Jack Kirbys Galactic Bounty Hunters

Jack Kirbys Galactic Bounty Hunters
Marvel Comics, Trade Paperback
Udviklet af Lisa Kirby, Michael Thibodeaux, Steve Robertson og Richard French fra et originalt koncept af Jack Kirby.
Tegninger af Michael Thibodeaux, Karl Kesel og Scott Hanna med Jack Kirby og Mike Royer.

Forældre til teenagere er ikke heroiske, spændende eller seje, de er bare forældre. Selv når man hedder Lisa Kirby og er datter af en af de største kunstnere nogensinde indenfor den amerikanske tegneserie. Jack Kirby var først og fremmest en far, måske en lidt anderledes far fordi han arbejdede hjemme. Selv ikke når hun nogen gange lidt skuffet måtte konstatere at nogen af hendes jævnaldrende helst ville hænge ud hjemme hos hende for at få en chance for at snige sig ned til faderens arbejdsværelse kunne hun se ham som andet end sin far.

Først da begge forældre var døde og hun stod overfor det betydelige job at skulle katalogisere sin fars efterladte tegninger begyndte hun at kunne skelne mellem faderen Kirby og kunstneren Kirby. Og heldigvis for os andre som ikke kan få nok af Jack Kirbys fantastiske kreationer. Blandt de efterladte tegninger var en gruppe som Kirby en gang havde skabt men aldrig brugt i en historie. Ideen var der, men da han først havde tegnet dem var det ikke lige hvad han havde brug for alligevel. Så de galaktiske dusørjægere fik lov til at samle støv blandt Kirbys efterladte tegninger indtil Lisa Kirby besluttede sig for at de var for gode til den skæbne.

Paradoksalt nok endte hun endda med at henvende sig til Marvel Comics for at høre om mulighederne for at udgive en serie baseret på de efterladte figurer. Marvel og familien Kirby har ikke altid været på lige god fod, uoverensstemmelserne fik ham til først at gå til hovedkonkurrenten DC og senere til animation og mindre uafhængige forlag. Men idag er Marvel Comics et meget anderledes firma end det der i sin tid vakte Kirbys vrede, og Joe Quesada og Tom Breevort havde forretningssans nok til at tilbyde fornuftige vilkår som betyder at der er tale om et samarbejde under Icon-linjen hvor familien Kirby bevarer rettighederne.

Mini-serien blev til i samarbejde med forfatteren Steve Robertson og tegneren Mike Thibodeaux med Karl Kesel som rentegner og de to sidstnævnte gør et godt job med at sikre at tegningerne fortsætter i mesterens fodspor.

Historien tager afsæt i Lisa Kirbys eget forhold til sin far, selv om det i historien er drengen Garret der udfylder hendes rolle. Garrets far Jack Berkley er en berømt forfatter af science fiction, men for Garret er han også symbolet på et kedeligt og begivenhedsløst liv, alt det man ikke ønsker sig når man er en ung og eventyrlysten mand.

Men Garret skal snart få kam til sine ungdommelige viltre lokker, for uden at vide det havner han midt i et gammelt opgør mellem øglevæsenet Ma Slugg med en ikke alt for opvakt søn og så en flok intergalaktiske dusørjægere.

Vi får masser af tju-bang i rummet og på fjerne planeter med omgivelser og personer der ser ud som om de sagtens kunne være stukket af fra et gammelt nummer af Fantastic Four eller Eternals, men også en lille dannelseshistorie om en søn der finder noget at respektere sin far for.

Ud over de seks numre som serien oprindeligt bestod af, har Marvel kastet alt inklusive køkkenvasken, hvis man har sådan en i et rumskib, ind som ekstramateriale. Der er ekstra tegninger, interview med Lisa Kirby og de øvrige serieskabere, en snak med Kirbys biograf Mark Evannier og artikler om flere andre projekter med relation til Kirby, blandt andets Marvels arbejde med at genskabe det “forsvundne” Fantastic Four #103.

Denne trade paperback er kort sagt et must have for fans af Jack Kirby og et udmærket køb for de som godt kan lide deres science fiction mere over i space-opera kategorien end i den hårde videnskabelige afdeling.

Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Essential Captain Marvel #1

Essential Captain Marvel #1
Tegneserie af Stan Lee, Roy Thomas, Arnold Drake m.fl.
Marvel Comics 512 s, $16,99

Captain Marvel var den sidste superhelt som Stan Lee skabte inden han helt og holdent gik over til at være redaktør af Marvel. Lee skrev kun en enkelt historie med Kaptajnen, og siden har han levet en stedmoderlig tilværelse med hastigt skiftende forfattere og tegnere og få stabile perioder med sit eget magasin. Tegneren og forfatteren Jim Starlin endte med at slå Captain Marvel ihjel, og siden har adskillige andre Marvel-figurer båret titlen, blandt andet Kaptajnens egen søn.

Nu er de tidligste historier med Captain Marvel blevet genoptrukket i Marvels Essential-serie, billige genoptryk i sort-hvidt af tidlige Marvel-serier på dårligt papir . Til gengæld får man også ganske meget for pengene – mere end 500 sider for 136 kr.!

Captain Marvel begyndte sin karriere som Kaptajn Mar-Vell fra den udenjordiske race Kree (en af Marvels længst etablerede udenjordiske folkeslag). Et rumskib under kommando af Oberst Yon- Rogg er blevet beordret til at studere Jorden for at afgøre om planeten kan være en trussel mod Kree-imperiet. Mar-vell får til opgave at gå undercover forklædt som jordboer; en opgave der bliver gjort sværere af at han ikke kan indånde Jordens atmosfære uden at tage en særlig medicin hver time. Som om det ikke er besvær nok, prøver Yon-Rogg at få Mar-vell sat i miskredit eller ligefrem slået ihjel fordi han begærer Mar-Vells elskede Una.

Mar-vell har ingen egentlige superevner bortset fra en let overmenneskelig styrke, men til gengæld er han udstyret med alt muligt højteknologisk udstyr, blandt andet et raketbælte og en strålepistol med et utal af funktioner. Han overtager identiteten af den jordiske raketforsker Walter Lawson, der bliver slået ihjel i Yon-Roggs første mislykkede forsøg på at slå Mar-Vell ihjel. Derved får han adgang til en raketbase, hvis sikkerhedschef er den smukke Carol Danvers (der langt senere får superevner under navnet Ms. Marvel m.fl.). Hans tid går med at bekæmpe forskellige trusler mod raketbasen og det omliggende område, nogle skabt af Yon-Rogg, nogle fra andre kilder. Blandt andet viser det sig at Lawson var indblandet i nogle meget mærkelige affærer. Som historien skrider frem, får Mar-Vell mere og mere sympati for jordboerne, og der kommer også et egentligt opgør med Yon-Rogg.

Det er en ret blandet forsamling der laver historierne. De første seks episoder er tegnet af Gene Colan og (pånær den første) skrevet af Roy Thomas. Så følger otte episoder skrevet af Arnold Drake og tegnet af først Don Heck, dernæst Dick Ayers. Gary Friedrich skriver tre episoder med to forskellige tegnere, hvorefter Archie Goodwin skriver en enkelt episode tegnet af Don Heck. De sidste fem episoder i samlingen er skrevet af Roy Thomas og tegnet af Gil Kane. Som ekstramateriale er der en samtidig Captain Marvel-satire skrevet af Thomas og tegnet af Colan, samt Colans (meget flotte) blyants-layouts til en tidlig episode.

I de tidlige historier har Captain Marvel en hvid og grøn dragt med finnet hjelm og et Saturn-lignende symbol på brystet. Åbenbart har det kostyme ikke virket sexet nok, for lige inden Roy Thomas’ anden periode på serien bliver dragten totalt redesignet til den mere kendte rød-blå udgave med gul stjerne på brystet. Denne udgave af Captain Marvel bliver også hurtigt udstyret med ‘rigtige’ superevner og et makkerskab med teenageren Rick Jones, der tidligere havde været sidekick for både Hulk og Captain America. Det virker som et forsøg på at give figuren ny popularitet ved at gøre ham mere traditionel, men det lykkedes ikke. Serien gik snart ind igen.

Jeg fandt de tidlige episoder af Lee og Thomas overraskende vellykkede i forhold til hvad jeg havde hørt. De første af Drakes historier er også udmærkede, men ender i noget rod, som ikke bliver gjort bedre af Friedrichs mellemkomst. Roy Thomas’ revamp fungerer til gengæld ganske udmærket, godt hjulpet på vej af Gil Kanes meget dynamiske tegninger. Kanes tegninger er nok de bedste i samlingen, men også Gene Colans tegninger er dynamiske og stemningsfulde. Don Heck gør det også meget godt, men de øvrige tegnere er ret middelmådige (bortset fra en enkelt episode tegnet af Tom Sutton). Som tidligere nævnt er papiret ikke af bedste kvalitet, men trykket står skarpt.

Alt i alt følte jeg at pengene var godt givet ud for denne samling, men Captain Marvel har også altid stået mit hjerte nær – nok mest på grund af Jim Starlins historier, som vi sikkert får set i samling #2.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Linda Medley: Castle Waiting

Castle Waiting
Tegneserie af Linda Medley
Fantagraphics, 2006
460 s (hardcover), $29.95

Castle Waiting er tegneserieskaberen Linda Medleys livsværk. Serien startede i 1996 med en prolog, The Curse of Brambly Hedge, og siden er fulgt en række hæfter og et par samlinger. Medley udgav oprindeligt selv serien, men stoppede i 2001 på grund af for dårligt salg, hvorefter hun blandt andet tegnede Books of Fairie for DCs Vertigo. I 2005 opfordrede forlaget Fantagraphics Linda Medley til at genoptage serien, og den første nye udgivelse blev denne tykke samling i flot bogformat af alle de hidtil udgivne historier.

Castle Waiting foregår i den verden, vi kender fra klassiske eventyr og børnerim som Tornerose, Den Bestøvlede Kat, Simple Simon m.fl. – men så alligevel ikke helt. Udgangspunktet er Tornerose, og prologen The Curse of Brambly Hedge genfortæller denne historie i en noget anderledes udgave, som ender med at den genopvækkede Tornerose forlader sit hjemlige slot, der efterfølgende affolkes og under navnet Castle Waiting ender som et tilholdssted for skæve eksistenser på flugt fra grumme fjender eller bare et lidt for hektisk liv. En af flygtningene er Lady Jain, der flygter fra en voldelig ægtemand, gravid med en anden mands barn. Starten af hovedhistorien handler om hendes begivenhedsrige færd mod Castle Waiting og hvordan hun bliver modtaget dér. I løbet af historien bliver man præsenteret for baggrunden af de andre beboere på og omkring slottet, og den sidste tredjedel fortæller forhistorien for en af dem, den excentriske nonne Sister Peace.

Castle Waiting er ikke nogen actionserie, og de episoder med alvorligt drama, der er, er fortalt i afdæmpet tempo og tone. Først og fremmest er serien finurlig, lun og nærmest hyggelig. Man kan ikke lade være med at holde af seriens figurer og føle for deres små og store problemer. Historien bliver godt båret af Linda Medleys flotte sort-hvide tegninger, der er inspireret af klassiske illustratorer med Arthur Rackam som hovedinspiration. Billederne er holdt i en enkel streg, men er fyldt med finurlige detaljer og troværdige middelalderinteriører og -eksteriører. Det er en eventyrverden, så Castle Waiting er fyldt med nisser, alfer, dæmoner, hekse, dyremennesker, nøkker og endda en hobbit eller to. Man kan dog kigge langt efter lynkilekastende troldmænd, magiske sværd og ildsprudende drager – den slags billige effekter hører ikke hjemme i seriens univers, der rammer en svær balance mellem drømmende sværmeri, absurde optrin og nede- på-jorden hverdag. Serien er blevet kaldt feministisk, fordi et centralt tema er kvinders frigørelse fra dårlige ægtemænd, men der er også stærke og positive mandlige skikkelser, og jeg synes slet ikke feminismen tager overhånd. Denne samling er i øvrigt blevet nomineret til flere priser i USA og (i den franske udgave) Frankrig.

Jeg selv er blevet så grebet af serien, at jeg købte denne samling selvom jeg allerede havde det meste af indholdet i forvejen. Castle Waiting er klart anbefalelsesværdig, men er nok ikke noget for alle – omend alle burde give den en chance. Jeg venter selv spændt på næste samling.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Annihilation book 1-3

Annihilation book 1-3
Marvel Comics 2007.
Keith Giffen m.fl.

Mens de danske udgivelser af Marvel comics valgte at fokusere udgivelserne omkring det store crossover Civil War, så kunne man i en anden del af Marvel universet følge hvordan en række helte blev genopdaget i en begivenhed der …

Man kan sige at Marvels kosmiske univers har været på retur i årevis, ligesom science fictiongenren generelt er blevet et fy-ord i Hollywood, så Marvels fokus har også mere været på de jordnære helte og de politiske undertoner som heltene her på jorden kunne generere.

Figurer som Silver Surfer, Dr. Strange og Adam Warlock blev især båret frem af tresser-ånden hvor man så dybere filosofiske sandheder bag figurernes kamp mod kosmiske entiteter som Eternity, Infinity, Death og så videre. Jim Starlin var mesteren i disse store kosmiske historier, men hvordan gør man den slags historier vedkommende for en ny generation af selvbevidste og selvoptagede unge mennesker.

For Keiht Giffen var recepten tilsyneladende ganske enkel – man sender en af dem ud midt i det hele. Ideen er ikke original, vi har set det før med placeringen af Rick Jones midt i Kree-Skrull krigen og hos X-Men har vi haft både Kitty Pryde og Jubilee som junior medlemmer der kunne give stemme til de yngre læsere. Men trods det kan jeg ikke lade være med at synes at Keith Giffens brug af den 11-årige Cammi i Annihilation er lidt af en genistreg.

Modsat Kitty Pryde har hun aldrig gået i flinkeskolen, og modsag Jubilee behøver hun ikke snakke hele tiden, men når hun endelig åbner munden er det både respektløst og morsomt. Hun er typen der ansigt til ansigt med Galactus sikkert ville spørge hvorfor han går rundt med sådan en åndssvag hat på. Kort sagt en charmerende møgunge man ikke kan lade være med at holde af.

Trods sin unge alder og en opvækst i en udørk af en by ved navn Coot’s Bluff så er hun velbevandret i verden gennem stakkevis af science fiction-film og serier hun har set på TV, så selv om hun ikke er mere end halvanden rulle kiks høj i sine Doc Martens, så er hun parat til at begive sig ud i universet iført ikke andet end en vindjakke og en strikhue som begge ser ud til at komme fra et genbrugslager.

Hendes ven Dex deler ikke helt hendes mod, eller hendes ønske om at se noget andet end det dybt kedelige hul de er vokset op i. Det første møde med væsener fra rummet bliver afgørende for hvor hver deres vej vil gå. Han skifter hurtigt til gule underbukser, mens hun adopterer Drax the Destroyer som sin personlige ejendom. På den måde ligner hun måske mere Rose Tyler i Dr. Who, selv om hun måske ikke umiddelbart har nogen fysisk lighed med Bilie Piper.

Drax er en af de helte der får en ansigtsløftning i Annihilation. Tidligere var han i mine øjne en lettere komisk figur med fjollet kostume og et alt for stort hovede. I sin nye inkarnation ligner han mere en grøn udgave af Vin Diesel i Chronicles of Riddick.

En anden figur som får en tiltrængt opfriskning er Super-skrull. Da jeg læste om planen om at bruge ham som en del af historien var jeg skeptisk, for når alt kommer til alt, så taler vi om en fyr der på trods af at han har endnu bedre kræfter end Fantastic Four stadigt ender med at få høvl. Men ved at fokusere mindre på hans kræfter og mere på hans personlighed lykkes det at få en rigtig god historie frem om lederskab og heltemod. Ikke den pæne legendariske form for heltemod, men den ubehagelige, sammenbidte form hvor ubehagelige og knapt så komfortable valg må træffes fordi alternativet er værre.

Overfor disse og mange flere af Marvels klassiske helte står Annihilus og hans bølge af insektlignende væsener. En sand græshoppesværm af død og ødelæggelse som uden varsel kommer ud af den negative zone og kun efterlader ruiner i sit kølvand.

Det er ikke de psykologiske indre konflikter der er i højsædet her, men nogle meget virkelige fysiske konflikter som efterlader rummet fyldt med vragdele og døde soldater når Nova-korpsets hjemverden og senere Skrull imperiet rammes af invasionens destruktive bølge.

Om det skyldes at serien er et produkt af en post-9/11 verden hvor USA er i krig eller om det bare er fraværet af Comics Code ved jeg ikke, men forskellen fra kampene mod Thanos i Infinity Guantlet og Infinity War som nærmest er en form for kosmisk kammerspil og så frem til Annihilations mere udpenslede slagscener er slående. Begge måder har deres styrker, men det er interessant at Marvel tør bevæge sig ud i noget anderledes.

Og så har jeg slet ikke nævnt de øvrige historier, Silver Surfer tilbage i en anden rolle, Richard Ryder som den eneste overlevende af Nova korpset, Ronan the accuser, barsk og sammenbidt i en historie der bringer både western-film og gamle numre af Heavy Metal i erindring. Og selvfølgeligt ikke nogen kosmisk historie uden Thanos eller Galactus, hver med deres egen agenda.

Selv om Annihilation handler om at genopfinde de klassiske kosmiske figurer hos Marvel, så er serien stadig tro overfor det fundament serien bygger videre på, for eksempel optræder der en Kree efterretningsofficer ved navn Star- Lyn, og takket være jordboerne i serien må resten af galaksen lettere undrende høre på spredte referencer til Star Wars.

Er man blevet nysgerrig overfor de gamle helte og hvor de kommer fra er det så heldigt at The Infinity Gauntlet og Infinity War stadig kan købes i trade paperback, og Marvel har valgt at genudgive oprindelseshistorierne i en Annihilation Classic hardcover udgave.

Hvis man derimod gerne vil se om Annihilation bare var en enlig svale, så er der Annihilation: Conquest som er samlet i to bind med absolut værdige efterfølgere til den oprindelige historie. Personligt havde jeg mine tvivl om at det kunne lykkes at finde en ny fare der kunne toppe Annihilus og hans tropper og at det ville være svært at synes om Rocket Raccoon, men begge dele lykkes faktisk. Så jeg står klar igen med tegnebogen fremme når Marvel begynder at samle de næste historier om Guardians of the Galaxy.

Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Barry Malzberg: Breakfast in the Ruins

Breakfast in the Ruins
Barry Malzberg
Artikler, Baen 2007

Barry Mallzberg er af de relativt anonyme science fictionforfattere som har været med i årevis, men som ikke er særlig kendt udenfor inderciklen af science fiction-fans. Han er kendt for at være noget af et brokkehoved, og her kan man så sikre sig en hel mursten fyldt med brok. Der er tale om en opdateret udgave af The Engines of the Night fra 1982. Den del af bogen, som er direkte genoptryk af den gamle udgave, giver et ganske interessant indblik i hvordan en science fictionforfatter i USA anno ca. 1980 tænker. Hvorfor i alverden er han blevet science fiction-forfatter, når det er sådan et skodjob? Det er noget med et ideal om at være med til at skabe noget enestående, som i tidens løb er blevet så udvasket at det knapt kan ses mere. Men en gang science fictionforfatter, altid science fictionforfatter. Selv om man skal kæmpe mod faldende salg, markedets krav til hvad man kan og ikke kan skrive, manglende anerkendelse for ens slid og fristelsen til bare at skrive fantasy ligesom mange af de andre. Og så er der hele persongalleriet: Leinster, Kuttner, Silverberg, Sturgeon, Campbell og en lang række andre, både kendte og glemte.

Hvor The Engines of the Night virker som et sammenhængende portræt af en genre, dens forfattere og dens historie, virker resten af Breakfast in the Ruins mindre sammenhængende og ujævn. Hvor Engines udgør første del af bogen, er resten delt op i en del to med blandede artikler og del tre med forfatterportrætter. Del to kunne have været fraklip fra Engines, på nær at de er skrevet nogle år senere, men ellers synes jeg ikke de tilføjer noget væsentligt. Men forfatterportrætterne i del tre er for det meste ganske interessante. Hvor del to kunne kaldes fraklip, kunne del tre kaldes bonusmateriale. Breakfast indeholder også en slags selvportræt af Malzberg, i form af to historier om en science fiction forfatter kaldet Ruthven, den ene historie skrevet til Engines og den anden nyskrevet til Breakfast. Ganske underholdende.

Breakfast in the Ruins kan anbefales, hvis man interesserer sig for science fiction-genren og dens historie. Orker man ikke at læse hele murstenen, kan man sagtens springe lidt omkring i den.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Bøger, Faglitteratur, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Dennis Jürgensen: Dæmonen i hælene

Dæmonen i hælene
Dennis Jürgensen
Tellerup 2007, 150 sider

Det er ved at være længe siden der er udkommet et bind i Dennis Jürgensens Black Horror-serie. De første tre bind (Monsteret i kælderen, Uhyret i brønden og den Cthulhuide Tingen i cellen fra henholdsvis 1994, 1998 og 1992) havde alle noget dæmonisk over deres handling, mens det i 2007- bogen allerede giver sig til kende i titlen Dæmonen i hælene. Det eneste der egentligt binder bøgerne sammen er genren og omslagsdesignet.

Rune står en dag i køen i supermarkedet, og overhører en mærkelig telefonsamtale som den unge mand foran ham har. Den unge mand glemmer sin mobiltelefon i butikken, og Rune samler den op. Han husker ikke at have taget den med sig hjem, men han begynder at få underlige opkald på den, fra en kvinde der sige hun er blevet væk. Ikke bare som i faret vild, men som blevet væk fra denne verden. Rune opdager at flere folk begynder at forsvinde rundt om ham, og når de bliver væk forsvinder alle spor af at de nogen sinde har eksisteret. Han finder sammen med Betina der leder efter sin veninde. Sammen finder de tegn på at nogle væsner forklædt som mennesker i lange grå jakker fjerner folk fra denne verden, som om de er ved at overtage denne verden.

Af en eller anden grund virker det til at disse væsner ikke kan røre Rune, eller også bruger de ham i deres planer.

Bogen er en hurtigt læst horrorfortælling, og den er nok mere at sammenligne med en lang novelle, end med en roman. Denne form gør også at den lettere formår at opbygge, og opretholde den spænding og usikkerhed hos læseren som en ordentlig gyser bør. Man bliver hurtigt klar over i hvilken form dæmonerne i bogen viser sig, men hvilket mål de søger, og hvorfor Rune ser ud til at være fredet, står først til sidst klart for læseren.

Dennis Jürgensen har gjort sig i mange genrer som ungdomsbøger, krimier, science fiction og fantasy. Han har også skrevet flere bøger der nok nærmest ville kunne kaldes horrorkomedier, men med Dæmonen i hælene har han endnu engang skrevet rendyrket horror.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Zombie: Hell On Earth

Zombie: Hell On Earth
Film, Italien, 1988, 95 min.
Instr.: Lucio Fulci, Bruno Mattei & Claudio Fragasso
Medvrk.: Deran Sarafian, Beatrice Ring, Ulli Reinthaler, and a Philippino cast of thousands.
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)

Another World Entertainment er i færd med at sende hele serier af mere eller mindre klassiske sci-fi, horror- og andre trash-film ud på det danske marked, og Zombie: Hell On Earth er nr. 5 i deres Zombie- serie. Lige et ord om filmens titel. Skal du slå denne film op på IMDb, så søg på dens italienske (og amr.) titel Zombi 3. Og hold nu tungen lige i munden: Filmen blev, yderst odiøst, lanceret som efterfølgeren til Fulci’s noget mere vellykkede Zombi 2 (1979 – dansk: Rædslernes Grønne Ø), som fik sin titel ved at referere til George Romero’s Dawn of the Dead (1978) – den hed nemlig Zombi i Italien. Zombi 2 hed i USA blot Zombie, og i England Zombie Flesh Eaters, så Zombi 3 – den film vi anmelder herunder – har derfor også den britiske titel Zombie Flesh Eaters 2! Hvorfor den nu lanceres i Danmark/Skandinavien under titlen Zombie: Hell On Earth, well, dén høne må du plukke med distributøren! Et kvalificeret gæt: Sikkert fordi de ikke vil have at den skal virke som en del af en serie. Men – den er jo nr. 5 i deres egen zombie-serie?! Nå, zombier og logik er ikke to ting der hører sammen…

Hvorom alting er så kan vi berolige de forvirrede med at Zombie: Hell On Earth ikke behøver at blive set som en del af en serie; dens forbindelser til andre – og generelt bedre – zombie-film er rent exploitativ. Zombie: Hell On Earth er en ultra-lavbudgets-film, optaget på Filippinerne, i nærheden af en amerikansk militærbase. Fulci fik aldrig færdiggjort den, så den blev fuldendt af de (meget, meget) dårligere instruktører Bruno Mattei og Claudio Fragasso – og dét kan mærkes.

Lad os starte med plottet, for så vidt det er muligt at snakke om et sådant. Zombie: Hell On Earth (1988) tager sit udgangspunkt i et plot-element fra Return of the Living Dead (1985), hvor en zombie brændes, så zombie-virussen slipper ud i atmosfæren i aske-form, og begynder at inficere fugl, folk og fæ. Dette plot-element er i Zombie: Hell On Earth tilsyneladende ment som en igangsætter for en form for miljø-budskab – et tegn på at Fulci ønskede at piske lidt mening i filmene, ligesom hos Romero – men der er desværre ikke skyggen af symbolik eller budskab i resten af filmen, sandsynligvis fordi den blev færdiggjort af (endnu) ringere instruktører. Der var selvfølgelig ikke megen mening med Zombi 2 heller, men den havde dog visse kvaliteter, såsom at hovedpersonerne var relativt sympatiske, havde motiver og opførte sig stort set som man nok selv ville gøre i samme situation. Den havde anstændig instruktion, en rigtig god undervandsscene (en zombie mod en haj!), og der var gjort en hel del ud af effekterne. Zombie: Hell On Earth (”Zombi 3”) har ingen af disse kvaliteter, og er heller ikke en fortsættelse til Zombi 2. Den består udelukkende af en række elementære zombie-begivenheder, på baggrund af et kvarthjertet præmis med en hemmelig, militærkontrolleret virus, som et hold videnskabsmænd (på Filippinerne…) arbejder på, og som går frygtelig galt. Tilsyneladende – og det er bare et gæt, vurderet ud fra filmens åbningsscene – er formålet med virussen at vække de døde til live, men den muterer, således at de levende mennesker, der inficeres, hurtigt bliver til morderiske zombier (der snakkes også om at zombierne spiser folk, men det ser man ikke; man ser dem kun være voldelige; hakke i folk og tankstationer med macheter; hive lemmerne af dem, og den slags).

Zombie-volden er fair men ikke ophidsende god, eller for den sags skyld ophidsende zombieagtig – med måske en enkelt undtagelse: Højde-(eller måske lav)- punktet er et zombie-hoved som flyver ud af et køleskab. Nyd denne scene mens den varer, for der kommer ikke flere af samme skuffe. Til gengæld foregår noget af volden og lemmeafrivningen svømmende i Filippinernes varme kilder, hvilket da er eksotisk. Derudover udgøres konflikten af spændingen mellem mil i – tærfolkene og holdet af videnskabsmænd, som på patetisk vis konstant mundhugges over hvem der bedst kan klare ærterne – ligesom i Day of the Dead, men langt mere overfladisk. I baggrunden render der desuden en lille håndfuld unge mennesker rundt og forsøger at slippe fra zombierne, men samtlige personer er aldeles uden personlighed eller nærvær, man lærer dem overhovedet ikke at kende, og skuespillet er ikke blot vaklende, men konstant snublende og ligefrem grinagtigt. Næsten alle zombierne spilles af uforklareligt barfodede (?) filippinere, og det er paradoksalt nok dem, der gør det bedste stykke arbejde. Zombiernes udseende og skuespil er der ikke noget at udsætte på, men det er også noget nær det eneste positive man kan sige om denne film. Det er en decideret ”zombiesploitation”- film, som kun er udsendt for at tjene penge på zombie-films popularitet. Selv musikken er gyselig: Hver gang en zombie-kamp går i gang, starter der en glad ’80er-rytme som overhovedet ikke passer til situationen, og mindst af alt er skræmmende eller knugende (det lader til at være inspireret af de delvist lignende rytmer fra nogle scener i Day of the Dead, men dér er musikken faktisk rigtig sej og stemningsfuld og passer godt til scenerne) – men som da i det mindste kan fremkalde lidt hårdt tiltrængt latter. Zombiekampene er simpelthen instrueret som action-scener i stedet for horror- scener (?!). Zombierne bevæger sig – i action-scenerne – hurtigere end i Romero’s zombie-film, omend stadig langsommere end levende bersærker-mennesker ville gøre. Men tempoet skrues op sammen med musikken i kampscenerne, hvorved filmen altså farer frem og tilbage mellem gys og (fjollet) action. Der er dog et stykke vej endnu til de frådende kamp-zombier i 28 Days Later… (2002).

Slutningen er ”inspireret” af Romero’s The Crazies (1973), hvor hvidklædte militærmænd i gasmasker skyder løs på både de zombie-inficerede og (især) de raske, for på den måde at sikre, at der ikke er mere end en eller to af vores skrigende hold af anonyme unge lømler der overlever.

Er man ukritisk giga-kæmpezombie- film-fan, så får man både hvad man vil have og hvad man fortjener i denne film, nemlig et visionsløst, klichéfyldt kopiprodukt, som kun udmærker sig ved ikke at være uudholdeligt dårligt, men blot smagløst og uden budskab eller konsekvens (selv de nøgne damer mangler). Trashy må den siges at være, men dog kun hvad angår handling, skuespil, manuskript, dialog, instruktion, soundtrack og generel udførelse – alt resten er der ikke noget i vejen med!

Tue’s karakter: 2 ud af 10

Rasmus’ karakter: 2 ud af 10

Trash-film-gruppe-karakter: 3

Nåja, en smule trashy her og der… ikke det store, men så kompenserer vi ved at råve!

Anmeldt af Tue Sørensen og Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Dvevnoy Dozor (Day watch)

Film, Rusland 2006.

Jeg forventede mig rigtigt meget af fortsættelsen til Night Watch. Min anmeldelse er meget forsinket, men den er sandt og sige også først kommet til min lokale Blockbuster for kort tid siden.

Mange var skuffede over den indledende kamp i Night Watch – de påpegede at det nærmest bare var riddere og orker der sloges mod hinanden, i stedet for noget mere fantasifuldt.

Day Watch’s indledende sekvens er fantastisk – Timur Lenk angriber en fæstning fyldt med fugle der bliver til krigere! Det lover rigtigt, rigtigt godt!

I stedet for, får vi den største omgang ”randomness” der nogensinde er lavet.

Jeg kan dårligt beskrive hvor skrækkelig den er. Den første udmærkede sig ved at være virkelig mørk, ved at have dét der ”mulmet”, en skygge-zone mellem verdenerne, ved at gøre helten til en svedig og ulækker russer, ved at have givet de magiske væsener nogle overbevisende måder at organisere og forklæde sig på, ved at fokusere på alle de skumle måder de prøver på at arbejde uden om deres ældgamle fredsaftale på. Ved at krydsklippe den sidste kampscene med det store slag det hele begyndte med.

Jeg kunne trygt glemme plothullerne, fordi så meget andet fungerede.

Men det her… når den ellers har fået gode anmeldelser, skyldes det kun at folk nægter at se nederlaget i øjnene.

Og det begynder faktisk også godt. Helten (Anton) skal jagte en bloddrikkende forbryder sammen med sin nye makker (som han er varm på), men det viser sig at være hans søn – og pludselig er han konfronteret med at skulle dække over ham, dvs. være på begge sider af loven på én gang. Og det er cool. Og det er også cool at der bliver myrdet nogle af ”de mørke”, så Anton bliver uretfærdigt anklaget.

Herfra går det helt galt. Mørkets fyrste render rundt i en fimset slåbrok og med en yo-yo gennem det meste af filmen. Hans kone (den onde pop-sangerinde fra sidste film) har af én eller anden grund en affære med heltens vampyr-nabo (kunne ham og hans far monstro ikke foretage sig noget mere vampyr-agtigt end at presse bukser og spille på bongotromme?!). Bare SE på den hat!

Hvad fanden sker der for uhyggen, her?!

Anton bytter krop med en kvinde for at undgå mistanke, hvilket fører til at han som kvinde står og beglor sin nøgne makker i brusebadet, hvorefter det kryds-klippes med dem begge to som et elskende par foran et vandfald, som i en shampoo-reklame!

Hvorfor er én af skurkene en papegøje der forvandler sig til ELTON JOHN?! (det ved jeg desværre godt… papegøje på russisk hedder popuGAY) Hvorfor er der i det hele taget så mange kyssende mænd i filmen?! Hvorfor bliver det mægtigste magiske artefakt i verden, skæbnens kridt, brugt til at optegne billard-resultater (eller sådan noget) på den bar der TILFÆLDIGVIS er Antons stamsted?! Hvorfor bliver nattevagterne angrebet af Mad Max-rockere på buggies?! (og ikke f.eks. drager, gespenster eller NOGET) Hvorfor er de ondes fejring af deres mægtige troldmand (Antons søn) en kæmpestor fuld-onkel-dansergrimt fest med åndede hatte?! Jeg VED godt at de er i forklædning, men kunne de ikke have krydsklippet med at de i virkeligheden er menneskeædende monstre eller noget?! Brug dog dit syn Anton, så vi kan se hvordan de virkelig ser ud!

Kan MØRKETS FYRSTE ikke finde noget mere dramatisk at slå ihjel med end TANGO?! Hvorfor skal vi under den endelige kamp, hele tiden se hvordan det bliver optaget med et kamera, der får mit Canon anno 1990, til at ligne noget fra en science fiction-film?! Hvorfor er én af de mægtigste af de gode, nær ved at lide DEATH BY JUICE-KARTON?! Hvorfor indvarsles apokalypsen af et kæmpestort pariserhjul der bliver væltet af en lille drengs YO-YO OF DOOM?!

Indkapslet fuldkommen i de tilfældigt sammenklippede platheder, er der enkelte flotte scener, som f.eks. dén slow-motionscene hvor mørkets fyrste og naboen kæmper højt oppe i luften i en sne-storm, eller hvor Anton midt i verdens undergang er ved at blive sønderslidt af gribende hænder, medens superskarpt, faldende glas kommer stadigt nærmere. Men nogle få, meget korte, æstetiske nydelser kan ikke redde dette kaos, denne katastrofe. Og hvor blev bjørnen og tigeren fra den første film af? De bliver kun brugt som cameos! Sikket spild af gode karakterer!

Og slutningen … åh Gud, slutningen … Lad mig sige det på dén måde: Hvis de havde klippet den ud, og i stedet havde vist Topher Grace der dansede ned ad gaden til ”Raindrops falling on my head”, ville ingen kunne have set forskel. Mine damer og herrer: Det bliver faktisk ikke værre end det her.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr. 18

Udgivet i Fantasy, Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

Dante 01

Dante 01
Film, Frankrig 2008, 88 min.

Symbolikken strømmer os i møde allerede i denne films titel: Den foregår på en rumstation i kredsløb omkring helvedesplaneten Dante, som originalt nok hedder Dante 01. Oven i hatten får vi så at rumstationen i form minder om et kors. Til denne rumstation ankommer da en forsker, som har meget urent mel i posen samt en straffefange. Eller hvad han nu er. Den kvindelige forsker er ude på at lave eksperimenter på de sagesløse indsatte i det fængsel, som rumstationen er. De skal kureres fra deres onde tilbøjeligheder, om det så skal koste dem livet. Vores mystiske fremmede, hans baggrund bliver aldrig helt klarlagt, viser sig at have en evne til at se ting som andre ikke kan se og ikke mindst at have nærmest magiske helbredende evner. Så er symbolikken for ham vist klar.

Oplægget til filmen er sådan set ganske vel gennemtænkt. Der er mange interessante personer i. Problemet med at det er lavbudget science fiction kommer de nemt udenom ved at det meste af filmen foregår i rumstationens gange. Men hvorfor dælen kom der så ikke en god film ud af det? For det første er der vores mystiske Reserve-Jesus hovedperson, som i øvrigt bliver spillet blændende af Lambert Wilson, den gale franskmand fra Matrixfilmene. I en science fiction setting skriger hans mystiske baggrund bare på en forklaring. Det er ham der sættes op som den tekno-gåde vi skal se blive løst. Og ikke en skid får vi.

For det andet – hvilket hænger sammen med det første – er det problemet med filmens virkelighedsplan og dens symbolske plan. Symbolikken forstår vi godt og den er fremragende til at supplere en handling på virkelighedsplanet (jeg kan ikke rose Pans Labyrint nok for den eminente måde det håndteres på i den film), men i Dante 01 flakser vi flere gange helt ud på symbolplanet og taber virkelighedsplanet af syne. Det kan symbolikken bare ikke holde til. I en film som 2001 ender vi op med noget symbolik, men det kommer naturligt frem efter at vi filmen igennem har bevæget os den vej. I Dante 01 hører virkelighedsplanet bare op og kasseres som om det var et stillads man kunne læne helvede / kristus symbolikken op af.

Men som sagt er det meget der faktisk fungerer i Dante 01. Et langt stykke af vejen er der et velfungerende plot og et sted hvor den skiller sig markant ud fra mange andre der film, som generelt har fået negative anmeldelser, er den måde personerne opfører sig som personer, og ikke skifter adfærd hver gang det er krævet af plottet. En af de ting jeg tror trækker den ned i mange anmelderes øjne er at filmen ikke forsøger at følge samme skema som typiske Hollywood science fiction-film. Der er for eksempel hverken en tydelig helt eller en tydelig skurk. Men en sådan kritik, om den er bevidst eller ej, er ikke rimelig, så jeg ender på en karakter på omkring middel. Hvis instruktøren Marc Caro. Jean-Pierre Jeunets makker fra bl.a. Delicatessen og City of Lost Children – formår at lære lidt af sine fejltagelser, kunne han være et godt bud på instruktør af kommende rigtig gode science fiction-film. Dem er der ikke for mange af.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 18

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

CRASH

Tv-serie, Danmarks Radio 1984
En historie af Carsten Overskov

DR har i forbindelse med medieforliget fået midler til at digitaliserer og tilgængeliggøre deres gamle produktioner. Ikke alt har overlevet da man i perioder har genbrugt båndede hvilket bl.a. skulle være en af grundende til at vi ikke kommer til at se en genudsendelse af Poul og Nulle i hullet. I Bonanza projektet blev en lang række serier og udsendelser inddelt i kategorier og en online afstemning afgjorde i hvilken rækkefølge de enkelte skulle digitaliseres og lægges på DRs hjemmeside.

I kategorien Unge & Satire, var der en serie, som jeg i mange år havde håbet på at DR ville udgive på DVD, nemlig ungdoms science fiction-serien Crash fra 1984. Serien handler om drengen Birger (Lars Ranthe) der har fået forlagt et værdifuldt tegneseriehæfte, og nu må drage ud i verdensrummet for at lede efter det, da det viser sig at den onde Barry Slisk (Jacob Christensen) der har stjålet hæftet. Slisk holder til på en base der svæver ved et sort hul, hvorfra han via sine destroyers har tænkt sig at underkaste hele universet. Slisk har planer om at Birger skal hjælpe ham med at overtage jorden, hvilket er grunden til at han har taget tegneseriehæftet som ”gidsel”. Birgers værelse svæver igennem rummet, og han styrer det ved hjælp af sin arkitektlampe og båndoptager. Birger er dog ikke alene i sin kamp mod Slisk, da de lykkedes ham at finde hjælp på sine rejser igennem tid og rum, bl.a. af pigen Iris (Jeannie Mortensen), og ikke mindst den kæmpe hånd hun kan fremmane.

Det er en rejse ind i drengens fantasi, men samtidig er der også ting der gør at det måske ikke blot er noget han finder på, men der måske sker.

DR har hentet inspiration hos Star Wars, Star Trek og Dr. Who i denne serie, men som så oftest med danske produktioner er det hele blevet samlet i en ungdoms/ børne setting.

Det var et sjovt gensyn, men jeg tror dog kun serien er at anbefale til folk der vil have et gensyn, da jeg ikke tror den vil kunne vinde mange nye seere.

Der er masser af gode gensyn at finde på www.dr.dk/bonanza, bl.a. Tonny Toupé Show, Casper og Mandrilaftalen og Gotha.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 18

Udgivet i Film, Science Fiction, tv-serie | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar