Dmitry Glukhovsky – Metro 2033

Udgivet den maj 26, 2011 af Admin

Metro 2033
Roman af Dmitry Glukhovsky
Forlaget Gollancz, 2007
Engelsk, oversat fra russisk

Verden er blevet reduceret til murbrokker. Overfladen er gjort ubeboelig af stråling fra den sidste store krig. I tyve år har intet fly krydset himlen. Byernes rastløse liv er væk. Motorvejene er stille, og kun efterladte bilvrag vidner stumt om en anden tid. Tokyo, London og Kairo. En efter en faldt radiostationerne ud og efterlod æteren et hvæsende tomrum. Menneskeheden er næsten uddød og har overladt de ødelagte byer til muterede livsformer, der er bedre tilpasset den nye verden.

I Moskvas metro, det største underjordiske tilflugtssted der nogensinde er bygget, frister et par tusinde mennesker en kummerlig tilværelse, uden at vide om de er menneskehedens sidste sørgelige rester. Selv om der stadig er enkelte der husker tiden før krigen, har ord som Pilot eller Sømand mistet deres mening for de fleste. Det er en verden uden morgengry, uden plads til drømme og planer. Uden meget håb. De enkelte metrostationer er små bystater, der samler folk omkring en ideologi, religioner, en vandpumpe eller blot behovet for fælles beskyttelse. Følelser og fornuft har veget pladsen til fordel for instinktet – viljen til at overleve endnu en dag.

I en af disse stationer, VDNKh, lever den unge fyr, Artyom. Hans lille samfund trues af skyggevæsner, der lusker rundt i udkanten af lyset. Indtrængere hvis hyl er som en dødemesse, der driver det lille samfunds forsvarere til vanvid. Væsnerne undgår åben konfrontation. I stedet er de en insisterede tilstedeværelse, der sniger sig ind i folks hoveder. Du kan ikke se dem eller høre dem, men du fornemmer hvordan de kryber nærmere og nærmere – indtil du knækker og dit sind splintrer.

Artyom møder Jæger, en tavs mand der bevæger sig frit rundt i metroens mange tunneler. Jæger er en del af en gruppe, der fungerer som metrosamfundets immunsystem; de rejser rundt og fjerner trusler hvor de kan. Artyom ser op til den stærke mand og betror sig til ham. Artyom har nemlig en hemmelighed. På grund af hans synder, giver Jæger ham et hverv; hvis Jæger ikke kommer tilbage fra sin jagt på skyggevæsnerne, skal Artyom trænge ind i hjertet af metroen, til den legendariske Polis, for at advarer alle om den nye fare og få hjælp.

Metro 2033 er Artyoms rejse gennem underverdenen, hvor han i metrostationerne konfronteres med skæbner og samfund på kanten. Bogens første halvdel, er nok den mest fascinerende og lidt skræmmende rejse ind i en dyster fremtid, jeg har været på siden jeg som ung læste 1984. Det er sagt om science fiction bøger, at de ofte i bund og grund handler om vores egen tid. At man ved at skue ud i fremtiden kan tage emner i samtiden op, forstørre dem, vende og dreje dem – og derved trække konflikterne skarpere op. Dette er meget tydeligt i Metro 2033. Romanen handler i bund og grund om Rusland efter kommunismen. Det er en rejse ind i den russiske sjæl – og romanen var mest spændende indtil jeg blev klar over dette. Handlingen taber lidt pusten hen mod slutningen, men hvis du vil forstå den russiske paranoia – føle den – kan Metro 2033 stærkt anbefales.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Wild Hunt

Udgivet den maj 26, 2011 af Admin

The Wild Hunt
Film, Canada, 2009, 96 min.
Instr.: Alexandre Franchi
Medv.: Mark A. Krupa, Ricky Mabe, Tiio Horn, Trevor Hayes, m.fl.

I Himmelskibet nr. 25 anmeldte jeg All’s Faire In Love, en fin komedie som foregår på et middelalder(/renæssance)-marked. Handlingen i den canadiske film The Wild Hunt udspiller sig også i et live rollespilsmiljø, denne gang i en hel landsby med omkringliggende skov, dedikeret til live rollespil (et rigtigt live rollespil-sted i Canada), hvor kun rollespillere i kostume har adgang. Men handlingen er bestemt ikke komisk. De centrale personer er brødrene Erik og Bjorn Magnussen, som begge er godt trætte af at passe deres svagelige islandske far. Bjorn flygter op til rollespilsbyen hvor han fortrænger sine hjemlige problemer ved at spille en vikingekriger der beder til Thor. Eriks kæreste, Lyn, keder sig i forholdet med Erik og accepterer en invitation fra en anden fyr om at spille en prinsesse der skal kidnappes af en gruppe keltere i rollespilsbyen. For at redde sit forhold til Lyn tager Erik (som ellers ikke har nogen interesse i at være med) også op til rollespilsbyen, hvor han efter lang tids modstand overtales til at spille vikingekriger. Kidnapningen af prinsessen er et led i et større ragnarok-slag mellem både vikingerne, kelterne, elverne og nogle middelalderriddere – og lederen af kelterne, Murtagh, er selv forelsket i Lyn. Lyn er meget vægelsindet og kan ikke rigtig vælge mellem Erik og Murtagh. Konflikten mellem grupperne ender med at eskalere så ekstremt at det hele pludselig bliver alvor, så det ender med et ægte ragnarok for rollespilsbyen.

Idéen er bestemt ikke dårlig, og der er flere gode detaljer i udførelsen, men personligt syntes jeg ikke det fungerede særlig godt i denne film. Det bliver aldrig troværdigt at tingene går så vidt (og at de bliver ved med at blive i spillet når situationen bliver tilspidset), og persontyperne er desværre overhovedet ikke overbevisende som den slags mennesker der ville spille live rollespil. De bander og svovler hele tiden, er enormt irriterede på hinanden og bruger ingen som helst tid på at nyde spillet. De er med andre ord for ‘voksne’, både attitude- og aldersmæssigt; der er stort set ingen unge med. Filmen er næsten som en parodi på folk som tager det hele alt for alvorligt, uden i øvrigt at nyde det. Den viser altså slet ikke live rollespil i hvad man kan kalde ‘den rette ånd’, hvilket risikerer at skabe fordomme om live rollespil hos uvidende publikummer, og skræmme dem væk fra miljøet, hvilket er ærgerligt. Filmen var for mig smagløs og skuffende, selvom den måske nok viser hvad der ville ske hvis voksne mennesker, der tager tingene alt for alvorligt og i øvrigt er uligevægtige, begyndte at spille rollespil. Og det er vist meget godt at de ikke gør det.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Richard Ipsen – Drømmetid – og andre SF noveller

Udgivet den maj 25, 2011 af Admin

Drømmetid – og andre SF noveller
Noveller af Richard Ipsen
Science Fiction Cirklen 2010, 200 sider

SFC har igennem de sidste år hvert år udgivet en novelleantologi med ny dansk science fiction, en serie de nu er ved at udvide med novellesamlinger, hvor man får muligheden for at få større kendskab til den enkelte forfatter. Den første samling er med Richard Ipsen, en forfatter der også flere gange har været trykt i Himmelskibet. I samlingen Drømmetid er der 21 noveller, som er et udpluk af hvad Ipsen har skrevet i løbet af de sidste 20 år. Flere af novellerne har tidligere været trykt i forskellige magasiner og samlinger, men enkelte har ikke været trykt før. Det er desværre ikke muligt at identificere hvor eller hvornår novellerne er fra, da SFC har valgt ikke at trykke en sådan oversigt i bogen.

Bogens titel er Drømmetid hvilket er titlen på en af samlingens noveller, men det er en velvalgt titel, da flere af novellerne enten har et element af drømme i sig, eller har drømmende beskrivelser. Den første novelle “Den første europæiske koncert” er meget kendetegnende for Ipsens noveller. Den handler om den første ekspedition til Jupiters måne Europa, hvor det viser sig at den kommunikationsform der gør sig bedst over for månens beboere, er musik. Således udspiller kommunikationen sig til en drømmende koncert. Kommunikation er et hovedtema i de fleste af bogens historier, om det så er kommunikation via sprog, tegn lavet med hænder eller tentakler, eller tekniske hjælpemidler der kan oversætte imellem forskellige kommunikationsformer.

Ipsen har en baggrund i det naturvidenskabelige, hvilket bl.a. skinner igennem i novellen “Tabula rasa” hvor genetik bruges i politiske sammenhænge til at omvælte regeringen.

Det er ikke alle novellerne der er direkte Science Fiction, der er enkelte der har en islæt af fantasy, hvor personerne måske/måske ikke oplever drager. En novelle der falder lidt uden for de andre, men bestemt på en positiv måde, er “Øjne, lever, hjerte”, en novelle som kan læses som en makaber fortsættelse på Daphne Du Mauriers “Fuglene” bedre kendt fra Hitchcock filmatiseringen af samme navn. I Ipsens novelle er vi dog fremme i en tid hvor fuglene helt har overtaget og menneskene lever på deres nåde. På et andet punkt hvor den adskiller sig, er at det i Ipsens fortælling er fuglene der fortæller historien.

For de der ligesom jeg godt kan lide bibliografisk data, eller som har lyst til at få en smagsprøve på Ipsens noveller, så her følgende af samlingens noveller været trykt i Himmelskibet: “Jadehavets guder” (i nr. 1) “Kåtekirken i Sarek” (i nr. 3), “Skovtur” (i nr. 9) og “Jagthunden” i Himmelskibet nr. 10.

På samme måde som jeg syntes det er et fantastisk initiativ at Harksen nu har samlet Strømsholt noveller til en udgivelse, så er det også en rigtig god ide at SFC er begyndt at lave novellesamlinger med forfattere, som man ellers kun har kunnet finde i ældre større eller mindre udgivelser. Jeg kan kun håbe at Ipsens bog bliver lige så godt modtaget som den bestemt fortjener, således at denne serie kan få en lang levetid, og jeg vil mene at der er forfattere med potentiale og forfatterskab nok til at der kan komme en række bøger i denne serie, noget jeg vil se frem til.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Sky City

Udgivet den maj 24, 2011 af Admin

Sky City
New Science Fiction Stories by Danish Authors.
242 sider
Science Fiction Cirklen
Vejl. pris: kr 199,00
ISBN 978-87-90592-48-6

Sky City er på en gang et unika og en kopi. Værkets ramme er nyskabende, men dets litterære indhold en gentagelse. Science Fiction Cirklen (SFC) har nemlig hældt – ganske udmærket – gammel vin på nye flasker, og genudgivet de bedste historier fra novelleantologien Lige under overfladen og dens efterfølger I overfladen – henholdsvis 2007 og 2008 – denne gang i engelsk oversættelse. Og altså dermed til et internationalt publikum.

Ambitionerne rækker ind i himlen, men samtidigt tilkendegav Carl-Eddy Skovgaard, bogens redaktør, over for mig på BogForum 2010, at den næppe kommer til at tjene penge ind til SFC. Der er tale om et – af mangel på et bedre ord – idealistisk værk, hvis primære sigte er at sprede den danske sci-fi-fortælling til den store verden. Fænomenet er stort set ukendt, hvilket gør Sky City til lidt af en perle, men jeg antager at man, som dansk læser, får mest ud af at læse de orignale versioner. Har man på den anden side SF-interesserede venner uden for Dannevang er bogen en oplagt gaveidé.

I Overfladen blev anmeldt i Himmelskibet #19 og rost for at mange af novellerne har afsæt i Danmark. En håndfuld af disse har klemt sig gennem nåleøjet og er kommet med i Sky City, som dermed også bliver en ganske kulørt turistbrochure. Læseren præsenteres for et postapokalyptisk København i den skumle Helium Loves Company af Glen Stihmøe, et grusomt mediokratisk Danmark i Dan Myginds Know Your Target Audience, og nogle dygtige astronauter, uddannet i Ålborg, i Leading, Feeding af Ellen Miriam Pedersen. Mest opsigtsvækkende er Søren Elmerdahl Hemmingsens A Contribution to the History of Denmark, der også bliver fremhævet i ovennævnte anmeldelse af I Overfladen. Novellen fortsætter hvor kult-B-filmen Reptilicus sluttede i 1961 – en fortsættelse der får filmens lykkelige slutning til blegne en del…

Allerede nu tegner der sig et mønster. Langt størstedelen af novellerne er sorte og uhyggelige fortællinger, dog uden at være decideret horror. De er struktureret over håbløshed og frygt, og sætter oftest mennesket i opposition til naturen, samfundet, teknologien og rummet. Vi arme mennesker passer åbenbart ikke ind nogen steder! Mest grotesk er Kenneth Krabats The Short Arm of History, hvor de rådnende lig stables højere end i selv de mest splattede zombie-historier, og Camilla F. B. Friis’ You are My Best Friend gav mig faktisk tårer i øjnene.

Rent genremæssigt har samlingen langt mere at byde på. Her er kontrafaktion, space opera, gys, fabel, krimi, autobiografi, cyberpunk, dramatisk dialog og dannelseshistorie i en skøn pærevælling – eller snarere rødgrød – og det styrker absolut Sky City. De mange deprimerende dystopier er i den grad lettere at sluge når de er krydret så forskelligt. Samlingen byder også på en grundig opvisning i sci-fi-genrens mest skattede elementer: Rumrejser, nano-teknologi, rumvæsener, robotter, kunstig intelligens, tidsforskydninger og genetisk manipulering.

Alt i alt er Sky City en solid samling af dansk sci-fi, der – så vidt jeg kan bedømme – er dydigt oversat. Der er rigeligt med variation i genrer, karakterer og miljøer, men samlet set lider værket under den meget dystre stemning, der kun sporadisk afbrydes af lidt underspillet humor.

Anmeldt af Martin Schjönning i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Eureka

Udgivet den maj 23, 2011 af Admin

Eureka
Tv-serie, amerikansk, 2006+
Skabt af Andrew Cosby & Jaime Paglia
Medv. Colin Ferguson, Salli Richardson-Whitfield, Erica Cerra m.fl.

Selvom meget af det der produceres til den såkaldte SyFy kanal ikke er superfantastisk, er der dog enkelte ting, der er værd at henlede opmærksomheden på. En af dem er tv-serien Eureka (A Town Called Eureka), der ind imellem vises på sære skiftende tidspunkter på DR 1 – typisk meget sent, hvilket er noget af en misforståelse som jeg vil demonstrere (De er i skrivende stund – august 2010 – midt i sæson 2). Serien startede i USA sin 4. sæson i juli 2010, så jeg tænkte, at jeg lige kunne forklare vores kære læsere, hvorfor denne serie måske kunne have interesse. Først og fremmest er dette en familie-serie. Det vil sige at man med sindsro kan se den sammen med både kvinder, børn, hund, kat og kanariefugl, da der yderst sjældent er noget der kan betegnes uhyggeligt, og man kan til og med få sig nogle diskussioner om seriøsiteten af den beskrevne videnskab i et givent afsnit. Effekter, scenografi og skuespil holder et generelt højt niveau, hvor der ikke er nogen der skinner specielt meget højere end andre, men hvor der heller ikke er nogen, der decideret falder igennem.

Grundplottet er følgende: En fraskilt U.S. Marshal er på vej til Californien for at aflevere sin 15-årige datter – en typisk teenager, der er midt i sit eksistentielle frigørelses oprør – til hendes mor. Ved et mystisk tilfælde ender de i en yderst særpræget hemmelig by i Oregon, hvor vores helt overtales til at overtage jobbet som lokal sherif/politimester. Byen er sær i den forstand at den stort set udelukkende består af genier inden for alle grene af videnskab og er finansieret af det amerikanske militær og de patenter, der kommer ud af at anbringe så mange skøre/kloge excentrikere på samme sted.

Et typisk afsnit vil således indebære at sheriffen tilkaldes til en mystisk hændelse, der kan få voldsomme konsekvenser (vi snakker løsslupne nanobots, sære magnetfelter, usynlighed, istid, robothunde, diverse A.I.’er der ændrer karakter, diverse genmodificerede problemer, tidsparadokser, kraftfelter, radioaktivitet etc etc.) og han får så ved hjælp af videnskab, snusfornuft og held reddet situationen. I dette kaos, der konstant truer med verdens udslettelse og det der er værre, skal sheriffen forsøge at opdrage førnævnte teenage datter, forsøge at få en ny kæreste, undgå at hans våbengale G.I. Jane næstkommanderende går agurk og holde sig gode venner med hele byen og i særdeleshed med A.I.’en i hans underjordiske hus, der minder om en mellemting imellem skibs computeren i Star Trek og Starlord’s Skib… Sådan cirka.

Hvis det lyder som en morsom sæbeopera der går på line mellem videnskabeligt og personligt drama og samtidig er fyldt med nørdvittigheder, så er det rigtigt deduceret. Det er ikke så pjattet som Dr. Who, men tager ikke sig selv så alvorligt som Trek, Stargate, X-Files etc. Balancegangen går ikke altid godt, men man sidder alligevel ofte med et skævt grin over videnskabsfolk, der går op i én detalje og overser at verden omkring dem er ved at bryde sammen på grund af en anden detalje. Det er i øvrigt sådan at problemerne ofte bliver løst, når sheriffens snusfornuft bliver kombineret med lidt tværfaglig tænkning.

Hver sæson har selvfølgelig også mindst en overordnet historie (1. et artefakt, 2. et tidsparadoks, 3a. en konspiration, 3b. et ‘rumskib’), og det er primært det overordnede plot, der driver personudviklingen, da de enkelte afsnits hovedhistorie sjældent afsætter større spor i karaktererne, når undtages de afsnit hvor nye figurer som skal være med flere afsnit skal introduceres. Sæson 1 (12 afsnit), Sæson 2 (13 afsnit) og Sæson 3 (18 afsnit delt i 2) kan alle fås på DVD til billige penge. Anbefales.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

I Sell the Dead

Udgivet den maj 22, 2011 af Admin

I Sell the Dead
Film, USA/Irland, 2008, 85 min.
Instr.: Glenn McQuaid
Medv.: Dominic Monaghan, Ron Perlman, Larry Fessenden, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Vi befinder os, såvidt jeg kan se, i første del af 1800-tallet. Arthur Blake (Dominic Monaghan) og Willie Grimes (Larry Fessenden) ernærer sig ved ligrøveri. De sælger døde mennesker til en skruppelløs læge, Dr. Quint, som har en ubegrænset (videnskabelig?) appetit efter lig til dissektion. Men en dag begynder de at grave nogle mere usædvanlige skabninger op, heriblandt en vampyrpige som de får den gode idé at bruge til at blive deres plageånd, Dr. Quint, kvit. Derefter begynder de at finde og sælge andre udøde, hvilket viser sig at være mere lukrativt. De ender med at komme i klammeri med deres rivaler, den onde Murphy-klan, over nogle zombier. Disse oplevelser fortæller Arthur til en præst i sin celle mens han venter på at blive halshugget for både sine ægte forbrydelser og nogle falske anklager. Vennen Willie har allerede mistet hovedet – men mon Arthur og Willies venskab lader sig stoppe af noget så trivielt som døden…?

I Sell the Dead er en meget velproduceret og tegneserieagtig horrorkomedie med sjov dialog og sjove accenter – den irske instruktør har fundet en række amerikanske skuespillere (og et par enkelte irere) som faktisk kan udvise de rette britiske dialekter, og jeg sad hele vejen gennem filmen og troede at både filmen og skuespillerne måtte være fra Storbritannien. Filmstilen excellerer i stemning og sjov musik, ikke ulig Danny Elfmans produktioner. Selve historien har visse mangler; man hører f.eks. intet som helst om hvad de, der køber lig og udøde af Arthur og Willie, egentlig skal bruge dem til. Men humoren og skuespillerpræstationerne er gode.

DVDen indeholder også en time-lang “Making of”-dokumentar, en kortere feature om effekterne, og et kommentar-spor med instruktør, producer og hovedrolleindehaver (Dominic Monaghan) – så kan man ikke bede om mere!

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kandar Menor – Omveje til verdens ende

Udgivet den maj 21, 2011 af Admin

Omveje til verdens ende
Fortællinger af Kandar Menor
Illustreret af Esben Heick
Almennyttigt Forlag, 2010
58 sider

Kandar Menor præsenteres som en mand der bor i et lille parcelhus i det nordlige København. Når han fortæller om sin barndom er det dog om et Danmark i det 28. århundrede. I bogen Omveje til verdens ende fortæller han 8 små fortællinger om sit liv og om universet. Det er historien om hvordan han som barn blev bortført og kom ombord på et rumskib til planeten Gloix4, hvor de skulle sælge det vand der var blevet indsamlet på jorden. Rumvæsnet der driver skibet, er dog gammelt og dør under vejs, og nu er det kun flokken af bortførte jordbørn der kan flyve skibet videre. I en anden fortælling er rejsen i rummet via ormehuller. Det er dog kun en lille sonde der bliver sendt ud på rejsen, til gengæld er det igennem et af de sorte huller der er i de dybeste huler jordens klipper. Det er i fortællinger som denne at Menor også beretter om den indsigt han har fået i hvordan verden hænger sammen, og han forklarer de tekniske trin omkring hvordan rejse via ormehuller finder sted, på samme måde som han i en anden fortælling giver teorien om at rejse i tiden på en måde så lægmanden kan forstå det.

Bogen er en kort lille sag på 58 sider, og er således hurtigt læst. Bogens små fortællinger og teori om tidsrejser forklaret ved at sammenligne med svingningerne på en guitarstreng, samt ringe i vandet, er pudsige og underholdende.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

TRON: Legacy

Udgivet den maj 20, 2011 af Admin

TRON: Legacy
Film, USA, 2010, 127 min.
Instr.: Joseph Kosinski
Medv.: Jeff Bridges, Garrett Hedlund, Olivia Wilde, m.fl.

Den oprindelige TRON-film er fra 1982; tiden hvor computerspil for alvor begyndte at slå igennem. Den opbygger en virtuel verden som reelt er en forudsigelse af internettet; en computerskabt spilverden befolket af programmer. Kevin Flynn (Jeff Bridges) er spildesigner, og har designet en række spil og programmer for firmaet Encom. Imidlertid er et Master Control Program blevet intelligent, og er begyndt at kontrollere den computerskabte verden, og får bl.a. digitaliseret Kevin Flynn så han fanges i programmernes cyber­space (ikke internettet, men en verden der kun kører på nogle få mainframes). Flynn ender dog i den første film med at undslippe og overvinde det onde program.

TRON: Legacy starter med at vise hvad der skete syv år senere, i 1989. Kevin har nu en syv-årig søn, Sam, og han fylder Sams hoved med godnathistorier fra TRON-verdenen, om de gode og de onde programmer. Men samme år forsvinder Kevin på mystisk vis, og Sam vokser derefter op med den fornemmelse at hans far har forladt ham. Der springes så tyve år ud i fremtiden, til 2010. Sam Flynn, nu 27 år gammel, er hovedaktionær i Encom, som er blevet en Microsoft-lignende elektronik-gigant på basis af Kevin Flynns geniale computerspil, som er de mest populære nogensinde. Sam gider imidlertid ikke at have noget videre med Encom at gøre, da han stadig er sur over at faren forlod ham. Han opfører sig som en tvær, uansvarlig teenager der interesserer sig mest for at reparere på sin (fars) gamle motorcykel. Sam er dog blevet ekspert i alt hvad der har med computere og programmering at gøre; godnathistorierne om TRON har sat deres tydelige præg.

En dag kommer der pludselig en besked, tilsyneladende fra hans far, om at møde ham i den gamle Flynn’s videospilsarkade, hvor dele af den første film foregår. Spillemaskinerne er nu slukket, og hele bydelen forfaldet, men Sam finder en hemmelig indgang til et kælderrum, hvor der er nogle gamle computere der stadig kører. Han leger lidt med systemet, og der går ikke mange sekunder før han digitaliseres og suges ind i den virtuelle TRON-verden! Hvor han finder ud af at hans far har været fanget i tyve år. TRON-verdenen styres nu af programmet CLU, som den idealistiske Kevin Flynn i sin tid designede med det formål at lave en perfekt (cyber)verden! CLU, som jo blot er et program der gør hvad det har fået besked på, har derfor indført et totalitært samfunds­system, med de andre programmer inddelt i klasser, komplet med en kæmpe middelklasse der bliver underholdt af stort anlagte sportsturneringer. Kevin Flynn selv er undsluppet CLUs greb og lever i eksil i udkanten af TRON-verdenen, ude af stand til at vende tilbage til den virkelige verden. Da Sam ankommer, genforenes de to, og sætter alt ind på at få Sam returneret til den virkelige verden – hvilket nødvendigvis involverer et større opgør med CLU og hans samfundsorden.

Det er sgu da fedt! Kevin Flynn var en gammel hippie som forsøgte at indføre et utopisk samfund i sin egen lille verden, men pga. imperfektioner i pro­grammerne førte det til et cyber-diktatur i stedet, hvilket førte til en postmoderne depression for Kevin. Imidlertid er der opstået spontant cyber-liv i Kevins verden, de såkaldte ISO’er, som er ægte kunstige intelligenser med en lang række menneskelige og overmenneskelige egenskaber. Venlighed og visdom; en slags emergent godhedsessens der opstod ud af Kevins program-designs. Disse har CLU dog næsten allesammen slået ihjel…

TRON: Legacy – et projekt produceret af Disney – er en af de film der voldsomt har delt vandene. De fleste anmeldere anser den for skuffende eller middelmådig, mens en minoritet af SF-fans er lavmælt begejstrede for den. Som det så ofte er tilfældet, betyder det også at de færreste seere når så langt som til at tænke ordentligt over filmen. Jeg diskuterede Legacy på Facebook med tegneren og SF/horror-eksperten Stephen Bissette. Han kunne ikke lide filmen, men fandt det fascinerende at man kunne tolke den som Disney-koncernens intuitivt kritiske beskrivelse af sig selv: CLUs verdensorden repræsenterede det sjælløse kommercielle Disney, mens gamle Kevin Flynn skulle forestille den ægte gamle Walt Disney, og Bissette mente altså at Disney-koncernen underbevidst beskrev sig selv på denne måde. Dette mener jeg nu er langt hinsides det sandsynlige; jeg tolker historien mere direkte, nemlig som at CLUs undertrykkende samfundssystem forestiller Kevin Flynns venstreorienterede idealisme, som pga. diverse fejl ledte til et forfejlet socialistisk regime, men som stadig indeholder kimen til noget stort og godt i sig (ISO’erne). Og disse budskaber kommer selvfølgelig ikke fra Disney, men tværtimod fra manuskriptforfatterne. Jeg mener således at det er en særdeles god og meningsfuld film med masser af relevans for menneskehedens idéhistoriske udvikling.

Jeg bør også nævne filmens tekniske kvaliteter. Filmen, som jo (bortset fra de få scener i den virkelige verden) er i 3D, er nærmest én stor special effect, og der er endeløse mængder af spektakulære optrin og super-underholdende lysshows. Jeg absorberede det hele med stor begejstring, og når filmen kommer på DVD så vil det være et must at se den på så stor en skærm som muligt. Jeg synes desuden at filmen var godt fortalt, og udgjorde en fortsættelse og et remake på samme tid, hvorved den gamle TRON-film (som jeg faktisk syntes var halvkedelig) blev gjort langt mere interessant. TRON: Legacy var for mig intet mindre end årets suverænt bedste science fiction-film.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | 1 kommentar

John Ajvide Lind­qvist – Menneskehavn

Udgivet den maj 19, 2011 af Admin

Menneskehavn
Roman af John Ajvide Lind­qvist
Forum 2010, 464 sider

Domarö er en lille svensk ø, med et lille idyllisk skærgårdssamfund. Beboerne er ikke meget for besøgende fra Stockholm, og er man ikke indfødt, vil man altid blive betragtet som tilflytter, uanset hvor mange år der er gået. Anders er oprindeligt fra øen, men flyttede derfra med sin mor da han var ung. Hver sommer tilbragte han dog på øen. Selv da Anders bliver voksen, bliver han ved med at have tilknytning til øen, og en vinter tager han derud med sin kone og barn igen. På en udflugt til det gamle fyrtårn, får den 5-årige datter øje på noget ude på isen. Hun er den eneste der kan se det, og hun får lov til at undersøge det, men hun må dog ikke gå langt fra fyret. Kort efter er hun forsvundet. Sporene stopper simpelthen bare, og selv en storstilet eftersøgning giver intet resultat.

Få år senere vender Anders tilbage. Konen er nu gået fra ham, og han har levet et liv på bunden af en flaske siden datterens forsvinden. Det slår Anders at det er underligt at der på intet tidspunkt er nogen der har mistænkt ham for sin datters forsvinden. Han var alene med sin kone ude ved fyrtårnet, så det ville være oplagt at mistænke parret for pigens forsvinden. I stedet lader det til at beboerne efter endt eftersøgning blot accepterede at pigen var sporløst forsvundet. Det viser sig dog at der igennem tiden er forsvundet mange på øen.

For mange år siden fandt der menneskeofringer sted på øen, ofringer til havet der skulle sikre en god fangst. Dengang var der hvert år en afstemning om hvem der skulle ofres, noget der gjorde at det altid var særlinge, de hidsige og ondskabsfulde, der blev ofret. Da ofringerne holdt op, begyndte havet dog selv at tage sig sine ofre. Det lader dog til at der nu er noget galt med havet og nogle af disse personer, eller personligheder vender tilbage for at indkræve yderligere ofre.

Historien er dog meget andet end en spøgelseshistorie. Den er en beretning om det lille samfund og de mennesker der beboer øen. Om Anna-Grete der er øens uformelle leder, og hendes kæreste, tilflytteren Simon, som ‘kun’ har boet på øen i 50 år. Simon er tryllekunstner, og har bl.a. haft et meget populært nummer som udbryderkonge. Det er dog ikke alle hans tricks der skyldes fingerfærdighed og illusioner. Simon er kommet i kontakt med en Spiritus, et lille billeagtigt dyr der giver ejeren en vis form for vandmagi.

Lindqvists første bøger var den fantastiske Lad den rette komme ind, der var en alternativ vampyrfortælling, og den lige så alternative zombiefortælling Håndteringen af udøde (begge anmeldt i Himmelskibet nr. 20). Menneskehavn er bestemt heller ikke en spøgelseshistorie af de normale. Det er en skæbneberetning om et lille lukket samfund, og en faders savn, pakket ind i beretningen om spøgelser og genfærd. Bogens omslag kalder den en skrækroman, hvilket jeg nok ikke vil kalde den, men den er uhyggelig på den helt rigtige måde. Den er meget stemningsmættet, og efterhånden som man finder ud af at noget er helt galt, og at det onde i havet lige så stille er ved at snige sig ind og udslette det lille samfund, breder uhyggen sig. Da det onde således ikke er et monster der sniger sig rundt, men er havet der omkredser hele samfundet, gør det også at det er umuligt at slippe derfra, både som beboer og som læser.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Kelly Armstrong – De dødes kald

Udgivet den maj 18, 2011 af Admin

De dødes kald
Roman af Kelly Armstrong
Oversat af Stig W. Jørgensen
Carlsen 2010, 392 sider

Den 15-årige Chloe går rundt og har de problemer som følger med den alder. En dag får hun dog meget større problemer, da hun bliver forfulgt af et skræmmende genfærd. Denne oplevelse ryster og skræmmer hende i en sådan grad at hun bliver indlagt på et bosted for unge med psykiske lidelser. På dette sted er der en lille flok unge med forskellige problemer, men det går hurtigt op for Chloe at i hvert fald nogle af de andres problemer ser ud til også at bunde i det paranormale.

Chloe forsøger at passe ind på bostedet, men kommer specielt i problemer med Tori, én af de andre piger, da denne tror Chloe forsøger at stjæle Simon. Han er dog ikke interesseret i Tori. Chloe begynder at høre stemmer fra afdøde personer, men det viser sig at hendes evne går langt ud over at kommunikere med de døde. En dag hvor Tori spærrer Chloe inde i en krybekælder, kommer hun af skræk til at vække ligene af nogle personer, der er blevet begravet i kælderen.

Chloe begynder nu at undersøge hvad der er sket på stedet, og det viser sig at der tidligere er blevet eksperimenteret på folk med paranormale evner. Spørgsmålet er nu om alle de nuværende beboere har disse evner, og hvorfor de er blevet samlet på dette sted. Flokken af unge på bostedet finder sammen i en gruppe for at løse problemerne og de kan ikke få støtte fra de voksne.

Bogen giver sig god tid til få Chloe etableret på stedet, og med at lære de andre og sig selv at kende, inden den begynder at blive spændende. Spændingen kommer efter hånden som hun finder ud af at der er noget galt på stedet, men den bliver dog ikke udløst, da denne bog blot er første bind i en trilogi, og ender med en cliffhanger.

Bogens målgruppe er de 10-15-årige med interesse for de mange bøger, der for tiden er på markedet om unge, der bliver udsat for det overnaturlige.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar