Manteuffel
Fragmenter af en udødeligs levned
Roman af Peter Tudvad
Rosinante, 2016, 417 sider, 220 kr.
Filosoffen og forfatteren Peter Tudvad er først og fremmest kendt i offentligheden for sit arbejde om Søren Kierkegaard. I Forbandelsen fra 2013 viste han, at han også havde skønlitterære ambitioner, idet portrættet af Kierkegaard i denne bog tog form af en ‘biografisk roman’ – en formidlingsform, der ligger godt i forlængelse af Kierkegaards egen. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse, at hans nye skønlitterære værk, Manteuffel, også er en historisk roman. Udgangspunktet er tiden omkring Reformationen, og ud over protestantismens fremmarch er den europæiske antisemitisme et væsentligt tema, hvor der trækkes linjer frem til Nazitysklands ideologi og sværmen for ”germansk” okkultisme. Timingen virker bevidst i forhold til Luther-jubilæet, og igen er der tale om historiske perioder og idéhistoriske strømninger, som Tudvad har beskæftiget sig fagligt med. Mere overraskende er det derimod, at Tudvad med Manteuffelogså har valgt at skrive en vampyrroman.
I en rammefortælling gør Tudvad selv et lærd fund på et forskningsbibliotek i Tyskland. Ved en fejl får han udleveret noget, der viser sig at være en samling breve og optegnelser fra det 16. og 17. århundrede – eller et falsum fra nazitiden, hvilket naturligvis ikke gør det mindre interessant, men til en kilde til nazitidens tænkning frem for til Reformationens Europa. I hemmelighed affotograferer han manuskriptet, renskriver og oversætter det for at lade det udgive som roman. Teksterne er angiveligt mestendels forfattet af en ukendt tysk greve, Friedrich von Manteuffel, og rummer dele af hans dagbog, brevvekslinger med Martin Luther, den fiktive Maria del Rey og den historiske grevinde Elizabeth Báthory, der er gået over i legenderne som Draculas kvindelige modstykke, samt retsprotokoller fra en kætterproces mod Manteuffel i 1612. Eftersom de første optegnelser er fra 1525, hvor Manteuffel ikke er en ganske ung mand, burde han således for længst være død af alderdom. Undervejs er greven imidlertid blevet vampyr og udødelig og er ikke ældedes synligt i de forløbne ni årtier.
Stilen er den tungt litterære, hvor forfatteren ikke gør nogen beskedne forsøg på at nedtone sin lærdom, men garnerer teksten med længere, uoversatte citater på blandt andet latin og italiensk, der dog ikke er nødvendige for at forstå bogen, men bare skal virke autentiske og stemningsskabende. Som historisk roman rummer bogen mange af de unoder, man kan støde på i denne genre: Det er, som om al researchen er kommet med i teksten i stedet for at træde i baggrunden og lade personerne og tiden ånde og leve. Dagbøger og breve redegør i unødvendige detaljer for forhold, der burde være underforstået viden i samtiden (og stilistisk variation mellem de forskellige fortællerstemmer er der heller ikke meget af, hvilket yderligere reducerer dem til talerør for historisk formidling). Men når det ikke sjældent er sådan i historiske romaner, skyldes det ikke kun, at forfatteren mangler disciplin. Det er med denne faktaophobning som med den tilsvarende faktaophobning i ‘hård’ science fiction: Den er der, fordi der er læsere, der nyder disse belærende passager, uagtet at den burde være forbeholdt faglitteratur og formidles mere elegant og indirekte i et skønlitterært værk. Og jeg er selv til dels en af disse læsere – ikke sådan at jeg ikke kan anføre det som et kritikpunkt, men det keder mig langtfra, og jeg slugte da også Manteuffel næsten i ét stræk. Tudvad henvender sig velsagtens også til det publikum, der i forvejen læser og værdsætter hans faglitterære værker.
Så vidt er der altså tale om en forventelig type roman fra en akademisk forfatter. Men så er der vampyrmotivet. Tematisk er det knyttet til de teologiske stridigheder ved at udgøre et vrængbillede på det traditionelle kristne evighedshåb (ligesom blodrusen er et vrængbillede på nadveren): Ved at være bundet til jordelivet og ikke kunne dø legemligt er Manteuffel bogstaveligt talt hinsides frelse, og hans største forbrydelser er således heller ikke de uskyldige, han ombringer for at næres ved deres blod, men de tilfælde, hvor han bevidst vælger at gøre offeret til vampyr som sig selv, så vedkommende både bliver smittet med ugudelig blodtørst og berøvet sin sjæls frelse. Manteuffel er til at begynde med en glødende protestant, der som repræsentant for øvrigheden ser sig selv som Guds værktøj, lytter til Luthers nok så bekendte opfordring til fyrsterne om at slå Bondekrigens oprørere ned som gale hunde og følger den med en nidkærhed, som selv Luther ender med at måtte sige fra over for. Men da han selv i kraft af sin fysiske udødelighed bringes hinsides nåden, tager han i stigende grad form af en Guds modstander eller for udenforstående iagttagere ligefrem Antikrist.
Romanen har en vældig ambition om at gøre op med den romantiske vampyrmyte – ikke kun den moderne, øhm, tandløse Twilight-vampyr, men også den i ældre forstand romantiske blodsuger fra Stokers Dracula til Anne Rice. Sandt er det da også, at det er umuligt at fatte sympati for grev Manteuffel, der snarere end at udgøre den inkarnerede ondskab altså udvikler sig til det i én forstand langt mere skræmmende indbegreb af den gryende modernitet: et væsen jenseits von Gut und Böse
Måske fordi dette opgør kommer udefra – således at forstå at Tudvad ikke har nogen forankring i den moderne horrorgenre – lykkes det ikke, eller det er i hvert fald en meget tvetydig sejr. Resultatet bliver nemlig en gennemført klassisk roman, der ikke negerer, men tværtimod og helt uironisk genopliver den Gothic, der på dansk rettelig betegnes som skrækromantik. For vist er Manteuffels blodtørst mere oprindelig og primitiv end hos Stokers transsylvanske gentleman, men han er dog stadig greve og lærd og holder til på et afsides beliggende slot. Han ligger før Victoriatidens fortrængte seksualdrift (der i nyere og mere frigjorte tider slippes fri med vampyren som sexsymbol), men selv om der hverken er krystallysekroner eller kjolesæt, rummer Manteuffel al sin råhed til trods et vist mål af dekadence. Vi slipper for en cameo med Vlad Tepes, men får i stedet et værdigt modstykke i grevinde Báthory. Selv om også hun er bragt mere tilbage til sit historiske udgangspunkt, kan bogen ikke sige sig fri for en decideret skrækromantisk svælgen i myrderierne. Det er mere effektivt de steder, hvor volden gøres realistisk frastødende, som i autentiske skildringer af krigshandlinger. Og formatet med rammefortællingens lærde fund og de hemmelige, efterladte papirer er så ‘gotisk’ som adelsmandens ensomt beliggende slot. Det eneste moderne – som til gengæld er romanens genistreg – er den diskrete mulighed for en læsning, hvor hele teksten er et falskneri fra 1930’erne. Så i stedet for at lade protestantismen, antisemitismen og Guds død pege frem mod naziperiodens tidsånd bliver den et aktstykke fra netop denne periode.
Manteuffel er en bog, der vækker en vis modstand hos læseren. Forfatterens demonstrative lærdom nærmest fordrer, at man skal lade sig dupere – og det er imponerende, men stor akademisk akkuratesse skaber ikke i sig selv stor litteratur. Samme modstand vækker den noget arrogante ambition om at frelse horrorgenren fra sig selv. Når folk kommer anstigende til en tradition udefra, kan resultatet blive originalt og højne den litterære standard – men de kan også ende med at genopfinde hjulet. Koblingen mellem vampyrens drik og den kristne nadver, såvel som forholdet til det gammeltestamentlige forbud mod at spise blodet, da det er selve livet, er ingenlunde nye temaer i vampyrlitteraturen, selv om de sjældent behandles så eksplicit som her eller med Tudvads teologiske og historiske lærdom. Min konklusion er altså, at Manteuffel er en kompetent genoplivning af den ”gotiske” roman, på trods af at den præsenterer sig som et forsøg på at lægge skrækromantikken i graven. (Men sådan er det jo med vampyrer – de rejser sig op igen, netop som man tror, man har fået has på dem). At foretage et sådant genoplivningsforsøg helt uden ironisk distance i 2016 er enten meget prætentiøst – eller meget, meget modigt. Eller måske begge dele. Jeg tager hatten af for ambitionen.
Anmeldt af Stig W. Jørgensen i Himmelskibet 52
Længe Leve Alfa-Generationen
