Tusmørkets Søn
Roman af Mads Schack-Lindhardt
DreamLitt, 2018, 347 sider
Taykyn er elver, men han er ikke som de andre i hans klan. Hans søster Mykidah og ham er nemlig halvt tusmørkeelver. Søskendeparret mistede deres mor, da de var meget små. Taykyn skal overtage hele klanen, efter hans far, men det føler han sig ikke klar til.
En dag kommer Tusmørkeelverne og hærger deres by. De vil enten have Taykyn eller Mykidah med sig, da de bærer på en meget eftertragtet hemmelighed. Taykyn ofrer sig for sin søster. Han bliver ført til tusmørkeelvernes dystre palads, Duur-Biendith. Her bliver han straks smidt ned i deres slavelejr, hvor han lærer at kæmpe sig til respekt.
Igennem hans ophold i Duur-Biendith bliver Taykyn ondere og ondere. Han lærer virkelig at kæmpe som en tusmørkeelver. Ondskaben fra Duur-Biendith tager langsomt over, og han glemmer lige så stille sin søster.
Taykyn og hans nye ven Kelsash går på jagt i de glemte grotter, under paladset, hvor de finder hemmeligheder om det sagnomspundne tempel, som alle tusmørkeelverne leder efter.
Under et besøg i Taykyns gamle landsby lykkes det Taykyn at flygte fra tusmørkeelverne. Herfra drager han ud på en rejse, hvor han må rode op i sin races ukendte fortid.
Taykyn er som sådan en ret fed hovedperson. Han går virkelig igennem en udvikling, der vil noget. Han starter med at være usikker på sig selv og en smule træt af det hele. Senere hen bliver han en stærkere person, som virkelig tror på sig selv. Han lærer også at bruge alle sine evner som tusmørkeelver, hvilket gør han ret så god i kamp.
Tusmørkets søn er en fantasybog med et supergodt univers. Jeg blev dog ret forvirret når der blev beskrevet byer og områder. Der ville det have været godt med et kort, som der er i så mange fantasybøger.
Det er ret så unikt med en fantasybog, hvor det meste omhandler elvere. De eneste andre racer man møder, er dværge, drager og orker. Men det er helt klart elverne, der spiller den centrale rolle. Det virkede enormt lækkert og forfriskende at læse noget, som kun omhandler denne mystiske race.
Mads Schack-Lindhardt referer i bogen til sin bog Tir-Nâzarals Arving; der bliver nemlig nævnt den verden som den bog kredser om. Det var ret sjovt at opleve som læser, men noget man kun lægger mærke til, hvis man har læst hans andre bøger.
Det var en virkelig god historie, men med et meget omfattende plot. Der skete hele tiden noget. Det virkede enormt trættende i længden. Jeg savnede at man dvælede ved de små ting. Men det ville måske gøre historien kedelig. Jeg synes bare, at der skete for meget på for kort tid. Det var som om man skulle stresse igennem historien. Det ville måske have været bedre at skære noget af handlingen. Simpelthen at korte ned, så plottet blev forsimplet. Det ville gøre bogen mindre hæsblæsende, og måske endda bedre?
Dette er klart en historie, som kan læses af alle! Den er jo som sådan god. Der er et fedt persongalleri og et fedt univers. Det eneste der er er lige det der plot…
Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.
Anmeldt af Ea Marie Løfstedt i Himmelskibet nr. 55
