Iron Fist – Sæson 1

Udgivet den oktober 13, 2017 af Admin

Iron Fist – Sæson 1
TV-Serie
Netlfix USA – 13 Afsnit
Medv.: Finn Jones, Jessica Henwick, David Wenham, Tom Pelphrey og Jessica Stroup

Så skete det: Med Iron Fist har Marvel (den del der er associeret med Marvel Studios) fået sit første anmelder-flop. Serien er baseret på nogle tegneserier der først udkom i 1974, hvor den netop afdøde Bruce Lee og kung fu-film var højeste mode.

Danny Rand mistede sine forældre som ca. 10-årig under en tur til Himalaya, og blev fundet og adopteret af munke fra byen K’un Lun (som ligger i en anden dimension, og kun er tilgængelig fra vores verden hvert 10. eller 15. år, alt efter om man går efter tegneserien eller tv-serien). Her blev han oplært i kampsport, og opnåede det ypperste mulige: at blive det levende våben ‘the Iron Fist’ (via intet mindre end en drages mellemkomst), med superevnen til at kanalisere sin ‘chi’ (livskraft) ud i sin knytnæve, så den bliver et overmenneskeligt våben. Da K’un Lun igen forbindes med vores verden, rejser Danny tilbage til New York, hvor han (måske lidt for bekvemt) er arving til en kæmpe virksomhed og medfølgende kæmpe formue. Her involveres han i alle mulige intriger i processen med at modtage sin arv, og må samtidig tage kampen op mod ninjaklanen The Hand, som hele hans tid i K’un Lun har forberedt ham på. De har naturligvis en finger med i spillet hvad angår hans forældres død. Han møder desuden den seje karate-pige Colleen Wing, som også viser sig at være involveret i ting og sager.

I forhold til at serien reelt er en 13-timers film, kan man godt med rette indvende at handlingen går lidt langsomt, og at der ikke er kød nok på historien. Har anmelderne og de andre kritikere så ret i deres negative vurdering? Well, det er lidt af et kompliceret spørgsmål, især hvis man gerne vil kunne lide serien, og faktisk føler sig umiddelbart underholdt af den. Men jeg må medgive at det er rigtigt at serien på mange måder ikke rigtig holder til at blive grundigt analyseret. Kampsports-indholdet og action-scenerne er ikke gode nok (hvilket nok er det største problem). Seriens producenter har valgt en skuespiller til titelrollen udelukkende pga. hans udseende og fordi han er kendt fra Game of Thrones, og desværre overhovedet ikke fordi han var egnet til en kampsportsrolle, som ellers burde være et af de vigtigste kriterier for denne figur. Udover en række spredte og (med enkelte undtagelser) uinteressante dueller, har kampsport besynderligt nok ikke nogen rigtig væsentlig betydning for denne series plot.

Andre problemer virker som funktioner af et lavt budget: der er stort set ingen spektakulære, superhelte-agtige elementer i serien, og baggrunden med eventyrlandet K’un Lun hører man kun ganske lidt om, selvom det ville have været en oplagt måde at få lidt visuelt lir med i serien på. I det hele taget er det en alvorlig fejldisponering at serien ikke har den kulør som tegneserieudgaven – og superheltetegneserier generelt – har, men i stedet er ‘played straight’, og tager sig selv lige lovlig seriøst. Et superheltekostume kan f.eks. ikke komme på tale. Men på den anden side må man jo medgive at de andre tre serier i samme tv-univers – Daredevil, Jessica Jones og Luke Cage – er blevet en succes ved netop at være meget seriøse og sammenbidte! Problemet er at samme tone fungerer langt dårligere til Iron Fist, og derfor må man også konkludere at den er den ringeste af de fire serier. Men det må næsten siges at være et rent uheld.
Producenterne har jo blot forsøgt at videreføre den samme stemning som i de andre serier, som generelt faldt i god jord hos anmelderne. For Iron Fist-konceptet fungerer dén stil bare mindre godt.

Et andet kritikpunkt er at Danny overhovedet ikke virker som om han har spenderet de sidste 15 år (alle sine teenage-år og det første af sit voksenliv) med at kung fu-træne i en eventyrby af krigermunke. Da han kommer tilbage er han en typisk udadvendt, glad og snakkesagelig all-American kid, som ikke giver indtryk af at være specielt disciplineret eller meditativ (selv om han faktisk mediterer i en scene eller to).

Jeg ville ellers have forventet at han mindede om Gordon Lius figur i The 36th Chamber of Shaolin, da han kommer ud af klostret efter at have færdiggjort sin årelange træning. No such luck! Måske skyldes det igen at det desværre ikke var et element der passede særligt godt til den skuespiller, de valgte til titelrollen. Det er bestemt ærgerligt, og hænger nok igen sammen med at Finn Jones ikke rigtig kan noget kampsport. Det vel nok mest ødelæggende for denne serie er at instruktørene har været nødt til at klippe actionscenerne sammen på uhyrlige måder for at forklæde heltens mangel på kampevner. Et af konceptets allervigtigste elementer er derved blevet ubærligt kastreret, og actionsekvenserne fungerer utrolig dårligt.

Ikke desto mindre er jeg forbavset over hvor underholdt jeg alligevel var af serien. Jeg kunne generelt godt lide personerne og skuespillet, og blev også fastholdt af plottet, som trods alt havde mange referencer til tegneserierne. Serien er måske nok (meget) langt fra at være den ultimative eller bedst mulige tv-udgave af Iron Fist-tegneserien, men den fungerede alligevel helt okay som en Iron Fist-inspireret historie; som en lettere low-budget action-serie hvor tegneserie-elementerne var præsenteret i mere realistiske rammer. Jeg havde foretrukket noget mere eskapistisk, men underholdningsværdien fornægter sig imidlertid ikke. Visse kulørte elementer er bibeholdt, som f.eks. The Hand’s evne til at genoplive de døde (noget der egentlig kommer fra Frank Millers Daredevil-tegneserier). Og det er, for mig, godt nok til at man har lyst til at både se og gense serien.

Min karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Ana ved Verdens Ende

Udgivet den oktober 12, 2017 af Admin

Ana ved Verdens Ende
Tegneserie af Michael Lindal og Peder Riis
Æther Publishing, 2017

Hvad gør et menneske til et menneske? Det er spørgsmålet, som vækkes til live i tegneserien Ana ved verdens ende. Teksten dertil står Michael Lindal bag, mens det er Peder Riis, der har skabt tegningerne.

Det er på sin vis en form for filosofisk undersøgelse af, hvad der kendetegner et menneske. Ana er vores robot, vores rejseleder. Hun kommer til verden under en opfinders hånd. Hun er unik, en androide, hvorfor alt er nyt og interessant. Dog varer det ikke længe, førend spørgsmål om eksistens og berettigelse i denne menneskenes verden melder sig. Hun undersøger det nøje, og hun får kontakt til et vaskeægte menneske, der indleder et varmt forhold til hende, og som forelsker sig hovedkulds i hendes mekanik. Det er farligt, for kan en androide ikke også formere sig?

Der går 500 år, og Ana kæmper ihærdigt for at forstå, hvad mennesker er for en størrelse, og hun har særdeles svært ved at kapere, at hun er den udødelige type. Hun vil meget gerne hjælpe menneskene, men det er umuligt, og undergangen er meget nær.

Vi møder indledningsvist Ana. Hun sidder ved verdens ende og filosoferer. I slutningen møder vi hende samme sted, og vi har da været igennem et lækkert flashback, hvor menneskenes sidste tid på denne jord bliver fremtegnet og fremskrevet.

Tegningerne er i de mere dystre nuancer, og der er brag og storladne perspektiver. Man er ikke i tvivl om, at der her er noget på færde.

Anmeldt af Martin Rytter Handberg i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Udrensning

Udgivet den oktober 11, 2017 af Admin

Udrensning
Gotisk Krimi af Patrick Leis
H Harkens Productions, 2016, 160 sider, 139 kr.

Udrensning er Patrick Leis´ første krimi. Serien er udgivet i forlaget H. Harksen Productions serie af gotiske krimier. Og at Udrensning er en gotisk krimi er grunden til at den bliver anmeldt i Himmelskibet. Gotiske krimier er ifølge forlaget “om for-brydelser der er dystre, uhyggelige, groteske, det undertrykte og det ukontrollable – og opklaringen af disse forbrydelser.” Krimigenren er traditionelt en realistisk genre som ikke opererer med fantastik. Og forlaget gør sig således ikke nogen tanker eller krav om hvordan krimiens realisme forholder sig til gotikken. Gotiske romaner accepterer fantastiske og overnaturlige forklaringer. Kendte gotiske romaner er Mary Shelleys Frankenstein og Bram Stokers Dracula.

Patrick Leis har så valgt delvist at opretholde krimiens realisme krav, idet Vögel ikke arbejder med fantastiske forklaringer på forbrydelserne i bogen. Men videre til handlingen.

Handlingen i Udrensning er kort den, at der europæiske storbyer hærges af mordbrande. Specialagent Vögel er sat på opgaven at opklare disse mordbrande. I starten er der ikke mange spor at gå efter. Men lidt efter lidt får han flere spor at gå efter. Men vi følger ikke kun specialagent Vögel. Vi følger også pyromanen og en person der ligesom Vögel jagter pyromanen. Hvordan det slutter vil jeg ikke afsløre her. Jeg vil dog afsløre at der er der noget overnaturligt eller fantastisk blandet ind i handlingen.

Og spørgsmålet er om det fantastiske element er vævet godt nok ind i historien. Måske har Patrick Leis også tænkt det. I hvert fald lader Patrick Leis Vögel diskutere pyromanens motiver med kommissær Eriksen. Vögel har sin egen forklaring på pyromanens motiver, som ikke er fantastisk. Han forklarer sine tanker til kommissær Eriksen. Og Eriksen svarer ikke med samme. Hans tid i politiet, at verden er mere kompleks end de fleste går rundt og tror. Til sidst rømmer han sig. “Hvad nu hvis han [pyromanen] har ret? Vögel sender kommissæren et uforstående øjekast. Jeg forstår vist ikke helt…?” (s.147-148).

Med andre ord ville det efter min mening have været bedre, hvis Vögel var en detektiv, der accepterede fantastikken som romanens realitet. I lighed med Erwin Neutzsky-Wulffs okkulte detektiv Adam Hart. Og dermed ikke delvist opretholdt krimigenrens krav om realisme, når det nu er en gotisk roman.

Bogen er som sådan velskrevet, men jeg synes den har en lidt tung start. Dette selvom der lægges ud med at pyromanen er i gang med at påsætte en mordbrand. Men det er særlig afsnittene med personen som forfølger pyromanen som er lidt tunge at læse og man skal noget ind i bogen før end handlingen begynder at fange en. Efter min mening er afsnittene med Vögel de mest spændende at læse.

Der er ikke så mange metaforer i bogen. Dog er der enkelte effektive som disse: “Naboer og genboer kikker ud gennem vinduer og fordøre som frygtsomme kaniner” (s. 146) og “smilede som en sjakal” (s. 50)

Der er enkelte irriterende fejl som ikke er blevet rettet i korrekturen. For eksempel øverst på s. 60 “spisestolog” i stedet for “spisestol og”. På s. 41 står der “Jeg kniber øjnene hårdt samme” i stedet for sammen.

Men spørgsmålet er så om forbrydelsen i bogen er dyster og uhyggelig som forlaget har som krav til den gotiske krimi. Og til det kan der svares ja, det er forbrydelsen i bogen. Bogen opnår trods sine fejl sit mål.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Martin Schjönning – Kværnen

Udgivet den oktober 10, 2017 af Admin

Kværnen
Roman af Martin Schjönning
Calibat, 2017, 118 sider, 325 kr.

Kværnen er et kæmpe køretøj som er designet til at pløje sig igennem horder på flere tusinde zombier, for på den måde at give dem evigt hvile, samt at genbruge hvad der vil kunne genbruges af de udødes rådnende kroppe.

Rebecca er chauffør, eller måske rettere pilot på kværnen, men hun er ikke alene om at sikre dens fremdrift. En række hyrder sørger for at lede flokke af zombier hen til kværnen, og en af disse er hendes kæreste Johnny. Han forsvandt dog under nedlæggelsen af en gigantisk horde, og Rebecca drukner nu sine sorger i stoffer og alkohol. Hun bliver dog hentet ud af sin sump for at skulle lede kværnen til et område hvor der er forlydender om at en flok overlevende holder sig forskanset.

Den første del af bogen gør meget ud af at beskrive Kværnens tilblivelse, så man skulle tro at bogen ville handle om det monstrøse køretøjs fremdrift. Det er dog kun en lille del der handler om dette, for Kværnen bruges nærmest blot som transportmiddel frem til bogens virkelig handling, som finder sted da den lille gruppe af soldater forlader køretøjet for at trænge ind i det område hvor der skulle være overlevende.

Bogen har både blodige kampscener, og intriger imellem gruppens medlemmer og ikke mindst så har den spændende passager hvor man ved at ikke alle kommer igennem i live.

Det bedste ved bogen er dog illustrationerne. Endnu en gang viser Tom Kristensen hvor god han er til at fange stemning og handling i sin streg. En ting der dog kunne gøre det endnu bedre var hvis der havde været en interaktion imellem illustrationerne og handlingen, så det mere blev en grafisk roman, end “blot” en illustreret roman. Der er lidt af det hvor en tegnet action-sekvens bidrager med mere end teksten gør. Noget sådant havde jeg gerne set mere af.

Jeg kunne også godt have brugt noget mere omkring Kværnen selv, men hvis man læser med på forfatterens blog, så har han luftet at dette nok ikke bliver sidste gang han skriver om den, så det kan man jo så bare glæde sig til.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.52

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Danny Biltoft Davidsen – Destin 2 – Snefuglen

Udgivet den oktober 9, 2017 af Admin

Destin 2 – Snefuglen
Roman af Danny Biltoft Davidsen
Mellemgaard, 2017, 238 sider, 169 kr.

I 2016 udkom første bind i serien om drengen Destin, Seerkrystallen, som jeg læste med stor fornøjelse.

Serien udspiller sig 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af den teknologisk overlegne race Torakiderne, som de siden har udryddet. Her lever den forældreløse Destin sammen med veninden Maridel på astroiden Lyonedia under pauvre forhold.

Den hårde, trivielle hverdag blev brudt, da Maridel fandt en ældgammel boks (en af Torakidernes artefakter) og kort efter blev bortført af rødfrakker fra kongeriget Carnelior. Det lykkes ad kringlede veje for Destin at finde Maridel igen, men i slutningen af bind et blev Maridel kidnappet af skattejægere, og Destin efterladt i lænker på den fremmede måne Rheinoud.

Og her starter Snefuglen.

Rheinoud er under blåfrakkernes styre og er på mange måder anderledes end Lyonedia. Før Destin får set sig om, er han blevet fanget af slavehandlere og slider og slæber under umenneskelige forhold i minerne. Her møder han den rapkæftede pirat Rawlin, og de slår pjalterne sammen for at flygte, ligesom Rawlin lover Destin, at han vil hjælpe med at finde Maridel.

I første omgang slipper de væk fra minerne og bliver i stedet for slaver hos den azurelianske grevinde Abrielle. Det lykkes dem at komme ombord på grevindens rumskib, Sneuglen, og så opstår muligheden for at kapre skibet og fortsætte jagten på skattejægerne, som har kidnappet Maridel. Dog ikke uden forhindringer …

Sneuglen er endnu et hæsblæsende kapitel i Destins saga. Denne gang må Destin både tage kampen op mod blåfrakker og rumpirater, lige-som hans moralske kompas sættes på en prøve i mødet med nye og gamle venner. Det er totalt underholdende, og selvom serien måske nok er rettet mod det unge publikum, så kan de voksne læsere sagtens være med.

Danny Biltoft Davidsen har skabt et spændende univers med vellykkede figurer, som fungerer godt i historien. Jeg elsker blandingen af rumeventyr og 1700-tals atmosfære med kongedømmer, kårdekampe og rumskibe med udsmykning som gammeldags sejlskibe.

Sprogligt synes jeg, at Biltoft har løftet sig i forhold til “Seerkrystallen”. Slagsmålsscenerne fungerer bedre, og sproget er i det hele taget mere billedfyldt, ligesom replikkerne glider flydende. Samtidig er der masser af action og spænding, og det lykkes for Biltoft at samle de forskellige handlingstråde til slut så jeg nu utålmodigt ser frem til bind tre.

Anmeldt i Jette S. F. Holst i Himmelskibet nr.52

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Craig Russell – Fragment

Udgivet den oktober 8, 2017 af Admin

Fragment
Roman af Craig Russell
Thistledown Press, 2016. 216 sider, $19,95

Bogen starter med at en journalist der sidder i New York og er igang med et interview med forskeren Kate Sex­smith, som befinder sig på Antarktis. Interviewet bliver dog pludseligt afbrudt, da en af forskerens kolleger kommer ind med en besked der gør hende lamslået hvorefter de flygter, og forbindelsen forsvinder. Der er sket en gigantisk glecher-lavine på Antarktis, noget der har jævnet forskernes lejr med jorden, og ud af 2.000 personer er der kun 3 overlevende. Yderligere så har et gigantisk stykke glecher løsrevet sig og flyder nu med havets strømme.

Myndighederne gør hvad de kan for at styre informationerne, og sikre sig kontrollen over alle satellitter der cirkler hen over Antarktis, da de ikke er interesserede i at nogen vil bruge dette som bevis på de følger som den globale opvarmning kan have.

Blåhvalen Ring kan fornemme at der sker noget uvant, og imens dens flok flygter, søger den mod havet ved Antarktis, selvom den ved at det er farligt for en hval at begive sig ud alene. Da den støder ind i den flydende glecher opfatter den den fare gletcheren udgør ved at hvaler der ville forsøge at dykke under den vil drukne, og der er fare for at hvaler vil støde ind i den, hvis de forsøger at svømme udenom. Hvalen begynder derfor på en sang, der skal advare andre, og få dem til at søge væk i tide.

Kate og hendes to medoverlevende reddes af en amerikansk atomubåd, som beordres til at tilbageholde dem under dække af at ubåden er på en mission der ikke kan afbrydes.  En tekniker ombord på båden opfanger dog hvalens nye sang, og man gør nu et forsøg på at kommunikere med hvalen, og måske finde en nøgle til intelligent liv ud over menneskene her på jorden.

Fragment er en hurtig læst økothriller en genre der nok kun med lidt god vilje kan placeres under de fantastiske genrer. Arbejdet med at kommunikere med hvalen, kan man godt placere sammen med science fiction-historier om kommunikation med fremmede livsformer fra rummet, her er det blot en velkendt livsform fra dybet. Uanset hvilken vinkel man læser den med så er der godt med action i den, så den er bestemt ikke kedelig at læse, og så har der puttet sig en mindre dansk vinkel ind i et af kapitlerne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Robin Hobb – Snigmorderens Lærling

Udgivet den oktober 7, 2017 af Admin

Snigmorderens Lærling
Roman af Robin Hobb
Cicero, 422 sider, 159kr.

Unge Fitz er uægte søn af den ædle prins Chivalry, men vokser op i skyggen af det kongelige hof hos den stive og bistre Burrich, prinsens staldmand. Hans fødsel var noget af en skandale og bragte prins Chivalry i vanære og eksil. Fitz bliver derfor behandlet som noget af en paria af alle ved hoffet, undtagen af hans uslebne bedstefar, kongen Shrewd, som ser muligheder i drengen. For i Fitzs blod løber den magiske kraft Evnen. Fitz kommer i lære som snigmorder og agent for kongen, hos den hemmeligfulde Chade. Hvem siger nej til det? Og Fitz har da heller ikke rigtigt noget valg, fortæller Chade, for bastarder der ikke er til nytte, lever ikke længe.

Det er et omtumlet liv unge Fitz bliver kastet ud i. Chivalry’s bror Regal og hans støtter ser ham som en potentiel rival til tronen, og vist hellere død end levende. Fitz splittes også mellem Burrich pligter om dagen, Chades hemmeligheder om natten – og det frie liv blandt byens skarnsunger, når Fitz en sjælden gang kan slippe væk, og for nogle timer bare kan være sig selv. Snart vokser Fitz til. Barbariske plyndringsfolk hærger kysterne, og forvandler folk ved hjælp af modbydelig sortekunst. Fitz sendes ud på sin første farlige mission, og selvom mange betragter ham som en trussel mod tronen, kan han hurtigt vise sig at være nøglen til kongedømmets overlevelse.

Det er et dybt og troværdigt univers Robin Hobb har skarpt, og hvorfra hun har spundet en spændende historie, med gode bipersoner. Verdenen har dybe rødder i fantasy, men er helt sit eget. Som layouter er det også mig en glæde at se så flot en udgivelse. Jeg ser frem til at læse forsættelsen, Kongelig snigmorder.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.52

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Preben Haarup – Dine øjne tåler ikke synet

Udgivet den oktober 6, 2017 af Admin

Dine øjne tåler ikke synet
Roman af Preben Haarup
Fahrenheit, 2016
338 sider, 187 kr.

Efter Den Store Krig er Europa forvandlet til en grå ørken, omgivet af et sort, dødt hav. Religiøse fundamentalister, styret af Papa Khan, vandt krigen, og kun en lille enklave i Paris holder stadig stand. Siger rygterne i hvert fald. Og Morten Jensen, som bor i den lille by Gudsted (der engang hed Grindsted), tror på rygterne. Han kan ikke bære andet.

Morten lever et relativt priviligeret liv. Hans far er en af de ældste, og det betyder, at familien oftest får mad nok. Fisk, som fiskerne bringer til byen med deres kamelkaravaner. Men Morten har alligevel svært ved at acceptere tingenes tilstand. Han stiller spørgsmålstegn ved samfundets betingelsesløse given sig Gud i vold, når optegnelser fra tiden før krigen viser, at tingene kan være anderledes. Og han væmmes ved hykleriet, når de ældste på den ene side straffer utroskab, og på den anden side selv dyrker det i stor stil. Hans egen far inklusiv.

Så en dag stikker Morten af. Med sig har han et gyldent skrin, han har fundet i et gemt og glemt bibliotek sammen med et brev, der beder finderen om at tage skrinet med til Paris. På rejsen slår Morten sig sammen med kvinden Jenna, der ligesom ham er stukket af fra Gudsted, og drengen Jens Holger som stikker af fra fisker-karavanen. Turen er dog hverken ufarlig eller let. I det døde landskab truer ikke blot sult og tørst. Også andre mennesker er en kilde til fare, ligesom skjulte hemmeligheder kommer frem og sætter livet i Gudsted i et nyt lys for Morten.

Livet i Gudsted er dog intet i forhold til strabadserne, Morten, Jenna og Jens Holger må udstå på rejsen. Jeg kunne næsten mærkede solen brænde mig og tørsten snøre halsen sammen under læsningen, hvor frygten for klitfolket og kamelmændene lurer konstant.

På forfatterens hjemmeside kan man læse, at Haarup var inspireret af Cormac McCarthys dystopiske fremtidsroman Vejen. Tanken om hvordan det var at overleve, hvis al føde var sluppet op, gjorde et dybt indtryk på ham, og det blev starten til Dine øjne tåler ikke synet.

Ligesom i Vejen fylder rejsen mod det ukendte Paradis hovedparten af handlingen i Haarups roman, og selvom han måske ikke når helt op til McCarthys højder, så er Dine øjne tåler ikke synet både velskrevet og fascinerende. Det dystopiske Europa fremstår trøstesløs og hæslig, og lader en dunst af undergang og håbløshed sive ud af siderne. For Morten er det eneste håb, drømmen om at fortidens civilisation stadig lever i Paris enklaven.

Med Hunger Games gennembrud på mainstream markedet har dystopier fået en opblomstring i YA litteraturen. Men selvom hovedpersonen Morten kun er 19 år, er Dine øjne tåler ikke synet for voksne. Det nådesløse univers hvor overlevelse afhænger af evnen til grusomhed er barsk læsning, og ind i fortællingen fletter Haarup også kommentarer til vores samtid med sammenligninger som:

“Jenna lå i sine støvede klæder og stirrede på dugen med blanke øjne, der sad dybt i hendes markerede ansigt. En flygtning i en teltlejr fordrevet af krig og tørke, taget fra en fortidig rædselsberetning på Afrikas horn”

Vi slipper også for den ellers uundgåelige teenage-romance i Haarups beskidte og ubønhørlige virkelighed, hvor lidelse er normen. Så er du til dystopiske romaner, som virkelig gør ondt, skal du ikke lade dig snyde af den uprætentiøse forside. Dine øjne tåler ikke synet er fremragende læsning.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet nr.52

Udgivet i Bøger | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Naomi Novik – Temeraire

Udgivet den oktober 5, 2017 af Admin

Temeraire
Roman af Naomi Novik
Oversat af Rebecca Hjelholt Svendsen
Frydenlund/Alhambra, 2016, 366 sider, 199 kr.

Den amerikanske forfatter Naomi Noviks Temeraire-serie tæller ni bøger, som er udkommet mellem 2006 og 2016. De første fem (engelsksprogede) bøger i serien blev anmeldt af Knud Larn helt tilbage i Himmelskibet nr. 19, men i 2016 startede serien også i dansk oversættelse, og det er blevet mig der har været så heldig at få lov til at anmelde det første bind. Serien er på dette års WorldCon i Helsinki nomineret til en Hugo-pris for bedste romanserie, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg er ikke den store fantasy-læser (holder mig mest til SF), omend jeg ser masser af fantasy i film- og tv-form. Men jeg er meget interesseret i historie (fortidig såvel som fremtidig), og Temeraire-serien er både fantasy og kontrafaktisk historie, idet den foregår under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet – med drager!

Den britiske flådekaptajn William Laurence kaprer et fransk skib som har en helt speciel skat i lasten: et drageæg. I denne verden er der nemlig drager, som kan seles og tæmmes når de kommer ud af ægget, og bindes til en menneskelig ”kaptajn”. Dragerne kan tale lige fra udklækningen (!), og har en intelligens som i sjældne tilfælde er på linje med menneskers. Når først de er bundet til en menneskelig kaptajn er båndet stort set ubrydeligt, og dragen vil adlyde alle sin kaptajns kommandoer som en hengiven soldaterkammarat. Derved bliver det muligt for verdens stormagter at have et drage-luftvåben, som sættes ind mod fjenden når der er krig. Imponerende!

Det er præmisset for denne roman, og det er meget engagerende beskrevet. Historien er enkel og ligefrem, og det er en fordel, fordi den så ikke mudres til af for mange personer og komplicerede intriger.

Vi følger kaptajn Laurence og hans drage, Temeraire, som han utilsigtet bindes til, og derfor må forlade flåden til fordel for luftvåbnet. Dragekaptajnerne lever en skjult og utraditionel tilværelse, hvor deres hengivenhed til jobbet næsten umuliggør et familieliv ved siden af. Dragerne er der forskellige racer af, som menneskene har fremavlet over århundreder, og der er specifikke racer i specifikke kulturer.

Temeraire er en kinesisk drage, som på flere punkter er finere og mere intelligent end de europæiske racer (dragernes intelligens er også noget, der kan avles på), og første bog omhandler hovedsageligt Temeraires træning til krigsdrage (ja, How to Train Your Dragon kunne sagtens have været denne bogs titel!) under den aristokratiske og ærekære kaptajn Laurence. Noget af det jeg nød allermest ved bogen er den realistiske portrættering af æresbegreberne blandt de aristokratiske militærfolk i denne periode. Dét giver bogen en skøn autenticitet, så man føler at man næsten selv er tilstede. Værket er også oversat til et flot og mundret dansk.

Temeraire er en drage af helt exceptionel intelligens. Den udvikler sig intellektuelt med stormskridt, og ved intet bedre end at få læst bøger højt for sig af sin kaptajn – især videnskabelige værker! Man aner at den nok skal blive en endog meget stærk og egenrådig personlighed senere i denne roman-serie.

I forhold til at det er en kvindelig forfatter, der har skrevet bogen, studser man over at vi skal halvvejs gennem romanen før kvindelige figurer introduceres og får betydning for plottet (lige bortset fra Laurences måske-forlovede-og-så-alligevel-ikke, som optræder kort). Jeg måtte en gang eller to under læsningen lige forvisse mig om at det faktisk var en kvindelig forfatter. Men der sker noget et stykke inde.

Lille og hurtig spoiler: nogle af drageracerne accepterer kun kvindelige kaptajner! Men de mandlige figurer, specielt selvfølgelig Laurence, er dygtigt og troværdigt portrætteret, hvilket også er nødvendigt for den historiske troværdigheds skyld (når nu det handler om det mandsdominerede militær, mener jeg).

Når man er færdig med bogen har man helt sikkert fået smag for denne verden, og vil gerne læse mere. Og også lære mere om Napoleonskrigene! Det forlyder fra forlaget at bogen dog ikke har solgt nok til at de resterende bøger vil blive fordansket, og det kan jeg kun beklage. Men så kan man jo finde frem til de amerikanske udgaver, hvis man absolut skal læse fortsættelsen – hvad det jo for mit vedkommende nok ender med!

Karakter: 8 blændende stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , | Skriv en kommentar

Claus Holm – Tempus Investigations

Udgivet den oktober 4, 2017 af Admin

Tempus Investigations – A Fictional TV-Show
Roman af Claus Holm
Selvudgivet, 2016
270 sider, 190 kr.

I forordet til denne bog skriver forfatteren at man, når man læser den, skal forestille sig at man sidder og ser første sæson af en ny tv-serie. Man skal sætte sig med den spænding, som man har når man begynder på en ny serie, hvor man ikke ved hvor mange afsnit der kommer, da det hele tiden er uvist om selskabet bag vil fortsætte serien.

Det er dog ikke sådan at man sætter sig med en længere historie hvor man risikerer ikke at få slutningen med, for bogen er godt nok delt op over fire afsnit, men hver af dem er en afrundet kriminalsag som detektiverne i Tempus Investigations er indblandet i.

I den første sag er der dog kun en detektiv, og så hans kontordame som også tages med i felten. Jim Corrigan er efter en ulykke blevet udødelig, og har også fået evnen til at kunne tale med de døde. Denne evne bruger han bl.a. når politiet kontakter ham i forbindelse med mystiske mordsager, hvor offeret så denne vej igennem kan hjælpe med opklaringen. I den første sag er liget af en pige blevet udstillet i en engleformation, men hvor det er hendes organer der er blevet bredt ud som vinger. Hendes spøgelse kan give nogle få spor i forhold til hvem hendes morder er, og denne vej igennem kommer Jim på sporet af en anden udødelig, for hvem udødeligheden har gjort at han næsten føler sig guddommelig.

Som allerede nævnt så løses de enkelte sager inden for hvert afsnit, og med bogens sidetal, betyder det at det ikke er de største krimiefterforskninger der indledes, men nærmere med CSI-agtigt lethed findes gerningsmanden. Hensigten med bogen er næppe heller at skulle være et stort komplekst krimiværk, men nærmere at lege med ideen om hvordan det okkulte kan hjælpe med at løse sager. Bogen har et fint højt tempo, og nogle krimisager der passer godt til setuppet. Som i mange krimi-tv-serier så er der ikke den store udvikling i karaktererne imellem sagerne, og der er spørgsmål til karaktererne som en roman nok ville afdække, men som her nok nærmere gemmes til senere afsnit (hvis der kommer flere).

Set som en hurtig gang underholdning, så fungerer bogen fint, men hvis det var en tv-serie så ville det nok blive nogle korte afsnit, men det er der jo heller ikke nødvendigvis noget galt med.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 52

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | 2 kommentarer