplar stillet til rådighed 32 år efter bogens udgivelse, så jeg greb straks chancen for at anmelde en dansk science fiction-roman jeg aldrig havde hørt om. Stig Dalager debuterede som forfatter i 1980, men faktisk var Bergomi hans først udgivne roman. Som danske forlag har for vane, er der ikke skrevet noget om genre på bogens omslag, men hvis man læser bagsideteksten, finder man ud af at den handler om fremtiden og fremtidens teknologi. Det burde placere den pænt inde for rammerne af science fiction-genren.

Illustrationen på omslaget er lavet af Per Møller og er en kollage med en nøgen mand og nogle brudstykker af blandt andet en svane i en sø og noget der kunne være et astronomisk foto, samt nogle andre ting jeg slet ikke kan identificere. Hvilket siger en del om bogens indhold. Her er på ingen måde tale om en forfatter som har ladet sig inspirere af klassisk science fiction. Bergomi minder mig nok mest om den eksperimentelle science fiction i ‘new wave’, der hærgede den engelsksprogede science fiction i 1960’erne og 1970’erne.

Bergomis udgivelsesår 1984 var også året hvor cyberpunk for alvor kom på dagsordenen som genre med William Gibsons Neuromancer. I cyberpunk handlede det om en fremtid hvor maskiner og de multinationale selskaber havde overtaget magten og teknologi og mennesker var begyndt at smelte sammen. I Bergomi er teknologien også dominerende, og der er en modstand mod det bestående system, men fremtiden beskrives ellers på mange måder som utopisk, i modsætning til cyberpunks dystopier. Hvor dystopiens problemer er manglende frihed og fare for liv og helbred, er utopien heller ikke uden problemer, nemlig at det perfekte er et endemål, og hvis man først når dertil, er der egentlig ikke mere for os foretagsomme mennesker at lave.

Men jeg må indrømme at jeg ikke er helt sikker på at jeg har læst rigtigt. Det skyldes den måde Bergomi er fortalt på: Der er fire personer i romanen (og nogle få uvigtige bipersoner), som på skift fortæller deres historie. Det handler temmelig meget om de personers tanker og noget der måske er drømme, måske er noget de oplever ved hjælp af teknologien. De fire personer er Bergomi, som er lidt af en oprører, Poul Zenit, som prøver at tilpasse sig fremtiden, selv om han blev født da der stadig var noget som hed en familie, Christmas, der også havde en familie samt en nostalgisk længsel efter fortiden, og fremtidens mand Michel.

Selv om geografi, beskrivelser af teknologi og egentlig dialog er holdt på et minimum, er det klart at teknologien er langt over vore dages niveau (også i 2017), med blandt andet effektive foryngelseskure og vejrkontrol. Et enkelt sted fremgår det også at vi er i Danmark. Men ellers er det som sagt meget drømmeagtigt fortalt. Vi får dog at vide at der foregår et vigtigt møde, enten på det ‘schnelltog’ de fire på et tidspunkt er passagerer på eller ved deres destination. Og det har noget at gøre med oppositionen til magthaverne. Ellers er et hovedtema bogen igennem også menneskers nære relationer til hinanden, der ikke er problemfri i den ellers utopiske verden.

Så hvad er der i bogen, hvis ikke en spændende historie om et oprør mod den onde stat og action med raske helte? Der er gået mange ideer med til bogens tilblivelse, det er tydeligt. Og sproget i den flyder godt, af og til nærmest som et digt. Jeg savner dog lidt mere struktur, selv om jeg ikke er fanatisk tilhænger af ting som plot og mening. Med fare for at bruge en anmelder-kliche, vil jeg mene at Bergomi på godt og ondt er en forfatters første roman. Fuld af skrivelyst, men måske knap så vellykket i formidling til læserne. Siden sin debut har Stig Dalager været en flittig forfatter af digte og noveller – herunder en science fiction-novelle der blev genoptrykt i Science Fiction Cirklens antologi Andre Verdener – samt romaner. Han har blandt andet også skrevet en række bøger om historiske personer, heriblandt Det blå lys om den dobbelte nobelpristager Marie Curie.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 51

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *