Iron Man

Udgivet den oktober 23, 2008 af Admin

Iron Man
Film, USA, 2008, 126 min.
Instr.: Jon Favreau
Medvrk.: Robert Downey Jr., Jeff Bridges, Gwyneth Paltrow, Terrence Howard, m.fl.

Er man velbevandret ud i Iron Man-tegneserier, så bider man mærke i at Iron Man-filmen er baseret både på den klassiske oprindelseshistorie af Stan Lee fra 1962 og på den to-siders nyfortolkning af Iron Man’s oprindelse som forfatteren Warren Ellis beskrev i den seneste Iron Man-serie, som startede i 2004. Den første del af filmen er en blanding af begge dele. Handlingen er, forståeligt nok, flyttet fra Vietnam til Afghanistan, hvor Stark såres af våben han selv har bragt til området, men mange af de øvrige detaljer er mestendels taget fra den originale oprindelseshistorie i Tales of Suspense #39. Filmen render dog hurtigt ind i problemer, det første af hvilke er grunden til at Stark holdes fanget hos terroristerne. For den overordnede histories skyld er det jo fordi han skal have tid til og mulighed for at lave sin første Iron Man-dragt. Men det er ikke overbevisende gjort i filmen. En terrorist (som i næste film vil vise sig at være superskurken The Mandarin) holder ham fanget så Stark kan bygge et Jericho-missil til ham. Dels overvåger han ikke hans arbejde i nogen særlig grad, og dels er fyren i forvejen i besiddelse af et par Jericho-missiler (man ser ham bruge dem senere i filmen), så grunden til at Stark holdes indespærret tabes lidt på jorden, og det er nok dét der irriterer mig mest ved filmen.

Selvom filmen er effektivt underholdende og mange steder godt lavet, så kan jeg stadig finde en del fejl i den generelle udførelse. Starks partner, Obadiah Stane, som meget hurtigt viser sig at være yderst skurkagtig, er en sej figur, og kulminationen på historien, hvor Iron Man må slås med Stane i dennes egen Iron Monger dragt, er taget fra Iron Man #200, som udkom i 1985. En fin historie, som ikke desto mindre var klimakset på en meget lang storyline. Det havde været mere tilfredsstillende, synes jeg, hvis vi i filmen var blevet introduceret til Stane som en good guy, der først i anden eller tredje film ville være sprunget ud som skurk. Det store flertal af publikum har jo ikke læst tyve år gamle tegneserier alligevel – og så kunne man også have brugt Jeff Bridges’ store skuespiller- evner i flere film i serien.

Hvilket bringer mig til nok det mest positive ved filmen: skuespiller- præstationerne. Næsten alle skuespillerne, helt ned til ham der spiller Agent Coulson, er virkelig stærke i deres roller, specielt selvfølgelig Downey Jr. og Jeff Bridges. Gwyneth Paltrow som Pepper er også udmærket, selvom man måske savner en lidt større rolle for hende. Til gengæld synes jeg slet ikke at Terrence Howard fungerer som Jim Rhodes. Rhodey er i tegneserierne er utrolig sympatisk selvstændig pilot; en næsten Lando Calrissian-agtig éner med et godt øje til det andet køn. Der er ingen der skal komme og fortælle ham hvordan han skal gøre tingene. Men i filmen er han bare en tilfældig nikkedukke i militæret, gjort ekstra latterlig af en næsten nasal stemme. Jeg kommer bestemt aldrig til at acceptere ham som en værdig Jim Rhodes.

Slutningen, hvor Tony Stark fortæller pressefolkene at han er Iron Man, er jeg heller ikke glad for. Det giver et fuldstændigt anderledes grundlag end vi er vant til for den næste film, og det er udelukkende gjort for at hylde de nyere historier fra tegneserien, som efter min mening er ufattelig meget ringere end de klassiske. Så det irriterede mig også en del, og vil helt sikkert skabe problemer for historien i den næste film.

Men det skal siges at filmens produktionsværdier er imponerende hele vejen i gennem. Således ender filmen med at være en kalkuleret kommerciel succes; en enkel og overskuelig historie der fungerer på overfladen og giver det store flertal af publikummerne hvad de vil have, men for kendere mangler både gennemførthed, spænding og dybere mening, selvom der er rigeligt med (throwaway) referencer til tegneserierne. Ikke desto mindre må det indrømmes at filmen er vellykket underholdende, og også er sjov at se både tredje og fjerde gang. Downey Jr.’s præstation holder virkelig filmen oppe. Og så kommer der jo en 2’er i 2010 – lad os krydse fingre for at den bliver endnu bedre end 1’eren.
Min karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Justice League:The New Frontier

Udgivet den oktober 23, 2008 af Admin

Justice League:The New Frontier
TV-Tegnefilm, USA, 2008, 75 min.
Instr.: Dave Bullock
Stemmer: Kyle MacLachlan, David Boreanaz, Miguel Ferrer, Lucy Lawless, Jeremy Sisto, Brooke Shields, m.fl.

Et af de hotte tegner-navne indenfor amerikanske superheltetegneserier i den senere tid er Darwyn Cooke. Han anvender en tegnefilms-agtig tegnestil inspireret af Bruce Timm, og har bl.a. arbejdet på Catwoman-serien før han lavede den succesfulde Justice League: The New Frontier mini- serie. Til trods for den simple tegnefilms-agtige tegnestil er historierne ganske seriøse og voksen- orienterede (og til tider voldelige), og The New Frontier – denne tegnefilmversion såvel som tegneserieversionen – foregår i 1953, lige efter Korea-krigen, i et alternativt DC-univers hvor alting er lidt mere råt og dystert end i det gammelkendte DC-univers. Historien omhandler begivenhederne som i denne version af DC-universet førte til dannelsen af superheltegruppen Justice League, bestående af Superman, Batman, Wonder Woman, Green Lantern, Green Arrow, the Flash, Aquaman, the Atom og the Martian Manhunter. Kun få af heltene kender hinanden da historien starter, og man får i løbet af fortællingen hele historien om Hal Jordans transformation til Green Lantern, og Martian Manhunters ankomst til Jorden fra Mars. Heltene er oppe imod et kosmisk monster ved navn The Centre, som varsler sit komme gennem diverse kulter. Det viser sig at være et kæmpe organisk rumskib (ikke ulig de store flyvende tallerkner fra Independence Day), som heltene må arbejde sammen for at overvinde. Det er en okay historie, men uden den store spænding eller de store twists. Man får ikke noget at vide om hvor The Centre kommer fra, eller hvorfor den først manifesterede sig gennem underlige kulter, så jeg vil nok ikke gå så langt som til at kalde historien helstøbt. Under alle omstændigheder er den kun for superheltefans – man kunne forestille sig at den også var for børn, men det er den ikke; der er et par meget voldsomme scener (folk der bliver skudt i hovedet, og hentydninger til voldtægt), så det er i hvert fald ikke for små børn.
Min karakter: 5 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Lost Sæson 1-3

Udgivet den oktober 23, 2008 af Admin

Lost Sæson 1-3
TV-serie, USA, 2004-

For et par år siden så jeg et afsnit af en ny tv-serie, der handlede om et fly som var styrtet ned på en ø. Jeg zappede forbi et tilfældigt afsnit og så nogle mennesker gå rundt i en skov og foretage sig sære ting. Det var ikke noget der lige fængede mig – det virkede som om producenterne havde fået den tåbelige ide at lave en katastrofetv- serie og var desperate efter at finde på noget til at trække katastrofen ud, så den kunne række til et par sæsoner. Jeg fik vist set et enkelt eller to afsnit mere af serien fra den følgende sæson, men det fik mig ikke til at skifte mening. Men så fik jeg af flere forskellige at vide at det var en god serie, og til sidst løb nysgerrigheden af med mig: Jeg måtte se hvad Lost egentlig var for noget. Det kom til at koste mig tre kasser med de tre første sæsoner af Lost, for den viste sig faktisk at være den nok mest interessante tv-serie der kører for tiden. Hvis du tror på det, så lad vær med at læse videre før du har set serien. Hvis ikke så læs videre – jeg skal prøve ikke at spoile mere end strengt nødvendigt.

Den gennemgående metafor i serien er himmel/helvede: Allerede fra pilotafsnittet undrer man sig over hvordan det kan lade sig gøre at så mange overlever et så voldsomt flystyrt? Burde de ikke være døde? Og mængden af afdøde mennesker og ting fra personernes liv før flystyrtet som dukker op på øen stiger støt gennem hele serien. På en måde virker det som et paradis – det hele er en lang ferie på en sydhavsø som tilsyneladende ikke ender. På den anden side dukker der flere og flere ubehagelige ting op – sære usynlige monstre inde i skoven, ”de andre” som har et eller andet for der ikke er godt for de overlevende fra flystyrtet. Man finder også efterhånden ud af at alle personerne har et eller andet grumt i deres fortid de prøver at komme over eller flygte fra. En hel del af hvert afsnit af Lost går faktisk med at vise flashback for de personer som afsnittet handler om. Og hvor man i andre serier efterhånden bygger personerne op, indtil tilskuerne bliver så glade for dem at de kan se afsnit efter afsnit uden noget interessant plot i, er det i Lost ofte en indikation af at personen snart skrives ud af serien, hvis hele forhistorien er kortlagt.

De vigtigste personer i serien er nok Jack og Locke, spillet af hhv. Matthew Fox og Terry O’Quinn. Jack er en læge, som har en meget rationel tilgang til det der foregår på øen, og som er opsat på at komme væk fra øen hurtigst muligt. Locke har en ret underlig baggrund, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, og han repræsenterer den religiøse / spirituelle tilgang, hvor han i modsætning til Jack gerne vil undersøge alt det der foregår på øen og prøve at forstå det, og ikke har nogen hast med at komme hjem igen. Det giver naturligvis en del konflikter mellem de to. Udover Jack og Locke er de mest brugte personer i serien nok Kate, spillet af Evangeline Lilly, og Sawyer, spillet af Josh Holloway. Ifølge ekstramaterialet på DVDerne var det oprindeligt meningen at Kate skulle have den rolle som leder Jack oftest har, mens Jack faktisk skulle have været skrevet ud af historien ret tidligt. Det er muligvis derfor at Kates rolle er blevet lidt stereotyp: Hun er midtpunktet i et gennemgående trekantdrama, hvor den relativ pæne Jack og den rå Sawyer udgør de to andre. Og så er hun lidt for irriterende ofte den der skaber problemer som de andre skal løse, bliver taget som gidsel o.s.v. Men som personer hænger disse fire, og stort set alle andre personer i serien ret godt sammen. Hvilket nok skyldes at man har valgt at lade skuespillerne få stor indflydelse på deres egne roller, og at tilpasse både roller og plot til hvordan personerne udvikler sig i løbet af serien.

De fleste tv-serier er bygget op omkring en eller to hovedpersoner, som resten af personerne så kredser omkring. Sådan er det ikke i Lost. Der er mange andre end de fire nævnte personer som af og til optræder som hovedperson i et afsnit. Faktisk et tocifret antal, så jeg vil ikke remse dem alle op her. Men for eksempel er der andre personer som af og til udfylder rollen som den rationelle i stedet for Jack eller som den religiøse i stedet for Locke. Og der er andre små kærlighedsdramaer, udover det gennemgående med Jack, Sawyer og Kate. Der er personer af enhver slags, fra de meget alvorlige og tragiske til de meget komiske og optimistiske. Men som nævnt er det historier der udvikler sig efterhånden og i mange tilfælde afsluttes, så de ikke bare løber i ring, som i de fleste andre tv-serier.

Det som Lost nemlig kan, i modsætning til de fleste andre tvserier, er at skabe en udvikling i historien. Det er ikke sådan at man efter hver krise stort set når tilbage til udgangspunktet: Gamle mysterier er opklaret og har skabt en helt ny situation for personerne, nye mysterier er dukket op og har lagt yderligere et niveau til seriens underlige univers, nogle personer er faldet fra – ofte endda nogle man troede skulle være gennemgående hovedpersoner – og nye er dukket op. Denne konstante fornyelse i serien kører mere på tilskuerens nysgerrighed og intelligens, end på ønsket om genkendelighed og identifikation med personerne. Det giver selvfølgelig den ulempe at det ikke er særligt nemt at komme ind i serien uden at have set alle de foregående afsnit, og at man kan ærgre sig over når interessante personer falder fra. Men jeg hører i hvert fald til dem der klart foretrækker fiktion af denne her type.

Genremæssigt er vi ude i noget katastrofefilm / fantasy / science fiction. Temaet om katastrofen og problemerne med at overleve på øen er der, men de er sekundære til de mystiske begivenheder: Det er dels nogle tilsyneladende uforklarlige ting, som usynlige monstre, spøgelser og meget andet, som dog i de allerfleste tilfælde behandles så man kommer i tvivl om hvor vidt det er personernes indbildning eller virkelige fænomener på øen. Undtagelsen er så det usynlige monster, som i løbet af serien begynder at få lidt form. Det fremstilles som en blanding af en naturkraft og et guddommeligt væsen, der har visse planer med menneskene på øen, som har med ovennævnte himmel/ helvede metafor at gøre. Men serien rummer også stærke science fiction-elementer. Allerede i løbet af den første sæson opdager man at der er foregået nogle forsøg eller undersøgelser på øen, a la Dr. Moreau eller Kaptajn Nemo, med underlige magnetiske felter, avanceret teknologisk udstyr m.m. I løbet af andet og tredje afsnit udbygges dette science fictionelement kraftigt, men himmel/ helvede-metaforen og fantasyelementerne slippes ikke af den grund. Hvordan det så forløber videre i fjerde sæson, ved jeg ikke, da fjerde sæson ikke er kommet på DVD endnu, og jeg gerne vil se serien i sammenhæng. Men jeg håber da at den kan holde dampen oppe til og med sæson 6, som skaberne af serien J.J. Abrams og Damon Lindelof har annonceret bliver den sidste. Men sæson 1-3 af Lost kan jeg under alle omstændigheder varmt anbefale, og med slutningen af sæson 3 får man også et passende sted at stoppe, såfremt de senere sæsoner skulle vise sig at ikke at kunne leve op til de første tres niveau.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Perfect creature

Udgivet den oktober 23, 2008 af Admin

Perfect creature
Steampunk/gyser (endelig!)
New Zealand 2006. 88 min.

Nogle af jer vil muligvis kunne huske at jeg slagtede, jeg mener anmeldte Vampyrens Mærke, en af det nye årtusinds dummeste bøger. På det tidspunkt spekulerede jeg på om vampyrerne skulle være jøder, el. en anden ”særlig race” med en høj position i samfundet. Nogle af vampyrerne i denne film har endda store buskede jødeskæg, men det er gået op for mig, at det nok i virkeligheden skal være en metafor for homoseksualitet (jeg tror idéen kom til mig, da jeg leverede post til godtfolk på Istedgade). Det var trods alt et lesbisk forfatterpar der skrev føromtalte skod-bog, og hele idéen om en filantropisk, dæmoniseret minoritet af supermennesker (i denne film, kun mænd!), må passe godt på en seksual variant der har ry for at være kunstneriske. Jeg ville ærligt talt ikke føle mig smigret af denne allegori, men der er jo så meget jeg ikke forstår. Filmen leverer denne plathed meget tidligt i forløbet. ”Hvis en hvid mand slår nogen ihjel, er han en morder. Hvis en sort mand slår nogen ihjel, er alle sorte under mistanke”. Tillad mig at rette det til noget der bedrer svarer til vor virkelighed… ”Hvis en hvid forbryder overfalder en sort, er det et tegn på at racismen sidder dybt. Hvis en sort mand overfalder en hvid mand, er det… øhm … et tegn på at de sorte bliver holdt nede, og derfor hyppigere bliver kriminelle, de stakler”. Grunden til at denne replik kommer, er at vampyrerne er samfundets beskyttere, et præsteskab kaldet ”brødrene” (”Det er sjovt at være hos Young Vampyres Christian Association”). Nå, men brødrene skal have blod, men det doneres i kirken. Problemet er at én vampyr begynder at jage mennesker, og det sætter dem alle i et dårligt lys. Fordi de er anderledes. Den onde vampyr gør dette fordi han er syg – og han spreder smitten til både mænd og kvinder. En dårligt skjult metafor for AIDS, hvad ellers? Nå, men hvad der ellers først virkede som en oprigtigt dårlig film, bliver efterhånden til en rigtigt god oplevelse. Faktisk det nye årtusinds bedste ny-fortolkning af vampyr-genren! Dette skyldes ikke mindst at universet er så godt realiseret, med damp i stedet for diesel, og med luftskibe over det hele. Fremragende æstetisk oplevelse! Blandingen af lavteknologi og højteknologi i denne parallelverden er måske ikke konsekvent tænkt igennem, men det virker i hvert fald godt. Man leger gerne med. Selve karaktererne og skuespillet har jeg ikke så meget at sige til. Der er en hårdkogt kvindelig politibetjent, hendes evigt mistænksomme mandlige makker (jeg kunne næsten høre ham sige ”I wan’t you off this case!” til den gode vampyr), en gal videnskabsmand (vampyr), en god præst (vampyr). Intet nyt i dét, måske bortset fra at en katolsk(-agtig) præst er god (hvor ofte ser dét på film?!). Ingen brillerer, ingen falder igennem. Det fungerer, færdig slut. Hele idéen med ”brødrene” fungerer også godt, de er lige dele kynikere og realpolitikere, lige dele godhjertede tjenere. Plakaterne med ”the brotherhood loves you” kan tolkes i totalitær retning (det kan godt være at soldaternes hjelme skal se nazi-agtige ud – jeg synes nu mest at de ligner gamle danske panserhjelme), men de er samtidig rørende på en trist måde. De vil det jo så godt – deres genetiske eksperimenter skal udrydde al sygdom, men skaber blot endnu flere. Og på trods af at de først er forurettede over at de får skylden for én galnings værk, føler de sig alligevel irrationelt skyldige. Det er som om forfatteren/ instruktøren har haft en sund portion selvkritik over for hvad hans egen vision indebar, og derfor skaber nogle indre modsætninger – med andre ord kan man ikke tage de mest sympatiske karakterers udtalelser for gode varer. Normalt ville jeg mene at det kunne skabe en ujævn film, i stedet skaber det en mere tvetydig film. Der er nogle løse ender, såsom at den mistænksomme makker forsvinder ud af filmen, men lad os lade nåde gå for ret, og i stedet lykønske New Zealand for at have nyfortolket vampyrbegrebet på en så spændende måde. Jeg kan ikke sige ”original”, for Vampyrens Mærke har samme grundidé, dvs. at vampyrerne er en basalt set godhjertet kaste af overmennesker. Hvordan samme stamme kan bære så fordærvet og så forfriskende frugt, fatter jeg simpelthen ikke (det lyder som ét eller andet teologisk, så jeg har tænkt mig at gøre hvad alle fornuftige præster altid har gjort når de fandt en modsætning i skriften: Ignorere det og komme videre). En glimrende nyfortolkning af en gammel genre, en glimrende steampunk-vision, en twist ending der fungerer. Jeg er rørt. Jeg tror jeg skal græde. Ja, filmens ”twist ending” er intet mindre end genial, selv om jeg – igen – gruer for hvad det egentlig skal tolkes som…

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Rats – Notte di Terrore

Udgivet den oktober 22, 2008 af Admin

Rats – Notte di Terrore
Film, Italien, 1984, 97 min.
Instr.: Bruno Mattei
Medvrk.: Ottaviano Dell’Acqua (”Richard Raymond”), Geretta Geretta (”Janna Ryann”), Massimo Vanni (”Alex Mcbride”), m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)

Dette er katastrofeberetningen om et eksil-italiensk, analfabetisk misfoster der spreder bitter galde og unævnelig underlødighed på sin hærgende vej gennem kultrækkernes filmhylder – og dét er kun instruktøren!

Bruno Mattei er manden bag flere andre mindre kendte trashfilm såsom Robowar (1988), der er intet mere end en skamløs scene- for-scene genindspilning af Predator (1987), naturligvis uden Arnold, og med predatoren udskiftet med en renegade cyborg, der taler som en smølf (dette kan via Youtube erfares ved selvsyn). Han står ligeledes bag filmen Terminator II (1990), ikke at forveksle (selvom det nok var meningen) med James Cameron’s Terminator 2 (1991). Mattei’s aliaser er mange og farverige, utvivlsomt så han med mellemrumme kunne starte med et friskt ry. Og man forstår behovet.

Rats – Notte di Terrore starter ellers lovende. En rulletekst på baggrund af et Death Valleylignende landskab informerer os om at det er to hundrede år efter en atomkrig, og folk er delt op i dem, der bor under jorden, og dem, der bor over jorden, og man får mange andre detaljer at vide. Fedt, tænker man, det skal nok blive til noget sej post-apokalyptisk underholdning! Men refereres der derefter nogensinde til intro-sekvensen igen? Selvfølgelig ikke. Vi følger en sulten og forhutlet motorcykel-bande, som på deres vej gennem det øde landskab kommer til en lille forladt by (en genbrugt spaghetti-western kulisse), hvor de finder nogle efterladte kasser med mad, som de i en glædesrus smider omkring sig med. Men, byen er ikke helt forladt: den er befolket af et betydeligt antal rotter. Disse rotter skal forestille at være meget onde. Menneskeædere! Sygdomsbærere! Frygtelige rovdyr! De absolutte monster-skurke som skaber filmens konflikt- og trusselgrundlag. Disse über-farlige rotter er flyttet fra undergrunden og op til overfladen, og kontrollerer nu det hele! Men grundet dårlige produktionsværdier ser man ikke rotterne være andet end de er: ganske fredelige, minding their own business, udover at et par kasser af dem engang i mellem verfes i hovedet på skuespillerne af offcamera statister. Så da vores hold af ”helte” opdager disse skrækindjagende uhyrer, løber de straks ud til deres motorcykler for at komme væk – men rotterne har spist deres dæk! Guuud nej, hvad gør vi? Og lad os sige med det samme at det er en relativt dårlig idé at flygte fra et faldefærdigt hus ved at barrikadere sig i det, og dagen efter komme i tanke om at man hellere må se at komme væk. Men det er hvad vores tapre trup gør. Dét er simpelthen hele filmens febrilsk meningsløse plot (nårh nej, der er lige én fantastisk rædsel mere – en soveposelynlås der ikke vil som soveposeindehaveren vil – dér blev vi rigtig bange!), som i det meste af filmen overhovedet ikke kommer nogen vegne – en grov fornærmelse af seernes intelligens.

Men lad os kigge lidt på personerne. Der er tale om en perlerække af voldsomt overspillende italienere, som alle sammen er punk-rockere, klædt i ’80ernes allermest trashy mode. De er alle sammen omvandrende stereotyper – en fyr der ligner Chuck Norris (meget!), en sort pige med ”big hair” (hun hedder Chocolate, og leder tankerne hen på Honey Hump fra 9 Deaths of the Ninja), en religiøs Hare Krishna-fyr der hedder Deus, en starut ved navn Video, og en til tider topløs pige der ligner en reject fra en lesbisk vampyr-film, og som har en kæreste der hedder Lucifer – og så lige den læderklædte tøs som er fuldkommen ubrugelig, og hvis eneste rolle er at skrige ad næsten alt hvad hun ser. Tidligt i filmen finder de et rotte-gnasket lig, og straks begynder hun at skrige. Man tænker straks, hvorfor skriger hun? Døde mennesker må da være hverdagskost for disse folk! Og prompte siger lederen til tøsen: ”Hvorfor skriger du?! Har du aldrig set et dødt menneske før?!”

Lederen ligner Kurt Russell. Det observerede vi straks, og måtte derfor naturligvis le da vi erfarede at figurens navn i filmen er… Kurt! Et tilfælde? Tro det ej! Han er bevæbnet med samme flammekaster som Russell brugte i The Thing (1982). Og hans næstkommanderende hedder – wait for it! – Duke! Nej, Escape From New York (1981) har sandelig ikke levet forgæves! (Men lad det straks være sagt at nogle trash-film holder sig bedre end andre…)

Efter dét er det svært at forestille sig at noget af film-holdet overhovedet tog filmen alvorligt, men tværtimod er der intet overlagt campy: stemningen er med de forfaldne kulisser og lange, stillestående scener forsøgt holdt dyster (det mislykkes), musikken er indspillet på orgel, og rockerne giver også gerne stinkende dårlige lange monologer over hvad der sker med dem i denne deres mest desperate time! Det giver lidt samme effekt som hvis nogen siger noget fuldkommen absurd i et gravalvorligt tonefald, men desværre er det kun enkelte steder så grotesk at det bliver virkelig morsomt.

Så kommer vi til slutningen. Vores knap-så-tapre helte (dvs. resten af dem, for rotterne fik jo has på nogle stykker – men der var også kvab-oddere nok at tage af) finder pludselig en fungerende pansret militærvogn, som åbenbart havde holdt henne om hjørnet hele tiden, og hvis dæk besynderligt nok har undgået rotterne (??). Nå, men vognen angribes/ rammes af en kasse kastede rotter, og Duke, som selv sidder i vognen, kyler en granat efter rotterne – omkring en halv meter væk, så han selv fanges i ildhelvedet! En rigtig Kloge-Åge, forstår I. Så vognen er brændt, og vores uheldige helte kommer (igen) ingen vegne.

Og så sker det! Op fra undergrunden dukker efterkommerne af de folk som for århundreder siden flygtede derned. De er klædt i gule sikkerhedsdragter, med gasmasker for ansigterne. Hvem – eller hvad – er de mon?! Ja, vi gættede det altså med det samme, så slutningen føltes lidt flad for os, men den skal naturligvis ikke afsløres her. Om den giver mening – well, take a wild guess!!

Så vi siger bare: Pas på. Pas meget på. Der har været mange film som har kæmpet om titlen som verdens absolut værste, og med Rats – Notte di Terrore nåede man bestemt et godt stykke af vejen. Instruktør Bruno Mattei har med denne film slået sig fast som verdens vel nok værste filmskaber – præcis hvor hulkende dårlig manden er, kan erfares ved at læse hans biografi på IMDb.com, hvor han afslører at ud af hans 55 film er Rats den mest vellykkede!! Værsgod og skrig. Det gjorde vi. Tue’s karakter: 1 ud af 10 (fordi plotstrukturen fuldstændig mangler logisk sammenhæng)

Rasmus’ karakter: 3 ud af 10 (fordi hovedpersonerne er en kilde til morskab på linie med Jokerens smile-gift)

Tue’s trash-film-gruppe-karakter: 0 – JO! Det KAN blive FOR trashy selv for trash-film-fans! DØ, Bruno Mattei, DØØØØ!!

Rasmus’ trash-film-gruppe-karakter: 2 – GYSELIG, hyle-morsom trash-film – specielt når den ses sammen med andre trash-fans!

Anmeldt af Tue Sørensen og Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Solaris

Udgivet den oktober 22, 2008 af Admin

Solaris
Film, Rusland (USSR) 1972
instr. Andrei Tarkovskij
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)

Solaris er historien om menneskets møde med det ukendte; en first contact historie, hvor kontakten ikke kun er til det fremmede, men også i højeste grad til os selv og vores indre.

Det er længe siden jeg læste bogen [af S. Lem.], og jeg vil derfor ikke gå ind på om filmen lever op til, forvansker eller forbedrer papir- oplægget. Det føltes som en anderledes oplevelse da jeg så filmen, men ikke en dårligere.

Historien er simpel (men personerne er komplekse). En gang ude i en ikke helt defineret fremtid, hvor menneskeheden er i stand til at rejse i rummet, har vi fundet en planet, hvor der tilsyneladende er et hav med bevidsthed. På denne planet er der igangsat et forskningsprojekt og bygget en station til samme, men noget går galt. Folk dør, og opfører sig mærkeligt. Filmens helt Kris Kelvin sendes til planeten og møder det fremmede i sin egen afdøde kones skikkelse. Og det store spørgsmål er nu, hvad er hun egentlig, og hvad er det de andre på stationen har mødt? Er det en fremmed intelligens forsøg på kontakt, er det deres indre skygger (der er fascinerende glimt af hvad der sker bag de lukkede døre, men det meste er utydelige fragmenter af “den andens” dæmoner (eller dværge)). Et af de mest interessante aspekter i filmen er hvordan kopien håndterer dette.

En stor ting ved Solaris er den totale mangel på sort/hvid opdeling af personerne, der er ikke tale om helte og skurke i Hollywood kliché forstand. Selvom man ikke er lige begejstret for alle personerne, virker de hver og én afrundede og menneskelige, selvom Tarkovskij også rammer ud efter magtens mænd, i en noget sortsynet scene hvor en helikopter pilot udspørges om hans oplevelser på Solaris. Men selv de to mærkelige videnskabsmænd, der er på statioenen, da Kelvin ankommer (Snaut og Sartorius) rummer flere sider end blot den klassiske god/ ond dialektik. De har deres at trække med, deres kamp for at holde fast i menneskeligheden, og deres grunde til ikke at forlade stationen på Solaris.

Det er som sagt en film om mange ting: moral, skønhed, kærlighed, tilgivelse, viden, etik osv. Og selv om filmen varer over to timer, så jeg den til ende uden pauser – på en sen hverdagsaften. Det er også en slags ros. Men det fortjener Solaris også, efter min mening er den ældet med ynde, og selv den fremmedgørelseseffekt der kommer ud af at se 1970’ernes (russiske?) fremtid i år 2008 er ikke så slem som man kunne frygte. Teknologien er neddæmpet og de få ting der stikker i øjnene (russiske (auto)biler, båndmaskiner mv.) er ikke pinlige, men passer fint med resten af filmen. Der gik ikke lang tid førend jeg havde accepteret den verden der blev præsenteret, og derefter blot koncentrerede mig om filmen i sig selv, og efterhånden blev Kelvins ubehag over sine kvaler næsten fysisk.

Selve filmkvaliteten virker noget middelmådig, farverne er ikke hundrede procent klare og der nogen støj på billedet. Det er ikke noget, der ødelægger oplevelsen, men det kunne have været dejligt, med en helt sprød kopi.

Valget af ekstramateriale er besynderligt, det indeholder et meget kort interview med Marina Tarkovskaya (Andreis søster), og med den kvindelige hovedrolle (Natalya Bondarchuk), der begge alt for kort fortæller om deres forhold til Tarkovskij og enkelte anekdoter, en skitseagtig gennemgang af Donatas Banionis (den mandlige hovedrolles) filmkarriere, et klip fra en anden Lem film om piloten Pirk og så en række trailere og et lysbilledshow, ikke noget ophidsende overhovedet. Men det trækker kun let ned i den samlede pakke, det er filmen der tæller og den er stor nok i sig selv.

Anmeldt af Jesper Rugård i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Stalker- Vandringsmanden

Udgivet den oktober 22, 2008 af Admin

Stalker- Vandringsmanden
Film, Soviet-Unionen/Tyskland, 1979, 155 min.
Instr.: Andrei Tarkovskij
Medvrk.: Aleksandr Kajdanovsky, Alisa Frejndlikh, Anatoli Solonitsyn, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)

Stalker, som også har den danske titel Vandringsmanden, er løst baseret på kortromanen Roadside Picnic (1971) af Boris og Arkady Strugatski. Den handler om at fremmede rumvæsner kortvarigt har besøgt Jorden, og efterladt nogle mystiske Zoner rundt om på Jorden, hvor de normale fysiske love ikke virker som normalt. Romanens titel refererer til at menneskene på Jorden er ligesom myrer og andre skovdyr der påpasseligt snuser til efterladenskaberne af nogle mere avancerede væsners skovtur. I filmudgaven fokuseres der på en af disse Zoner. Den er lukket af for offentligheden, men det rygtes at der er et rum i en struktur derinde hvor ønsker går i opfyldelse. Der findes ganske få ”vandrings-mænd” som med risiko for liv og lemmer leder betalende nysgerrige ind i Zonen for at vise dem hen til dette mirakuløse rum. Hovedpersonen er en sådan, som betales af en forfatter og en professor for at lede dem derind. Forfatteren er desillusioneret over både menneskets og hans eget åndelige og kunstneriske forfald, og har bl.a. i sinde at ønske at han vil blive en publikumssucces. Professoren har forskellige – både åbenlyse og gedulgte – videnskabelige grunde til at tage derind, bl.a. ønsker han at forstå hvad Zonen egentlig er.

Vores vandringsmand leder så, meget forsigtigt, de to ind i Zonen, alt i mens de filosoferer og kværulerer, både om sig selv og omverden. Historien foregår i en nær fremtid, hvor Øst-Europa ser ligeså (post)apokalyptisk nedslidt, forurenet og forfaldent ud som man kan forvente (et look som i øvrigt havde stor indflydelse på Lars von Triers ungdomsværk Forbrydelsens Element fra 1984). Personerne kommer ind i Zonen via en dræsine, og det stille og mennesketomme område er på én gang smadret og naturskønt. Jeg hørte engang én som havde rejst i Rusland sige at mange steder ser ud som om nogen har ført en krig mod naturen, og har vundet. Det er nøjagtigt sådan Zonen ser ud: spredte jernbanesveller, ujævnt, ingenmandslandsagtigt terræn, forskellige ruiner af både industri og bebyggelse, altsammen tilgroet med træer, buske og ukrudt som gradvist og nonchalant udvisker vidnesbyrdet om en fejlslagen civilisation. Den resulterende stemning er en blanding af fredfyldt renhed og et melankolsk eftermæle over uopfyldelige menneskelige ambitioner. Som reflekteres udmærket i de snart forvirrede, snart dybsindige kommentarer som især Forfatteren fortfarende fremsætter.

Alting foregår, som det må og skal, ekstremt forsigtigt, og dermed langsomt. Ligesom i Tarkovskijs filmudgave af Solaris (1972) anvendes der i vidt omfang dvælende, realistiske og næsten hypnotiserende langsomme scener, som er et (vellykket) forsøg på at få seeren til at leve sig ind i filmens verden, og opleve situationen fra samme perspektiv som hovedpersonerne. Det er et meget gennemført filmsprog som sjældent ses andre steder, og er tydeligt optimeret til fordybet koncentration og biografmørke. Man forstår dog godt hvorfor nogle synes at filmen er for tung og langtrukken; den lever ikke op til moderne krav om fast-paced underholdning, og som sådan er det nok generelt ikke en film for et teenagepublikum.

Billedkvaliteten på denne DVD er overraskende skarp og flot, og det omsluttende, realistiske produktionsdesign (mise-en-scene), næsten komplet blottet for special effects, gør symbolikken så meget desto renere og stærkere. Forfatteren og Professoren repræsenterer hhv. menneskets kunstneriske og videnskabelige bestræbelser, og rummet hvor ønsker går i opfyldelse er på én gang både menneskets rene begær og det uudgrundelige mål for vores eksistentialistiske søgen efter selverkendelse. Da vores hovedpersoner efter mange farer endelig kommer til det mirakuløse rum, skal de i gennem en dyb selvrefleksion før de kan beslutte sig til om de egentlig overhovedet har lyst til at få deres ønsker opfyldt. Det viser sig at de ikke er helt klar over hvad deres ønsker egentlig er, og om de er moralsk forsvarlige, for vandringsmanden fortæller om de tidligere folk der har fået deres ønsker opfyldt her. Man får ikke de ønsker man selv formulerer opfyldt; i stedet får man opfyldt konsekvenserne af sin generelle moralske livsstil, som jo er det man reelt efterstræber og arbejder for. Man får med andre ord hvad man fortjener, og tør vores Forfatter og Professor at udsætte sig for sådan en dom?

Vandringsmanden selv er nok den mest fascinerende og velbeskrevne figur. Han forstår, til dels, hvordan den næsten selvbevidste Zone fungerer, og kan derfor guide folk i gennem Zonens gådefulde, foranderlige og dødsens farlige landskab. Når de når til ønskerummet gør vandringsmanden aldrig selv brug af det, men beskyttes til gengæld af Zonen, der i form af en sort hund kan sanse hans sympatiske sjæl. Hjemme, uden for Zonen, har vandringsmanden en kone og en datter, som han har et problematisk forhold til. Konen siger hele tiden at hun ikke kan vente på ham, men er der alligevel stadig når han vender tilbage fra Zonen. Filmens første og afsluttende scene er af et forbifarende tog, der larmende får alt i familiens hus til at ryste og skramle. I den sidste scene sætter togets rysten grammofonspilleren i gang, og vi ser vandringsmandens unge datter sidde ved et bord og kigge drømmende ind i kameraet mens man sløret aner ordene fra den fjerde sats af Beethovens 9. symfoni: ”tochter aus Elysium”. Det er storslået smukt.

Min karakter: 9 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Stargate: Continuum

Udgivet den oktober 22, 2008 af Admin

Stargate: Continuum
TV-Film, USA/Canada, 2008, 94 min.
Instr.: Martin Wood
Medvirk.: Amanda Tapping, Christopher Judge, Michael Shanks, Ben Browder, Claudia Black, m.fl.

Ganske kort fortalt: den sidste “systems lord”, Lord Ba’al, der har myrdet indtil flere hele planeter, er blevet fanget af Stargateheltene og skal henrettes. Men det har han tænkt på, og er forinden rejst tilbage til 1939 for at ødelægge Jordens aktive Stargate inden den bliver taget i anvendelse. Således finder vores helte pludselig sig selv i en alternativ tidslinje, hvor Jorden aldrig har haft kontakt til diverse aliens. Lord Ba’als erobringsflåde ankommer kort efter for at slavebinde Jordens befolkning. Dét medfører nogle udmærkede scener hvor Jorden bombarderes fra rummet. Derefter forrådes Lord Ba’al af sin lige så onde dronning, Qetesh, som slår ham ihjel, og beordrer flåden til at rasere Jordens overflade. Heldigvis allierer vores helte sig med deres gode ven fra den gamle tidslinje, Teal’c (som nu er Lord Ba’als tjener), og får smadret Lord Ba’als tidsmaskine – lige efter at de har været tilbage og slå Lord Ba’al ihjel i 1939. Da de således har genoprettet den rigtige tidslinje, kan Lord Ba’al nu henrettes efter den oprindelige plan. Igen. Eller noget. Jeg er ikke så meget inde i Stargateuniverset, så jeg er ikke sikker på hvilke kroppe der hører til hvilke racer, og hvor mange gange de kan slås ihjel, men det er sikkert logisk hvis man kender sådanne detaljer. OK underholdende SFfilm – jeg mener, skurken bliver slået ihjel tre gange… det har nok noget med tidsparadokser at gøre… Men i hvert fald, fine produktionsværdier og en udmærket balance mellem humor og alvor. Ikke noget man skal, eller kan, tage for seriøst.

Min karakter: 6 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Turkey Shoot (Fangejagten)

Udgivet den oktober 19, 2008 af Admin

Turkey Shoot (Fangejagten)
Australsk film fra 1982
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)

Fremtiden er et ondt, ondt sted. I hvert fald som den oftest fremstilles på film. Her befinder vi os i en verden hvor alle modstandere af regimet sendes i en slags fængsel. Normalt er den slags steder en arbejdslejr, men her har man åbenbart ikke kunnet finde på noget nyttigt for dem at lave. Lejren ledes af en mand der hedder Thatcher – ved ikke om han er efterkommer af den fru Thatcher der var leder af England på det tidspunkt filmen blev optaget, men han er i hvert fald rimeligt kompetent spillet af veteranen Michael Craig. Det samme kan desværre ikke siges om hovedparten af resten af skuespillerne. Min ”favorit” her er nok Roger Ward det spiller over-vagten Ritter, og mindede mig ret meget om Thor Johnson fra Ed Woods film. Hans eneste kvalifikation for at være med i en film er åbenbart at han er meget stor og har gået til brydning. Han står også for filmens vel nok mest ubehagelige scene, hvor han tæver en ung kvinde til døde.

Man kunne frygte at plottet var lige så ringe som skuespillet i filmen her, men det er faktisk ikke tilfældet. Det er ikke noget mesterværk, men det fungerer: Den gode inspektør Thatcher får besøg af medlemmer af samfundets herskende klasse, som omsider har fundet på noget at bruge fangerne til: En flok af de mest genstridige bliver sluppet løs på den ø hvor lejren ligger, og overklassen tager så ud for at jage dem og slå dem ihjel. Det sker på mange forskellige måder: En af dem har en slags dresseret dræber-abe, en anden en armbrøst med eksplosive pile, mens Thatcher selv foretrækker et gevær med kikkertsigte. Men måske Thatcher skulle være blevet hjemme i lejren, i stedet for tage med på jagten, for tingene begynder at gå galt for ham. De jagede begynder at jage hans gæster, og helt galt går det, da de tager tilbage til lejren for at befri de andre fanger. Thatcher må tilkalde hjælp til at få nedkæmpet fangeoprøret, og det hele ender i et gigantisk blodbad. Men lad det være usagt her hvem der vinder. Det vil dog ikke være helt galt at satse sine penge på den unge helt Paul og hans kvindelige følgesvend Chris.

Filmen bærer præg af et skrabet budget og mange dårligt fungerende scener. Nogle af duellerne mellem en jager og fange mindede mig for eksempel lidt for meget om parodierne på skydescener fra Police Squad, uden at det var meningen at det skulle være morsomt. Det lykkedes heller ikke ligefrem at fremmane et troværdigt science fiction-univers. Filmens oplagte forbilleder, de to første Mad Max-film, havde succes med det, på budgetter i samme størrelsesorden og endda med nogle af de samme skuespillere. Men Steve Railsback, som spiller Paul, er heller ikke nogen Mel Gibson, selv om han gør det udmærket, ligesom instruktøren Brian Trenchard-Smith heller ikke er nogen George Miller. Det være sagt, så morede jeg mig da gennem det meste af filmen over en kombination af ufrivilligt morsomme ting, de meget excentriske overklasse-jægere og hver gang fangerne fik ram på en af deres plageånder, ofte på grotesk voldelig vis.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Silver Surfer: In thy name

Udgivet den oktober 12, 2008 af Admin

Silver Surfer: In thy name
Marvel Comics, Trade Paperback
Skrevet af Simon Spurrier og tegnet af Tan Eng Huat

Fordelen ved science fiction er, at man kan rejse meget langt væk i tid og rum, bare for at få et andet perspektiv på den verden vi lever i her og nu. Kulturkampe kan visualiseres på en måde der gør dem relevante for os på en anden måde end når vi får dem serveret som floskler og soudbites fra politikere der forsikrer om at de kun har vort eget bedste i tankerne.

Konflikten mellem natur og kultur kan genfindes i “Verden er skov” eller “Grøn” og de der går rundt med følelsen af at de seneste års konflikter i mellemøsten handler om andet og mere end masse-ødelæggelsesvåben kan kigge på Frank Herberts klassiske Klit.

Sidstnævnte er relevant at bringe på banen når man kigger på Silver Surfer historien In thy name som nu er tilgængelig i trade paperback- format. Klit handler om sammenstødet mellem kulturer og om messias-figurer og hvor de kommer fra.

Silver Surfer har i årevis væres Marvels bud på en messias-figur. Ikke bare startede han som budbringer for Jack Kirbys bud på en gammeltestamentelig gud i form af Galactus, han blev også senere sat i scene som den noble modstander til Mephisto, Marvel universets bud på en bibelsk djævel.

I starten af In thy name er Silver Surfer søgt ud i nye kroge af universet, men der er åbenbart visse ting som følger surferen lige meget hvor han søger hen. Et tilsyneladende normalt, ihvertfald i science fiction-forstand, møde med en flok organ-stjælende pirater fører til mødet med Amacollective kulturen, avancerede og fredfyldte og så Brekkverdenen, ikke avancerede men religiøse og lette at ophidse.

Her trækkes linjerne op på en i vore dage meget bekendt måde. På den ene side har man den religiøse kultur der trods en voldsom fortid ikke kan give slip på sin higen efter en ekstern entitet som men kan tilbede og give ansvaret for sin tilværelse. På den anden side har man den lige så velmenende kultur der er orienteret om fremskridt og oplysthed, og som ikke tøver med at påtvinge de andre stakkels uoplyste kulturer sine værdier.

Silver Surfer vikles ind i konflikten mellem de to kulturer og finder sig selv både som messias for den ene og irritationsmoment for den anden, men også som den der tror sig selv oplyst nok til at kunne løse op for den underlige blanding af dysfunktionel afhængighed og konflikt der er mellem de to kulturer.

Skal man tro vore politikere, så er kulturkampen, ganske som den kolde krig allerede ovre og vi har stort set vundet. Når man har læst In thy name sidder man derimod tilbage med følelsen af at Brian Mikkelsen og hans åndsfæller kun er en enlig bølge i et større hav der et kort øjeblik brydes mod stranden og kaster skumsprøjt mod os andre.

Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , | Skriv en kommentar