A.Silvestri – Næsten her

Udgivet den februar 21, 2021 af Admin

Næsten her
Novellesamling af A.Silvestri
Brædpunkt, 2020, 370 sider

2020 var året hvor A.silvestri havde 10-års jubilæum som udgivet forfatter. Han debuterede i 2010 med novellesamlingen Køtere dør om vinteren (Hexameter). Siden da er det blevet til et stort antal udgivelserne hvoraf flere er blevet anmeldt her i Himmelskibet. I de sidste par år har han samlet flere af de noveller han har haft med i antologier i novellesamlinger. Denne gang er der dog en samling af noveller skrevet til denne udgivelse. Det er ikke blot en samling tilfældige noveller, og bogen har da også taget ham 7 år at skrive. Alle novellerne har det til fældes at de foregår i verdner der næste ligner vores. I alle historierne er der dog mindre, men væsentlige varianter der gør at disse verdner tydeligt ikke er vores, men historierne er alligevel relaterbare.

For blot at nævne de to første af disse verdner som næsten er vores:

Der er den verden hvor den gældende videnskab er bygget på teologi, og det ”faktum” at verden kun er 7.000 år gammel og skabt af gud, men menneskets drifter er bestemt stadig til stede.

Der er også den verden hvor i det er ødelæggende for en forfatters karrierer hvis et skabt værk minder om et allerede eksisterende værk.

Bogen leger således med det kontrafaktiske, og giver mulighed for en masse forskellige ideer og tankespind. Ved at de alle finder sted i verdner der på samme tid er forskellige, men også netop har dette som fællesnævner, så giver det samtidig en sammenhæng og en stor variation igennem bogen, der give ren helstøbt samling.

Novellerne består ikke kun af nogle gode ideer til de alternative verdner, men det er også bygget op om interessante historier. Samtidig er den også en god afspejling af hans forfatterskab som er en god blanding af det historier der har rod i fantastikken og de der har rod i det realistiske.

Jeg læste på Silvestris hjemmeside at han har fået udgivet 170 noveller, men heldigvis viser en samling som Næsten her at han bestemt ikke er hverken gået i stå eller er løbet tør for nye og interessante ideer.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Emilie Sandbye – De Nyfødte

Udgivet den februar 19, 2021 af Admin

De Nyfødte
Roman af Emilie Sandbye
Forlaget Mellemgaard, 319 sider, 2019

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Emilie  Sandbye har udgivet ungdomsfantasyromanen De Nyfødte,  som er første bind i en serie kaldet Gudernes Kabale.

Romanen foregår i byen Caister, hvor der hersker gammeldags normer om forskellige ting bl.a. om ægteskab.  Og i Caister er der et slumkvarter, hvor de fattige bor. Vi møder i romanen varulven Storm Etargo på 19 år, der er af aristokratisk slægt. Og i Caister bor andre racer bl.a. elvere og vampyrer.

Storm vil være røgdykker, men under den afgørende eksamen overfaldes han af et blodsugende væsen, en nyfødt. Den nyfødte bliver beskrevet på denne måde: ”Kroppen var mørk, nøgen, lille og spinkel. Det havde to arme og to ben. Hovedet var ikke så stort” (s.18) Storm bliver indlagt på hospitalet og overlever.

Her tror man som læser, at romanen nok kommer til at handle om kamp mod disse væsner.  Men det gør romanen ikke. I stedet læser man om Storms vanskeligheder ved at leve op til normerne i samfundet bl.a. angående ægteskab fordi han er homoseksuel. Homoseksualitet bliver der ikke set med milde øjne på i Caister. Storms aristokratiske familie er kun interesseret i at han gifter sig og får børn.   Og forude truer en brutal manddomsceremoni, hvis formål er at sortere de svage fra, men som der står i bogen om manddomsceremonien: ”Det her var ikke var ikke nogen fair frasortering af de svage, men et sponsoreret slagtehus, vist til offentligheden i den bedste sendetid” (s.264).  Hvordan det går Storm med manddomsceremonien, krav om ægteskab etc. synes jeg man må læse sig til, så jeg vil ikke skrive mere om handlingen i bogen.

Romanen er fortalt i første person og det er Storm der er fortælleren. Som læser bliver man ikke introduceret til romanens univers, men får som læser tingene at vide løbende. Det gør den sine steder lidt svær at læse. Jeg synes at, at det ville være en fordel, hvis forfatteren introducerede læseren til Caisters verden. Personbeskrivelserne er gode, specielt Storm og hans far Tyfon er godt beskrevet.

Men er det en god eller dårlig roman? Jeg vil mene at den er ret god, selv om  jeg må indrømme at jeg gik død ca. halvvejs i romanen. Jeg gik død i den fordi, den handler for meget om problemer som Storms forventede indgåelse i ægteskab, i stedet for problemerne med de nyfødte.  Ikke, at det kan være spændende at læse om Storms problemer med ægteskab og manddomsceremoni, så det det er nok en subjektiv ting. Men når romanen hedder De Nyfødte, så forventer man som læser at de spiller en større rolle i romanens handling.

Og romanen er velskrevet og forfatteren har en historie at fortælle. Og handlingen bliver mere spændende, synes jeg, da manddomsceremonien kommer i fokus.  Sproget er let flydende og næsten uden metaforer, som der kunne være flere af. Dog fandt jeg en enkelt: ”Som en sværm af vrede bier” (s.262)

Endelig skulle der have læst bedre korrektur på bogen. Der er flere fejl gennem bogen. For eks.: Kontroller i stedet for kontrollerer (s. 203) og hårde i stedet for hårdere (s.229)

Handlingen i første bind er i store træk afsluttet, og kan således stå alene. Bogen kan således anbefales, selv om jeg synes den har sine fejl.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Charlotte Perkins Gilman – Det Gule Tapet

Udgivet den februar 17, 2021 af Admin

Det Gule Tapet
Kortroman af Charlotte Perkins Gilman
Forlag: Escho 2020 (1892), 52 sider

Kontekst, kontekst, kontekst. Genoversættelsen af Det Gule Tapet netop i 2020 er timet og tilrettelagt efter tre tendenser i danske udgivelser:

  • Oversættelser og pastîcher af weird fiction. Tænk blot på Lovecraft-bogværket fra Dreamlitt, på Arthur Machen-oversættelsen fra forlaget Struktur, eller på Thomas Strømsholts forfatterskab.
  • En bølge indenfor den litterære verden, men man går op i at genopdage navnlig kvindelige Tag blot revival af Karen Blixen og Tove Ditlevsen.
  • Genudgivelser af oversete værker (igen, ofte kvindelige forfatteres), f.eks. Gyldendals Skala-serie, og forlaget Eschos to serier Gule Roser (kulørt litteratur) og Udenlandsk Fugl (oversat litteratur).

Det Gule Tapet er en Escho-udgivelse, men nok ikke helt så ”overset”, som mange af forlagets øvrige udgivelser. Charlotte Perkins Gilmans (1860-1935) værker har nemlig opnået klassiker-status i den amerikanske verden. Som det påpeges i efterordet, slog Gilman først igennem efter sin død, da hun blev genopdaget (læs: kapret) af The Feminist Press i 1970’erne, og derefter kanoniseret.

Gilman brugte selv ordet ”feminist” så tidligt som 1916, så det er helt korrekt at forlaget markedsfører bogen som uomgængelig for feminister. Spørgsmålet er om det gør noget godt for bogen. Der er løbet meget vand under broen siden 1970’erne, og vi taler nu om fjerde- eller sågar femtebølge-feminisme. Man kan mene hvad man vil om DR- programmet ”Alle Hader Feminister”, men det afslører noget interessant: At de fleste danskere går ind for ligestilling, men selve ordet ”feminist” hænger dem simpelthen langt ud af halsen!

Måske havde det – i 2020 – været mere givtigt at befri bogen fra dets feministiske fængsel, og kigge på Gilman – i hvert fald Det Gule Tapet – indenfor skræklitteraturens rammer. Det gør efterordet heldigvis også.

Der trækkes en overbevisende linje fra Jane Eyre (1845) til Et Dukkehjem (1879) til Lovecraft (1890-1937) til The Haunting of Hill House (1959). Disse sammenligninger måtte gerne have fyldt endnu mere – for det er fascinerende at sammenligne. Amerikansk forfatter, døde i midten af 1930’erne, havde visse racistiske holdninger, blev først opdaget efter sin død. Det er Gilman i en nøddeskal – men det er også Lovecraft, Robert E. Howard og flere andre. Der er utvivlsomt meget mere at komme efter her.

Det store spørgsmål er selvfølgelig om bogen er lige så interessant som Gilman selv?

Det er i hvert fald den slags historie, som man lige skal tygge på og gå tilbage til. Du skal tænke over det. Handlingen kan virke klassisk, næsten kliché-agtig, når man beskriver den nøgternt: Et ophold i en ældgammel ejendom, der bærer på en frygtelig hemmelighed, fortalt af en hovedperson med en meget tvivlsom dømmekraft.

Det er oplagt at sammenligne med Lovecrafts Rotterne i Murene, eller med Bram Stokers Lair of the White Worm. Men Gilmans hovedperson er der ikke frivilligt, og hun har ikke arvet ejendommen. Nej, hun er der, fordi hun skal restituere sig oven på en sindslidelse. Behandlingen lyder på isolation. Uheldigvis er denne isolation påtvungen, og gør muligvis lige så stor skade som sygdommen. Her kan man sammenligne med Virginia Woolfs ophold i Richmond – eller i hvert fald med Michael Cunninghams skildring af det, i romanen The Hours (1998)! Mon ikke Cunningham skævede lidt til Gilmans historie? Ægtemanden skildres i begge tilfælde som oprigtig, men alt for overbeskyttende.

Hvorom alt andet er, så er der noget til stede i huset – det man på engelsk elsker at kalde en ”entity.” Og det giver sig langsomt til kende igennem et gult tapet, der virker som om det drager husets beboere til sig.

Huset har en forhistorie, som dets egentlige ejere ikke ville ud med. Hvorfor er det ubeboet? Hvad er der sket i værelset med det gule tapet, der bærer spor af tumult?

Det er den slags historie, hvor man aldrig kan være helt sikker på hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. På den ene side kan man lade sig irritere over ægtemandens tendens til at kalde alle hovedpersonens iagttagelser for ”fikse idéer.” På den anden side har hovedpersonen vitterligt en tendens til at lade sig besætte af detaljer (igen: sammenlign med fortælleren i Edgar Allan Poes Berenice, der er så besat af sin kusines tænder, at det kun kan gå galt…).

Kort fortalt er der en masse at komme efter, for kenderen af det gotiske gys og ”weird” litteratur. Det refererer til tidligere mesterværker, samtidig med at det foregriber moderne spøgelseshistorier. Efterskriftet er udmærket, men kunne sagtens have fået lov til at fylde endnu mere, når der er så meget at komme eftter!

Der er kun nogle småting at udsætte på bogen: Tendensen til at understrege en masse ord tager overhånd, og der kunne have været gjort mere ud af forsiden, der er ensfarvet gul, med rød og sort skrift. Det havde været spændende, hvis grafikeren havde forsøgt at gengive det gule tapets væmmelige mønster, som man kan finde et utal af former i…

Anmeldt af Rasmus Wichmann, anmeldereksemplaret er sat til rådighed af forlaget Escho

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Stein Riverton – Jernvognen

Udgivet den februar 16, 2021 af Admin

Jernvognen
Kriminalroman af Stein Riverton (Sven Elvestad)
Forlag: Escho 2020 (1909), 216 sider inklusive efterord af Benni Bødker.

Er dette ”fantastik?” Jeg kan ikke rigtig fortælle jer det, for ellers ville jeg afsløre hvorvidt der virkelig foregår noget overnaturligt i romanen eller ej. Bogens store mysterium omhandler nemlig en lokal legende om ”Jernvognen”, og vores hovedperson er fristet til at tro, at han virkelig har set et genfærd…

Hvis læseren af Himmelskibet har hørt titlen før, så er det sikkert tegnserieudgaven fra forlaget Fahrenheit (2003) – den med ”talende dyr.” Og nope, det var en nordmand med kunstnernavnet ”Jason”, der tegnede den. Ikke Cav Bøgelund. Jeg kunne ellers have svoret på at det var Cav – prøv selv at sammenligne med ”Blodbryllup.”

Hvorom alt andet er: Denne ”krimi” er først og fremmest et indblik i hovedpersonens skrøbelige psyke. Han er på ”ferie” på et hotel i Norge – måske er der tale om et kursted for sindslidende? – så, det sidste han har brug for, er at blive trukket med ind i en mordsag. Men sagen er svær at komme uden om, når han ikke alene kendte afdøde, men også var den sidste, der så ham i levende live. Ergo bliver han trukket med rundt af bogens detektiv, den helt ekstremt excentriske Asbjørn Kragh fra Kristiania (Oslo).

Hovedpersonen agerer en slags ufrivillig (og upålidelig) Watson for Kraghs eskapader. Kragh er én af de mest fascinerende særlinge, som den kulørte litteratur kan byde på. Fra første færd, hvor han befinder sig for enden af hovedpersonens seng, og vækker ham ved at ”stirre hårdt på ham.” Kragh påstår at mestre hypnose, og bruger vildledning, forklædninger og overtro til at manipulere med mistænkte. En ”lyriker i rædsel” kalder han sig selv. Hans metoder er mildt sagt uortodokse, og man får en mistanke om at han måske ikke forlod politistyrken helt så frivilligt, som han selv påstår! Men fordi det er en roman, så er der selvfølgelig mening i galskaben. Spændingen stiger og stiger, indtil en konfrontation lige så dramatisk, som Holmes mod Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet.

Som sagt er bogen halvvejs en gyser, eller psykologisk thriller, da bogens mord bliver kædet sammen med en spøgelseshistorie. Man kan sammenligne med Conan Doyles Baskervilles Hund, bare uden garanti for, at der findes en helt igennem rationel forklaring. Det er ikke rigtig gotisk som Poe – snarere ovre i Johannes Jørgensen og symbolismen. I fald læseren ikke husker sin gymnasielærdom, så vil jeg opsummere.

Det moderne gennembrud: ”Der findes altid en rationel forklaring!”

Symbolismen: ”Virkelig? Er du nu også heeeeelt sikker på dét?!”

At ”Jernvognen” også er sindssygt velskrevet, gør absolut ikke fortællingen dårligere. Hovedpersonens overanstrengte hjerne maner ikke bare spøgelser frem, men også en overflod af stemningsfulde naturbeskrivelser. Alligevel er jeg ikke helt tilfreds med netop denne udgave. Det er ikke dét, at den er dårligt oversat til nudansk. Det er mere dét, at moderniseringen er sket en smule sjusket. Nu og da dukker ord op, som stadig er stavet på norsk bokmål, eller efter gammel dansk retstavning. Det hiver én lidt ind og ud af stemningen, at teksten ikke er helt konsekvent.

Forfatteren Bødker skrev både efterordet til tegneserie-udgaven i 2003, samt efterordet til genudgivelsen af den danske krimi-klassiker ”Hvad Skovsøen Gemte” samme år (jævnfør Klaus Johansens antikvariat og fanzine af samme navn!). Det er nok derfor at Escho har fået ham til at skrive efterordet til denne bog også. Bødker er selv kendt som børne- og ungdomsforfatter (og har været gæst på Fantasticon), men har tydeligvis styr på sine klassikere.

Alt i alt er bogen simpelthen en klassiker, og enormt forfriskende at læse i netop 2020. Den danner nemlig en modvægt til nutidens ”nordic noir”, med dens socialrealistiske hovedpersoner, og dokumentariske skildring af politiarbejdet. Det er ikke så meget dét, at der ikke findes fantasifulde påfund indenfor krimien. For det gør der. Vi bliver bedt om at tro på mordere, der tager afsæt i H.C. Andersens eventyr, eller på en sekt af ensomme mænd, der slår kvinder ihjel… iført enhjørningemasker. Det er mere dét, at vi stadig bliver bedt om at tage den slags absurde påfund seriøst, samtidig med at zombier forvises til børneværelset.

Jernvognen får undertegnede til at ønske, at kriminallitteraturen kunne være frodig, vildtvoksende, satsende, og have en kæmpe spændvidde. I stedet for at være så standardiseret og skabelonagtig. Forhåbentlig findes de derude – krimiforfattere der satser stort – men de drukner desværre i mængden lige nu. Denne roman beviser i al fald, at en krimi kan være alt muligt, og stadig være en krimi. Realistisk, overnaturlig, psykologisk, dokumentarisk, komisk, der burde være plads til det hele under krimiens store paraply.

Anmeldt af Rasmus Wichmann, anmeldereksemplaret er sat til rådighed af forlaget Escho

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , | Skriv en kommentar

Per Jacobsen – Spejlkabinettet

Udgivet den februar 6, 2021 af Admin

SPEJLKABINETTET
Roman af Per Jacobsen, Valeta 2020, 657 sider.

Bagsidetekst:
Som psykologilærer ved Michael Bendixen udmærket, at det er ganske normalt for mennesker i sorg, at de ser deres elskede afdøde alle mulige steder. Derfor forsøger han også at ignorere det, da han på vej hjem fra arbejde hører sin afdøde søns lyse stemme skære igennem på gymnasiets gang. Han betragter det som en hallucination fremkaldt af sorg.
Senere samme eftermiddag bliver denne forklaring imidlertid sat på en prøve, da han under et besøg på det lokale bibliotek bliver opsøgt af en ung pige, som stædigt hævder, at hun også hørte stemmen ovre på gymnasiet.
Pigen er Lisa Vang, en syttenårig gymnasieelev, som i de tretten måneder, der er gået, siden hun selv led et tragisk tab, har haft sine egne dæmoner at kæmpe med, og mødet mellem de to bliver startskuddet til en lang og nervepirrende rejse, der fører dem til Urari – en parallelverden til vores, hvori spejle reflekterer langt mere end blot beskuerens fysiske træk.

Da jeg læste Spejlkabinettet spøgte en tanke flere gange. Den her roman kunne lige så godt have været science fiction, for alene en betegnelse gør forskellen. Det bærende element i Spejlkabinettet er nemlig spejle, som flere af hovedpersonerne kan benytte som ’ormehuller’ til at tilbagelægge store afstande på et splitsekund i bedste Alice i eventyrland stil. Derfor er det en fantasy roman. Havde det i stedet været f.eks. via telefoner a la George Langelaans novelle ’Fluen’ fra 1957, så havde det helt klart været science fiction.

Den detalje gør imidlertid ikke romanen mindre underholdende og spændende, for selv om den som et gammelt damptog er lidt træg i opstarten, hvor vi lige skal ind under huden på hovedpersonerne og fornemme, hvor hårdt de er ramt af de personlige tab, som de har lidt, så kommer der snart fart over feltet. Ind imellem synes jeg imidlertid der er nogle ’huller’ i handlingen, hvor man som læser selv må tænke sit eget forløb ind, og det synes jeg virkelig er en skam, for det skæmmer et plot, der ellers hænger rigtig godt sammen.
Da bogen i forvejen er en moppedreng på over seks hundrede sider havde det ikke betydet noget at ofre en halv snes sider på at udfylde hullerne. Jeg vil ikke gå i dybden med hvad jeg mener, for så tager jeg spændingen fra læseren og kommer derved for tæt på at røbe hvem morderen er. Et eksempel vil jeg dog nævne. Det undrer mig, at Per ikke lader en af de sekundære personer, Mary, komme tilbage i handlingen på en eller anden måde i forbindelse med, at to af hendes nærmeste kommer ud for fatale hændelser, hvor det i en normal sammenhæng ville have været naturligt, at hun som den første var blevet underrettet og kom til stede så hurtigt som muligt.

I slutningen synes jeg også det er som om den primære hovedperson Michael slippes for tidligt, så det overlades til læseren selv at tænke sig til, hvordan han kommer videre med sit liv, medens den sekundære hovedperson Lisa føres rigtig godt hjem til en, om ikke happy ending, så dog meningsfuld afslutning.

Når det er sagt, så synes jeg som nævnt at det er en overordentlig spændende og godt skrevet roman, hvor jeg flere gange oplevede, at når jeg troede, at jeg nu havde regnet ud, hvad der skulle ske, så blev jeg snydt ved at Per lod handlingen tage en helt anden og overraskende retning. Når jeg så alligevel nævner, at der er nogle svagheder, som jeg har hæftet mig ved, så er det fordi en anmeldelse i min verden også skal være et værktøj for forfatteren, som kan hjælpe vedkommende til at blive bedre.’

Lixtallet er ikke nævneværdigt højt, og det synes jeg klæder bogen, der er fuld af herlige metaforer og kreative sætningskonstruktioner som ”Hun tøvede lidt, mens de to modsatrettede følelser i hende – vreden og moralen – duellerede for at afgøre, hvorvidt hun burde fuldende sætningen.”

Tænke sig at sammenligne ord med musketerer.

Lad dig ikke skræmme af, at det er en ordentlig moppedreng af en bog, for der er snor i handlingen som binder bogen til dine hænder med risiko for, at det går ud over din nattesøvn.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Johannes Lundstrøm i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Scheming Through The Zombie Apocalypse: The Beginning

Udgivet den februar 5, 2021 af Admin

SCHEMING THROUGH THE ZOMBIE APOCALYPSE:
THE BEGINNING
Udvikler: Entertainment Forge
Udgiver: GrabTheGames, 2018. PC og Mac

Scheming Through The Zombie Apocalypse: The Beginning er et lille visuel novellespil. Man går basalt set gennem noget tekst, og der sker også lidt på skærmen. Nu og da kan man foretage sig nogle valg, og spillets handling ændrer sig. Spillet er ikke særligt langt. Man kan færdiggøre det på en aften. Der er mere at se en bare en gennemspilning. Der er også trofæer at opnå undtagen på Nintendo, som ikke vil have den slags.

Man spiller to antropomorfiske dyr. Det er midt i zombie-apokalypsen. De hænger ud på den enes lejlighed. Snart tager de ud i byen i deres kassevogn for at hente ting fra forladte butikker. Den ene holder øje med hvad der sker, og den anden går ind for at hente tingene. Man møder også andre dyr. Dem kan man få til at hente ting for sig. Der er også to store okser som ikke kan tåle at man kalder dem ”beef”. Så er fimse woke-heden også med i spillet. Det brød jeg mig ikke om. De går og kan ikke komme sig over noget som nogen har sagt! De vil gerne give øretæver. De går ind og stjæler i lejligheden. Ellers kunne jeg godt lide handlingen. Jeg har spillet det igennem to gange og set noget forskelligt hver gang. Zombierne er også seje i spillet. Vores hovedpersoner finder på et sprog omkring dem. Der er en del drengerøvshumor i spillet.

Man har også et lagersystem i spillet. Man får ting i de butikker man plyndrer. Man skal sørge for den højeste værdi af de varer. Nogle steder i spillet kan man bytte sig til dyrere varer. Man kan også risikere at miste varer. Der er også et trofæ for at slutte sig med en meget stor samlet værdi af varer.

Spillet fortsætter med nye kapitler, men nu må vi se om det bliver til noget. Der er mange spil på Steam som man er blevet lovet nye kapitler på, men som aldrig er blevet til noget. Jeg er ellers helt på hvis dette spil fortsætter. Spillet har voksenindhold. Det er ikke for børn. Der er alkohol og tobak med i spillet. Der er også nogle som dør. Det er ikke et dyrt spil. Det kan købes for 37 kroner. Spillet kræver ikke en kraftig PC for at køre, da grafikken ikke kræver det helt store. Efter spillet er blevet mere populært, har det fået indtalte stemmer. Der er ikke rigtigt nogen musik i spillet. Jeg var godt underholdt. 8 ud af 10 stjerner.
Anmeldt af Andreas Søe i himmelskibet nr.60

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Regnum Mortis – Slutspil

Udgivet den februar 4, 2021 af Admin

REGNUM MORTIS – SLUTSPIL
Necrodemic 5
Roman af Patrick Leis
Valeta, 2020. 579 sider

Tilbage i 2005 anmeldte jeg Patrick Leis bog Requiem i Himmelskibet nr. 6. Det var en af de første anmeldelser jeg skrev til Himmelskibet. Så vidt jeg husker så havde jeg købt bogen på Bogforum, hvor zombien på forsiden tilrak min opmærksomhed. Dengang troede jeg at der var tale om en selvstændig roman. Heldigvis kom der en fortsættelse året efter, som jeg selvfølgeligt også kastede mig over. Efter endt læsning af fortsættelsen, var det nu klart at der ville komme et tredje bind også. Overraskelsen var dog stor da det næste bind ikke var det afsluttende, men derimod novellesamling der berettede om da zombiepesten begyndte at hærge. Det var selvfølgelig en bonus, for det betød at der stadig var en bog i udsigt. Men snydt igen, for bog nummer fire var en roman der tidsmæssigt lå imellem de jeg allerede havde læst. Efter det fjerde bind skulle der gå 6 år inden der kom en ny udgivelse. Igen var det ikke det afsluttende bind, men derimod så blev de første bind genudgivet. De var blevet revideret, så historierne og detaljerne passede bedre sammen, og så var der i hvert bind blevet tilføjet en indledende tegneserie der satte stemningen for bøgerne. Og nu 15 år efter jeg læste det første bind, så er det afsluttende bind endelig ankommet.

Alle bøgerne i serien har været meget forskellige, og har fortalt en historie der går over flere hundrede år, fra zombie plagens begyndelse, til hvor nødbremsen blev trukket og zombierne endeligt drattede døde om.

Bind 4 sluttede med at zombierne blev bekæmpet og teknokratiets magt i megabyen blev brudt. Sidste bind starter hvor krigens vindere nu skal til at finde ud af hvordan man agerer i freden. Eller det er måske bedre at sige den skrøbelige fred. Imens kampene stod på, allierede man sig med grupper som man aldrig kunnet have været venner med i fredstid, og så er der jo også resterne af fjendens hær, som godt nok er blevet lukket ude af magabyen, men det betyder ikke at man kan ignore den, slet ikke når de har masser af gidsler, og slet ikke når de tvinger sig adgang til det atomkraftværk der giver byen både strøm og varme.

Produktionen af den livsforlængende medicin LS, som var et præparat baseret på et udtræk fra zombierne, er nu gået i stå med zombiernes forsvinden. En ting er, at fok skal til at vende sig til tanken om ikke at kunne leve i to-trehundrede år, men noget tyder på at man får kraftige fysiske abstinenser når man stopper med at tage stoffet. Dette skaber et sort marked for det stof der måtte være tilbage, og kriminelle går ikke af vejen for at dræbe i hjemmerøverier for at stjæle de ampuller folk måtte ligge inde med.

Det er dog de ikke eneste mord der sker, for der begynder også at dukke lig op som har fået skåret kraniet op, og hvor hjernen mangler. Jeg tænker folk nu godt har regnet ud at det kan godt være at de langsomme stavrende kadavere nu er borte, men at der stadig er en trussel derude, og at denne er endnu farligere.

Uanset om man har fulgt med i bogserien siden de første udgivelser, eller først fra genudgivelserne, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at de der har læst de første bind selvfølgeligt også sætter sig og læser dette sidste bind uanset hvad jeg måtte skrive her. Så i stedet for at blot at anbefale dette femte bind i serien, så vil derimod anbefale hele serien, for selvom man skulle tro at man ville køre træt i så mange sider zombie historie, så strækker historien sig over rigtigt mange år, og de enkelte bind er faktisk ret forskellige, hvilket gør at det bliver ved med at være interessant og spændende at læse videre. Sidder du nu og tænker at du ikke orker at gå i gang med en 5 binds serie, så sæt dig og læs Requiem, for selvom det er bind 3 i den nye serie, så kan man sagtens starte der, og så tænker jeg at du automatisk får lysten til at læse de andre bind efterfølgende.

Jeg må vel hellere lige slutte med en lille discalimer. I løbet af de år hvor jeg har fulgt serien, har jeg også lært Patrick at kende, og han har indarbejdet et easter-egg i dette bind der er en hilsen til mig. Men skulle man nu mene at jeg dermed ikke er upartisk nok til at kunne anmelde denne bog, så gå tilbage og læs den anmeldelse jeg skrev af Requiem tilbage i 2005, før jeg lærte Patrick at kende, og du vil kunne se at jeg dengang var begejstret, en begejstring der har varet ved igennem årene, og som også gælder dette sidste bind.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Oscar Coop-Phane – Processen mod grisen

Udgivet den februar 3, 2021 af Admin

PROCESSEN MOD GRISEN
Oscar Coop-Phane
Forlaget Bobo – Den Franske Bogcafés forlag, 2020

Natur- og dyreetik bliver en af fremtidens værdipolitiske slagmarker. Det bekræfter Veganerpartiets opstilling til Folketinget ved næste valg. Samtidig får naturområder juridiske rettigheder. En flod i New Zealand, en regnskov i Bolivia og floderne Ganges og Namura i Indien har rettigheder som levende væsner.

Det er derfor et interessant tankeeksperiment at kigge tilbage til sidste gang i verdenshistorien, hvor dyr havde rettigheder. Eller i det mindste, hvor dyr blev holdt ansvarlige for deres gerninger, og der rent faktisk blev ført retssager mod dyr præcis som mod mennesker.

Den unge, franske forfatter Oscar Coop-Phane (f. 1989) fører tankeeksperimentet til ende i kortromanen Processen mod grisen (2020), udgivet af det lille, kvalitetsbevidste forlag Bobo – Den franske bogcafes forlag. Bogen følger både hovedpersonen (grisen) og en række af de involverede i retssagen – præsten, dommeren, politibetjenten, advokaten mfl. Læseren følger deres tanker under og op til den uundgåelige henrettelse. Teksten er elegant delt op i fire dele, der som et retssalsdrama hver beskriver en del af “processen” mod grisen: Forbrydelsen, Processen, Ventetiden og Pinslen.

Processen mod grisen er virkelig, virkelig velskrevet. Teksten består fortrinsvist af korte sætninger, der sammen med en smuk opsætning og lidt underspillet, fransk humor, gør, at man som læser kommer flyvende gennem teksten.

Læs bare her: “Paul har været forelsket, men det var længe siden. Siden dengang har han afgivet et løfte. Det kaldes for cølibat. Han skal ikke giftes. Han skal ikke have børn. Til gengæld er han klædt i præstekjole. Han vandrer ofte alene rundt i landsbyens gader. Nogle af hans tanker er høje, og andre lavere. Man indhentes af dagligdagen. Med eller uden Gud skal det på et tidspunkt besluttes, hvad man skal spise til aften.”
Da jeg først læste bogen, tænkte jeg den ikke umiddelbart som en del af den fantastiske genre. Men noget af det bedste science fiction får mig til at tænke over samfundsproblematikker, der uden tvivl vil komme, men som det er svært at tage stilling til endnu. Og det formår Processen mod grisen. Under hele læseoplevelsen drog jeg uden at tænke over det paralleller til i dag og uden jeg var helt klar over det tænkte jeg over, hvad der kommer til at ske, når dyr får rettigheder. For med rettigheder følger ansvar, men er det fair at tvinge dyr (og floder og regnskove) ned i menneskenes system? Det er næsten den ultimative ende på naturen – hvis det er sådan debatten om natur og dyreetik ender. Dette store spørgsmål svarer Processen mod grisen ikke på, men den gav mig lange eftertanker at tygge på i flere dage.

Anmeldt af  Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Gudrun Østergaard – Ord har hærget

Udgivet den februar 2, 2021 af Admin

ORD HAR HÆRGET
Af Gudrun Østergaard
Forlaget Kandor, 2019

Magthaveres ord bliver vejet og vurderet og fortolket og misbrugt og fulgt blindt. Især i krisetider som coronakrisen. Tænk bare på Mette Frederiksens brug af ordet “samfundssind” og Donald Trumps evigt vage udtalelser, der måske, måske ikke støtter fascistiske grupper ved at bede dem om at “stand by” eller kalde dem “fine people”. Det er derfor tydeligt, at Gudrun Østergaard har fat i noget hvinende aktuelt i sin novellesamling Ord har hærget (2019), hvor hun i 17 meget forskellige noveller arbejder med sprogets betydning for samfundets værdier og udvikling og hvordan ord og sprog kan hærge og ødelægge.

Østergaard giver en lille læsevejledning allerede inden indholdsfortegnelsen. Hun citerer den tysk-jødiske filolog Victor Klemperer, der under og efter Anden Verdenskrig beskrev og analyserede nazisternes udspekulerede sprogbrug. Citatet lyder:
“Ord kan virke som bitte små doser arsenik: de sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
En simpel læsevejledning, der giver mening når man tænker på hvordan nazisterne kom til magten ved at male fjendebilleder og når man tænker på i hvor høj grad ord stadig bruges til det samme – tænk Chinese-virus og Kung-flu.

Novellerne i samlingen er meget forskellige. Der er både noveller, der kan minde om en Helle Helle-roman (“Noget at skulle have sagt”) og rendyrket post-apokalyptisk science fiction (“Havnomader” og “Kolonien”). Efter at have læst novellesamlingen sidder man med samme følelse som man sidder med efter en sæson af Black Mirror: man har lige læst/set mange forskellige måder at komme omkring et tema og hver måde giver en ny lille nuance til den samlede fortælling.

Dette har Østergaard også formået, og med hver historie er det lykkes at fastholde den samme stemning og give en ny version af det samme tema om ord, der hærger. Det er en smagssag, men jeg elsker koncept-novellesamlinger, der gør netop dette. Jeg anbefaler derfor varmt at læse samlingen fra ende til anden, men jeg vil også fremhæve et par af de noveller jeg syntes særligt om.

’Noget at skulle have sagt’ er velskrevet og underholdende og med et dejligt twist, der gør hele læseoplevelsen bedre på sidste side. Jeg fik lyst til at læse novellen med det samme igen. ’Sprækker’ minder mig om noget af min egen yndlingslitteratur – den originale dystopiske litteratur som Fagre Nye Verden, Vi og 1984, og den var både spændende og provokerende. Det er sjældent jeg får fat i noget helt nyt, der giver mig den samme dejlige, retro-sci-fi-fornemmelse jeg kan huske fra da jeg var barn.

’Agernø’ var også vild og provokerende på en ny og forfriskende måde, og temaet er let genkendeligt og særligt tilfredsstillende for én, der er vokset op i et lille lokalsamfund på landet. Den sidste novelle jeg vil fremhæve, er “Knæler”, der både står lidt for sig selv i forhold til de andre noveller og er dén, der tydeligst beskriver temaet om ord, der hærger. Den handler om en kvinde på en arbejdsplads, der i næsten hver eneste interaktion med sine mandlige kolleger bliver mindet om sit køn og får upassende bemærkninger – nogle gange bare enkelte ord – skudt i sin retning. Og hvad de mange, mange bemærkninger gør ved hende. Novellen kunne næsten ikke være mere aktuel.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Justin Call – Master of Sorrows

Udgivet den februar 1, 2021 af Admin

MASTER OF SORROWS
Roman af Justin Call
Gollancz, 2019. 580 sider

Master of Sorrows er en debutroman af Justin Call og første bind af The Silent Gods. Som titlerne antyder, er her tale om fantasy af den gamle skole, og historien følger da også en velkendt skabelon: En ung, forældreløs mand bliver opdraget af en vis, gammel mand så han bliver i stand til at leve op til den skæbne, der er blevet udset for ham via spådomme. Helt uoriginal er historien dog ikke, for vor unge helt Annev er elev på et akademi, der har til formål at indsamle (ligefrem stjæle) magiske objekter, der anses for onde og derfor skal gemmes af vejen i en sikker krypt. Magi bliver i det hele taget anset for noget ondt, og folk der viser tegn på at mestre magi, skal straks stenes til døde, uanset hvad de har brugt deres magi til. Det samme gælder folk født med handicap – de anses for at være børn af den onde, énhåndede smedegud Keos. Et sådant barn er Annev, for han mangler venstre underarm, men han og hans læremester Sodar (som hemmeligt er en troldmand) har formået at skjule dette ved hjælp af en magisk protese.

Det er således et farligt dobbeltliv som Annev fører, men det forhindrer ikke den unge mand i gerne at ville bestå sine prøver og blive ‘avatar’ – et pænt ord for de specialister, der drager ud i verden for at stjæle magiske genstande – måske især fordi han så vil kunne gifte sig med sit hjertes udkårne, den smukke Myjun, datteren af akademiets leder.
Det meste af bogen foregår over nogle ganske få dage, hvor man følger Annevs noget særprægede skolegang og de prøvelser han skal gennem. Han bliver blandt andet sendt på opgaver uden for akademiets lille landsby, som er magisk skjult for omverdenen, og de oplevelser begynder at få ham til at stille spørgsmålstegn ved de ting, han har lært på akademiet. Sidst i bogen sker der en mængde temmelig dramatiske ting, der stiller Annev i en helt ny situation, hvor han skal finde ud af om han skal følge spådommene eller finde sin egen vej.

Master of Sorrows er ikke nogen dybt original fantasyroman, ej heller stor litteratur, men den er velskrevet uden de store dikkedarer og er hurtigt læst trods sin tykkelse. Den tilhørende verden, som vi kun ser en smule af i dette først bind af denne trilogi (eller længere serie?), virker fint gennemarbejdet, om end man nogle steder mistænker den for at være baseret på forfatterens gamle rollespilskampagne – blandt andet er der en magisk genstand, der minder temmelig meget om en Bag of Holding fra Dungeons & Dragons. Her er dog (endnu?) ingen elverfolk, dværge eller andre folkeslag end mennesker, men til gengæld nogle ret originale monstre.

Jeg følte mig i hvert fald godt underholdt af denne debut og anskaffer mig nok de kommende bind i håb om at verdenen udfolder sig mere i disse. Hvis ikke, gør det måske heller ikke så meget – nogle gange har man bare brug for let underholdning af den bedre slags.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Fantasy | Tagget , , | 1 kommentar