X-Men: Days of Future Past

Udgivet den maj 21, 2014 af Admin

X-menX-Men: Days of Future Past
Film, USA 2014, 130 min.
Instr.: Bryan Singer
Medv.: Hugh Jackman, James McAvoy, Jennifer Lawrence, Michael Fassbender, Patrick Stewart, Ian McKellen, Fan Bingbing, Halle Berry, m.m.fl.
Efter den ganske chokerende gode X-Men: First Class fra 2011, instrueret af Matthew Vaughn, var forventningerne til efterfølgeren, X-Men: Days of Future Past, skruet helt op i det rødglødende felt. Iveren blev ikke mindre af en imponerende trailer, der så ud som om filmen ville blive en smukt tegneserieinspireret action-åbenbaring af karat for fans’ene. Leverer tilbagevendende instruktør Bryan Singer så et produkt der er ligeså godt som hans to første X-Men-film, X-Men (2000) og X2 (2003)? Ja, det må man sige at han gør. Det er dog desværre ikke på linje med Matthew Vaughns 10-stjernede X-Men: First Class, som fortsat holder godt fast på titlen som den bedste X-Men-film.

Den nye film er løst baseret på den måske allermest klassiske X-Men-historie fra tegneserierne, bortset fra Phoenix-sagaen. Forfatter/tegner-holdet Chris Claremont og John Byrne lavede i slut-halvfjerdserne og start-firserne nogle af de absolut bedste superhelte-tegneserier nogensinde, og de virkede helt ustoppelige. Den ene fantastiske wow-oplevelse fulgte efter den anden, så den unge teenage-læser sad med kæben plantet på gulvet, målløs over en spændings- og idé-kurve, der skød opad som en raket. Man troede, man nåede højdepunktet med den traumatiserende Phoenix-saga (ofte udvalgt som den bedste historie, Marvel nogensinde har lavet, og jeg er enig), men så kom der lige bagefter endnu en genial tour-de-force i form af historien “Days of Future Past” (Uncanny X-Men #141 og 142, januar og februar 1981). Her introduceres vi til en dystopisk fremtid i år 2013, hvor de mutantdræbende Sentinel-robotter har ødelagt civilisationen og er tæt på at udrydde både mennesker og mutanter. Den voksne Kitty Pryde sendes tilbage i tiden til 1980 for at forhindre senator Robert Kelly i at blive myrdet af Mystique, hvilket er hvad der sætter udviklingen mod den dystre fremtid i gang. Det er Rachel Summers, en alternativ-virkelighed-datter af Jean Grey og Scott Summers, som har evnerne til at sende Kitty Prydes bevidsthed tilbage til hendes 1980-krop, hvor X’erne med hiv og sving må gå i gang med at afværge den katastrofale udvikling.

Singers første X-film fra 2000 indeholdt allerede elementer fra denne historie, og brugte senator Robert Kelly i en anderledes sammenhæng. Det skabte nogle problemer for Days of Future Past-plottet, fordi de nu havde brugt (og dræbt) senator Kelly i den første film. Det problem er blevet fint løst i den nye film, ved at skifte Kelly ud med Bolivar Trask, som er opfinderen af Sentinel-robotterne. Her er det hans produktion af Sentinels, som sætter den apokalyptiske udvikling i gang som X’erne må forhindre.

Filmen bevæger sig i et jævnt tempo og er spændende og velgennemført hele vejen igennem. Ligesom i X-Men: First Class lægges der vægt på interaktion med historiske begivenheder, i dette tilfælde slutningen på Vietnam-krigen, som Vietnam udråbes til klar vinder af. Trask er som sådan en udmærket skurk, som, da USA’s regering i første omgang nægter at finansiere hans Sentinel-program, i stedet søger sponsorer blandt østblok-landene! Peter Dinklage er et godt valg til rollen som Trask; desværre har han ikke voldsomt meget at lave i filmen, og får ikke nogen specielt mindeværdige one-liners. Hugh Jackmans Wolverine, Jennifer Lawrences Mystique og Michael Fassbenders Magneto har (selvfølgelig, og heldigvis!) de største og bedste roller, og spiller stærkt. Hvad mere er: Quicksilver-figuren, som mange fans syntes så lidt latterlig ud, da han først blev offentliggjort i internetmedierne, ender faktisk med at være noget af det bedste ved filmen; hans action-scener er klare højdepunkter, også rent effektsmæssigt.

Men filmen har også en del småproblemer. Filmen er jo en fortsættelse til First Class, som foregår i 1962, og her er de så nået frem til 1973. De fleste af genganger-figurerne ser bestemt ikke elleve år ældre ud, eller virker til at være kommet ret meget videre med deres liv. Fremtidsdelen foregår halvtreds år senere, altså omkring 2023, men specielt Kitty Pryde og Iceman har ikke den rigtige alder; de ligner sig selv fra de tidligere film. Men bevares, det er småting. Et større problem er at man, bortset fra en fin åbningssekvens, ikke ser ret meget til fremtiden overhovedet. Udover en ultrakort forklaring er der ingen scener, hvor man får et rigtigt indtryk af den verden og hvad der er sket, selvom det selvfølgelig på mange måder er indlysende. Men lidt mere world-building havde været rart. En anden ting er at det i filmen er Kitty Pryde som pludselig har evnen til at sende folks bevidsthed tilbage i tiden. Sådan en evne har hun aldrig haft i tegneserierne. Jeg troede ud fra traileren at det ville være den relativt ukendte figur Blink, som var filmens erstatning for Rachel Summers, men det var desværre ikke tilfældet.

Filmens største problem er noget som den har tilfælles med den tredje og dårligste X-Men-film, X-Men: The Last Stand (2006): Der er for mange figurer som har for lidt at lave. Udover at Peter Dinklages Trask ikke bruges så meget og så godt som han burde, er der også figurer som Blink, Bishop og Sunspot, der kun er med i nogle få action-scener, og som ligeså godt kunne have været udfyldt af nogle tilfældige andre figurer. Det er ikke helt tilfredsstillende. Mere bittert er det at vigtige sekvenser med Rogue og Storm er skåret helt ud af filmen (omend det forlyder at de nok skal blive inkluderet på Blu-ray-udgivelsen).

Slutningen på filmen er dog alligevel forfriskende – den sletter en del diskrepanser med de tidligere film (men opretter nogle få nye), og baner vejen for nye historier som ikke behøver at være konsekvente med de forrige film. Det er sgu okay.

Til allersidst bliver jeg også nødt til at analysere filmen som tidsrejsefilm. Langt de fleste af de tidsrejsefilm, som Hollywood spytter ud, har graverende problemer med tidslogikken, og Days of Future Past er desværre ingen undtagelse, selvom mange nok vil sige at det er flueknepperi. I husker nok den scene fra sidst i Back to the Future, hvor George McFly egentlig har opgivet at kæmpe for Lorraine, og Marty derfor er ved at forsvinde fra tidslinjen (fordi han så aldrig vil blive født)? Men, så skifter George mening og går tilbage og slår Biff ud, og så er tidslinjen – bogstaveligt talt med et slag – genoprettet, og Marty er sikker på at blive født. Det fungerer dramatisk og komisk og er en fed scene, men det fungerer bare ikke logisk. En tidslinje er et resultat af samtlige faktorer der leder til en given beslutning (og altså også til at nogen evt. skifter mening), og når de faktorer er på plads, så er den endelig beslutning jo uundgåelig. Tidslinjen forholder sig ikke afventende overfor en persons bevidste beslutning før den indretter sig efter den, eftersom dén udviklingsretning allerede er fastlagt. Man kan tilgive en komedie som Back to the Future for sådan en fejl, men det er grellere i en mere alvorlig film som Days of Future Past, som i klimakset har en på mange måder identisk situation. Indvendingen fra forfatterens side vil nok være den samme som i Back to the Future: at det primært tjener en dramatisk funktion. Jo, bevares, men det er stadig et logikhul i min sci-fi optik, og det burde være undgået.

Ikke desto mindre er X-Men: Days of Future Past en spændende og meget underholdende film, fyldt med gode scener og sjove detaljer, og der er ingen tvivl om at den har en kvalitet der vil retfærdiggøre indtil flere gensyn.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 41

Udgivet i Film | Tagget , , , | 1 kommentar

Errors of the Human Body

Udgivet den maj 20, 2014 af Admin

errors_of_the_human_body_xlgErrors of the Human Body
Film, Tyskland/USA 2012, 105 min.
Instr.: Eron Sheean
Medv.: Michael Eklund, Karoline Herfuth, Rik Mayall, m.fl.

En engelsksproget tysk produk­tion, lavet med amerikanske penge, instrueret af en australier, med en canadisk mandlig hovedperson, og en englænder i en mindre hovedrolle – Errors of the Human Body kan i den grad siges at være en international produktion. Den har kun et lille budget, men historien er ganske fin og i den ‘hårde’ del af science fiction genren.

Videnskabsmanden Jeffrey Burton har baseret sin karriere på sygdommen ‘Burton’s Syndrome’, som hans søn blev født med. Sønnen levede kun i få uger, og flere år senere er Burtons karriere ved at gå i stå, bl.a. fordi han er deprimeret over sin søns død og over at være blevet skilt fra konen. Men han tilbydes et job i et tysk laboratorium, hvor en af hans tidligere studerende, som han i sin tid havde en affære med, også arbejder.

Hun har opdaget et stof som kan regenerere afskårne lemmer på rekordtid og laver dyreforsøg for at se om det kan fungere på pattedyr (og således mennes­ker). Men en russisk forsker i samme laboratorium stjæler hendes stof og laver sine egne, mere umoralske forsøg. Da Jeffrey prøver at sætte en stopper for dette, inficeres han selv med stoffet.

Både ideer og personskildringer er af beundringsværdig kvalitet; overbevisende og interessante, omend handlingen sine steder er lidt langsom og persongalleriet er meget lille. Rik Mayall spiller laboratoriets leder, i en helt seriøs rolle, og det gør han godt. Der er enkelte detaljer man kunne kritisere, såsom den skødesløse måde Jeffrey bliver inficeret på – sådan ville en erfaren videnskabsmand nok ikke gøre. Men alt i alt en ganske fin science fiction film af en mere realistisk type, som man ikke ser så tit.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Dungeons & Dragons 3: The Book of Vile Darkness

Udgivet den maj 19, 2014 af Admin

DD3Dungeons & Dragons 3: The Book of Vile Darkness
Tv-film, England, 2012, 90 min.
Instr.: Gerry Lively
Medv.: Jack Derges, Aaron Saxton, Anthony Howell, Eleanor Gecks, m.fl.

En ven kom på besøg en aften med denne fantasy-film under armen. Jeg troede først at det var den første eller anden film i serien, for jeg anede ikke at der var kommet en tredje. Den første D&D film – helt tilbage fra år 2000 – er så frygtelig at den dræner kroppen for flydende smerte (liquid pain – det er et begreb fra disse film!), og jeg har viist og bevidst undgået toeren (D&D: Wrath of the Dragon God, 2005). Men nu skulle treeren dog lige have en chance. Og når man tilgår den med de lavest mulige forventninger, så er den faktisk slet ikke dårlig.

En lovende ung ridder, Grayson, fra en ridderorden dedikeret til Pelor, lysets gud, tager ud for at redde sin far (tilhørende samme ridderorden), som er blevet bortført af barbarer ledet af den onde Shathrax, der vil dræne ham for flydende smerte, fordi de skal bruge det til at aktivere en necronomicon-agtig bog. For at nærme sig Shathraxs borg uden at afsløre sig som en lys-ridder, slutter Grayson sig til en gruppe meget dystre typer, bestående af en fighter, en assassin, en magic-user og en Vermin Lord. All bad guys! Grayson går mere og mere på kompromis med sine principper – ja, han ender faktisk med at overtræde dem alle sammen – og man sidder faktisk og frygter at han bliver ond, sådan rigtig! Selv da et virkeligt uhyggeligt udødt barn skal næres ved hans ondskab, bliver han ikke afsløret! Historien opretholder tvivlen om hvorvidt vores helt egentlig ender som en helt eller en skurk helt til sidste scene, og det er faktisk ret godt gået. Desuden er historien forbilledligt enkel (selvom man i begyndelsen her og der glemmer hvad plottet egentlig er, for der kommer jo lige en drage og andre forhindringer i vejen), og selvom pro­duktions­værdierne er billige, så tager de ukendte skuespillere deres dunkle job alvorligt. Overraskende for en tv-film skorter det heller ikke på sex-scener og topløse kvinder (forklaringen på dette er nok at filmen er en britisk og ikke en amerikansk produktion). Den sjoveste scene i filmen er i begyndelsen, hvor vores ridder tager ind i en butik og bare lige køber sig en Paladin-rustning, et magisk sværd og en flaske gift – i handy håndkøb! Der er mange gode referencer til rollespillets detaljer og figurer, og man møder f.eks. også en Helmed Horror.

Det er meget muligt at man vil finde filmen skuffende hvis man havde høje forventninger til den, men hvis man som jeg havde lave forventninger, så risikerer man sgu at blive imponeret.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

RoboCop

Udgivet den maj 18, 2014 af Admin

Robocop2014RoboCop
Film, USA 2014, 118 min.
Instr.: Jose Padilha
Medv.: Joel Kinnaman, Michael Keaton, Gary Oldman, Samuel L. Jackson, Abbie Cornish, m.fl.

I dag anvender USA ubemandede drone-fartøjer til at ”beskytte amerikanske interesser” rundt om i verden, og de beder ingen andre om lov. Dog bruger de dem (så vidt vides) ikke på amerikansk jord. Det er denne situation som denne nye version af RoboCop tager udgangspunkt i – og den er ligeså provokerende som den originale film.

I den nye film har USA i 2028 skabt en slags ekstern politistat ved at sende fuldautomatiske robocops – altså robotter uden mennesker inden i – til alle slyngelstater (og gud ved hvor ellers) og derved opnået det endelige amerikanske verdenshegemoni som højrefløjen derovre drømmer om. Men på egen jord er 72% af det amerikanske folk imod at lade en maskine være både dommer, jury og bøddel, så det er blevet ulovligt at bruge robocops’ene inden for landets grænser.

Omni Corp, som laver robotterne, mener at pengene fosser ud af deres kasse fordi de ikke har adgang til det amerikanske marked, og de planlægger derfor at skabe en delvist menneskelig robocop som folket kan få tillid til og dyrke som helt, så den omtalte lov kan blive ophævet. Det går naturligvis hverken stille eller etisk for sig.

Alex Murphy udsættes for en bilbombe som smadrer hele hans krop undtagen hovedet, hjertet og lungerne, og udstyres så med en robotkrop. Men da hans samvittighed hele tiden kommer i vejen, skruer den geniale læge, fint spillet af Gary Oldman, simpelthen ned for hans dopamin-niveauer, som styrer hans bevidsthed og frie vilje! Men det er jo svært at holde en god robocop nede, så…! Der bliver naturligvis smæk for skillingen.

Noget af det bedste ved filmen er Samuel L. Jackson, som spiller den Fox News-agtige tv-guru Pat Novak, som fortæller om situationens udvikling med en skarpt højredrejet attitude. På et tidspunkt inviterer han den progressive senator i studiet (i form af et hologram), for bare med det samme at smide ham ud igen så snart han udtrykker en anderledes holdning.

Filmens store politiske fortjeneste er at den faktisk udpensler hvordan store virksomheder manipulerer med politikere og lyver for folket for at opnå deres gunst, dvs. illustrerer hvordan erhvervslivet og højreorienterede politikere er i seng med hinanden og bedriver stærkt udemokratisk virksomhed (på mere end én måde!).

Instruktøren af den nye RoboCop, Jose Padilha, er brasilianer, og jeg hører fra min nye Facebook-ven, Ed Neumeier (manus-forfatteren til den oprindelige RoboCop-film og til Starship Troopers-filmene) at Padilha kæmpede en brav kamp mod filmselskabet MGM om også at gøre den nye film politisk, og han vandt! Fantastisk!

Jeg giver filmen 8 stjerner, og det er samme antal som jeg giver den originale RoboCop-film. Jeg har aldrig været helt ligeså stor fan af RoboCop som af Starship Troopers; jeg synes at Verhoevens 1987-film var præget af et budget der var for lille til at realisere hans vision. Det problem er heldigvis løst med genindspilningen, som ser spektakulær ud på alle måder. Når jeg ikke giver den 9 eller 10 stjerner er det fordi en del af action-scenerne er lidt meningsløse og kun består af en masse plafferi som ikke siger mig så meget. Men i forhold til en typisk Hollywood-film er der godt med tankevækkende gods i denne sci-fi produktion, og det kan man kun være særdeles taknemlig for!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Manborg

Udgivet den maj 17, 2014 af Admin

ManborgManborg
Film, Canada, 2011, 72 min.
Instr.: Steven Kostanski
Medv.: Matthew Kennedy, Adam Brooks, Conor Sweeney m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2013

I fremtiden har den onde Grev Draculon og hans hær af nazi-dæmoner overtaget verdensherredømmet. De begik bare én skæbnesvanger fejl undervejs: Da de dræbte den forkerte mand, dræbte de ham ikke nok!

Pågældende soldat, der både har mistet sin bror og selv er faldet i kampen mod ondskabens horder, vækkes til live igen som titlens Manborg – halvt menneske, halvt maskine og helt bøvet. Han slår følgeskab med søskendeparret Mina og Justice (der mestrer henholdsvis knive og pis­toler) og den eftersynkroniserede kampsportsekspert #1 Man. Det er på tide at afdække Manborgs herkomst, hævne brormands død og bringe ondskaben til knæfald.

Det hele er mindst lige så cheesy og fjollet som det lyder, og det er også planen. Manborg er dels pastiche over og mestendels parodi på et miskmask af VHS-æraens genre-B-film og start-90ernes full motion video-computerspil med alle de tommetykke klichéer og tåkrummende skuespilpræstationer, der nu prægede disse produktioner.

Filmens udtryk er præget af tydelige discountsminke-effekter og hyggelig stop motion-animation, men også en overflod af tydelig green screen, dårlig computergrafik, lav framerate (der til tider får selve skuespillerne til at virke stop motion-animerede) og alt for mange close ups. Det er tydeligt, at folkene bag filmen har lagt stor omhu i og hygget sig med at ramme alle dårligdommene på kornet, men det betyder også, at Manborg næsten sigter for bredt.

Alt andet lige er der et vist spænd mellem eksempelvis dårlig postapokalypse på VHS og Mortal Kombat-spillene, både indholds- og udtryksmæssigt, og ligeledes virker sammensuriet af grovkornede effekttyper noget ujævnt. Fortællingen formår i rimelig grad at rumme de elementer, den så gerne vil favne, men ikke uden at det til tider bliver lidt anstrengt. En smallere fokuseret genreimitation havde formentlig givet et mere gennemført produkt. En film, der umiddelbart havde været sværere at skelne fra inspirationsmaterialet, men netop forstod den fine balance i at overgøre sine virkemidler de rigtige steder, så den i modsætning til det parodierede endte med at være frivilligt morsom.

Ikke at Manborg ikke er ufrivilligt morsom, men den er ofte meget åbenlys i sin komik, eksempelvis med sideplottet om den onde monsterbaron, der er ulykkeligt forelsket i Mina – “Called her prisoner no. 7 … But to me, she was always prisoner no. 1!” – eller når en velsmurt dræbermaskine som Justice ikke kan finde ud af at tilberede en pulverblanding. Selv om min pointe netop er at projektet ville være mere gennemført om humoren var mere subtil, morede jeg mig ironisk nok bedst over den åbenlyse af slagsen. Måske fordi filmen i sin øvrige udtryksform maler med en alt for bred og insisterende (og for øjnene ofte fornærmende) pensel.

Efter rulleteksterne følger i konceptets ånd en ganske sjov falsk trailer for BioCop, en anden VHS-æra-parodi, som i sit udtryk ser noget mere konsistent ud. Traileren trækker måske lidt i langdrag, da den gerne vil inkludere flest mulige sjove påfund, når nu der måske ikke bliver tale om en reel film. Samtidig ligner den dog et bud på, hvordan Manborg måske havde fungeret optimalt: en perle­række af genreparodiske scener uden alt det mellemliggende juks.

Manborg høster tilsyneladende mange roser rundt omkring, og jeg er måske bare djævelens sure, gamle advokat her. Hvor meget jeg end kan se og bifalder hvad filmskaberne gerne vil, blev jeg bare sjældent revet med af filmen.

Retfærdigvis skal det nævnes, at jeg så Manborg i fuldkommen ædru tilstand. Jeg kan ikke udelukke, at tilføjelsen af øl og flæskesvær kan hæve karakteren nogle takker, og jeg lader gerne tvivlen komme den til gode ved et gensyn. Personligt elsker jeg “so bad, they’s good”-film, men de lader sig ikke sådan bare lige fremstille syntetisk! Den ædle kunst bunder i et uforvarende og ikke nærmere definerbart blandingsforhold mellem oprigtighed, ildhu, manglende ressourcer og ditto talent, der til hver en tid vil gøre den ægte vare sjovere.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 39

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

John Dies at the End

Udgivet den maj 16, 2014 af Admin

John DiesJohn Dies at the End
Film, USA, 2012, 96 min.
Instr.: Don Coscarelli
Medv.: Chase Williamson, Rob Mayes, Paul Giamatti, Clancy Brown m.fl.
På DVD og Blu-Ray fra Another World Entertainment, 2013

Filmen, du nu skal til at læse en anmeldelse af, bygger på en roman af David Wong, hvad der også er navnet på historiens hovedperson. Men det kan være et sammenfald, for sidstnævnte påpeger forholdsvis tidligt, at han skiftede til dette efternavn, fordi det er det mest almindelige i verden. Så måske kan vi være ganske rolige, måske er der slet ikke tale om virkelige hændelser. Måske er vi slet ikke på skideren…

Hvorom alting er, befinder fortællingens David Wong sig på en kinesisk restaurant, hvor han forsøger at dele sin mildt sagt bizarre beretning med den skeptiske journalist, Arnie Blondestone, som dog har en brat opvågning i vente. Davids bedste ven er John, der muligvis dør til sidst. Forinden involveres de to lade typer dog uforvarende i et rod af apokalyptisk tilsnit, da John køber et bevidsthedsudvidende stof af en synsk jamaicaner.

Stoffet, der går under betegnelsen ‘sojasovsen’, giver ud af kroppen-oplevelser, der trodser grænserne for tid og dimensioner, men ikke alle brugere vender tilbage med deres menneskelighed intakt. Det går op for de to venner at der er mere mellem himmel og jord end de nogensinde ønskede at kende til og at det har i sinde at lægge sine slimede tentakler på vores verden. Der er med andre ord ikke andet for end at tage det sømbeslåede baseballbat i den anden hånd og sparke noget monsterrøv.

John Dies at the End er et fandenivoldsk overflødighedshorn af absurde optrin og uforudsete drejninger. Trods det Lovecraft-agtige tema med grusomme væsner fra fremmede dimensioner og trods en del splattede optrin, bevarer filmen en let og legesyg tone. Et aggressivt, flyvende overskæg, telefon­opkald på tværs af tid og det hinsides og et dørhåndtag, der ved berøring forvandler sig til en stor penis vil næppe appellere til den brede (eller for den sags skyld pæne) smag, og konceptet ville aldrig slippe helskindet igennem et større filmselskabs pengemaskine. Af samme grund er effekterne måske ikke noget at råbe hurra for, men de er charmerende, opfindsomme og kreativt anvendt, som eksempelvis da en blodig effektscene, der næppe var råd til at lave i live action-udgave, illustreres gennem en herligt grotesk tegnefilmsekvens.

Som det måske fremgår, holder jeg med John Dies at the End, men træerne vokser desværre ikke ind i himlen. Åbningsscenen refererer med glimt i øjet paradokset om Theseus’ skib. Den slår ganske vist tonen an, men pointen bliver hængende i luften og klinger hult, da den aldrig rigtig kobles sammen med det øvrige af filmen. Lidt research afslørede, at oplægget vedrører noget væsentligt indhold fra bogen, men dette er udeladt i filmatiseringen. Nu er jeg ikke en af disse pedantiske typer, der mener, hele en bogs indhold pinedød skal medtages i filmudgaven, men resultatet må altså gerne hænge sammen. Diverse andre elementer af filmen forekommer ligeledes lidt uforløste eller forjagede og lugter af, at man gerne har villet rumme flest mulige af historiens påfund på alt for lidt plads.

Heldigvis spartler filmen flittigt sine plothuller og øvrige mangler over med velgørende flabethed og fortælleglæde, godt hjulpet på vej af en vel-castet gruppe skuespillere. Alt i alt var jeg rigtig godt underholdt af den, og hvis intet af ovenstående har skræmt dig væk, bør du ikke betænke dig med at suse ned efter et fix sojasovs fra din lokale filmpusher.

Tilbage står vi selvfølgelig med spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er værd at bruge penge og tid på en film, der tilsyneladende allerede i titlen afslører udfaldet …

“Dør John virkelig til sidst??”.
Tja, gør vi ikke alle?

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 39

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Pacific Rim

Udgivet den maj 15, 2014 af Admin

pacific-rim-plakatPacific Rim
Film, 2013, 131 min.
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Charlie Hunnam, Rinko Kikuchi, Idris Elba, Ron Perlman m.fl.

Guillermo del Toros (f.1964) film Pacific Rim handler om en krig mellem menneskene og nogle monstre fra havet, som i filmen kaldes kaiju.

Pacific Rim er en hyldest til to genrer, nemlig kaiju eiga og mecha. Mecha er en undergenre af science-fiction, som er centreret om mennesker der er inden i robotter). Kaiju eiga er en genre centreret om destruktive kæmpemonstre, hvoraf Godzilla  er en af de mest kendte. Og med i Pacific Rim er der både kæmpemonstre, der ødelægger alting på sin vej, og kæmperobotter.

Menneskene har udviklet nogle kæmperobotter til at kæmpe imod kaiju. Disse robotter kaldes i filmen jaegere. En jaeger er styret af to piloter, der ved en særlig tekniks  hjælp skaber en forbindelse mellem piloternes hjerner og  de kan på den måde mærke hinandens følelser og tanker.

Vi følger piloten Raleigh Beckett, hvis bror dør i en kamp med en kaiju.  Raleigh trækker sig siden tilbage fra krigen mod Kaiju og bliver bygningsarbejder. Krigen mellem menneskene og kaiju varer i flere år; i år 2020 er krigen kommet i en afgørende fase. Politikerne støtter ikke jaeger-programmet mere, men vil i stedet for bygge kæmpemure som forsvar mod kaiju. De skal derfor rykkes til Hong Kong,  hvor de  efter nogle måneder vil miste al støtte.  Lederen for modstanden, Pendecost, får overtalt Raleigh til at komme tilbage og kæmpe for at undgå apokalypsen.  Og hvordan det går, vil jeg ikke afsløre her.

Historien i filmen er således enkel, men effektivt fortalt. Pacific Rim underholder. Guillermo del Toro er  en bevidst billedmager, der har en filmisk vision og  skaber en gennemført æstetik. Actionscenerne hvor jaegerne slås mod kaiju, er godt lavet.

Når det er sagt, må det alligevel siges at Pacific Rim er hans svageste film til dato. Det gælder både del Toros tidligere mere mainstream kommercielle film som Blade 2 og Hellboy-filmene og i særdeleshed en film som Pans labyrint, som er et mesterværk.

Den første kampscene mellem kaiju og jaeger i filmen foregår midt ude på havet. Det ser godt ud. Men her er der så et problem.  Det ser ud som om, at ude på havet er vandet kun nogle få meter dybt. En scene der kun er lavet fordi det ser flot ud at slås ude på havet.  Senere slås de på havbunden, hvor havet nu pludseligt er meget dybt!

Skuespillet er generelt ok,  men specielt Rinko Kikuchi, der spiller Mako, Raleighs partner, leverer en god præstation. En af de bedste scener er den hvor Mako skal være pilot sammen med Raleigh på en jaeger. Her bliver Mako fanget af sit egen erindring om sit traume fra barndommen, hvor hun er ved at blive slået ihjel af en kaiju, og det er tæt på at ende grueligt galt. Det sker fordi erindringer spiller en central rolle i det program (der kaldes the drift) som gør at jaegerpiloterne kan mærke hinandens følelser og vide hvad de tænker. Denne scene trækker helt klart i den rigtige retning. Men filmen trækker også i en anden, mere uheldig retning, nemlig at flere personer er meget karikerede. Her tænker jeg på den skumle sælger af døde kaijuers legemdele, Hannibal Chau (spillet af Ron Perlman), og videnskabsmændene, der skal hjælpe til med at vinde krigen.

Filmens karikerede videnskabsmænd, som det er meningen skal være morsomme, men ikke er det, trækker filmens kvalitet ned. Karikaturerne fungerer ikke. Del Toro kan ellers godt finde ud at karikere sine figurer så det fungerer. Det gør de karikerede figurer i Hellboy filmene.

Det ville klart have gjort filmen bedre hvis specielt videnskabsmændene ikke var karikerede. Så ville filmens tone ikke stritte i forskellige retninger, og man ville have fået mere interessante personer og dermed en bedre film ud af det. Godt nok udgiver filmen sig ikke for at være andet end en dessert, men fløden kunne godt være pisket noget bedre.

Karakter: 5 stjerner ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 39

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Tuschmørke 1

Udgivet den maj 14, 2014 af Admin

Tushm_rke_1_coverTuschmørke 1
Tegneserie-antologi
Ondskabens Flydende Vatikan
2013, 84 sider

Det lille amatørforlag Ondskabens Flydende Vatikan har i de senere år udgivet en halv snes numre af tegneserie-antologien Fantasmagori (sidste nr., nr. 10, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 37), og den serie erstattes nu af en ny antologi-serie med titlen Tuschmørke.

Første historie af de seks i dette album hedder “9 Flak”, er på 23 sider og kreeret af Asger Grevil. Det er en hyldest til fimen The 5th Element og beskriver én eneste lang jagtscene gennem en futuristisk by. En kvinde har glemt sin pung og må flygte fra regningen på en café, men indehaveren lader hende ikke slippe så let, da han er en formskiftende monster-alien! Det er måske lidt mange sider at bruge på så enkel en sekvens – det bliver lige lovlig luftigt.

Anden historie er Peder Riis’ “Rebrandede ryttere” på 15 sider. I den har en lettere diabolsk spindoctor påtaget sig at give apokalypsens fire ryttere et nyt og mere tidssvarende image! Det er da en idé med kant! Sjov historie, tegnet i en god, karikeret stil som tydeligvis er i rivende udvikling.

Tredje historie er den 8-siders “Camouflage” af Patrick Leis, som også er et spinoff af en af Leis’ seneste gyserromaner, Sort vand. En nyskilt far flytter ind i et nyt hus og finder noget underligt ‘maling’, som han er dum nok til at bruge i sin datters nye børneværelse. Så vanker der tentakler! Leis, som har vundet flere mesterskaber i bodypainting, tegner i en erfaren men eksperimenterende stil, og her med et old-school billede-arrangement – hvilket er absolut positivt ment. Hans historie ligner en klassisk tegneserie, og stilen virker inspireret af Loisel.

“De udvalgte” hedder den fjerde historie, som er en 12-siders sag skrevet af Peder Riis og tegnet af Rikke Lindskov Loft. Den handler om valkyrier der henter slagne vikinger og er et indlæg i debatten om hvordan en sexet kvinde bør se ud. Det er der heldigvis flere meninger om, og vikingerne her er (måske) heldige nok til selv at kunne vælge! Tegnestilen er dejlig cartoony, og fungerer meget fint til historiens formål.

Lene Fagerlund Larsen står for den femte historie, den 7-siders “Kældernatur”. Sophia, der tilsyneladende lever i viktoriansk tid, har besøg af sin søster, som fortæller at det er begyndt at rygtes at Sophia er ved at blive sindssyg. Så ankommer der en kanin med posten, og Sophia tager den med ned i sin kælder, hvor der lader til at være et helt naturreservat! Eller måske er det Sophias sindssyge… En flot tegnet lille historie med flot anvendelse af gråtoner.

Den sidste af de seks historier er den ligeledes 7-siders “Hotellet” af Johannes Havelund. Den blev til på basis af stikordene “bas”, “hotel” og “døden” og er en kort beretning om en cellospiller på et hotel. Den indeholder flere betragtninger om det underlige hotel, og er stemningsfuldt tegnet.

Det er svært at undgå at bemærke at flere af historierne i denne antologi ikke er særlig plotstærke. Selvfølgelig kan man ikke nå at putte særlig meget historie ind på så få sider, men jeg sad nu og kunne godt tænke mig at flere af historierne havde en klar konflikt, som blev behandlet med begyndelse, midte og afslutning. Tegneserier kan være drevet primært af enten historien eller tegningerne; generelt kan man endda sige at den amerikanske tegneserie-tradition ofte er historie-drevet, mens den europæiske er mere tegning-orienteret. Her lægger Ondskabens Flydende Vatikan sig klart – og ikke overraskende – i den europæiske tradition, hvor de fleste af dem tydeligt er fascineret af tegningerne mere end af nødvendigheden af at have en kraftfuld historie. Nu er jeg selv mest til den amerikanske tradition, med fokus på historien, og jeg kunne godt ønske mig at nogle af Vatikanets serieskabere måske gjorde lidt mere ud af plot-substansen og eventuelt kombinerede deres tegne-evner med nogle forfatterspirer – men det afhænger selvfølgelig af hvad de egentlig vil med deres serier. Er det ren fritidsfornøjelse eller har de karriere-ambitioner? For indeværende synes jeg, det tyder mest på det første.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Joe Hill – NOS4R2

Udgivet den maj 13, 2014 af Admin

Nos4r2NOS4R2
Roman af Joe Hill
Gollancz, 2013, 692 sider

Joe Hill er søn af Stephen King. Når det overhovedet er nødvendigt at nævne denne i bund og grund ligegyldige oplysning i forbindelse med anmeldelsen af hans seneste roman, er det fordi, NOS4R2 er det nærmeste, Hill indtil videre er kommet på at skrive en Stephen King-historie.

Hvor Hills forrige romaner, Heart-Shaped Box og Horns, beviste, at han har sin helt egen stemme som forfatter, er det som om, han denne gang har givet pokker i eventuelle sammenligninger med sin berømte far og kastet sig over temaer fra King-land (noget Hill faktisk også har givet udtryk for i interviews), samtidig med at han har skrevet sin suverænt længste roman.

Trods titlen har NOS4R2 – skal læses som “Nosferatu” – intet med traditionelle vampyrer at gøre, men er nummerpladen på den bil, som bogens skurk kører rundt i.

I stedet handler romanen om Victoria ‘Vic’ McQueen, der som otte-årig opdager, at hun kan transportere sig, hvorhen hun vil ved hjælp af sin cykel og en bestemt bro nær sit hjem. Desværre bringer det hende på kollisionskurs med den dæmoniske og tilsyneladende udødelige Charlie Manx, som tager børn med i sin 1938 Rolls Royce Wraith til det mareridtagtige Christmasland, hvor han suger livskraften ud af dem. Med andre ord: En murstenstung roman, hvor hovedpersonen er et barn med særlige evner, hvilket gør, at hun bliver jagtet af onde kræfter, og hvor er det lige, man har set den slags før?

Så langt, så Stephen King, men Joe Hill begrænser ikke sin historie til barndommen. Han lader også læseren følge Vic som voksen og viser, hvilken pris hun har måttet betale for sit møde med det overnaturlige og Charlie Manx: Adskillige indlæggelser på psykiatriske institutioner, alkohol- og stofmisbrug og et anstrengt forhold til sin søn, som har oplevet sin mor svigte i lidt for mange situationer.

En af Hills styrker er hans evne til at skabe personer, der føles så levende, at man som læser er villig til at følge dem hele vejen, selv om de langt fra er perfekte. Det var tilfældet i både Heart-Shaped Box og Horns, og i NOS4R2 er Vic så godt portrætteret som barn, at det gør ondt i hjertet at opleve, hvordan hendes liv senere udvikler sig.

Det skader selvfølgelig heller ikke, at Hill kan skabe scener, der er fænomenalt beskrevet, at man nærmest kan se filmversionen for sig, og at han er i stand til at strikke et plot sammen, der er så åndeløst nervepirrende, at man er nødt til lige at tage et kapitel til for at se, hvad der sker, selv om det går ud over ens nattesøvn. Så tager man med, at NOS4R2 er mere spændende end egentlig skræmmende, og at Charlie Manx og Christmasland mest af alt virker som om, de hører hjemme i en Tim Burton-film og aldrig bliver så isnende uhyggelige som de mest mareridtsagtige skabninger fra … nå ja, Stephen King.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Stefan Spjut – Stallo

Udgivet den maj 12, 2014 af Admin

stalloStallo
Roman af Stefan Spjut
Oversat af Jacob Jonia
Klim, 2013, 540 sider, 349 kr.

Det er ikke så ofte, en bogs udseende bliver nævnt i en anmeldelse, men designet af svenske Stefan Spjuts roman Stallo fortjener et par ord med på vejen. Kanten på siderne er nemlig sorte, så bogen fremstår som én stor, sort, massiv klods.

Malmø-forfatteren Nene Ormes’ urban fantasy-romaner Udda verklighet og Särskild har faktisk et lignende udseende, og så kunne man forledes til at tro, at det er et svensk fænomen, som Klim bare har kopieret. Men de svenske udgaver af Stallo har almindelige hvide kanter, så alt tyder på, at det danske forlag har tilladt sig at tænke kreativt da omslaget skulle designes. Så stor ros til Klim for initiativet eller rettere til designeren Christian Hunne­rup Hvid for at have skabt en bog, der skiller sig ud.

Men hvad så med selve romanen? Lever indholdet op til den opsigtsvækkende indpakning? Ikke helt, desværre, selv om det er tæt på. Stallo er lidt for lang tid om at komme i gang, og undertegnede skulle omkring hundrede sider ind i handlingen, før den begyndte at fænge, men så bed den sig til gengæld også godt og grundigt fat.

Ordet ‘stallo’ stammer fra samisk mytologi og bruges om store, menneskelignende (og -ædende) væsener, men i Stefan Spjuts roman antager de mange forskellige størrelser og former og betegnes både som trolde og kæmper af bogens personer.

En af dem er den unge Susso, som i fritiden driver en krypto­zoologisk hjemmeside om disse væsener, fordi hendes morfar engang tog et luftfoto, hvor man kan ane en bjørn, der har en nøgen, menneskelignende skikkelse siddende på ryggen.

Via hjemmesiden bliver Susso kontaktet af en kvinde, som har set et lille, mystisk væsen ved sit hus, og hun tager derhen for at skaffe fotografiske beviser. Det lykkes hende faktisk at få taget et billede af væsenet, men kort efter forsvinder kvindens barnebarn, og det går op for Susso, at en række børn, som gennem årene er meldt savnet, kan kædes sammen med, at folk samtidig har set noget uforklarligt.

Sideløbende følger bogen den unge mand, Seved, som lever afsondret på en gård i noget, der minder om en sekt, men hvor det gradvist går op for læseren, at det er mennesker, som har påtaget sig at holde væsenerne i skak, så de ikke gør mere skade end højst nødvendigt. En måde at berolige dem på, er netop ved at give dem små børn som selskab, og en dag bliver Seved bedt om at foretage en bortførelse …

Det er her, at Stallo for alvor går hen og bliver uhyggelig, og spændingen skrues i vejret, fordi man både kan identificere sig med Sussos forsøg på at få opklaret mysteriet, mens man samtidig forstår Seveds dilemma efter at have set, hvad der sker, hvis væsenerne får lov til at slippe deres kræfter løs.

Stefan Spjut skriver i ekstremt detaljeret sprog, og det er både romanens styrke og svaghed. Eksempel: “Fra klædeskabet hentede hun den armygrønne rygsæk, der egentlig var Torbjörns. På flappen sad et rundt stofmærke, som forestillede et ulvehoved med åbent gab og en kongekrone.”

På den ene side har detaljer som disse intet med handlingen at gøre og er kun med til at trække den i langdrag, men omvendt sørger de faktisk for at rodfæste den i virkeligheden og gør, at man vitterligt ender med tro på, at der render kæmper, trolde og andre sære væsener rundt i de svenske skove. Og netop som man undrer sig over, hvordan disse væsener har kunnet undgået at blive opdaget i disse moderne tider, hvor det nærmest virker umuligt at holde noget skjult, så kommer Stefan Spjut også med en god forklaring på det.

Stallo kræver en vis tålmodighed hos læseren, men den er indsatsen værd for dem, som har mod på en thriller, der tager udgangspunkt i skandinavisk my­tologi. Dem kan der desværre ikke siges at være for mange af.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar