Underworld
Instruktør: Len Wiseman
Film, 2003, 121 min.
Medv.: Kate Beckinsale, Scott Speedman, Bill Nighy, Michael Sheen m.fl.
Plottet: Vampyrer og varulve ligger i krig. Man ved ikke helt hvorfor, for det er forbudt at granske klanernes historie. Men Selene, vampyrernes fremmeste ‘dødemager’ (deathdealer) bliver inddraget i begivenheder der lidt efter lidt tvinger hende til at komme til bunds i sagen.
Vampyr/varulve-skildringen: Selve vampyrerne og varulvene er ikke specielt originalt fremstillet. Hvad angår metamorfosen mellem menneske og varulv, er der ikke meget nyt at komme efter; effekterne ser gamle og ikke videre imponerende ud. Vampyrerne er lidt mere stilfulde og sofistikerede og står bestemt i gæld til Anne Rice.
Selvom vi ikke hører meget om det – vi ser faktisk stort set ikke disse vampyrer drikke blod – så virker det som om vampyrerne i denne film næsten ikke angriber mennesker længere, men lever af donor-blod, enten fra dyr eller måske endda fra hinanden. Men nogle egentlig nye aspekter af disse traditionsrige figurer skal man ikke lede efter her (måske lige bortset fra at varulvene kan ‘skifte ham’ når de vil og ikke længere er slaver af fuldmånen). Vampyrerne lader til at være gået i stå i deres egen gotiske dekadence, og varulvene er nogle slagsbrødre der ikke ligefrem giver indtryk af at være et velfungerende undergrundssamfund. Det til trods er filmens øvrige aspekter imidlertid ret så interessante.
Skuespillet: De tre stærke rol-ler i filmen er Selene (Kate Beckinsale), vampyrlederen Viktor (Bill Nighy) og varulvelederen Lucian (Michael Sheen). Alle tre er exceptionelle britiske skuespillere, og de figurer, de bringer til live i Underworld, er alle overraskende effektive og stilrene. Takket være deres indsats, og en velskruet dramatisk dimension i øvrigt, bliver dette til en af genrens mest vellykkede film, i klasse med Interview with the Vampire, omend den langtfra er perfekt og også indeholder en del kedelige sekvenser, lave fællesnævnere og plothuller.
Det negative: Stilistisk set hopper Underworld især med på to irriterende, men populære trends: for meget sort læder/latex og for mange larmende pistoler. Ud over gothmodefænomenet i det hele taget var det vel nok The Crow som startede – eller i hvert fald kraftigt intensiverede – disse Hollywoodtrends, og en hel del film, fra The Crows mindreværdige efterfølgere og til stilstudier som Matrix og Equilibrium, har holdt denne nye moderne tradition i hævd. Når det gøres virkelig godt, som i Matrix, er det – til en vis grænse – flot og sejt at se på, men populær underholdning er desværre et studie i overdrivelser og mangel på mådehold, og også disse trends overdrives i næsten uudholdelig grad, indtil det man ser på skærmen bliver til rent visuelt nonsens. Jeg har især noget imod de evigt lynende pistoler, som jeg synes er håbløst kedsommeligt. Hvad er det lige, der er så sejt ved dét? Det er i sidste ende intet andet end en erstatning for mere subtile måder at fremme historien og dens konflikter på. Hvis man ikke kan finde på anden interessant interaktion mellem historiens protagonister og antagonister, så kan man jo altid få dem til at tømme nogle ammunitionsmagasiner i hovedet på hinanden. Og det gør man så. Igen og igen, indtil det er blottet for enhver mening eller pointe. Men, selvom det er et uoriginalt element af den forhåndenværende film, har Underworld heldigvis andre fortrin.
Det positive: Det bedste i filmen er de steder hvor de tre mest prominente vampyrer – Selene, Kraven og Viktor – spiller mod hinanden. Kraven, som er den lokale vampyrklans leder mens Viktor er i dvale, er en inkompetent, selvcentreret og magtsyg bureaukrat, som er besidderisk forelsket i Selene. Hun lader sig imidlertid ikke narre af ham, men nægter at adlyde hans ordrer og behandler ham kun med fortjent afsky. Som leder er Kraven fornærmet og frustreret over dette, men kan ikke rigtig gøre noget ved det, da Selene både i sjæl og krop er for stærk til at lade sig dominere af ham. Da Kraven endelig får nok af hendes opsætsighed og vil forvise hende, gennemtrumfer Selene en strategisk perfekt genoplivning af Viktor, så Kravens magtgrundlag undergraves, for ikke at sige bortfalder. Disse vampyrpolitiske elementer skaber ægte spænding og intensitet i filmen, til forskel fra den mere direkte handling, med Michael Corvin, et menneske, som varulvenes leder af en eller anden grund er interesseret i. Spillet mellem Selene og Michael, som vist vagt skal forestille at blive forelskede i hinanden, kører på alt, alt for lavt blus og forsømmer fuldstændigt at nå nogle følelsesmæssigt engagerende højder. Da vi – heldigvis – ser handlingen fra Selenes synspunkt og aldrig rigtig stiller skarpt på Michaels tilværelse, forbliver han en persona non grata, hvis funktion ikke er andet end en McGuffin. Som person bliver han dog aldrig til mere end en ‘bystander’. Kate Beckinsales skønne Selene bærer filmen, og enhver anden beslutning ville også utvivlsomt have resulteret i en dårligere film. Som den er, er Underworld intet mindre end en B-filmperle.
Tegneserien: En måneds tid før den danske premiere udkom tegneserieudgaven af Underworld fra IDW Publishing. Det er en tegneserie over filmen (filmen er, til forskel fra så mange andre film for tiden, ikke oprindeligt baseret på en tegneserie). Den er tydeligvis konstrueret direkte fra filmens storyboards og bruger stort set den samme dialog som i filmen. Nogle billeder ser ud til at være tegnet af fra fotos af skuespillerne. Tegneserien tilføjer desværre ikke historien nogle nye elementer, men følger filmen alt for slavisk. Tegnemæssigt savner den sit eget liv og er generelt skuffende. Imidlertid følges den fra februar ‘04 op af en miniserie, som forhåbentlig byder på mere originalt indhold. Miniserien Underworld: Red Tooth and Claw foregår i Afrika for flere hundrede år siden og handler om vampyr/varulvekrigens tidlige år.
Budget og efterfølger(e): Underworld havde et beskedent budget på 23 millioner dollars og indspillede næsten det hele – næsten 22 mio. – alene på sin amerikanske premiere-weekend. Selvom den fik meget blandede anmeldelser, var den populær hos publikum, og også tegneserie-udgaven solgte bedre end forventet. Dermed skulle der være god grobund for en eller flere efterfølgere. Det må man hilse velkomment, da dette – trods alt – er et rigt, nuanceret univers, som den første film kun skraber overfladen af. Man må så håbe at de til næste film kan finde nogle ligeså gode skuespillere som Bill Nighy og Michael Sheen til at holde den dystre og tungsindige Selene med selskab.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.3
Sommer 2004
