Josh Malerman – Bobby Knocks – en Bird Box-historie

Udgivet den januar 25, 2021 af Admin

BOBBY KNOCKS – EN BIRD BOX-HISTORIE
Kortroman/novelle af Josh Malerman
Kandor, 2020, 44 sider

I Josh Malermans roman Bird Box fra 2014 (og filmatiseringen instrueret af Susanne Bier fra 2018) var verden under angreb. Angrebet kom af nogle væsner som hvis man blot så dem, blot i et split sekund, blev man ramt af en sindssyge som enten gjorde at man øjeblikkeligt vil forsøge at begå selvmord, eller man ville forsøge at tage andre med sig i døden. I den bog følger vi en kvinde der igennem 5 år har trænet to børn til at tage med på en farlig rejse til et sted hvor de måske kan være i sikkerhed.

I Bobby Knocks er det den 13-årige Bobby vi følger. Hans familie så væsnerne og er alle døde. Han har efterfølgende overnattet i et telt i skoven, og da vi møder ham, har han i et par uger overvåget et hus hvori der er andre overlevende. Han er usikker på om de vil lukke ham ind, hvilket er grunden til at han udspionerer dem, for at komme til at kende dem. Han har konstrueret et par briller der gør at han kan sidde og kigge igennem en sprække i deres vinduesafdækning, uden farer for at komme til at se et af væsnerne, hvis et sådan skulle komme forbi.

Det hele er dog ved at gå galt en dag hvor han lyner sit telt op, og en af beboeren hører det, hvilket skræmmer dem, og gør dem endnu mere påpasselige over for alt udefra kommende.

Bortset fra et punkt, som det vil være en spoiler at komme ind på, så bidrager bogen Bobby Knocks måske ikke med det store nye til Bird Box-universet, men det var et fint gensyn, med et fortælleunivers som jeg i hvert fald fandt interessant, og som jeg gerne vil vende tilbage til.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Ameldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Andy Weir – Artemis

Udgivet den januar 24, 2021 af Admin

Artemis
Roman af Andy Weir, 453 sider
Broadway Books, 2017

Efter at have taget os til Mars, i godt og humørfyldt selskab med den efterladte astronaut Mark Watnay, vender forfatteren til The Martian blikket mod vores nærmeste nabo, Månen. The Martian var en roman der, med et par betydelige friheder, stort set blandede virkelig videnskab med vores hovedpersons stædige iderigdom og vilje til at overleve hvad en utilgivende planet kunne smide efter ham. Artemis er grundlæggende en kup-roman sat i rummet, tilsat nybyggeratmosfære og kølig videnskab.

Artemis er den første frie, permanente beboelse på månen, som lever af en lille smule minedrift, og så ellers af rige turister. Byen består af fem kupler, Bean, Conrad, Aldrin, Amstrong og Shepard. Der er de fine kupler til milliardærerne, hvor de kan leve et behageligt liv med lav tyngdekraft og skattefrihed. Så er der de mindre kupler til teknikere og andre tjenende ånder, hvor folk er pakket sammen med et skohorn. Her lever vores hovedperson Jasmine ’Jazz’ Bashara i en beboelseskiste, der ikke er større end 1x1x2,5 meter. Og hun er ikke tilfreds. Hun skal dele de tvivlsomme toilet- og badefaciliteter med kistehotellets andre på-røven beboere, og får sjældent råd til at spise andet end tankgroet algemad tilsat smagsstoffer. Jobbet som fragtmand i en lille elbil, parret med lidt lukrativ smugling til venstre hånd, efterlader hende kun lige med penge til at overleve.
Jazz vil være rig. Drømmen om et bedre liv blandt byens hold af elite-turistguider brister, da hendes rumdragt går i stykker under en optagelsesprøve til guidernes lav. Gode råd er dyre, og Jazz overtales af en rigmand til at foretage en smule sabotage på månens overflade. Det er Jazz’s store chance for et nyt liv. Naturligvis går aktionen gruelig galt, og snart kastes Jazz ind i et dødsensfarligt spil mellem gangstere, milliardærer, og byens mere forbenede indbyggere. Sabotagen dækker over forretninger til billioner, der kan afgøre rumbyens fremtid.

The Martian var en massiv succes, og Weir har besluttet sig til at beholde samme formel i hans nye roman. Hvorfor reparere på noget der ikke er i stykker? Det betyder at vores hovedperson er hurtig i replikken og til at finde smarte løsninger. Jeg var ret irriteret på hende i bogens første halvdel, men efterhånden kom sympatien modstræbende over på hendes side. Jeg mistænker måske jeg er blevet manipuleret af forfatteren, eller også mangler hun blot Watnays humanisme. Sproget i romanen ville få andre forfattere til at rødme, og mangler finesser, men passer vel meget godt til den omtumlede, nybyggeratmosfære i romanen. Romanen giver et glimt ind i en fremtid ude i rummet, hvor nybyggere udholder trange og kummerlige forhold, for at udforske den endelige grænse. Træde der hvor mennesker ikke har vandret før, og hvor det mindste fejltrin kan få dødelige konsekvenser. Det er The Expanse på et lavere, mere realistisk blus. Den indsigt, atmosfæren og de små detaljer er læsningen værd. Historien er til gengæld hurtigt glemt. Den mangler det eksistentielle lag, den grundlæggende humanisme, samt den grandiose drøm om Mars, som løftede the Martian op.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Roman, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

THE PRISONER

Udgivet den januar 23, 2021 af Admin

THE PRISONER
Everyman Production, Britisk, 1967. 17 episoder à 50 min.
Skiftesvis produceret, skrevet og instrueret af: George Markstein, David Tomblin, Patrick McGoohan og Don Chaffey.
Medvirkende: Patrick McGoohan m.fl.

Der er gennem årene blevet produceret et pænt stort antal udmærkede (og nogle ikke fuldt så imponerende) science-fiction tv-serier. Mange af dem har det tilfælles at der efterfølgende er opstået en egen fandom rundt dem, bestående af entusiaster der diskuterer karakterer og plot, udgiver fanzines og afholder kongresser, osv.

Den britiske tv-serie The Prisoner er ingen undtagelse. Lige siden den blev vist på tv første gang i efteråret 1967 (året efter i USA og Australien, og senere gentagne gange i diverse hybrid-kanaler), er den blevet ved med at fascinere og provokere. I eftertiden har den fået kultstatus, og der er skrevet tykke bøger og lavet flere tv-udsendelser om den, selvom den ikke består af mere end 17 episoder.

Seriens skabere var velmeriterede med hensyn til tv-produktioner. I flere år havde de stået bag agentserien Danger Man, med Patrick McGoohan i hovedrollen. McGoohan var efterhånden ved at gå træt af den karakter han spillede og ville gerne prøve noget nyt og anderledes. Han foreslog for George Markstein at lave en helt ny serie, der ikke lignede nogen anden tv-serie hverken før eller senere. Han skrev et synopsis på 40 sider, der lagde præmisserne for serien.

Oprindeligt var der planlagt syv episoder, men for at kunne sælge den til USA skulle den første sæson have mindst 26 afsnit. McGoohan mente at dét kunne historien ikke holde til, men de blev enige om at gå i gang og se hvor langt de kunne nå. Det var et dristigt projekt, for de havde slet ikke alle afsnittene skrevet færdigt.

McGoohan kendte til ferielandsbyen Port Meirion i det nordlige Wales i forvejen, og lykkedes at overtale ejeren til at få lov til at skyde alle udendørs scener der (udenom feriesæsonen), mens alt hvad der foregår i futuristiske miljøer inden døre blev spillet ind i studio. Med de gode rygter McGoohan og holdet havde i branchen, stod skuespillere i kø for at medvirke.

Det sværeste var at finde på historier til hver ny episode, der både var trofast mod forlægget og samtidig rummede en afsluttet historie hver afsnit. Resultatet blev den måske mærkeligste og en af de mest uhyggelige tv-serier der nogensinde er blevet skabt. Den lagde også en helt ny standard for hvordan tv-serier kan laves.

Det der gør den så skræmmende er hvordan venlighed, hjælpsomhed og velvilje menneskene imellem dækker over det faktum at det i virkeligheden handler om et meget autoritært og undertrykkende regime i The Village. Og beboerne finder sig tydeligvis i det, for dybest set har de ikke noget andet valg.

Begyndelsen på den første episode, Arrival, var nøje gennemtænkt. Den skulle med små variationer fungere både som pilot for serien og som indledning (i forkortet form) på de efterfølgende episoder. Handlingen er forholdsvis enkel:

En navnløs secret service-agent (Patrick McGoohan) siger sit job op i utide og tager hjem for at pakke inden han skal på ferie. Han bemærker ikke den store, sorte bil, der følger efter ham. Mens han pakker kufferten, bliver han gasset og falder bevidstløs om i sin lejlighed.

Da han vågner op, føler han sig desorienteret og går hen til vinduet. Han trækker persiennen op, og det han får at se udenfor, er ikke det kendte London-scenario, men derimod nogle vildt fremmede omgivelser. Hvordan er han havnet hér?

Han styrter forvirret ud af huset, for at prøve at finde nogen som kan fortælle ham hvor han befinder sig. Han bliver tilbudt morgenmad i et cafeteria, men er for ophidset til at spise. I stedet forsøger han at ringe, men han opnår kun at bestille en lokal taxa, det kører ham hen til en lille butik der sælger al slags varer.

Han går ind i butikken og beder om et kort. Kortet viser The Vilage, omgivet af høje bjerge på tre leder og hav på den fjerde. Det siger ingenting om hvor The Village befinder sig, om han stadigvæk er på de britiske øer eller måske bag jerntæppet (dette var under den kolde krig, med aktive spioner og agenter på begge sider).

Tilbage i sit hus bliver han opringet af landsbyens borgmester, Number Two, der inviterer ham til at komme til den grønne kuppel og spise morgenmad. Her får han at vide at han er blevet overvåget i årevis, og nu vil man gerne have at vide hvorfor han har sagt sit job op. Det nægter han dog at svare på. Number Two tager ham med på en omvisning i The Village. De flyver en runde med helikopter – en flugtmulighed som Number Six senere benytter, dog som det skal vise sig med nedslående resultat. Det er nemlig ikke mulig at flygte fra The Village … Er man først havnet her, er der ingen vej tilbage.

En forkortet version af denne intro indleder hver enkelt episode. På et tidspunkt løber Number Six hen ad en lang sandstrand, mens følgende dialog udspiller sig i baggrunden (med voiceover):
Number Six: “What do you want?”
Number Two: “Information.”
Number Six: “Whose side are you on?”
Number Two: “That would be telling. We want information.”
Number Six: “You won’t get it!”
Number Two: “By hook or by crook we will!”
Number Six: “Who is Number One?”
Number Two: “I am Number Two. You are Number Six.”
Number Six: “I am not a Number. I am a free man!”
Number Two: “Ha ha ha ha ha!”

Bag Number Six kommer en stor, hvid ballon sejlende, Den kaldes Rover og indfanger enhver der prøver at flygte fra The Village, hvilket tit ender med hospitalsindlæggelse. Også Number Six må en tur forbi hospitalet allerede i den første episode.

Som serien udvikler sig, går det op for Number Six at alle i The Village – inklusive Number Two – er fanger/tidligere agenter der har trukket sig tilbage. De allerfleste lader til at være såre tilfredse med tingenes tilstand. Kun Number Six er i vedvarende opposition, og alle bestræbelser på at kue hans oprør mislykkes. Det fører også til at Number Two hele tiden skiftes ud. Mens Number Six udtænker stadig mere udspekulerede metoder for at prøve at komme væk fra The Village, bliver han udsat for stadig mere ekstreme metoder for at prøve at knække hans jernvilje og lokke ham til at underkaste sig de skrevne og uskrevne regler der gælder i The Village. Number Two bruger psykologi og eksperimentel psykiatri og gør en række andre greb, men lige så lidt hjælper det.

Mere skal ikke afsløres her, hvis læseren skal have nogle overraskelser til gode. Serien ligger som enkelteposoder på YouTube, men ellers sælges den også i en boks med 7 DVD’er og en tyk bog der beskriver seriens tilblivelse.

Anmeldelse af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr.60

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Star Trek: Picard (sæson 1)

Udgivet den januar 12, 2021 af Admin

Star Trek: Picard (sæson 1)
Tv-serie, USA 2020, 10 episoder
Medv.: Patrick Stewart, Brent
Spiner, Isa Briones, Michelle Hurd, Alison Pill, m.fl.
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Ak ja, hvor skal jeg begynde? Jeg er gigantisk fan af Captain Picard. Han er for mig den bedste figur i den bedste og mest klassiske science fiction tv-serie, og han personificerer de ægte utopiske idealer i Gene Roddenberrys Star Trek-univers; et univers som efter min mening blev markant bedre og mere seriøst idealistisk ved overgangen fra den gamle tresser-serie til den næste generation, der debutterede på tv i 1987. Selv om han ikke er perfekt og f.eks. er lige lovlig formel og stiv i pudset, så er Picard dog arketypen på det videnskabeligt tænkende og moralsk og humanistisk perfektionistiske menneskeideal som et utopisk/klasseløst samfund en dag vil basere sig på. Ikke at Picard selv nødvendigvis er det perfekte menneske, men han forstår idealet og vil gøre alt for at beskytte dette ideal. Det ser man f.eks. i den groft undervurderede TNG-film Star Trek: Insurrection (1998), hvor han ser Ba’ku-folkets utopiske samfund for hvad det er og ikke et øjeblik er den mindste smule i tvivl om at han skal være på deres side imod en Føderation som har givet køb på sine idealer.

Når man er kæmpe fan af Picard, må man nødvendigvis også være fan af Patrick Stewart. Men med den nye Star Trek: Picard serie er jeg i den situation at Stewart lidt har knust mit hjerte ved at være entusiastisk omkring en historie som efter min mening er ganske håbløst dårligt skabt og skrevet og rammer fuldstændig ved siden af enhver acceptabel Star Trek-ånd. Heldigvis er Picard-figuren selv, og dens integritet, næsten den samme i denne serie som vi kender den fra tidligere og som den bør være. Men det meste af hvad der sker i denne sæson, som er én lang historie, er en omgang rodet og inkompetent makværk som på ingen måde respekterer den utopiske Føderation, vi kender fra Star Trek: The Next Generation eller de progressive og videnskabelige idealer som et utopisk samfund bør bygges på.

Der er i min optik ikke nogen rigtig historie; i stedet er hele plottet baseret på den personlige relation mellem Picard og Data (for Data, selv om han for længst er død, er jo en suuuper-populær figur! Dollartegn, dollartegn! Fanservice, fanservice!), fra hvilket de så har opbygget et dybt irriterende og frygteligt bedaget singularitetsplot med upassende horror-elementer om nogle mystiske og farlige aliens som hader kunstig intelligens og vil komme og ødelægge hele galaksen hvis de finder ud af at der er blevet opfundet maskinintelligens i stor stil (og det er der, for Datas opfinders søn er begyndt at lave endnu mere menneskelignende androider, hvad helvede dét så end skal gøre godt for. Jeg mener, kunstigt liv er meget godt, men hvorfor skal androiderne partout kunne forveksles med mennesker? Det giver ingen som helst mening, hverken i virkeligheden eller i denne series plot).

Men for at starte med begyndelsen: Lige fra start er Picard mørk og dyster. Starfleets skibsbygningsværft på Mars blev nogle år tidligere angrebet af en meget mystisk flåde, som tilsyneladende bestod af Starfleets egne arbejds-androider (som slet ikke er rigtigt intelligente), og 92.000 mennesker blev dræbt. I en idealistisk Føderation med hundreder af planetære kolonier, styret efter den vildeste og mest heroiske civilisationsfilosofi, og sikkert mange trillioner mennesker alene i Jordens eget solsystem, burde/ville dette angreb (som klart skal alludere til d. 11/9/2001) jo ikke være nogen virkelig betydelig krise for dét samfund. Snart en hvilken som helst mindre katastrofe på en eller anden koloni ville jo nemt kunne kræve langt flere dødsofre, og sådan nogle katastrofer må jo ske nu og da – for slet ikke at tale om de adskillige krige, Føderationen har været involveret i!

Men, ikke desto mindre er hele Jordens Starfleet (og måske også hele Føderationen?) gået i frø pga. dette bette Mars-angreb og er blevet sure, tvære, racistiske, m.m. Seriens skabere, og Stewart selv, har ikke lagt skjul på at dette skal være en parallel til Trumps Amerika – men det passer bare ikke ind i et utopisk Star Trek-univers. Overhovedet. Det giver ingen mening. Og jeg kan heller ikke spore nogen speciel eller overhovedet eksisterende kritik af Trump selv, eller højrefløjen. Føderationens borgere lever i en mørk tid, hvilket man måske kunne sidestille med at anstændige mennesker i den virkelige verden lever i skyggen af Trump, men der er bare ikke noget symbol eller metafor på Trump i denne serie. Racismen mod romulanerne kan man måske sige er en parallel til dumme Trump-tilhængere, men igen giver det ikke mening i historien, for angrebet fra android-flåden kom midt i at Starfleet var ved at evakuere romulanske flygtninge fra den super(hyper?)nova som har ødelagt, eller vil ødelægge, mange af deres solsystemer, og selv om det til sidst afsløres at en hemmelig gruppe af romulanere faktisk var ansvarlige for angrebet på Mars (ret stupidt, når de nu også var i gang med at evakuere deres folk – kunne de i det mindste ikke have ventet til efter evakueringen?), så er dette ikke noget som jordboerne ved i begyndelsen af historien, og derfor giver deres racisme overfor romulanere ingen mening. Utroligt rodet plot.

De øverstbefalende i den nye mørke Starfleet siger selvfølgelig også “fuck” nu. Det begyndte figurerne i Star Trek: Discovery også på for nyligt. Det giver ingen mening; det viser kun hvordan de nuværende forfattere/producere (specielt Alex Kurtzman, som vist er den der kontrollerer tv-franchisen nu) har misforstået det hele. I det nye Trek gives der klart udtryk for den tolkning at bandeord er specifikt forbudt i Starfleet af formelle årsager og at de reverterer til at bruge dem når tingene brænder på eller når de bare har lyst til at bryde reglementet. Men det er ikke derfor at der traditionelt ikke har været bandeord i Star Trek. Roddenberrys fremtid er en utopisk fremtid der har udviklet sig til et post-scarcity samfund hvor folk ikke længere er udsat for den undertrykkelse og ulyksaglighed som fører til brugen af bandeord. Folk er lykkelige og arbejder harmonisk sammen, og derfor har de naturligvis udviklet sig hinsides grimme ord der udtrykker grimme attituder. Så de er holdt helt op med at bruge dem og ville ikke genoptage brugen af dem bare fordi der indfinder sig en krisesituation. Men Kurtzman & co. forstår simpelthen ikke utopiske aspekter som disse; de fatter kun nutidens attituder og kan ikke kommunikere i andre udtryksformer. Så det nye Trek er ikke længere progressivt science fiction, men noget der reelt kun tager udgangspunkt i vores nuværende, etablerede samfunds værdier og normer.

Men tilbage til plottet. Nogle af afsnittene er underholdende nok; man må fremhæve specielt to afsnit. Dels det syvende afsnit, “Nepenthe”, hvor vi møder Riker og Troi og deres teenage-datter (som dog slet ikke ligner nogen af dem). Det er et hyggeligt, nostalgisk og følelsesfuldt afsnit, men det betyder ikke meget for plottet som helhed. Mere/mest interessant er det fjerde afsnit, “Absolute Candor”, som foregår på en koloniplanet hvor nogle romulanske flygtninge er blevet bosat og som faktisk introducerer et nyt, dejligt koncept til Trek-universet. En orden af krigernonner bor på denne planet, og de praktiserer filosofien ‘absolute candor’ (fuldkommen ærlighed), som går ud på at man ikke skal lade nogen former for nag eller uenighed eller uforløste følelser ligge og ulme; i stedet skal man altid hurtigst muligt konfrontere hinanden med enhver konflikt eller emotionel anspændelse, så man hurtigt og effektivt kan løse dem. Man skal ikke afkræve hinanden løfter, for “a promise is a prison”. Man når ikke nødvendigvis til enighed om alt, men man kan opnå gensidig respekt og dyb personlig indsigt og affinitet. Dette er den eneste ting ved denne tv-serie som jeg virkelig godt kan lide; det er det eneste som jeg synes er klart i Roddenberrys Star Trek-ånd.

Plottets klimaks til sidst i serien involverer at Picard dør, men får sin bevidsthed overført til en eksakt androide-kopi. Og det er bare fuldkommen ulogisk og unødvendigt på enhver måde, med en meget klodset plotudvikling op til. Det skal sikkert forestille at Picard nu skal være tættere på Data og selv mærke hvordan det er at være en androide, men det er forrykt og mangler fuldkommen en ordentlig motivation. Der er så mange ting ved det som ikke giver mening. Også fordi Picard er stærk modstander af udødelighed og langt liv (hvilket jeg mener er dybt ulogisk; en figur som Picard elsker livet og ville derfor takke ja til et længere liv), hvilket de ‘løser’ ved at sige at selvfølgelig vil den nye androide-krop ikke forlænge hans liv med mere end ca. 20 år, for de kender jo alt til hans følelser om den sag, men det er bare endnu en grund til at det fortællemæssigt var komplet ligegyldigt at give ham en androide-krop. Tv-serien kan under alle omstændigheder kun fortsætte så længe den 80-årige Patrick Stewart er i live. Hvorfor lave et tilfældigt, kunstigt skel mellem den rigtige mand og den figur han spiller, når det alligevel ikke kan gøre nogen forskel? Og jeg kunne blive ved! Denne plotudvikling sker på bekostning af andre figurer, som var i gang med andre projekter, der kuldkastes pga. Picards lemfældige død (en død som ikke engang har noget at gøre med den hjernesygdom, han havde i slut-afsnittet af The Next Generation: irumodic syndrome) og gør serien til et totalt Picard/Data-show hvor de andre figurer reelt er ligegyldige; reduceret til a means to an end. Man får ingen tilfredsstillende historier eller ideer i denne sæson; det er bare en omgang karakter-drevet navlepilleri, meget ligesom Discovery, som bare handler om Burnhams diverse personlige problemer med sin familie og sin skæbne som midtpunkt for alle væsentlige begivenheder. Alt det nye Trek er frygteligt skrevet. Det er så deprimerende!

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Science Fiction, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Brave New World (sæson 1)

Udgivet den januar 11, 2021 af Admin

Brave New World (sæson 1)
Tv-serie, USA 2020, 9 episoder
Medv.: Jessica Brown Findlay, Alden Ehrenreich, Harry Lloyd, Hannah John-Kamen, m.fl.
Kan ses på HBO Nordic

Udover Asimovs Foundation-tv-serie som udkommer næste år, var den nye tv-serie Brave New World fra den nye gratis streamingtjeneste Peacock et af de science fiction-projekter jeg så mest frem til i denne tid og håbede på kunne være en stor genre-præstation. Den har bestemt budgettet til det; der lader ikke til at være sparet på noget i denne serie, som overraskende nok er co-developed af den britiske tegneserie-forfatter Grant Morrison, som åbenbart har fået foden indenfor i tv-verdenen. Morrison er en særdeles edgy og weird forfatter, som især tidligere var kendt for at skrive tegneserier mens han var på stoffer (specielt den meget underlige Vertigo-serie The Invisibles), men hvis man tror at denne edginess også er blevet overført til Peacocks tv-udgave af den klassiske Huxley-roman, så tager man desværre grueligt fejl. Og hvor er det dog ironisk at Morrison er tilknyttet en historie som netop handler om et samfund der er i stoffernes vold; en verden hvor alle folk tager ‘soma’ for at forblive glade og ubekymrede, men som i denne voldsomt omskrevne udgave er blevet til en komplet tandløs og skammeligt kommerciel omgang ukunstnerisk pladder som overhovedet ikke er den mindste smule politisk eller satirisk, og dermed overhovedet ikke i Huxleys ånd. Hverken helt eller halvt. Ingen filosofiske diskussioner, ingen Shakespeare, ingen kritik af de højre- og venstre-ekstremer som Huxley specifikt satiriserede over.

Huxleys roman var en utopi og en dystopi på samme tid (og kritiserede begge koncepter); denne tv-serie er kun en dystopi. Vi præsenteres her for en verden der har tre regler for hvordan folk skal leve: Ingen familie. Intet privatliv. Ingen monogami. Dette kunne i sig selv godt have potentiale for interessante filosofiske diskussioner, specielt hvis man f.eks. på progressiv vis gik ind for polyamori eller ikke mente at privatliv var nødvendigt i et utopisk samfund. Men nej, der er ingen intellektuelle eller progressive tanker her; disse regler skal bare udelukkende ses fra den virkelige verdens konventionelle establishment-vinkel som rene negative elementer. Og så bliver hele historien til intet andet end en omgang patetisk og konservativt vrøvl om hvordan man ikke kan finde kærlighed og lykke hvis man ikke må være monogam. Hvilket i mine øjne er noget af det mest forblommede og ignorante pladder­romantik, man kan forestille sig. Fuldkommen støvsuget for noget som helst der kunne være progressivt eller interessant. Sikke en skuffelse!

Nå, men på det umiddelbart underholdende og visuelle plan kan serien da ses, og der er også sjove elementer hist og her (i begyndelsen, og nu og da, ser det ud som om producenterne næsten har husket at det burde være en satire, men det holder hurtigt op; man ser kun ganske få glimt af sådan noget); bl.a. er der store mængder sex og rimelig smagfuld nøgenhed, hvilket muligvis kan virke provokerende på konservative publikummer, men det gør nærmest serien mere til Logan’s Run end til Brave New World.

Som sagt er der intet reelt indhold af noget som helst tankevækkende; serien må affejes som værende ren sell-out-kommercialisme blottet for dybere budskaber af nogen art. Måske er det sigende at den er lavet for en gratis (dvs. reklamefinansieret) streamingtjeneste; et sted som bare skal have tom underholdning ud til masserne. Well, det er i hvert fald lykkedes her. Suk.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Utopia Falls (sæson 1)

Udgivet den januar 10, 2021 af Admin

Utopia Falls (sæson 1)
Tv-serie, Canada 2020
10 episoder
Med: Robyn Alomar, Devyn
Nekoda, Akiel Julien, Kate Drummond, m.fl.

“Langt som et ondt år” vil fremover helt klart referere til 2020. Tænk at der er tv-serier fra indeværende år som udkom før coronakrisen! Vi er i skrivende stund i juli måned, og Utopia Falls udkom på streamingtjenesten Hulu i februar – dengang for fem måneder siden da verden endnu ikke var gået af lave. En tid som det er fristende at drømme sig tilbage til, hvad man passende kan gøre med denne Young Adult utopiske/dystopiske tv-serie om unge mennesker 400 år ude i fremtiden, der bruger gammel hip-hop-musik og glemte dansestile til at bringe deres manipulerende samfund i knæ! For voksne kan YA-verdener i Hunger Games-stil virke ufrivilligt komiske, og det gør denne også – det er f.eks. virkeligt facepalm-værdigt at selve seriens titel er en spoiler! Det er ikke bare skrevet til 16-årige, men øjensynligt også af 16-årige! Ikke desto mindre er det faktisk en flot serie, holdt i varme jordtoner, og med en ganske engagerende fortællestil. En af forklaringerne på dette er utvivlsomt at den er canadisk og ikke amerikansk.

Historien finder sted i den isolerede by New Babyl (ja, udtalt ‘New Babble’, LOL!), som indbyggerne har fået at vide er den eneste overlevende by i verden efter den store krig mange generationer tidligere. Byen er delt op i sektorer: Nature Sector (landbrug), Progress Sector (teknologisk udvikling), Reform Sector (rehabilitering af kriminelle) og vist et par stykker til som jeg ikke kan huske. Alle får konstant tudet ørerne fulde af at de lever i et perfekt samfund (dem i Reform Sector forventes at vende tilbage til de andre sektorer når de er blevet reformeret), og de fleste borgere tror på det.

Byens fremmeste årlige underholdningsbegivenhed er ‘The Exemplars’, som involverer at to talentfulde unge fra hver sektor udvælges til at repræsentere deres sektor i en stor danse-/synge-/musik-konkurrence (pyha, i det mindste skal de ikke slå hinanden ihjel! LOL!). Disse 8-10 unge mennesker er vores hovedpersoner, med fokus på den priviligerede Aliyah fra Progress Sector (datter af en af de fem Council Members der styrer byen) og den tvære Bohdi fra Reform Sector (som ikke selv er forbryder, men er opvokset i Reform Sector fordi hans forældre var det). De ankommer til et træningscenter hvor de skal bo i nogle uger mens de forbereder sig på konkurrencen.

En af de første dage modtager de en mystisk besked om at mødes et sted i den omkringliggende skov, hvor – wonder of wonders – de opdager et gammelt forladt arkiv fyldt med fortidens (altså vores nutids) glemte kultur, især musik og kunst (komplet med en talende kunstig intelligens der very conveniently kan guide dem gennem det hele). De unge bruger så forskellige elementer af stilarterne i arkivet til at lave provokerende, uautoriserede sange og danse i konkurrencen, hvilket inspirerer og opildner befolkningen til oprør og er en trussel mod magthaverne.

Samfundsbeskrivelsen i New Babyl er ikke særlig konsekvent. Der foregår klart handel på nogle markeder, men i en scene hvor en af personerne finder en gammel kasse med penge i (både mønter og sedler), aner han ikke hvad det er. Og de rigide strukturer som er fremherskende i samfundet virker meget tilfældige; der er ingen klar grund til at gamle hiphop-sange skulle være specielt provokerende eller ødelæggende for dette samfund, som på mange beslægtede områder virker relativt frit. Der er også et yderligere enormt plothul, som det dog ville være en spoiler at komme nærmere ind på.

Men den overordnede fortællestil er speciel i og med at der er hyppige scener med sang og dans (lidt a la Glee, men med kortere segmenter), og de unge skuespillere er nok mere professionelle dansere end egentlige skuespillere. Jeg synes dog de klarer det godt; personerne er relativt interessante – og ser enormt godt ud – og jeg var overrasket over hvor indfanget jeg blev af historien og dens verden. Der er mange elementer man kan udhænge som ufrivilligt morsomme, men i sidste ende kan man også sagtens nyde serien. En svaghed er at den ikke slutter ordentligt, men ser frem mod en anden sæson (som det er tvivl­somt om kommer – men man ved sgu aldrig med canadierne). Jeg ville have foretrukket at den simpelthen afsluttede hele historien i én sæson, med en ordentlig slutning, lige som f.eks. den særdeles vellykkede Watchmen tv-serie gjorde sidste år. På den anden side kan vi så – hvis serien ellers bliver fornyet – se frem til mere underholdende materiale med disse appellerende figurer.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

The Question

Udgivet den januar 9, 2021 af Admin

The Question
Tegneserie, DC Comics
1987-1990, nr. 1-36
Forfatter: Dennis O’Neil
Tegner: Denys Cowan

The Question startede med Steve Ditkos Mr. A. Ditko arbejdede for Charlton Comics og ville gerne lave historier med sin Ayn Rand-inspirerede superhelt Mr. A, men da Mr. A’s moralbegreber ikke passede særligt godt ind under branchens daværende selvcensur The Comic Code, lavede Ditko en knap så ekstrem udgave af Mr. A og kaldte ham the Question. Siden forlod Ditko Charlton, som beholdt rettighederne til the Question.

Efter Charltons superhelte var blevet købt af forlaget DC, havde man hyret forfatteren Alan Moore til at introducere dem til DC-universet.  Men det endte med at Charlton-superheltene blev lavet helt om i det, der blev til Watch­men-universet. The Question blev for eksempel til Ror­schach. Nogle år senere skulle de ‘rigtige’ Charlton-superhelte så introduceres til DC-universet. Dennis O’Neil, som på det tidspunkt var redaktør for alle DC’s Batman-serier, savnede selv at skrive en serie. Han fik da til opgave at lave The Question sammen med tegneren Denys Cowan.

Mr. A er objektivist, som Ayn Rands ideologi kaldes. Det betyder at han har en ret binær opfattelse af godt og ondt; enten er man ond, eller også er man god. Hos Ditko er der dog den mulighed at man kan være et godt menneske, som midlertidigt er på vildspor. Det er også lidt usædvanligt i forhold til Rand at Mr. A. faktisk er ret altruistisk – han hjælper de gode mennesker mod de onde. Rand mente faktisk det var forkert at hjælpe andre mennesker. Også i sin hemmelige identitet er Mr. A nok lidt mere altruistisk end Rand ville have brudt sig om: Han er journalist og hjælper de gode mod de onde med sine avisartikler. The Question var mere eller mindre identisk med Mr. A., bortset fra at historierne med ham skulle kunne godkendes af The Comic Code og at han havde en anden slags maske.

Dennis O’Neil lægger ud med en meget overmodig  Question, der tæver løs på skurkene uden hæmninger. Som Vic Sage er han undersøgende journalist, der arbejder for en tv-station. Men Dennis O’Neil var forfatteren der forvandlede Batman fra en tegneserie-karrikatur til et menneske, og han gør noget lignende med the Question. Allerede i første nummer går det galt for vor helt. Han ender på bunden af havet, efter at han har fået brækket de fleste af sine knogler og er blevet skudt i hovedet.

Da O’Neil således har dræbt Ditkos superhelt, lader han ham genopstå og gennemgå en lang rejse tilbage til sit tidligere fysiske helbred, men også en spirituel og identitetssøgende rejse. I første omgang begynder han at optræde igen som the Question og lader sin Vic Sage-identitet være forsvundet under mystiske omstændigheder. Senere indser han dog, at han også kan kæmpe for en bedre verden som journalist og genoptager Vic Sage-identiteten.

Hvor Ditkos verden var befolket af de gode, de onde og de uskyldige, er O’Neils en mere grå og realistisk verden, hvor ondskab ikke er noget der er hamret fast i ens sjæl med arvesynd, men noget man kan overvinde; som O’Neil selv til sidst overvandt den alkoholisme, som fik ham til at blive, om ikke ond, så asocial. Vi møder for eksempel en korrupt politimand, som beslutter sig for at blive en god politimand. Og en karakter som Lady Shiva, en figur som O’Neil havde skabt til en kung fu-serie fra 1970erne, og som ikke rigtig lader sig måle på en god/ond skala.

En anden af de faste karakterer er den gennemgode Myra, som jeg tror er baseret på O’Neils kone Marifran, som hjalp ham ud af alkoholismen og døde nogle få år før O’Neil. Myra er gift med den alkoholiserede borgmester i byen og passer hans job, mens han forsvinder ned i flasken. Der optræder også onde mennesker, som ikke forbedrer sig. Men pointen er, at de alle har en chance for at blive til bedre mennesker – selv det dumme svin, som i det sidste minut af sit liv beslutter sig for at gøre noget godt. O’Neils superhelte er bare mennesker, som er lidt modigere og er lidt bedre til kampsport, end de fleste af os; ligesom hans superskurke ofte er forholdsvis almindelige mennesker, som bare sidder fast i et liv med vold og forbrydelser. Eller de kan være som the Riddler i sin optræden i serien – en psykisk syg stakkel som aldrig er kommet sig over sine femten minutters berømmelse. Vi møder dog også superskurke-udgaver af virkelighedens psykopater.

I stedet for at lade det handle om hvordan heltene får ram på skurkene, lader O’Neil serien handle om datidens (dvs. i høj grad også nutidens) virkelige problemer. Historierne foregår i den fiktive Hub City, som er plaget af forbrydelse og bander, men også fattigdom og politikere som kun bekymrer sig om sig selv og deres nærmeste allierede. Vores superhelt har rigeligt at lave med at udføre det ofte fraværende politis opgaver. For 30 år siden var terrorisme ikke rigtig på dagsordnen, men det betyder ikke at der manglede mennesker med ekstreme synspunkter, som også har deres modstykker i The Question.

De 36 numre i O’Neils oprindelige serie handler om hvordan hovedpersonen bekæmper forbrydelse og uretfærdighed i Hub City, mens han prøver at finde sin egen identitet imellem vigilanten the Question, journalisten Vic Sage og det forældreløse barn Charles Victor Szasz han voksede op som. Dennis O’Neil vendte flere gange tilbage til karakteren, først i en kortlivet ny serie, siden med en slags epilog til den. Senere er The Question overtaget af andre, og helten har også optrådt i tegneserien Justice League.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 59

 

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Kaspar Colling Nielsen – Dengang dinosaurerne var små

Udgivet den januar 8, 2021 af Admin

Dengang dinosaurerne var små
Novellesamling af Kaspar Colling Nielsen
Gyldendal, 241 sider, 2019

Kaspar Colling Nielsen beviste med sin debutbog Mount København (Gyldendal, 2010) at han mestrer at skrive korte fortællinger. I den bog var rammen om en række fantastiske fortællinger et kunstigt bjerg, der var opført ved København, i en bog jeg var meget imponeret over (anmeldt i Himmelskibet nr. 26). Opbygningen med en ramme om en stribe mærkelige fortællinger var også udgangspunktet for hans efterfølgende bog Den danske borgerkrig 2018-24 (Gyldendal, 2013; anmeldt i Himmelskibet nr. 41). Mine anmeldelser af begge disse bøger endte med at jeg klart anbefalede dem. Hans tredje bog, Det europæiske forår, var jeg derimod ikke særligt glad for. Rammen med et Europæisk forår med nye politiske vinde spiller en meget lille rolle; bogen handlede mere om en mand der knalder sin lettere retarderede kæreste og deres hushjælp.

I den nye bog, Dengang dinosaurerne var små, er der ikke en rammefortælling, men til gengæld er der hele 32 små historier i denne samling, hvoraf nogle har været bragt i Politiken (hvor forfatteren i en periode skrev en historie hver uge), mens andre er nye. Det er en god blanding af historier. Der er de mærkelige, de groteske, de ondskabsfulde, løgnehistorierne; der er de lune, og der er de underfundige.

Dette var en bog som jeg læste over et par måneder, for selvom hver af de små historier var hurtigt læst, så fortjente langt de fleste af dem faktisk at man lægger bogen fra sig efter at have læst dem, således man lige kunne gå og tænke lidt over historien, inden man læste den næste. Havde man blot læst derud af, så ville de have druknet imellem hinanden. Og dette er faktisk en af de bøger hvor jeg virkeligt har været glad for at jeg købte e-bogen og læste den på min telefon, da jeg så lige kunne læse endnu en historie når jeg lige havde tid, uden at jeg var afhængig af at være i nærheden af den fysiske bog. Jeg ender dog nok med også at købe den fysiske, så den kan komme op at stå på hylden sammen med de andre. Det at jeg nok ender med at købe denne bog to gange, viser jo egentligt også at jeg bestemt er glad for denne bog, og jeg vil bestemt anbefale andre også at købe mindst et eksemplar af bogen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mikala Rosenkilde – Kongamato

Udgivet den januar 7, 2021 af Admin

Kongamato
Roman af Mikala Rosenkilde
DreamLitt, 2020, 664 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Tilbage i 2011 (i Himmelskibet nr. 28) anmeldte jeg Mikala Rosenkildes novellesamling Legetøj (Kandor, 2011, 172 sider). Anmeldelsen afsluttede jeg med at skrive at “Såvel forfatteren som forlaget er nogle det bliver spændende at følge fremtidige udgivelser fra.”

Udgivelser fra forlaget Kandor har jeg fulgt tæt, og fået læst det meste, men det er først nu at jeg har haft chancen for at læse mere fra Mikala Rosenkilde, nu hvor hendes debutroman er udkommet. I mellemtiden er forlaget Kandor blevet et imprint hos forlaget DreamLitt, og det er netop på DreamLitt at romanen Kongamato er udkommet på.

Selvom der ikke er mange steder på jorden der ikke længere er kortlagt og undersøgt, så går der rygtet om der findes flyveøgler i et område i det Afrikanske land Ungala. Det lykkedes den unge mand Morten at overtale Kryptozoologisk Selskab til at finansiere at han tager afsted for at undersøge sagen. På flyturen møder han Anna, der skal ned og arbejde frivilligt på et privat reservat, hvor man gør hvad man kan for at få dyr, der har levet i fangenskab, gjort klar til at kunne vende tilbage til naturen.

Dette kunne virke som starten på en klassisk adventure med et par, der drager ud i vildnisset for at finde en glemt hemmelighed, men ender med at finde hinanden. Det er dog ikke sådan bogen er. Den bygger lige så stille op med Mortens undersøgelser og Annas arbejde på farmen. Men igennem andre på farmen begynder der et tegne sig et billede af at der sker andre ting på farmen end blot pleje af dyr. Der er et kosmetikfirma som måske har fundet ungdommens kilde, der er mystiske minimennesker og en gal videnskabsmand, og så er der Dennis, som er ude for at finde sin forsvundne far, men ender med at blive taget til fange og tvinges til at overvære en menneskeofring. Historien er lige ud af landevejen og opbygget i mange små kapitler der hele tiden driver historien fremad og ud i det ukendte.

Som nævnt lægges der op til klassisk adventure, men det krydres godt med industrispionage og kampen for at komme først med et produkt der kan ændre verden, og ikke mindst en forsker der er så fokuseret på sin forskning at han tilsidesætter alt andet og er fuldstændig ligeglad med hvem han skal bruge for at komme frem til sit mål. Og, ja, så er der da også en begyndende romance, som måske bliver et trekantsdrama, og så er der selvfølgelig den for­svundne far.

Selvom bogen er på 664 sider, er den hurtigt læst, og selvom den måske nok er lidt lang tid om for alvor at komme i gang, er det en spændende historie der folder sig ud, alt imens man kommer nærmere og nærmere de mytologiske flyveøgler med de sylespidse tænder.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Infection vol. 1: Rygning forbudt

Udgivet den januar 6, 2021 af Admin

Infection vol. 1: Rygning forbudt
Tegneserie af Casper Sand
Global Waste Publishing
Udgivelsesdato 3. juli 2020
78 sider i bladformat
Anmeldereksemplar doneret af forlaget.

Rygning forbudt er første bind i en tegneserie, der oprindeligt udkom som webcomic, men til albumudgaven er blevet udvidet og delvist omtegnet og omskrevet. Den er skrevet og tegnet af Casper Sand og udgivet på eget forlag, og bind 2 og 3 er under forberedelse.

Handlingen er lagt frem til en uspecificeret fremtid, sandsynligvis i sidste halvdel af det 21. århundrede. Jorden er hærget af klimaforandringer, og en sygdom kaldet den grønne pest har reduceret verdens befolkning. Mange globale magthavere er forsvundet i årene op til historiens begyndelse, og miljøorganisationen Global Waste med lederen Kristoph III er rykket ind og har overtaget magten. Global Waste har også udviklet et antistof mod den grønne pest, men det er svært at fremstille, så det sælges kun til de højestbydende.

Vores hovedperson, Dave Blame, er officer i Global Wastes militær. Han er begyndt at stille spørgsmål ved om der foregår noget råddent i toppen af Global Waste, og han bliver efterladt på Antarktis af sine medsoldater. Heldigvis er han en sej gut, så han sætter sig straks for at svømme til Australien, men bliver lidt forsinket af at skulle slås med en flok søelefanter og en kæmpeblæksprutte. Godt knotten kravler han i land og må straks redde en ung kvinde fra nogle korrupte Global Waste-soldater. Det viser sig at hun og hendes far (en rigtig sørøver med klap for øjet og papegøje på skulderen) har kapret et gammelt hangarskib og har lavet det om til en smuglerbåd (ganske diskret!). Trioen bliver snart jagtet af Global Wastes sejeste agenter. Indimellem får man nogle tilbageblik til Daves fortid, og man får også set hvad der sker af rænkespil hos Global Waste. De sidste 8 sider fortæller om seriens tilblivelse og udvikling.

Tegnestilen er enkel og manga-inspireret – jeg blev især mindet om Eiichiro Odas One Piece, også hvad angår historien med sine mange slagsmål mellem superseje kombatanter. Den lidt grove tegnestil kan virke amatøragtig ved første øjekast, især på grund af de meget simple og karikerede ansigter, men Casper Sand har styr på både anatomi (i karikeret form) og perspektivtegning, og der er fin variation i kameravinkler og lyssætning.

Som man måske kan gætte ud fra referatet, kan fortællestilen bedst beskrives som hæsblæsende og over the top, hvor alt er tilladt for at skabe grin og spænding. Der er nogle overraskelser undervejs, som ikke skal afsløres, og selvom historien er ret enkel og ligetil, fornemmer man at baggrundsverdenen er mere udtænkt end man først får indtryk af.

Infection er uforpligtende underholdning uden dikke­darer eller den store dybde i personskildring, men som sådan fungerer den meget godt. Kan anbefales til fans af mangaserier som One Piece og Dragon Ball eller af absurd overdrevne humorserier som Cocobill og Flip og Flop (selvom tegningerne endnu ikke er helt på højde med nogle af disse).

Anmeldereksemplaret var vedlagt et par klistermærker og et flyveblad med forsiden til vol. 2, En mand eller en hær (gengivet nedenfor til højre uden tekst), med mærkatet “kommer snart”.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar