All’s Faire In Love…

Udgivet den november 22, 2010 af Admin

All’s Faire In Love…
Film, USA, 2009, min.
Instr.: Scott Marshall
Medv.: Christina Ricci, Owen Benjamin, Matthew Lillard, Chris Wylde, Nadine Velazquez, m.fl.

Her har vi en skøn komedie der foregår på et middelaldermarked! Will er en college-elev som kun interesserer sig for sport, og er populær nok til at få sine lærere i andre fag til at skrive under på at han har været til stede ved undervisningen (hvilket han naturligvis ikke har) – med én undtagelse. Litteratur-læreren vil kun skrive under hvis Will deltager aktivt i et tre-ugers middelaldermarked (Renaissance Faire). Han har bestemt ikke lyst, men han er nu tvunget til at spille rollen som underdanig tjener for en gruppe adelige der går lidt for entusiastisk op i deres roller. Han møder heldigvis pigen Kate, en skuespiller som også (frivilligt) spiller rollen som tyende. Med på markedet er også en gruppe hekse, og alle figurerne går så meget op i deres roller, at man nogle gange er i tvivl om, hvorvidt de faktisk tror at de virkelig lever i renæssancen. Men det er jo en del af det sjove…

De adelige er i filmen hovedsageligt repræsenteret af den absolut forfærdelige Sir Rank, der er klædt ud så han ligner Shakespeare. Der er også en dronning og en (alkoholisk) prinsesse, som skaber store forviklinger. Efter mange ydmygelser fra Sir Ranks side lykkedes det selvfølgelig til sidst for Will og Kate at få ham ned med nakken. Komikken i filmen er meget fokuseret på det historiske, og også f.eks. på humoristiske anakronismer (som da Sir Rank bliver ringet op på mobilen midt sit lejr-telt og lige skal forklare et eller andet computer-relateret til en bekendt), og det virker faktisk helt vildt godt. Jeg undrer mig over at anakronistisk humor ikke er langt mere brugt i film generelt end tilfældet er, for det er i hvert fald noget som appellerer rigtig effektivt til mit ‘funny bone’.

Filmens instruktør er selv erklæret fan og med-arrangør af middelaldermarkeder, så der er tydelig kærlighed til konceptet at spore i hver eneste scene – især hvis man selv har oplevet sådanne markeder. Denne Renaissance Faire, afholdt i Boston, er dog i noget større skala end hvad man kan opleve under de danske himmelstrøg, hvilket jo bare gør det så meget sjovere at se, hvis man er interesseret i historie. Denne film kan på det varmeste anbefales til alle middelaldermarkeds-fans. Se den!

Karakter: 8 stjerner ud af 10 – næsten 9!

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Predators

Udgivet den november 21, 2010 af Admin

Predators
Film, USA, 2010, 106 min.
Instr.: Nimrod Antal
Medv.: Adrien Brody, Alice Braga, Danny Trejo, Topher Grace, Laurence Fishburne m.fl.

Så blev det tid til en længe ventet fortsættelse til de to Predatorfilm fra hhv. 1987 og 1990. Desværre har de valgt, ligesom Highlander 3, at lave en nær kopi af den første film, så effekten bliver at vi sidder og kigger på et totalt uoriginalt rip-off, endda med komplet ukarismatiske personer som vi intet kan føle for. Filmen er holdt i så seriøs og ‘realistisk’ en stil at vores ‘helte’ allesammen er usympatiske soldater-typer, som ingen seje one-liners kan presses ud af. Denne selvsamme fejlslagne selvhøjtidelighed har Predators efter min mening også tilfælles med Terminator: Salvation. Det bliver med andre ord endnu et indlæg i en ‘80er-franchise som ærgerligt nok overhovedet ikke formår at genfinde den rette type underholdningsværdi.

Vores soldater-typer er blevet droppet i en extra-terrestrial jungle, hvor de bliver jaget af predators. I denne jungle vokser der planter fra Jorden. De finder hurtigt ud af at de befinder sig i et ‘vildtreservat’, men vi får ikke at vide om alle reservatets planter og dyr er hentet fra Jorden. Hvis det er tilfældet, så skulle man nemlig tro at reservatet bruges eksklusivt til at jage bytte. Men predator’erne er samtidig involveret i en fejde mellem to predator-racer, og det nævnes/spekuleres i filmen at dette er deres egen habitat. Med planter fra Jorden?! It doesn’t make sense. Vi får simpelthen ikke nok information til at vide hvorvidt universet, og dermed historien, er sat ordentligt sammen. Der er alt for mange ubesvarede spørgsmål, og filmen er også for dårlig til at vi gider bekymre os noget videre om det.

En af de ting som lykkedes for den originale Predator-film, var at formidle hovedpersonernes følelse af frygt mens de bliver jaget af predatoren. Dét lykkes slet ikke i 2010-udgaven, for personerne er ganske enkelt ikke levende for publikum. Desuden er Nimrod Antal desværre langt fra at være ligeså god en instruktør som John McTiernan, som også instruerede Die Hard (1988) og Last Action Hero (1993).

Predator-universet indeholder potentielt interessante detaljer, men dem der har lavet denne film, er ikke interesseret i disse, men kun i uspændende, kommerciel vold for dens egen skyld. F.eks. er der intet om de trofæer som predator’erne nu og da giver menneskerne hvis det lykkes dem at dræbe en predator (som man ser i Predator 2 og i flere af tegneserierne). Der er en enkelt direkte reference til den første Predator-film, men underligt nok ikke nogen til Predator 2. Når man sammenholder handlingsdetaljerne med de to meget dårlige Aliens vs. Predator-film, står det også klart at der ikke er nogen større bagvedliggende vision for disse films univers, som således desværre næppe længere står til at redde fra inkompetent inkonsekvens.

Sci-fi-elementerne er generelt dårligt lavede eller groft underspillede. Da hovedpersonerne første gang ser et kosmisk panorama på himlen og indser at de er på en fremmed planet, har de allerede haft klar himmel over sig og bemærket at solen ikke bevægede sig (hvilket jo betyder at den planet, de er på, enten har bunden rotation omkring sin moderstjerne eller roterer ekstremt langsomt), men da var der bare ikke noget kosmisk panorama (??). Det er selvfølgelig muligt at planeten i mellemtiden bevægede sig tættere på sine himmellegeme-naboer (som inkluderer mindst én Jupiter-lignende gaskæmpe, hvilket tyder på at de befinder sig på en af dennes måner, men i så fald ville solen vel ikke stå stille ovenover?!), men det skulle i så fald have været forklaret. Også mulighederne for at komme væk fra planeten burde have været udforsket lidt mere. Som det er ligner det bare et luddovent (eller alternativt et hensynsløst massakreret) manuskript, og filmen må generelt kaldes en stor, stor skuffelse. Æv.

Karakter: 3 stjerner ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Solomon Kane

Udgivet den november 20, 2010 af Admin

Solomon Kane
USA, 2009, 104 min.
Instr.: Michael J. Bassett
Medv.: James Purefoy, Max von
Sydow, Samuel Rouking, Rachel
Hurd-Wood m.fl.

Robert E. Howard er mest kendt for at have skabt Conan the Barbarian, men han skabte mange andre helte. En af de mest kendte er den puritanske helt Solomon Kane fra, som omkring år 1600 er på eventyr rundt omkring i verden. Ham er der nu er kommet en film ud af.

I begyndelsen er Kane en brutal fribytter for Dronning Elizabeth I. Under et plyndingstogt i Nordafrika bliver han konfronteret med den dæmoniske Devil’s Reaper, som er kommet for at høste hans sjæl for Satan. Det lykkedes Kane at undslippe og komme hjem til England, hvor han går bodsgang i kloster og får tatoveret en masse religiøse symboler på kroppen som forsvar mod dæmonen. Abbeden på klosteret får overbevist Kane om at han skal søge ud i verden igen, og så starter den egentlige handling.

Kane har forsværget vold, så han bliver et let bytte for en trio landevejsrøvere, der efterlader ham hårdt såret. Her bliver han fundet af en puritansk familie, der tager sig af ham og giver ham det sorte tøj og den bredskyggede hat, man kender fra Howards noveller og de tegneserier, Marvel lavede på basis af dem. Familien bliver overfaldet af en hærgende bande ledet af den onde troldmand Malachi, og de bliver alle myrdet bortset fra datteren Meredith, som Kane nærer stor sympati (og måske lidt mere) for. Den døende familiefar fortæller Kane, at hvis han kan få befriet Meredith, vil hans sjæl blive frelst, og så bliver Kane til en Guds hævner. Jagten på Meredith og Malachi bringer ham tilbage til hans barndoms Devon, hvor vi får hans oprindelse at kende – selvfølgelig en oprindelse der er flettet ind i det overordnede plot.

Filmens historie er ikke baseret på nogen af Howards noveller, og det kristne element fylder mere end i de historier jeg har læst (i tegneserieform). En scene hvor Solomon Kane bliver korsfæstet, men overlever, kan tolkes som en tyk Kristus-reference, men det er også tænkeligt at scenen er baseret på en lignende – og totalt areligiøs – scene i Conan- historien “And a Witch Shall be Born”.

Historien er relativt simpel og byder ikke på de store overraskelser, men den er dramatisk og spændende fortalt, så underholdningsniveauet er fint.

Det bedste ved filmen er den ekstremt flotte billedside. Der bliver gjort god brug af lys og skygge og dramatiske billedvinkler, og det medvirker til at gøre den historiske ramme larger than life og mere fantasyagtig. Skuespillerne udfylder udmærket deres roller, uden der dog er tale om nogen pragtpræstationer, heller ikke fra James Purefoy, der dog fysisk udfylder rollen som Kane ganske godt.

Solomon Kane er tænkt som den første af en filmtrilogi. Filmen er vist ikke blevet den helt store succes – herhjemme er den fx kun blevet vist på CPH PIX – så tiden må vise om der bliver flere film i serien.

Anmeldet af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.25

”Keep your filthy pagan magic away from me!”

Plottet i Solomon Kane er så simpelt som type-castingen af Max von Sydow som den gamle far på tronen, er det. Han har sgu spillet den rolle siden Barbaren Conan i starten af ‘80’erne!

Solomon Kane er en ekspirat der prøver at slå sig til nogle pilgrimme for at få tilgivelse for sine forbrydelser. I ‘dark fantasy’ holder sympatiske pilgrimme selvfølgelig ikke 5 minutter, så Kane er hurtigt ude for at få hævn og for at skulle redde bønderfolket i en øde egn af England, fra en troldfyrste i bedste ‘Big Bad’-stil – men selvfølgelig skal han kæmpe sig igennem en maskeret Darth Vader-type først. Fordi hans navn er ‘Kane’, og fordi Gud er allestedsnærværende i den tommetykke gammeltestamentlige symbolik, hugger han sig hurtigere igennem de slemme fyr, end en israelit igennem filistre. Så meget for plottet. Hvad æstetikken angår, kan det blot konstateres at fordi det er England, har alle undtagen Solomon Kane selv, samt en ung pige, elendige tænder. Derudover regner det selvfølgelig altid.

Dét der hæver filmen over alle fantasy-film for voksne nogensinde, er Solomon Kane selv. I modsætning til alle andre hæse antihelte à la Punisher, får vi ham at se i aktion som et gigantisk røvhul først, og det gør at han ikke bare skal vinde de øvrige hovedpersoners (og Guds) tilgivelse – men også publikums. Det gør virkelig en stor forskel, meget større end det er muligt at beskrive på papir. Det er et lysende eksempel på at instruktøren har taget ”show, don’t tell” til sig, og det vil forhåbentlig blive husket, selv nu hvor fantasy-film er blevet mainstream i forfærdeligste forstand.

Anmeldet af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Demons Underground

Udgivet den november 19, 2010 af Admin

Demons Underground
(The Burrowers)
Western/gyser
USA 2008, 96 min.
Sprog: Engelsk/fransk/diverse
indianske sprog
Instr. J. T. Petty

En amerikansk western-gyser uden irriterende teenagers og med Clancy Brown af Highlander-fame som cowboy. Wow. Bare wow.

Mærkelige, menneskeædende væsener truer nybyggerne på indianer-krigenes tid, og en gruppe cowboys må tage sig af det. Det første der er bemærkelsesværdigt,er at væsenerne godt nok trækker på ‘ghoul’-mytologien, som i Dungeons & Dragons (komplet med paralyserende kløer), men ikke bare er et knock-off af hulemænd som i The Descent. De er meget unikke, fordi de spiller på lighed med dyr, og derfor har underlige lemmer der stikker ud på en helt forkert måde.

Det andet der er bemærkelsesværdigt, er hvor mangesidigt indianer-krigene portrætteres. Nybyggerne har god grund til at være bange for indianerne. Nogle af dem er allierede der er gået med hvide for deres egen vindings skyld, og stammerne hader hinanden mere end nybyggerne. Både irere og sorte har noget at skulle bevise.

Det vilde vesten portrætteres virkeligt som udsat og øde, og det er let at føle sympati for alle siderne i den samme konflikt. Det er det perfekte setup til at en n’te part kan slå til, dræbe og få alle til at tro at det var de andre der gjorde det!

Det er dog sandt nok at selve indianer-krigene er så interessant portrætteret, at det næsten tager al opmærksomheden fra hvad der skulle være plottet. Alt i alt er det virkelig rart at se en amerikansk film der bygger på styrkerne i en sammensat befolkning med hver deres synsvinkel, på forskellige mytologier, og udnytter det nordamerikanske kontinents fantastiske landskaber. Det er ærkeamerikansk på den gode måde.

Det eneste der virkeligt trækker ned, er en irriterende Custerklon, komplet med et fedtet overskæg båret af de racistiske ‘høge’ i både Kingdom of Heaven og Arn.

Anmeldet af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Cargo

Udgivet den november 18, 2010 af Admin

Cargo
Schweiz 2009
Tysksproget, 112 min.
Science fiction / gyser
Instr.: Ivan Engler, Ralph Etter
Medv.: Anna-Katharina Schwabroh,
Martin Rapold, m.fl.

Schweiziske Cargo havde meget større ambitioner end Pandorum, men er meget værre. Det er mærkeligt endeligt at se en science fiction-film på et europæisk sprog, men alligevel uden nogen særligt europæisk vinkel. Alle skilte er på engelsk, og der er alligevel et vist multikultipræg over castet.

Plottet: Jorden er giftig, folk skal flyttes til en terraformet planet, men logistikken halter. Der er også terrorister løs. Hovedpersonen kan være ligeglad med alt dette, da hun skal på et fragtskib til en anden del af universet – men som seeren hurtigt regner ud, kommer det i spil alligevel. Som titlen antyder, er der nemlig noget helt galt fat med lasten.

Det er et plot der burde balancere fint: Der er både er terrorister på spil og et konspirationsplot, da regeringen/firmaet i filmen ikke har rent mel i posen. Det burde hæve filmen milevidt fra mainstream, hvor der bare er et monster løs og ikke så meget mere at komme efter, men filmen dvæler for meget ved kluntede klichéer såsom at vi meget ofte skal se skibet svævende rundt i rummet (som for at minde os om hvor det foregår), en umotiveret romance, og selvfølgelig irriterende personer der sniger sig ind på hinanden uden grund. Hvor hører sådan noget henne i en film der gerne vil ud til et mere intelligent publikum? Uheldigvis er der ikke så meget at tænke over. Det onde selskab er en alt for tydelig allegori over kirken, og hvad værre er, er deres plan et kolossalt spild af resurser, som ingen boardroom exec har kunnet godkende, med mindre det kun skulle være for at være mere ond. Dumt, rigtigt dumt.

Og så er der selvfølgelig den overtydelige pointe at Bader-Meinhof-gruppen gik for vidt, men at det ikke skulle betyde at alle venstre-ekstremister (eller som her: øko-terrorister) er galt afmarcherede. Det er noget af en antagelse at terrorister, som her i filmen, kan regulere sig selv. Selv hvis man er ræve-rød eller misundelses-grøn, er budskabet præsenteret for dårligt. En forspildt chance for europæisk film.

Anmeldet af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.25

Cargo er noget så sjældent som en schweizisk science fictionfilm, produceret af et lille hold filmfolk med et ganske ringe budget. Ikke desto mindre er det en meget fin lille film, hvor især det visuelle er meget gennemarbejdet og flot lavet. Historien er heller ikke forsømt. Vi befinder os i en fremtid (2267) hvor Jorden er så forurenet at selv folk fra den tredje verden er begyndt at flytte ud i de overfyldte rumbyer. Livet for de fleste er hårdt og trøstesløst, da ressourcerne er presset til det yderste, og en terrorist-organisation (‘maskinstormerne’) desuden er gået i gang med at sprænge nogle af rumbyerne i luften; men for folk med penge er der en vej ud: Den uspolerede planet Rhea er et paradis, som man kan købe sig til en plads på. Vores hovedperson er den unge læge Laura Portmann, som bliver ansat på et fragtrumskib som skal bringe udstyr til en rumstation i Oortskyen der skal opgraderes – det er en rejse på fire år hver vej. Laura er motiveret af pengene for jobbet; hendes drøm er nemlig at slutte sig til sin søster på Rhea. Med på turen er også en ‘sky marshall’, som skal beskytte skibet mod terrorister.

Da skibet næsten er nået til rumstationen, begynder der at ske underlige ting. Der er tilsyneladende en blind passager, som får dræbt nogle af besætningsmedlemmerne. Meget mere kan ikke afsløres uden at spoile handlingen, men det viser sig i bedste Matrix-stil at Rhea ikke er hvad den foregiver at være.

Jeg synes det er en meget fin film med et udmærket (omend ikke specielt originalt) progressivt budskab. Den har dog også nogle problemer. Den indeholder en del overlagte referencer til andre science fiction-film, hvilket i sig selv er helt fint, men f.eks. bliver besætningen i bedste Alien-stil lagt i dvale i de knap fire år rejsen til Oort-skyen varer. Skal man virkelig bruge et dvale-system til rejser inden for solsystemet? Og hvis det tager så lang tid blot at komme til Oortskyen, så kan man dels ikke rejse meget hurtigere end i dag, og dels virker det ikke troværdigt at man sågar skal kunne komme til andre solsystemer (Rhea skal forestille at være 7-8 lysår væk) indenfor overskuelig tid. Desuden er der nogle uklare ting omkring et par af personernes samspil.

Disse fejl er ærgerlige, men ødelægger heldigvis ikke filmens basale budskab eller visuelle gennemførthed. Filmens trailer giver et lidt Alien-agtigt indtryk, men filmen er nu uden nogle særlige horror-elementer og faktisk ren science fiction, hvilket var en glædelig overraskelse for mig. Effektsmæssigt er rummiljøet utrolig imponerende og overbevisende lavet med mange gode detaljer, og filmen er værd at se alene af den grund. Så det er en film som jeg varmt kan anbefale til science fiction-fans.

Den britiske DVD/Blu-Ray har til forskel fra den tyske engelske undertekster.

Karakter: 8 ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Pandorum

Udgivet den november 17, 2010 af Admin

Pandorum
Sci-fi/action/ ufrivillig komedie.
Tyskland/USA 2009
Engelsksproget, 108 min.
Instr.: Christian Alvert.
Medv.: Dennis Quaid, Antje Traue, Ben Foster, m.fl.

Uwe Boll og de italienske plagiat-filmmagere fra ‘70’erne har ikke levet forgæves. Det har Bader-Meinhof-gruppen åbenbart heller ikke.

Tyske Pandorum tager den italienske traditionen for at smække ét eller andet opkog sammen, og så få en afdanket engelsksproget skuespiller til at tage hovedrollen, i dette tilfælde Dennis Quaid.

Nogle besætningsmedlemmer vågner op på et skib fyldt med mutanter, som genbruger lydeffekterne fra The Descent. Det eneste tysk vi hører er “Keine Bewegung” og “Scheisse”, men retfærdighedsvis var det også det eneste jeg fik at høre da jeg var til rollespillet “Mythodea” i Hannover for et par år siden.

Så, er der overhovedet noget at komme efter? Faktisk, ja. For forklaringen på hvor mutanterne kommer fra, er virkelig opfindsom, og hvis man orker det, er det en velsignet, signet slutning. Så uoriginal som filmen end er, er det altid meget rart at den kan overraske en genrenørd, om det så kun er på målstregen.

Anmeldet af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Ulvevinter

Udgivet den november 16, 2010 af Admin

Ulvevinter
Rollespil af Bjarne Sinkjær
Rollespilsforlaget 2010
56 sider A4, 125 kr.

De fleste danske rollespillere bruger engelsksprogede spilleregler, men der er alligevel gennem tiderne kommet et antal rollespil på dansk, både oversatte som Dungeons & Dragons og Drager og Dæmoner og rent danske spil som Viking, Fusion og LEF: Levende Eventyr og Fantasi. Det nyeste skud på stammen er så Ulvevinter, der er skrevet af rollespilsveteranen Bjarne Sinkjær og udgivet på hans eget nystartede forlag.

Ulvevinter er lanceret som ‘et rollespil for begyndere’ (som der står på forsiden) og henvender sig især til yngre spillere, selv om ældre spillere, der ikke gider alt for komplicerede regler, også kan have glæde af dem.

Bogen er delt ind i fire omtrent lige store dele: “Om reglerne”, “Om landet Tharos”, “Om venner og fjender” og “Fem eventyr”.

“Om reglerne” giver anvisninger til hvordan man laver en helt og hvordan spillet spilles. Helte (spillernes figurer) laves med et simpelt pointsystem: Først vælger man en race: menneske, dværg, elver, halvjætte eller halvlang (~ hobbit). Hver race giver nogle fordele og begrænsninger. Så fordeler man nogle tal mellem fire grundegenskaber: styrke, smidighed, viden og helbred. Herfra udledes tal for Liv (‘hit points’) og Mana (point til at kaste magi for, hvis man er magiker). Endelig vælger man en håndfuld færdigheder, som er specialiserede evner, for eksempel at bruge våben, lave magi eller at kunne snige sig. En erfaren rollespiller vil kunne lave en figur på fem minutter, og begyndere kan lade sig inspirere af en liste over almindelige professioner såsom jæger, pirat, tyv, osv

Reglerne er meget enkle. I de fleste tilfælde skal man rulle en 10-sidet terning og slå mindre eller lig med sin færdighed, så lykkedes det man prøver. Grundlæggende minder det en del om det gamle Drager og Dæmoner, men der er tilføjet nogle nye elementer, fx ‘Held’, som er nogle point, spillerne kan bruge i et eventyr til at slå terningsslag om eller undgå at tage skade. Der er tyve enkle trylleformularer, som ikke er mere komplicerede end at de kan beskrives på otte linjer eller mindre. Til sidst får man at vide hvordan helte bliver bedre med erfaring – også ret enkelt.

Uden selv at have prøvet at bruge reglerne til andet end at lave en figur, tror jeg de fungerer udmærket. Enkelte steder er der nogle uklare formuleringer, der kan så tvivl om hvordan en regel skal fortolkes, men det er næppe en katastrofe hvis man laver en anden fortolkning end den intenderede. Noget, som man måske kunne savne, er nogle gode råd til begyndende spilleledere.

“Om Tharos” beskriver verdenen til rollespillet og er nok den bedste del af spillet. Tharos er en stor ø (måske på størrelse med Storbritannien), delt ind i fem kongeriger. Til at begynde med får vi fortalt Tharos’ forhistorie og hvordan verden blev skabt (stærkt inspireret af nordisk mytologi), og derefter bliver hvert rige gennemgået med detaljer om de vigtigste byer, de vigtigste personer, nogle interessante steder, og hvordan forholdet er til de andre riger. Der er en masse brugbar information, men ikke en masse unødig udenomssnak. Forfatteren nævner ni steder på kortet, som han lover der ikke vil komme mere information om, og som spilledere derfor frit kan lave eventyr omkring. Det er service!

“Om venner og fjender” indeholder en kort beskrivelse af de typer væsner, heltene kan risikere at støde på under deres eventyr i Tharos. Her er både almindelige bønder, byvagter og pirater, vilde dyr, sagnvæsener og monstre. Der er tal på væsenernes kampevner og færdigheder, og flere monstre har særlige evner eller angreb.

Den sidste del indeholder fem korte eventyr, som en nystartet gruppe kan spille. Hvert eventyr er på omkring to sider med beskrivelser af de vigtigste begivenheder og steder (med små kort). Det virker som om eventyreneer lige til at gå i gang med, og der er et par råd til hvordan spillederen skal gribe det hele an. Bagest i bogen er der et farvekort over Tharos, et formatteret ark til at skrive sin helt ned, en oversigt over trylleformularerne. en prisliste over almindelige varer, og et indeks. Der er desuden mere materiale på hjemmesiden www.rollespilsforlaget.dk

Anmeldet af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Fantasy, Rollespil | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Harry Harrison: Efter stormen

Udgivet den november 16, 2010 af Admin

Novellesamling af Harry Harrison
Science Fiction Cirklen 2009, 220 sider

Science Fiction Cirklen har med deres bøger bl.a. sat sig for at præsentere forfatterskaber, som ellers ikke har været tilgængelige på dansk. I tilfældet Harry Harrison er dette dog ikke helt gældende, da der tidligere har været udgivet nogle få af hans bøger herhjemme. Det er dog ved at være længe siden, og på novellefronten er det yderst få der har været oversat, specielt taget i betragtning at det er et 50-årigt forfatterskab der er tale om. Harrison blev i 2009 tildelt den amerikanske science fictionforfatterforenings titel “Grand Master of Science Fiction”, hvilket er endnu en god grund til at denne bog passer godt ind i SFCs bogrække. Harrison har boet i mange lande, heriblandt Danmark, og han har også deltaget i flere cons på dansk jord, bl.a. Fabula 96, Fantasticon 2005 og Eurocon 2007.

Niels Dalgaard har udvalgt ti noveller til samlingen for at vise forskellige sider af forfatterskabet, hvilket gør at der er stor forskellighed i novellerne, men generelt kan man spore en skæv form for humor igennem dem, en humor som burde gøre sig godt i forhold til de danske læsere.

I “Redningsaktionen” finder nogle fiskere et udenjordisk væsen der er nødlandet. De får væsnet bjerget, og tager det med til deres hjem. Væsnet er tydeligvis såret, men de ved ikke hvordan de skal pleje det. Novellen skildrer fiskernes forsøg på både at forholde sig til det fremmede, men også til de ukendte problemer de står overfor.

I “En Forbrydelse” er verden blevet overbefolket, så der er nu indført en streng kvote for hvor mange børn et par må få. Overskrider man den grænse, er det op til en selv at sørge for at det ikke får befolkningstallet til at stige. Kan man ikke det, så er straffen døden til en af forældrene, da befolkningstallet derved samlet ikke er steget. Dette er en af de noveller hvor Harrisons skæve humor skinner klart igennem.

“Det sidste møde” er om et besøg på en planet på den anden side af galaksen, men dette behøver ikke betyde at det er en fremmed livsform man når ud til.

Science fiction behøver bestemt ikke finde sted i højteknologiske megabyer. I “Klippedykker” er det den arbejdende mand. Via en teknologi, der gør at man kan bevæge sig igennem andet materiale, bevæger klippedykkerne sig ind i bjerge for at lede efter mineraler. Dette er bestemt ikke ufarligt, for hvis udstyret svigter, så vil man materialisere sig inde i klippen, hvor ens celler vil være blandet med bjergets. Det er dog ikke nok at gøre fundet, man skal også sikre det imod andre dykkere.

Den afsluttende novelle, “Den endeløse nat gryr”, handler om døende verden. En dag kommer der et kraftigt lys på himmelen, og et stykke tid efter kommer et mægtigt brag og jorden skælver. Det der er sket, er sket langt væk, men får konsekvenser for alle. Mange er døde, bl.a. alle hannerne, der bar de æg der skulle sikre fremtidens generationer. Videnskabsfolkene ved ikke hvad de skal gøre, for pludselig er de ladt tilbage med de kløer og tænder arten havde med sig da de millioner af år tidligere kravlede op af vandet. Dette er en alternativ fortælling om da dinosaurerne uddøde.

Novellerne er meget varierede, og uden at kende særligt meget mere til forfatterskabet, vil jeg tro at man kommer godt rundt i det med denne bog. Genpræsentationen af Harrisons forfatterskab på det danske marked er velvalgt, for det er ikke uden grund han har fået titlen som stormester.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Guillermo Del Toro & Chuck Hogan: Blod

Udgivet den november 16, 2010 af Admin

Roman af Guillermo Del Toro & Chuck Hogan
Forlaget Hr. Ferdinand
2010, 420 sider

Tidens bestsellermonster er vampyren, og der udgives et hav af bøger og film, hvor vampyrmyten fortælles på forskellige måder (Twillight, True Blood, Vampire Diaries m.fl.). Mange af de bøger der udgives for tiden, er inden for genren ‘Paranormal Romance’, hvor vampyrerne er fascinerende og følsomme væsner, som unge kvinder og mænd falder for, og de kæmper med de problemer deres tilstand giver i forhold til at elske et menneske. Romanen Blod er bl.a. skrevet af filminstruktøren Guillermo Del Toro som bedst er kendt for filmene Pans Labyrint og Hellboy. Med den baggrund er det ikke Paranomal Romance der er lagt op til, men nærmere en ny vinkel på vampyrmyten.

I lufthavnen JFK lander et fly, som det er sket så mange gange før. Efter at det har holdt kort på landingsbanen, slukkes alt strøm i flyet, og alt kontakt mistes til besætningen ombord. Katastrofeberedskabet sættes i gang, og da man frygter en biologisk trussel, tilkaldes Eph Goodweather og hans team fra Canary-projektet, et projekt der går ud på at identificere biologiske trusler. Da det endeligt lykkedes dem at trænge ind i flyet, er alle passagerer og besætningsmedlemmer umiddelbart døde, men der er ingen tegn på kamp, dødskramper eller panik. Folk har simpelthen blot lukket øjnene og er døde. Det viser sig dog at der er fire overlevende, men ingen af dem husker dog hvad der er sket. Da ligene undersøges, finder man ud af at de ikke opfører sig som ‘naturlige’ lig, der kommer bl.a. ingen blodansamlinger eller dødsstivhed. Gåden om hvad der er sket, bliver større og større, og da bagagerummene gennemgås, finder man en stor kiste, fyldt med jord, der ikke stod opført på bagagelisten. Eph kontaktes af den gamle jødiske mand Setrakian, der råder ham på det kraftigste til at undersøge ligene med UV-lys og efterfølgende destruere ligene, da der ellers vil udbryde en ny pest. Eph ser den gamle mand som værende tosset, men det viser sig snart at han burde have lyttet.

Ligene rejser sig om natten fra de døde, og på en blanding af ghoul-, zombie- og vampyrmanerer går de på jagt. De fire overlevende har bevaret noget mere forstand, men deres trang til jagt er ikke mindre, hvilket kommer til at gå ud over de nærmeste, familien og kæledyrene.

Eph og hans team må finde sammen med Setrakian om at finde en løsning på den trussel som menneskeheden står overfor. Setrakian har mødt vampyrtruslen før da han sad i KZ-lejr under Anden Verdenskrig. Dér benyttede en vampyr sig af at der var fri ‘buffet’ blandt de indsatte. Setrakian har nu brugt sit liv på at bekæmpe vampyrer, specielt en kaldet ‘Herren’, som var den han mødte i kz-lejren. Herren er en af de syv oprindelige vampyrer. Disse syv har delt verden iblandt sig. Tre holder til i den gamle verden (Europa), mens tre andre drog til den nye verden (da denne blev opdaget). En var utilregnelig og har altid gået sine egne vegne, og det er ham Setrakian mistænker der nu er på spil.

Bogen er bind 1 i en trilogi, og dette er derfor det bind hvor personerne skal præsenteres, og vi skal ledes ind på hvad det overordnede plot er. I Blod bliver vi godt præsenteret for bl.a. Eph og Setrakian, men også for rigmanden Parmer, som lader til at være ham der står bag at Herren er løs. Det bliver også kort antydet at de andre oprindelige vampyrer ikke er tilfredse med tingene som de udvikler sig og at de har tænkt sig at blande sig, og derudover bliver man som læser gjort godt og grundigt opmærksom på at menneskeheden står med et problem i forhold til disse væsner.

Den verden der bygges op, er således ikke den fantasiverden vi så i Pans Labyrint, det er mere den brutale verden som man i samme film så fra den spanske borgerkrig. Bogen er hverken den klassiske vampyrfortælling eller den populære romantiske vampyrfortælling, men nærmere i retning af de ghoul-vampyrer man så i I am Legend (uden yderligere at sammenligne med hverken bogen eller nogen af filmatiseringerne). Det ville også have skuffet mig noget hvis Del Toro ikke viste sin egen vinkel på den klassiske monsterfortælling, og det bliver spændende at følge de næste bind.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.25

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Catwoman

Udgivet den oktober 1, 2010 af Spritt

Instruktør: Pitof
Film, 2004, 104 min.
Medv.: Halle Berry, Sharon Stone, Benjamin Bratt, Lambert Wilson, m.fl.

Catwoman-filmen har haft hvad man i USA kalder dårligt ‘buzz’, altså et dårligt rygte, lige siden længe før den fik premiere. En hel del af dette skyldtes nok det ret latterlige (selv efter tegneseriestandarder) Catwoman-kostume, der blev afsløret i promo-materialet. Et sort læder-kostume med store rifter i bukserne, tilhørende pisk, og en maske med store, ganske idiotisk udseende katteører. Selv superheltefans krummede tæer og håbede, det var en joke. Da filmen så fik amerikansk premiere, gik det som alle havde forventet; det dårlige rygte var blevet til en selvopfyldende profeti, og mod en sådan inerti kæmper selv gode film forgæves.

Catwoman-filmen er bedre end sit rygte. Men en rigtig god film er det ikke. Det er dog en film som klarer at omgå publikums forventninger, idet det ikke er en historiedrevet film, men en stil-drevet film. Historien er halvkedelig og ligegyldig, men kameraets kælen for den underskønne Halle Berry, både i civil og i Catwoman-kostumet, udgør bestemt en betragtelig film oplevelse. Det handler om stil. Design. Bevægelse. Attitude. Endda frihed. Catwoman går sine egne veje og opgiver en romance med en politimand, fordi han simpelthen er for pæn; for god. Catwoman vil ikke bindes af lovlydighed, selvom hun heller ikke hører til skurkene. Ligesom en kat er hun drevet til at gøre hvad der passer hende. Impulsiv, naturlig, farlig. Som stilstudie betragtet er filmen således ganske vellykket. Man skal bare vide, hvad man går ind til.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 4

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar