Himmelskibet

Torchwood – Sæson 4
Tv-serie, UK/USA
10 episoder, 2011
Skrevet af: Russell T. Davies, Doris Egan og Jane Espenson
Medv.: Eve Myles, John Barrowman, Mekhi Phifer, Alexa Havins, Bill Pullman, Arlene Tur, Kai Owen, m.fl.

Da den nye Doctor Who-serie fra 2005 blev en stor succes, spildte BBC ikke tiden med at hvile på laurbærrene. Allerede i 2006 introducerede de spin off-serien Torchwood (et anagram af Doc­tor Who), som skulle være et lidt mere voksent og lidt mere hor­ror-orienteret hjørne af Doc­tor Who-universet.

Torchwood er navnet på en tophemmelig gruppe som tager sig af mere eller mindre overnaturlige(/højteknologiske) ting fra fremtiden, fortiden og rummet. Bl.a. blev serien præsenteret som at Torch­wood-holdet især skulle tage sig af trusler fra rummet, hvor the Doctor havde fokuseret på diverse udenjordiske intelligensvæsners opmærksomhed på Jordens eksistens. Dette element blev der dog skuffende nok aldrig rigtig gjort alvor af; der var mere horror, mordgåder, tidsrejser og personlige genvordigheder (især omkring den udødelige Captain Jacks mystiske hemmeligheder), og kun ganske få egentlige rumvæsener.

De to første sæsoner af serien (2006-2008) havde enkelte geniale afsnit (f.eks., efter min mening, “Cyberwoman” og “Out of Time”) og mange fusere og var af ret ujævn kvalitet. Det var heller ikke alle figurerne der var superspændende. Seriens seertal var også ujævne, og derfor fyldte tredje sæson i 2009 kun fem episoder (de to første var på tretten episoder). Til forskel fra de første to sæsoner, hvor hvert afsnit var en afsluttet historie, var tredje sæson én lang historie, ved navn Children of Earth. Den blev en stor succes, og vejen var derfor banet for en længere fjerde sæson. Children of Earth har mange fans, men historien, som handlede om nogle aliens der bruger børns uskyldighed som narkotikum, fandt jeg selv fuldkommen afskyelig og på alle måder utroværdig og for langt ude. Eller måske bare for horror-agtig for min smag.

Men fordi jeg derefter nærmest ikke kunne holde ud at tænke på Torchwood og fordi næste sæson først kom efter endnu to år (2011), kiggede jeg ikke på fjerde sæson da den kom. Den fik også en del negativ omtale, hvilket bidrog til at jeg ignorerede den. Men nu har jeg endelig fået den set, og jeg må sige at den overraskede mig enormt. Det er én lang ti-episoders historie, som har titlen Miracle Day, hvilket refererer til at folk pludselig ikke længere kan dø. Over hele verden holder folk op med at dø, omend de stadig kan tilintetgøres gennem f.eks. brand og eksplosioner. Torchwood-holdet endte tidligere med at blev opløst, og flere af dem døde, så nu må Captain Jack og Gwen Cooper – de eneste overlevende – genoplive   Torch­wood i samarbejde med nogle CIA-agenter, og store dele af handlingen rykkes til USA. Det er en fin måde at starte forfra på, især hvis personerne er gode, og det er de. De to CIA-agenter, Rex og Esther, virker meget realistiske og er en fornøjelse at opleve. Rex starter med at blive ‘dræbt’, så han faktisk spenderer hele historien i ‘undead’ tilstand. En anden hovedperson er en læge som deltager i lægefaglige paneler om hvad i alverden forklaringen dog kan være på at folk ikke kan dø – vi hører masser af videnskabelig spekulation. Der bliver flere og flere syge og gamle, og verdens resourcer vil snart blive strakt til bristepunktet. Hvad skal man gøre?

Første afsnit er måske lidt langsomt, men der skrues kraftig op for både drama og action i afsnit to, og især frem til afsnit seks fandt jeg serien hæsblæsende underholdende og var totalt absorberet af den gode historie. Halvvejs gennem det hele har verdens regeringer endelig draget nogle konklusioner på basis af lægernes ekspertpaneler og går i gang med at indføre nye ‘categories of life’, hvor de f.eks. implementerer endegyldige løs­ninger for de værst ramtes vedkommende.

Løsningen på den store gåde har (selvfølgelig) noget med Torchwood-universets indre elementer at gøre, og derfor er man næsten nødt til at bedømme fjerde sæson mere i forhold til de forrige tre sæsoner af samme serie end til alt muligt andet sci-fi generelt, og gør man det, så fremstår fjerde sæson efter min mening som den suverænt bedste af Torchwood-sæsonerne. Den er skrevet med tydeligt engagement og fortællelidenskab, og den genskaber effektivt fascinationen ved Gwen Coopers figur og zoomer ind på hendes modstridende pligter som hhv. mor og sej Torchwood-agent.

Der er også en vis humor i situationen, fordi hovedpersonerne jo rask væk med dødbringende slagkraft kæmper sig i gennem alle mulige bad guys, men her dør folk ikke når de bliver skudt eller får drejet halsen om. Det fører til nogle komiske optrin, som vedligeholder seriens lidt lette tone og sikrer at den ikke tager sig selv alt for alvorligt.

Denne sæson udgør noget nær den højeste kvalitet vi ser indenfor Doctor Who-universet, og det er virkelig fint lavet. Det hjælper i øvrigt også at gamle Star Trek-skuespillere som John De Lancie og Nana Visitor dukker op i mindre roller undervejs. Jeg er meget positivt overrasket og forstår ikke hvorfor mange fans åbenbart ikke kan lide denne sæson.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39