Himmelskibet

Film, Danmark, 2005
Inst: Christoffer Boe

For nyligt fik jeg set Christoffers Boes film Allegro, der er kommet på DVD. Filmen bruger delvis samme recept som hans tidligere film Reconstruction, på den måde at filmens fortæller også her gøres meget eksplicit, inklusiv at man får at vide hvilke overvejelser der gøres mht. filmens plot. Grundhistorien er ret simpel: Pianisten Zetterstrøm har stor succes ved sine koncerter i udlandet, men har mistet sine følelser og må vende tilbage til København for at finde dem igen. Det får vi at vide uden nogle omsvøb lige fra starten. Hvordan kunne man så gribe en sådan historie an? Hollywood har for eksempel gjort det utallige gange. En der lige falder mig ind, er Rainman, hvor succesfulde Tom Cruise skulle genfinde sine glemte følelser overfor den mentalt handicappede storebror Dustin Hoffman.

Det som jeg egentlig vil med anmeldelsen her, er at skrive noget om hvordan filmen bruger det fantastiske. For i stedet for at fortælle historien inden for de begrænsninger virkeligheden har, bruges der nogle fantastiske elementer. For det første så er der opstået en mytisk zone midt i København efter Zetterstrøm forlod byen. Det tilsyneladende umuligt at komme ud eller ind af denne zone, men det viser sig at det alligevel kan lade sig gøre. For det er i zonen Zetterstrøms følelser — personificeret ved Helena Christensen — er gemt, så han må naturligvis derind. Et andet element er at Zetterstrøm på magisk vis mister sit talent for at spille mens han er inde i zonen, og derfor må tage derind en gang til.

Zonen gør at der kan optræde et stærkt symbol på Zetterstrøms følelser. Men det havde vi sådan set allerede Helena Christensen til. Så hvorfor ikke bare lade hende optræde som et spøgelse? Det kræver ikke at virkeligheden skal laves så meget om, som den skal med Zonen. Her er svaret tilsyneladende at der kan optræde to mystiske personer inde fra Zonen, som er ude på at hjælpe eller måske snarere teste Zetterstrøm, i øvrigt spillet ganske fint af Henning Moritzen og Niels Skousen. Hele plottet er bygget op om dem, ved at de lokker Zetterstrøm ind i Zonen, og da han tager ud igen, lokker de ham ind igen ved at kidnappe hans talent.

Problemet med det plot er at vi godt ved at det er et plot, og at der ingen overraskelser er i det. Vi får jo løbende fortalt alt hvad der er værd at vide om historien, mens den fortælles. Så et af de klassiske motiver for at bruge det fantastiske er ikke til stede — nemlig at gøre historien overraskende. Og så vidt jeg kan se, er der ikke noget i den som egentlig kræver at der er overnaturlige ting på spil, på nær altså at noget skal lokke Zetterstrøm til København. Det kunne akkurat lige så godt have været en virkelig person. Det andet fantastiske element — hans kidnappede talent — virker mere som en undskyldning for at få filmen til at vare lidt længere: Det er jo allerede lykkes at få ham ind i Zonen én gang, og de ting der sker under hans andet besøg derinde, kunne lige så godt være sket i forlængelse af de første. Så får vi selvfølgelig ikke set så meget til den meget bekymrede Nicolas Bro, der har hyret Zetterstøm til en koncert, men det er jo ikke ham filmen handler om.

Mit indtryk af filmen udtrykkes meget godt af Zetterstrøm alias Ulrich Thomsens replikker: Han synes det hele er noget pjat og vil gerne have at de holder op med at rode med hans liv. Men alligevel følger han med i plottet, mest på grund af nysgerrighed. Det virker lidt sært at skulle kritisere brugen af fantastiske elementer i fim, når man skriver til et blad der handler om de fantastiske genrer. Men jeg synes at det fantastiske i denne film virker overordentligt påklistret, og forstærker den følelse af at det hele bare er kulisser, som man i forvejen får af at fortælleren med mellemrum kommenterer sin egen film. Det der var brug for var noget der faktisk viste de følelser, som filmen åbenbart skulle forestille at handle om. Omvendt kunne man have lavet den til en egentlig fantastisk film, og brugt Zonen som mere end et fortælletrick. Det kunne for eksempel være et sted hvor alle menneskers glemte følelser var gemt af vejen, med den mulighed for parallelle historer til Zetterstrøms det ville give.

Det forekommer mig også at der er ting i plottet som slet ikke er tænkt igennem: Zetterstrøms klaverspil mangler åbenbart følelse, men hvordan kan han så være så berømt, og hvis man kan blive så berømt uden at føle noget, hvad kan han så bruge følelser til som pianist? Historien kunne have været at han mangler noget i sit liv, men det gør han tilsyneladende ikke. Måske fordi meget af hans historie og personlighed er ret skitseagtig, fordi der skulle være plads til både meta-snak om plottet og fantastiske elementer. Men man kan da sige det gode om filmen at den teknisk set er ganske vellykket, og at hvis man godt kan lide J.S. Bach, er lydsporet også fint. Men hvor ville det være rart at film som denne, der ikke har nogen hæmninger mht. at eksperimentere med mediets form og at bruge fantastiske elementer, både var nogle man meget gerne ville kunne lide, og også var nogle man faktisk kunne lide.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 12