RWBY

Udgivet den december 26, 2020 af Admin

RWBY
Amerikansk anime-serie
Skabt af Monty Oum
Rooster Teeth, 2012+

Nogle tv-serier skal man se mere end en sæson af før man rigtig kan bedømme om de er gode. Det er i allerhøjeste grad tilfældet for den amerikanske tegnefilmserie i anime-stil, RWBY, og hvis det ikke var for seriens ret høje IMDb-rating (8.0 i skrivende stund), havde jeg nok stået af ret hurtigt. Serien starter nemlig med at være temmelig pjattet og dårligt tegnet, men det ændrer sig, og fra midten af sæson 2 (kaldet ‘volume 2’) bliver historien meget bedre, og fra sæson 3 (af til nu 7) får tegningerne også et vældigt løft.

Serien blev skabt i 2012 af Monty Oum, der tidligere havde arbejdet på Rooster Teeths web-anime-serie Red vs. Blue (som er baseret på computerspillet Halo). Han udviklede en metode til at få 3D-animation til at ligne traditionel 2D-anime, så han kunne få det klassiske tegnefilm-look samtidig med de muligheder som 3D-animation giver for zoom og bevægelig kameravinkel. Rooster Teeth gav ham lov til at teste metoden på en nye serie, som Oum også selv skrev og instruerede, og det blev så til RWBY.

Oum nåede desværre kun at skrive tre sæsoner og instruere to, før han døde i 2015 af en ekstrem allergisk reaktion, kun 33 år gammel. Serien fortsatte så med andre forfattere og instruktører, og til nu er der kommet 7 sæsoner (eller ‘volumes’), der kan ses som webserie på Rooster Teeths hjemmeside. Jeg så den selv på Amazon Prime Video, hvor sæsonerne er blevet samlet til lange film á ca. 3 timer (med engelsk tale og undertekster).

RWBY  foregår i en verden, der blander fantasy og science fiction. Avanceret teknologi eksisterer side om side med fabelvæsener og noget der ligner magi, selvom egentlig magi, får vi at vide, ikke eksisterer. I stedet findes nogle energikrystaller af forskellige farver, der kan bruges til at drive teknologi såvel som individers medfødte talenter; en slags superevner, der ofte kanaliseres via specialbyggede våben.

Denne verden, kaldet Remnant, bliver hjemsøgt af ondskabsfulde væsener kaldet ‘Creatures of Grimm’. Til at bekæmpe disse, træner særligt talentfulde unge mennesker på akademier, hvor de udvikler deres talenter og lærer at kæmpe mod Grimm. På akademierne bliver eleverne efter en udvælgelse samlet i grupper på fire, og det er gruppen RWBY (udtalt ‘ruby’), som vi især følger. Navnet er dannet af medlemmernes forbogstaver: Ruby, Weiss, Blake og Yang. Visuelt blive disse fire piger repræsenteret med hver sin farve, som deler deres forbogstav: red, white, black, yellow, og deres talenter relaterer sig også i en vis grad til disse farver (Weiss kan fx skabe kraftfelter m.m. af form som snekrystaller). RWBY er nært knyttet til gruppen JNPR (‘juniper’) med medlemmerne Jaune, Nora, Pyrrha og Ren, mens andre grupper er konkurrenter eller ligefrem fjendtligt indstillet – ikke ulig konflikterne mellem de forskellige ‘huse’ på troldmandsskolen Hogwarts fra Harry Potter. I lighed med Harry Potter er det heller ikke ufarligt at gå på skolen, men hovedpersonerne er ikke børn, men unge mennesker, der specifikt bliver trænet til at kæmpe mod monstre, så det er ikke så underligt.

Der sker mystiske ting i og omkring Beacon Academy, og der tegner sig efterhånden konturerne af et stort anlagt komplot for at sætte akademierne i miskredit for derved at  svække Remnants riger mod et koordineret angreb fra Grimm og de folk, der har allieret sig med dem. Rigerne bliver også spillet ud mod hinanden ved at puste til fordomme og gammel rivalisering, og RWBY finder sig efterhånden placeret i en central rolle i kampen mod de onde, blandt andet i kraft af de fire pigers fortid, som vi får løftet sløret for igennem sæsonerne. Efterhånden bliver sløret også løftet for baggrunden for Grimm og hovedspillerne på begge sider af konflikten, og det er en baggrund der på bedste fantasy-vis strækker sig tilbage til for længst glemte tider da guderne stadig havde deres gang på jorden. Men nu er guderne væk, og der er kun mennesker tilbage til at bekæmpe de mægtige onde kræfter…

Som nævnt kan man godt blive afskrækket af de dårlige tegninger og fjolleriet i de første to sæsoner, men jeg synes at man bliver belønnet for sin tålmodighed hvis man holder ud. Der er godt nok ikke tale om det allermest originale fantasy, men historien er spændende og hovedpersonerne engagerende, og grafisk set bliver serien flottere for hver sæson. Jeg følte mig i hvert fald godt underholdt af RWBY da jeg så den og vil se videre efterhånden som de næste sæsoner kommer på Amazon Prime Video eller en anden streamingtjeneste, jeg gider abonnere på.

Der er lavet en spinoff-serie, RWBY Chibi, som også kan ses på Amazon Prime Video, med korte, fjollede historier med ‘chibi’-udgaver (små, nuttede versioner) af hovedpersonerne – men den gad jeg til gengæld kun se et par ultrakorte afsnit af før jeg blev nødt til at slukke tv’et og rette mine tæer ud. Det er muligt at nogle vil finde den morsom, men jeg gjorde det ikke.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 60

Udgivet den december 21, 2020 af Admin

Himmelskibet 60
Vinter, 2020
130 sider.
Forsideillustration: Tithi Luadthong
Layout: Bjarne Sinkjær
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Bjarne Sinkjære

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6200

 

 

Indhold:
Redaktionelt
Debat om forsiden af Himmelskibet 59 – af Lise Andreasen
Svar til Lise – af Klaus Æ. Mogensen
Tegneserieklummen – AF Tue Sørensen
Den svenske forbindelse, Roller & regler – af Bjarne Sinkjære
De magiske krystaller, novelle – af Cato Pellegrini
Danske priser – af Klaus Æ. Mogensen
Korte omtaler – af Thomas Winther
• Ole Fogh Kirkeby – Den anden død: En filosofisk fremtidskrimi
• Emilie Querling – Sprækker
• Clive Barker – Evighedstyven
• Dorthe Nielsen og Charlotte Jarshøj – Kongens død
• Absurd nr.3
• Astrid Ehrencron-Kidde – Der hvor skyggerne faldt
• Erik Bagger Hviid – Hedevandrer
• Chris D’Amatos – Krukken
Anmeldelser – Film & TV-serier
• Akira
• Goliath Awaits
• The Prisoner
Anmeldelser – Bøger & Tegneserier
• Artemis – Roman af Andy Weir
• Bobby Knocks – en Bird Box-historie – Kortroman/novelle af Josh Malerman
• Dæmonernes hav – Roman af Runa Sørensen
• Folkemøg – Roman af Dennis Gade Kofod
• Gamle tosse – Novelle af H.P. Lovecraft
• Kimana Magers sidste sang – Roman af Karen Skovmand
• Lemenhæren – Novellesamling af Dag Ove Johansen
• Master of Sorrows – Roman af Justin Call
• Ord har hærget – Af Gudrun Østergaard
• Processen mod grisen – Af Oscar Coop-Phane
• Regnum Mortis – Slutspil – Roman af Patrick Leis
• Spejlkabinettet – Roman af Per Jacobsen
• The Rise and Fall of the Trigan Empire, Volume 1
Anmeldelser – Spil
• Don’t Escape: 4 Days to Survive
• Scheming Through The Zombie Apocalypse: The Beginning
• Vampire: The Masquerade – Coteries of New York
Dødsfald siden sidst – af Klaus Æ. Mogensen
Fantastik Nyt – Bognyheder ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

The Wandering Earth

Udgivet den december 21, 2020 af Admin

The Wandering Earth
Science fiction-film, Kina, 2020
Originaltitel: Liu lang di qiu
Instruktør: Frant Gwo
Med: Jing Wu, Chuxiao Qu, Guangjie Li m.fl.
Kan ses på Netflix

Kinesisk science fiction er i fremdrift i disse år, ikke mindst på grund af forfatteren Cixin Liu, som har vundet Hugo Award for den engelske oversættelse af romanen The Three-Body Problem og for fortsættelsen Death’s End, der også vandt Locus Award. Filmen The Wandering Earth er løst baseret på en kortroman af denne forfatter.

Filmen begynder i 2061, hvor Solen uventet er begyndt at svulme op, så den i løbet af 300 år vil blive til en rød kæmpestjerne. For at redde Jorden bygger man et antal enorme raketmotorer der flytte planeten væk fra Solen – ikke bare til et kredsløb længere ude, men hele vejen til Alfa Centauri; en rejse der vil tage anslået 2.000 år. I mellemtiden skal resterne af menneskeheden (mange døde af jordskælv og tsunamier da Jordens rotation blev sat i stå) overleve i underjordiske byer, beskyttet mod verdensrummets kulde.

Det er noget af et projekt at flytte en beboet planet til et andet stjernesystem, og man kommer hurtigt i tvivl om sandsynligheden for at det vil lykkes, da tingene begynder at gå rigtig galt allerede 17 år inde i rejsen. Jorden skal passere tæt forbi Jupiter for at lægge denne planets banehastighed til sin fart. Det er ikke nogen helt ufarlig manøvre, da man for at få mest mulig fart ud af passagen, skal så tæt på Jupiter at tidevandskræfterne slider stærkt i planeten.

Noget går galt: Tidevandskræfterne ødelægger flere af raketmotorerne, og uden dem vil Jorden passere så tæt på Jupiter, at den vil blive revet helt i stykker. Heldigvis har myndighederne en nødplan. En rumstation, der følger med Jorden, har nedfrosne, befrugtede æg af mennesker og dyr, så den kan i nødstilfælde fortsætte alene og befolke en mulig beboelig planet ved Alfa Centauri.

På rumstationen er der ved at være vagtskifte, og astronauten Liu Peiqiang skal sendes tilbage til Jorden – en plan der bliver opgivet på grund af katastrofen, og han skal i stedet fryses ned til den lange rejse mod Alfa Centauri. Det er han ikke meget for, for hans søn og adoptivdatter er nede på Jorden, og dem vil han nødigt efterlade. Derfor beslutter han sig for at sabotere rumstationen i håbet om at redde sine børn – selvom dette virker umuligt og han derved sætter hele menneskehedens fremtid på spil. Tal om uansvarlig egoisme!

Nede på Jorden følger vi så Liu Peiqiangs rebelske søn Liu Qi og hans adoptivsøster Han Duoduo (et tydeligt ordspil på Han Solo). Lige inden katastrofen indtræffer, pjækker de to fra arbejde og skole og snyder sig op til den frosne overflade, hvor de stjæler en stor transportvogn, som Liu Qi knapt nok kan finde ud af at styre. Sønnike er altså lige så uansvarlig og egoistisk som farmand – det ligger åbenbart til familien! Som skæbnen vil have det, er denne transportvogn den eneste der er i stand til at nå ud til den sidste raketmotor, der skal gentændes for at redde Jorden. Resten af filmen handler så om strabadserne som de to skal igennem for at klare opgaven og de mennesker de samler op på vejen.

The Wandering Earth er en rigtig flot film, og den er også ganske spændende, om end spændingen er krydret med en masse fjolleri og slapstick, der trækker ned i dramaet. Dette er i øvrigt en blanding, man ofte ser i japanske og koreanske spillefilm og tegnefilm, så det er måske en særlig østasiatisk fortællestil, som man lige skal vænne sig til.

Det, der især trækker ned for filmen, er de mange    usandsynligheder. Hvorfor flytte hele Jorden på en 2.000 år lang rejse til en anden stjerne i stedet for bare lidt længere ud i vores eget solsystem? Hvorfor ikke bygge rumskibe i stedet for? Hvorfor tage chancer med at bevæge sig så tæt på Jupiter uden at regne farerne ordentligt igennem? Og så videre. Man bør ikke se The Wandering Earth hvis man vil se videnskabelig ‘hård’ science fiction eller en film hvor hovedpersonerne opfører sig logisk – men hvis man kan leve med disse ting, er det en flot og spændende film.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

The Hunt

Udgivet den december 20, 2020 af Admin

The Hunt
Film, USA 2020, 90 min.
Instr.: Craig Zobel
Medv.: Betty Gilpin, Hilary Swank, m.fl.
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder visse spoilers.

Der er en gris på plakaten til The Hunt, og da jeg først så plakaten, havde jeg ikke lyst til at se filmen. At man gør underlige ting med grise i sci-fi- og horror-film  er en af mine ‘pet peeves’ (Kammerat Napoleon dog undtaget); det irriterer mig altid og slår mig som grimt, ulækkert og ulogisk. Da The Hunt også blev beskrevet som en ret slem horrorfilm, var jeg endnu mindre interesseret i at se den, da horror ikke er min personlige yndlingsgenre. Men omtalerne endte alligevel med at overtale mig, også fordi det hidtil ret ukendte navn Betty Gilpin skulle være rigtig god i den.

Det viser sig da også at The Hunt mere er en actionkomedie end en egentlig horrorfilm; blot er der åbenbart blod nok til at folk også kalder den en horrorfilm (mest noget med at folk bliver skudt i hovedet og mister et par lemmer nu og da, men det er ikke så slemt når nu det faktisk også er en komedie – man kan sige at stilen måske er mere som i en zombiefilm) – og grisen er faktisk bare en helt tilfældig gris der render rundt i baggrunden som en sjov lille detalje, der ikke har nogen betydning for plottet. Så, hvis du er til tankevækkende actionkomedier, er dette filmen for dig! Den har nemlig noget på hjerte, selv om den samtidigt (og lidt kujonagtigt) afholder sig fra at favorisere den ene eller den anden side af sagen.

Hvilken sag? Jo, handlingen er inspireret af de mange sammensværgelsesteorier der florerer på de sociale medier. Én sådan teori (i filmen; jeg tror den er fiktiv, men jeg er faktisk ikke sikker) går ud på at nogle ‘liberale’ (altså amr. Demokrater) har fanget nogen stakkels Republikanere med det formål at udsætte dem for en morderisk menneskejagt. Teorien er til at begynde med ikke sand, men i filmen er der en håndfuld velhavende liberale som bliver så irriterede over teorien at de beslutter sig for at kidnappe den meget lille gruppe af sindsforvirrede Republikanere som tror på den og gøre den til virkelighed, kun for dem! Og de gør det på særdeles gennemført vis, hvilket leder til en del blodige optrin.

Filmen gør nar af begge gruppers ‘ekstremisme’, og det interessante ved den er, at den fik mig til at forstå hvordan fattige Republikanere faktisk føler sig undertrykt af det ‘liberale’, etablerede samfund, selv om det jo i virkeligheden er deres egne højreorienterede ideologer (kapitalisterne) der udgør det rigtige og undertrykkende etablissement. Filmen er på en måde med til at illustrere hvordan fattige mennesker bliver til fascister, ved at vise hvordan de ikke har noget politisk parti der repræsenterer deres interesser og derfor i stedet – via noget betragtelig hjernevask fra de højreorienterede medier – stemmer på populistiske højreekstremister som Trump. Et problem som er langt mere til at tage og føle på i USA end i Europa, eftersom det ‘venstreorienterede’ parti, Demokraterne, har en politik der minder om partiet Venstre i Danmark. Filmen er dog heller ikke kærlig ved Demokraterne, som her udhænges som morderisk intolerante og lever op til Republikanernes fordomme om dem.

Hovedpersonen overlever jagten fordi hun er for kvik for begge sider; hun tilhører nemlig ikke nogen af fløjene. På den måde minder filmen meget om den underholdende The Last Supper fra 1995, hvor nogle liberale inviterer diverse fordomsfulde typer på middag og forgifter dem, men til sidst overvindes af en midtsøgende politiker som af PR-grunde kun lod som om han var fordomsfuld. Denne type slutning er lidt en maskerade for at lade som om at filmmagerne ikke er så venstreorienterede som de nok i virkeligheden er, og man kan jo så filosofere over hvordan politisk censur også i dag er lige så meget i live i Vesten som det i sin tid var i Østeuropa, bare med omvendt fortegn.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Onward

Udgivet den december 19, 2020 af Admin

Onward
Film, USA 2020, 102 min.
Instr.: Dan Scanlon
Medv. (stemmer): Tom Holland, Chris Pratt, Julia Louis-Dreyfus, m.fl.

Kan indeholde spoilers.

Onward (dansk titel: Fremad) er den nyeste tegnefilm fra Pixar-studiet, og den er en virkelig positiv overraskelse. Den foregår i en verden som i det store og hele ligner vores, men som i stedet for mennesker er befolket af figurtyper fra de klassiske fantasy-rollespilsuniverser: elvere, trolde, kentaurer, alfer, drager, etc. De lever i en moderne verden a la vores, men forskellen er at det typiske middelalderlige, Tolkien-inspirerede rollespilsunivers i denne verden er personernes reelle historie! De havde magi engang og tog på farlige heltemodige missioner, og i dag er mange af dem lidt deprimerede over tabet af denne vitale fortid – hvis de da overhovedet kan huske den! Alfer og andre flyvende væsner har mistet evnen (eller rettere, viljen) til at flyve, men, i det store hele har de forskellige figurer affundet sig med den moderne verden, som, om ikke andet, er mere tryg og rolig end den gamle.

Filmens world-building er meget imponerende og overbevisende. Historien drejer sig om at to elver-brødre mistede deres far mens de var helt små. En dag får de farens effekter i arv, og det viser sig at der ligger en magisk gave til dem: Hvis de følger anvisningerne og siger besværgelserne korrekt, kan deres far komme tilbage fra de døde og være sammen med dem i et døgn!

Da den ældste bror er ret kluntet, og der bliver begået en længere række fejl, er det forbundet med store problemer og en hel del hæsblæsende action-sekvenser at få faren tilbage, og uden at sige for meget kan det måske afsløres at det kun lykkes delvist. Filmen ender med et stærkt følelsesladet twist (som Pixar-film vist næsten altid gør?), som ændrer hele historiens tema og er meget rørende. Endnu en stor film fra et kvalitetsbevidst filmstudie!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Animation, Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Rune Adelvard – Ingen engle ved juletid

Udgivet den november 30, 2020 af Admin

Ingen engle ved juletid
Roman af Rune Adelvard
Forlag : Selskabet af 11 maj 2013, 536 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Da Himmelskibet jo er et genrermagasin så er det første vi gør når vi får tilbudt et anmeldereksemplar at vurdere om værket falder inden for vores interesseområder. Da vi derfor modtog en mail med emnet ” Ny krimi: Ingen engle ved juletid rammer gaden oktober”, og den vedhæftede beskrivelse også beskrev en krimi, var vores naturlige svar at sige ”tak for henvendelsen, men nej tak”. Det ændrede sig så da forfatteren svarede ”Der er zombier med”. Så var min interesse selvfølgeligt vagt. For tiden udgives der en del zombie bøger, og det er bestemt ikke dem alle jeg får læst. Det er dog sjældent man ser en zombie bog der ikke allerede på omslaget tydeligt viser at der her er tale om de levende døde. Har var en bog der hele vejen igennem lignede en krimi, så det var derfor lidt interessant at se hvordan zombier passede ind i den. Så vores svar blev ændret fra ”nej tak” til ”ja tak”.

Handlingen finder sted i en lille by i Canada i året 1964. Nærmere bestemt december måned 1964, og hvert kapitel omhandler en bestemt dag i julemåneden, så det er jo næsten en form for julekalender. Under et vejarbejde findes der en uregistreret grav. Kisten graves op, men da det er sidst på dagen, så får den lov at stå, med planen om at følge op på det dagen efter. På himmelen den aften ses et stjerneskud, da en meteor brænder op i atmosfæren: “Her og der falder partikler af kosmisk stof, der kun sjældent bryder gennem jordens atmosfære. Et stof, der normalt giver en usædvanlig styrke og livskraft… denne skæbnesvangre aften falder meteorsneen også på Harald Boyces beskadigede fyrkiste og vækker en kraft, der er nævnt i den hellige bog” (side 18).

Kort efter findes et maltrakteret lig, og selvom ligets skader ikke stemmer overens med det, så falder mistanken først på at det må være en bjørn der har dræbt og delvist ædt den afdøde.

Havde dette nu været en mere klassisk zombiefortælling, så ville der ikke være gået lang tid før den lille by ville have været overrendt af levende døde. Men denne bog er på det punkt mere en krimi, og den lille by er angrebet af usikkerhed og frygt for hvad der sker, men dødsfaldene kobles ikke umiddelbart til muligheden for eksistensen af zombier.

Hvor hovedpersonerne i andre zombiebøger skal forsøge at klare sig i en verden der er gået under, så er der her mere tale om almindelige mennesker der skal klare sig i hverdagen, imens der sker noget mystisk omkring dem, uden at de direkte selv føler at de er i farer.

Den normale krimilæser vil nok ikke bryde sig om zombiedelen, og zombiefans vil nok syntes der er for få zombier i denne bog, men jeg syntes den var en fin blanding, og syntes bestemt man skal give bogen en chance, hvis man er til en af de to genrer.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Akira

Udgivet den november 3, 2020 af Admin

Tegnefilm, Japan 1988, 124 min.
Instr.: Katsuhiro Otomo
Medv. (stemmer): Mitsuo Iwata, Nozomu Sasaki, Mami Koyama, m.fl.

Akira udkom i 1988 som den dyreste japanske tegnefilm der nogensinde var lavet, og den står stadig som en af de allerbedste. Den er baseret på instruktørens egen science fiction manga-tegneserie af samme navn, som går langt mere i detaljer med historien. Skal man læse tegneserien i sin fulde længde (og hvis man ikke kan japansk), så er det den amerikanske udgave man skal have fat i, for den danske udgave gik desværre ind før historien var færdigudgivet.

Historien og fortællestilen i Akira er ærkejapansk. På den ene side er det en koldkrigsfabel om menneskets leg med større kræfter end de kan kontrollere – atomkraften – samtidig med at potentialet for udvikling er fantastisk hvis nu man faktisk alligevel kan kontrollere disse kræfter. På den anden side er det en PTSD-historie om bomberne i Hiroshima og Nagasaki, og forestillingen om den massive ødelæggelse af japanske storbyer som siden dengang har præget store dele af japansk popkultur, herunder Godzilla-genren med kæmpemonstre der tramper rundt i byerne. Det er også en historie om en kultur i opløsning; en fremtid med totalitære politikere og revolutionære oprørsgrupper på gaderne, samt almindelig lovløshed i form af rivaliserende motorcykel-bander.

Plottet, som foregår i år 2019, drejer sig om nogle militære eksperimenter der forsøger at frigøre et utroligt energipotentiale i det menneskelige sind. ”Akira” er navnet på et tidligt sådant eksperiment; en dreng som blev så magtfuld at han måtte begraves dybt nede under byen. Med denne succes bag sig kan man undre sig over at militæret fortsætter med andre lignende eksperimenter som blot bliver mere og mere kaotiske og farlige, men det er et symbol på at visse instanser er for magtbegærlige og amoralske til at vide hvornår de skal stoppe. Hvorfor blev Akira efterladt og lukket inde? Var han for god af sig, og ikke nogen super-soldat som militæret kunne kontrollere?

Med al sin symbolik er handlingen i sig selv ganske fantastisk, men det bedste ved filmen er nu det rent filmiske: den fantastisk detaljerede, dynamiske og ultra-action-prægede animation, som i årtierne siden også er blevet ikonisk. Scenerne flyder effektivt fra det ene blodige voldsorgie til det andet, og det animerede aspekt yder Otomos tegneseriestreg endnu mere retfærdighed end på de tegnede tegneseriesider. Samtidig er der også LARM nok til at filmen nok skal holde selv den søvnigste seer vågen, og dette skal forstås 100% positivt; lydsidens chokbølger giver bare yderligere substans til den animerede verdens stemning: nedbruddet af al normalitet. Tidligere på året var der i Japan snak om at åbningsceremonien til de olympiske lege i Tokyo skulle hylde denne film ved at lade en skuespiller agere Kaneda, filmens ikoniske motorcykel-bandeleder, og komme kørende ind på en rekonstruktion af dennes futuristiske motorcykel til tonerne af Kanedas tema fra soundtracket – dette måtte som bekendt aflyses pga. coronakrisen, men måske får vi det at se når de olympiske lege efter planen afvikles i Tokyo i 2021 (eller 2022?).

Akira har haft enorm indflydelse på eftertiden, også i Hollywood. Det siges f.eks. at Wachowski-søstrene fik ideen til ”the red pill and the blue pill” i The Matrix (1999) fra billedet af en pille på ryggen af Kanedas jakke, og Christopher Nolan har indrømmet af han fik ideen til klovne-temaet hos Jokerens bande i The Dark Knight (2008) fra klovne-banden i Akira. Filmen er i dag et udødeligt historisk dokument, og man kan fange den i intet mindre end IMAX-format – og det bør man gøre – når den har repremiere i de danske biografer fra d. 5. november 2020.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

~Tue Sørensen

Udgivet i Animation, Film, Manga | Tagget , | Skriv en kommentar

Dennis Gade Kofod – Folkemøg

Udgivet den september 9, 2020 af Admin

Folkemøg
Roman af Dennis Gade Kofod
Rosinante 2018

Harald er Dronningens livvagt. Og hendes elsker. Det er et godt job, men heller ikke noget nemt job. Dronningen, som hedder Ursula, har heller ikke noget nemt job. Hendes mand Kongen blev taget til fange af Troldkællingen under krigen på den anden side af havet. Så hun må holde styr på alle soldaterne, alle de almindelige borgere og på de rige borgere. Heldigvis har hun Troldmanden og hans magiske insekter til at hjælpe med det. Eller er det Troldmanden der har Dronningen til at hjælpe sig med krigen? Og hvad med Visdomdomstræet? Kan det hjælpe?

Folkemøg bliver beskrevet som fantasy på sin bagsidetekst. Vi er da også i en tydelig fantastisk verden, hvor magi er virkelig. Men vi er også i en verden som på mange måder ligner vores: Den store krig skaber strømme af flygtninge, som stilles overfor strenge regler om indvandring når de kommer til Dronningens rige. Troldmandens insekter minder ret meget om de militære droner som vores allierede bruger i deres krig i et fjernt land. De rige har magt som de bruger til at skaffe sig særlige privilegier. Nogle anmeldere har kaldt bogen en allegori, men det er det heller ikke: Der er mange ligheder, men også forskelle.

Vi er nok mere ovre i eventyret, af den slags H.C. Andersen skrev. Som hos Andersen er persongalleriet skåret ned til et minimum. Sproget er kunstfærdigt, minimalistisk, mere beskrivende end psykologisk forklarende. Der bruges figurer fra folkeeventyr (og andet fantastisk litteratur) med indbygget symbolsk betydning. Men til forskel fra Andersens, er det et eventyr i romanlængde, hvor der kommer flere detaljer med, og hovedpersonerne bliver mere levende.

Det er nogle skræmmende billeder Kofod maler, hvor især Troldmandens brug af børn i hvert fald ikke er læsning for børn. Men vores virkeligheds flygtningepolitik udsætter jo også børn for grusomme ting, om end det er indirekte, gennem vores passivitet. Som svarer til Haralds passivitet, indtil begivenhederne gør at han bliver presset til handling. Med de magiske insekter, som metafor for både overvågningssamfundet og bombninger af mennesker via fjernkontrol, er teknologiens umenneskelighed gjort tydelig for os. Og som i vores verden, er der varsler om at det ikke bliver ved at gå: Vi bevæger os i retning af et sammenbrud, som måske, måske ikke, kan afværges.

Folkemøg er en meget usædvanlig bog, som både byder på et spændende univers og nogle ting at tænke videre over. En katastrofe-fantasy-roman i eventyrformat. Eller hvad den nu er. Læs den selv og kom med dit eget bud. Kan anbefales til alle som interesserer sig for litteratur.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch

Forlaget Rosinante var så venlig at sende mig et anmeldereksemplar af bogen. Fås også som ebog og lydbog.

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 59

Udgivet den august 9, 2020 af Admin

Himmelskibet 59
Sommer, 2020
169 sider.
Forsideillustration: Klaus Æ. Mogensen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på: http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6096

 

 

Indhold:

REDAKTIONELT
NÅR VIRKELIGHEDEN TRÆNGER SIG PÅ – Artikel af Bjarne Sinkjær
OVERHALET HØJRE OM – Novelle af Karsten Brandt-Knudsen
ANMELDELSER: FILM OG TV
• Snatchers
• Onward
• The Hunt
• Terminator: Dark Fate
• Birds of Prey
• The Wandering Earth
• Shazam!
• Utopia Falls (sæson 1)
• Brave New World (sæson 1)
• Star Trek: Picard (sæson 1)
• RWBY
• The Witcher (sæson 1)
• The Boys (Sæson 1)
PRISER 2020
Nyheder ved Klaus Æ. Mogensen
ANMELDELSER: BØGER OG SPIL
• Helerens håb – Roman af Jacob Kokkedal
• Retsindigheden – og rejsen for at besegle – Novelle/digtsamling af Chr. Køpmannæhafn Winther
• Morels Opfindelse – Roman af Adolfo Bioy Casares
• Ud af Normalrummet – Novellesamling af Klaus Æ. Mogensen
• Tre – Antologi af A. Silvestri
• Rama Rama Europa – Roman af Martin Wangsgaard Jürgensen
• Dengang dinosaurerne var små – Novellesamling af Kaspar Colling Nielsen
• Månen over øen – Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
• Kongamato – Roman af Mikala Rosenkilde
• Infection vol. 1: Rygning forbudt – Tegneserie af Casper Sand
• The Question (Tegneserie)
• The New Wonder Woman (Tegneserie)
• Valnir Rok (Fantasy MMO)
• The White Door (Horror-computerspil)
• Trüberbrook (Science fiction-computerspil)
KORTE OMTALER – Artikel af Thomas Winther
• The Reel Ghoul: The Diary Of A Cinephile (Over 700 film set og kort beskrevet af Ustumallagam)
• Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling – Faglitteratur af Martin Wangsgaard Jürgensen
• Fribryderen – Tegneserie af John Kenn Mortensen
• Døden venter i Thule – af Jonas Wilmann
• Nørdrejsen – af Jonas Wilmann
• Ord har hærget Novellesamling af Gudrun Østergaard
• Oliver i oldtiden – Jægerstenalderen – af Andreas Valentin Wadskjær
• Manden som træerne elskede – af Nikolaj Johansen
• Skygger i skumringen: 8 gys, der fucker med din hjerne – Horrornoveller af Camilla Wandahl & Caroline Ørsum
• Gileads døtre – Roman af Margaret Atwood
NYERE TEGNESERIER I UDVALG, SOMMER 2020 – Artikel af Tue Sørensen
DENNIS JOSEPH O’NEIL 1939-2020 – Nekrolog af Flemming R.P. Rasch
JOE SINNOT, 1926-2020 – Nekrolog af Klaus Æ. Mogensen
NY FANTASTIK PÅ DANSK – Bognyheder ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Birds of Prey

Udgivet den juni 27, 2020 af Admin

Birds of Prey
Film, USA 2020, 109 min.
Instr.: Cathy Yan
Medv.: Margot Robbie, Ewan McGregor, Ella Jay Basco, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic.

The DCEU – the DC Extended Universe – er en franchise som der er er overraskende meget spræl i. Med dét mener jeg at franchisen i sig selv er kommercielt sejlivet, selv om mange af de tidligere film i serien har høstet dårlige anmeldelser. DCs filmiske universe startede i 2013 med Superman-filmen Man of Steel, som var en anstændig og visuelt flot, men efter manges mening lidt for mørk, film. Dens efterfølger i 2016 blev gentænkt fra at være Man of Steel 2 til at være Batman v Superman: Dawn of Justice; en set-up film for Justice League, som kom et år senere. I 2016 kom også Suicide Squad, hvor vi for første gange mødte Margot Robbies Harley Quinn. Den fik heller ikke gode anmeldelser – men siden da er der kommet tre DCEU-film som er mere vellykkede, nemlig Wonder Woman (2017), Aquaman (2018) og Shazam! (2019). Birds of Prey fra indeværende år er altså den ottende DCEU-film i rækken, og fortsætter Harleys historie fra Suicide Squad. Vi ser heller ikke det sidste til hende i denne film, for der er endnu en Suicide Squad-film på tapetet, instrueret af James Gunn, som efter planen skal komme i 2021, hvor hun også er med. Faktisk er Warner Bros. ifølge diverse medierapporter i gang med at planlægge ikke mindre end TREDIVE yderligere film i denne franchise over de næste ti år, om end det nok er næsten 100% sikkert at de ikke alle bliver til noget. Rapporter siger at Warners nye ejere, AT&T, er meget opsatte på at lave flere DC-film, men, de er ikke helt sikre på hvilken retning, de skal gå i. Nu har Zack Snyder jo efter tre år fået lov til at lave sin egen version af Justice League, denne gang som en 6-parts-serie til streamingtjenesten HBO Max. Rygter fortæller at HVIS hans udgave går hen og bliver super-populær, så vil de måske fortsætte i en Snyder-inspireret, mørkere retning, mens mange andre nylige rygter siger at de fremover hellere vil lave lysere DC-film i en mere upbeat og Marvel-agtig stil. F.eks. siges det at the DCEU vil få et ”soft reboot” i den kommende Flashpoint-film, hvorefter Superman og Batman vil være gode venner, ligesom i de fleste af tegneserierne, og endda få en World’s Finest team-up film! De arbejder efter sigende også på nye film med New Gods, Booster Gold, Supergirl, Deathstroke, Lobo, Plastic Man, m.fl., og et spin-off til Wonder Woman kaldet The Amazonians. Så planer er der nok af, men hvad der kommer til at ske afhænger selvfølgelig også af hvor mange billetter disse film sælger. Det sjove er at selv om en stor del af DCEU-filmene har fået dårlige anmeldelser, så har de faktisk solgt en hel del billetter, og det er derfor at de bliver ved med at lave dem. Birds of Prey er dog lidt omvendt. Den var ingen stor succes, men tjener sig kun hjem via streaming og disc-salg; til gengæld fik den anstændige anmeldelser, med 78% positive omtaler ifølge Rotten Tomatoes. Men hvad synes denne anmelder så om filmen?

Titlen ”Birds of Prey” refererer til en tegneserie med figurerne Black Canary og Oracle (Barbara Gordon, som sidder i kørestol). I de senere år kom også Huntress med i serien, og der gæsteoptrådte mange andre helte og heltinder. Harley Quinn, som er hovedpersonen i filmen, har dog mig bekendt så godt som intet at gøre med Birds of Prey-tegneserien, så allerede her undrer man sig over hvorfor filmen hedder som den gør (den burde have heddet Harley Quinn. Eller Gotham City Sirens havde også været mere passende). Godt nok er en anden version af Black Canary også med i den som en baggrundsfigur, der kun en enkelt gang bruger sine soniske skrigekræfter, og Huntress har også en rolle. Men derudover er der ikke meget fra tegneserierne som går igen i filmen. En anden væsentlig figur er Cassandra Cain, som i tegneserierne er en meget sej Batgirl i en periode (hun er stum, men blev opfostret af en lejemorder som lærte hende den vildeste kampsport); i denne film er hun bare en tilfældig gadetyv uden anden relation til tegneserieudgaven end at hun er asiatisk og har samme navn. I disse politisk korrekte tider kan man undre og ærgre sig over at en Birds of Prey-film med Cassandra Cain i en markant rolle hverken tænker på at få en figur i en rullestol (som Oracle/Barbara Gordon i tegneserien) eller en stum figur (som Cassandra i tegneserierne) med i filmen – til gengæld hører man i Blu-rayens ekstra-materiale at filmen primært er lavet af kvinder og for kvinder, uden det maskuline blik, og uden egentlige superhelte-kostumer, men blot med en (i Harley Quinns tilfælde ret outreret) tøjstil som de kvindelige figurer ville have det godt med. Og det kunne da være dejligt hvis sådan en film fungerede. Desværre er den alt for anderledes i forhold til tegneserierne, og balancen mellem den konstante komedie og så en to-tre alvorlige scener virker slet ikke. Huntress-figurens baggrund i filmen er faktisk næsten 100% tro mod tegneserien, MEN, i stedet for at respektere den sammenbidte intensitet som figuren har, bruger de den her kun til at gøre nar af og koge komediesuppe på.

At filmen vil være sin egen og opfinde helt nye designs, selv om der var SÅ meget ikonisk grafik de kunne have nuppet fra tegneserierne, er ikke den eneste grund til at Birds of Prey blev en dårlig film, men det er en af de ting som er nemmest og mest oplagt at kritisere ved den, når den nu ikke fungerer ret godt. Instruktionen virker uefaren og plottet er alt for tyndt; udover noget baggrund og noget intro af figurerne, går selve plottet først i gang 40 minutter inde i filmen, og handler om at Cassandra Cain sluger en diamant som de onde vil have fat på. Action. Og det er så dét. Selvfølgelig er der en masse person-relationer, men det er ikke rigtig noget der kan gøre det ud for historie. Visse visuelle detaljer er gode (f.eks. hyænen!), men langt de fleste faldt desværre ikke i min smag. Der var slet ikke kød nok på denne film, og den føltes ikke ret meget som en film i et superhelteunivers – eller en film som overhovedet betød noget eller ville noget. Det var en film som var gearet til et kvindeligt publikum, men der dukkede ikke store mængder kvinder op i biograferne, trods Margot Robbies popularitet. Jeg er fan af Robbie, men desværre lader det ikke til at hun har det store held med at vælge sine projekter – senest er det f.eks. meldt ud at hun, sammen med screenplay-forfatteren til Birds of Prey, Christine Hodson, skal genoplive Pirates of the Caribbian-franchisen for Disney. Slår dét nogen som en specielt spændende idé? Næppe. Men grunden til at Birds of Prey ikke kunne tiltrække noget massepublikum er sandsynligvis at filmens figurer slet ikke er lige så kendte som de andre store superhelte-figurer – og når filmen samtidig ikke mindede ret meget om de tegneserier, den ellers skulle forestille at være baseret på, så var der heller ikke meget begejstring at hente hos tegneseriefans’ene. Spot til skade tilføjer det nok også at filmen var R-rated, og derfor forbudt for de yngre publikummer. Det eneste vi kan gøre nu er at se frem til James Gunns The Suicide Squad næste år, og håbe at han kan bibringe the DCEU den samme magi som han bibragte Marvels cinematiske universe med The Guardians of the Galaxy.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar