De utrolige 2

De utrolige 2
Originaltitel: Incredibles 2
Film, Disney/Pixar 2018
Instruktion og manus: Brad Bird
Stemmer: Craig T. Nelson, Holly Hunter, Samuel L. Jackson, Bob Odenkirk m.fl.

IMDb

Trailer

Så kom den langt om længe, fortsættelsen til Disney/Pixar-filmen De utrolige fra 2004. Spørgsmålet bliver så: Var den ventetiden værd? Svaret må i det store og hele være ja, selvom filmen ikke er helt pletfri. Det vender jeg tilbage til.

Selvom børn, der var for små til at se filmen dengang, er voksne i dag, er der ikke gået ret meget tid i filmens univers, at dømme efter familien Parr, aka The Incredibles. Datteren Violet er stadig en neurotisk teenager, den ældste søn Dash er stadig den irriterende lillebror med krudt i røven, og den yngste, Jack-Jack, går stadig med ble. Selvom det kunne have været interessant at lade børnene være vokset op, gør den lille tidsforskydning situationen hurtigt genkendelig for de, der har set den første film (og det har nok de fleste, der ser denne film), så man slipper for at bruge alt for meget tid på introduktion.

I slutningen af den første film reddede Incredible-familien og deres ven Frozone (Samuel L. Jackson) verden fra skurken Syndrome, men det har ikke ændret på deres status i begyndelsen af toeren. Superhelte er stadig ulovlige og tvunget til at leve anonymt – en situation som især Mr. Incredible har det svært ved. Så da muligheden for at trække i kostumerne igen (uden kapper, selvfølgelig) viser sig, da superskurken The Underminer (en skurkagtig opfiner med en gigantisk gravemaskine) angriber byen. Det lykkedes dog ikke heltene at stoppe skurken, kun at mindske de ødelæggelser, som Underminers løbske gravemaskine ellers ville have forårsaget. Myndighederne er ikke tilfredse og er af den opfattelse at heltenes indblanding blot gjorde situationen værre. Så ikke alene må familien ikke være superhelte; de mister også den smule støtte de ellers har fået for at holde sig skjult.

Her kommer rigmanden Winston Deavour (Bob Odenkirk) så ind i billedet. Hans far var stor fan af superhelte, og nu vil han selv bruge sine ressourcer til at slå et slag for superheltenes rettigheder, så de igen kan træde ud af skyggerne, blandt andet ved via avanceret videoteknologi at dokumentere at heltene gør mere gavn end skade. I første omgang er det Elastigirl, der skal vise sit værd (hun laver ikke så meget collateral damage som Mr. Incredible).

Det er så det (lidt langsomme) oplæg til en masse hæsblæsende action og en del dramatiske forviklinger, lige efter Superheltenes Håndbog. Der bliver introduceret nye helte og en ny superskurk, Screenslaver, der kan hypnotisere folk gennem tv-, computer- og telefonskærme og udnytter dette til at skabe katastrofale situationer, som heltene må prøve at afhjælpe – en kattens leg med musen, som vi kender fra gamle superheltetegneserier, hvor fx Jokeren leger kispus med Batman.

Der er ikke så meget i historien, der vil overraske folk som kender superheltegenren, og filmens store twist kan ses på flere kilometers afstand. Det gør dog ikke så meget, for filmens tema er ikke overordnet set heltes kamp mod skurke, men snarere hvordan man balancerer familie og superheltekarriere og hvad det egentlig er, der definerer en helt. Alting er heller ikke skåret ud i sort og hvidt. Heltene har deres menneskelige fejl og mangler, og superskurken Screenslaver har faktisk en pointe i sin kritik af den grad, vi er blevet afhængige af oplevelser via skærmen i stedet for virkelige, nære oplevelser (en noget ironisk pointe når den kommer fra Disney, men lidt selvkritik er aldrig af vejen).

Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt ud over plottets forudsigelighed, er det noget mere subtilt, der også fører tilbage til den første film. I begge film er skurkene – Syndrome, The Underminer og Screenslaver – nemlig opfindere, der har måttet skabe deres egne superevner via intelligens og hårdt arbejde, mens heltene er født med deres evner uden at skulle arbejde for dem (noget der også gjaldt fx Superman Returns fra 2006). Det virker som om budskabet er at helte, der er født til magt og ære, er bedre og renere end de, der har måttet knokle for at opnå det samme. Det minder lidt for meget om tidligere tiders hyldest af en nobel adel, som er født til at være bedre mennesker og dermed til retten til magt og rigdom, eller mange nutidige politikere og mediers hyldest af den økonomiske elites fortræffeligheder og ret til at nedarve samme magt og rigdom. Opkomlinge, der har kæmpet sig frem, må nærmest per definition have skumle motiver.

Jeg tror ikke at Brad Bird, der har skrevet og instrueret begge film, bevidst har valgt dette tema med indfødt magt som bedre end tilkæmpet magt. Det er nok bare noget der ligger dybt i folkesjælen – især den amerikanske. Vi ser det som sagt også i Superman Returns, hvor Superman, som egoistisk holder kryptoniansk teknologi tilbage fra menneskeheden, er helten, og den selvskabte Lex Luthor er skurken, selvom han som en anden Prometheus vil dele denne teknologi med hele menneskeheden. Batman har nedarvet rigdom, mens Jokeren kommer fra samfundets skyggeside og har måttet kæmpe for at blive til noget. Disneyprinsesserne er (med få undtagelser) heltinder fordi de er født til magt, mens skurkene er hekse, der selv har tilkæmpet sig magten gennem studier og slid. De er skurke fordi de udfordrer arveeliten. Ifølge disse historier kan man ikke tilkæmpe sig magt uden at forbryde sig mod lov og moral – men historierne nævner ikke at lov og moral langt hen ad vejen er sociale konstruktioner skabt af eliten for at fastholde sin magt. Hvor er den anarkistiske helt der bekæmper den onde, nedarvede elite? Bortset fra V for Vendetta kan jeg ikke lige komme i tanke om nogen særligt populære af slagsen.

Nå, men nok med socialkritik for nu. Inden jeg afslutter anmeldelsen, er det værd at omtale den grafiske side af De utrolige 2. Ligesom den første film er animationen i top med passende tegneserieagtigt karikerede personer, og bygninger og fartøjer er flot designet i let retrostil. Jeg så filmen i 2D og savnede ikke 3D-effekter, selvom der er scener, som tydeligt er designet til 3D. Om man skal se den i 2D eller 3D, må komme an på ens præferencer hvad den slags angår. Filmens musik glimrer ved at understøtte scenerne uden at mase sig ind og overtage dem (med andre ord, man bemærker faktisk ikke musikken når kameraet ruller). Stemmeskuespillerne gør arbejdet rigtig godt i den engelsksprogede udgave (jeg kan ikke udtale mig om den danske), men der er enkelte småkiks i de oversatte undertekster. Blandt andet bliver bifiguren Rick Dicker (med stemme af Jonathan Banks, der var ‘oprydderen’ Mike Ehrmantraut i Breaking Bad) i starten kaldet Dick Ricker. Alt i alt en solid og professionelt lavet, underholdende film, der dog gerne måtte have haft en smule mere kant. Men det er nok for meget forlangt fra Disney.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 55

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *