Brave New World (sæson 1)

Brave New World (sæson 1)
Tv-serie, USA 2020, 9 episoder
Medv.: Jessica Brown Findlay, Alden Ehrenreich, Harry Lloyd, Hannah John-Kamen, m.fl.
Kan ses på HBO Nordic

Udover Asimovs Foundation-tv-serie som udkommer næste år, var den nye tv-serie Brave New World fra den nye gratis streamingtjeneste Peacock et af de science fiction-projekter jeg så mest frem til i denne tid og håbede på kunne være en stor genre-præstation. Den har bestemt budgettet til det; der lader ikke til at være sparet på noget i denne serie, som overraskende nok er co-developed af den britiske tegneserie-forfatter Grant Morrison, som åbenbart har fået foden indenfor i tv-verdenen. Morrison er en særdeles edgy og weird forfatter, som især tidligere var kendt for at skrive tegneserier mens han var på stoffer (specielt den meget underlige Vertigo-serie The Invisibles), men hvis man tror at denne edginess også er blevet overført til Peacocks tv-udgave af den klassiske Huxley-roman, så tager man desværre grueligt fejl. Og hvor er det dog ironisk at Morrison er tilknyttet en historie som netop handler om et samfund der er i stoffernes vold; en verden hvor alle folk tager ‘soma’ for at forblive glade og ubekymrede, men som i denne voldsomt omskrevne udgave er blevet til en komplet tandløs og skammeligt kommerciel omgang ukunstnerisk pladder som overhovedet ikke er den mindste smule politisk eller satirisk, og dermed overhovedet ikke i Huxleys ånd. Hverken helt eller halvt. Ingen filosofiske diskussioner, ingen Shakespeare, ingen kritik af de højre- og venstre-ekstremer som Huxley specifikt satiriserede over.

Huxleys roman var en utopi og en dystopi på samme tid (og kritiserede begge koncepter); denne tv-serie er kun en dystopi. Vi præsenteres her for en verden der har tre regler for hvordan folk skal leve: Ingen familie. Intet privatliv. Ingen monogami. Dette kunne i sig selv godt have potentiale for interessante filosofiske diskussioner, specielt hvis man f.eks. på progressiv vis gik ind for polyamori eller ikke mente at privatliv var nødvendigt i et utopisk samfund. Men nej, der er ingen intellektuelle eller progressive tanker her; disse regler skal bare udelukkende ses fra den virkelige verdens konventionelle establishment-vinkel som rene negative elementer. Og så bliver hele historien til intet andet end en omgang patetisk og konservativt vrøvl om hvordan man ikke kan finde kærlighed og lykke hvis man ikke må være monogam. Hvilket i mine øjne er noget af det mest forblommede og ignorante pladder­romantik, man kan forestille sig. Fuldkommen støvsuget for noget som helst der kunne være progressivt eller interessant. Sikke en skuffelse!

Nå, men på det umiddelbart underholdende og visuelle plan kan serien da ses, og der er også sjove elementer hist og her (i begyndelsen, og nu og da, ser det ud som om producenterne næsten har husket at det burde være en satire, men det holder hurtigt op; man ser kun ganske få glimt af sådan noget); bl.a. er der store mængder sex og rimelig smagfuld nøgenhed, hvilket muligvis kan virke provokerende på konservative publikummer, men det gør nærmest serien mere til Logan’s Run end til Brave New World.

Som sagt er der intet reelt indhold af noget som helst tankevækkende; serien må affejes som værende ren sell-out-kommercialisme blottet for dybere budskaber af nogen art. Måske er det sigende at den er lavet for en gratis (dvs. reklamefinansieret) streamingtjeneste; et sted som bare skal have tom underholdning ud til masserne. Well, det er i hvert fald lykkedes her. Suk.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Utopia Falls (sæson 1)

Utopia Falls (sæson 1)
Tv-serie, Canada 2020
10 episoder
Med: Robyn Alomar, Devyn
Nekoda, Akiel Julien, Kate Drummond, m.fl.

“Langt som et ondt år” vil fremover helt klart referere til 2020. Tænk at der er tv-serier fra indeværende år som udkom før coronakrisen! Vi er i skrivende stund i juli måned, og Utopia Falls udkom på streamingtjenesten Hulu i februar – dengang for fem måneder siden da verden endnu ikke var gået af lave. En tid som det er fristende at drømme sig tilbage til, hvad man passende kan gøre med denne Young Adult utopiske/dystopiske tv-serie om unge mennesker 400 år ude i fremtiden, der bruger gammel hip-hop-musik og glemte dansestile til at bringe deres manipulerende samfund i knæ! For voksne kan YA-verdener i Hunger Games-stil virke ufrivilligt komiske, og det gør denne også – det er f.eks. virkeligt facepalm-værdigt at selve seriens titel er en spoiler! Det er ikke bare skrevet til 16-årige, men øjensynligt også af 16-årige! Ikke desto mindre er det faktisk en flot serie, holdt i varme jordtoner, og med en ganske engagerende fortællestil. En af forklaringerne på dette er utvivlsomt at den er canadisk og ikke amerikansk.

Historien finder sted i den isolerede by New Babyl (ja, udtalt ‘New Babble’, LOL!), som indbyggerne har fået at vide er den eneste overlevende by i verden efter den store krig mange generationer tidligere. Byen er delt op i sektorer: Nature Sector (landbrug), Progress Sector (teknologisk udvikling), Reform Sector (rehabilitering af kriminelle) og vist et par stykker til som jeg ikke kan huske. Alle får konstant tudet ørerne fulde af at de lever i et perfekt samfund (dem i Reform Sector forventes at vende tilbage til de andre sektorer når de er blevet reformeret), og de fleste borgere tror på det.

Byens fremmeste årlige underholdningsbegivenhed er ‘The Exemplars’, som involverer at to talentfulde unge fra hver sektor udvælges til at repræsentere deres sektor i en stor danse-/synge-/musik-konkurrence (pyha, i det mindste skal de ikke slå hinanden ihjel! LOL!). Disse 8-10 unge mennesker er vores hovedpersoner, med fokus på den priviligerede Aliyah fra Progress Sector (datter af en af de fem Council Members der styrer byen) og den tvære Bohdi fra Reform Sector (som ikke selv er forbryder, men er opvokset i Reform Sector fordi hans forældre var det). De ankommer til et træningscenter hvor de skal bo i nogle uger mens de forbereder sig på konkurrencen.

En af de første dage modtager de en mystisk besked om at mødes et sted i den omkringliggende skov, hvor – wonder of wonders – de opdager et gammelt forladt arkiv fyldt med fortidens (altså vores nutids) glemte kultur, især musik og kunst (komplet med en talende kunstig intelligens der very conveniently kan guide dem gennem det hele). De unge bruger så forskellige elementer af stilarterne i arkivet til at lave provokerende, uautoriserede sange og danse i konkurrencen, hvilket inspirerer og opildner befolkningen til oprør og er en trussel mod magthaverne.

Samfundsbeskrivelsen i New Babyl er ikke særlig konsekvent. Der foregår klart handel på nogle markeder, men i en scene hvor en af personerne finder en gammel kasse med penge i (både mønter og sedler), aner han ikke hvad det er. Og de rigide strukturer som er fremherskende i samfundet virker meget tilfældige; der er ingen klar grund til at gamle hiphop-sange skulle være specielt provokerende eller ødelæggende for dette samfund, som på mange beslægtede områder virker relativt frit. Der er også et yderligere enormt plothul, som det dog ville være en spoiler at komme nærmere ind på.

Men den overordnede fortællestil er speciel i og med at der er hyppige scener med sang og dans (lidt a la Glee, men med kortere segmenter), og de unge skuespillere er nok mere professionelle dansere end egentlige skuespillere. Jeg synes dog de klarer det godt; personerne er relativt interessante – og ser enormt godt ud – og jeg var overrasket over hvor indfanget jeg blev af historien og dens verden. Der er mange elementer man kan udhænge som ufrivilligt morsomme, men i sidste ende kan man også sagtens nyde serien. En svaghed er at den ikke slutter ordentligt, men ser frem mod en anden sæson (som det er tvivl­somt om kommer – men man ved sgu aldrig med canadierne). Jeg ville have foretrukket at den simpelthen afsluttede hele historien i én sæson, med en ordentlig slutning, lige som f.eks. den særdeles vellykkede Watchmen tv-serie gjorde sidste år. På den anden side kan vi så – hvis serien ellers bliver fornyet – se frem til mere underholdende materiale med disse appellerende figurer.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

The Question

The Question
Tegneserie, DC Comics
1987-1990, nr. 1-36
Forfatter: Dennis O’Neil
Tegner: Denys Cowan

The Question startede med Steve Ditkos Mr. A. Ditko arbejdede for Charlton Comics og ville gerne lave historier med sin Ayn Rand-inspirerede superhelt Mr. A, men da Mr. A’s moralbegreber ikke passede særligt godt ind under branchens daværende selvcensur The Comic Code, lavede Ditko en knap så ekstrem udgave af Mr. A og kaldte ham the Question. Siden forlod Ditko Charlton, som beholdt rettighederne til the Question.

Efter Charltons superhelte var blevet købt af forlaget DC, havde man hyret forfatteren Alan Moore til at introducere dem til DC-universet.  Men det endte med at Charlton-superheltene blev lavet helt om i det, der blev til Watch­men-universet. The Question blev for eksempel til Ror­schach. Nogle år senere skulle de ‘rigtige’ Charlton-superhelte så introduceres til DC-universet. Dennis O’Neil, som på det tidspunkt var redaktør for alle DC’s Batman-serier, savnede selv at skrive en serie. Han fik da til opgave at lave The Question sammen med tegneren Denys Cowan.

Mr. A er objektivist, som Ayn Rands ideologi kaldes. Det betyder at han har en ret binær opfattelse af godt og ondt; enten er man ond, eller også er man god. Hos Ditko er der dog den mulighed at man kan være et godt menneske, som midlertidigt er på vildspor. Det er også lidt usædvanligt i forhold til Rand at Mr. A. faktisk er ret altruistisk – han hjælper de gode mennesker mod de onde. Rand mente faktisk det var forkert at hjælpe andre mennesker. Også i sin hemmelige identitet er Mr. A nok lidt mere altruistisk end Rand ville have brudt sig om: Han er journalist og hjælper de gode mod de onde med sine avisartikler. The Question var mere eller mindre identisk med Mr. A., bortset fra at historierne med ham skulle kunne godkendes af The Comic Code og at han havde en anden slags maske.

Dennis O’Neil lægger ud med en meget overmodig  Question, der tæver løs på skurkene uden hæmninger. Som Vic Sage er han undersøgende journalist, der arbejder for en tv-station. Men Dennis O’Neil var forfatteren der forvandlede Batman fra en tegneserie-karrikatur til et menneske, og han gør noget lignende med the Question. Allerede i første nummer går det galt for vor helt. Han ender på bunden af havet, efter at han har fået brækket de fleste af sine knogler og er blevet skudt i hovedet.

Da O’Neil således har dræbt Ditkos superhelt, lader han ham genopstå og gennemgå en lang rejse tilbage til sit tidligere fysiske helbred, men også en spirituel og identitetssøgende rejse. I første omgang begynder han at optræde igen som the Question og lader sin Vic Sage-identitet være forsvundet under mystiske omstændigheder. Senere indser han dog, at han også kan kæmpe for en bedre verden som journalist og genoptager Vic Sage-identiteten.

Hvor Ditkos verden var befolket af de gode, de onde og de uskyldige, er O’Neils en mere grå og realistisk verden, hvor ondskab ikke er noget der er hamret fast i ens sjæl med arvesynd, men noget man kan overvinde; som O’Neil selv til sidst overvandt den alkoholisme, som fik ham til at blive, om ikke ond, så asocial. Vi møder for eksempel en korrupt politimand, som beslutter sig for at blive en god politimand. Og en karakter som Lady Shiva, en figur som O’Neil havde skabt til en kung fu-serie fra 1970erne, og som ikke rigtig lader sig måle på en god/ond skala.

En anden af de faste karakterer er den gennemgode Myra, som jeg tror er baseret på O’Neils kone Marifran, som hjalp ham ud af alkoholismen og døde nogle få år før O’Neil. Myra er gift med den alkoholiserede borgmester i byen og passer hans job, mens han forsvinder ned i flasken. Der optræder også onde mennesker, som ikke forbedrer sig. Men pointen er, at de alle har en chance for at blive til bedre mennesker – selv det dumme svin, som i det sidste minut af sit liv beslutter sig for at gøre noget godt. O’Neils superhelte er bare mennesker, som er lidt modigere og er lidt bedre til kampsport, end de fleste af os; ligesom hans superskurke ofte er forholdsvis almindelige mennesker, som bare sidder fast i et liv med vold og forbrydelser. Eller de kan være som the Riddler i sin optræden i serien – en psykisk syg stakkel som aldrig er kommet sig over sine femten minutters berømmelse. Vi møder dog også superskurke-udgaver af virkelighedens psykopater.

I stedet for at lade det handle om hvordan heltene får ram på skurkene, lader O’Neil serien handle om datidens (dvs. i høj grad også nutidens) virkelige problemer. Historierne foregår i den fiktive Hub City, som er plaget af forbrydelse og bander, men også fattigdom og politikere som kun bekymrer sig om sig selv og deres nærmeste allierede. Vores superhelt har rigeligt at lave med at udføre det ofte fraværende politis opgaver. For 30 år siden var terrorisme ikke rigtig på dagsordnen, men det betyder ikke at der manglede mennesker med ekstreme synspunkter, som også har deres modstykker i The Question.

De 36 numre i O’Neils oprindelige serie handler om hvordan hovedpersonen bekæmper forbrydelse og uretfærdighed i Hub City, mens han prøver at finde sin egen identitet imellem vigilanten the Question, journalisten Vic Sage og det forældreløse barn Charles Victor Szasz han voksede op som. Dennis O’Neil vendte flere gange tilbage til karakteren, først i en kortlivet ny serie, siden med en slags epilog til den. Senere er The Question overtaget af andre, og helten har også optrådt i tegneserien Justice League.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 59

 

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Kaspar Colling Nielsen – Dengang dinosaurerne var små

Dengang dinosaurerne var små
Novellesamling af Kaspar Colling Nielsen
Gyldendal, 241 sider, 2019

Kaspar Colling Nielsen beviste med sin debutbog Mount København (Gyldendal, 2010) at han mestrer at skrive korte fortællinger. I den bog var rammen om en række fantastiske fortællinger et kunstigt bjerg, der var opført ved København, i en bog jeg var meget imponeret over (anmeldt i Himmelskibet nr. 26). Opbygningen med en ramme om en stribe mærkelige fortællinger var også udgangspunktet for hans efterfølgende bog Den danske borgerkrig 2018-24 (Gyldendal, 2013; anmeldt i Himmelskibet nr. 41). Mine anmeldelser af begge disse bøger endte med at jeg klart anbefalede dem. Hans tredje bog, Det europæiske forår, var jeg derimod ikke særligt glad for. Rammen med et Europæisk forår med nye politiske vinde spiller en meget lille rolle; bogen handlede mere om en mand der knalder sin lettere retarderede kæreste og deres hushjælp.

I den nye bog, Dengang dinosaurerne var små, er der ikke en rammefortælling, men til gengæld er der hele 32 små historier i denne samling, hvoraf nogle har været bragt i Politiken (hvor forfatteren i en periode skrev en historie hver uge), mens andre er nye. Det er en god blanding af historier. Der er de mærkelige, de groteske, de ondskabsfulde, løgnehistorierne; der er de lune, og der er de underfundige.

Dette var en bog som jeg læste over et par måneder, for selvom hver af de små historier var hurtigt læst, så fortjente langt de fleste af dem faktisk at man lægger bogen fra sig efter at have læst dem, således man lige kunne gå og tænke lidt over historien, inden man læste den næste. Havde man blot læst derud af, så ville de have druknet imellem hinanden. Og dette er faktisk en af de bøger hvor jeg virkeligt har været glad for at jeg købte e-bogen og læste den på min telefon, da jeg så lige kunne læse endnu en historie når jeg lige havde tid, uden at jeg var afhængig af at være i nærheden af den fysiske bog. Jeg ender dog nok med også at købe den fysiske, så den kan komme op at stå på hylden sammen med de andre. Det at jeg nok ender med at købe denne bog to gange, viser jo egentligt også at jeg bestemt er glad for denne bog, og jeg vil bestemt anbefale andre også at købe mindst et eksemplar af bogen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mikala Rosenkilde – Kongamato

Kongamato
Roman af Mikala Rosenkilde
DreamLitt, 2020, 664 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Tilbage i 2011 (i Himmelskibet nr. 28) anmeldte jeg Mikala Rosenkildes novellesamling Legetøj (Kandor, 2011, 172 sider). Anmeldelsen afsluttede jeg med at skrive at “Såvel forfatteren som forlaget er nogle det bliver spændende at følge fremtidige udgivelser fra.”

Udgivelser fra forlaget Kandor har jeg fulgt tæt, og fået læst det meste, men det er først nu at jeg har haft chancen for at læse mere fra Mikala Rosenkilde, nu hvor hendes debutroman er udkommet. I mellemtiden er forlaget Kandor blevet et imprint hos forlaget DreamLitt, og det er netop på DreamLitt at romanen Kongamato er udkommet på.

Selvom der ikke er mange steder på jorden der ikke længere er kortlagt og undersøgt, så går der rygtet om der findes flyveøgler i et område i det Afrikanske land Ungala. Det lykkedes den unge mand Morten at overtale Kryptozoologisk Selskab til at finansiere at han tager afsted for at undersøge sagen. På flyturen møder han Anna, der skal ned og arbejde frivilligt på et privat reservat, hvor man gør hvad man kan for at få dyr, der har levet i fangenskab, gjort klar til at kunne vende tilbage til naturen.

Dette kunne virke som starten på en klassisk adventure med et par, der drager ud i vildnisset for at finde en glemt hemmelighed, men ender med at finde hinanden. Det er dog ikke sådan bogen er. Den bygger lige så stille op med Mortens undersøgelser og Annas arbejde på farmen. Men igennem andre på farmen begynder der et tegne sig et billede af at der sker andre ting på farmen end blot pleje af dyr. Der er et kosmetikfirma som måske har fundet ungdommens kilde, der er mystiske minimennesker og en gal videnskabsmand, og så er der Dennis, som er ude for at finde sin forsvundne far, men ender med at blive taget til fange og tvinges til at overvære en menneskeofring. Historien er lige ud af landevejen og opbygget i mange små kapitler der hele tiden driver historien fremad og ud i det ukendte.

Som nævnt lægges der op til klassisk adventure, men det krydres godt med industrispionage og kampen for at komme først med et produkt der kan ændre verden, og ikke mindst en forsker der er så fokuseret på sin forskning at han tilsidesætter alt andet og er fuldstændig ligeglad med hvem han skal bruge for at komme frem til sit mål. Og, ja, så er der da også en begyndende romance, som måske bliver et trekantsdrama, og så er der selvfølgelig den for­svundne far.

Selvom bogen er på 664 sider, er den hurtigt læst, og selvom den måske nok er lidt lang tid om for alvor at komme i gang, er det en spændende historie der folder sig ud, alt imens man kommer nærmere og nærmere de mytologiske flyveøgler med de sylespidse tænder.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Infection vol. 1: Rygning forbudt

Infection vol. 1: Rygning forbudt
Tegneserie af Casper Sand
Global Waste Publishing
Udgivelsesdato 3. juli 2020
78 sider i bladformat
Anmeldereksemplar doneret af forlaget.

Rygning forbudt er første bind i en tegneserie, der oprindeligt udkom som webcomic, men til albumudgaven er blevet udvidet og delvist omtegnet og omskrevet. Den er skrevet og tegnet af Casper Sand og udgivet på eget forlag, og bind 2 og 3 er under forberedelse.

Handlingen er lagt frem til en uspecificeret fremtid, sandsynligvis i sidste halvdel af det 21. århundrede. Jorden er hærget af klimaforandringer, og en sygdom kaldet den grønne pest har reduceret verdens befolkning. Mange globale magthavere er forsvundet i årene op til historiens begyndelse, og miljøorganisationen Global Waste med lederen Kristoph III er rykket ind og har overtaget magten. Global Waste har også udviklet et antistof mod den grønne pest, men det er svært at fremstille, så det sælges kun til de højestbydende.

Vores hovedperson, Dave Blame, er officer i Global Wastes militær. Han er begyndt at stille spørgsmål ved om der foregår noget råddent i toppen af Global Waste, og han bliver efterladt på Antarktis af sine medsoldater. Heldigvis er han en sej gut, så han sætter sig straks for at svømme til Australien, men bliver lidt forsinket af at skulle slås med en flok søelefanter og en kæmpeblæksprutte. Godt knotten kravler han i land og må straks redde en ung kvinde fra nogle korrupte Global Waste-soldater. Det viser sig at hun og hendes far (en rigtig sørøver med klap for øjet og papegøje på skulderen) har kapret et gammelt hangarskib og har lavet det om til en smuglerbåd (ganske diskret!). Trioen bliver snart jagtet af Global Wastes sejeste agenter. Indimellem får man nogle tilbageblik til Daves fortid, og man får også set hvad der sker af rænkespil hos Global Waste. De sidste 8 sider fortæller om seriens tilblivelse og udvikling.

Tegnestilen er enkel og manga-inspireret – jeg blev især mindet om Eiichiro Odas One Piece, også hvad angår historien med sine mange slagsmål mellem superseje kombatanter. Den lidt grove tegnestil kan virke amatøragtig ved første øjekast, især på grund af de meget simple og karikerede ansigter, men Casper Sand har styr på både anatomi (i karikeret form) og perspektivtegning, og der er fin variation i kameravinkler og lyssætning.

Som man måske kan gætte ud fra referatet, kan fortællestilen bedst beskrives som hæsblæsende og over the top, hvor alt er tilladt for at skabe grin og spænding. Der er nogle overraskelser undervejs, som ikke skal afsløres, og selvom historien er ret enkel og ligetil, fornemmer man at baggrundsverdenen er mere udtænkt end man først får indtryk af.

Infection er uforpligtende underholdning uden dikke­darer eller den store dybde i personskildring, men som sådan fungerer den meget godt. Kan anbefales til fans af mangaserier som One Piece og Dragon Ball eller af absurd overdrevne humorserier som Cocobill og Flip og Flop (selvom tegningerne endnu ikke er helt på højde med nogle af disse).

Anmeldereksemplaret var vedlagt et par klistermærker og et flyveblad med forsiden til vol. 2, En mand eller en hær (gengivet nedenfor til højre uden tekst), med mærkatet “kommer snart”.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Anne-Marie Vedsø Olesen – Månen over øen

Månen over øen
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt og Ringhof, 168 sider, 2020
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Det er ca. 2.600 år siden månen blev ramt af en asteroide, der var stor nok til at splintre det himmellegeme som i millioner af år havde kredset om jorden.  Dette havde katastrofale følger for Jorden og den overlevende del af menneskeheden. Der er dog gået så mange år nu, at den manglende måne blot er sådan som det er, og der er kommet andre trusler imod mennesket, som nu er blevet dybt afhængig af supernettets stimuli. Helt fra fødslen er det nødvendigt at sikre dette flimrende stimuli. Der er kommet medicin, der kan sikre at man kan være offline; der er dog kun nogle få som dette virker på.

Hypatia har et særligt gen der gør at hun kan klare sig uden stimuli. Hun plages dog af savnet efter sin datter, som forsvandt fra hende. Hypatia søger hen til en mystisk ø som ingen digitale impulser kan nå, hvilket gør at andre ikke kan overleve der, men hun kan. Der er yderligere det mystiske ved denne ø, at der stadig er en måne på himmelen når man er der.

Jeg har efterhånden læst en del af Vedsø Olesens bøger, og de har oftest været horrorhistorier med udgangspunkt i forskellige former for mytologi. Denne gang er det derimod science fiction der tager udgangspunkt i filosofi. Det er altid spændende når forfattere kaster sig ud i noget nyt, og selvom filosofi ikke er min stærke side, fandt jeg historien fængende og helt sikkert interessant. Min manglende filosofiske dannelse gjorde at jeg nogle gange blev sat af, da bogen er utrolig kompakt, og forfatteren har også selv udtalt at alt overflødig er skåret væk (interview af Jan M. Johansen på Køge Biblioteks facebookside). Det er derfor en svaghed ved bogen, at den forventer at læseren har denne paratviden, samtidig med at det er en klar styrke for bogen, for det er også utroligt trættende når bøger sætter sig for at forklare alt, som hvis læseren ingen viden har på forhånd. Det er derfor ikke en bog for alle, men for den velforberedte læser er den en god og tankevækkende bog.

Tanken med at månen ikke længere er der, og de konsekvenser det vil have for Jorden, klimaet og ikke mindst menneskeheden, er en interessant setting til en science fic­tion-historie. Den bruges dog ikke direkte til så meget i denne bog. Handlingen finder sted 2.600 år efter at månen blev destrueret, og verden har derfor fundet en ny normaltilstand efter klimaforandringerne, ændringerne på Jordens hældning, og ikke mindst de mange nedslag af månerester. I denne historie ser jeg det mere som det symbolske i Jorden, der har mistet Månen, men har overlevet med en masse ar og smerte, samt en evig tilstedeværelse af erindringen af månen, samt en kvinde der har mistet en datter og hvordan det har påvirket hende. Selvom hun virker afklaret, så er der et kæmpe savn, og igennem læsningen bliver jeg også mere og mere i tvivl om hvor troværdig hun er, da savnet og de forskellige påvirkninger gør at meget af det hun beretter, nok er virkeligt for hende, men måske er hendes hallucinationer. På den måde lægger bogen op til en del tanker, men for at kunne dykke mere ned i en analyse, skal jeg nok genlæse den nærmere. Bogen lægger jeg derfor helt sikkert i stakken af bøger jeg skal have genlæst, en stak hvori Vedsø Olesens prisvindende bog Lucie stadig ligger. Jeg må snart få taget hul på den stak, for der er bestemt bøger der fortjener at blive læst og genlæst, og det gør Anne-Marie Vedsø Olesens bøger bestemt.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Martin Wangsgaard Jürgensen – Rama Rama Europa

Rama Rama Europa
Roman af Martin Wangsgaard Jürgensen
Kandor, 2020, 250 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Rama Rama Europa er vel egentligt fortællingen om et venskab i en verden der er gået under. Manden kaldet Dalmatineren har slået lejr et sted i en ødelagt by, og her støder han på en mand der kaldes Uret. Uret er typen som de fleste vil gemme sig for, og med rette, da han er stor, grum og brutal. Da de to mænd støder på hinanden første gang, går Uret og gnaver på en barnehånd, for dette er en verden hvor kannibalisme også er en måde at overleve på.

De to mænd slår følge på en tur igennem Europa, men da det meste af historien er fortalt i tilbageblik, hvor Dalmatineren fortæller om sit venskab med Uret til en ung pige, så er det forskellige nedslag i deres rejse vi hører om. Ofte handler det om deres møde med andre mennesker, hvoraf de fleste ender blodigt og ødelæggende. Det er egentligt ikke fordi Dalmatineren og Uret sætter sig for at slå alle ihjel, men det ender bare på en eller anden måde ofte med blodige konfrontationer. Konfrontationerne bliver også nogle gange hjulpet på vej af at der virker til at være masser af alkohol og narko i denne verden.

En af de historier han fortæller, er hvordan de to mænd møder og forelsker sig i et par siamesiske tvillinger og hvordan de to piger kommer med på rejsen, og i en periode er der en form for idyl.

Imens Dalmatineren fortæller sine historier, er han ikke sammen med Uret, så man kan godt fornemme at de to også har haft en konfrontation.

Historien finder sted i en ødelagt verden, og der er hentydninger til mutationer, mærkelig flyvende væsener og underlige grupperinger af mennesker. Vi får aldrig at vide hvordan verden blev sådan, for det er ikke noget Dalmatineren tænker over, og det er heller ikke vigtigt for historien. Det vigtige i historien er venskabet og den rejse de to er på, og det er en anderledes, men bestemt underholdene rejse.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

A. Silvestri – Tre

Tre
Antologi af A. Silvestri
Kandor, 2020, 205 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

A. Silvestri har efterhånden en lang række bogudgivelser bag sig, og af disse er flere af dem novellesamlinger. Der er lidt grænser for hvor mange forskellige formater en novellesamling kan have, da det jo i bund og grund er en samling af noveller fra samme forfatter. Han har også bidraget i en lang række antologier, hvor hans bidrag er udgivet sammen med en række andre forfatteres bidrag, der tilsammen giver den samlede udgivelse.

Med bogen Tre har Silvestri egenhændigt begået en bog, der faktisk mere er en antologi end en novellesamling. Det er dog en antologi der mere minder om fortidens gysertegneserieantologier og ikke mindst gyserfilmsantologier. I disse var der gerne en eller anden rammefortælling, der skulle samle de forskellige bidrag. Det var ofte en ret tynd rammehistorie med en grotesk fortæller, der sad og præsenterede historien, eller en flok unge der sad rundt om et lejrbål. Det skete så også ofte at rammehistorien også endte med selv at være en gyser, hvor f.eks. en galning lurer på de unge ved bålet.

Rammehistorien i Tre er en døende forfatter, der tilkalder tre kolleger til sin sygeseng. Han fortæller at de er inviteret til at skulle dyste om at blive hans litterære arvtager. De skal hver vælge et af de utallige historieoplæg han har og skrive en horrorhistorie baseret på det. De skal så læse deres historie op, og en vinder kan vælges. De tre forfattere er meget forskellige og har også forskellige litterære vinkler på deres værker.

Allerede tidligt i min læsning af bogen blev jeg spændt på om denne idé ville holde; at Silvestri have sat sig for at skulle skrive tre historier, der er så forskellige, at man som læser køber sig ind på forestillingen om at de egentligt er skrevet af tre forskellige (fiktive) personer.  Jeg var noget spændt på hvordan dette ville gå, for det ville ikke være nok at historiernes handling er meget forskellige, men hele skrivestilen skulle være forskellig for at bevare illusionen.

Lad mig allerede nu afsløre at jeg synes at dette eksperiment lykkes utroligt godt for Silvestri. Der var ikke på noget tidspunkt imens jeg læste de tre historier hvor illusionen ikke holdt, og dette faktisk på trods af at jeg sad og ledte efter ting hvor jeg ville tænke “dette er en typisk Silvestri-historie”.

Selve rammehistorien skal man ikke tænke for meget over; man skal blot købe ind på præmissen om at de tre forfattere gerne vil fortsætte deres litterære liv som en andens arvtager i stedet for at skabe deres eget navn. Men køber man ind på denne, så passer rammen til historierne.

En anden interessant ting ved denne opbygning, er at Silvestri får muligheden for at kommentere på sine egne historier ved at lade de tre forfattere diskutere historierne efter de er blevet læst op.

I en typisk anmeldelse ville jeg give et handlingsreferat eller skrive om hvad de forskellige noveller handler om. Det har jeg fravalgt her. For selvom jeg bestemt synes historierne fortjener at bliver omtalt hver især, så er det egentligt mere hele opbygningen af bogen, som jeg synes det er interessant at fortælle om. Hvad de tre historier handler om, kan du finde ud af når du læser bogen, for det bør du gøre.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Klaus Æ. Mogensen – Ud af Normalrummet

Ud af Normalrummet
Novellesamling af Klaus Æ. Mogensen
H. Harksen Productions, 2020, 148 sider

Ud af Normalrummet af Klaus Æ. Mogensen er en samling af fantastiske noveller, der har meget forskelligt at byde på – især fordi samlingen ikke lader sig begrænse af genrer og normer for novellesamlinger skrevet af en enkelt forfatter. Novellerne har til fælles at de handler om en situation, der er “ude af normalrummet”, om dette så er i fremtiden, i en anden dimension, i en fantasy-verden eller noget fjerde.

Et kort fantasydigt på engelsk indleder novellesamlingen. Digtet er et praj om, at læseren kan forvente sig lidt af hvert af de følgende noveller.

Et par af novellerne har masser af verdensopbygning og giver indblik i universer, der sagtens kunne rumme lange romaner. Jeg håber at Mogensen på et tidspunkt udforsker den verden, der blev præsenteret i fantasynovellen “Kløer”. Andre noveller er smugkig ind i et fremtids-tankeeksperiment med god rod i nutiden (“Palins projekt”), et helt klassisk science fiction kneb. Jeg nyder at læse begge slags noveller og de fungerer fint sammen i en samling.

“Kløer” kan minde lidt om de verdener China Miéville bygger op i for eksempel Perdido Street Station, men tilført lidt stemning fra 1001 Nats Eventyr. Det er weird voksen-fantasy med masser af genkendelige elementer fra hvordan mennesker opfører sig og reagerer i den virkelige verden.

“Kærlighedens lotteri” mindede mig om hvor meget jeg elskede at læse Tracy Hickman og Margaret Weis’ Dragonlance-romaner da jeg var lille, og “Universets mørke” begynder som noget, der kunne være skrevet af en dansk, kvindelig forfatter som Helle Helle eller Kirsten Hammann og ender som Lovecraft.

De helt korte noveller i samlingen gav mig uden tvivl de bedste læseoplevelser. Korte sætninger og enkle idéer, der på én enkelt side kan ende et helt andet sted end den startede. Jeg vil virkelig anbefale “Sfærisk musik”, “Vinteroffer” og “Farvel” som korte, unikke og interessante tekstbidder, som læseren kan mærke, der er blevet kælet for. De bedste af de korte tekster er mindst lige så gode som Kasper Colling Nielsens korte tekster i Dengang dinosaurerne var små.

Min eneste anke efter at have læst Ud af normalrummet er manglen på prolog eller epilog, eller bare en lille hilsen fra forfatteren (for eksempel “dette er mine yndlingsnoveller fra de sidste 5 år”).

Jeg er altid lidt nysgerrig efter at vide hvordan en bog, samling, antologi eller andet kreativt værk er blevet til, og novellesamlinger taler ikke helt for sig selv i samme grad som romaner. Netop Ud af normalrummet er en ret særlig samling af forskellige tekster, som er gode hver for sig, men også passer ret godt sammen. Digtet i starten af samlingen passer for eksempel rigtig fint til resten af teksterne, men gør mig også mere nysgerrig efter at vide om der var en proces, der gjorde, at netop disse tekster er valgt. Hvorfor udgives de sammen? Mange har været udgivet før, hvilket gør mig endnu mere nysgerrig. Måske kommer der en Vol. 2 med den efterspurgte eftertanke.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Fantasy, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar