Susanna Clarke: Jonathan Strange & Mr. Norrell

Udgivet den december 1, 2010 af Admin

Jonathan Strange & Mr. Norrell
Susanna Clarke
Roman, 1006 sider
Bloomsbury 2004, $15.95

Jeg har sjældent hørt en bog blive rost så meget før den udkom, som det har været tilfældet med Susanna Clarkes Jonathan Strange & Mr. Norrell. Blandt andet har Neil Gaiman kaldt den: “the finest English novel of the fantastic written in the last 70 years.” Og så er det endda en debutroman. Roserne til bogen er fortsat efter udgivelsen, og den er blevet tildelt en række priser, bl.a. Hugo-prisen som årets bedste sf/fantasy-roman og Locus-prisen for bedste debutroman, og internetboghandlen Book Sense har kåret til den til årets voksen-roman (i nogen genre). Bogen har været på New York Times’ bestsel-lerliste og er blevet nomineret til Whitbread First Novel Award og Guardian First Book Award. Nu er filmrettighederne oven i købet blevet solgt til New Line Cinema (som lavede Ringenes Herre-filmene).

Når en bog er blevet hypet så meget, er det naturligt at stille spørgsmålet om den nu også kan leve op til al ståhejen. Det korte svar er: både og. Det svar bør nok uddybes.

Jonathan Strange & Mr. Norrell kan bedst betegnes som en ’alternate history fantasy’, dvs. en historie, der udspiller sig i hvor verdenshistorien har haft et anderledes forløb end vi kender det, og hvor der findes magi. Præmissen er, at der i England i 1110 dukkede en menneskekonge op fra et elverrige (kaldet Faerie), som ligger i en parallel verden til den kendte. Denne konge, kaldet The Raven King, erobrede Nordengland og regerede det som konge i tre år-hundreder, hvorefter han forsvandt (efterladende de sædvanlige historier om at han engang ville vende tilbage). Ravnekongen var magiker, og i hans tid var der mange mægtige magikere i England. Efter hans forsvinden, blev magien svagere og forsvandt til sidst. Ved romanens begyndelse i 1806 har der ikke været nogen praktiserende magikere i over 400 år (om end der er en del teoretiske magikere). Bortset fra historierne om Ravnekongen og diverse selskaber af teoretiske magikere, ligner England det vi kender fra vores verdenshistorie, helt ned til identiteten af diverse ministre og militærfolk. Bogen handler kort fortalt om, hvordan magien vender tilbage til England i hænderne på titlens to magikere. De to magikere er af meget forskelligt tempe-rament, og selvom de starter som mester og lærling, bliver de snart uvenner og rivaler.

Ved bogens begyndelse raser Napoleonskrigene, og de to magikere stiller deres trolddom til rådighed til at bekæmpe ’Buon Aparte’ – og det er ganske effektiv magi, blandt andet illusioner af mægtige flåder, midlertidige romerveje som soldaterne kan marchere ad, og flytning af hele byer til andre verdensdele. Efter krigen starter de to magikeres rivalisering for alvor, næret af meget forskellige ideer om, hvilke former for magi, man bør benytte sig af, og om hvordan man skal forholde sig til legenden om Ravnekongen. Mens de to magikere bekæmper hinanden (i ord mere end med magi), får det nærmeste, bogen kommer på en egentlig skurk, ret frit spil, og man får en klar idé om at fjenden nemt kunne erkendes og overvindes, hvis blot de to rivaler ville snakke sammen.

Der er en særlig stemning i bogen, der ligger langt fra den metervare-fantasy som især de amerikanske forlag spytter ud i en endeløs strøm. Stilen ligger faktisk tættere på klassiske britiske forfattere som Jane Austen og Charles Dickens end på fantasy-forfattere som Tolkien, Eddings og Jordan (hvis man endelig skal sammenligne med fantasy-forfattere, må man søge til folk som Hope Mirlees, James Branch Cabell og John Crowley). Romanens personer beskrives med en stille humor, og deres særheder og ideosynkrasier udstilles med mild ironi. Magikerne slynger ikke om sig med ildkugler og tordenkiler og går klædt som enhver anden gentlemen fra starten af 1800-tallet. Der er ingen mørkemagere, der prøver at overtage verden (medmindre man regner Napoleon med), og ingen renhjertede helte der modigt kæmper mod umulige odds. Stemningen i bogen kan måske bedst illustreres med et lille citat: ”Can a magician kill a man by magic?” Lord Wellington asked Strange. Strange frowned. He seemed to dislike the question. “I suppose a magician might,” he admitted, “but a gentleman never could.” Det meste af tiden er det ikke hæsblæsende action, der kendetegner bogen. Clarke benytter med held en del klassiske kneb til foreshadowing (antydningen af at der venter mørke tider forude), blandt andet profetier, misforståelser og udeladelessynder, og spændingskurven bygges langsomt (nogle gange næsten for langsomt), men sikkert op mod et dramatisk og tilfredsstillende klimaks. Bogen er så velskrevet, at jeg som læser følte mig underholdt selv de steder, hvor der ikke skete så meget. Hvis jeg skal komme med nogen kritik, så er det at bogen ikke er specielt vellykket som alternate history. På trods af nogle ganske dramatisk forskelle fra vores egen verdenshistorie – at Nordengland har været ledet af egen konge i 300 år, og at der findes endog ret magtfulde magikere – er der i sidste ende ganske få forskelle på resultatet. Napoleonskrigene udspiller sig for eksempel ret nøje som vi kender det (helt ned til de enkelte slag), på trods af at den ene side har to ret skrappe troldmænd at trække på. Jeg ville forvente temmelig mange flere forskelle, sådan som det er tilfældet i Randall Garretts Lord Darcy-historier, der har en lignende præmis. Til gengæld vidner beskrivelsen af Napoleons-krigene og samtidens England om et ganske imponerende stykke research – her er en mængde detaljer, som man fornemmer har rod i virkeligheden.

Bogen er illustreret af kunstneren Portia Rosenberg, som har kreeret en mængde sort-hvide illustrationer, der i stil minder en del om 1800-tallets magasinillu-strationer. Det er en sjov detalje, men de tilføjer ikke rigtig noget til bogen, og jeg ville lige så gerne have undværet dem. Man kan i øvrigt finde en masse ekstramate-riale på hjemmesiden www.jonathanstrange.com, blandt andet novellen ”The Duke of Wellington Misplaces His Horse”, som foregår i samme uni-vers som bogen.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.8

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Michael Chabon: The Yiddish Policemen’s Union

Udgivet den december 1, 2010 af Admin

The Yiddish Policemen’s Union
Roman af Michael Chabon
Harper Collins 2007 (pb 2008)
418+21 sider, $7,99

Det er tilsyneladende kommet på mode blandt Pulitzer-vindere at skrive kontrafaktisk historie, eller alternate history, som det normalt hedder i skønlitterær form. I 2004 skrev Philip Roth The Plot Against America om den fascistiske præsident Charles Lindbergh, og nu har Michael Chabon (der vandt Pulitzer-prisen for The Amazing Adventures of Kavalier & Clay) begået kontrafaktum.

The Yiddish Policemen’s Union tager udgangspunkt i en idé, der var oppe og vende i det amerikanske senat lidt før Anden Verdenskrig, om at gøre øen Sitka i Alaska til et midlertidigt refugium for forfulgte jøder. Planen blev nedstemt, men i bogen blev den vedtaget, og som følge deraf døde der kun to millioner jøder i Nazityskland. Der bliver også hentydet til andre forandringer, der mere eller mindre følger af dette: Tyskerne besejrer russerne, og krigen slutter først da Berlin bliver atombombet i 1946. Staten Israel bliver stadig stiftet i 1948, men bliver udslettet i den efterfølgende arabisk-israelske krig.

Det er dog kun i sidebemærkninger, man får afdækket hvordan verden ser ud, for handlingen udspiller sig på Sitka, få måneder før området, 60 år efter at jøderne fik stillet det til rådighed, igen skal overtages af USA. Jøderne skal væk, men der er ikke mange lande der vil have dem. Naturligt nok fører dette til en ret trykket stemning på Sitka.

Vores ‘helt’ er den fordrukne, fraskilte politimand Meyer Landsman. En mand bliver myrdet på det lurvede hotel, Landsman bor på, og han begynder at grave i sagen, selvom de fleste faktisk er ret ligeglade. Der er dømt noir-krimi, og som det passer sig og bør i den slags, viser det sig efterhånden at mordet er en del af en meget større sag, der fletter sammen med Sitka-jødernes fortsatte skæbne.

Bogen er velskrevet, og krimiplottet er udmærket udtænkt, men det der virkelig bærer romanen, er beskrivelsen af det sære “Jiddischland” højt mod nord. Det er ikke just et utopisk samfund. Fortidens forhåbninger er forlængst blegnet, og den reelle magt er delt mellem den russiske mafia og den jødiske ditto. Indbyggerne søger at holde trøstesløsheden tilbage med en blanding af slivovitz og skak (et spil der har en central rolle i fortællingen). Magten og rigdommen ligger især hos en klan af ortodokse jøder, og det ortodokse samfund virker på mange måder mere bizart og fremmedartet end de underligste udenjordiske samfund fra science fiction-romaner. Specielt begrebet eruv er mærkeligt. Det er for kompliceret til at forklare her, men man kan slå det op i Wikipedia – det eksisterer skam i virkeligheden.

Sproget i romanen er krydret med en del jiddisch slang, meget af det opfundet af Chabon selv. Heldigvis er der en ordliste bagi bogen, og den benyttede jeg flittigt da jeg læste romanen. Der er også en snes sider med bonusmateriale, heraf mest interessant et essay af Chabon fra 1997 om hans fund af en gammel yiddish-engelsk parlør, der blev den væsentligste inspira-tionskilde til The Yiddish Police-men’s Union.

Bogen er kommet på dansk som Det jiddische politiforbund (Gyldendal 2007), og Coen-brødrene er på vej med en filmatisering.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.17

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Harry Harrison: Bill, The Galactic Hero

Udgivet den december 1, 2010 af Admin

Bill, The Galactic Hero
Roman af Harry Harrison
Berkeley Publishing
1965, 130 sider

Bill, The Galactic Hero er en af Harrisons mest kendte bøger. Den foregår tæt på år 9000 i et galaktisk imperie på 10.000 planeter,og samfundet er en blanding af det man ser i Heinleins Starship Troopers og Asimovs Foundation (og også meget lig det man ser i Harrisons egne Stainless Steel Rat-bøger). Bill er en muskuløs bonde på en landbrugsplanet, og han bliver modvilligt offer for en rekrutteringskampagne til de kejserlige rumtropper. En sergent udvælger de mest lovende lokale og bruger diverse stoffer til at kontrollere dem, så de tvinges til at skrive under på at tjene i rumtropperne i syv år.

Bogen er delt op i tre dele. I den første del hører man om livet i det kejserlige rumkorps og den endeløse krig mod de krybdyr-lignende Chingers. Der er fyldt med kulørte figurer (såsom eksercitsofficeren Deathwish Drang, tydeligt inspireret af sergent Zim fra Starship Troopers) og endnu mere kulørte beskrivelser af absurde situationer. Bill ender med tilfældigvis at overleve et større angreb og tilfældigvis at skyde angrebsskibet ned, og bliver dermed en helt, højt dekoreret af selve kejserens body-double.

I anden del er tropperne kommet på orlov på den kejserlige planet Helior, som er dækket af guld (eller noget der ligner). Det er en gennem-teknologiseret planet med 150 milliarder mennesker, klart inspireret af den kejserlige hovedplanet Trantor i Asimovs Foundation-bøger. Planeten er så kompleks at hvis man mister sin ‘floor plan’, så er man fortabt og vil aldrig kunne finde vej nogen andre steder hen. Planeten har hele klasser af ‘deplanned’ vagabonder som er permanent faret vild. Bill mister naturligvis sin floor plan. Og sit ID-kort. Han ender allernederst på planeten, i the Department of Sanitation, hvor han får et job som forsker og finder en genial måde at skille sig af med planetens plastic-affald på. Han bliver også spion for en revolutionær gruppe, som kun består af spioner. Han ender dog med at blive genforenet med de kejserlige rumtropper.

Tredje del foregår på en Deathworld-lignende planet hvor der kæmpes en håbløs kamp mod de lokale sumpvæsner, som er allieret med Chingerne. Denne del er den korteste og slutter meget brat, så jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt min udgave af bogen indeholder hele den originale slutning. Men det vil jo vise sig. Jeg har bestemt tænkt mig at få fat i fortsættelsen.

Bogen er ekstremt humoristisk, både i skrivestilen og i de beskrevne situationer. Terry Pratchett har kaldt bogen “simply the funniest science fiction book ever written”, hvilket måske er at tage munden for fuld (bedre end Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er den trods alt ikke), men den er utrolig morsom i beskrivelsen af et dybt fascistoidt samfund hvor arbejdere bl.a. er hypnotiseret i arbejdstiden, så de kan være så effektive som muligt. Det er en underholdende og hurtigt læst bog med masser af klassiske og grinagtige vendinger og formuleringer, og fremfor alt en masse gode idéer. Harrison går man sjældent galt i byen med.

Karakter: 9 ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Solens Prinsesse

Udgivet den november 30, 2010 af Admin

Solens Prinsesse
(La reine Soleil)
Frankrig/Belgien/Ungarn 2007.
77 min., Scanbox-version kun skandinavisk tale.

‘Reine’ betyder nu ellers dronning, ikke prinsesse, men det er måske at afsløre for meget om handlingen … der står også at den er baseret på en novelle af Christian Jacq, men det er nu en roman … oh well!

Hvis man gerne vil have et lidt anderledes spin på tiden omkring kætterkongen Akhenaton, end vores hjemlige Sussi Bech, og samtidig se en genrefilm som har lidt appel for hele familien, så er denne tegnefilm lige sagen. Den er faktisk ulig Sussi Bechs tilgang på enhver tænkelig måde – den er fuld af magi, Akhenaton og Nefertiti er her gode nok (men præsteskabet ikke helt rent i kanten), og hvor Sussi Bech placerede sorthårede ‘fremmede’ i det høje nord i Egtvedpigen, er dette nok den mest blåøjede faraoniske civilisation jeg til dato har set.

Designet låner intet fra hverken Nofret og ej heller Isabelle Dethans tegneserier om Ægypten, men måske vældig meget fra den bibelske Prinsen af Ægypten. Det er selvfølgelig heller ikke det værste sted at tage fra, for blændende flot er det, både personer og kulisser, og de er animeret så de bevæger sig på en sær og stiliseret facon, navnlig i action-sekvenserne, der har store ligheder med korte slapstick- tegnefilm – jeg har ikke fået bekræftet om der er nogle gengangere fra den ligeledes franske “Oggy og kakerlakkerne”, om end produktionsselskabet er det samme.

Som sagt er den traditionelle animation virkeligt god, men brugen af CGI er til gengæld rædsom, især blandingen af de to skærer i øjnene. De skulle virkelig have holdt sig til deres læst, for hele det kantede design af karaktererne, lidt ligesom tegneserie-figurer der bevæger sig, er netop den slags stil der ikke fungerer som 3-D computer-animation.

Mere og bedre musik er desværre stærkt savnet, og de danske stemmer er meget ensformige.

Handlingen? Prinsesse Akhesa og prins Tut-Ankh-Aton (‘Tut’, den senere Tut-Ankh-Amon, gulddrengen i ved) skal giftes, og det giver problemer ved hoffet, for de afskyr hinanden. Men gæt engang hvad der sker…

“Tomhjernede lille struds!, “Vi to er færdige med hinanden!”, *Kys-kys*

Vores umage par opdager ved et tilfælde at der konspireres mod kong Akhenaton (som her er hendes far, medens Tut-Ankh-Aton ikke er hans søn…), og måske er både prinsessens storesøster, den tro general, de gamle guders præsteskab og flere til involveret, for slet ikke at tale om en hittitter-invasion fra nord…

Det er et forbløffende komplekst plot af en tegnefilm for børn at være: Akhenaton er som sådan en fin fyr og tillige pacifist, men det slår ikke helt til når fjenden ikke bare går sin vej. Samtidig hentydes der til at det måske, eller måske ikke, er helt i orden at de alle de gamle guder bare er smidt på porten (men at de gamle guder stadig våger, betyder omvendt ikke at deres præsteskab vil det gode), og den gode general er splittet i mellem kongens ordrer og hvad han mener, er rigtigt!

Det er mere end nok til at holde spændingen oppe, men måske lovlig meget til 77 minutter.

Der er et særpræget magisk element med, som aldrig helt forklares – Akhesa har en mærkelig forbindelse til sin kat, Bastet (som måske, måske ikke er selve kattegudinden) og har selv underlige katte-kræfter; der er levende skygger, en egentlig bro til solen og mere endnu. Det giver anledning til en masse visuelt flotte scener, så det er i grunden OK, men det havde været godt at vide om guderne nu var med dem eller ej, selv om det måske er en pointe i sig selv at hovedpersonerne ikke behøver at vælge i mellem Aton og de øvrige guder.

Der kunne godt være arbejdet mere med personerne. Akhesa kommanderer rundt med tilfældige, bærer nag hele vejen ud i ørkenen, er nærig (hun får en stakkels fattig fisker til at sejle hende rundt uden belønning), og er ikke så lidt dum. (Hvem råber skældsord efter dem hun spionerer på? Den lille prinsesse, selvfølgelig!)

Tut stopper op for at tænke sig om, er ansvarsbevidst, tilgivende, redder Akhesa i ørkenen og går til angreb på hele hittitter-hæren ene mand for at redde hende.

Tuts replikker er f.eks. “Din skæbne er vigtigere end min” [Nej den er ej. Red.], Akhesas replikker er noget i retning af “Tut, hjælp!”

Desværre får Akhesa stadig klimaks for sig selv. Måske er det trods alt Tut der er en dumme, siden han ikke kan se at han fortjener bedre. For Set da, han undskylder endda når hun fornærmer ham! Han burde tydeligvis have overladt hende til hittitter-fyrsten. Der var tydeligvis bedre kemi i mellem den lille vildkat, og så denne reserveconquistador, der er forfriskende ærlig omkring sit motiv: “The money, dear boy!”

Seriøst, det er altså vigtigt at dem man skal holde med, også har bare lidt forsonende træk. Det er ikke nok at være en flot lille pynte-genstand. Det er derfor udtrykket ‘ekskæreste’ er opfundet. Det er lidt ‘Jack Sparrow-syndromet’ om igen. Folk kan lide ham, og de vil sikkert også kunne lide Akhesa. Men hvorfor? Fordi de er nuttede når de sætter dit liv på spil for egen vinding? Rrrgh.

Derudover har folk det med at dukke op ud af det blå, når plottet kræver det. Det er dog ikke værre end at lidt for meget sker bag kulisserne, og det volder ingen voldsomme logiske problemer.

Den er også forbløffende voldelig, lidt ligesom en Bibel-tegnefilm. Folk dør af gift, og selv om der ikke er blod, er der stadig folk der rammes af pile og sværd og dør eller såres af dem. Så det er ikke for de allermindste.

Alt i alt vil jeg anbefale filmen til alle familier med børn, eller bare alle der sætter pris på animation der ikke er standardiseret [læs: anime. Red.]. Men fortæl at Tut droppede møgungen og fandt en sød slavetøs i stedet.

Ved I hvad jeg også gerne ville se i en fortsættelse? Hittitterfyrsten mod Toth-Amon! Se dét ville være et syn!

Anmeldet af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Gwendoline

Udgivet den november 29, 2010 af Admin

Gwendoline
Film, Frankrig 1984
Instruktør Just Jaeckin
Medvirkende: Tawny Kitaen & Brent Huff mfl.
DVD fra Another World Entertainment 2010

Coveret til DVD’en sælger sig på en forside der lover eventyr, en let påklædt heltinde og krigsklædte amazonekrigere … og det er hvad man får.

Gwendoline er den bly, unge, uskyldige kvinde, der er rejst til Østen for at finde sin far, som er blevet væk under jagten på en sjælden sommerfugl. Hun er dog ikke andet end lige ankommet før hun bortføres og forsøges solgt til et bordel. I sidste øjeblik bliver hun redet af Indiana Jones-kopien Willard, der egentligt ikke dukker op for at rede hende, men for at indkræve en spillegevinst. Hun forelsker sig i Willard, der egentligt helst vil slippe for hende. Det lykkedes hende dog at tvinge ham til at deltage i jagten på hendes far ved at gemme nogle varer som han skal fragte for mafiaen (eller noget lignende). Rejsen bringer dem til et rige som ingen før er vendt tilbage fra, et rige der regeres af en dronning, og hvor beboerne alle er letpåklædte krigerkvinder. Da Gwendoline og Williard fanges, udpeges en række kvinder til at skulle kæmpe om retten til at være sammen med Willard, noget som Gwendoline ikke vil tillade, så hun må skynde sig at lægge uskyldigpige-looked væk og hurtigt udvikle sig til en selvstændig amazonekvinde der vil kæmpe for sin elskedes liv.

Filmen bygger løseligt på John Willies erotiske tegneserie The Adventures of Sweet Gwendoline, der udkom imellem 1949 og 1958, en serie jeg ikke kender det store til, men ifølge DVD’ens pamflet (skrevet af Nicolas Barbano) er filmen kun meget løst baseret på serien.

Dette er ikke nogen fantastisk eventyrfilm, men den er underholdende, selvom der ikke er meget overraskende i historien. Er man til 80’er eventyrfilm, men syntes at disse manglede en blød gang lak, læder og bondage, så er Gwendoline bestemt et kig værd.

Anmeldet af Thomas Winther i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

RoboGeisha

Udgivet den november 28, 2010 af Admin

RoboGeisha
Film, 2009, Japan
DVD fra Another World Entertainment 2010

Lillesøster Yoshie drømmer om at blive geisha som sin søster, der i øvrigt ikke regner hende for noget, og bruger en god del af sin tid på at tæve løs på hende, verbalt og fysisk. Søstrene kidnappes af skurke-firmaet Kageno for at blive trænet op som en del af den hær af sniggeishaer, der skal infiltrere Kagenos konkurrenter, myndighederne og den japanske regering. Det giver anledning til en slags våbenkapløb, hvor søstrene efterhånden udstyres med flere og flere indbyggede våbensystemer de kan bruge mod hinanden og mod Kagenos fjender. Til sidst er de mere eller mindre blevet til robotter, eller robo-geishaer. Der dukker så en gruppe af pårørende til Kagenos sniggeishaer op, som vil befri pigerne, og Yoshie beslutter sig for at skifte side og hjælpe denne gruppe. Det hele ender i et gigantisk blodbad.

RoboGeisha har et plot der slingrer som en flere dages druktur. Det eneste nogenlunde konstante er noget med familie og en hel masse fantasifulde måder at slå ihjel på. Der er ikke den del på en geishas krop som ikke kan bruges til at slå ihjel med (bortset fra måske nogle få steder som man af blufærdighedsgrunde undlader). Skurken har to dæmonagtige kvindelige assistenter han kan tilkalde med et knips med fingrene. De kan blandt andet udsende stråler af ætsende væske fra deres bryster og kastestjerner fra deres bagdele.

På mange måder minder filmen om klassiske tegnefilm, hvor det ikke så meget drejede sig om at finde på et godt plot, det var ofte det samme man genbrugte igen og igen, men om at finde på overraskende, fantasifulde ting. På det plan leverer RoboGeisha varen, i hvert fald det meste af tiden. Man bliver konstant overrasket over de nye tåbeligheder filmens skabere finder på. Jeg vil undlade at afsløre flere af dem, men blot konstatere at det næsten var nok til at jeg ikke kedede mig gennem filmens over 100 minutter. Kan anbefales hvis man ikke har noget imod voldelige film og har lyst til at se noget der kræver ganske minimal tankevirksomhed.

Anmeldet af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Catherine Asaro: Primary Inversion

Udgivet den november 28, 2010 af Admin

Primary Inversion
Roman af Catherine Asaro
Tor Books, 1995.

Inversion er den metode man bruger til at overvinde lyshastigheds- begrænsningen på rumrejser i Catherine Asaros ”Skolian Empire”-serie. Her, i det første bind i serien, og Asaros debutroman, følger vi elitepiloten Soz, med den militære titel Primary, gennem en af de afgørende perioder i hendes, og dermed imperiets, liv. Vi er genremæssigt ovre i den ende af science fiction der sædvanligvis betegnes space opera. Her er store riger i rummet omspændende tusindvis af solsystemer, befolket overvejende med mennesker eller menneskelignende væsener i krig med hinanden. Og heltene er små enmands- hære med overmenneskelige evner. Men alligevel adskiller Asaros rumsaga sig fra traditionel space opera på nogle afgørende punkter: Teknologien bag er gennemtænkt til en grad der nærmer sig den ”hårde” science fiction, men de historier der udspiller sig, handler lige så meget om personernes privatliv som om galaktisk politik og superteknologi.

Primary Inversion er delt i tre afsnit. I det første følger vi Soz og hendes kampgruppe på i alt fire piloter, først på orlov på en planet som tilhører den neutrale alliance af planeter som ikke er involveret i krigen mellem Skolian Empire og Trader Empire. Det viser sig at en gruppe fjender også er på besøg på denne planet. De kan naturligvis ikke starte en kamp mod dem på en neutral planet, men Soz beslutter sig for at udspionere dem, selv om det også er noget imod reglerne. Hun opdager derved både en meget stor og velbevaret hemmelighed, som hun af forskellige grunde holder for sig selv, samt det faktum at fjenden er i gang med at angribe en planet som for nyligt blev optaget i Skolian Empire og ikke har fået opbygget noget særligt godt forsvar. Soz og hendes gruppe får straks startet deres rumskibe op og ankommer til planeten midt under angrebet. Herefter følger en temmelig spændende rumkamp, hvis udfald jeg ikke vil afsløre, men for Soz ender den med at hun må tilbringe en del tid på hospitalet.

I andet afsnit har lederen af Skolian Empire Kurj, som er Soz’ halvbror, taget hende ud af aktiv tjeneste og givet hende et job som underviser på den planet hvor man uddanner elitepiloterne. Her forsøger hun også at få styr på sit liv, med større eller mindre succes. Tidligere har hun haft en oplevelse som gør at hun har et intenst had mod de ”Aristoer” som hersker over det fjendtlige Trader Empire. Andre ting spøger også i hendes fortid, hvoraf en del bliver oprullet i dette afsnit, som i modsætning til første afsnit ikke er ret actionpræget. Politik og privatliv mødes i tredje afsnit, hvor Soz i hemmelighed kaldes til hovedplaneten af Kurj. Her samles trådene i historien så, da Soz skal tage en meget vigtig beslutning for både hende selv og Skolian Empire

I det meste science fiction er grundhistorien at en helt eller antihelt der skal redde sig ud af nogle store problemer for både ham selv og andre. Det indebærer som oftest brug af teknologi og ofte har løsningen på problemet noget med denne teknologi at gøre. I Primary Inversion er det derimod hovedpersonens forsøg på at få styr på sit liv, der er grundhistorien. Nogle vil måske hævde at det så slet ikke er science fiction, men blot en anden type roman i science fictionkulisser. Det er sandt for så vidt som at man kunne lave en tilsvarende historie uden science fiction- elementerne, men i Primary Inversion er science fiction- elementerne alligevel så vel gennemtænkte og sammenhængende at man med lige så stor ret kunne spørge hvorfor man dog skulle skifte det ud, når det fungerer så godt? Nogen dybere tanker over hvordan menneskets fremtid vil være, er her ikke, men der er hvad der skal til i en space opera, ikke mindst i den første del, hvor jeg især vil fremhæve rumskibskampene. ”Skolian Empire”-serien spænder over et større tidsrum, og en del af personerne i Primary Inversion vil man møde både som yngre og som ældre end de er her, i de bøger der blev skrevet senere.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.23

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Iron Man 2

Udgivet den november 27, 2010 af Admin

Iron Man 2
Film, USA 2010, 124 min.
Instr.: Jon Favreau
Medv.: Robert Downey Jr., Mickey Rourke, Don Cheadle, Gwyneth Paltrow, Scarlett Johansson, m.fl.

Den første Iron Man-film var udmærket, men jeg var nu ikke ovenud begejstret – i min anmeldelse i Himmelskibet nr. 18 gav jeg den karakteren 7 ud af 10. Til gengæld er jeg meget glad for 2’eren – så glad at jeg nu har hævet karakteren for den første film til et 8-tal, fordi efterfølgeren simpelthen hæver helhedsindtrykket. Iron Man 2 er en yderst tilfredsstillende superhelte-action-film med masser af gode referencer til tegneserierne.

Filmen fortsætter direkte fra den første, som ender med at Stark afslører sin identitet som Iron Man overfor verden. Sønnen til hans fars gamle partner, Ivan Vanko, ser til fra Moskva og beslutter at det er tid til at kræve sin del af kagen. Så han laver sig en arc reactor af samme type som Iron Mans rustning er drevet af (han har nemlig sin fars planer at arbejde ud fra) og vil nu tage hævn for at hans far blev ladt i stikken af Tony Starks far. Efter nogle spektakulære actionscener med racerbiler i Monaco bliver Vanko hyret af Starks industri-rival Justin Hammer, som forsøger at eftergøre teknologien i Iron Mans rustning. Det lykkedes i høj grad med Vankos hjælp, og så er der lagt i ovnen til et kæmpe klimaks med hele hære af Iron Man-agtige droider der brager sammen.

Filmens teknologiske tema er et godt basis for plottet, og der er fyldt med fede detaljer, inkl. hvordan Starks far på genial vis har gemt en yderligere teknologisk hemmelighed til sin søn, som denne nu kan drage enorm fordel af i kampen mod Hammer og Vanko. Filmen indeholder masser af god humor, gode oneliners og ganske god personudvikling, især hvad angår Stark og hans sekretær Pepper Potts. Og nåhr ja, så er der også lige en god rolle til SHIELD, komplet med Nick Fury og Natasha Romanoff (Black Widow). Der er knap nok et roligt øjeblik i denne film, og historiens substans gør det hele til en yderst velkonstrueret og fornøjelig actionfilm. Det kunne næsten ikke være bedre.

Karakter: 9 ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Skeletons

Udgivet den november 26, 2010 af Admin

Skeletons
Film, UK 2010
Instr.: Nick Whitfield
Medv. Ed Gaughan, Andrew Buckley, Paprika Steen, Jason Isaacs, Tuppence Middleton

Skeletons er en lille, britisk indie- film, der fortjener større opmærksomhed. Herhjemme er den kun blevet vist på CPH PIX, og sandsynligvis kun fordi danske Paprika Steen spiller den kvindelige hovedrolle.

Davis og Bennet arbejder med at få skeletter ud af folks klædeskabe. Det sker både rent bogstaveligt, ved at gå ind i folks klædeskabe, og metaforisk, fordi de derved kan få afdækket hvilke mørke hemmeligheder, husets beboere måtte besidde. Man skulle tro at politiet ville være ret interesseret i den slags arbejde, men her bliver det mest brugt som en slags parterapi. I hvert fald lige indtil den ikke videre dynamiske duo bliver hyret af Jane (Paprika Steen) til at finde ud af hvad der er sket med hendes mand, som har været forsvundet i otte år.

Jane bor i et stort, nedslidt hus i Sydengland sammen med sin tavse og tvære voksne datter og sin ca. otteårige søn. Jane er en smule sær, men Davis falder alligevel for hende, mens Bennet har problemer med datteren, der nærmest ser ud til at sabotere parrets arbejde.

Der skal ikke afsløres mere af handlingen, blot siges at filmens personer alle kunne trænge til terapi, som de så får på uventet vis efterhånden som filmen skrider frem. Plottet er ikke det vigtigste i denne film; det er det sære univers, som Whitfield får bygget op omkring den særprægede form for eksorcisme, som Davis og Bennet driver. Alle skuespillerne gør det fint i afdæmpede, underspillede præstationer, også Jason Isaacs (Lucius Malfoy i Harry Potter-filmene) som Simon og Bennets særprægede chef The Colonel.

Skeletons vandt i juni prisen som Best British Feature Film på Edinburgh International Film Festival, og man kan håbe på at det sikrer filmen den udbredelse den fortjener som en mulig ny kultklassiker.

Anmeldet af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Wanted

Udgivet den november 25, 2010 af Admin

Wanted
USA/Tyskland, 2008, 110 min.
Instr.: Timur Bekmambetov
Medv.: James McAvoy, Angelina Jolie, Morgan Freeman, m.fl.

Wanted var helt givet 2008’s fedeste action-film. Den er løst baseret på en tegneserie skrevet af Mark Millar. Jeg kan personligt ikke udstå de fleste af Millars historier, og jeg takker derfor skæbnen for at der i dette tilfælde er utrolig lidt, ud over titlen, som har overlevet overgangen fra tegneserie til film.

En ung fyr der døjer med angstanfald, finder ud af at han har arvet nogle helt specielle evner fra sin far. Hans far er medlem af en gruppe af snigmordere der hedder The Fraternity (Broderskabet) og består af folk der allesammen har specielle, nedarvede koordinationsevner, så de f.eks. kan få en pistolkugle til at skrue og kurve omkring objekter (faktisk svarende til at de kan skyde om hjørner), men også styre biler og andre fartøjer på en måde så fartøjet bliver supermanøvredygtigt. Det må indrømmes at være dødsejt og simpelthen den perfekte opskrift på en action-film, hvor scenerne kan gøres omtrent ligeså fede som i de to første Matrix-film. Jeg ville ikke have noget imod en hel serie af efterfølgere til denne film.

Som sagt er der faktisk kun få elementer fra tegneserien der er med i filmen. Tegneserien foregår i en verden hvor superskurke har overvundet alle superheltene og styrer verden, og der er også aliens og andre dimensioner og alt muligt. Hovedpersonen Wesley optages i snigmorder- organisationen The Fraternity, som består af reelle skurke.

Filmen foregår tværtimod (stort set) i vores virkelige verden, uden superhelte og superskurke, og The Fraternity er godt nok mordere, men de er ‘good guys’, som ved hjælp af en skæbne-væv får beskeder fra det hinsides (Gud?) – og har gjort det i tusind år – om at visse mennesker skal slås ihjel, fordi de ville gøre onde ting hvis de fik lov at leve. Filmens koncept virker som en delvis efterligning af en film fra 1969, The Assassination Bureau (med Oliver Reed og Telly Savalas), hvor en snigmorder- organisation også har eksisteret i århundreder

Wanted (filmen) skildrer så Wesleys indføring i The Fraternity, og det går ikke stille af. Han får at vide at en forræder har slået hans far ihjel, men kan det nu også passe? Med tiden opdager han at ikke alt i The Fraternity er hvad det ser ud til at være – og hvis du vil vide mere, så foreslår jeg at du selv ser filmen! Er du fan af action-film med lidt ekstra fantastiske elementer, så går du ikke galt i byen med denne film.

Karakter: 8 ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar