Vand til blod

Udgivet den januar 4, 2017 af Admin

vand-til-blodVand til blod
Hardcover graphic novel, Carlsen 2016, 256 sider.
Morten Dürr (tekst)
Lars Gabel (tegninger)

Her er tale om en fysisk flot graphic novel, dvs. en tegneserie i bogformat. Det er en flot indbundet bog med snorebogmærke, og siderne er trykt til kant i farver. Ikke fuld farve, for hvert afsnit er farvelagt i én farvetone: blå, grøn eller rød (ud over sort og hvid). Det er et effektivt middel til at angive stemningen i de forskellige afsnit. Tegningerne er enkle, men flot tegnede og stemningsfulde.

Desværre synes jeg ikke at historien lever op til det flotte ydre. Der er tale om en uhyre enkel historie, der sagtens kunne være fortalt i novelleform på en halv snes sider.

Det hele foregår i et lille landsbysamfund et ikke nærmere defineret sted i Nordvest­skandinavien; måske Færøerne, måske Grønland, måske Island. Tegneren Lars Gabel er født i Grønland, men ingen af personerne i tegneserien virker etnisk grønlandske, så jeg gætter på Færøerne, især på grund af den plads den kristne tro fylder i historien.

Vi følger teenagepigen Lea, der bor sammen med broren Lukas hos deres alkoholiserede, voldelige og strengt religiøse far, der tvinger dem til daglig bibellæsning og forbyder alt der tangerer en synd, såsom at danse eller pynte sig. Lea er farmands øjesten, så hun bliver ikke pryglet, men så heldig er Lukas ikke.

En dag bliver Lea ramt af et lyn, og da hun vågner op af coma, er hun forandret. Hendes hår er forbrændt, og hun har et stort ar i kraniet, men den største forandring er at hendes stemme nu har magt – ikke bare over mennesker, men også over verden omkring hende. Det har den mobbede pige glæde af en kort tid – lige til hun i skolen bliver bedt om at læse et digt op om Ægyptens syv plager. Lea prøver først at nægte, men indser at det er hendes skæbne. Hun læser digtet op, og verden går under i blod, død, mørke og stilhed.

Det er hele historien. Nå det er lykkedes at få den til at fylde ikke mindre end 256 sider, skyldes det at hvert opslag består af én eller to tegninger, ofte med en sætning eller to tekst, men lige så ofte ordløse. Bogen kunne lige så godt have været layoutet som en 64-siders tegneserie med to af bogens opslag per side – men så havde man nok ikke kunnet sælge den for 250 kr.

Jeg tror det tog mig en halv time at læse bogen, selvom jeg gjorde med en vis grundighed for at kunne anmelde den. En almindelig læsning ville nok ikke tage mere end tyve minutter. Det havde så været i orden, hvis jeg havde følt mig underholdt eller intellektuelt pirret i de tyve-tredive minutter, men det gjorde jeg ikke. Jeg fandt historien ligegyldig og fortænkt, om end man da kommer til at fatte sympati for den stakkels, plagede Lea. Jeg overvejede om de apokalyptiske elementer måske kun var noget der foregik i pigens hoved, men jeg synes ikke noget understøtter den fortolkning.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 50

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Emily St. John Mandel – Station Eleven

Udgivet den januar 3, 2017 af Admin

station-elevenStation Eleven
Roman af Emily St. John Mandel
Picador, 2014, 384 sider.

Hollywood-stjernen Arthur er vendt tilbage til de skrå brædder for at spille hovedrollen i en opsætning af King Lear. I fjerde akt får han pludselig et ildebefindende, og kort efter er han død. Omtrent samtidig hærger en virus hele verden og udsletter det meste af vores art i løbet af nogle få dage.

Således starter Station Eleven, og i løbet af romanen bygges der et net af historier op omkring dette udgangspunkt: Hvad skete der før, under og efter katastrofen? Hvem var Arthur, hans kone, hans ekskone, hans søn, et par af dem som overlevede hans sidste forestilling, og så videre.

Vi springer omkring i tid og rum, mens disse historier fortælles og væves sammen. I de post-apokalyptiske afsnit, der foregår tyve år efter katastrofen, følger vi et omrejsende Shakespeare-teater, som i første omgang ikke ser ud til at have så meget med resten af historierne at gøre, udover teater-temaet. Vi hører også om tegneserien Station Eleven, hvor resterne af menneskeheden er flygtet i et gigantisk rumskib, efter Jorden blev invaderet. Begge viser sig at være ret centrale for handlingen og sammenhænge mellem personerne.

Katastroferomaner er som regel enten dommedagsfortæl­linger, hvor en eller anden form for ”guds straf” rammer vores art, eller de er genfødselsfortællinger hvor en lille flok udvalgte mennesker forsøger at genoprette civilisationen. Jeg ser dem som drevet af en angst for tabet af den kendte verden, hvor tabet enten er permanent eller det er muligt at genvinde det tabte. Station Eleven er derimod dejlig fri for den angst. Vores art har levet i tusinder af år før det moderne samfund opstod, og vil sagtens kunne klare sig uden det. Nogle ting overlever, andre forsvinder.

I stedet for at udpensle detaljer i katastrofen og dens følger, og krydre det med menneskelig ondskab og lidelse, fortæller Station Eleven en meget velkomponeret historie om nogle mennesker. På den måde adskiller den sig også fra klassisk katastrofe-science fiction, og i det hele taget klassisk science fiction. Det er ikke den den ”realistiske” skildring af en mulig fremtid det drejer sig om, men at bruge science fiction-genren til andre interessante ting. Det man også kunne kalde modernistisk science fiction, som i ”new wave”-bølgen i science fiction i 1960’erne og 70’erne som oftest gik ud på at lave vilde eksperimenter, men i nyere science fiction mere handler om at en forfatter finder sig en stil der passer til de historier han eller hun vil fortælle.

Station Eleven er både meget flot skrevet og meget snedigt komponeret, samtidig med at den forholder sig til science fiction-genren på to forskellige planer: Dels bruger den post-apokalypsen som en del af sceneriet, dels bruges den space opera-tegneserie, der optræder i romanen, metaforisk til at underbygge stemninger og personer. Romanen vandt da også en Arthur C. Clarke Award som bedste roman i 2015.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Gail Carriger – Uskyldig (Soulless 3)

Udgivet den januar 2, 2017 af Admin

uskyldigUskyldig  (Soulless 3)
Steampunk-roman af Gail Carriger
Tellerup, 2016, 383 sider.
Omslagsdesign: Lauren Panepinto

Da jeg læste, at Himmelskibet nr. 50 skulle have steampunk som tema, kom jeg straks til at tænke på Gail Carrigers serie Soulless, hvor bind tre Uskyldig netop er udkommet fra forlaget Tellerup. Og selvom jeg ikke er speciel steampunk-fan, så er jeg faldet pladask for serien.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med den charmerende og parasolbærende pebermø Alexia tilbage i 2014, da jeg ved et tilfælde faldt over seriens første bind: Sjælesluger.

Alexia Tarabotti er 26 år, halvt italiensk, intelligent, rapkæftet og lever i et Victoria-tidens London, hvor vampyrer og varulve eksisterer åbenlyst side om side med menneskene. Hun er registreret som værende sjælløs hos BRU (Bureau til Registrering af Unaturlige). En sjælløs er en person, der kan neutralisere vampyrer og varulves evner og gøre dem menneskelige, når hun rører dem.

Alexia har aldrig kendt sin italienske far, men er vokset op hos moren og dennes nye mand samt sine to halvsøstre. Familien kender ikke til hendes manglende sjæl og deraf følgende evner. De bekymrer sig til gengæld meget over, at hun endnu ikke er blevet gift, og at hun interesserer sig alt for meget for upassende emner for en ung dame fra 1800-tallets overklasse.

Under et visit bliver Alexia overfaldet af en udannet vampyr, og kommer uheldigvis til at slå ham ihjel. Det blander hende ind i en farlig ballade om uregistrede vampyrer, da dronning Victoria sender Lord Maccon fra BRU (som i øvrigt er en varulv) for at undersøge sagen. Samtidig befinder Alexia sig pludselig som genstand for en amerikansk forskers romantiske interesse. Og så bliver hun og vampyren Lord Akeldama ud af det blå bortført af videnskabsmænd, som tilsyneladende er voldsomt glade for blæksprutter.

1784Sjælesluger (første bind i serien) har fuld knald på historien fra første side. Alexia er en underholdende hovedperson, som jeg straks holdt af med hendes selvironiske betragtninger, stærke vilje og rapkæftede facon. Samtidig er selve setuppet, med Victoria-tidens London iblandet overnaturlige væsener og alverdens fascinerende opfindelser (som f.eks. monokulære krydsforstørrende linser med spektralmodifikationer) gennemført perfekt.

I 2015 udkom bind to, Forbandelsesbryder. Alexia er blevet til Lady Maccon, og udover at være blevet alfahun for Woolsey-koblet er hun også blevet ansat af dronning Victoria i stillingen som muhja i skyggeparlamentet. Her skal hun sammen med storvesiren (varulv) og potentaten (vampyr) sørge for dagslys-folkets interesser samt skabe ligevægt i vampyrernes og varulvenes styrkeforhold.

Via sit arbejde i skyggeparlamentet får hun kendskab til en mystisk lidelse, der rammer både spøgelser, varulve og vampyrer, og efterlader dem dødelige. Som sjælløs er hun selv en oplagt mistænkt, da hun gør overnaturlige dødelige ved sin berøring. Men det lykkes hende at overbevise storvesiren og potentaten om, at hun ikke har evnerne til at gøre dette på så mange samtidigt.

Den mystiske lidelse lader til at bevæge sig nordpå mod Skotland. Det samme gør Lord Maccon, som – uden at have givet Alexia besked herom – er på vej til sit tidligere kobbel, Kingair, der har problemer.

forbandelsesbryderSå Alexia beslutter sig for at følge efter sin mand og samtidig opklare mysteriet med dødelighedsepidemien. Sammen med veninden Ivy, søsteren Felicity, ægtemandens lakaj Tunstell og opfinderen madame Lefoux (som har forsynet Alexia med en ny parasol fuld af overraskelser), tager hun et formidabelt luftskib til Skotland. Desværre forløber rejsen ikke uden problemer, og det gør ankomsten til Skotland heller ikke.

Forbandelsesbryder er nøjagtig ligeså underholdende som første bind i serien, og igen havde jeg en fest under læsningen. Med introduktionen af madame Lefoux føjer Gail Carriger endnu en interessant personage til romanens galleri. Stilen minder lidt om Kim Harrisons The Hollows og Jim Butchers Dresden-filerne med sin blanding af humor og fantasy, men med sit setup i Victoria-tidens England er Soulless-serien alligevel helt sin egen.

For nyligt er så bind tre, Uskyldig, udkommet, og jeg var spændt på, om Gail Carriger kunne holde niveauet. Heldigvis blev jeg på ingen måde skuffet. Uskyldig holder samme høje tempo og underholdningsværdi som de første bind i serien.

I slutningen af Forbandelsesbryder skiltes Alexia og Lord Maccon, og under social fordømmelse er Alexia flyttet hjem til familien igen. Det holder dog ikke længe, da skammen over datterens sociale deroute får familien til at smide hende ud. Oveni udsættes Alexia for et snigmordsforsøg af morderiske mekaniske mariehøns, og samtidig forsvinder hendes gode ven, vampyren Lord Akeldama.

For at finde ud af hvem der er så opsat på at dræbe hende, rejser Alexia derfor bort sammen med butleren og bibliotekaren Floote samt madame Lefoux. Med snigmordere i hælene rejser selskabet gennem Frankrig til Italien, hvor tempelridderne holder til, i håb om at de kan hjælpe med svaret.

Men selvom tempelridderne ved mere end nogen andre om Unaturlige som Alexia, er de ikke nødvendigvis interesserede i at hjælpe hende. Og slet ikke da de finder ud af grunden til, at Lord Maccon i vrede sendte Alexia bort.

Som tidligere nævnt er Uskyldig endnu et underholdende kapitel i serien om den kække Alexia. Gail Carriger har skabt et spændende univers, hvor overnaturlige væsener, fantastiske opfindelser og sjælens beskaffenhed går hånd i hånd. Alexia er, med sin blanding af italiensk lidenskab, stiv victoriansk etikette og en yderst pragmatisk holdning til livet, et utroligt charmerende bekendtskab. Da hun samtidig er vældig interesseret i videnskab, får læseren i hvert bind også serveret et hav af skøre, skægge og fantastiske mekaniske vidundere, som vi godt kan genkende, men som i steampunk-genrens ånd alligevel er dampende anderledes. Endelig har serien også en amourøs side, som dog har en så humoristisk tone, at det aldrig bliver kvalmende.

Jeg må indrømme, at jeg er solgt og glæder mig til at følge Alexia videre i serien, der fortsætter med Heartless og Timeless, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

Udover Soulless-serien (der i øvrigt originalt hedder The Parasol Protectorate Series) har Gail Carriger skrevet en række andre bøger i steampunk-genren, lige som der også er lavet en manga-udgave af Soulless-serien. Disse er ikke udkommet på dansk.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 50

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mørke guders templer

Udgivet den januar 1, 2017 af Admin

moerke-guders-templerMørke guders templer
(og om køn og race i heroisk fantasy)
Novellesamling, H. Harksen Production, 2016, 336 sider.

Mørke guders templer er en antologi fra Harksens forlag med 11 sword & sorcery fantasy-noveller for voksne af forskellige forfattere. Den har et forord af medredaktør Rasmus Wichmann, som beskriver hvordan genren er repræsenteret i dansk og international sammenhæng, og om spændet fra sword & sorcery, Lovecraft-inspiration, heroic og epic fantasy.

I podcasten http://www.tor.-com/2015/08/20/midnight-in-karachi-episode-25-n-k-jemisin/ giver forfatteren N.K. Jemisin en ætsende kritik af epic fantasy. Hun siger, frit oversat og gengivet, at universer, der består af hvide mænd og andre ”racer” der ikke er mennesker, slet og ret er racistiske, og at den ahistoriske, pseudo-europæiske middelalderfantasi, den er baseret på, er en frit opfundet, hvid, cis-, het-, mande-ønskedrøm.

Kameron Hurley har i sit essay ”We Have Always Fought – Challenging the Women, Cattle and Slaves Narrative” (oversat og bragt her i bladet lige før anmeldelserne) fortalt hvordan en mindre procentdel af kvinder gennem tiden har været krigere, men at denne oplysning er fraværende fra historieundervisningen.

Med subgenren heroic fantasy har jeg stort set ingen erfaring med de skrevne forlæg. Jeg har kun set film – og eeeelsket Conan the Barbarian og følt mig pænt underholdt af alle mulige eventyrfilm med en hårdtpumpet helt i hovedrollen, sidst f.eks. Warcraft (hvor alle mennesker er hvide og de andre racer ikke er rigtige mennesker). Det er derfor med visse fordomme at jeg går i gang med Mørke guders templer fra Harksens forlag. Jeg har overvejet om jeg burde have sendt anmelderopgaven videre til en anden, men har besluttet i stedet at udfordre mig selv, og lægge mine forhåndsantagelser åbent frem.

Et par ord om hver novelle:

Kristoffer Jacob Andersen, ”Karzul – Stjernekoglernes forbandelse”: Skøn historie der udmærker sig ved en uventet protagonist med filosofisk vid og et betydeligt pondus. Korrekt, behersket og meget morsom anvendelse af eftersætninger uden verbum.

A. Silvestri, ”En sang om vand”: En fra den tørstende stamme optrænes til at skaffe vand fra guderne. Historien er fortalt i et meget vanskeligt tilgængeligt sprog i tredje person, men fra hovedpersonens synsvinkel og med hovedpersonens forståelse af dét, der foregår, så jeg kan godt se meningen med pseudo-arkaiske sprog, og at sproget i dette tilfælde er en del af fortællingen.

Lars Kramhøft, ”Tårenes konge”: En lejesoldat i et parallelhistorisk Baghdad får til opgave at stjæle et spædbarn. Historie med et godt sprog og karakterudvikling.

Helle Jakobsen, ”Caels øje”: Blodig hamskifter-fortælling med et interessant twist.

Christina E. Ebbesen, ”Mørke guders templer”: Velskrevet og tankevækkende fortælling om ildesete sortelvere som lejer deres krigere ud i en evighedskrig. Ebbesen har godt styr på sit univers, som jeg tror er rollespils-inspireret. (Og her kastede jeg mig ud i en lang research omkring sortelveres oprindelse i mytologi og fiktion. Denne anmeldelse har bl.a. af den grund taget alt for lang tid at skrive.) Sortelvernes kulturelle forestilling om æren er ret sjov og deres vane med at rime, når de er ophidsede, gør det også til en fornøjelse at læse titelnovellen. Sort­elverne i historien har selv valgt at farve deres hud sort (og det er foreløbig den eneste reference til hudfarve i antologien).

Martin Wangsgaard Jürgensen, ”Menneskejagt”: En omrejsende patrulje bestående af kriger og lærling forfølger en skrækkelig morder.

Bjarke Schjødt Larsen, ”Dødedagene”: En dødeligt syg troldmand trækker tiden ud mellem slag og krig for at nå til et andet stade.

Flemming R. P. Rasch, ”Den grå guds tempel”: En formummet kvinde vil redde sin søster ud af den grå guds tempel. Fortællingen foregår i det klassiske sværd og trolddom-univers med ruiner fra ældre civilisationer, magi, sværd, dæmoner, syge kulter, m.m., men tager nogle overraskende drejninger. Den tavse, stærke krigermand er f.eks kvindens sidekick, ikke omvendt.

Michael Dyst, ”Vandrerens dagbog”: En lyrisk fortælling om en misantropisk vandrer der slår de trolde og monstre hen møder ihjel indtil hen ikke går længere.

Rasmus Wichmann, ”Oprørerne”: I Britannien, under romernes besættelse, møder en centurion en mystisk agent som får centurionen til at tvivle på hvem han er, og på hvem fjenden er. Velskrevet og medrivende.

Thomas Hverring, ”Den yderste dag”: Et vildt og sanseligt sprog trækker læseren igennem en blodig historie med en kriger der hedder Kraipylos, fordi han er et skrækkeligt krapyl, der myrder sig gennem lande fyldt af onde mennesker og Lovecraft-inspirerede monstre, der ikke har fortjent bedre end voldsom død.

Om udgivelsen som helhed:

Harksens forlag udmærker sig ved at udgive auteur-litteratur indenfor horror og de beslægtede genrer. Det giver nogle meget interessante og skarpvinklede udgivelser, hvor noveller af forskellige forfattere kommer til deres ret i selskab med andre noveller, der klæder hinanden. Bagerst i bogen har hver forfatter beskrevet deres inspiration til deres novelle; det fungerer ret godt.

Det er samlet en rigtig fin udgivelse, med en klar redaktionel linje i udvalget og en god variation inden for den genreafgrænsning, der er foretaget. Mine favoritter er titelnovellen: ”Mørke guders templer” af Christina E. Ebbesen, Lars Kramhøfts ”Tårenes konge”, og Kristoffer Jacob Andersens ”Karzul – Stjernekoglernes forbandelse”. Disse noveller udmærker sig ved humor, sprogligt overskud, gode slutninger og at handlingen tager uventede drejninger.

Den sproglige redaktion måtte gerne havde været mere pågående. Der er mange meningsforstyrrende, sproglige fejl i udgivelsen. Jeg er heller ikke vild med overfloden af metaforer, der fylder siderne som vanskabte kimærer. Eller eftersatte sætninger uden verbum.

Om køn og race i heroisk fantasy:

Der er forskellige strategier, man kan vælge i forhold til genrekonventionernes begrænsninger: ignorere debatten om dem, bryde dem, eller, skrive indenfor deres rammer, fordi man får et kick af det – som f.eks. John Normans herre/slavinde-fantasier, som nævnt i Wichmanns forord. En passioneret tilgang giver, alt andet lige, historien et særligt drive. Rasch skriver i sit efterord, at det er med vilje at han bryder med nogle af genrens konventioner – og det er også min fornemmelse at flere af de andre forfattere har overvejet om de ville skrive med på troperne eller gøre op med dem.

I forhold til Jemisins kritik af genren så har jeg forskellige konklusioner i forhold til farve og køn. I antologien er hudfarve og race stort set fraværende undtagen i Ebbesens fortælling. Ebbesen angiver farven på en ”race” og problematiserer og generaliserer de fordomme, folk kan møde som race. I resten af fortællingerne er det ikke nævnt hvad farve folk evt. har, og det er ikke et spørgsmål forfatterne har interesseret sig for. Nu hvor det er tekster, kan læseren selv forestille sig farven og racen på folk.

Jeg har for nylig læst dels Jemisins The Fifth Season (fantastisk roman, læs den!) og Ancillary Justice af Ann Leckie (fantastisk roman, læs den!) og begge romanerne gør en del ud af at beskrive den brune hudfarve på hovedpersonerne, for at gøre op med hvid-som-standard-hudfarve. Usynliggørelsen af folks hud i en fortælling har en betydning, men ikke helt samme betydning i en dansk tekst som i en amerikansk tekst. Der skal en anden end mig til at vurdere, om danske sword & sorcery-fantasy forfattere burde skrive flere udtalt ikke-hvide karakterer ind i deres historier.

I forhold til køn må jeg give Jemisin og Hurley ret: Jeg synes de historier, der kaster nye kønsvinkler og anderledes helte ind i fortællingerne, helt klart vinder ved det, selvom en historie også sagtens kan være god med den forventede muskelmand i lædershorts i hovedrollen.

I halvdelen af Mørke guders templers historier er kvinder, hvis ikke de er totalt fraværende, beskrevet som umælende fødemaskiner eller skrigende ofre. Ser man på historierne isoleret og hver for sig, kan de godt være endda rigtig gode alligevel. Sproget kan være godt, historierne kan være med­rivende, den mandlige hovedperson kan være et interessant bekendtskab. Men. Det skriver sig ind i en traditionel macho-fantasi-verden, som aldrig fandtes (jvf. Hurley). Og det er måske derfor heroisk fantasy aldrig har føltes som om det var skrevet til mig?

INFOBOX:
N.K. Jemisin er en amerikansk fantasyforfatter som bl.a. har skrevet The Hundred Thousand Kingdoms¬-trilogien og for nyligt har vundet en Hugo for første del af ”Broken Earth”-trilogien, The Fifth Season. Sidstnævnte handler om en verden som går under med ujævne mellemrum, pga. af en løbsk pladetektonik. Der er tre hovedpersoner i fortællingen, som har dét tilfælles at de er født med evnen til at påvirke Jordens kræfter, idet de er ”orogenes”. Orogenerne er både hadede og frygtede af samfundet og meget nyttige for samfundet, fordi deres utæmmede evne kan være livsfarlig for omgivelserne. Jemisin laver nogle paralleller til USAs historie med slaveri og f.eks. den sorte befolknings arv af dysfunktionelle familier. Den almindeligste hudfarve i universet bliver mange steder i romanen beskrevet som brun og andre hudfarver beskrives som det ”andet”.
Link til N.K. Jemisins rant om epic fantasy og hendes ti krav til fantasifuld fantasy: http://nkjemisin.com/2010/02/what-is-epic-fantasy/

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 50

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Himmelskibet 50

Udgivet den januar 1, 2017 af Admin

himmelskibet50Vinter, 2016
52 sider. 65kr
Forsideillustration: Mette-Marie Riel
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Tue Sørensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6914

Den fantastiske virkelighed – Ved Flemming R.P. Rasch
Muldvarpen – Tegneserie af Peder Riis
Vi har altid kæmpet – Essay af Kameron Hurley
ANMELDELSER
Bøger:
* Mørke guders templer
* Emil Taj Petersen – Slinger i rumtiden
* Gail Carriger – Uskyldig (Soulless 3)
* Emily St. John Mandel – Station Eleven
* Kim Stanley Robinson – Aurora
* Siri Pettersen – Råddenskab
* Kenneth Bøgh Andersen – Den faldne djævel
* Mats Strandberg – Færgen
* Kristoffer Jacob Andersen – FC Genfærd
* Steen Langstrup – Ø
* James Dashner – Udbruddet
* Polly Ho-Yen – Drengen i tårnet
* Bill Elliot Eriksen – I Føderationens klør
Tegneserier:
* Morten Dürr / Lars Gabel – Vand til blod
Quintus Asinius’ forunderlige opdagelse – Novelle af Thomas Strømsholt
Robert E. Howard – opfinderen af sword & sorcery – Artikel af Flemming R.P. Rasch
SF-tegneserier: Buck Godot – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Sheri S. Tepper: 1929-2016 – Nekrolog af Klaus Æ. Mogensen
Fortidens hemmeligheder – Tegneserie af Mette-Marie Riel
Kunsten at tabe med stil – Novelle af Rasmus Wichmann
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Gabriel Knight 1 – Sins of the Fathers

Udgivet den oktober 14, 2016 af Admin

gabriel_knight_20th_anniversary_coverGabriel Knight 1 – Sins of the Fathers
20th Anniversary Edition, 2014
Phoenix Online Studios
Opr. Sierra On-Line, 1993
PC, Mac, iPad og Android

Gabriel Knight er en serie på 3 adventurespil som er lavet af Jane Jensen for Sierra On-Line i 90’erne. De er point-og-click. Det første er i 2D og handler om voodoo. Det andet, The Beast Within, er full-motion video med rigtige skuespillere og handler om varulve. Det tredje, Blood of the Damned, er i 3D fra 1999 og handler om vampyrer. Det er en remake af det første spil som jeg har valgt at spille.

Gabriel Knight-spillene er store. De foregår på steder som findes i virkeligheden. Jeg har været på ferie i München for at besøge nogle af de steder som er i Gabriel Knight 2. Det var også sjovt at de til tider taler tysk i Gabriel Knight 2, da jeg er ved at lære tysk.

Gabriel Knight har baggrundsmateriale som spiludviklerne har grundigt forsket i. Gabriel Knight kommer rundt om en masse voodoo. Dette kunne jeg kombinere med besøg i den okkulte bogcafé Nekropolis på Søndre Fasanvej 80H, hvor de også vidste en masse.

Gabriel Knight 1 starter i New Orleans, hvor hovedpersonen Gabriel Knight har en boghandel som ikke går så godt. Han har en assistent ansat, der hedder Grace, som han ikke har betalt i tre måneder. Han læser om nogle voodoo-mord i avisen og beslutter sig for at udforske dem. Han får hjælp af hans ven politimand Mosely til dettte.

Man kommer rundt i lokationer i New Orleans, men også et slot i Tyskland og et slangetempel i Benin. Værten på Nekropolis sagde dog at mange af lokationerne i New Orleans i dag ville være ødelagte pga. orkanen Katrina. Man får en masse at vide om voodoo. Der er en hel universitetslekture om voodoo i spillet.

Voodoo er en blanding mellem katolicisme og afrikansk overtro. Min ven Bjarne Sinkjær siger at man er katolsk i kirken om søndagen, og voodoo er noget som man er til en side og ikke taler så meget til ens pater om. I spillet udforskes den louisianske voodoo. Der fortælles om guderne Ogoun Badagris og Damballah. Man roder også med en vèvè, som er et symbol for en gud. Damballah er slange-guden som taler gennem Ogoun Badagris. Ogoun er en krigergud. Guderne kaldes loaer og tilbedes på den samme måde som katolske helgener, og på samme måde er det ofte afdøde mennesker som tilbedes.

Grafikken i spillet er flot. Phoenix Online Studios har genskabt det hele i en ny version med nye stemmer. Nogle af stemmerne kunne jeg genkende fra andre spil og film. Der er dog nogle fejl, når personerne snakker. Deres tænder sidder ikke rigtigt i munden, og det ser forkert ud.

Spillet er rigtigt svært. Det er den samme sværhedsgrad som det originale spil, men nogle steder er det lavet om. Man kan gøre mange ting ved objekter. Det gør det svært at finde det rigtige at gøre, og man kan nemt sidde fast. Man sidder også fast, fordi man har overset et eller andet. Det er for folk som kan lide at have store udfordringer.

Jeg syntes dog at spillet mangler noget baggrundsmateriale om hvem Gabriel Knight er og hvorfor han som civil kan få lov til at hjælpe en politimand. Det er dog et spil som er godt lavet og rigtigt svært. Jeg vil give det 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 49

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

The Last Door

Udgivet den oktober 13, 2016 af Admin

the-last-door-headerThe Last Door
Computerspil, 2013-2016
Udviklet af The Game Kitchen
Til Mac OSX, PC (Steam og GOG), Linux, Android, iOS og Windows Phone

The Last Door er et point-og-click adventurespil som udkommer i fire sæsoner. Foreløbig er de to første sæsoner udkommet. Jeg har gennemført første sæson. Sæsonerne består af kapitler som der er fire af i hver sæson.

Spillet er lavet i gammel grafik som er meget pixelleret. Dette er faktisk en af spillets styrker. Det er ligesom at læse en bog, og det giver en god stemning. Der er ikke indtalt stemmer, men musikken i spillet er rigtigt god.

Spillet er et gyserspil som er inspireret af Edgar Allan Poe og H.P. Lovecraft. Der er en ravn på forsiden af spillet, som nok er en hyldelst til Poe.

Spillet handler om fire venner som skal udforske et supernaturligt fænomen som hedder “The Veil”. Man spiller en af dem, Jeremiah Devitt. Spillet starter med at man kommer til en vens hus. Her er der sket et eller andet. Man udforsker huset og kommer frem til at han og konen har begået selvmord, fordi de har oplevet noget horribelt. Det er også typisk sådan at Lovecraft starter; med at nogle har været i kontakt med mythos og ikke har kunnet klare det.

Der er mange gys i huset, særligt med ravnene som lige pludseligt er inde i stuen. De bryder også igennem vinduet for at æde vennen som har begået selvmord. Dette var enormt uhyggeligt. Så er spillet kommet i gang. Det næste kapitel foregår på en kostskole, hvor der sker noget underligt med eleverne.

Spillet var en anelse for nemt for mig. Jeg har gennemført første sæson på fire timer, hvilket gør at jeg ikke vil betale fuld pris for sæson to. Gysene er dog gode og får det til at løbe koldt ned af ryggen. Spillet er en rigtig god oplevelse. Jeg vil give spillet 8 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 49

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Siege of Dragonspear

Udgivet den oktober 12, 2016 af Admin

siege-of-dragonspearSiege of Dragonspear
Computerspil
Beamdog, 2016

I 1998 udkom computerspillet Baldur’s Gate; Et rollespil sat i Forgotten Realms-universet og baseret på regelsættet Advanced Dungeons & Dragons 2nd edition. Det blev en stor success, der udkom flere udvidelser, og Baldur’s Gate II udkom i år 2000. Spillene er generelt anerkendt som de absolut bedste indenfor computerrollespil, og fans har spillet spillene igen og igen lige siden. Et stort antal quests, masser af muligheder for at skabe en karakter og et farverigt persongalleri gør at spillene kan spilles igen og igen, og det vil hver gang være en unik oplevelse. I 2012 fik spillet en genkomst da firmaet Beamdog fik muligheden for at opdatere de gamle spil til bedre at kunne køre på moderne computere og tablets. Grafikken og interfacet fik et løft, og et par nye quests og NPCs blev tilføjet. Spilserien fik nu et nyt publikum. For Beamdog blev det et springbræt til at kaste sig ud i et utænkeligt projekt med at lave en ny udvidelse til det første Baldur’s Gate-spil efter 15 år uden noget nyt i serien.

Der kan i det følgende forekomme spoilers til de gamle Baldur’s Gate-spil.

Siege of Dragonspear er en udvidelse til det første spil, og historien ligger sig dermed i mellem de to originale spil. Baldur’s Gate II starter godt nok med at man vågner op i et torturkammer uden viden om hvordan man er havnet der, så man har haft lidt frirum at arbejde med. Det har været lidt en udfordring for Beamdog at lave et spil med en handling der ligger i naturlig forlængelse af det første spil, men uden at det bliver refereret til i den oprindelige toer. De har dog gjort et hæderligt forsøg.

Baldur’s Gate I slutter med at man besejrer Sarevok, der ligesom den hovedkarakter man spiller som, er søn af guden Bhaal – også kendt som Lord of Murder. Siege of Dragonspear fortsætter direkte efter den kamp og i spillets første introduktions-dungeon skal man lige få ramt på de sidste af Sarevoks håndlangere. Det er dog hurtigt overstået, og man ankommer til byen Baldur’s Gate, hvor man bliver hyldet som en helt og alt tilsyneladende er i orden. Indtil en ny fare truer i form af krigslederen Caelar Argent der med sit korstog sender hundredvis af flygtninge til Baldur’s Gate. Og hun har også en mission om at dræbe dig. Spilleren bliver bedt om at samle holdet igen og drage til fronten for at bremse Caelars fremmarch.

Hvad deraf følger er en forholdsvis lineær spiloplevelse, hvor en mainquest skal fuldføres før man kan komme videre til næste sted på kortet, mens der selvfølgelig er mulighed for sidequests af forskellig længde. Mange af de velkendte karakterer er med igen, de fleste af dem endda med de oprindelige stemmeskuespillere, og gameplayet er som man kender det. Opdateringen af spillets motor bringer nye muligheder med sig. Udover en forbedret grafik, der holder sig i den klassiske isometriske stil, er der kampe med langt flere venner og fjender på skærmen end hvad man var muligt før; til tider op over 30 når man kommer til frontlinjen. Det kan godt blive ret kaotisk og giver nye udfordringer (fireballs er stadig effektive). Derudover er der tilføjet en ny shaman-klasse man kan spille som, samt nye NPCs ud over flere af de gamle.

Siege of Dragonspears historie er dømt til ikke at kunne blive mere end en parentes i den samlede saga, og dermed når niveauet bare ikke op på de klassiske spil. Men Beamdog har gjort hvad de kunne med de begrænsninger de nu var underlagt, og jeg synes især hovedfjenden Caelar Argent var en interessant karakter, der bestemt ikke bare var ond for at være ond. Spillet bliver dog lidt for lineært, hvilket ikke rigtig passer til Baldur’s Gate-stilen, og mange elsker også netop de spil for deres store grad af frihed. For fans af serien kan den udvidelse give mindst 20-30 timers ekstra nyt indhold til en spilserie mange sikkert har spillet igennem gange de sidste 15 år. Har man ikke spillet Baldur’s Gate før, skal man alligevel først skaffe sig Baldur’s Gate: Enhanced Edition for at kunne spille Siege of Dragonspear, og det holder altså stadigvæk og er gjort nemmere tilgængeligt på moderne computere med de nye udgaver fra Beamdog.

Spillet kan købes på GoG, Steam eller direkte fra Beamdogs hjemmeside.

Anmeldt af Jeppe Larsen i Himmelskibet 49

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl – Grænselandet

Udgivet den oktober 11, 2016 af Admin

graenselandet-af-hedengran-og-sanddahlGrænselandet
Roman af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Mørkets søn, bog 2
Ulven og Uglen, 2016, 405 sider
Omslag: Mette Breth

Den unge hersker Destan Tolvarssøn er tilbage i Heikan hos Sikanias mørke folk, som trues af hungersnød. Destans alliance med Sikanias lyse folk falder ikke i god jord hos Rådet, men Destan beslutter ikke desto mindre at forsøge at få gang i handlen med overfladen, så han kan købe korn til sit folk. Imens rasler naboerne i Koru med våbnene, og Destan frygter, at de vil gå i alliance med de frygtede taronere og angribe Heikan.

I et forsøg på at blive forsonet med sin moder sender Destan en rådmand ud for at overtale Theodora til at vende tilbage og hjælpe ham med at styre, men ikke alle er lige interesseret i, at Destan skal klare sig godt, og et kup lurer i det skjulte.

Uvidende om dette gør Destan sit bedste for at sikre sit folk, men han er stadigvæk i dyb sorg over tabet af Celina. Et tab han nægter at anerkende som endeligt, og derfor opsøger han den eneste person, der kan hjælpe – men med hvilke omkostninger?

Grænselandet er bind 2 i serien om “Mørkets søn”, og Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl fortsætter det gode oplæg. Denne gang hører vi mere af historien bag splittelsen mellem lysets og mørkets folk, ligesom forfatterne succesfuldt udbygger seriens univers ved at introducere en række nye væsner og deres samhørighed med Sikanias to folkeslag.

Hvor første bind måske var lidt lang tid om at komme helt op i omdrejninger, er der her i andet bind mindre fokus på kærlighed og familierelationer og mere på intriger og krig, hvilket giver fortællingen fart lige fra starten af.

Udover at holde spændingen i selve plottet, fortsætter persongalleriet også med at være interessant at følge. Selvom Destan har allieret sig med lysets folk, er han stadigvæk barn af mørket, og denne sammensatte personlighed gør ham til tider uforudsigelig. Vi kommer også tættere på den unge Baran, der meldte sig til hersker Ragns hær for at hjælpe med at finde Celina i bind 1, men nu kommer helt tæt på den mørke Destin, da krigen truer, og pludselig må finde ud af om han kan være loyal mod manden, der delvist er skyld i Barans families vanære.

Og så viser Hedengran og Sanddahl sig atter at være ganske nådesløse overfor deres personer, så ingen kan vide sig sikker på at fortsætte til bind 3.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Grænselandet, der ligesom første bind også er udgivet som hardback i solidt papir med en fin typografi og en fængende forside. Jeg har ikke kunne finde en udgivelsesdato på bind tre, men jeg glæder mig allerede til at få slutningen på denne velskrevne trilogi, der kan læses af såvel unge som voksne fantasy-elskere.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 49

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl – Mørkets søn

Udgivet den oktober 10, 2016 af Admin

moerkets_soenMørkets søn
Roman af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Mørkets søn, bog 1
Ulven og Uglen, 2015, 393 sider
Omslag: Mette Breth

Destan Tolvarssøn er arving til Sikanias trone. Det samme er Celina. Men de to unge arvinger har aldrig set hinanden og kommer heller aldrig til at mødes, for Destan skal herske over det mørke folk, som bor under jorden og kun kommer op om natten for at dyrke jorden og jage, og som hader lysets folk, mens Celina skal herske over det lyse folk, som bor på overfladen og frygter mørket mere end alt andet.

Destan har dog overhovedet ikke lyst til at blive hersker. Han har aldrig kunne leve op til sin fars forventninger og er i stedet gået i den modsatte grøft og turer rundt i byens værtshuse i stedet for at følge sine læreres undervisning og sidde med under rådsmøderne.

Men da hungersnød truer det mørke folk, får hersker Tolvar en idé. Han vil kidnappe Celina og tvinge hersker Ragn af lysets folk til at slukke for solen, så mørkets folk kan komme op til overfladen. Og han vil have Destan til at udføre dåden.

På trods af deres anstrengte forhold griber Destan chancen for et eventyr og siger ja til Tolvar, men det viser sig, at opgaven langt fra er så simpel, som den lyder.

Forlaget Ulven og Uglen blev grundlagt i 2013 med ambitionen at udgive fantasy af høj kvalitet til et voksent publikum. Et hurtigt kig på forlagets tidligere udgivelser viser, at ambitionen ser ud til at lykkes, og jeg kan da også anbefale Mørkets søn til både unge og voksne fantasy-læsere, som holder af et godt eventyr, hvor kampen mellem det gode og det onde krydres med en kærlighedshistorie i et interessant og troværdigt univers. Samtidig er den fysiske udgivelse også lækker med kraftigt papir, letlæselig typografi og en appellerende forside.

Debutanterne Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl har skabt et spændende todelt rige, hvor splittelsen mellem et lysets og et mørkets folk både er godt fundet på og vel udført. Destan, som tilhører mørkets folk, er f.eks. klart mere brutal og selvisk end lyse Celina i starten, og selvom de begge tvinges til at udvikle sig undervejs, så er det interessant med en hovedperson som har en mere sammensat personlighed end helte ofte har.

Sproget flyder let, og selvom historien er lidt tid om at komme rigtigt i omdrejninger, er den både underholdende og spændende. Vi får ikke så meget at vide om, hvorfor mørkets folk i første omgang er endt i det underjordiske rige, men det, håber jeg, kommer i bind to. Til gengæld slutter første bind med noget af en cliffhanger, som smider alt op i luften til næste bind, der har fået titlen Grænselandet.

(Grænselandet er anmeldt på næste side; red.)

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 49

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar