Maria Turtschaninoff – Maresi – The Red Abbey Chronicles

maresiMaresi – The Red Abbey Chronicles
Roman af Maria Turtschaninoff
Finland, 2014
På engelsk fra Pushkin Press
2016, 252 sider
Oversættelse: A.A. Prime

Maria Turtschaninoff startede denne fantasy-serie med romanen Arra – Legender fron La­rorra i 2008. Der er tale om fantasy for børn og unge, som sagtens kan læses af voksne. Hver bog i serien har fokus på en enkelt hovedperson og har en afsluttet handling, men foregår i samme univers. De foregår langt fra hinanden i sted og tid og kan uden problemer læses uafhængigt. Turtschaninoff hører til de forfattere som ikke planlægger alt det de skal skrive på forhånd. Det kan føre til nogle langt mere fantasifulde bøger end dem hvor det meste er planlagt i detaljer, men kan også ende med en bog hvor plottet ikke hænger særligt godt sammen.

I Maresi lykkedes det første absoluti høj grad, mens det sidste i høj grad undgås. Seriens univers og hvad der skal ske i det, er så heller ikke nøje planlagt, så vidt jeg kunne forså på forfatteren, der var gæst på Swecon i Stockholm i 2016. Om det så lykkedes for hende at få hele serien til at hænge sammen, skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun har læst Maresi.

Maresi forgår – som undertitlen siger – på Det Røde Kloster. Det er en slags fristed for piger og kvinder fra den omkringliggende verden. Klosteret ligger på en ø og lades for det meste i fred af fremmede. Bortset fra en gang for længe siden, hvor nogle onde mennesker angreb klosteret, men gudinden reddede det. Det er forbudt for mænd at komme til øen. Klosteret har dog en del handel med landene omkring – dets vigtigste eksport­vare er et farvestof der udvindes af en sjælden snegleart som findes på øen.

Hovedpersonen er pigen Maresi, som er kommet til klosteret på flugt fra fattigdom. Den yngre pige Jai ankommer til klosteret i starten af bogen. Hun har været ude for noget forfærdeligt og er meget svær er kommunikere med. Maresi bliver venner med hende, og efterhånden får man at vide hvad der er sket. Det er noget med en meget ond og magtfuld far. Ellers følger vi Maresi og en lang række andre indbyggere på klosteret. Der sker ikke så meget i den første halvdel af bogen, men det er nødvendigt for at man skal kunne forstå hvad der sker i den sidste halvdel, hvor det til gengæld går meget stærkt.

Jai er nærmest paralyseret af angst for at hendes far skal finde hende. Hun har ikke noget håb om at det ikke vil ske. Imens er Maresi i gang med at studere bøger i klosterets bibliotek. Den gudinde som tilbedes i klosteret, har tre aspekter. Et af dem er en gammel kvinde, som er forbundet til døden. Og på en eller anden måde er Maresi forbundet til dette aspekt af gudinden. Men hvordan og hvorfor, er uklart. De to pigers historier fører da til en spændende handling i sidste halvdel af bogen.

Da det er fantasy, er der naturligvis magi med. Der er ikke tale om magi som er taget ned fra genrehylden, eller teknologi forklædt som magi, men meget original magi, der er nært forbundet til den ligeledes meget mystiske og fantasifuldt beskrevne gudinde. Det spiller en afgørende rolle i hvordan romanen ender for klosteret og for de to piger.

Maresi vil kunne læse af fra vel 10-12 års alderen, men er en fornøjelse at læse for alle, undtagen måske oplæsning for de helt små, da der sker nogle ting i den, som de nok ikke vil bryde sig om. Men de mest ubehagelige ting pensles ikke ud. Det er en bog om at vokse op, men også om traditioner og kønsroller, som naturligt væves ind i historien, og gør bogen mere interessant for dem som gerne vil have lidt forbindelse til virkeligheden i deres fantasy. Maresi er en form for fantasy, som jeg ville have læst med stor fornøjelse som barn, og som voksen kan nyde for dens fantasifulde univers og velfortalte historie. Den er i en klasse over den typiske ungdoms-fantasy og var da også nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris i 2015.

Den første af de tre bøger i serien (Arra) udkom for nogle år siden på dansk, mens Maresi først lige er udkommet. Af en eller anden grund er den anden bog i serien (Anaché) ikke kommet på dansk, men jeg kan da kun opfordre (Turbine-)forlaget til at udgive den, så serien kan være tilgængelig i sin helhed på dansk. Maria Turtschaninoff har i hvert fald tænkt sig at skrive videre på den serie. Og på andre ting også. Hun er en af de mange nye spændende nordiske fantastik-forfattere. der er dukket op de seneste år.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 49

Udgivet i Bøger | Tagget , , | Skriv en kommentar

Aziru

aziru-1-cover-1Aziru
1: Skæbnekniven
2: Den hornede gud
Børnebog i to bind
Skrevet af Sussi Bech og Ingo Milton
Illustreret af Sussi Bech
Forlaget Eudor, 2016, 80+78 sider, 259,50 kr. pr. bind

Aziru foregår omkring 1300 år før vores tidsregning i Levanten og den østlige del af Middelhavet, blandt andet Kreta. Forfatterne er begge erfarne tegneserieskabere. De fleste kender Sussi Bech fra hendes serie Nofret, og Ingo Milton har blandt andet lavet serien om Skalken Joff, en gøglerdreng i middelalderen.

Tidspunktet for handlingen er det samme som i Nofret, men tager udgangspunkt i Byblos i det nyværende Libanon snarere end i Ægypten. Dengang var bystaterne langs Middelhavets østlige bred rige og civiliserede storbyer, og der var en del handel med skibe i området.

Vores helt, den unge mand Aziru, er søn af en af de rigeste købmænd i Byblos, men han må flygte da han bliver falsk anklaget for at have forgivet byens skatmester. Med sig har han kun det tøj han står og går i og en nyerhvervet kniv, Skæbnekniven fra titlen på første bind.

Aziru gemmer sig ombord på et skib, der er ved at forlade havnen i Byblos, og snart bliver han optaget i besætningen, der godt kan bruge hans evne til at læse, skrive og regne.

Det er ikke nogen fredelig rejse, Aziru kommer ud på (men så havde det jo også været en kedelig historie). Vor unge helt bliver udsat for svindlere, slagsbrødre og det der er værre. Han lider skibbrud, falder i røverklør og undslipper, blot for at falde i kløerne på det grusomme præstestyre på Kong Minos’ Kreta, hvor han skal ofres til selveste den hornede gud Minotaurus.

Undervejs får Aziru glæde af Skæbnekniven, der synes at være magisk. I hvert fald kan den lyse i mørke, og den synes at have en egen vilje. Bortset fra dette islæt af magi, er de to Aziru-bøger ret realistiske historiske bøger, sat i en tid og et sted som få andre børnebøger (om nogen?) har behandlet. Det er ikke en baggrund, der er voldsomt mange nedskrevne kilder fra, så forfatterne har haft en vis frihed til at digte selv. Hvert bind rundes dog af med nogle historiske fakta om henholdsvis datidens Levanten og Kreta.

Bøgerne er ret korte og hurtigt læst – det tog mig omkring en time per bind. Teksten er sat med ret stor skrift og stort mellemrum mellem linjerne, og de fleste opslag har farveillustrationer af Sussi Bech i en stil der ligger tæt på den hun benytter i Nofret. Det er tydeligt at der er gjort meget for at gøre bøgerne letlæselige til et ungt publikum.

aziru-2-cover-1Det fremgår af bagsiden at Aziru henvender sig til læsere i alderen 10-14 år, men selvom de sikkert vil fænge den yngste del af denne aldersgruppe, er de lovlig børnebogsagtige til de ældre i gruppen. 14-årige i dag læser Harry Potter, Hunger Games og Twilight, der på hver deres måde er langt mere komplekse end den ret enkle røverhistorie i Aziru. Med en samlet pris over 500 kr. er det næppe nogen bøger som ret mange unge vil købe, og de fleste forældre vil nok også vægre sig over det. Mit gæt er at den egentlige målgruppe er bibliotekerne – men det er vist også ret almindeligt for børnebøger.

Der sker mange spændende ting i Aziru, men jeg synes ikke teksten rigtig underbygger spændingen. Sproget er ret fladt, og historien bliver fortalt meget direkte uden større forsøg på at skabe stemning – den må man finde i Sussi Bechs tegninger. Måske skyldes det at begge forfattere har baggrund i tegneserier, hvor det er tegningerne mere end sproget, der skaber dynamik og spænding. Jeg ved ikke om det vil opleves som et problem af de yngste læsere, men personligt savnede jeg noget mere sprudlende sprog.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 49

Udgivet i Bøger | Tagget , , | Skriv en kommentar

Jonathan Stroud – Lockwood & Co.

ss_ukLockwood & Co.
Serie af Jonathan Stroud
The Screaming Staircase (440s)
The Whispering Skull (435s)
The Hollow Boy (385s)
Random House.

Man kender bedst Jonathan Stroud som skaberen af Bartimæus-bøgerne som omhandler den evigt sarkastiske dæmon af samme navn. I sin nye serie, Lockwood & Co., har Stroud kastet sig ud i at følge i fodsporene på kultklassikeren Ghostbusters, der er nemlig tale om spøgelsesjagt, som med disse bøger er kommet tilbage på det kulturelle menukort.

Man følger bøgerne fra synspunktet af Lucy Carlyle, en stædig, ucharmerende, manérløs og super-talentfuld tøs med ben i næsen og en skæv tilgang til hele spøgelsesproblematikken. Hun allierer sig med den charmerende Anthony Lockwood og hans følgesvend George Cubbins for at bekæmpe spøgelserne der hjemsøger London.

Historierne om Lockwood og Co. finder sted under industrialiseringen i London, hvor spøgelser ganske pludseligt er begyndt at komme tilbage fra de døde i stort antal. Spøgelserne er fjendtlige, og en enkelt berøring fra et er nok til at dræbe. Spøgelserne bliver bekæmpet af agenter, såsom Lucy og Lockwood, der har evner til at se eller høre dem. De udøde kan hverken tåle jern, sølv eller salt, så det er agenternes foretrukne våben til at tage kampen op mod dem. Med en kårde ved siden, en kæde over skulderen og magnesium i bæltet går agenterne over dørtærsklen til hjemsøgte huse, hvor ingen andre tør komme.

Genren og stilen for bøgerne kan beskrives som adventure-horror. Selvom uhygge ikke er centralt for bøgerne, så kommer der alligevel nogle gode gys der kan få nakkehårene til at rejse sig, og som holder øjnene klistret til siderne.

Første bind i serien er kommet på dansk med titlen Den skrigende trappe. Et fjerde bind, The Dagger in the Desk, udkom på engelsk i 2015, og et femte, The Creeping Shadow, udkommer til september.

Samlet karakter: 7/10. Bestemt værd at give sig i kast med.

Anmeldt af Nick Just i Himmelskibet 49

Udgivet i Bøger | Tagget , , | Skriv en kommentar

Charlotte Weitze – Den afskyelige

den-afskyeligeDen afskyelige
Roman af Charlotte Weitze
Samleren 2016
317 sider, 299,95 kr.

Den afskyelige er en smuk og velskrevet præapokalyptisk fortælling om Heidi, der så gerne vil have et barn, men bogstavelig talt er for kold indeni til at få en kæreste (eller donor). Endelig finder hun en kæmpemand med svedproblemer, som har det alt for varmt, og Heidi tror, at lykken dermed er gjort. Men kæresten, Kenneth, er ikke så nem; han tager den globale opvarmning personligt, og selv om han har ret, ødelægger hans fanatisme deres forhold. Overvejelserne om, hvordan parret skal nedbringe deres CO2-udslip er både hjerteskærende og latterlige og en kommentar til vores samtid.

Romanens univers er et land, der kulturelt er Danmark, men som har et fjeld med evig sne og en stor, inddæmmet fjord i belejlig køreafstand fra hinanden. Hvor resten af romanen er kronologisk fremskridende, er historiens underplot om søsteren, der døde på en familieskitur, en slags gåde, som finder forskellige løsninger i nogle gange modstridende tilbageblik undervejs. Det mindede mig lidt om plottet i Weitzes forrige roman Harzen-sanger, som jeg lige også var nødt til at læse, fordi Weitze er sådan en fremragende forfatter.

Romanen væver fortællingen om Heidis personlige liv sammen med den globale fortælling om gletchersmeltning, mutationer og havstigning på en utrolig intens og medrivende måde. Heidi er den lidt upålidelige fortæller, en enspænder, der alt for længe ikke vil se, at de forestillinger hun havde om kæresten, ikke holder vand.

Weitze fletter med lethed mytisk stof ind i en symbolistisk science fiction-historie. Hun tager sig ikke meget af genrekonventioner og bekymrer sig ikke om, at det vil ærgre science fiktion-purister at der ikke gives en videnskabelig forklaring på det med børnene og det med Kenneths forhistorie.

Sproget er så fantastisk, sanseligt og morsomt at jeg har lyst til at læse bogen højt. Her og der er der afsnit og rammende kommentarer om miljøfornægtelse, klimabekymring og parforhold, som jeg genlæste straks for fornøjelsens skyld. Hvis man kunne lide den stoflige, karakterdrevne og springende stil i Emily st John Mandels Station 11, vil man også kunne lide dette mesterværk.

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 49

Udgivet i Bøger | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Shannara Chronicles

shannaraThe Shannara Chronicles
Tv-serie, MTV 2016
Sæson 1, 10 afsnit
Skabt af Alfred Gough og Miles Millar efter Terry Brooks
Medv.: Austin Butler, Ivana Baquero, Manu Bennett m.fl.
Kan ses på HBO Nordic

I 1977 kom en skelsættende fantasyroman på gaden, The Sword of Shannara af Terry Brooks. Ikke skelsættende fordi den var særlig god eller original, men fordi det var en hæderlig efterligning af Ringenes Herre, som tilfredsstillede mange læseres sult efter mere af denne slags. Jeg selv følte mig som stor teenager udmærket underholdt, selvom jeg ikke var blind for at næsten samtlige personer, steder og situationer havde ret klare paralleller i Tolkiens hovedværk.

Bogen blev, sammen med Stephen Donaldson’s Lord Foul’s Bane, der udkom samme år, og Patricia McKillip’s The Riddlemaster of Hed, der udkom året før med noget mindre fanfare, startskuddet til firsernes store fantasybølge, hvor genren overhalede science fiction i succes.

Terry Brooks red selv med på bølgen med flere fortsættelser, hvoraf den første, The Elfstones of Shannara (1982), som denne tv-serie især er baseret på. Jeg husker ikke ret meget af denne bog, bortset fra at jeg ikke synes den var særlig god, og at jeg derfor undlod at læse mere af Terry Brooks.

Seriens univers er ligesom Tolkiens befolket af mennesker, dværge og elverfolk, om end ingen hobbitter. Den store forskel er at det bliver gjort klart athandlingen foregår lang tid efter vores tid i en postapokalyptisk verden, hvor magi har erstattet magi – en idé som forfatteren Fred Saberhagen havde udforsket tidligere (og bedre) i trilogien Empire of the East (1968-73). Hvor dette kun bliver antydet i bøgerne, er det gjort overdrevet tydeligt i tv-serien, hvor man hele tiden ser biler, legepladser og andet fra vores tid stå og ruste i skovene, selvom det er meningen at handlingen foregår mindst tre tusind år efter apokalypsen. Det er meget sjovt, men også en smule irriterende.

Plottet er ret enkelt og bygget op som en klassisk quest-historie. I elverfolkets hovedstad står træet Elcress, som holder en hær af dæmoner fanget. Men træet er ved at dø, og hver gang et blad falder til jorden, bliver en dæmon sat fri et sted i et af de fire lande, som udgør Shannara-seriens mikrounivers. Den unge elverprinsesse Amberle bliver af træet udvalgt til at tage et frø med til den såkaldte Blodild, som skal modne frøet, der så skal bringes tilbage og revitalisere Elcress. Problemet er bare at ingen ved hvad eller hvor Blodilden er…

Undervejs får Amberle hjælp af blandt andre halvelveren Wil Ohmsford (søn af hovedpersonen i The Sword of Shannara), som har arvet nogle meget magiske og sjældne elversten af sin mor, druiden Allanon og røverpigen Eretria (spillet af Ivana Baquero, der var den unge hovedperson i Pans Labyrint). Før de får løst opgaven, skal de gå grueligt meget igennem, og de får alle deres ar på vejen.

The Shannara Chronicles er ikke ligefrem den nye Game of Thrones, men den er jævnt underholdende og ganske flot lavt, og de kønne unge skuespillere udfylder på udmærket vis deres roller og tætsiddende kostumer, så hvis man mangler nogle timers uforpligtende underholdning, kan serien godt anbefales.

Selvom historien med Elcress bliver afsluttet i seriens ti afsnit, er der lagt tråde til en ny sæson, og en sådan er da også blevet bestilt og skulle være færdig næste år.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 49

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Warcraft

warcraft_ver8_xlgWarcraft
Film, USA 2016, 123 min.
Instr.: Duncan Jones
Medv.: Travis Fimmel, Paula Patton, Ben Foster, Dominic Cooper, Toby Kebbel m.fl.

Filmen Warcraft, som i danske biografer har fået undertitlen The Beginning, er ikke. som man let kunne forledes til at tro. baseret på det populære online-spil World of Warcraft, men i stedet på det gamle realtime-strategispil til PC m.m. Warcraft fra 1994 og frem.

Warcraft-spillene er fantasy, der henter mere inspiration fra rollespil som Dungeons & Dragons end fra episke værker som Ringenes herre. Man bliver ganske vist introduceret til både dværge og elverfolk, men det er en konflikt mellem mennesker og orker, der er omdrejningspunktet for filmen – ligesom i det første computerspil, der har undertitlen Orcs & Humans.

Filmen starter i orkernes verden, Draenor, der er ved at dø. En mægtig orkshaman ved navn Gul’dan skaber en magisk portal, der sender ham selv og en mindre orkhær til en anden og mere frodig verden, beboet af mennesker. Deres opgave er at fange en mængde mennesker, der kan ofres for at åbne porten længe nok til at resten af orkfolket kan komme igennem til den nye verden.

Gul’dan behersker en grøn, nekromantisk magi kaldet fel-magi, der også kan gøre orkkrigere større og stærkere. Orkhøvdingen Duratan er mistroisk over for denne magi og begynder at tro at den måske bærer skylden for Draenors død. Han beholder dog til at begynde med sine betænkeligheder for sig selv, for det handler trods alt i første gang om hans folks overlevelse.

Ikke overraskende bryder menneskene sig ikke om at orkerne kommer væltende og begynder at plyndre og tage fanger. Modstanden ledes af Llane Wrynn (spillet af Dominic Cooper, som vi har set som Howard Stark i Captain America og Agent Carter), kongen af landet Stormwind, som orkerne er dumpet ned i. Han får hjælp af sin hærfører Anduin, den unge troldmand Khadgar og Medivh, en mægtig troldmand, der udfylder rollen som rigets Vogter. En kvindelig halvork ved navn Garona tilbyder sin hjælp og lover at skaffe kontakt til Duratan, som måske kan overtales til at vende sig mod Gul’dan og hans onde magi.

Selvom filmen handler om en konflikt mellem mennesker og invaderende orker, er orkerne ikke portrætteret som onde væsener som i Ringenes herre, men som et stolt nomadefolk der er blevet ledt på afveje af Gul’dan, og det viser sig også at Gul’dan har en allieret i menneskenes verden. Så filmen handler ikke om en klassisk kamp mellem godt og ondt, men har et lige så klassisk tema: forræderi og tragedie. Tolkien krydset med Shakespeare, så at sige.

Filmen er blevet kritiseret for mere at være et oplæg til en filmserie end en historie, der hviler i sig selv, men det synes jeg er uretfærdigt. Selvom der er mange uløste konflikter når filmen slutter, er der en fin afrunding på historien, som man selv kan digte videre på, hvis der ikke kommer flere film: The Beginning, not the End, som man nogle gange ser i bøger.

Det er faktisk lidt åbent om der kommer flere film. Warcraft er tænkt som den første film i en trilogi, men filmen tjente ikke ret mange penge i USA (under $ 50 mio.), og selvom den blev meget populær på det kinesiske marked, har den ikke tjent sit budget ind, trods at den er blevet den computerspilbaserede film med størst indtjening nogensinde.

Filmen er flot lavet med overbevisende motion capture-animation af orkerne og farverige special effects på magien, der bestemt er mere kulørt end i Tolkien-filmatiseringerne. Selv­om ingen af skuespilpræsentationerne ligefrem imponerer, fungerer skuespillerne udmærket i deres roller. Design af dragter og arkitektur er også ganske udmærket. Omvendt er vi efterhånden blevet forvænt med gode produktionsværdier, og det er ikke længere nogen garanti for succes. Se bare ellers udmærkede film som John Carter og Solomon Kane, der i øvrigt også begge er baseret på kendte forlæg – om end ikke så kendte af nutidens unge som Warcraft.

Instruktøren Duncan Jones (søn af David Bowie) har tidligere lavet to udmærkede science fiction-film med moderat budget (Moon og Source Code), men dette er hans første film med stort budget ($ 160 mio). Det går ofte galt når talentfulde instruktører får lov til at slå sig løs med enorme budgetter, men jeg synes faktisk at Jones gør det ganske godt her. Jeg håber ikke at filmens manglende succes betyder at det bliver sidste gang han får lov at lave en storfilm, for jeg synes faktisk Warcraft er en underholdende film ikke helt blottet for dybde.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 49

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Knights of Sidonia

knights-of-sidonia-3Knights of Sidonia
Animeret tv-serie, 2014-15

Knights of Sidonia er en japansk anime-tv-serie. Netflix har købt rettighederne til denne sammen med en masse andre anime-serier, og de kan lige nu ses på Netflix i Danmark.

Knights of Sidonia er en mecha-serie, dvs. den handler om mennesker i robotter som slås mod nogle aliens kaldet Gauna. Gauna har ødelagt jorden, og nogle mennesker er undsluppet i rumskibe. Det eneste kendte rumskib er Sidonia med en befolkning på en halv million. De andre skibe er måske gået til grunde. Man ved det ikke.

Sidonia flyver evigt ud gennem rummet. Ridderne i robotterne forsvarer det mod Gauna. Gauna består af en kerne som er omgivet af ena. Når ena er væk, destrueres kernen ved at man skyder på den.

Sidonia er en kultur baseret på Japan. De har også skabt menneskelig fotosyntese, asek­suel reproduktion og menneskelig gensplejsning. Der er rygter om at toppen i samfundet har lært udødelighed.

Handlingen foregår omkring en mand som hedder Nagate Tanikaze og hans vej til at blive en ridder og hvordan det går mellem ham og hans kvinder.

Jeg kunne godt lide serien. Jeg kunne specielt godt lide anden sæson. Jeg syntes at den er godt fortalt, og jeg kunne godt lide kampene mellem mecha Gauna. Den er også lavet som tegneserie, hvis man ikke har Netflix. Tegneserien har været på Humble Bundle og kommer det måske igen. Jeg vil give tv-serien 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 49

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Stranger Things

stranger-things-posterStranger Things
Tv-serie, USA (Netflix) 2016
Sæson 1, 8 episoder
Instr.: Matt & Ross Duffer
Medv.: Winona Ryder, David Harbour, Finn Wolfhard, Millie Bobby Brown, m.fl.

Efter succes-serier som Daredevil og Jessica Jones kommer Netflix nu igen med en ny original tv-serie, hvor hele sæsonen er udkommet på samme tid. Stranger Things er en horror/sci-fi-serie som foregår i 1983. Man følger et sæt voksne, et sæt unge og et sæt børn, som alle har vigtige roller i en historie om et statsligt koldkrigseksperiment der er kommet til at åbne en dimensionel portal til en parallelverden hvor menneskeædende uhyrer nu kan undslippe til vores verden.

Den centrale person er den ca. 10-årige pige Eleven, som hele livet har været forsøgsperson inden for eksperimentet og har udviklet en form for mentale kræfter, der udover telekinese også sætter hende i stand til at kunne sanse og påvirke den anden dimension. Eksperimenterne har været hårdere og hårdere for hende, og derfor er hun stukket af fra den hemmelige forsøgsbase og har søgt tilflugt hos nogle andre børn i den lille omkringliggende by, Hawkins. Disse børn – Mike, Dustin og Lucas, samt Will, som forsvinder ind i den fremmede dimension i første afsnit – er ivrige rollespillere og tegneserielæsere og ved alt om superkræfter.

Det der hovedsageligt driver seriens handling, er konsekvenserne af at Will forsvinder. Hans mor (spillet af Winona Ryder) er konstant på randen af et nervøst sammenbrud, især da hun finder ud af at hun kan kontakte den forsvundne Will i paralleldimensionen via lysinstallationerne i sit hus – noget som alle andre i byen naturligvis tolker som det rene vanvid. Men der er flere spor at følge, og både de voksne, de unge og børnene følger hver deres spor og logik. Nogle gange kommer den ene gruppe til kort, men så kommer en af de andre grupper videre i sagen. En udmærket fortællestruktur.

Det er mest børnene der er hovedpersonerne, og stemningen minder særdeles meget om noget vi har set før, nemlig Spielberg-produktioner som E.T., The Goonies og Poltergeist, men også Close Encounters, Alien og The Thing. Og det er jo ikke de værste ting at lade sig inspirere af – omend det dog betyder at der er meget som ikke virker frygteligt originalt. Det er lige før det ender med flyvende cykler…

Og mens man således må sige at originaliteten af både historien, figurerne og dialogen kan ligge på et ret lille sted, og at en hel del af handlingen er meget enkel og forudsigelig, så må man samtidig se dette i lyset af at serien helt givet skal sigte efter et pænt ungdommeligt publikum som måske ikke har set disse ting før. Og i betragtning af hvor velproduceret serien er, og hvor effektivt spændende den alligevel også er, måske specielt fordi skuespillerne virker meget troværdige (bortset fra en sine steder frygtelig klichéfyldt dialog), samt i forhold til at det skal være en uhyggelig serie for et ungt publikum, så må man faktisk udråbe både fortællestilen og indholdet som værende meget vellykkede. En dimension for voksne er der såmænd også, idet man kan argumentere for at det overordnede tema handler om at forældre der ikke har prioriteterne i orden, forsømmer at tage sig ordentligt af deres børn.

I sidste ende mener jeg dog at serien alligevel ikke leverer helt så meget POW! for skillingen som man kunne have ønsket. Der står en del ubesvarede spørgsmål tilbage, og følelsen af at vi har at gøre med en veldrejet men kommerciel og klichédrevet serie, som mest har til formål at forløbe uendeligt uden at fortælle en ordentlig, afsluttet historie, er alligevel relativt stærk. Jo, jeg skal da sikkert være en af de første der ser anden sæson, men det vil godt nok være rart hvis plottet og budskabet får bare en anelse mere kød på. Underholdningsværdien fornægter sig imidlertid ikke.

Min karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 49

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Legend of Tarzan

legend-of-tarzan-posterThe Legend of Tarzan
Film, USA 2016, 110 min.
Instr.: David Yates
Medv.: Alexander Skarsgård, Margot Robbie, Samuel L. Jackson, Christoph Waltz, m.fl.

Tarzan er tilbage på det store lærred – og det store spørgsmål er: kan historien om den heroiske hvide betvinger af Afrikas natur overhovedet fungere længere…?

Den nye film springer den sædvanlige oprindelseshistorie over (en del af den vises dog i en serie flashbacks); nu er Tarzan allerede blevet til Lord Greystoke og har skabt sig en tilværelse i England sammen med Jane. Edgar Rice Burroughs originale historier blev jo skrevet i 1910’erne, og det var også i den tid historierne foregik. I denne film er historien dog blevet flyttet til omkring 1890, og plottet er faktisk skræddersyet til den tid vi lever i nu. Den magtfulde belgiske kong Leopold II var i 1890’erne nemlig i gang med en storstilet og hårdhændet udbytning af Belgisk Congo (som her også er stedet Tarzan kommer fra), som kostede millioner af afrikanere livet. Tarzan og Jane drages ind i disse omstændigheder, naturligvis på afrikanernes side, selvom belgierne og englænderne forsøger at bruge dem i deres egen propagandas tjeneste. Og hvor filmen bevarer ideerne om at Tarzan er opdraget af aber (en speciel gorilla-art som siden er uddød), svinger sig rundt i lianer og mere eller mindre kan snakke med dyrene, så handler det ikke længere om at han også er ‘dyrenes konge’ og hele tiden vinder over vilde dyr i drabelige kampe. Tværtimod; den eneste gang han kæmper mod et dyr i filmen (sin gorilla-bror) taber han!

Som sådan er filmen ganske alvorlig, realistisk og respektfuld, set med moderne øjne, og nogle anmeldere har således indvendt at filmens klimaks, hvor Tarzan får sine løve- og gorilla-venner til at genne en kæmpeflok bissende gnuer ned gennem kolonimagtens vigtige havneby, virker lidt for ‘pulpy’ og latterlig i forhold til resten af filmens tone. I det hele taget har mange anmeldere haft negative ting at sige om filmen, hvilket vel skyldes at de synes at filmens balance mellem moderne politisk korrekthed og tro-mod-forlægget ‘pulpiness’ ikke fungerer; nogle mener der er for lidt af det ene, andre at der er for lidt af det andet. Jeg mener dog at der faktisk er netop den rigtige mængde af begge dele til at få filmen til at fungere i dag. Den har både det moderne hjerte og den oprindelige fascination af pulp fiction, og det kan ærgre at mange anmeldere ikke deler denne opfattelse.

Min karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 49

Udgivet i Film | Tagget , | 2 kommentarer

Star Trek Beyond

startrekbeyondposter1Star Trek Beyond
Film, USA 2016, 120 min.
Instr.: Justin Lin
Medv.: Chris Pine, Zachary Quinto, Simon Pegg, Anton Yelchin, Zoe Saldana, Karl Urban, Sofia Boutella, Idris Elba, m.fl.
NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Så kom vi endelig til en Star Trek-film hvor J.J. Abrams ikke længere har stor indflydelse på produktet. Den tidslinje som de nye Trek-film skildrer er med tiden kommet til at hedde “the Kelvin Timeline” blandt fans, fordi den starter med Kirks fars død ombord på stjerneskibet USS Kelvin. De to første film (anmeldt af undertegnede i hhv. Himmelskibet nr. 21 og 37) foregår før den fem-års-mission som delvist skildres i The Original Series (1966-69), og selvom der selvfølgelig er en del forandringer i forhold til den klassiske tidslinje, så skal det dog forestille at Kelvin-tidslinjen er en parallel tidslinje til den gamle, hvor en del ting udspiller sig på en lignende måde. F.eks. møder den nye filmbesætning også skurken Khan, og i den anden film refereres der f.eks. til “the Mudd incident”, og der er også flere andre referencer i Kelvin-tidslinjen til den gamle serie.

I Star Trek Beyond er Kirk & co. så startet på fem-års-missionen; faktisk er vi sprunget tre år frem i tiden, så den allerede er tre femtedele overstået! Aha – men så er vores kære Enterprise-besætning vel blevet godt og grundigt sammentømret og rutineret og har affundet sig godt og harmonisk med deres job og mission og er behørigt duperet over alle deres fantastiske oplevelser i galaksens afkroge? Nej! Overhovedet ikke. Figurerne har nærmest ikke skiftet tøj siden forrige film, og føles overhovedet ikke tre år ældre. Godt nok er der en lille og lidet overbevisende sekvens som fortæller at de romantiske forhold mellem besætningsmedlemmer­ne har bølget lidt frem og tilbage, men det ser man næsten ingen tegn på. Og Kirk går gudhjælpemig stadig og hænger med næbbet over at han “only joined Starfleet on a dare”, og således ikke rigtig har nogen dybere bevæggrund for at udfylde sin position som kaptajn. Det virker som om deres mission hidtil bare har været kedelig Starfleet-rutine, hvilket er noget af en hån mod både den gamle tv-serie og fans’ene.

Anyway, lad os kigge på historien. Filmen starter med en sjov diplomati-sekvens hvor Kirk skal overrække et gammelt artefakt som gave til en fremmed kultur, som led i en form for fredsslutning mellem denne og en anden kultur. Disse væsner er imidlertid så bange for at den anden kultur bare vil spise dem, at de afslår gaven. Vi får desværre aldrig at vide om det er rigtigt, eller om de bare var paranoide, for filmen følger herefter kun det gamle artefakt, som senere skal vise sig at være et frygteligt våben; en såkaldt ‘abronat’.

Enterprise ankommer herefter til den nye og super-avancerede Yorktown Starbase, hvor besætningen har orlov. Med Yorktown får vi faktisk serveret en portion visuelt ‘sense of wonder’ der måske ikke er set bedre siden The Motion Picture, idet Yorktown ikke bare er en base, men en gigantisk rumby der næsten er en hel kunstig planet i sig selv. Det er superflot designet, men netop i lyset af at Kelvin-tidslinjen skal være relativt parallel med den originale tidslinje, så virker det faktisk som et alt for højt teknologisk niveau i forhold til tiden. Noget der ville passe bedre til niveauet for f.eks. ”The Next Generation” et århundrede eller deromkring senere. Men det er jo en af de virkelig svære ting ved science fiction genren: at skildre typer af fremtidsteknologi der befinder sig på et ca. lignende niveau i forhold til hinanden – det kan være en såre svær balancegang.

Kort efter at orloven er startet, ankommer der en rumflygtning til Yorktown og beder om assistance til en konflikt der foregår i et isoleret solsystem. Da det flere år gamle Enterprise er det mest avancerede rumskib på denne splinternye Starbase (jaså …) bliver orloven inddraget, og Enterprise sendt ud for at hjælpe. Det viser sig at være en fælde, og Enterprise bliver smadret (som den jo efterhånden gør i hver eneste film nu), og besætningen strandet på en mystisk planet. De kan ikke komme væk, og de kan ikke sende besked efter hjælp. Planeten styres af den mystiske krigs­herre Krall som pga. en eller anden (mystisk) egenskab ved planeten kan suge livskraften ud af andre væsner. Dette har ingen betydning for plottet, men skal blot vise hvor ond han er.

Vores helte er så så mega-svine-heldige at de ikke bare finder et ældgammelt nedstyrtet Federation-rumskib, men også en sød rumpige som har gået og repareret på det i årevis, så det nu er stort set klart til at flyve! Da Krall får fat i abronaten og sender sin dronesværm af sted for at angribe Yorktown og derefter (hvis det første lykkes) hele the Federation, kan vores heroiske besætning lige netop sætte efter ham, og lige i tide ødelægge hans dronesværm – ved hjælp af rockmusik!

Jamen, okay, da! Problemet her er ikke at rockmusikken i sig selv. Dét synes jeg er en ganske sjov idé, selvom jeg ikke er fan af Beastie Boys. Problemet er at scenen falder fortællemæssigt til jorden fordi den udføres casually, i stedet for at blive forberedt og beskrevet ordentligt – der mangler (som sædvanlig i de nye film) noget godt technobabble. Desuden kommer Scotty med en kommentar om at (han synes at) musik i det hele taget er ‘gammeldags’ – skal det betyde at i Føderationens utopiske samfund er der ikke længere nogen interesse for musik?! Det er jo komplet absurd – og forhåbentlig bare mig der overfortolker Scottys subjektive holdning.

Filmens helt store og afgørende problemer afsløres til sidst, som det så ofte er tilfældet i dårligt skrevne film. Skurken Krall er i virkeligheden en 200 år gammel præ-føderativ soldat som synes at krig og død bare er fedt. Meget ligesom Khan i den forrige film. Og hans dronesværm viser sig at være fremmede rumvæsners gamle minedriftsudstyr. Meget ligesom Neros romulanske ditto i 2009-filmen; hvis man skifter Yorktown ud med Jorden, er det overordnede plot stort set det samme. Og diplomati-sekvensen i begyndelsen er i det væsentlige ikke meget forskellig fra åbningssekvensen i Into Darkness, hvor Kirk også er nede blandt nogle stakkels uudviklede rum­væsner. Og abronaten er et nonsens-våben der overhovedet ikke tilbydes nogen form for forklaring på, præcis ligesom med ‘the red matter’ i 2009-filmen.

Har Paramount/CBS sat som mandat for disse film at de kun må bruge elementer fra de forrige film i samme franchise?? Herved bliver de til typiske Hollywood-sequels, som bare vader rundt i de samme ideer som de forrige film og ikke smider noget som helst nyt på bordet. Argh! Et bedrøveligt ringe manuskript.

Star Trek Beyond er simpelthen en kedelig film. Omkring to tredjedele af filmen foregår på den mystiske planet, og der er bare action-scene efter action-scene, næsten fuldkommen uden ordentlig plot-udvikling eller personskildringer. De individuelle medlemmer af vores besætning har godt nok mere at lave end i forrige film, hvor de kun spillede baggrundsviolin i skyggen af Khan, men i sidste ende bliver det ikke til noget der er bare en lille smule mindeværdigt. Filmen byder i stedet på en masse plothuller og tilhørende spørgsmål, men i sidste ende er den i samme kategori som for­glemmelige Trek-film som f.eks. Star Trek III: The Search for Spock. Der foregår ikke noget spændende, der sker ikke noget interessant med figurerne, og der er ingen videnskabelige elementer.

Det er virkelig, virkelig tyndt sci-fi, som kun scorer points på den flotte visuelle dimension. Chris Pine, som var en ganske udmærket Kirk i 2009-filmen, er ukarismatisk og uengagerende her. Genremæssigt vil jeg ikke engang kalde Star Trek Beyond for ‘space opera’, for det er en fornærmelse mod den episke bredde og dybde der kan være i space opera. Denne film, hvis man skal give den en genre-kategori, er simpelthen ‘space action’ og intet andet.

Nu må man bare håbe at den kommende tv-serie, Star Trek: Discovery, som kommer til januar, bliver mere interessant…

Min karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 49

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar