Game of Werewolves

Game of WerewolvesGame of Werewolves
Film, 2011, Spanien, 98 min.
Instr.: Juan Martinez Moreno
Medv.: Gorka Otxoa, Carlos Areces, Secun de la Rosa, Mabel Rivera, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Vi befinder os i Spanien. En nybagt ung forfatter vender hjem til sin landlige fødeby, Arga i Gallien, og finder den underligt forandret. Det viser sig at en mystisk varulve-forbandelse fra forrige århundrede hviler over byen, og hvis ham og hans barndomsvenner ikke får slået den hærgende varulv ihjel, så siger profetien at der vil ske noget endnu værre. Varulven viser sig at være en 7-årig dreng som lever i katakomberne under kirkegården, og som ikke er blevet ældre de sidste 100 år, og da de ikke kan nænne at slå ham ihjel inden forbandelsens frist udløber, ja, så sker der noget værre  – og så er gode dyr jo rådne! Heldigvis er filmen en overraskende godt sammenskruet komedie, så selvom det blive slemt før det slutter, så ender det i hvert fald godt for publikum, som bliver effektivt underholdt. Der laves ikke mange varulve-film for tiden – det er der faktisk aldrig blevet – men denne er bestemt en af de gode, og kan sagtens anbefales, til trods for den lidt (meget?) dumme titel. Internationalt hedder filmen også Attack of the Werewolves; og på spansk hedder den Lobos de Arga; ulvene fra Arga. Du kan roligt købe filmen hvis du vil have et godt, europæisk varulvegys med en god portion humor til.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 38

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Elysium

Elysium-imax-poster-matt-damonElysium
Film, USA, 2013, 109 min.
Instr.: Neill Blomkamp
Medv.: Matt Damon, Sharlto Copley, Wagner Moura, Jodie Foster, Alice Braga m.fl.

Den sydafrikanske instruktør af den imponerende District 9 (2009) kommer nu langt om længe med en big-budget opfølger; et cinematisk actionbrag af en sci-fi film med ligeså radikale, politiske budskaber som i den forrige film. Neill Blomkamp tager emner op som er højrelevante for Afrika. District 9 handlede om racisme og apartheid (i fald nogen troede at det var afskaffet); Elysium handler om medicin-situationen i Afrika. I sin symbolik, altså. Det store medicinale problem i Afrika er at medicinalindustrien og rege­ringerne i den rige Vestlige verden i det store hele er ligeglade med syge mennesker hvis de ikke kan betale for medicinen. Selvom det forholdsmæssigt drejer sig om småpenge. Det er kapitalistisk de rigueur: profithensyn før menneskehensyn. Usselt, ufølsomt og urimeligt fra ethvert empatisk synspunkt. Det er denne umenneskelige, men enkle situation som præsenteres i Elysium: Alle de rige – inkl. politikerne – er flyttet langt væk fra de fattige, op til en paradisverden i rummet, hvor alle sygdomme kan kureres med det samme, mens Jorden og jordboerne går til i fattigdom, forurening og sygdom. Her har vi altså en klokkeklar symbolik, hvor Elysium er lig med Vesten, og Jorden er lig med Afrika (eller den Tredje Verden generelt – lad os ikke glemme Sydamerika).

Retfærdighed er ikke noget man får; det er noget man må tilkæmpe sig, og derfor planlægger den jordiske oprører Spider (flot spillet af den brasilianske skuespiller Wagner Moura) at hacke den store rum-habitat. Umiddelbart vil han bare have fat i data der kan udnyttes, men han træder straks i revolutionær karakter da det viser sig at han har fået fingre i et kup-program som kan nulstille Elysiums computersystem og indsætte hvem som helst som ny præsident. En uheldig arbejder og eks-forbryder, Max Da Costa (Matt Damon), er blevet bestrålet og har kun fem dage tilbage at leve i, medmindre han kan komme til Elysium. Spider udstyrer ham med et exo-skelet som gør ham til en super-soldat og hjælper ham med at komme op til rum-habitaten, så han kan både kurere sig selv, sin gamle flammes syge datter, og køre kup-programmet. Mellem Max og målet står den hårdkogte lejesoldat Kruger (Sharlto Copley), som også skaffer sig et exo-skelet. Og så er der action for alle pengene da Max og Kruger støder sammen, og Kruger i øvrigt beslutter at forråde Elysiums forsvarsminister (Jodie Foster).

Elysium er for mig en film der virker på alle fronter. Da jeg så den anden gang, blev jeg kun endnu mere begejstret. Hvis der er enkelte detaljer som rent videnskabeligt virker underlige eller lidet overbevisende, så er det ganske uvæsentligt i lyset af filmens progressive radikalisme. Og da den foregår 140 år ude i fremtiden, vælger jeg at tro (som man jo næsten er tvunget til i de fleste fremtidshistorier) at der er udmærkede teknologiske, om end uspecificerede, forklaringer på alt hvad der sker i filmen.

Jeg er ikke i tvivl om at dette, muligvis sammen med Gravity, ender som årets bedste sci-fi film. Det er en flot film, unik og karakteristisk i sit visuelle udtryk, og beundringsværdigt enkel og klar i sit plotmæssige udtryk. Den er kompromisløs, tankevækkende og hårdtslående i sit ideologiske budskab om at teknologi kombineret med altruisme kan redde verden. Sådan, siger jeg bare! Dét er hvad jeg kalder god science fiction.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 38

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

The Boys

The-BoysThe Boys
Tegneserie 2007-2012, Garth Ennis + forskellige tegnere
Nummer 1-72 i hæfteform, fås også i div. opsamlinger.

I sin serie Preacher demonstrerede tegneserieforfatteren Garth Ennis at han hadede organiseret religion. I serien The Boys var turen så kommet til en anden ting han hader: superheltene. Måske en lidt mærkelig ting at hade for en mand der lever af at skrive historier om dem, men han kan jo så få afreageret på sit hadeobjekt.

The Boys ville aldrig være blevet udgivet tilbage i de amerikanske tegneseriers selvcensurs dage. Den er fyldt med ekstrem vold og sex. Eller rettere: ekstrem vold og noget der bedst kan beskrives som hvad drengene i folkeskolen i min barndom brugte meget tid på: At tegne tissemænd på tavlen. Hvad enten man har religiøse/moralske problemer med den slags eller ej, kan det være anstrengende at komme igennem et par tusinde sider med det, uanset hvor professionelt flot tegningerne er udført. Men hvis man kan klare det, så byder The Boys også på andet end drengestreger og en hadekampagne mod superhelte.

En af de første, og nok stadig den bedste, anti-superhelte superhelte-tegneserie, er Alan Moores Watchmen. Der fik vi vendt mange ting på hovedet: Manden med den sindssyge plan var for eksempel ikke en super­skurk, men en af heltene. Noget andet som Moore ville vise os, var at superhelte-fortællingerne på bunden er nogle magtfantasier, og at for meget magt får mennesker til at handle amoralsk. Moores udgave af Superman endte med på koldblodig vis at myrde hans version af Batman.

Garth Ennis tilsvarende Superman-figur Homelander ville også rigtig myrde chefen for The Boys, den hemmelighedsfulde Butcher. Homelander er ellers den stærkeste superhelt i verden og har normalt ingen problemer med at dræbe off-camera. Og selv om Butcher er sejere end de fleste superhelte, er han langt fra i Homelanders klasse. Men der er visse årsager til at han ikke kan røre Butcher, hvilket afsløres i løbet af historien.

Butchers mission i verden er ret sammenfaldende med Garth Ennis’: Han vil af med alle superhelte, da han ikke stoler på nogen af dem. Det er heller ikke fordi han mangler opbakning for sin teori om at de alle er rådne indeni. Udadtil er superheltene som de fremstilles i deres tegneseriehæfter: Kæmper mod ondskab, redder verden o.s.v. I virkeligheden arbejder de alle for det firma der fremstiller stoffet som kan give folk superkræfter og skovler penge ind på at udgive tegneserier om heltenes bedrifter. Heltenes tilbringer deres tid med at holde fester og orgier og generelt opføre sig som uregerlige teenagere.

Butcher har mere eller mindre skabt sit eget job, som går ud på at holde øje med superheltene for den amerikanske regering og sørge for at de mest ekstreme af dem bliver skaffet af vejen. Til at hjælpe sig med det job, har han fire andre: Mother’s Milk som er stor og stærk og en haj til efterretningsarbejde. Frenche som er en gal franskmand og altid i selskab med The Female, en uskyldigt udseende lille kvinde, som kun kan kommunikere med Frenche. De to kan ikke meget andet end at slå ihjel, hvilket de til gengæld er ret gode til. Endelig er der Hughie, som Butcher af uvisse årsager har hyret, selv om Hughie er modstander af vold og i øvrigt ikke har nogen specielle evner eller kvalifikationer. Alle har enten superkræfter via deres opvækst eller Butcher har sørget for at skaffe dem noget af det stof der giver superkræfter, så de er langt sejere end den gennemsnitlige superhelt, men ikke helt i klasse med de sejeste.

Butchers største hadeobjekt er Homelander, som er leder af The Seven, verdens førende superheltegruppe. Hvorfor opklares i løbet af serien. Men ligesom Homelander ikke kan røre Butcher, kan Butcher og The Boys ikke røre The Seven. Det arbejder Butcher så ihærdigt på at gøre noget ved. Og han forspilder ingen chance for at håne Homelander og hans team.

Der er flere interessante historier i The Boys: Dels er der en gennemgående kærlighedshistorie med Hughie og en pige han møder i en park kort tid efter at Butcher har hyret ham. Han er allerede ked af sit job og overvejer at kvitte det. Det samme gør pigen Annie, men ingen af dem fortæller den anden hvilke job det er. Læserne ved derimod allerede fra starten at Annie er identisk med det nye medlem af The Seven, men Hughie finder først ud af det langt ind i serien. Også gennemgående er forholdet mellem Butcher og Hughie: Hvad er der egentlig Butcher vil med Hughie? Vil han vise at han kan omvende en der er nærmest pacifist til at blive en god lille snigmorder? Har han brug for et normalt menneske for at holde sin egen ekstreme personlighed under kontrol? Begge historier udvikler sig efterhånden og gør at man bedre kan sluge Ennis’ drengestreger.

Vi kommer også igennem de fleste af de kendte superhelte. Udover Superman får vi en alkoholisk Wonder Woman, en Aquaman med dykkerhjelm, en nazis­tisk ‘nordisk gud’, en Professor X som er kultleder for en større gruppe hjemløse unge han har ‘hjulpet’, og parodier på stort set alle de kendte superhelte man kan komme i tanke om. Det havde forholdsvis begrænset underholdningsværdi for mig at se Butcher og hans team tæve sig vej gennem alle dem. Pat Mills og Kevin O’Neills Marshall Law gjorde det meget bedre. Vi får også historien bag det hele, hvordan de første superhelte opstod, hvordan The Boys oprindeligt blev dannet, hemmelighederne bag The Seven og Homelander o.s.v. Det giver noget baggrund til serien, som jeg dog ikke synes var specielt originalt. Men hvis man godt kan lide superhelte i historisk kontekst og med detaljerede baggrundshistorier, er det rimeligt underholdende.

Det store problem med The Boys er at dens univers ikke er troværdigt. Det virker som om det hele er konstrueret for at Ennis’ kan more sig med at gøre nar af og ydmyge flest muligt superhelte. Stort set ingen af dem laver faktisk nogen heltegerninger. Alligevel er super­helte så populære i befolkningen at salgsindtægterne fra deres tegneserier er hovedindtægt fra en meget magtfuld megacorporation. Samtidig skal vi tro på at superheltene udgør et stort samfundsproblem på grund af deres mægtige superkræfter – på trods af at kun en håndfuld af dem nogensinde viser sig i stand til at løse en opgave der er mere krævende end at redde en kat ned fra et træ (og også det er endda ved at gå galt).

Jeg vil dog til enhver tid foretrække superhelteserier der prøver at gøre tingene anderledes, frem for nogle der blot rider med på en bølge. Ennis’ får i hvert fald sin pointe med at superhelte er magtfantasier, som kan være skadelige for os, hamret fint igennem. Om jeg så fremover vil holde mig fra superhelte, tror jeg nu næppe. Jeg har ikke noget problem med overmenneske- aspektet af superheltene. De gode forfattere forholder sig også til det aspekt af superheltene, uden at det nødvendigvis fører til samme konklusion som Butcher drager. Det der har skåret voldsomt ned i min interesse for at læse superhelteserier, er at de efterhånden virker som uendelige gentagelser af det samme. Selv en serie som Kirklands Invincible, der startede meget originalt, synes jeg efterhånden har fundet sig en rille som minder for meget om noget fra alle de andre superhelteserier. Han kunne måske have lært noget af Garth Ennis, der fra starten af besluttede sig for hvornår The Boys skulle slutte. Og Ennis formår faktisk at afslutte The Boys ganske pænt – på hvilken måde vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet 38

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Under The Dome

Under-the-Dome-LogoUnder The Dome / Under Kuplen
Roman af Stephen King
Sæson 1 af tv-serie.

Lad det være sagt med det samme: Dette er en af de mest spændende af de vel omkring 10 King-bøger jeg har læst. Dermed være sagt, at det ikke så meget er gruopvækkende horror, som han har lavet en del af, selvom der så absolut også er skildringer af dødsfald og grusomme hændelser, der absolut trækker tænder ud på læseren, men …

Grund-konceptet er, at en mindre by (i King’s hjemstat Maine, selvfølgelig) pludselig omkranses af et uigennemtrængeligt kraftfelt der går seks km op og et ukendt antal km ned. Byen har normalt et indbygger tal på omkring 2000, men da fænomenet indtræffer på en hverdag, hvor folk er på arbejde og der også er et udenbys sportsarrangement, der involverer skolen og sågar det lokale brandkorps, er indbyggertallet nede på omkring 800.

Vi har altså en slags mikrokosmos af det amerikanske samfund, komplet med inkompetente politikere, magt- og pengeliderlige forretningsfolk, mere eller mindre skøre præster, pressede journalister, læger, politifolk, narkoproblemer, arbejdsløshed og andre almindelige mennesker. Persongalleriet er med andre ord enormt, og vi følger op imod 30 hovedpersoner, omkring 50 bifigurer og sågar to afsnit set fra hunde-perspektiv! Det kan lyde voldsomt, men romanen er så også over 1000 sider lang, og det er slet ikke noget problem at hitte rede i det, når man først er i gang med læsningen, fordi King skriver på en meget naturlig måde.

Vores primære helt er en krigsveteran, der arbejder på den lokale café med hemmeligheder fra fortiden og militære kontakter, der gør ham til en afgørende person i magtspillet, der starter idet ‘kuplen’ sænker sig over  byen.   Hans   primære modstander er byens de facto magthaver ‘Big Jim’ Rennie – viceborgmester og brugtvognsforhandler med særdeles mange skumle jern i ilden.

Så vidt jeg har forstået, så var det en idé King forsøgte at skrive både i 1972 og 1982, uden at han syntes det fungerede, hvilket får mig til at tro, at den primære inspirationskilde måske oprindelig var William Golding’s Fluernes Herre, ændret til by-størrelse. Jeg vil ikke gå så meget mere ind på selve handlingen, men tro mig når jeg siger, at der er nogle stjernepsykopater i denne by som virkelig får lov at folde sig ud. Selve science fiction-elementet (kuplen) viser sig at have en ret spøjs forklaring som nogle sikkert vil hade, men jeg syntes faktisk, at det fungerede okay, men det er primært ment som en katalysator til at skildre et samfund, der går agurk.

Når denne bog fungerer så godt for mig, er det nok fordi, at jeg altid har haft en kynisk tiltro til, at der findes ondskab og ligegyldighed i ret mange mennesker, og det fænomen er skildret temmelig præcist i denne roman. Det er også en af de mest åbenlyst politiske King-romaner med henvisninger til både religion, miljøproblematikker, (soldater)-veteranpolitik, amerikansk politik, mm. Ifølge King selv er ‘Big Jim’-karakteren inspireret af tidligere vicepræsident i USA Dick Cheney. Alt det gør Under Kuplen til en mere moden King roman, og han har da også fået usædvanligt meget mere ros for denne end han plejer af det ‘litterære parnas’. Sproget glider flydende, og man får hele tiden lyst til at læse videre pga. den støt stigende spændingskurve, der ender næsten hvert kapitel med en cliff-hanger. (Jeg læste den engelske version).

Det var selvfølgelig oplagt at forsøge lave en tv-serie ud af en roman med et så stort persongalleri, men da jeg opdagede, at den er lavet til en af de amerikanske netværks kanaler, fik jeg ærligt talt bange anelser. Dette sætter nemlig en del begræns-ninger på, hvor tæt de kan komme på nogle af de mere gustne begivenheder (Jeg talte vist fire voldtægter, nekrofili, et utal af blodige mord og hændelige uheld, specielt to personers voldsomme brug af methamfetamin, mm.). Det hører ligesom bedre hjemme på kabel-tv … Nu har jeg så også fået set første sæson af tv-serien, og der er så afgjort problemer. Det tager ca. 6 afsnit før der er bare en lille smule styr på en handling, og man skal smide alt, hvad man har fra bogen ud af hukommelsen, ellers bliver man sur, trist, skuffet og vanvittig irriteret. Persongalleriet er skåret ned til ca. 1/3 og der er INGEN af figurerne, der deler nogen som helst karaktertræk med bogens figurer andet et par enkelt navne og jobbeskrivelser.

En anden spøjs ændring er, at tv-serien er blevet politisk korrekt i persongalleriet, der i modsætning til bogen er blevet væsentlig mere multietnisk. Der er sågar opfundet en sort lesbisk advokat som mor til en af de yngre hovedfigurer. Det kunne måske have været interessant, hvis man havde brugt det til at sige noget om racisme og forskelsbehandling, men nej, det har intet andet formål end at de bare skal være der. I bogen nævner King overhovedet ikke etnicitet hos nogen, selvom man kan mistænke et par enkelte for at have en anden etnicitet ud fra deres navne, men det er og bliver gætteri. Bogen har faktisk et par åbenlyst biseksuelle kvinder med, og de lider begge en grum skæbne – den ene får dog sin hævn lidt senere.

Skuespillet er er sted imellem jævnt og skrækkeligt undtagen hos Dean Norris (ham der spillede narkobetjent i serien Brea­king Bad), der har den dominerende hovedrolle som ‘Big Jim’ og hende, der spiller journalist. Jeg er med på, at der er meget man ikke kan/må vise på de store amerikanske netværk, men det her er bare dumt og fordummende. Næsten alle Kings pointer er udvandet til det ukendelige ((lokal)politik), helt væk (miljø) eller sågar drejet 180 grader(eksempelvis Kings kritik af religion). Øvøvøv, det kunne have været så godt, hvis man bare havde filmet bogen slavisk til en kabel-tv kanal uden at lægge fingre imellem. Arrrggghhh – det er lige før sæson 2 kun kan blive bedre:-S …

Det er i øvrigt værd at nævne, at første afsnit af serien er ganske kompetent instrueret af danske Niels Arden Oplev. Det er også det afsnit med flest effekter, og han har generelt fået ros for indsatsen, og han står fortsat som executive producer på serien. Det gør King i øvrigt også, selvom jeg ikke fatter, hvorfor han er gået med til så mange ændringer.

Bogen kan fås billigt på engelsk og er også oversat til dansk udgivet af Lindhardt og Ringhof.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 38

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Ønskekræmmerens datter – Ildenglen

IldengØnskekræmmerens datter – Ildenglen
Roman af Laini Taylor
Originaltitel: Daughter of Smoke and Bone
Bazar, 2012

Ønskekræmmerens datter – Ild­englen er første del i en serie af romaner, som handler om den 17-årige Karou, der studerer ved en kunstskole i Prag.

Ved siden af sine studier ved kunstskolen har Karou en, for mennesker, hemmelig forbindelse til de overnaturlige væsner kimærerne, der bruger tænder i massevis til skjulte formål. Ildenglens handling foregår i nutidens Prag, hvor kimæernes (og serafernes eller englenes verden) fantastiske verden, som i romanen kaldes bl.a. ‘Andetsteds’, eksisterer side om side med nutiden.

Karou holder paradoksalt nok sandheden om den magiske verden hemmelig ved at fortælle dele af sandheden til sin veninde, Zuzana.

Kimærernenes kroppe er en blanding mellem dyrekroppe og menneskekroppe, ligesom ægypternes sfinkser. Kimæren Sulfur, som Karou samler tænder for, fungerer som en faderskikkelse for Karou. Hun samler tænder for Sulfur ved at gå igennem forskellige portaler, som kimærerne har, så det er hurtigt at komme fra et sted til det andet.

Karou ved ikke noget om sin baggrund, og Sulfur vil ikke fortælle hende noget. Hun spekulerer over sin baggrund: “Og hvad med hende selv? Hvem var hendes forældre, og hvordan  var hun endt hos Sulfur? Var hun en eventyrkliché ligesom det førstfødte barn  i “Rumleskaft”, af­regning for en eller anden gæld?” Der er også en lignende ironisk henvisning til Narnia-bøgerne senere i bogen.

Kimærernes fjender er i romanens mytologi seraferne eller englene. Og den ildengel som romantitlen refererer til, er serafen Akiva.  Serafer er ifølge romanen “en eller anden højere klasse af engle, i hvert fald ifølge kristen mytologi, som Sulfur kun havde foragt tilovers for, ligesom han havde for al anden religion.” “Mennesker har set glimt af ting og sager i tidens løb”, havde han sagt.”Lige nok til at opdigte resten. Det er et kludetæppe af eventyr med en lap af sandhed hist og her.” Om hvem, der har skabt universet, tror seraferne, at det var ‘gudstjernerne’.  Endvidere får man at vide, at der var en gruppe serafer, som blev udstødt for forræderi og samarbejde med fjenden.

Bibelens serafer er ifølge Lohses store bibelleksikon  engle med særlige forpligtelser (vagter for den himmelske trone, ledere af gudstjenesten og deltager i helligsangen). Og de har seks vinger. De optræder i Bibelen hos den gammeltestamentlige profet Esajas (kap. 6). Læseren vil lægge mærke til, at der ikke er så stor lighed mellem Bibelens og romanens serafer.

Der er ikke mange beskrivelser af miljø og byer i romanen som helhed, og der kunne være flere af dem. Det ville klart gøre bogen bedre, hvis der var flere miljøbeskrivelser i den. Men der er nogle beskrivelser af miljøer i den.

Meningen med beskrivelserne af Prag, er at få byen til at fremstå som en by med en fantastisk historie og på den måde knytte det fantastiske med det almindelige.  Denne fine beskrivelse af Prag viser dette: “Prags gader var et eventyrland, der knap nok var berørt af det enogtyvende århundrede – eller det tyvende eller nittende, for den sags skyld. Det var en alkymisternes og drømmernes by, hvis middelalderlige brosten var blevet betrådt af golemer, mystikere og invaderende hære. Høje bygninger glødende i gyldenris og karminrød og æggeskalsblå udsmykket med rokokostuk og toppet i ensartet rød farve. Barokkuplerne bar det gamle kobbers blide grønne farve, og gotiske kirketårne stod klar til at spidde faldne engle på deres spir.”

Sammenlign beskrivelsen af Prag med beskrivelsen af kimærernes overnaturlige verden, som bliver beskrevet på denne måde: “Der var to måner på himlen (…) Og hvad landskabet angik, så hun, at hun befandt inde i en mægtig fæstning. Kæmpemæssige forsvarsmure på volde mødte hende på sekskantede bastioner. Midt i det hele lå en rimeligt stor by, og tårne med skydeskår op over det alt sammen.(…) Der løb jerntremmer hen over byen. Det var ganske usædvanligt (…) De buede hen over det hele fra den ene forsvarsmur til den anden, matsorte og grimme, og strakte sig endda hen over tårnene. Der var umiddelbart ingen åbninger at se.” Serafernes hovedby bliver beskrevet som den smukkeste, der nogensinde var blevet bygget. Paladser, søjlegange, fontæner, alt sammen i perlefarvet marmor. Men byen havde fået krigsskader, og meget var gået tabt, mens gudstjernerne bare havde set til.

Der er forskellige morsomme deltaljer og referencer i romanen. Efter en konflikt mellem seraferne og kimærerne møder Karou ikke så tit til undervisning. Og så begynder hun at få problemer med læreren: “ ‘Vi laver realistiske tegninger i det her fag, Karou,’ sagde Fiala. ‘Ikke fantasitegninger.’ ”

Endvidere refereres der til Mark Twain, indirekte til Shakespearws Hamlet og Nietzsche: “Og når du ser længe nok i en afgrund, ser afgrunden også ind i dig. Nietzsche, ved du nok.” Referencen til Nietzsche er at finde i hans samling af aforismer, der hedder Hinsides godt og ondt, og referencen er til aforisme nr. 146.

Sproget i bogen er let, og romanen har sin egen charmerende sprogtone. Og bogen er spændende at læse.  Der bliver brugt billedsprog en gang i mellem, som for eksempel “hvinede som pryglede grise”. Måske ikke den mest originale metafor eller billede, men jeg synes at bogen ville være bedre hvis der var flere metaforer i den.  En bedre metafor, er denne: “Bare en knitrende energi, der fik hendes til at stå ud som medusas slanger”.

Bogen er en ungdomsroman og passer udmærket til denne målgruppe. Men romanen kan også læses af folk, der er ældre end målgruppen. Og så er der romantikken som fylder ret meget i romanen, specielt i den anden halvdel og frem. Normalt er jeg ikke så begejstret for romantik i litteratur og film, men det var ok med mig i denne roman. Men om romantikken fylder for meget, er en smagssag.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 38

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Lise Bidstrup – Prepper

PrepperPrepper
Roman af Lise Bidstrup
Høst & søn 2013, 186 sider

En prepper er en person der forbereder sig til dommedag. Gymnasieeleven Daniels forældre er preppere, og som følge deraf er han det også. Han tager på overlevelsesture med sin far, og familiens eneste rejse ud af landet var for at se på overlevelsesbunkere i USA.

Familien er en del af en lille gruppe på 19 personer som har lagt planer for hvad der skal ske når jorden går under, og de har sågar opbygget en form for alarmsystem med overvågning af forskellige myndigheder således at de i tide bliver advaret når det sker.

Bogen starter den aften hvor alarmen er lydt. Der er en solstorm på vej imod jorden, en storm der vil ændre på jordens magnetfelt og derigennem indlede undergangen af verden som vi kender den. Familien kommer i sikkerhed i deres velprovianterede bunker sammen med de andre i gruppen inden katastrofen indtræffer, og de bereder sig nu på at skulle tilbringe de næste par år under jorden.

Bogen skifter imellem kapitler der beskriver livet i bunkeren og kapitler der i tilbageblik fortæller om Daniels opvækst med forældre der forbereder sig til katastrofen og hans liv med vennerne. Han var en teenager der gik til fester og lige var begyndt at tale med den pige han havde drømt om længe, og nu sidder han i en bunker med en flok mennesker som kun havde det til fælles at de var preppere, men som nu skal bygge en tilværelse op på meget lidt plads med mennesker der er meget forskellige.

Spændingerne vokser i bunkeren, og da de ikke har nogen idé om hvordan verdens tilstand er udenfor, så har de heller ikke nogen idé om hvor længe de skal være dernede. Daniel holder sig ude af de værste konflikter i bunkeren, men han gør også hvad han kan for at finde steder hvor han kan holde sig for sig selv. Han får dog et venskab bygget op med den jævnaldrende Amalie.

Bogens målgruppe er fra 12 år og er hurtigt læst. Igennem hele bogen er der en række hints til hvad slutningen bliver, så når man kommer til de sidste sider, er det ikke specielt overraskende, men man bliver fanget i spændingen om hvordan de opbyggede konflikter i bunkeren skal udvikle sig, og selvfølgelig for hvordan verdens tilstand er på den anden side af den tunge luge der holder verden ude og gruppen indespærret.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 38

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mikkel Harris Carlsen – Kakerlakmennesket

Forlaget Valeta - Kakerlakmennesket - v5Kakerlakmennesket
Novellesamling af Mikkel Harris Carlsen
Valeta, 2013

Mikkel Harris Carlsen bør være et velkendt navn for Himmelskibets læsere, da han har været tryk i magasinet flere gange. Lige som de noveller der har været trykt her, så er novellerne i Kakerlakmennesket også mærkelige, skæve, og som han selv beskriver dem, små “grotesker”. Der er historien om det unge par der sammen med deres lille datter flytter ind i en ny lejlighed. Det viser sig dog at den tidligere beboer ikke er flyttet ud, men nu bor under datterens seng. Parret beslutter sig for at han gerne må blive boende så længe han ikke generer dem. Her bliver han så til han vokser sammen med sengen.

Der er manden der fornemmer at hans kvinde ikke har lyst til ham mere, og da han følger efter hende, ender han i en krypt hvor han gemmer sig i mumiens sakrofag, for på den måde at få hendes opmærksomhed igen.

Min favorit er “Grimoire”, som er fortællingen om manden der finder en helt speciel gammel bog i et antikvariat. Han kan ikke tyde bogens skrift, man han er dybt fascineret af den, og den opfylder alt for ham, så han kun kan fokusere på den og ønsker at fortære den.

Der er manden der er så bange for sin kone at han begynder at gå i et med tingene omkring sig for at gemme sig. Han bliver så god til det at han ender med at kunne imitere ting, og han finder ud af at mange folk gør dette, og der alle steder er folk der gemmer sig.

Der er kvinden der får muligheden for at få sin afdøde mand tilbage, hvis hun kan samle hans skelet.

I alt er der 18 historier der alle er groteske og mærkelige på den helt rigtige og interessante måde. Fælles for alle grotesk- hederne er at  alle mærkelighederne bliver accepteret af de folk de sker for, og de forholder sig til dem som var det ting der kunne ske for enhver. Det betyder ikke at man ikke bliver bange når en flyveøgle er efter en, men man undrer sig ikke over at en sådan rent faktisk kunne finde på at dukke op i vore dage. Det er denne stemning af naturlige mærkeligheder der er gennemgående i hele bogen og som skaber en sammenhæng imellem de 18 grotesker.

I den sidste tid har der været meget debat omkring anmeldelser i fandommen, at mange af vi der anmelder, er for pæne og kun siger gode ting. Det er derfor med fare for at det vil blive læst som endnu en omgang rygklapperi når jeg siger at jeg på det kraftigste vil anbefale denne bog til alle der holder af mærkelige noveller, men også til de der gerne vil læse noget anderledes.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 38

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | 1 kommentar

Kristoffer Jacob Andersen – Omega Waffe

omega-waffe_241659Omega Waffe
Roman af Kristoffer Jacob Andersen
Gyldendal, 266 sider, 2013

En bus fyldt med skoleelever er på vej til lejrskole i Jylland, men da bussen kører igennem den lille by Helvede, går alt galt. Et menneskehoved bliver kastet imod bussen, og chaufføren bliver skudt i hovedet.

Sådan skulle man ikke tro at en ungdomsbog udgivet på Gyldendal kunne starte, men det gør denne.

Vi følger en lille gruppe elever der forsøger at slippe ud af byen, men da de finder ud af at området er mineret, at der er snigskytter, og så er der også den gale øksemorder Johnny som hærger. På deres flugt når de ned til stranden og finder en bunker som er ved at blive udgravet, og da de skjuler sig i den, finder de resterne af et gammelt nazivåben med navnet Omega Waffe. Efterhånden som tingene afslører sig, viser der sig et billede af et gammelt biologisk våben, men også at truslen mere ligger i en fanatisk gruppe af byens beboere.

Bogen beskriver en flugt fra en øksebevæbnede galning og fanatikere med jagtgeværer, og som i mange ungdomsbøger er de unge meget handlekraftige selv når de står over for ubeskrivelige rædsler og farer. Da bogen ikke blot er en beskrivelse af en flugt, men også af en jagt på at få opklaret hvad det er der er galt i den lille by, så bliver bogen ikke kedelig.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 38

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Nikolaj Højberg – Se hvad jeg siger hør hvad jeg gør

Se hvad jeg siger hør hvad jeg gørSe hvad jeg siger hør hvad jeg gør
Novellesamling af Nikolaj Højberg
Kandor 2013

Nikolaj Højbergs noveller har jeg gerne beskrevet som weird eller nærmere new weird, og da hans tredje novellesamlings omslag er i samme grafiske opsætning, havde jeg en forventning om at denne samling var i samme genre. Novellecitatet på bagsiden “Ud mellem fortænderne stirrede et øje. Himmelblåt. Omkranset af blodigt væv… hun bed.” fik mig også til at tro at jeg her sad med en weird horrorsamling.

Det var ikke helt det jeg fik, og så alligevel.

Der er flere noveller der er realistiske og beskriver enten den ondskab mennesket rummer eller den uretfærdighed som de tragiske ulykker der hænder hver dag rummer. Der er terror i global skala og i den fysiske og psykiske terror.

Horroren findes også i det overnaturlige som i novellen “Sommerfrost”, hvor et jordskælv ikke blot kraftigt har ændret jordens overflade, men også har ændret på en del af de mennesker der overlevede skælvet. Det findes endnu mere i titelnovellen “Se hvad jeg siger hør hvad jeg gør” hvor et kryds­togtskib sejler igennem Bermudatrekanten og ind i en mareridtsverden hvor folk enten bliver mordere eller ofre. Hovedpersonen er egentligt i offergruppen, men han kæmper imod.

“Gabets porte” er mere science fiction. Om ikke andet, så er novellens idé science fiction om hvordan videnskabsmændene på en overbefolket jord indser at det ikke er muligt at rejse til andre planeter, men de sætter sig i stedet for at rejse til andre dimensioner af Jorden. På rejsen imellem, støder de dog på de væsner der igennem årtusinder har være baggrunden for vores religioner, og nu de er afsløret, mister mennesket sin tro på dem, og væsnerne dør. Novellens ide er rigtig god, den bliver dog mere fortællende end den er handlende, men stadig byggende på en god idé.

Der er også noveller der minder mere om de weird-noveller vi tidligere har set fra Højberg her iblandt “Sov lille ven” (også trykt i Himmelskibet nr. 20).

Der er nogle noveller der falder igennem, specielt “Fan fiction” den virker som en kommentar på efterlignende fan fiction, som alle de mange Harry Potter-kloner der er kommet, samt de mange forfattere der igennem tiden har villet skrive som Lovecraft. Novellen selv er en meget kraftig omgang plagiat af filmen In the Mouth of Madness. Den gør dog meget ud af at fortælle at den er et plagiat, i en grad så det nærmest bliver undskyldende, og så hjælper det heller ikke at det i novellen er Wes Craven der tilskrives denne film som står de fleste horror-fans nær, så de vil også alle vide at det er en John Carpenter-film.

Samlingen er meget blandet i sit indhold, også noget mere blandet end de to tidligere samlinger fra Højberg. Indholdet er på mange måder anderledes end i de to tidligere samlinger, hvilket overraskede mig da bogen på omslaget ligner de andre, men det er en god overraskelse. Der er et par fejlskud i bogen, og den store blanding i indhold kan få den til at fremstå rodet, men igen også overraskende da man hver gang ikke er forberedt på hvilken retning de enkelte noveller vil tage.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 38

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

John Scalzi – Redshirts

Redshirts_CoverRedshirts
Roman af John Scalzi
Tor , 2013, 317 sider.

Der er ikke noget nyt i, at der opstår debat i kølvandet på årets Hugo-uddeling, men kåringen af John Scalzis Redshirts som bedste roman har alligevel skabt flere bølger end normalt.

Den væsentligste anke blandt kritikerne ser ud til at være, at der var andre bøger, der var bedre, og at John Scalzi vandt, fordi han er en populær person i fanmiljøet og er tidligere præsident for Science Fiction and Fantasy Writers of America (SFWA).

Det første argument hører man dog hvert år, men til gengæld kan det ikke afvises, at det mere er John Scalzis person, som har skaffet ham en Hugo (han havde i forvejen to for bedste fanskribent og bedste faglitterære udgivelse). Omvendt var Redshirts ikke blandt de nominerede til en Nebula, som jo uddeles af SFWAs medlemmer.

Og så er der selvfølgelig det faktum, at Redshirts er en morsom bog – ifølge Scalzi selv den første komedie til at vinde en Hugo siden Connie Willis fik den i 1999 for To Say Nothing of the Dog. Det virker dog til at have trukket mundvigene endnu mere ned på den gruppe af kritikere, som helst vil have deres science fiction serveret ren og uden humor, tak, og minder om reaktionerne fra dengang, Sha­ke­speare in Love vandt en Oscar for bedste film i stedet for Saving Private Ryan.

Sammenligningen med Shakespeare in Love er i øvrigt ikke helt ved siden af, for Redshirts er nemlig også lidt af en in-joke og fyldt med indforståede referencer, begyndende med titlen. Kendere af Star Trek vil vide, at en ‘rødskjorte’ er betegnelsen på et besætningsmedlem, som tager med hovedrolleindehaverne på missioner, blot for at blive slået ihjel (Galaxy Quest gør brug af samme joke med Sam Rockwells figur, som bliver paranoid, da det går op for ham, at han udfylder en lignende rolle).

Allerede dér begynder bogens kritikere at se rødt, for hvordan kan Hugo’en gå til en in-joke frem for til ‘vægtigere’ og mere ‘seriøse’ værker som for eksempel Kim Stanley Robinsons Nebula-vinder 2312?

Redshirts foregår i det 25. århundrede og følger livet ombord på et rumfartøj, der viser sig at have en usædvanlig høj dødelighed blandt de menige besætningsmedlemmer, mens officererne på mirakuløs vis altid slipper levende fra missionerne. Bogens hovedpersoner er en gruppe nye besætningsmedlemmer, som hurtigt finder ud af, at noget er helt galt – ikke mindst fordi de lidt mere erfarne har det med at blive usynlige, når officererne dukker op for at finde egnede folk til deres missioner.

Men John Scalzi stopper ikke her, for forklaringen på de mystiske omstændigheder viser sig at have forbindelse til en tv-serie i vores tid, og så kommer der et meta-lag hen over hele fortællingen, hvor hovedpersonerne rejser tilbage i tiden og møder sig selv – eller rettere, de skuespillere, som spiller dem.

Det giver Scalzi mulighed for at tilføje handlingen en dosis Hollywood-satire, hvor han kan trække på sine erfaringer, fra dengang han arbejdede på tv-serien Stargate: Universe (han understreger dog som noget af det første i sit efterord, at den serie på ingen måde er så dårlig, som hans fiktive serie i bogen er).

Det betyder dog også, at Redshirts tager springet fra rendyrket parodi til en komedie med ambitioner, og den del virker til at være endnu en rød klud for kritikerne – et eksempel på en negativ anmeldelse kan læses i jubilæumsudgaven af The New York Review of Science Fiction, der kan downloades gratis fra nettet.

Som afslutning har Scalzi tilføjet tre coda’er, hvor man følger tre af de nutidspersoner, der har fået deres liv påvirket af begivenhederne i hovedhistorien. Det er et spørgsmål om smag og behag, om man føler, at de bidrager yderligere til oplevelsen, eller om de er inderligt overflødige. Men hvis man hører til typen, der kan godt lide at se slettede/udvidede scener på dvd- og blu-ray udgivelser, vil coda’erne nok falde i god jord (jeg hører til den gruppe).

Så nej, Redshirts var heller ikke mit bud på en Hugo-vinder (min egen favorit var Caítlin R. Kiernans The Drowning Girl, som var nomineret til en Nebula, men ikke til en Hugo), men på den anden side synes jeg ikke, den er dårligere end de øvrige nominerede.

Den bliver næppe en klassiker, og Scalzi vil sikkert snarere blive husket for andre af sine romaner så som Old Man’s War, men det er ikke til komme udenom, at Redshirts er en meget morsom bog, som rent faktisk fik mig til at grine højlydt flere gange under læsningen. Ud fra det, opfylder den sin mission til fulde, men pas på med at læse den i situationer, hvor dine latterudbrud kan forstyrre omgivelserne, eller i selskab med humorforladte science fiction-fans.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 38

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar