Mats Strandberg – Færgen

Udgivet den januar 8, 2017 af Admin

faergenFærgen
Roman af Mats Strandberg
Modtryk, 2016, 473 sider.

Færgen Baltic Charisma sejler imellem Sverige og Finland, en tur der retur tager 24 timer. Færgens publikum er folk der vil på en hurtig druktur, og for en kort tid komme væk fra hverdagen. Dens storhedstid ligger bag den, og selvom den stadig sejler stabilt, så er den ved at være gammel, og personalet har ikke den store motivation, men da den sælger billigt sprut så har den stadig passagerer. Det er dog passagerer der passer til færgen. Der er den ensomme Marianne, hvis børn er voksne og hvis mand for længe siden er rejst. Hun har nu besluttet sig for at gøre noget der slet ikke ligger til hende, nemligt at tage en sådan færgetur iblandt andre mennesker. Der er familien der dårligt taler sammen, og hvor sønnen skifter imellem at være bange for faderen og vred på ham for at drikke for meget og begynde at græde foran sønnen. Og så er der den tidligere ansatte Calle, der er tilbage for at tage en tur sammen med sin forlovede, som han har planer om at fri til.

Den første del af bogen går med at lade os lære disse og andre passagerer at kende. De personlige hverdagsproblemer, som de bringer med ombord bliver dog pludseligt sekundære, da de må flygte for deres liv.

Der er to passagerer på færgen som ikke er som de andre. Det er en kvinde og hendes søn. Imens hun er ude for at skaffe noget at spise til dem, så sørger drengen for selv at skaffe sin mad. Han lokker en mand ind på sit værelse, hvor han overfalder manden, bider ham og drikker hans blod. Herfra går alt amok. Manden dør, men vågner som et blodhungrende væsen, og hurtigt spreder smitten sig på færgen. Imens de overlevende prøver at flygte bliver der færre og færre steder at flygte hen på båden, og ingen af dem har for alvor en ide om hvordan de skal bekæmpe fjenden. Der er dog en på færgen som vil prøve at stoppe smitten i at brede sig, og sikre at færgen ikke kommer i land så smitten vil kunne sprede sig til hele verden igennem de mange nyfødte vampyrer.

Bogen er bygget op af mange små kapitler hvor vi skiftevis følger hovedpersonerne, og så kapitler hvor vi får et hurtigt overblik over status på færgen. Dette gør at da helvede først bryder løs så holder bogen et højt og aktionfyldt tempo. Samtidig med at tempoet går op, så går personbeskrivelserne lidt ned, og de personer der ellers var blevet bygget op til at være spændende, bliver reduceret til at være en flygtende flok. Dette passer selvfølgeligt fint ind at de nu bare prøver at overleve, men lidt en skam da de så ikke længere er så interessante at følge. Selvom bogen starter ud med at have et socialrealistisk præg, så er det ikke en ny Lad den rette komme ind, men er mere i tråd med Guillermo del Toro og Chuck Hogan Strain-trilogi. Den blodige forside indikerer dog også at det mere er blodig action end socialrealistisk horror vi sidder med, så bogen prøver ikke at sælge sig selv på noget den ikke er.

Den valgte ramme med en færge der er langt fra land passer godt til historien, da den giver den klaustrofobiske følelse af ikke at kunne slippe væk fra en fjende som ikke kan bekæmpes, men hvor personerne alligevel finder ressourcerne til at prøve at tage kampen op og undslippe.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kenneth Bøgh Andersen – Den faldne djævel

Udgivet den januar 7, 2017 af Admin

den-faldne-djaevelDen faldne djævel (Den store djævlekrig 6)
Roman af Kenneth Bøgh Andersen
Høst & søn, 2016, 304 sider.

Da Kenneth Bøgh Andersen sidste år genoplivede sin serie om Den store djævlekrig vagte det stor glæde blandt seriens fans, og efter at have læst den første af de to nye bind (se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 46) ventede jeg med spænding på sidste bind. Forfatteren kogte ikke bare suppe på serien, men havde rent faktisk fået ideer som retfærdiggjorde en genopliving af serien.

De sidste to bind hænger sammen, og fortæller om Filip som endnu en gang er kommet tilbage til helvede, men der er noget helt galt i såvel himmelen som i helvede, og der er en gammel fjende, der har fundet vejen tilbage fra hvorend det er døde djævle ender. Og denne fjende har ikke blot tænkt sig at hævne sig på Filip, han har planer om at overtage alle dødsrigerne. Han starter bl.a. med at starte ragnarok, og dermed gøre det af med vikingernes dødsrige. Midt i ragnarok sikre han sig også våben som han vil bruge imod den kristne gud og mod djævelen.

De planer, som udrulles, er ikke lige til at gennemskue, hverken for Filip eller for læseren, hvilket gør det til en spændende fortælling, for selvom man ved hvem fjenden er, så er det ikke til at gennemskue hvad rænkespillet helt går ud på. Kenneth Bøgh Andersen viser endnu en gang at han formår at skrive ungdoms-fantasy/horror som den voksne læser også vil kunne sætte pris på, og jeg må hellere se at få læst de gysersamlinger som han udgav sidste år.

Den nye historie rundes af i Den faldne djævel, og historien om Filip er nok også afsluttet nu, men nu må vi se om der om nogle år igen bliver behov for hans hjælp i helvede.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Siri Pettersen – Råddenskab

Udgivet den januar 6, 2017 af Admin

siri-pettersen-raaddenskabRåddenskab
Fantasy-roman af Siri Pettersen
Høst & Søn, 2016, 468 sider.

Råddenskab er andet bind i den episke fantasy-serie om Odinsbarnet Hirka. Første bind hedder Odinsbarn, og var en fremragende læseoplevelse.

Hirka er opvokset i Ymslanda, hvor folket er af Ymsæt, hvilket blandt andet betyder, at de har haler, og at de har EVNEN. Men Hirka er født uden hale, og som 15-årig finder hun ud af, at hun er menskr, og ikke Ymsæt. Samtidig bliver hun involveret i et gryende opgør mellem Mannfalla og det selvstændige Ravnhov. Og ikke mindst i de indbyrdes intriger og magtkampe i Mannfalla hvor Hirkas eneste barndomsven, stolearvingen Rime An-Eldrin mod sin vilje befinder sig.

Første bind sluttede med noget af en cliffhanger. For at redde Ymslanda fra ‘de blinde’ og for at sikre Rimes liv og position, rejste Hirka via Ravneringene til menskr-verdenen – uden mulighed for at vende tilbage. Og her starter bind to.

Hirka har været strandet i vores verden, nærmere bestemt York i England, i 154 dage. Hun er ved at lære sproget, men alt er anderledes, og Hirka føler sig om muligt mere fremmed her. Hun savner Rime og den verden, hun har forladt, men er fanget her i en døende verden.

Men ikke en gang i menneskenes verden er Hirka sikker. Nogen forfølger hende, og snart finder Hirka ud af, at råddenskaben også findes her. Kilden til råddenskaben nemlig været i eksil her i 1000 år og blot ventet på at kunne hævne sig. I den hævn udgør Hirka en vigtig brik, uden at hun forstår hvorfor. Så nu er hun pludselig fanget midt i opgøret, som også bringer svaret på, hvem – og hvad – hun egentlig er.

Romanen krydsklipper mellem Rime og Hirka i hver deres verden. Selvom Hirka har ofret sig selv, kommer der stadigvæk ‘blinde’ til Ymslanda, og Rime er ved at gå til i sorg. Han forsøger af alle kræfter at finde en vej til at hente Hirka hjem igen OG redde folket fra de ‘blinde’, samtidig med at Rådet modarbejder ham i alt. Det fører ham på sporet af en gemt viden i Mannfalla – og mod danserinden Damayanti.

Siri Pettersen har skabt et helt unikt og originalt univers, hvor parallelle verdener eksisterer side om side, afskåret fra kontakt med hinanden.

Det var en fornøjelse igen at træde ind i Hirkas verden, og selvom meget af handlingen denne gang foregår i vores egen verden, bevarer fortællingen sin magi. Dels fordi det oprindelige norrønt inspirerede univers er så stærkt beskrevet. Men også fordi Pettersen ikke er bange for at blande nye myter ind i sin fortælling. F.eks. knytter hun denne gang tråde til vampyr-myten med historien om blodslaver-ne/de glemte og deres forhold til Graal af Dreyri-folket.

Hirka er en fascinerende hovedperson, som i løbet af bogen udvikler sig i en spændende retning, efterhånden som hun finder ud af, hvem hun er. I det hele taget har Pettersen skabt nogle troværdige og nuancerede personer, som man ikke kan lade være med at føle for og med. Rime er ganske vist stadigvæk nærmest overmenneskelig, men savnet af Hirka driver ham næsten til vanvid, og får ham til at gøre ting der alligevel er menneskelige. Menneskelig er også Stefan, Hirkas eneste ven blandt menneskene, som absolut ikke er prototypen på en helt, men som alligevel forsøger.

Råddenskab er måske nok en ungdomsbog, men den mangler alle klichéerne fra Twilight-serien. Personerne er virkelige, historien er nuanceret, og sproget er både godt og letlæst. Jeg var imponeret over bind et, og jeg synes absolut at toeren lever op til den. Ligesom sidst slutter Siri Pettersen fortællingen af med noget af en cliffhanger, så atter må jeg vente i spænding til tredje og sidste bind, Evnen, udkommer i februar 2017.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kim Stanley Robinson – Aurora

Udgivet den januar 5, 2017 af Admin

auroraAurora
Roman af Kim Stanley Robinson
Orbit, 2015, 480 sider.

Den ”hårde” form for science fiction har fokus på teknologi og naturvidenskab. Ofte på bekostning af alt andet. Kim Stanley Robinson er en forfatter som skriver hård science fiction, og også formår at beskrive samfundsforhold detaljeret og realistisk. Hans personer er også langt fra ”ingeniør”-science fictions stereotyper. De kan dog virke lidt kedelige, fordi de fleste af dem er meget seriøse, fornuftige og rationelle mennesker.

I Robinson seneste roman er en af hovedpersonerne faktisk en computer – den centrale computer som styrer et gigantisk rumskib som er sendt ud for at kolonisere solsystemet omkring Tau Ceti. Der er tale om et generationsrumskib, det vil sige at det tager flere generationer for besætningen at nå frem til destinationen.

Generationsrumskibet har en lang forhistorie i science fiction-genren, og Aurora er da også Robinsons forsøg på at komme med en ny tolkning af den ide, og ikke mindst at give en meget detaljeret beskrivelse af de problemer der kan være med generationsrumskibe, og med at kolonisere fremmede solsystemer i almindelighed. På et tidspunkt diskuterer kolonisterne hvad deres forfædre dog havde tænkt på, da de meldte sig til projektet. Hvad var meningen med at forlade en ganske udmærket planet og rejse til et sted hvor de i heldigste fald ville finde noget der i bedste fald ville være en dårlig kopi af Jorden?

I stedet for en optimistisk beskrivelse af hvordan mennesket erobrer universet, er Aurora tættere på at være en katastroferoman. Det starter med at romanens svar på den klassiske science fiction-helt, ingeniøren Debbie, bliver syg og dør lige inden de når frem. Hun var den eneste som virkelig formåede at holde sammen på det aldrende rumskib og at tale fornuft til hele dets besætning. Før hun døde, gjorde hun computeren interesseret i mennesker og vores sprog. Hun lærte den at skrive fortællinger som mennesker gør det, og den roman vi læser, er mere eller mindre det som computeren skriver om rumskibet, dets mission og dets besætning.

Fremme ved Tau Ceti indtræffer der den ene krise efter den anden. Blandt andet viser det sig at den Jord-lignende måne de i første omgang prøver at kolonisere – Aurora – er et meget farligt sted. Før det har man blandt andet kæmpet mod problemer som at de habitater rumskibet består af, ikke er i ligevægt over en så lang periode som turen tager, og derfor ophober forskellige grundstoffer nogle steder, mens de de samme grundstoffer mangler andre steder.

Robinson spørger med Aurora hvad vi egentlig skal så langt væk fra Jorden. Hans hovedargument er at liv opstår under bestemte betingelser og tilpasser sig dem. Hvis det kommer for langt væk fra de betingelser, kan det simpelthen ikke overleve. Andre former for liv kan måske eksistere på det fremmede steder, men vores form for liv kan ikke, eller vil trives meget dårligt der. Desuden er der en lang række problemer med at begive sig ud på så lange rejser.

Aurora er også en meget genrebevidst roman. Mange steder findes der noget som minder om klassiske værker. Mest oplagt er måske at sammenligne den centrale computer med HAL i Arthur C. Clarkes 2001, selv om de to ikke ligefrem har samme personlighed. I Brian Aldiss’ klassiske generationsrumskibs-roman, Non-Stop (1958), har besætningen helt mistet deres viden om at de befinder sig på et rumskib. I Aurora er det ikke sket, men besætningen har vænnet sig til at leve i habitaternes relativt trygge omgivelser, og interesserer sig for alt muligt andet end at flyve et rumskib og kolonisere en planet. I Robert Heinleins Time for the Stars (1956) sender man et antal rumskibe ud for at kolonisere andre solsystemer og oplever mange problemer og uheld. I Aurora får vi også på et tidspunkt at vide at der er sendt andre rumskibe af sted. Vi efterlades dog med en tvivl om hvor vidt nogen af dem overhovedet har haft held med deres mission, hvor det hos Heinlein til sidst lykkedes at finde en planet der er beboelig for mennesker.

Jeg kom også til at tænke på Tom Godwins klassiske novelle ”The Cold Equations”, da jeg skulle finde på noget mere at sige om Aurora. I Godwins novelle møder vi en pilot på et rumskib, som fragter nødforsyninger frem til nogle mennesker i livsfare. Det viser sig at der er en blind passager ombord, og de kolde ligninger i titlen siger at den eneste måde at redde de mange mennesker på, er at lade den blinde passager dø. Mange har siden kommenteret novellen, og givet mange ideer til hvordan man faktisk kunne have omgået de kolde ligninger og reddet alle. På samme måde synes jeg Robinson snyder os lidt med Aurora. Flere steder kunne de problemer besætningen støder ind i, være løst ved bedre planlægning af missionen. Og på et tidspunkt er der faktisk nogle ”kolde ligninger” som skibets computer må udføre, der kan redde nogle, men ikke alle mennesker, ombord på rumskibet. Også der synes jeg at der er oplagte alternativer som ignoreres.

Man kan selvfølgelig også læse Aurora som eksempler på hvad der kan gå galt. Hvis der var taget højde for nogle af de ting Robinson bruger til at fremkalde sin katastrofehistorie, vil der måske være andre, som han ikke have tænkt på eller ikke var klar over, som er lige så farlige eller farligere. Men jeg er nu ikke overbevist. Det store problem er at det er en generationsrumskib, hvilket vil sige at man faktisk skal konstruere et rumskib som også er et sted hvor mennesker kan leve godt et helt liv. Det vil igen sige at rumskibet skal være helt ufatteligt stort og dyrt i forhold til det vi er i stand til at konstruere nu eller i nogen bare nogenlunde nær fremtid. Så hvis vi nogensinde får sendt mennesker til andre solsystemer, bliver det næppe med generationsrumskibe.

Aurora fortæller alligevel en rimelig overbevisende ”hvad nu hvis” historie om et generationsrumskib, dets meget menneskelige mennesker, dets meget filosofiske computer og deres forsøg på at overleve de truende katastrofer. Vi får også en mængde interessante spekulationer over sprog, intelligens, bevidsthed, liv, samt alt hvad der indgår i design og pleje af at generationsrumskib. Som sædvanligt med Robinson meget omhyggeligt researchet og dygtigt skrevet.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | 1 kommentar

Vand til blod

Udgivet den januar 4, 2017 af Admin

vand-til-blodVand til blod
Hardcover graphic novel, Carlsen 2016, 256 sider.
Morten Dürr (tekst)
Lars Gabel (tegninger)

Her er tale om en fysisk flot graphic novel, dvs. en tegneserie i bogformat. Det er en flot indbundet bog med snorebogmærke, og siderne er trykt til kant i farver. Ikke fuld farve, for hvert afsnit er farvelagt i én farvetone: blå, grøn eller rød (ud over sort og hvid). Det er et effektivt middel til at angive stemningen i de forskellige afsnit. Tegningerne er enkle, men flot tegnede og stemningsfulde.

Desværre synes jeg ikke at historien lever op til det flotte ydre. Der er tale om en uhyre enkel historie, der sagtens kunne være fortalt i novelleform på en halv snes sider.

Det hele foregår i et lille landsbysamfund et ikke nærmere defineret sted i Nordvest­skandinavien; måske Færøerne, måske Grønland, måske Island. Tegneren Lars Gabel er født i Grønland, men ingen af personerne i tegneserien virker etnisk grønlandske, så jeg gætter på Færøerne, især på grund af den plads den kristne tro fylder i historien.

Vi følger teenagepigen Lea, der bor sammen med broren Lukas hos deres alkoholiserede, voldelige og strengt religiøse far, der tvinger dem til daglig bibellæsning og forbyder alt der tangerer en synd, såsom at danse eller pynte sig. Lea er farmands øjesten, så hun bliver ikke pryglet, men så heldig er Lukas ikke.

En dag bliver Lea ramt af et lyn, og da hun vågner op af coma, er hun forandret. Hendes hår er forbrændt, og hun har et stort ar i kraniet, men den største forandring er at hendes stemme nu har magt – ikke bare over mennesker, men også over verden omkring hende. Det har den mobbede pige glæde af en kort tid – lige til hun i skolen bliver bedt om at læse et digt op om Ægyptens syv plager. Lea prøver først at nægte, men indser at det er hendes skæbne. Hun læser digtet op, og verden går under i blod, død, mørke og stilhed.

Det er hele historien. Nå det er lykkedes at få den til at fylde ikke mindre end 256 sider, skyldes det at hvert opslag består af én eller to tegninger, ofte med en sætning eller to tekst, men lige så ofte ordløse. Bogen kunne lige så godt have været layoutet som en 64-siders tegneserie med to af bogens opslag per side – men så havde man nok ikke kunnet sælge den for 250 kr.

Jeg tror det tog mig en halv time at læse bogen, selvom jeg gjorde med en vis grundighed for at kunne anmelde den. En almindelig læsning ville nok ikke tage mere end tyve minutter. Det havde så været i orden, hvis jeg havde følt mig underholdt eller intellektuelt pirret i de tyve-tredive minutter, men det gjorde jeg ikke. Jeg fandt historien ligegyldig og fortænkt, om end man da kommer til at fatte sympati for den stakkels, plagede Lea. Jeg overvejede om de apokalyptiske elementer måske kun var noget der foregik i pigens hoved, men jeg synes ikke noget understøtter den fortolkning.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 50

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Emily St. John Mandel – Station Eleven

Udgivet den januar 3, 2017 af Admin

station-elevenStation Eleven
Roman af Emily St. John Mandel
Picador, 2014, 384 sider.

Hollywood-stjernen Arthur er vendt tilbage til de skrå brædder for at spille hovedrollen i en opsætning af King Lear. I fjerde akt får han pludselig et ildebefindende, og kort efter er han død. Omtrent samtidig hærger en virus hele verden og udsletter det meste af vores art i løbet af nogle få dage.

Således starter Station Eleven, og i løbet af romanen bygges der et net af historier op omkring dette udgangspunkt: Hvad skete der før, under og efter katastrofen? Hvem var Arthur, hans kone, hans ekskone, hans søn, et par af dem som overlevede hans sidste forestilling, og så videre.

Vi springer omkring i tid og rum, mens disse historier fortælles og væves sammen. I de post-apokalyptiske afsnit, der foregår tyve år efter katastrofen, følger vi et omrejsende Shakespeare-teater, som i første omgang ikke ser ud til at have så meget med resten af historierne at gøre, udover teater-temaet. Vi hører også om tegneserien Station Eleven, hvor resterne af menneskeheden er flygtet i et gigantisk rumskib, efter Jorden blev invaderet. Begge viser sig at være ret centrale for handlingen og sammenhænge mellem personerne.

Katastroferomaner er som regel enten dommedagsfortæl­linger, hvor en eller anden form for ”guds straf” rammer vores art, eller de er genfødselsfortællinger hvor en lille flok udvalgte mennesker forsøger at genoprette civilisationen. Jeg ser dem som drevet af en angst for tabet af den kendte verden, hvor tabet enten er permanent eller det er muligt at genvinde det tabte. Station Eleven er derimod dejlig fri for den angst. Vores art har levet i tusinder af år før det moderne samfund opstod, og vil sagtens kunne klare sig uden det. Nogle ting overlever, andre forsvinder.

I stedet for at udpensle detaljer i katastrofen og dens følger, og krydre det med menneskelig ondskab og lidelse, fortæller Station Eleven en meget velkomponeret historie om nogle mennesker. På den måde adskiller den sig også fra klassisk katastrofe-science fiction, og i det hele taget klassisk science fiction. Det er ikke den den ”realistiske” skildring af en mulig fremtid det drejer sig om, men at bruge science fiction-genren til andre interessante ting. Det man også kunne kalde modernistisk science fiction, som i ”new wave”-bølgen i science fiction i 1960’erne og 70’erne som oftest gik ud på at lave vilde eksperimenter, men i nyere science fiction mere handler om at en forfatter finder sig en stil der passer til de historier han eller hun vil fortælle.

Station Eleven er både meget flot skrevet og meget snedigt komponeret, samtidig med at den forholder sig til science fiction-genren på to forskellige planer: Dels bruger den post-apokalypsen som en del af sceneriet, dels bruges den space opera-tegneserie, der optræder i romanen, metaforisk til at underbygge stemninger og personer. Romanen vandt da også en Arthur C. Clarke Award som bedste roman i 2015.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Gail Carriger – Uskyldig (Soulless 3)

Udgivet den januar 2, 2017 af Admin

uskyldigUskyldig  (Soulless 3)
Steampunk-roman af Gail Carriger
Tellerup, 2016, 383 sider.
Omslagsdesign: Lauren Panepinto

Da jeg læste, at Himmelskibet nr. 50 skulle have steampunk som tema, kom jeg straks til at tænke på Gail Carrigers serie Soulless, hvor bind tre Uskyldig netop er udkommet fra forlaget Tellerup. Og selvom jeg ikke er speciel steampunk-fan, så er jeg faldet pladask for serien.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med den charmerende og parasolbærende pebermø Alexia tilbage i 2014, da jeg ved et tilfælde faldt over seriens første bind: Sjælesluger.

Alexia Tarabotti er 26 år, halvt italiensk, intelligent, rapkæftet og lever i et Victoria-tidens London, hvor vampyrer og varulve eksisterer åbenlyst side om side med menneskene. Hun er registreret som værende sjælløs hos BRU (Bureau til Registrering af Unaturlige). En sjælløs er en person, der kan neutralisere vampyrer og varulves evner og gøre dem menneskelige, når hun rører dem.

Alexia har aldrig kendt sin italienske far, men er vokset op hos moren og dennes nye mand samt sine to halvsøstre. Familien kender ikke til hendes manglende sjæl og deraf følgende evner. De bekymrer sig til gengæld meget over, at hun endnu ikke er blevet gift, og at hun interesserer sig alt for meget for upassende emner for en ung dame fra 1800-tallets overklasse.

Under et visit bliver Alexia overfaldet af en udannet vampyr, og kommer uheldigvis til at slå ham ihjel. Det blander hende ind i en farlig ballade om uregistrede vampyrer, da dronning Victoria sender Lord Maccon fra BRU (som i øvrigt er en varulv) for at undersøge sagen. Samtidig befinder Alexia sig pludselig som genstand for en amerikansk forskers romantiske interesse. Og så bliver hun og vampyren Lord Akeldama ud af det blå bortført af videnskabsmænd, som tilsyneladende er voldsomt glade for blæksprutter.

1784Sjælesluger (første bind i serien) har fuld knald på historien fra første side. Alexia er en underholdende hovedperson, som jeg straks holdt af med hendes selvironiske betragtninger, stærke vilje og rapkæftede facon. Samtidig er selve setuppet, med Victoria-tidens London iblandet overnaturlige væsener og alverdens fascinerende opfindelser (som f.eks. monokulære krydsforstørrende linser med spektralmodifikationer) gennemført perfekt.

I 2015 udkom bind to, Forbandelsesbryder. Alexia er blevet til Lady Maccon, og udover at være blevet alfahun for Woolsey-koblet er hun også blevet ansat af dronning Victoria i stillingen som muhja i skyggeparlamentet. Her skal hun sammen med storvesiren (varulv) og potentaten (vampyr) sørge for dagslys-folkets interesser samt skabe ligevægt i vampyrernes og varulvenes styrkeforhold.

Via sit arbejde i skyggeparlamentet får hun kendskab til en mystisk lidelse, der rammer både spøgelser, varulve og vampyrer, og efterlader dem dødelige. Som sjælløs er hun selv en oplagt mistænkt, da hun gør overnaturlige dødelige ved sin berøring. Men det lykkes hende at overbevise storvesiren og potentaten om, at hun ikke har evnerne til at gøre dette på så mange samtidigt.

Den mystiske lidelse lader til at bevæge sig nordpå mod Skotland. Det samme gør Lord Maccon, som – uden at have givet Alexia besked herom – er på vej til sit tidligere kobbel, Kingair, der har problemer.

forbandelsesbryderSå Alexia beslutter sig for at følge efter sin mand og samtidig opklare mysteriet med dødelighedsepidemien. Sammen med veninden Ivy, søsteren Felicity, ægtemandens lakaj Tunstell og opfinderen madame Lefoux (som har forsynet Alexia med en ny parasol fuld af overraskelser), tager hun et formidabelt luftskib til Skotland. Desværre forløber rejsen ikke uden problemer, og det gør ankomsten til Skotland heller ikke.

Forbandelsesbryder er nøjagtig ligeså underholdende som første bind i serien, og igen havde jeg en fest under læsningen. Med introduktionen af madame Lefoux føjer Gail Carriger endnu en interessant personage til romanens galleri. Stilen minder lidt om Kim Harrisons The Hollows og Jim Butchers Dresden-filerne med sin blanding af humor og fantasy, men med sit setup i Victoria-tidens England er Soulless-serien alligevel helt sin egen.

For nyligt er så bind tre, Uskyldig, udkommet, og jeg var spændt på, om Gail Carriger kunne holde niveauet. Heldigvis blev jeg på ingen måde skuffet. Uskyldig holder samme høje tempo og underholdningsværdi som de første bind i serien.

I slutningen af Forbandelsesbryder skiltes Alexia og Lord Maccon, og under social fordømmelse er Alexia flyttet hjem til familien igen. Det holder dog ikke længe, da skammen over datterens sociale deroute får familien til at smide hende ud. Oveni udsættes Alexia for et snigmordsforsøg af morderiske mekaniske mariehøns, og samtidig forsvinder hendes gode ven, vampyren Lord Akeldama.

For at finde ud af hvem der er så opsat på at dræbe hende, rejser Alexia derfor bort sammen med butleren og bibliotekaren Floote samt madame Lefoux. Med snigmordere i hælene rejser selskabet gennem Frankrig til Italien, hvor tempelridderne holder til, i håb om at de kan hjælpe med svaret.

Men selvom tempelridderne ved mere end nogen andre om Unaturlige som Alexia, er de ikke nødvendigvis interesserede i at hjælpe hende. Og slet ikke da de finder ud af grunden til, at Lord Maccon i vrede sendte Alexia bort.

Som tidligere nævnt er Uskyldig endnu et underholdende kapitel i serien om den kække Alexia. Gail Carriger har skabt et spændende univers, hvor overnaturlige væsener, fantastiske opfindelser og sjælens beskaffenhed går hånd i hånd. Alexia er, med sin blanding af italiensk lidenskab, stiv victoriansk etikette og en yderst pragmatisk holdning til livet, et utroligt charmerende bekendtskab. Da hun samtidig er vældig interesseret i videnskab, får læseren i hvert bind også serveret et hav af skøre, skægge og fantastiske mekaniske vidundere, som vi godt kan genkende, men som i steampunk-genrens ånd alligevel er dampende anderledes. Endelig har serien også en amourøs side, som dog har en så humoristisk tone, at det aldrig bliver kvalmende.

Jeg må indrømme, at jeg er solgt og glæder mig til at følge Alexia videre i serien, der fortsætter med Heartless og Timeless, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

Udover Soulless-serien (der i øvrigt originalt hedder The Parasol Protectorate Series) har Gail Carriger skrevet en række andre bøger i steampunk-genren, lige som der også er lavet en manga-udgave af Soulless-serien. Disse er ikke udkommet på dansk.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mørke guders templer

Udgivet den januar 1, 2017 af Admin

moerke-guders-templerMørke guders templer
(og om køn og race i heroisk fantasy)
Novellesamling, H. Harksen Production, 2016, 336 sider.

Mørke guders templer er en antologi fra Harksens forlag med 11 sword & sorcery fantasy-noveller for voksne af forskellige forfattere. Den har et forord af medredaktør Rasmus Wichmann, som beskriver hvordan genren er repræsenteret i dansk og international sammenhæng, og om spændet fra sword & sorcery, Lovecraft-inspiration, heroic og epic fantasy.

I podcasten http://www.tor.-com/2015/08/20/midnight-in-karachi-episode-25-n-k-jemisin/ giver forfatteren N.K. Jemisin en ætsende kritik af epic fantasy. Hun siger, frit oversat og gengivet, at universer, der består af hvide mænd og andre ”racer” der ikke er mennesker, slet og ret er racistiske, og at den ahistoriske, pseudo-europæiske middelalderfantasi, den er baseret på, er en frit opfundet, hvid, cis-, het-, mande-ønskedrøm.

Kameron Hurley har i sit essay ”We Have Always Fought – Challenging the Women, Cattle and Slaves Narrative” (oversat og bragt her i bladet lige før anmeldelserne) fortalt hvordan en mindre procentdel af kvinder gennem tiden har været krigere, men at denne oplysning er fraværende fra historieundervisningen.

Med subgenren heroic fantasy har jeg stort set ingen erfaring med de skrevne forlæg. Jeg har kun set film – og eeeelsket Conan the Barbarian og følt mig pænt underholdt af alle mulige eventyrfilm med en hårdtpumpet helt i hovedrollen, sidst f.eks. Warcraft (hvor alle mennesker er hvide og de andre racer ikke er rigtige mennesker). Det er derfor med visse fordomme at jeg går i gang med Mørke guders templer fra Harksens forlag. Jeg har overvejet om jeg burde have sendt anmelderopgaven videre til en anden, men har besluttet i stedet at udfordre mig selv, og lægge mine forhåndsantagelser åbent frem.

Et par ord om hver novelle:

Kristoffer Jacob Andersen, ”Karzul – Stjernekoglernes forbandelse”: Skøn historie der udmærker sig ved en uventet protagonist med filosofisk vid og et betydeligt pondus. Korrekt, behersket og meget morsom anvendelse af eftersætninger uden verbum.

A. Silvestri, ”En sang om vand”: En fra den tørstende stamme optrænes til at skaffe vand fra guderne. Historien er fortalt i et meget vanskeligt tilgængeligt sprog i tredje person, men fra hovedpersonens synsvinkel og med hovedpersonens forståelse af dét, der foregår, så jeg kan godt se meningen med pseudo-arkaiske sprog, og at sproget i dette tilfælde er en del af fortællingen.

Lars Kramhøft, ”Tårenes konge”: En lejesoldat i et parallelhistorisk Baghdad får til opgave at stjæle et spædbarn. Historie med et godt sprog og karakterudvikling.

Helle Jakobsen, ”Caels øje”: Blodig hamskifter-fortælling med et interessant twist.

Christina E. Ebbesen, ”Mørke guders templer”: Velskrevet og tankevækkende fortælling om ildesete sortelvere som lejer deres krigere ud i en evighedskrig. Ebbesen har godt styr på sit univers, som jeg tror er rollespils-inspireret. (Og her kastede jeg mig ud i en lang research omkring sortelveres oprindelse i mytologi og fiktion. Denne anmeldelse har bl.a. af den grund taget alt for lang tid at skrive.) Sortelvernes kulturelle forestilling om æren er ret sjov og deres vane med at rime, når de er ophidsede, gør det også til en fornøjelse at læse titelnovellen. Sort­elverne i historien har selv valgt at farve deres hud sort (og det er foreløbig den eneste reference til hudfarve i antologien).

Martin Wangsgaard Jürgensen, ”Menneskejagt”: En omrejsende patrulje bestående af kriger og lærling forfølger en skrækkelig morder.

Bjarke Schjødt Larsen, ”Dødedagene”: En dødeligt syg troldmand trækker tiden ud mellem slag og krig for at nå til et andet stade.

Flemming R. P. Rasch, ”Den grå guds tempel”: En formummet kvinde vil redde sin søster ud af den grå guds tempel. Fortællingen foregår i det klassiske sværd og trolddom-univers med ruiner fra ældre civilisationer, magi, sværd, dæmoner, syge kulter, m.m., men tager nogle overraskende drejninger. Den tavse, stærke krigermand er f.eks kvindens sidekick, ikke omvendt.

Michael Dyst, ”Vandrerens dagbog”: En lyrisk fortælling om en misantropisk vandrer der slår de trolde og monstre hen møder ihjel indtil hen ikke går længere.

Rasmus Wichmann, ”Oprørerne”: I Britannien, under romernes besættelse, møder en centurion en mystisk agent som får centurionen til at tvivle på hvem han er, og på hvem fjenden er. Velskrevet og medrivende.

Thomas Hverring, ”Den yderste dag”: Et vildt og sanseligt sprog trækker læseren igennem en blodig historie med en kriger der hedder Kraipylos, fordi han er et skrækkeligt krapyl, der myrder sig gennem lande fyldt af onde mennesker og Lovecraft-inspirerede monstre, der ikke har fortjent bedre end voldsom død.

Om udgivelsen som helhed:

Harksens forlag udmærker sig ved at udgive auteur-litteratur indenfor horror og de beslægtede genrer. Det giver nogle meget interessante og skarpvinklede udgivelser, hvor noveller af forskellige forfattere kommer til deres ret i selskab med andre noveller, der klæder hinanden. Bagerst i bogen har hver forfatter beskrevet deres inspiration til deres novelle; det fungerer ret godt.

Det er samlet en rigtig fin udgivelse, med en klar redaktionel linje i udvalget og en god variation inden for den genreafgrænsning, der er foretaget. Mine favoritter er titelnovellen: ”Mørke guders templer” af Christina E. Ebbesen, Lars Kramhøfts ”Tårenes konge”, og Kristoffer Jacob Andersens ”Karzul – Stjernekoglernes forbandelse”. Disse noveller udmærker sig ved humor, sprogligt overskud, gode slutninger og at handlingen tager uventede drejninger.

Den sproglige redaktion måtte gerne havde været mere pågående. Der er mange meningsforstyrrende, sproglige fejl i udgivelsen. Jeg er heller ikke vild med overfloden af metaforer, der fylder siderne som vanskabte kimærer. Eller eftersatte sætninger uden verbum.

Om køn og race i heroisk fantasy:

Der er forskellige strategier, man kan vælge i forhold til genrekonventionernes begrænsninger: ignorere debatten om dem, bryde dem, eller, skrive indenfor deres rammer, fordi man får et kick af det – som f.eks. John Normans herre/slavinde-fantasier, som nævnt i Wichmanns forord. En passioneret tilgang giver, alt andet lige, historien et særligt drive. Rasch skriver i sit efterord, at det er med vilje at han bryder med nogle af genrens konventioner – og det er også min fornemmelse at flere af de andre forfattere har overvejet om de ville skrive med på troperne eller gøre op med dem.

I forhold til Jemisins kritik af genren så har jeg forskellige konklusioner i forhold til farve og køn. I antologien er hudfarve og race stort set fraværende undtagen i Ebbesens fortælling. Ebbesen angiver farven på en ”race” og problematiserer og generaliserer de fordomme, folk kan møde som race. I resten af fortællingerne er det ikke nævnt hvad farve folk evt. har, og det er ikke et spørgsmål forfatterne har interesseret sig for. Nu hvor det er tekster, kan læseren selv forestille sig farven og racen på folk.

Jeg har for nylig læst dels Jemisins The Fifth Season (fantastisk roman, læs den!) og Ancillary Justice af Ann Leckie (fantastisk roman, læs den!) og begge romanerne gør en del ud af at beskrive den brune hudfarve på hovedpersonerne, for at gøre op med hvid-som-standard-hudfarve. Usynliggørelsen af folks hud i en fortælling har en betydning, men ikke helt samme betydning i en dansk tekst som i en amerikansk tekst. Der skal en anden end mig til at vurdere, om danske sword & sorcery-fantasy forfattere burde skrive flere udtalt ikke-hvide karakterer ind i deres historier.

I forhold til køn må jeg give Jemisin og Hurley ret: Jeg synes de historier, der kaster nye kønsvinkler og anderledes helte ind i fortællingerne, helt klart vinder ved det, selvom en historie også sagtens kan være god med den forventede muskelmand i lædershorts i hovedrollen.

I halvdelen af Mørke guders templers historier er kvinder, hvis ikke de er totalt fraværende, beskrevet som umælende fødemaskiner eller skrigende ofre. Ser man på historierne isoleret og hver for sig, kan de godt være endda rigtig gode alligevel. Sproget kan være godt, historierne kan være med­rivende, den mandlige hovedperson kan være et interessant bekendtskab. Men. Det skriver sig ind i en traditionel macho-fantasi-verden, som aldrig fandtes (jvf. Hurley). Og det er måske derfor heroisk fantasy aldrig har føltes som om det var skrevet til mig?

INFOBOX:
N.K. Jemisin er en amerikansk fantasyforfatter som bl.a. har skrevet The Hundred Thousand Kingdoms¬-trilogien og for nyligt har vundet en Hugo for første del af ”Broken Earth”-trilogien, The Fifth Season. Sidstnævnte handler om en verden som går under med ujævne mellemrum, pga. af en løbsk pladetektonik. Der er tre hovedpersoner i fortællingen, som har dét tilfælles at de er født med evnen til at påvirke Jordens kræfter, idet de er ”orogenes”. Orogenerne er både hadede og frygtede af samfundet og meget nyttige for samfundet, fordi deres utæmmede evne kan være livsfarlig for omgivelserne. Jemisin laver nogle paralleller til USAs historie med slaveri og f.eks. den sorte befolknings arv af dysfunktionelle familier. Den almindeligste hudfarve i universet bliver mange steder i romanen beskrevet som brun og andre hudfarver beskrives som det ”andet”.
Link til N.K. Jemisins rant om epic fantasy og hendes ti krav til fantasifuld fantasy: http://nkjemisin.com/2010/02/what-is-epic-fantasy/

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 50

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Himmelskibet 50

Udgivet den januar 1, 2017 af Admin

himmelskibet50Vinter, 2016
52 sider. 65kr
Forsideillustration: Mette-Marie Riel
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Tue Sørensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6914

Den fantastiske virkelighed – Ved Flemming R.P. Rasch
Muldvarpen – Tegneserie af Peder Riis
Vi har altid kæmpet – Essay af Kameron Hurley
ANMELDELSER
Bøger:
* Mørke guders templer
* Emil Taj Petersen – Slinger i rumtiden
* Gail Carriger – Uskyldig (Soulless 3)
* Emily St. John Mandel – Station Eleven
* Kim Stanley Robinson – Aurora
* Siri Pettersen – Råddenskab
* Kenneth Bøgh Andersen – Den faldne djævel
* Mats Strandberg – Færgen
* Kristoffer Jacob Andersen – FC Genfærd
* Steen Langstrup – Ø
* James Dashner – Udbruddet
* Polly Ho-Yen – Drengen i tårnet
* Bill Elliot Eriksen – I Føderationens klør
Tegneserier:
* Morten Dürr / Lars Gabel – Vand til blod
Quintus Asinius’ forunderlige opdagelse – Novelle af Thomas Strømsholt
Robert E. Howard – opfinderen af sword & sorcery – Artikel af Flemming R.P. Rasch
SF-tegneserier: Buck Godot – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Sheri S. Tepper: 1929-2016 – Nekrolog af Klaus Æ. Mogensen
Fortidens hemmeligheder – Tegneserie af Mette-Marie Riel
Kunsten at tabe med stil – Novelle af Rasmus Wichmann
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Gabriel Knight 1 – Sins of the Fathers

Udgivet den oktober 14, 2016 af Admin

gabriel_knight_20th_anniversary_coverGabriel Knight 1 – Sins of the Fathers
20th Anniversary Edition, 2014
Phoenix Online Studios
Opr. Sierra On-Line, 1993
PC, Mac, iPad og Android

Gabriel Knight er en serie på 3 adventurespil som er lavet af Jane Jensen for Sierra On-Line i 90’erne. De er point-og-click. Det første er i 2D og handler om voodoo. Det andet, The Beast Within, er full-motion video med rigtige skuespillere og handler om varulve. Det tredje, Blood of the Damned, er i 3D fra 1999 og handler om vampyrer. Det er en remake af det første spil som jeg har valgt at spille.

Gabriel Knight-spillene er store. De foregår på steder som findes i virkeligheden. Jeg har været på ferie i München for at besøge nogle af de steder som er i Gabriel Knight 2. Det var også sjovt at de til tider taler tysk i Gabriel Knight 2, da jeg er ved at lære tysk.

Gabriel Knight har baggrundsmateriale som spiludviklerne har grundigt forsket i. Gabriel Knight kommer rundt om en masse voodoo. Dette kunne jeg kombinere med besøg i den okkulte bogcafé Nekropolis på Søndre Fasanvej 80H, hvor de også vidste en masse.

Gabriel Knight 1 starter i New Orleans, hvor hovedpersonen Gabriel Knight har en boghandel som ikke går så godt. Han har en assistent ansat, der hedder Grace, som han ikke har betalt i tre måneder. Han læser om nogle voodoo-mord i avisen og beslutter sig for at udforske dem. Han får hjælp af hans ven politimand Mosely til dettte.

Man kommer rundt i lokationer i New Orleans, men også et slot i Tyskland og et slangetempel i Benin. Værten på Nekropolis sagde dog at mange af lokationerne i New Orleans i dag ville være ødelagte pga. orkanen Katrina. Man får en masse at vide om voodoo. Der er en hel universitetslekture om voodoo i spillet.

Voodoo er en blanding mellem katolicisme og afrikansk overtro. Min ven Bjarne Sinkjær siger at man er katolsk i kirken om søndagen, og voodoo er noget som man er til en side og ikke taler så meget til ens pater om. I spillet udforskes den louisianske voodoo. Der fortælles om guderne Ogoun Badagris og Damballah. Man roder også med en vèvè, som er et symbol for en gud. Damballah er slange-guden som taler gennem Ogoun Badagris. Ogoun er en krigergud. Guderne kaldes loaer og tilbedes på den samme måde som katolske helgener, og på samme måde er det ofte afdøde mennesker som tilbedes.

Grafikken i spillet er flot. Phoenix Online Studios har genskabt det hele i en ny version med nye stemmer. Nogle af stemmerne kunne jeg genkende fra andre spil og film. Der er dog nogle fejl, når personerne snakker. Deres tænder sidder ikke rigtigt i munden, og det ser forkert ud.

Spillet er rigtigt svært. Det er den samme sværhedsgrad som det originale spil, men nogle steder er det lavet om. Man kan gøre mange ting ved objekter. Det gør det svært at finde det rigtige at gøre, og man kan nemt sidde fast. Man sidder også fast, fordi man har overset et eller andet. Det er for folk som kan lide at have store udfordringer.

Jeg syntes dog at spillet mangler noget baggrundsmateriale om hvem Gabriel Knight er og hvorfor han som civil kan få lov til at hjælpe en politimand. Det er dog et spil som er godt lavet og rigtigt svært. Jeg vil give det 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 49

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar