Slither

Slither
Film, USA, 2006, 91 min.
Instr.: James Gunn
Medv.: Michael Rooker, Nathan Fillion, Elizabeth Banks, m.fl.

Man kan måske sige at Slither er lidt af en fornyelse indenfor zombie- og sci-fi/horror-genren. Konceptet kan minde om en genindspilning af The Hidden (1987), bortset fra at Slither foregår i en hyggelig lille by, hvor The Hidden foregik i en storby. Et lille, ulækkert rumvæsen begynder at inficere lokalbefolkningen, startende med den midaldrende Grant (Michael Rooker). Alle de andre, der bliver besat af rumvæsnets larver – også hunde og andre dyr -, kommer til at dele bevidsthed med Grant, så de allesammen er ham. Og de sulter efter kød. De er ikke undead, som i gængse zombie-film, men deres hjerner er overtaget af rumlarverne, så de reelt bliver zombier, omend kontrolleret af Grant – eller nærmere betegnet en kombination af Grant og rumvæsnet. Grants unge kone, Starla, undgår at blive inficeret fordi Grant, i skikkelse af de øvrige zombier, beskytter hende.

Den nyudnævnte lokale sheriff, Bill (Nathan Fillion, alias Captain Mal fra Firefly), jager Grant-væsnet med hjælp fra den eneste overlevende teenager, Kylie, som fik afbrudt sin inficering midtvejs, og derfor har absorberet telepatiske oplysninger om væsnets herkomst og modus operandi.

Filmen har, som typisk for genren, komiske elementer, men er mestendels ”played straight”. Det meste af handlingen foregår i fuldt dagslys, uden den knugende mørke som vi kender fra de fleste horrorfilm, og det giver en ander-ledes effekt, fordi man ikke sidder og forventer skrækkelige ting på samme måde. Så det, der sker, virker faktisk mere realistisk, og derfor mere horrific. Hvordan garvede horror-fans vil se på sagen skal jeg ikke kunne sige, men jeg synes at filmen var yderst underholdende. Ligesom John Carpenter’s The Thing blev en kult-klassiker, kunne Slither sagtens ende med at gøre den kunsten efter.

Bestemt en af de mere velproducerede zombie-film, jeg har set. Karakter: 8 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Obskuriøst X

Obskuriøst X
Redaktør: Henrik Larsen
Fanzine 2006, 32sider, 30kr

”Om det vi holder af” er undertitlen og det sammenfattende tema i dette tiende nummer af Henrik Larsens fanzine Obskuriøst. Et ganske bredt tema – men heldigvis har Larsen og hans stab af freelance-medarbejdere sunde interesserer, og som sædvanlig er Obskuriøst et underholdende bekendtskab… hvis man da ikke er typen, som kun holder af ”rigtig” litteratur og mener, at film helst skal blåstemples af eksperterne, før de er værd at se. Obskuriøst-flokken er psykotronikkens fortalere, og her gør andre kvaliteter sig gældende.

Oprindelig var meningen med Obskuriøst at formidle kultfilm, men fem år er gået siden nummer 0, og stilen er blevet mere personligt og er nok også blevet krydret med lidt mere nostalgi. Så her breder indholdet sig fra Candice Bergen til Doctor Who. Det, der nok mest kendetegner indholdet, er entusiasmen, og i mine øjne kan lige netop den dimension rette op på meget, selv om der måske er tekniske fejl fra forfatte-rens side eller manglende interes-se fra læserens. Angående det sidste overraskede jeg mig selv med at læse en artikel om Talking Heads fra ende til anden.

Men der er selvfølgelig opture og nedture – med så blandet et materiale skal man være et yderst sammensat menneske for at finde alt lige interessant. Men lad mig straks udpege de stykker, som jeg personligt finder blandt bladets perler – ikke i prioriteret rækkefølge:

”Tid til Doctor Who” af Joachim Larsen er noget nær det perfekte stykke entusiast-litteratur. Ikke alene er der gennemgang og anmeldelser af flere Doctor Who-udgivelser, men også en spæn-dende udredning af de tekniske problemer med og konsekvenser af diverse konverteringer til forskellige formater. Min egen viden om den gode Doktor er desværre håbløst fuld af huller, men Larsen (ikke at forveksle med redaktøren) forstår her at formidle noget af den kraft, der har gjort serien til en klassiker.

”Rapport om en forfatter” er Frank Brahes lidt flagrende præsentation af forfatteren Tage Eskestad. Igen er der den velsignende entusiasme, og Brahe gør det tydeligt, at Eskestads forfatterskab fortjener en renæssance og i al fald et nærmere kig. Han giver en solid baggrundspræsentation af forfatterskabet og binder derefter bøgerne godt sammen. På baggrund af den artikel alene bør Eskestads bøger liste sig længere frem i læsernes reoler (hvad de har gjort i mine).

Anmeldelsesdelen i Obskuriøst 10 er delt op i to: filmdelen, der er lidt kort efter min mening (to interessante film (Bordellet og Operation Ganymed), et soundtrack og Land of the Dead, som simpelthen er for lettilgængelig i forhold bladets øvrige indhold), og ”Den psykotroniske bogreol”, der helt klart ikke fylder nok. Her har Thomas Winther lavet en guidet rundtur i københavnske antikvariater med mulighed for scoops – det er en artikel, man burde fotokopiere til sine egne bogjagte, gerne kombineret med et kort. Erling Søby gennemgår Metabaronen, og redaktøren selv åbner døren for nogle af samlersindets afkroge (ikke så dystert, som det lyder, men ganske underholdende).

Resten af bladet går fra det interessante til de indlæg, der simpelthen er uden for undertegnedes interessesfære. Emnerne spænder så vidt som musik, westerns, krimier og personlige små rejseberetninger. Alt i alt en god oplevelse, som en weekend med vennerne.

Redaktøren bruger lidt plads i lederen til at begræde, at den kultur, Obskuriøst startede som en del af, er mere eller mindre forsvundet, overhalet af internet, DVD’er og andre slige forandringer. Jeg føler dog blot, at det sætter mere fokus på redaktørens rolle – Obskuriøst kunne for så vidt lige så godt eksistere alene på internettet (om end jeg personligt foretrækker en papirversion), men det afgørende element er redaktøren og den ånd, han bibringer til projektet. Her er det Henrik Larsen, der står som det samlende element, og det er ham, der har skabt en kontinuitet igennem bladets adskillige forandringer, og det er grundet hans entusiasme, at det spredte indhold i Obskuriøst 10 kan fremstå som et samlet hele. Det må dog indrømmes, at det er tæt på at falde fra hinanden (og det samlende tema virker også, som om det er klistret på som en eftertanke). I en perfekt verden ville redaktøren have nok materiale til at lave en klar linie i bladet, men indtil videre må vi nok leve med, at artiklerne er hæftet til hinanden med metaforiske elastikker. Det er nu heller ikke så dårligt – man kommer nogle gange til at læse ting, man ikke havde forventet.

Efter at den trykte udgave er blevet udsolgt har redaktøren lagt det til download på sin webblog:
www.samlersind.dk/lister/obsx-net.pdf

Anmeldt af Janus Andersen i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Fanzines, Magasiner | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Demon Diary

Demon Diary 1-2
Kara/Chihyung Lee/Yun-Hee Lee
Tegneserie i pocketformat
Ca. 200 sider pr. bind
Mangismo 2005

Det er svært. Hulens svært! Hvordan skal man finde ud af at være en ond og hovmodig dæmonhersker, nå man egentlig bare er en lille dreng, som tilmed hverken er ond eller grusom? Tyvedrengen Raenef er udvalgt til at blive en af de få, mægtige herskere over hærskaren af dæmoner. Men han har meget at lære, og han driver bestandig sin læremester, dæmonen Eclipse, til vanvid. For eksem-pel når Raenef bliver ved med at kalde sin lærer ”Hr.”, for derefter at undskylde sin fejltagelse. To ting, som en ordentlig dæmonhersker aldrig kunne drømme om at gøre!

Selv om Raenef er så uegnet til jobbet som dæmonhersker, som nogen overhovedet kan tænkes at være, klarer han skærene på sin egen charmerende og uskyldsrene måde. Han gør hellere sine besejrede modstandere til sine venner, frem for at give dem en grusom død.

Demon Diary er ikke japansk manga, men derimod koreansk manhwa. Det betyder først og fremmest, at serien læses på det, som vi fra skolen er vant til at betragte som den rigtige måde: Fra venstre mod højre. Bortset fra det er forskellen til at overse.

Tegneren kan tydeligvis sit kram, men skal dog vænne sig til, at tegnestilen varierer efter personernes sindstilstand: Når f.eks. Raenef har styr på tingene, fremtilles han som en smuk yngling – for øjeblikket efter at blive reduceret til måbende tumling, når han afsløres i en fejl.

Serien, som foreløbig er udkommet i syv bind, henvender sig mest til det unge publikum, fra ca. 12-års-alderen. Men man kan forholdsvis trygt lade også mindre børn læse med. Tempoet er højt, og der er masser af action. Men selv når der kæmpes på liv og død, og lynene flyver, sker det hele ublodigt og uden dyster alvor. Nærmest småpjattet. Selv en blasert gammel tegneserieveteran må tage sig selv i at fnise over den totalt uansvarlige dæmonhersker, som er mere opsat på at lave numre med den alvorlige Eclipse end på at lære sort magi.

Sammenlignet med andre typer af tegneserier får man rigtig meget for de knap 60 kroner, som et bind koster. Sidetallet varierer, men ligger omkring 200 sider pr. bind, og den tekniske kvalitet er lige så høj som tempoet.

Anmeldt af John Alex Hvidlykke i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Manga, Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Zoran Živković: Biblioteket

Biblioteket
Zoran Živković
Oversat fra serbisk efter ”Biblioteka” af Toni Liversage
Tiderne Skifter 149 sider

Biblioteket er Živković’s første udgivelse på dansk og er en novellesamling med 6 historier der alle sammen på en eller anden måde handler om bøger og biblioteker. Živković fremstilles primært som science fiction forfatter, men dette er ikke science fiction. Derimod spuriøse fantastiske fortællinger der finder sted i den almindelige verden, men med en overnaturlig drejning.

Alle historier er fortalt i førsteperson, omend det ikke er den samme, og vi følger personens møde med et overnaturligt bibliotek af en art. Blandt andet en forfatter der finder en optegnelse over bøger han vil skrive i fremtiden, en der finder hele verdenslitteraturen i sin postkasse, et bibliotek der indeholder en komplet biografi af samtlige menneskers liv og et bud på hvordan et bibliotek vil blive brugt i helvede. Nogen af disse personer tager disse mærkværdigheder ganske roligt som var det helt naturligt, mens andre bliver meget skræmte over at virkeligheden ikke opfører sig normalt.

Det er alle historier man trækker på smilebåndet over, men måske også kan blive en smule skræmt af, for virkeligheden bliver ikke fordrejet så meget at det bliver helt langt ude, men lige nok til at man undrer sig.

Sproget er let, enkelt og ligetil, hvilket giver et fyldestgørende indblik i personens tanker og hvordan han oplever de sære begivenheder omkring ham.

Jeg har ikke læst andre af Živković’s værker, så jeg kan ikke sammenligne det med noget af hans science fiction, men da det ikke er et større værk, kan jeg varmt anbefale det til alle der vil have lidt fornøjelig og tankevækkende iderig læsning.

Zoran Živković er en af æresgæsterne på Eurocon 2007 der finder sted i Valby kulturhus til september.

Anmeldt af Jeppe Larsen i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Josefine Ottesen: Dæmonernes hvisken

Dæmonernes hvisken
Josefine Ottesen
Roman, 257 sider
Høst og Søn. 2005

Min dårlige samvittighed over end-nu ikke at have læst noget af Josefine Ottesen, som jeg selv havde inviteret til Fantasticon 2006, resulterede omsider i at jeg kastede mig over Dæmonernes Hvisken, den første bog i serien om Mira. Jeg forventede fantasy med alskens underlige væsener og magi der fløj gennem luften på hver side. Det fik jeg så ikke. I stedet fik jeg en bog om en ung kvinde som vokser op i en verden, der minder lidt om vores verden for mange år siden, og hvor der hele tiden lurer racehad og ond magi i baggrunden. Her i den første bog i serien bygges racehad-temaet langsomt op, på en næsten uhyggelig realistisk måde, indtil det er ved eksplodere hen mod slutningen. Dæmonerne hører vi derimod ikke meget til, men de lurer hele tiden i baggrunden, som en del af forklaringen på hadet. Parallelt med det har vi så historien om Mira. Hun er placeret lige midt i konflikten, som datter af en fra hver af de to folk. Hendes mor er fra det folk som har den politiske og militære magt. Faderen er fra det andet folk, men har mere eller mindre afsværget sin egen oprindelse af hensyn til moderen. Moderen interesserer sig stort set kun for at familien kan holde facaden som en af de fornemste familier i landet. Faderen interesserer sig stort set kun for sine gamle bøger, som han tror kan skabe forsoning mellem de to folk. Så Mira, der er i stand til at tænke ret selvstændigt og er meget nysgerrig af natur, løber hele tiden ind i problemer, når forældrene vil have hende til at opføre sig som de mener en datter i den giftefærdige alder bør opføre sig. Det kunne have været lidt af en kliche, men Ottesen formår at gøre både moderen og faderen til levende personer, hvis følelser og motiver man forstår. Også Mira er splittet mellem at gøre som forældrene vil, og at følge sit eget hoved, som blandt andet er meget optaget af hvad den kloge gamle farmor har af ideer om sit barnebarns fremtid. Gennem hele bogen leger Ottesen med læseren, ved at præsentere Mira for valg, som kan få hende til at bryde med sine forældre, men hun er ikke sådan at få lokket til at gøre hverken det ene eller det andet. I stedet for det store eventyr får vi præsenteret et persongalleri og en verden, som lægger op til noget rigtigt spændende i de føl-gende bind, men uden at det bliver kedeligt, for spændingen hol-des hele tiden ved lige. Ret mange fantasy-elementer er der ikke i historien, men det synes jeg netop gør den stærk, da de elementer der er, bruges meget effektivt til at skabe spænding og mystik, i stedet for bare at være kulør på en i øvrigt farveløs historie. For historierne her – både den om hvordan had kan vokse frem blandt folk og den om Mira – er begge ganske fængslende, og kan absolut anbefales.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis: Psykonauten

Psykonauten: < 2
Patrick Leis
Roman, 196 sider
Klim 2007

Lad mig fra starten indrømme at jeg ikke har læst nogen af Patrick Leis’ tidligere romaner. Dels er jeg ikke den store horror-fan (og det er i den genre, han plejer at udfolde sig), og dels har jeg ikke så meget nationalfølelse at jeg føler mig forpligtet til at læse alt hvad der kommer af dansk fantastik. Men nu har Leis altså skrevet en science fiction-roman, og når jeg ligefrem er blevet bedt om at anmelde den, har jeg fundet det på tide at stifte bekendstkab med forfatterskabet – på høje tid, måske, i betragtning af at Leis er en de mest produktive nyere danske forfattere inden for de fantastiske genrer.

Psykonauten foregår engang i den sidste halvdel af det 21. år-hundrede. Verdens tre supermagter, Euromerika, Al Jihad og Motherland (Kina, Indien m.fl) har besluttet at lave en fælles indsats for at begrænse terrorisme og ‘slyngelstater’ ved at lægge det meste af verdens våbenmagt i hænderne på en supercomputer, der overvåger al kommunikation og derved hurtigt kan regne ud, hvor det brænder på. Romanen starter da denne computer, kaldet NEO, opnår bevidsthed og beslutter sig for at overtage verden. Hovedplottet handler så om, hvordan en håndfuld programmører og ingeniører på diverse måder prø-ver at stoppe NEO. Parallelt med dette plot følger man en gravid astronaut, der er nødlandet på en underlig planet, hvor hun møder en grim, nøgen mand, der prøver at overbevise hende om at der ikke findes tal mindre end to. Det er ikke umiddelbart klart hvordan de to sideløbende historier hænger sammen, men en kvik læser vil sikkert hurtigt regne det ud.

Ideen om en bevidst militær-computer, der vil overtage verden, kan ikke påstås at være dybt original – man kan fx pege på D.F. Jo-nes’ klassiske roman Colossus fra 1966 (filmatiseret i 1970 som The Forbin Project). Langt hen ad vejen er handlingen da også ret forudsigelig, men den måde, hovedpersonerne til sidst får skovlen under NEO på, har jeg ikke set før (og jeg vil heller ikke afsløre den for folk, der vil læse romanen). Rent fortælleteknisk fungerer Psykonauten generelt godt, dog uden de store sproglige gnister. Leis forstår at holde spændingen i gang, varieret med den fortsatte, surrealistiske/filosofiske diskussi-on mellem astronauten og den mystiske mand. Dog skæmmes det sproglige lidt af nogle ‘info-dumps’ hvor læseren får forklaret den tekniske og politiske sam-menhæng i lange, uinspirerende passager. Det er specielt et problem i kapitel 1, der indeholder en syv sider lang essay om verdenssituationen. Den er drøj at komme igennem, og man kan også overveje om det overhovedet er nødvendigt for historien at man kender baggrunden i så mange detajler. Det virker nemlig ikke som om Leis har noget specielt på hjerte i forbindelse med baggrundssituationen – det er bare nogle kulisser, fortællingen om den bevidste computer skal udspille sig i.

Romanen fungerer udmærket som let underholdning på en tog-tur (jeg læste den selv på en tur København-Kolding tur/retur), men den flytter ikke nogen mile-pæle i genren. Det har næppe heller været hensigten, så det skal man ikke nødvendigvis klandre Leis for. Jeg vil gerne se flere science fiction-romaner fra hans hånd, men måske med mindre fokus på teknologi. Det er ikke Leis’ stærke side, hvad han da også selv indrømmer i en note over for titelbladet.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Bente Clod: Body Effex

BODY EFFEX
Bente Clod
Roman 253 sider
Høst & søn 2006

”Jeg var tolv, da jeg besluttede mig til at blive interessant i stedet for grim” siger fortælleren allerede i starten af Bente Clod’s ungdomsroman Body Effex, og det holdt hun ved.

Nu er Ursula blevet omkring 16 år, og sliber både albuerundsave og karierermentalitet af, for at kaste sig ud i en verden af makeup og kunstige lemmer. Hun er en tænk-som sjæl, der aldrig går et skridt uden for det forholdsvis trygge hjem (hvor storesøsteren forstår det meste og både mor & far kan bidrage en smule til forståelsen af den ventende voksenverden), uden af bevæbne sig til de fire tommers kunstige øjenvipper og det farvede hår, med glimmer, Lacome og Gucci.

Hun er en skarpt defineret teen-ager med store ambitioner og tilsvarende gå-på-mod, og fortæller sin historie om de gyldne drømme som verdensberømt makeup-artist, med både nuancer og overbevisning.

Romanen starter med orker og rollespil, og svinger sig snart op i thrillersfæren med et grumt overfald og optakten til et mysterium der er miss Marple værdigt; men derefter går det en smule trægt med spændingen.

Ursulas karakter er meget gennemført, med de både op & nedture en ung pige kan opleve, og samspillet mellem hendes bedste veninde og de mere sekundære bipersoner fungerer som lå man selv og lyttede med under sengen eller stod bag væggen til undergrundsfestens pigetoilet. Bente Clod har gjort sit hjemmearbejde, både hvad angår pige-sind, og teenageproblemer. Også hele makeupdelen er, bortset fra en enkelt smutter (En afhugget arm kan simpelthen ikke laves af Dermavoks!) både realistisk og godt beskrevet. Materialebeskrivelserne og de opgaver Ursula og hendes venner i Body Effex-værkstedet udfører, virker meget autentiske.

Body Effex vil egne sig fortrinligt til forældre som ikke forstår at ungerne ikke absolut vil satse på et kontorjob, den vil være glimrende læsning for teenagepiger der tror at der ikke er andre end netop dem selv der har identifikationsproblemer (samt drengene der sikkert vil have godt af at vide, hvad det modsatte køn egentlig går rundt og tænker på) og til sidst giver bogen et spændende smug-kik ind i makeupartisternes og rollespillernes verden.

Men når det så er sagt, må jeg krybe lidt til korset og tilføje, at et hurtigt kik i spejlet med nådesløs klarhed afslørede at jeg ikke rigtigt faldt ind i den umiddelbare målgruppe, og at jeg derfor manglede en smule spænding.

Efter den lovende overfaldsoptakt daler tempoet nemlig betragteligt og sideløbende med Ursulas bestræbelser på at vinde omverdenens respekt og forståelse i form af sit sminkørarbejde og den nærmest uopnåelige førstepræmie i bodypaintmesterskabet på makeupmessen i London, er romanens omdrejningspunkt Ursulas stadig mere udtalte fornemmelse af at være lesbisk.

Sådan, kære læsere, og her må mændene godt vende side, for selvom Ursulas indre kamp med og mod attraktionen af sin bedste veninde og mødet med den verdenskendte makeupguru Tone, nok er velskrevet og for den rette læser sikkert interessant, havde jeg lidt svært ved at hænge fast i de mange opremsninger af tøj & makeup mærker, samt endeløse indre monologer om at åbne eller lukke det seksuladefinerende klædeskab.

Så læs Body Effex for beskrivelsen af Ursulas verden og bliv klogere på både makeupindustrien samt forvirrede men ambitiøse pige-sind, men lad være med at forvente, at optakten i Hareskovens mørke udvikler sig til et bloddryppende Bodywitch Project.

Anmeldt af Patrick Leis i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Stephen Baxter: Transcendent

Transcendent
Stephen Baxter
Roman
Gollancz Science Fiction 2005

Stephen Baxter er en af æregæsterne på årets Eurocon, og kaldes ikke sjældent ’De Store Ideers Mand’ indenfor hard science fiction. Det er ikke helt taget ud af den blå luft, da Baxter er blevet tildelt henved 30 priser for sine værker og nomineret til mange flere. Han er endvidere en særdeles produktiv herre med omkring 50 bøger på bagen over en 20-årig karriere – mest fiktion men også nogle fagbøger, samt en lang række radiospil, artikler, og noveller. Hans mest kendte bøger er nok Xelee-serien om en supercivilisation i en meget fjern fremtid (1991-); The Time Ships (1996) – en fortsættelse af H.G. Wells’ klassiker, Tidsmaskinen; Voyage – om en alternativ fremtid hvor vi rejser til Mars i 1986 (1996); Titan – om en ditto alternativ fremtid hvor mennesker rejser til Saturns måner i en udrangeret rumfærge mens Jorden rammes af en asteroide (1997); Manifold-serien der konfronterer Fermi-paradokset om hvorfor vi ikke har mødt fremmede civilisationer endnu (1999-); samt Time’s Odyssey-serien i samarbejde med Sir Arthur C. Clarke der bl.a. fokuserer på tidsrejser. Baxters Destiny’s Children-serie væver igen fortid og nutid sammen i en række historier, som ofte handler om hvordan magter i fremtiden forsøger at manipulere med fortiden. Nr. 3 i serien hedder Transcendent og kan læses selvstændigt fra de andre bøger i serien.

I bogen møder vi først den små-desillusionerede og midaldrende ingeniør, Michael Poole, i året 2047, hvor han besøger sin familie i et halvvejs oversvømmet Florida. Den globale opvarmning har skabt oversvømmelse og uddøen af dyrearter i hidtil uset omfang, og foranstaltet store geopolitiske forandringer. Et supranationalt organ kaldet The Stewardship forsøger at lede den nærmest håbløse kamp for at tilpasse sig klimaforandringerne, og forhindre at de eskalerer yderligere. Biler og lignende forureningskilder er forbudte (!). Pooles fremmedgjorte søn, Tom, som er nødhjælpsarbejder blandt oprindelige folk i Sibirien omkommer næsten ved en ulykke, hvor en stor mængde metan-holdig drivhusgas frigives fra den optøende permafrost i undergrunden. Ved at analysere denne udvikling sammen med supercomputeren Gea bliver Poole klar over, at planeten er i overhængende fare for en katastrofisk klimaforandring – i lighed med den der i Perm-tiden udryddede 90% af alle dyrearter – når flere og flere metangas-reservoirer tør op og det bare bliver varmere og varmere. Den idealistiske Poole står således pludselig med et nyt projekt med sit liv, nemlig at udarbejde en storslået plan for ved hjælp af menneskehedens hidtil største ingeniørprojekt at nedkøle de resterende metanreservoirer. Han er dog for at nå dette mål tvunget til at samarbejde med Tom og sin egen bror, John, som han i forvejen ikke har et alt for godt forhold til. Samtidig plages han af syner af sin afdøde kone, Morag, som synes at hjemsøge ham. I en tid, hvor der ikke er mange tilbage, som tror på spøgelser mere, bliver Morags tilsynekomster mere og mere et problem for Poole, efterhånden som hans troværdighed som leder af det globale nedkølingsprojekt sættes overstyr, Tom trækker sig endnu mere tilbage fra ham fordi han tror at faren er ved at miste forstanden, og John opfører sig mere og mere mistænkeligt, hver gang Morag kommer på tale.

Det andet handlingsforløb foregår en halv million år ude i en næsten ufattelig fjern fremtid, hvor menneskeheden har koloniseret galaksen og har udviklet sig til adskillige, ikke altid specielt genkendelige, arter. Pigen Alia rekrutteres af den mystiske Reath fra sin trygge tilværelse på det gamle koloniskib Nord, fordi hun tilsyneladende er udvalgt til at slutte sig til Transcendensen, et fantastisk netværk af intelligenser, som har overvundet dødeligheden og kroppen og nu aspirerer til gudestatus. Transcendensen er dog til stadighed optaget af et stort problem, nemlig at den ikke kan glemme al den lidelse som er gået forud i menneskehedens lange historie, inden den overgår til gudestadiet og løsriver sig helt fra menneskeheden. Derfor er det blevet indført ved lov, at enhver beboer i Det Galaktiske Fællesskab skal overvåge og empatisk dele livet med en person fra fortiden, for at deres lidelser i det mindste huskes, og på sigt igennem denne process ’sones for’. Alia har således bevidnet Michael Pooles fjerne liv, siden hun selv var barn. Transcendensen prøver også at gribe ind i fortiden for at ændre den for at mindske lidelsen. Problemet er bare, at hver ændring også skaber nye lidelser. Derfor har stærke kræfter indenfor Transcendensens superkollektiv deres helt egne og særdeles uhyggelige planer om, hvordan præokkupationen med fortidens synder skal afsluttes, og Alia tvinges til på tværs af tid og rum at kontakte Michael Poole, som Transcendensen har tildelt en afgørende rolle i disse planer. Mere skal ikke afsløres her, men slutningen binder selvfølgelig den kommende klimakatastrofe, Pooles mystiske visioner af sin afdøde kone og Transcendensens sindssyge planer sammen på forunderligste vis.

Transcendent er en fantastisk ambitiøs science fiction bog som blander klimaforandringsscenarier, semipostapokalyptiske scenarier, fantastiske fremtidsvisioner, religionsfilosofi og evolutionslære med hinanden – just to name a few! Som i Baxters tidligere bøger er der gjort noget ud af at beskrive personerne som mere end bare talerør for ’de fede koncepter’; især er der gjort en del ud af Pooles konflikter med sin bror, John, og sønnen Tom, som også får afgørende betydning for det videre forløb i det overordnede plot og gør den vilde historie mere realistisk. På den anden side, så har Baxter stadig nogle gange så travlt med at komme videre med at formidle de store ideer, at netop de personlige dramaer som han lægger op til ikke bliver beskrevet helt så godt, som de fortjener. Det skæmmer en ellers fantastisk læseværdig science fiction-bog, men dog ikke nok til at der ikke følger gode anbefalinger med herfra. Hvis du troede du vidste, hvad grænserne for hard science fiction kunne være, så vent til du læser Transcendent.

Anmeldt af Ulrik Kristiansen i Himmelskibet nr.13

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Asterix and the Vikings

Film, Danmark/Frankrig, 2006
Inst.: Stefan Fjeldmark og Jesper Møller

Asterix and the Vikings – the book of the film
Albert Uderzo og Rene Goscinny
Asterix tegneserie
Orion, 2006

Jeg har altid elsket Asterix tegneserier, og som vikingeskibssejler og vikingeinteresseret er Asterix og vikingerne en af mine yndlingsalbum. Da jeg hørte at danske A-Film skulle lave albummet til film glædede jeg mig utroligt meget. Da jeg var inde at se filmen blev mine forventninger opfyldt til fulde. Jeg syntes det er en af de bed-ste Asterix filmatiseringer der er lavet til dato. Tegningerne er flotte, både baggrunde og skyggeeffekter er med til at give tegnefilmen liv.

Der er tilføjet nogle flere karakterer i forhold til albummet. De vigtigste er Abba, Runegraf og Olaf. Disse karakterer ændrer handlingen fra albummet. Grunden til at disse karakterer er kommet med, er at man så kan få en kærlighedshistorie med i filmen. Abba er nemlig vikingehøvdingen Halgrim Helgrimssøns datter. I det oprindelige album havde Halgrim en søn ved navn Helgrim, så hans scener er i filmen overtaget af Olaf. Desuden er Olaf søn af shamanen Runegraf, som i tegnefilmen er blevet den egentlige skurk (Runegraf er inspireret af Profeten fra asterix-albummet Profeten). Desuden har Halgrims kone fået navnet Vikea, og Provoix har fået en lille due ved navn SMS.

For at få kærlighedshistorien til at virke, er en del af handlingen henlagt til det kolde nord, hvor vikingerne bor. I albummet blev Provoix kun bortført til strandkanten og ikke medtaget til vikingernes hjemland, som det sker i fil-men. Som vikingeelsker, syntes jeg at den del er ganske god. Jeg syntes dog at man skulle have undladt scenen i slutningen af filmen, hvor Trubadurix skræmmer vikingerne, hvorefter de prøver at flyve ud over en klippe. De har jo tidligere i filmen lært at frygten ikke giver mennesker eve-nen til at flyve. Scenen er jo nok taget med fordi den står så stærkt i det oprindelige album. Det bærer præg af at den skulle med fordi den er en af højdepunkterne i albummet.

Vikingeskibet vil jeg dog lige nævne. Skibet er inspireret af to nor-ske fund: Gokstad skibet og Osebergskibet, samt nogle af de objekter der blev fundet sammen med dem. Fra siden ligner skibet Osebergskibet, med de flot svungne stævne. Dog er der tilføjet et dragehoved i forstævnen, som for øvrigt er en figur man fandt sammen med Gokstadskibet. Når man ser skibets dæksområde, så ligner den mere Gokstadskibet, som har højere skibssider end Osebergskibet og når man ser skibet oppefra, så minder skibsformen mere om Gokstadskibet end Osebergskibet. Jeg vil lige nævne at man i 1949 sejlede en dansk kopi af Gokstadskibet til England. Skibet hed Hugin og mindede meget om det skib de bruger i tegnefilmen. De havde også tilføjet stævnpynt og et tilsvarende stort trædragehoved i forstævnen. Dette trædrage-hoved forringede skibets sejle-egenskaber betydeligt. Nå men ikke mere vikingeskibsnørderi, tilbage til Asterix.

Som i kan se af min anmeldelse er jeg ret vild med tegnefilmen. Der er 3 programmer på dvd’ens ekstramateriale. De to er meget korte, de handler om de nye karakterer (3 minutter) og om lydeffekterne (1 minut). Der er også en 25 minutter lang Bagom asterix og vikingerne dokumentar på dvd’en. Den er ganske god, man hører både om filmskaberne, den har gamle optagelser med Goscinny og nye med Uderzo, samt et interview med en fra Vikingeskibsmuseet. DVD’ens me-nusystem er dog ret dårligt, har faktisk sjældent set noget værre. Når man putter skiven i dvd’en, så kan man vælge mellem svensk, dansk og norsk. Når man har gjort det, så kommer der 6 trailere. Når de så er overstået, har man 20 sekunder til at trykke på enterknappen på sin fjernebetjening, for derefter starter filmen. Hvis man vil over i menusystemet skal det ske der, for hvis man under afspilningen af filmen ønsker at komme ind til menuer-ne, skal man starte forfra. Hvis man trykker på menuknappen, kommer man tilbage til der hvor man vælger land. Man kan desu-den ikke ændre på tekst eller sprogindstillingerne under afspilning af filmen. Det skal ske fra menuen.

Ud over dvd’en er der udkommet et album, der har filmens handling og tegninger i stedet for det oprindelige album. Det har man valgt ikke at udgive i Danmark, hvor man i stedet genudgav det oprindelige album. Det er selvfølgelig også bedre end filmalbummet, men det oprindelige album havde jeg jo allerede i forvejen, så jeg købte Asterix and the Vikings the book of the film fra England. Albummet består af hel- og halvsidede screencaps fra filmen, med filmens handling refereret i tekstblokke ved siden af billederne. Endnu en gang kan man nyde de flotte tegninger fra filmen, men da jeg startede med at læse teksten gik jeg i stå, den er lidt kedelig. Bogen indeholder desuden 16 sider om ”the making of the film”. Det viser sig at være en sides tekst om hvordan det blev bestemt at den skulle laves og så 15 sider med tegninger fra filmprocessen. Der er stregtegninger af karakterer og grundplaner for Halgrims høvdingehal, samt idetegninger over vikingeskibet. De to sidste ting syntes jeg er meget sjove.

Anmeldt af Kim H. Pierri i Himmelskibet nr. 13

Udgivet i Animation, Film, Tegneserier | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

A Scanner Darkly

Film, USA, 2006, 100 min.
Instr.: Richard Linklater
Medv.: Keanu Reeves, Robert Downey Jr., Woody Harrelson, Winona Ryder, m.fl.

Philip K. Dick er efterhånden Hollywoods darling. Han er blevet etableret som en forfatter hvis historier kan blive til gode film. Nu er turen så kommet til hans roman A Scanner Darkly. Den er lavet med såkaldt rotoscope-animation, hvor der er tegnet uden om rigtige skuespillere, og denne effekt er udmærket og skaber en interessant psykedelisk stemning. Filmen blev dog ikke en tilstrækkelig stor amerikansk succes til at den nåede frem til de danske biografer, men nu er den ude på DVD.

Jeg har desværre ikke læst romanen, som åbenbart er inspireret af Dick’s egne erfaringer med stofmisbrug, men jeg har læst nogle sammenligninger mellem filmen og bogen på internettet. Det forlyder at A Scanner Darkly er den Dick-film som hidtil er mest tro mod forlægget (Linklater fik rettighederne billigere, på den betingelse at han var tro overfor bogen), og alligevel er der selvfølgelig, som altid når en roman filmatiseres, skåret en del i den.

Historien handler om en efterretningsagent, Bob Arctor (Keanu Reeves), som sendes undercover i et miljø hvor det narkotiske stof Substance D købes, sælges og misbruges. I den forbindelse må han også selv tage stoffet. Substance D har bl.a. den effekt at kappe forbindelsen mellem højre og venstre hjernehalvdel, hvilket gør folk psykotiske, hallucinerende, paranoide og skizofrene i forskellig grad.

Som efterretningsagent bærer Arctor en såkaldt ”scrambling suit” som beskytter hans rigtige identitet. Selv de forskellige agenter ved for det meste ikke hvem hinanden er (det er muligvis disse agenter som er ”scannere”, men det synes jeg ikke fremgår af filmen). Der sker så det at Arctor i sin egenskab af efterretningsagent bliver sat til at overvåge sig selv i undercover-rollen. Er det et tilfælde, eller ved hans overordnede godt hvem han er?

I bogen opdager Arctor ikke at han overvåger sig selv, for han er blevet skizofren. Dette fremgår dog ikke særlig tydeligt af filmen, hvor det er mit indtryk at han godt ved besked, omend han selvfølgelig er ret forvirret over det. Seeren er også ret forvirret over hvad der egentlig foregår, men filmen ender på en tilfredsstillende måde med en væsentlig aha-oplevelse, som gør den overordnede handling langt mere meningsfuld, og giver en lyst til at se filmen igen for at lægge mærke til alle detaljerne.

Men bortset fra disse ”scramblings suits” og så det imaginære stof Substance D, er der ikke nogle videre science fiction-elementer i historien. Det foregår godt nok i et fremtidigt overvågningssamfund, men den detalje betyder ikke så meget for handlingen. Historien handler egentlig bare om at afsløre nogle narkohandlere på en yderst farlig og kontroversiel måde, som seerne også selv er med til at gætte sig til. Det er en flot, gennemført og tankevækkende film, men det er langt fra alle detaljer, der følges op på, og i sidste ende synes man ikke at filmen rigtig har flyttet noget.

Under alle omstændigheder er det dog en seværdig, underholdende og sine steder sjov film, med gode skuespillerpræstationer – også fra Keanu (surprise, surprise!).
Karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 13

Udgivet i Animation, Film, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar