Onward

Onward
Film, USA 2020, 102 min.
Instr.: Dan Scanlon
Medv. (stemmer): Tom Holland, Chris Pratt, Julia Louis-Dreyfus, m.fl.

Kan indeholde spoilers.

Onward (dansk titel: Fremad) er den nyeste tegnefilm fra Pixar-studiet, og den er en virkelig positiv overraskelse. Den foregår i en verden som i det store og hele ligner vores, men som i stedet for mennesker er befolket af figurtyper fra de klassiske fantasy-rollespilsuniverser: elvere, trolde, kentaurer, alfer, drager, etc. De lever i en moderne verden a la vores, men forskellen er at det typiske middelalderlige, Tolkien-inspirerede rollespilsunivers i denne verden er personernes reelle historie! De havde magi engang og tog på farlige heltemodige missioner, og i dag er mange af dem lidt deprimerede over tabet af denne vitale fortid – hvis de da overhovedet kan huske den! Alfer og andre flyvende væsner har mistet evnen (eller rettere, viljen) til at flyve, men, i det store hele har de forskellige figurer affundet sig med den moderne verden, som, om ikke andet, er mere tryg og rolig end den gamle.

Filmens world-building er meget imponerende og overbevisende. Historien drejer sig om at to elver-brødre mistede deres far mens de var helt små. En dag får de farens effekter i arv, og det viser sig at der ligger en magisk gave til dem: Hvis de følger anvisningerne og siger besværgelserne korrekt, kan deres far komme tilbage fra de døde og være sammen med dem i et døgn!

Da den ældste bror er ret kluntet, og der bliver begået en længere række fejl, er det forbundet med store problemer og en hel del hæsblæsende action-sekvenser at få faren tilbage, og uden at sige for meget kan det måske afsløres at det kun lykkes delvist. Filmen ender med et stærkt følelsesladet twist (som Pixar-film vist næsten altid gør?), som ændrer hele historiens tema og er meget rørende. Endnu en stor film fra et kvalitetsbevidst filmstudie!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Animation, Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Rune Adelvard – Ingen engle ved juletid

Ingen engle ved juletid
Roman af Rune Adelvard
Forlag : Selskabet af 11 maj 2013, 536 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Da Himmelskibet jo er et genrermagasin så er det første vi gør når vi får tilbudt et anmeldereksemplar at vurdere om værket falder inden for vores interesseområder. Da vi derfor modtog en mail med emnet ” Ny krimi: Ingen engle ved juletid rammer gaden oktober”, og den vedhæftede beskrivelse også beskrev en krimi, var vores naturlige svar at sige ”tak for henvendelsen, men nej tak”. Det ændrede sig så da forfatteren svarede ”Der er zombier med”. Så var min interesse selvfølgeligt vagt. For tiden udgives der en del zombie bøger, og det er bestemt ikke dem alle jeg får læst. Det er dog sjældent man ser en zombie bog der ikke allerede på omslaget tydeligt viser at der her er tale om de levende døde. Har var en bog der hele vejen igennem lignede en krimi, så det var derfor lidt interessant at se hvordan zombier passede ind i den. Så vores svar blev ændret fra ”nej tak” til ”ja tak”.

Handlingen finder sted i en lille by i Canada i året 1964. Nærmere bestemt december måned 1964, og hvert kapitel omhandler en bestemt dag i julemåneden, så det er jo næsten en form for julekalender. Under et vejarbejde findes der en uregistreret grav. Kisten graves op, men da det er sidst på dagen, så får den lov at stå, med planen om at følge op på det dagen efter. På himmelen den aften ses et stjerneskud, da en meteor brænder op i atmosfæren: “Her og der falder partikler af kosmisk stof, der kun sjældent bryder gennem jordens atmosfære. Et stof, der normalt giver en usædvanlig styrke og livskraft… denne skæbnesvangre aften falder meteorsneen også på Harald Boyces beskadigede fyrkiste og vækker en kraft, der er nævnt i den hellige bog” (side 18).

Kort efter findes et maltrakteret lig, og selvom ligets skader ikke stemmer overens med det, så falder mistanken først på at det må være en bjørn der har dræbt og delvist ædt den afdøde.

Havde dette nu været en mere klassisk zombiefortælling, så ville der ikke være gået lang tid før den lille by ville have været overrendt af levende døde. Men denne bog er på det punkt mere en krimi, og den lille by er angrebet af usikkerhed og frygt for hvad der sker, men dødsfaldene kobles ikke umiddelbart til muligheden for eksistensen af zombier.

Hvor hovedpersonerne i andre zombiebøger skal forsøge at klare sig i en verden der er gået under, så er der her mere tale om almindelige mennesker der skal klare sig i hverdagen, imens der sker noget mystisk omkring dem, uden at de direkte selv føler at de er i farer.

Den normale krimilæser vil nok ikke bryde sig om zombiedelen, og zombiefans vil nok syntes der er for få zombier i denne bog, men jeg syntes den var en fin blanding, og syntes bestemt man skal give bogen en chance, hvis man er til en af de to genrer.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Akira

Tegnefilm, Japan 1988, 124 min.
Instr.: Katsuhiro Otomo
Medv. (stemmer): Mitsuo Iwata, Nozomu Sasaki, Mami Koyama, m.fl.

Akira udkom i 1988 som den dyreste japanske tegnefilm der nogensinde var lavet, og den står stadig som en af de allerbedste. Den er baseret på instruktørens egen science fiction manga-tegneserie af samme navn, som går langt mere i detaljer med historien. Skal man læse tegneserien i sin fulde længde (og hvis man ikke kan japansk), så er det den amerikanske udgave man skal have fat i, for den danske udgave gik desværre ind før historien var færdigudgivet.

Historien og fortællestilen i Akira er ærkejapansk. På den ene side er det en koldkrigsfabel om menneskets leg med større kræfter end de kan kontrollere – atomkraften – samtidig med at potentialet for udvikling er fantastisk hvis nu man faktisk alligevel kan kontrollere disse kræfter. På den anden side er det en PTSD-historie om bomberne i Hiroshima og Nagasaki, og forestillingen om den massive ødelæggelse af japanske storbyer som siden dengang har præget store dele af japansk popkultur, herunder Godzilla-genren med kæmpemonstre der tramper rundt i byerne. Det er også en historie om en kultur i opløsning; en fremtid med totalitære politikere og revolutionære oprørsgrupper på gaderne, samt almindelig lovløshed i form af rivaliserende motorcykel-bander.

Plottet, som foregår i år 2019, drejer sig om nogle militære eksperimenter der forsøger at frigøre et utroligt energipotentiale i det menneskelige sind. ”Akira” er navnet på et tidligt sådant eksperiment; en dreng som blev så magtfuld at han måtte begraves dybt nede under byen. Med denne succes bag sig kan man undre sig over at militæret fortsætter med andre lignende eksperimenter som blot bliver mere og mere kaotiske og farlige, men det er et symbol på at visse instanser er for magtbegærlige og amoralske til at vide hvornår de skal stoppe. Hvorfor blev Akira efterladt og lukket inde? Var han for god af sig, og ikke nogen super-soldat som militæret kunne kontrollere?

Med al sin symbolik er handlingen i sig selv ganske fantastisk, men det bedste ved filmen er nu det rent filmiske: den fantastisk detaljerede, dynamiske og ultra-action-prægede animation, som i årtierne siden også er blevet ikonisk. Scenerne flyder effektivt fra det ene blodige voldsorgie til det andet, og det animerede aspekt yder Otomos tegneseriestreg endnu mere retfærdighed end på de tegnede tegneseriesider. Samtidig er der også LARM nok til at filmen nok skal holde selv den søvnigste seer vågen, og dette skal forstås 100% positivt; lydsidens chokbølger giver bare yderligere substans til den animerede verdens stemning: nedbruddet af al normalitet. Tidligere på året var der i Japan snak om at åbningsceremonien til de olympiske lege i Tokyo skulle hylde denne film ved at lade en skuespiller agere Kaneda, filmens ikoniske motorcykel-bandeleder, og komme kørende ind på en rekonstruktion af dennes futuristiske motorcykel til tonerne af Kanedas tema fra soundtracket – dette måtte som bekendt aflyses pga. coronakrisen, men måske får vi det at se når de olympiske lege efter planen afvikles i Tokyo i 2021 (eller 2022?).

Akira har haft enorm indflydelse på eftertiden, også i Hollywood. Det siges f.eks. at Wachowski-søstrene fik ideen til ”the red pill and the blue pill” i The Matrix (1999) fra billedet af en pille på ryggen af Kanedas jakke, og Christopher Nolan har indrømmet af han fik ideen til klovne-temaet hos Jokerens bande i The Dark Knight (2008) fra klovne-banden i Akira. Filmen er i dag et udødeligt historisk dokument, og man kan fange den i intet mindre end IMAX-format – og det bør man gøre – når den har repremiere i de danske biografer fra d. 5. november 2020.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

~Tue Sørensen

Udgivet i Animation, Film, Manga | Tagget , | Skriv en kommentar

Dennis Gade Kofod – Folkemøg

Folkemøg
Roman af Dennis Gade Kofod
Rosinante 2018

Harald er Dronningens livvagt. Og hendes elsker. Det er et godt job, men heller ikke noget nemt job. Dronningen, som hedder Ursula, har heller ikke noget nemt job. Hendes mand Kongen blev taget til fange af Troldkællingen under krigen på den anden side af havet. Så hun må holde styr på alle soldaterne, alle de almindelige borgere og på de rige borgere. Heldigvis har hun Troldmanden og hans magiske insekter til at hjælpe med det. Eller er det Troldmanden der har Dronningen til at hjælpe sig med krigen? Og hvad med Visdomdomstræet? Kan det hjælpe?

Folkemøg bliver beskrevet som fantasy på sin bagsidetekst. Vi er da også i en tydelig fantastisk verden, hvor magi er virkelig. Men vi er også i en verden som på mange måder ligner vores: Den store krig skaber strømme af flygtninge, som stilles overfor strenge regler om indvandring når de kommer til Dronningens rige. Troldmandens insekter minder ret meget om de militære droner som vores allierede bruger i deres krig i et fjernt land. De rige har magt som de bruger til at skaffe sig særlige privilegier. Nogle anmeldere har kaldt bogen en allegori, men det er det heller ikke: Der er mange ligheder, men også forskelle.

Vi er nok mere ovre i eventyret, af den slags H.C. Andersen skrev. Som hos Andersen er persongalleriet skåret ned til et minimum. Sproget er kunstfærdigt, minimalistisk, mere beskrivende end psykologisk forklarende. Der bruges figurer fra folkeeventyr (og andet fantastisk litteratur) med indbygget symbolsk betydning. Men til forskel fra Andersens, er det et eventyr i romanlængde, hvor der kommer flere detaljer med, og hovedpersonerne bliver mere levende.

Det er nogle skræmmende billeder Kofod maler, hvor især Troldmandens brug af børn i hvert fald ikke er læsning for børn. Men vores virkeligheds flygtningepolitik udsætter jo også børn for grusomme ting, om end det er indirekte, gennem vores passivitet. Som svarer til Haralds passivitet, indtil begivenhederne gør at han bliver presset til handling. Med de magiske insekter, som metafor for både overvågningssamfundet og bombninger af mennesker via fjernkontrol, er teknologiens umenneskelighed gjort tydelig for os. Og som i vores verden, er der varsler om at det ikke bliver ved at gå: Vi bevæger os i retning af et sammenbrud, som måske, måske ikke, kan afværges.

Folkemøg er en meget usædvanlig bog, som både byder på et spændende univers og nogle ting at tænke videre over. En katastrofe-fantasy-roman i eventyrformat. Eller hvad den nu er. Læs den selv og kom med dit eget bud. Kan anbefales til alle som interesserer sig for litteratur.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch

Forlaget Rosinante var så venlig at sende mig et anmeldereksemplar af bogen. Fås også som ebog og lydbog.

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 59

Himmelskibet 59
Sommer, 2020
169 sider.
Forsideillustration: Klaus Æ. Mogensen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på: http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6096

 

 

Indhold:

REDAKTIONELT
NÅR VIRKELIGHEDEN TRÆNGER SIG PÅ – Artikel af Bjarne Sinkjær
OVERHALET HØJRE OM – Novelle af Karsten Brandt-Knudsen
ANMELDELSER: FILM OG TV
• Snatchers
• Onward
• The Hunt
• Terminator: Dark Fate
• Birds of Prey
• The Wandering Earth
• Shazam!
• Utopia Falls (sæson 1)
• Brave New World (sæson 1)
• Star Trek: Picard (sæson 1)
• RWBY
• The Witcher (sæson 1)
• The Boys (Sæson 1)
PRISER 2020
Nyheder ved Klaus Æ. Mogensen
ANMELDELSER: BØGER OG SPIL
• Helerens håb – Roman af Jacob Kokkedal
• Retsindigheden – og rejsen for at besegle – Novelle/digtsamling af Chr. Køpmannæhafn Winther
• Morels Opfindelse – Roman af Adolfo Bioy Casares
• Ud af Normalrummet – Novellesamling af Klaus Æ. Mogensen
• Tre – Antologi af A. Silvestri
• Rama Rama Europa – Roman af Martin Wangsgaard Jürgensen
• Dengang dinosaurerne var små – Novellesamling af Kaspar Colling Nielsen
• Månen over øen – Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
• Kongamato – Roman af Mikala Rosenkilde
• Infection vol. 1: Rygning forbudt – Tegneserie af Casper Sand
• The Question (Tegneserie)
• The New Wonder Woman (Tegneserie)
• Valnir Rok (Fantasy MMO)
• The White Door (Horror-computerspil)
• Trüberbrook (Science fiction-computerspil)
KORTE OMTALER – Artikel af Thomas Winther
• The Reel Ghoul: The Diary Of A Cinephile (Over 700 film set og kort beskrevet af Ustumallagam)
• Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling – Faglitteratur af Martin Wangsgaard Jürgensen
• Fribryderen – Tegneserie af John Kenn Mortensen
• Døden venter i Thule – af Jonas Wilmann
• Nørdrejsen – af Jonas Wilmann
• Ord har hærget Novellesamling af Gudrun Østergaard
• Oliver i oldtiden – Jægerstenalderen – af Andreas Valentin Wadskjær
• Manden som træerne elskede – af Nikolaj Johansen
• Skygger i skumringen: 8 gys, der fucker med din hjerne – Horrornoveller af Camilla Wandahl & Caroline Ørsum
• Gileads døtre – Roman af Margaret Atwood
NYERE TEGNESERIER I UDVALG, SOMMER 2020 – Artikel af Tue Sørensen
DENNIS JOSEPH O’NEIL 1939-2020 – Nekrolog af Flemming R.P. Rasch
JOE SINNOT, 1926-2020 – Nekrolog af Klaus Æ. Mogensen
NY FANTASTIK PÅ DANSK – Bognyheder ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Birds of Prey

Birds of Prey
Film, USA 2020, 109 min.
Instr.: Cathy Yan
Medv.: Margot Robbie, Ewan McGregor, Ella Jay Basco, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic.

The DCEU – the DC Extended Universe – er en franchise som der er er overraskende meget spræl i. Med dét mener jeg at franchisen i sig selv er kommercielt sejlivet, selv om mange af de tidligere film i serien har høstet dårlige anmeldelser. DCs filmiske universe startede i 2013 med Superman-filmen Man of Steel, som var en anstændig og visuelt flot, men efter manges mening lidt for mørk, film. Dens efterfølger i 2016 blev gentænkt fra at være Man of Steel 2 til at være Batman v Superman: Dawn of Justice; en set-up film for Justice League, som kom et år senere. I 2016 kom også Suicide Squad, hvor vi for første gange mødte Margot Robbies Harley Quinn. Den fik heller ikke gode anmeldelser – men siden da er der kommet tre DCEU-film som er mere vellykkede, nemlig Wonder Woman (2017), Aquaman (2018) og Shazam! (2019). Birds of Prey fra indeværende år er altså den ottende DCEU-film i rækken, og fortsætter Harleys historie fra Suicide Squad. Vi ser heller ikke det sidste til hende i denne film, for der er endnu en Suicide Squad-film på tapetet, instrueret af James Gunn, som efter planen skal komme i 2021, hvor hun også er med. Faktisk er Warner Bros. ifølge diverse medierapporter i gang med at planlægge ikke mindre end TREDIVE yderligere film i denne franchise over de næste ti år, om end det nok er næsten 100% sikkert at de ikke alle bliver til noget. Rapporter siger at Warners nye ejere, AT&T, er meget opsatte på at lave flere DC-film, men, de er ikke helt sikre på hvilken retning, de skal gå i. Nu har Zack Snyder jo efter tre år fået lov til at lave sin egen version af Justice League, denne gang som en 6-parts-serie til streamingtjenesten HBO Max. Rygter fortæller at HVIS hans udgave går hen og bliver super-populær, så vil de måske fortsætte i en Snyder-inspireret, mørkere retning, mens mange andre nylige rygter siger at de fremover hellere vil lave lysere DC-film i en mere upbeat og Marvel-agtig stil. F.eks. siges det at the DCEU vil få et ”soft reboot” i den kommende Flashpoint-film, hvorefter Superman og Batman vil være gode venner, ligesom i de fleste af tegneserierne, og endda få en World’s Finest team-up film! De arbejder efter sigende også på nye film med New Gods, Booster Gold, Supergirl, Deathstroke, Lobo, Plastic Man, m.fl., og et spin-off til Wonder Woman kaldet The Amazonians. Så planer er der nok af, men hvad der kommer til at ske afhænger selvfølgelig også af hvor mange billetter disse film sælger. Det sjove er at selv om en stor del af DCEU-filmene har fået dårlige anmeldelser, så har de faktisk solgt en hel del billetter, og det er derfor at de bliver ved med at lave dem. Birds of Prey er dog lidt omvendt. Den var ingen stor succes, men tjener sig kun hjem via streaming og disc-salg; til gengæld fik den anstændige anmeldelser, med 78% positive omtaler ifølge Rotten Tomatoes. Men hvad synes denne anmelder så om filmen?

Titlen ”Birds of Prey” refererer til en tegneserie med figurerne Black Canary og Oracle (Barbara Gordon, som sidder i kørestol). I de senere år kom også Huntress med i serien, og der gæsteoptrådte mange andre helte og heltinder. Harley Quinn, som er hovedpersonen i filmen, har dog mig bekendt så godt som intet at gøre med Birds of Prey-tegneserien, så allerede her undrer man sig over hvorfor filmen hedder som den gør (den burde have heddet Harley Quinn. Eller Gotham City Sirens havde også været mere passende). Godt nok er en anden version af Black Canary også med i den som en baggrundsfigur, der kun en enkelt gang bruger sine soniske skrigekræfter, og Huntress har også en rolle. Men derudover er der ikke meget fra tegneserierne som går igen i filmen. En anden væsentlig figur er Cassandra Cain, som i tegneserierne er en meget sej Batgirl i en periode (hun er stum, men blev opfostret af en lejemorder som lærte hende den vildeste kampsport); i denne film er hun bare en tilfældig gadetyv uden anden relation til tegneserieudgaven end at hun er asiatisk og har samme navn. I disse politisk korrekte tider kan man undre og ærgre sig over at en Birds of Prey-film med Cassandra Cain i en markant rolle hverken tænker på at få en figur i en rullestol (som Oracle/Barbara Gordon i tegneserien) eller en stum figur (som Cassandra i tegneserierne) med i filmen – til gengæld hører man i Blu-rayens ekstra-materiale at filmen primært er lavet af kvinder og for kvinder, uden det maskuline blik, og uden egentlige superhelte-kostumer, men blot med en (i Harley Quinns tilfælde ret outreret) tøjstil som de kvindelige figurer ville have det godt med. Og det kunne da være dejligt hvis sådan en film fungerede. Desværre er den alt for anderledes i forhold til tegneserierne, og balancen mellem den konstante komedie og så en to-tre alvorlige scener virker slet ikke. Huntress-figurens baggrund i filmen er faktisk næsten 100% tro mod tegneserien, MEN, i stedet for at respektere den sammenbidte intensitet som figuren har, bruger de den her kun til at gøre nar af og koge komediesuppe på.

At filmen vil være sin egen og opfinde helt nye designs, selv om der var SÅ meget ikonisk grafik de kunne have nuppet fra tegneserierne, er ikke den eneste grund til at Birds of Prey blev en dårlig film, men det er en af de ting som er nemmest og mest oplagt at kritisere ved den, når den nu ikke fungerer ret godt. Instruktionen virker uefaren og plottet er alt for tyndt; udover noget baggrund og noget intro af figurerne, går selve plottet først i gang 40 minutter inde i filmen, og handler om at Cassandra Cain sluger en diamant som de onde vil have fat på. Action. Og det er så dét. Selvfølgelig er der en masse person-relationer, men det er ikke rigtig noget der kan gøre det ud for historie. Visse visuelle detaljer er gode (f.eks. hyænen!), men langt de fleste faldt desværre ikke i min smag. Der var slet ikke kød nok på denne film, og den føltes ikke ret meget som en film i et superhelteunivers – eller en film som overhovedet betød noget eller ville noget. Det var en film som var gearet til et kvindeligt publikum, men der dukkede ikke store mængder kvinder op i biograferne, trods Margot Robbies popularitet. Jeg er fan af Robbie, men desværre lader det ikke til at hun har det store held med at vælge sine projekter – senest er det f.eks. meldt ud at hun, sammen med screenplay-forfatteren til Birds of Prey, Christine Hodson, skal genoplive Pirates of the Caribbian-franchisen for Disney. Slår dét nogen som en specielt spændende idé? Næppe. Men grunden til at Birds of Prey ikke kunne tiltrække noget massepublikum er sandsynligvis at filmens figurer slet ikke er lige så kendte som de andre store superhelte-figurer – og når filmen samtidig ikke mindede ret meget om de tegneserier, den ellers skulle forestille at være baseret på, så var der heller ikke meget begejstring at hente hos tegneseriefans’ene. Spot til skade tilføjer det nok også at filmen var R-rated, og derfor forbudt for de yngre publikummer. Det eneste vi kan gøre nu er at se frem til James Gunns The Suicide Squad næste år, og håbe at han kan bibringe the DCEU den samme magi som han bibragte Marvels cinematiske universe med The Guardians of the Galaxy.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Terminator: Dark Fate

Terminator: Dark Fate
Film, USA 2019, 128 min.
Instr.: Tim Miller
Medv.: Mackenzie Davis, L. Hamilton, A. Schwarzenegger, Natalia Reyes, Gabriel Luna

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic.

Terminator: Dark Fate er både den sjette og den tredje film i sin franchise. Det er den sjette Terminator-film i det hele, men den tredje som James Cameron har haft noget at gøre med. Og han giver pokker i film nr. 3, 4 og 5, og lader denne være en fortsættelse til hans første to. Han synes nemlig, lige som rigtig mange fans, at film nr. 3-5 er ret dårlige. Personligt synes jeg nu at film nr. 3 og 5 er stort set lige så gode som de første to, mens film nr. 4 – Terminator Salvation fra 2009 – var en svipser.

I denne sjette film er der på papiret meget at være begejstret for. Budgettet er højt, effekterne er gode, actionscenerne er underholdende, instruktionen er fin (Tim Miller har tidligere instrueret den første Deadpool-film) og skuespillerne er gode – men desværre fejler filmen på det mest afgørende punkt: historien. James Cameron, som er et af navnene blandt den håndfuld forfattere (ja, hele fem af slagsen) der er krediteret for historien, dvs. de ideer som manuskriptet er skrevet ud fra, bestemte at han ikke kunne lave en Terminator-film uden Arnold Schwarzenegger, og derfor er hele plottet tilrettelagt ud fra hvordan man kunne give endnu en Schwarzenegger-terminator en væsentlig rolle at spille i filmen. Og det endte med at han så måtte være den terminator som endelig får slået John Connor ihjel. Wait, what? Samme John Connor som samtlige fem foregående film har handlet om at redde? Jep. Det er desværre helt ekstremt respektløs overfor alle de tidligere film, og de publikummer som har investeret sig i de films historie. Og hvad medfører John Connors død så i den nye film? Jo, at der simpelthen er en anden sej person der så bliver oprørsleder i fremtiden i stedet for John Connor, OG som terminator’ne nu bliver sendt til fortiden for at dræbe. Det fjerner al spændingen fra plottet, for nu ved vi jo at hvis den nye fremtidige oprørsleder bliver dræbt, så kommer der bare en ny, og så gentager det hele sig i det uendelige. På denne måde afsløres franchisen som værende intet andet end et kommercielt hylster som bare vil have vores penge, men ikke længere har noget originalt at tilbyde. Af samme grund blev denne film straffet af publikum ved at floppe fælt, og høste dårlige anmeldelser.

Men filmen kunne sådan set måske stadig have fungeret hvis den havde være spændende og innovativt fortalt. Det er den bare ikke. I stedet for at være en fortsættelse til de to første Cameron-film, virker historien i Dark Fate ikke som andet end et halvhjertet opkog på dem. Det er nøjagtig samme elementer og samme struktur som før; det er som om Cameron er overbevist om at fans’ene bare vil have det samme igen-igen. Samme flugt over plankeværket med den fremtidige oprørsleder, samme sammenbidte super-terminator som i Terminator 2: Judgment Day, masser af scener der virker som kopier af scener fra de gamle film, og samme sentimentale slutning på den søde, rare Arnold-terminator til sidst. Det er den filmsygdom man på engelsk kalder for ”sequelitis”; når en efterfølger lider af alt for mange call-backs til den eller de forrige film i franchisen. Og at de fleste af hovedpersonerne nu er kvinder er bare ikke nok til at gøre det interessant. Man havde virkelig forventet noget bedre fra James Cameron, men han er simpelthen blevet for kommerciel – hvilket jo får én til at frygte lidt for de fire Avatar-efterfølgere, han er i gang med at lave…!

Ydermere kan man indvende at Terminator: Dark Fate med sine to timer er for lang; den har ikke historie nok til mere end halvanden time. Især kunne stort set alle de kedelige TYVE minutter de bruger på at krydse grænsen mellem Mexico og USA med fordel have været skåret væk. Som hjernedød og i øvrigt flot actionfilm kan man da sagtens sidde og stene til denne film, men der er ikke noget spændende ved historien. Og selv om skuespillerne er ganske fine, så kommer man aldrig rigtig særlig dybt ned i deres personskildring. Linda Hamiltons Sarah Connor er god, men de øvrige er overfladiske, og det viser også at der er for mange hovedpersoner i denne film. Der er Sarah Connor, Grace (den nye super-soldat fra fremtiden), Dani (den fremtidige oprørsleder) og så Arnolds T-800 terminator, og de skal alle sammen have ca. lige meget tid, hvilket gør at der ikke rigtig er tid nok til at skildre nogen af dem tilstrækkelig meget til at de bliver levende for os. Paradoksalt nok er REV-9, den nye super-terminator spillet af Gabriel Luna, en mere spændende og velspillet figur end nogle af de andre. Desværre er han på flere måder uoriginal, og ikke spor mere avanceret end Robert Patricks kviksølv-agtige T-1000 i Terminator 2: Judgment Day. Jeg sad og kunne forestille mig masser af langt mere avancerede måder, den kunne få slået Dani ihjel på, men manuskriptforfatterne havde åbenbart ikke den store fantasi at gøre godt med. Desværre en Dark Fate dermed også en svipser, og faktisk den ringeste Terminator-film i hele serien. Denne franchise bør dermed lægges i graven, for den gør hvad så mange Hollywood-efterfølgere har gjort før den: i stedet for at tilbyde noget nyt og interessant, kannibaliserer den blot sine foregængere ved at bruge alle de samme elementer endnu en gang og derved ende som en parodi på sig selv. Stop nu. Please.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Indre Dæmon

Indre Dæmon
Film, Danmark, 2019, 80 min
Instruktør: Mikael Rasmussen
Medvirkende: Heine Sørensen, Kim Kofod m.fl.

Teaser

Indre Dæmon er en dansk indie-horrorfilm, der havde premiere i  Husets Biograf 7/10-2019, hvor jeg så den.

Filmen Indre Dæmon handler om forfatteren Oskar Louis Thestrup, der er i eksistentiel krise og har skriveblokade.  Hans forlægger vil gerne have ham at skrive en bog om dæmoner og eksorcisme. Forlæggeren giver ham adresser til nogle folk, der har forstand på den slags. Det går ikke så godt i starten, men så kommer han i forbindelse med en eksorcist, som tager ham ud til mange folk, der er besatte af dæmoner. Dette hjælper ham ikke i første omgang til at komme i gang med at skrive sin bog, men så begynder begivenhederne at tage fart. Hvordan skal ikke afsløres her.

Indre Dæmon er en fin lille film, selv om det kan mærkes, at det er en amatørfilm. Men instruktøren har fået meget ud af et meget lille budget. Skuespillet er efter min mening tilfredsstillende. Historien fanger en, og filmen er så lang, som historien kan bære. Men filmen vil gerne skræmme – og det synes jeg desværre kun lykkes i begrænset omfang. Nu tager filmen udgangspunkt i eksorcisme, som er blevet brugt på film før med større og mindre held. Endvidere kendes eksorcisme fra bl.a. katolicismen.

I filmen spørger Oskar eksorcisten hvorfor han ikke er blevet præst. Eksorcisten svarer,  at det er på grund af dogmer. Han har en mere fri tilgang til det han laver. Men måske skulle instruktøren, der også er manuskriptforfatter på filmen, have lavet en mere dogmatisk eksorcist, netop fordi det er noget der praktiseres i den katolske kirke, i den virkelige verden.

Efter min mening er det meget skræmmende, at eksorcisme stadigvæk praktiseres i den katolske kirke, omend at dette ifølge hjemmesiden kristendom.dk bruges mindre i dag, end før.  Men her kunne instruktøren med fordel have lagt sig meget tættere på den virkelige praksis  i den katolske kirke. På den måde kunne instruktøren have skabt en mere skræmmende film, synes jeg.

Men selv efter disse bemærkninger, synes jeg at filmen fortjener udbredelse, og jeg håber at filmen bliver distribueret, så folk kan få fat i den.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

The Rise of Skywalker

The Rise of Skywalker
Film, Disney 2019
Star Wars: Episode IX
Instruktør: J.J. Abrams
Med: Adam Driver,
Daisey Ridley m.fl.

IMDb

Trailer

Efter J.J. Abrams havde gødet jorden med rigeligt nostalgi i første film i den seneste Star Wars-trilogi, tog Rian Johnson vores helte, skurke og bipersoner i en noget anden retning. Der var skæg og ballade med Poe og Finn, men også et rigtig godt persondrama med Rey, Kylo Ren og Luke Skywalker. Men det brød Star Wars-fandom sig slet ikke om, så Disney fyrede Rian Johnson, og det endte med at J.J. Abrams sad tilbage i instruktørstolen igen.

Og hvad gør man så? Fortsætter med det Rian Johnson havde startet? Nok ikke – det var jo nok fordi hans måde at lave Star Wars på ikke behagede Disney at han blev fyret. Så kunne man prøve at lave noget helt nyt og tredje, der byggede på begge foregående film? Nej, det var der nok ikke tid til med den korte deadline Abrams formentlig havde fået til at hente mere guld op af Star Wars-minen til Disney. Så tilbage blev der: Fortsætte hvor han sluttede i The Force Awakens og lade som om The Last Jedi ikke var sket.

Der skulle klippes, retconnes og kittes en hel del. En vigtig skurk var død. Nok lidt for dovent bare at genoplive ham. Men så kan man da genoplive en skurk fra de gamle film. En skuespiller var død. Jamen så kan man da bruge fraklip fra de foregående film og redigere lidt, så det kommer til at se ud som om hun stadig er i live, og så lade hende dø af et passende plot-element, når man ikke har flere gamle klip med hende at bruge. Luke Skywalker i The Last Jedi opførte sig ikke som mange af hans fans forventede. Ikke noget problem – vi retconner forklaringen på hans handlinger til noget helt andet og ignorerer at de så bliver helt uforståelige.

Star Wars: The Rise of Skywalker har alt hvad man kan ønske sig af hæsblæsende action, rumskibe, eksotiske planeter og dueller med lyssværd. Men det virker desværre meget som et remake hvor instruktøren ikke helt kunne bestemme sig for hvilken film det skulle være et remake af. I The Force Awakens virkede det fint at få repeteret hvad Star Wars går ud på med nye ideer og nye karakterer. En blanding af nostalgi og nytænkning af gamle ideer. I The Rise of Skywalker er det gået over genvind med nostalgien.

Men hvad der er værre – i bestræbelserne på at få både retconnet The Last Jedi, at fylde op med nostalgi og fanservice og at prøve at nytolke gammelt stof, er det gået galt med både at få plottet til at hænge ordentligt sammen og at få personernes handlinger til at give mening. Eksempelvis har den store skurk store problemer med at forklare os hvad hans plan egentlig er – det veksler lidt fra scene til scene. Og naturligvis har han fundet på et nyt dommedagsvåben, der som traditionen foreskriver, skal have en svaghed som vores helte kan udnytte. Men med den svaghed dommedagsvåbenet er udstyret med her, må våbnets designer have lidt af kraftigt fremskreden demens.
Man kan se The Rise of Skywalker som en popcorn-actionfilm, og man kan knibe en lille tåre ved at se hvad der formentlig bliver de gamle karakterers sidste optræden i franchisen. Der er en del gode scener og generelt udmærket skuespil, heriblandt en herligt overspillende Richard E. Grant som general. Men jeg forventede bare lidt mere af en Star Wars-film. Selv George Lucas prequel-film virkede – trods deres mange fejl og svagheder – som ægte Star Wars-film. Her er man hoppet over hajen, som man siger om tv-serier der ikke formår at være originale mere, men desperat prøver at være det. Eller hoppet omkring på den nedfaldne Dødsstjerne, som tilfældet er her.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Joker

Joker
Film, 2019
Instruktør: Todd Phillips
Med: Joaquin Phoenix,  Robert De Niro, Zazie Beetz m.fl.
IMDb

Trailer

Nogle mennesker har det ikke nemt. Det gælder blandt andet for Arthur Fleck (Jaoquin Phoenix), en midaldrende mand med mange problemer og få muligheder. Han har en mængde psykiske lidelser, blandt andet at han nogle gange ler ukontrolleret på upassende tidspunkter. Han har engang været indlagt (en tid han betegner som den lykkeligste i hans liv), men er nu ude, om end han jævnligt besøger en psykolog (som virker ret ligeglad) og får et helt batteri af psykofarmaka. Han bor hos sin syge mor i en udslidt lejlighed i en udslidt ejendom i en udslidt del af byen Gotham City. Han forsøger at ernære sig som klovn, for hans elskede mor har fortalt ham at han “er sat i verden for at få folk til at le”.

Selvom stakkels Arthur ikke har det nemt i begyndelsen af filmen, får han det hurtigt værre. Han bliver overfaldet og gennemtævet af en bande unge, han kommer i overhængende fare for at miste sit job, og kommunen sparer psykolog og medicin væk. Eneste lyspunkter er den søde, enlige mor Sophie Dumond (Zazie Beetz) som bor på samme sal som ham og syntes at finde sympati for ham, og så tv-showet Live With Murray Franklin, hvor komikeren Murray Franklin (Robert De Niro) har forskellige gæster på besøg foran et live-publikum. Arthur drømmer om selv engang at være med i showet, men det er en drøm, der synes at have lange udsigter.

Gotham City er, som vi kender det fra historierne om Batman, en by med stor polarisering mellem rig og fattig, plaget af kriminalitet. Situationen bliver ikke bedre af en skraldemandsstrejke, som gør at affaldet hober sig op i gaderne. Det lover borgmesterkandidaten og milliardæren Thomas Wayne at rette op på, hvis han bliver valgt. Arthurs mor har engang arbejdet for Wayne og skriver jævnligt breve til ham, hvor hun beder om hjælp, men der kommer aldrig noget svar. Det er uklart præcist hvornår det er meningen at filmen udspiller sig, men det er klart før internet og mobiltelefoner. Klassiske biler som dem vi kender fra gangsterfilm, kan få en til at tro at vi skal meget langt tilbage, mens andre detaljer får en mere til at tænke på 1980’erne.

Tingene går langsomt fra slemt til værre for Arthur, som oplever en masse uretfærdighed fra det offentlige såvel som fra de mennesker, han troede han kunne stole på. Han finder også ud af at flere ting fra hans fortid ikke er som han troede de var; noget der bidrager til at han synker længere ned i sin sindssyge, så han efterhånden har svært ved at skelne virkelighed fra fantasi (og det er i nogen grad op til seerne at afgøre hvad der er hvad). Hvad det præcist er, der får det til at kamme helt over for Arthur, så han bliver den Joker, vi kender fra Batman, vil jeg ikke afsløre for de, der endnu ikke har fået filmen set.

Joaquin Phoenix er mesterlig som Arthur Fleck, og rollen har allerede indbragt ham en filmpris og har fået ham nomineret til flere. Han er en helt anden type Joker end Jack Nicholsons selvsikre gangster eller Heath Ledgers psykopatiske anarkist, og man kan ikke lade være med at fatte en hel del sympati med ham. Phoenix har ladet sig udmarve til rollen, og Arthur er ikke meget mere end skind og ben; lige så dårligt klædt på fysisk som mentalt til at klare de prøvelser, han bliver udsat for.

Arthur Flecks nedtur i filmen gav mig en del mindelser om Martin Scorceses film Taxi Driver fra 1976, hvor Robert De Niros figur Travis Bickle gennemgår en lignende nedtur i fortvivlelse og og vold – om end med et noget anderledes udfald (om end Arthur Flecks Joker ender med at blive hyldet som en helt af borgere, der er utilfredse med tingenes tilstand, lidt på samme måde som Travis Bickle bliver hyldet som lokalhelt i slutningen af Taxi Driver). Jeg kan derfor ikke lade være med at tro at Robert De Niros optræden i Joker er mere end en tilfældighed.

Joker er en rigtig fed film, men på trods af referencerne til Batman-universet (blandt andet i form af en meget kendt mordscene), er der ikke tale om en superheltefilm i klassisk forstand. Filmen har langt mere tilfælles med psykologiske og samfundskritiske dramaer som for eksempel netop Taxi Driver. Superheltefans kan nyde filmen for den anderledes og til nu mest detaljerede baggrundshistorie for Jokeren, men filmseere, der ellers ville gå i en lang bue ude om superheltefilm, kan også få meget ud af filmen, både skuespillermæssigt og scenografisk.

Det kan diskuteres om Arthur Fleck virkelig er den Joker, vi kender fra Batmans tegneserie- og filmuniverser. Han virker lidt for sølle til at kunne få succes som manisk superskurk, og aldersforskellen mellem Fleck og Bruce (Batman) Wayne er lovlig stor. Fleck skal nok forestille at være på alder med Jaoquin Phoenix, dvs. omkring 45 år, mens Dante Pereira-Olson, som spiller den meget unge Bruce, er 9 år. Hvis der går 20 år før Bruce springer ud af skabet i flagermusedragt, vil Jokeren være på kanten af pensionsalderen. Jeg foretrækker derfor at tænke på Joker som en selvstændig film, der trækker på elementer i Batman-universet uden egentlig at være en del af det. Der har dog været rygter om en fortsættelse, og hvis vi er heldige, kommer den til at handle om en ny Joker – ham vi kender fra tegneserierne – der lader sig inspirere af Arthur Fleck og dermed binder denne film sammen med det større Bat-univers.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar