Science Fiction nr.2

Udgivet den oktober 12, 2004 af Admin

Science Fiction nr.2
Knud Larn (red.)
Magasin, 80 sider
Privat udgivelse 2004

Fornylig blev der startet et nyt science fiction magasin op i Danmark. Jeg citerer bladets redaktør, Knud Larn: “Science Fiction blev startet i foråret 2004 af Knud Larn. Baggrunden var at Danmarks frodige underskov af science fiction-fanzines var dødt helt ud i slut-halvfemserne, og det traditionelle ‘store’ Proxima fra Science Fiction Cirklen i flere år mere havde været et halvårsskrift end et egentligt tidsskrift. Det var blevet undtagelsen at man kunne læse nyt om science fiction på dansk, og da slet ikke på papir. Samtidig var der noget i gære over hele verdenen, hvor salg af biografbilletter, Rowling-effekten, og antallet af fanzines generelt var stærkt stigende. Noget skulle der ske i Danmark. Knud Larn – der tidligere havde udgivet science fiction fanzinerne Fantastiske Film, Periodica Philosophica og senere Den Fantastiske Flyvefisk – besluttede derfor at starte et nyt dansk science fiction nyheds- og novelle-magasin.”

Der er nu udkommet to numre, nr. 1 (som nærmest var et prøvenummer) og nr. 2 (som er det, jeg selv har set). Nr. 3 er på vej i september 2004.

Denne korte omtale vil kun dreje sig om nr. 2, da det er det eneste jeg selv har læst.

Bladet er på ca. 80 sider og er planlagt til at udkomme hver anden måned. Man kan kun abonnere på bladet og altså ikke købe det i løssalg. Desuden findes det kun i papirudgave, men der findes dog en hjemmeside hvor man kan læse lidt om bladet og dets indhold: www.sciencefiction.webbyen.dk

Hvad er der så blevet plads til på de 80 sider? Anmeldelser, anmeldelser og anmeldelser. Jo, nogle nyheder, et par noveller, en omfattende liste over conventions og nogle mere generelle artikler er det også blevet til. Men bladet må siges at være meget præget af anmeldelserne. Der er både anmeldelser af film, bøger og magasiner (inkl. Himmelskibet).

Først må jeg sige at jeg er imponeret over hvor meget stof det er blevet til. Og det er optimistisk at tro på at man kan udgive 80 sider hver anden måned i lille Danmark. Dels pga. tilgængeligheden af stof og dels fordi bladet er afhængigt af abonnenterne.

Men for 45 kr. (+ porto) for hvert nummer vil jeg mene at man får ‘value for money’. Der er masser af nyheder og andet spændende stof, så de fleste vil finde noget af interesse i bladet.

Jeg vil ikke gå i detaljer med de enkelte artikler eller anmeldelser i bladet – dertil er min tid desværre ikke – men det vil jeg (eller en anden læser?) måske gøre ved en anden lejlighed. Blot vil jeg knytte nogle generelle kommentarer til bladet (jeg skal indskyde at jeg selv har redigeret en del tilsvarende blade – det sidste var Novum for SFC).

Bladet er i A5-format og med farveomslag (et ret flot rumskibsmotiv af tyske Thomas Thiemeyer). Øjensynlig er omslaget trykt på noget andet papir end resten af bladet. I hvert fald er indersiderne blanke, hvilket jeg selv personligt synes er lidt synd for helhedsindtrykket. Jeg har selv altid gået meget op i layout etc. og synes at stavefejl og den slags giver et dårligt indtryk. Det er så også en af de få anker jeg har til bladet Science Fiction. Der er læst for dårligt korrektur på det, hvilket efterlader indtryk af at det er lavet i hast (hvad jeg er ret sikker på at det ikke er). Samtidig bærer det desværre meget præg af at være et enmandsprojekt, idet Knud Larn selv har skrevet størstedelen af anmeldelserne. Det gør sproget en smule ensformigt og giver ikke anmeldelserne nok variation. Hvis man nu generelt ikke havde samme smag som Knud Larn, kunne man nok ikke bruge dem til ret meget (der er i øvrigt også anmeldelser af tysksprogede bøger).

Når det så er sagt, mener jeg bestemt at det er et godt gennemarbejdet blad, der virker som om det er lavet af en entusiast. Hvis bladet skal have en fremtid, håber jeg bare der kommer flere skribenter på. Ellers tror jeg det bliver for ensformigt i længden, og min personlige erfaring er også at man som eneredaktør kan risikere at ‘dø’ på sådan et projekt.

Men læs det selv og bedøm.

Ærgerligt at man kun kan abonnere på bladet. Redaktøren har selv forsøgt at fremhæve fordelene ved Science Fiction (man skal ikke være medlem af noget for at læse bladet). Men Himmelskibet kan faktisk købes i løssalg, hvilket må være en fordel hvis man har lyst til at se ‘hvad det er for noget’. Hvorfor det skulle være en fordel at man kun kan få bladet i abonnement, kan jeg ikke se (i hvert fald ikke for læseren).

Lad os håbe at lille Danmark har plads til endnu et fantastisk magasin. Velkommen til en kollega.

Anmeldt af Olav M.J. Christiansen i Himmelskibet nr.4

Udgivet i Fanzines, Magasiner, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Moth

Udgivet den oktober 12, 2004 af Admin

The Moth
Steve Rude & Gary Martin
Tegneserie, fortsat hæfteserie
Dark Horse 2004

Den fulde titel på denne tegneserie er egentlig Steve Rude’s The Moth. Steve Rude har skabt figuren The Moth og tegner bladet, men Gary Martin skriver og rentegner det, så man kan godt undre sig over at serien ikke hedder Steve Rude’s & Gary Martin’s The Moth – men det hænger nok sammen med at Steve Rude er en hel del mere kendt end Gary Martin

Rude er primært kendt for sit mangeårige samarbejde med forfatteren Mike Baron på serien Nexus, og den nye serie minder på mange måder om en anden af Barons serier, The Badger, især på grund af det store galleri af mere eller mindre bizarre bifigurer.

Figuren The Moth har ingen superevner; han er blot en cirkusakrobat med bijob som dusørjæger. Det er ikke helt klart, hvorfor han jager undvegne forbrydere iklædt sit cirkuskostume, bortset fra at han kan bruge kostumets indbyggede kappe til at svæve ned fra hustage o.lign. – ikke videre realistisk, men en accepteret kliché i superhelteserier. Cirkussets andre artister – bl.a. en stærk mand, en udbryderkonge, en skægget dame, flere klovner, jonglører m.m. – udgør kernen af persongalleriet omkring The Moth, som dog også bliver ven med den kvindelige helt American Liberty – og fjende med en skønsom blanding af rockere, gangstere og konkurrerende dusørjægere.

Det er i høj grad Steve Rudes tegninger der bærer serien. Han er mester i at tegne detaljerede billeder med en klar og enkel streg, og han har god sans for både dybdeog skyggevirkninger, ud over at han er en af de bedste i genren til at tegne mennesker. Hans stil er først og fremmest inspireret af den gamle mester Russ Manning (der bl.a. tegnede Tarzan og Magnus Robot Fighter), men der er også tydelige spor af Jack Kirby i hans streg. Til gengæld er historierne en smule kedelige, trods morsomme optrin og nogle baggrundsintriger, der har potentiale til at udvikle sig til noget interessant. Dog følte jeg mig godt underholdt af det i skrivende stund seneste nummer, nr. 4, selvom jeg ikke umiddelbart kan sætte fingeren på, hvad der er forandret. Måske har Rude og Martin bare fundet deres rytme.

Det er rart at se Rude tilbage i en fortsat serie – de senere år har han kun tegnet miniserier på 2-4 numre – og på trods af en lidt skuffende start rent historiemæssigt, bliver jeg hængende lidt endnu for at se om tingene ændrer sig (hvad de måske allerede gør, jf. det meget bedre fjerde nummer).

Serien er udgivet under Dark Horse Comics nye ungdomsmærke Rocket Comics. Ud over nr. 1-4 er der kommet en The Moth Speciel, der nærmest er en prolog til serien. Det ser ud til at historien i nr. 5 er en fortsættelse af en art til denne prolog, så det er nok en fordel at starte med den, hvis man har fået lyst til at holde serien. Hvis serien går hen og bliver en succes, kommer der nok en samling af de første numre, så den kan man selvfølgelig også vente på.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.4

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

John C. Wright: The Golden Transcendence

Udgivet den oktober 6, 2004 af Admin

The Golden Transcendence
John C. Wright
Roman, 414 sider
Tor Books 2003, $7.99 (pb)

Med denne bog slutter den trilogi, der startede med Wrights debutroman The Golden Age (anmeldt i Himmeskibet nr. 1) og fortsatte med The Phoenix Exultant (anmeldt i sidste nummer).

Hovedpersonen Phaeton har nu igen kontrol over sit gigantiske stjerneskib The Phoenix Exultant, men han er af Atkins, Det Gyldne Økumens enmandshær, blevet tvangsindkaldt til at bruge skibet i kampen mod den nu mere synlige fjende fra Det Tavse Økumen. Men en repræsentant fra fjenden fortæller sin side af historien, og Phaeton kommer i tvivl om han egentlig kæmper på den rigtige side. Samtidig er tiden ved at være inde til festivalen kaldet The Transcendence, hvor alle bevidstheder i Det Gyldne Økumen smelter sammen for at finde en fælles vision for de næste tusind år. Men bliver det Phaetons vision, der vinder? Eller den gamle, konservative elites? Eller måske Det Tavse Økumens? Banen er kridtet til et klimaks, hvor intet mindre end menneskehedens fremtidige skæbne de næste millarder af år står på spil.

I løbet af de tre bøger har Wright skabt et portræt af en fremmedartet, men sammenhængende og troværdig fremtid, og i dette bind lykkedes det i det store og hele for forfatteren at få afrundet historien på en måde, der lader læseren tilbage med en rar fornemmelse af ikke alene at have set afslutningen på en spændende historie, men også starten på en og spændende epoke for menneskeheden – med andre ord, trilogien er ikke ret meget mere end prologen til en storslået historie, som det overlades til læseren selv at digte.

Tiden vil vise om Wrights trilogi bliver den klassiker, som flere kritikere spår den til. Men for mit vedkommende står den som en af de mest positive læseoplevelser i de senere år, og det er heller ikke så ringe endda.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.4

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Rune Engelbreth Larsen: Matrix og ulydighedens evangelium

Udgivet den oktober 5, 2004 af Admin

Matrix og ulydighedens evangelium
Faglitteratur, 128 sider
Rune Engelbreth Larsen
Forlaget Bindslev 2004

Forfatteren af denne bog er blandt andet kendt for at have udgivet bladet Faklen og at være formand for Minoritetspartiet, så man kunne måske frygte at bogen er et forsøg på at smugle nogle politiske pointer igennem via en populær filmtrilogi. Det behøver man nu ikke at være bange for: Bogen handler udelukkende om at forsøge at finde mening i al den symbolik, der findes i filmene.

Som indledning er der en læn gere diskussion af vores moderne samfund og hvordan religionen er ved at vende tilbage. Det munder ud i at Matrix-trilogien, med alle sine religiøse referencer, ses som et eksempel på dette. Et antal religioner gennemgås dernæst, for at vise deres relation til filmene: kristendommen, gnosticismen, hinduismen, jødedommen. En for en viser det sig at Matrix-trilogien dels er et udtryk for nogle ideer fra den pågældende religion, men også afviger fra den på afgørende punkter. Endelig forøges det at passe Matrix ned i en postmoderne forståelse: Er hele trilogien et forsøg på at nedbryde alle gamle ideer og vise at vi ikke kan være sikre på nogen ting mere? Heller ikke det viser sig at holde. Til slut får vi så at vide, at det ene gennemgående træk i trilogien er oprøret mod autoriteterne. Heraf bogens titel.

Når man undersøger et stykke kunst, kan man have to forskellige vinkler: For det første kan man antage at siden nogen har udgivet det, produceret filmen, sat det på en udstilling osv., må det være god kunst. Dernæst sætter man sig til at analysere hvorfor det er god kunst. Et andet synspunkt er at man ønsker at vurdere hvor god kunst det er, og om det overhovedet fortjener betegnelsen kunst. Det kræver at man forsøger at sætte sig ud over sin subjektive holdning til det man undersøger. Rune Engelbreth Larsen har tydeligvis valgt den første tilgang, dvs. analysen. Han forsøger at analysere sig frem til et underliggende budskab i Matrix, idet han antager at der må være et sådant, når nu filmene er så fyldt med symboler, der råber på at blive forklaret. Og han ender med hvad der efter min mening er et ret tyndt destillat af oprørsideer. Havde han valgt at vurdere kvaliteten af filmene i stedet, kunne han måske have fundet en anden forklaring på at ingen af de mange religiøse referencer tilsyneladende kan holde: Filmene er simpelthen ikke godt nok gennemførte i deres religiøse referencer.

Men for nu at tage skeen i den anden hånd (eller endda påstå at den ikke eksisterer), så er vi nogle stykker der er blevet fascinerede af Matrix-trilogien på trods af dens mangler. I bogen får man serveret et helt festmåltid af obskure observationer og referencer. Hvorfor er Arkitekten for eksempel demiurgen fra gnosticismen? Og hvorfor er Neo Vishnus sjette inkarnation? Hvad betyder Agent Smiths nummerplade? Og så videre. Efter den lange diskussion om mening får vi også nogle sider med beskrivelser og forklaringer af de vigtigste personer i filmene. Så for en Matrix-fan er der meget gods i. Hvis man derimod ikke har set filmene (se dem!) eller ikke synes de er noget særligt, må man nøjes med at blive underholdt af forfatterens desperate forsøg på at finde mening, eller måske at samle lidt viden om forskellige religioner. Men bogen er velskrevet og letlæst, så jeg kan anbefale den til alle der har lyst til at vide mere om Matrix-trilogien.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.4

Udgivet i Bøger, Faglitteratur, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Battlestar Galactica

Udgivet den oktober 1, 2004 af Spritt

Instruktør: Michael Rymer
TV mini-serie, 2003, 180 min.
Medv.: Edward James Olmos, Mary McDonnell, Katee Sackhoff, Jamie Bamber, m.fl.

Jeg hører ikke til kult-publikummet til den gamle Battlestar Galactica tv-serie fra 1970’erne; jeg har stort set ikke set noget af det, og jeg har det generelt ikke særligt godt med produktionsværdierne i gamle SF tv-shows. Derfor så jeg Sci-Fi Channels nye Battlestar Galactica mini- serie som et nyt og uafhængigt koncept, hvilket det på en række områder også er. De fleste ting er ændret; kun en begrænset række konceptuelle og plotmæssige elementer er bibeholdt som hyldest til den originale serie.

Menneskene lever i et koloniseret system med 10-12 planeter, hvoraf Caprica er hovedsædet. Civilisationen beskyttes af militære rumstationer/krigsskibe, de såkaldte Battlestars. For nogle år siden opfandt menneskene computere/ robotter med kunstig intelligens, og disse – the Cylons – gjorde oprør, frigjorde sig og flygtede langt ud i galaksen. Nu kommer de tilbage, og de er opsat på at udrydde mennesket. De har udviklet overlegen våbenteknologi, og kan desuden udgive sig for mennesker. Menneskene overrumples af deres angreb, og hurtigt ligger hele systemet i ruiner. Også the Battlestars kommer til kort, på nær den ellers svært forældede Galactica, som pga. specielle sikkerhedsforanstaltninger ikke bukker under for the Cylons’ angreb. Besætningen på Battlestar Galctica må så undsætte små lommer af overlevende mennesker, og siden tage kampen op mod the Cylons.

Historien indeholder godt med politisk spænding. Militærlederen på Galactica, eminent spillet af Edward James Olmos, er parat til at risikere de sidste menneskers liv ved at kaste rumstationen ind i kampen mod de overlegne Cylons. Imidlertid bliver han overtrumfet af den nyudvalgte civile præsident, mesterligt spillet af Mary McDonnell, som godt kan se at menneskets blotte overlevelse nu afhænger af at Galactica stikker halen mellem benene og flygter fra the Cylons. Spændingen består i at militærlederen jo sidder med den fysiske magt, og sagtens kunne gennemføre et militærkup, hvis han ville. Men han er den ærlige og ubestikkelige type og opretholder den formelle kommandovej.

Historien byder også på masser af spænding af den actionprægede type. Vi følger superpiloterne Apollo og Starbuck, hvoraf førstnævnte er den typiske renskurede heltetype uden det mindste støvkorn på sin uniform, mens sidstnævnte er en uregerlig, egensindig og cigarrygende heltinde med brede skuldre og en proper knytnæve. Især Starbuck er en sej figur, som man ser alt, alt for lidt til.

Generelt er det god space opera med gode og skarpe produktionsværdier. Den starter en smule svagt, men bliver støt bedre som historien skrider frem. Klimakset til slut er en værdig kulmination på en virkelig imponerende miniserie, som kvalitetsmæssigt må sidestilles med det bedste af det bedste Star Trek. Det er meget glædeligt at høre at serien er blevet godkendt som fortløbende tv-serie, og starter på amerikansk tv til januar.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 4

Udgivet i Film, Science Fiction, tv-serie | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Blueberry

Udgivet den oktober 1, 2004 af Spritt

Instruktør: Jan Kounen
Film, 2004, 124 min.
Medv.: Vincent Cassel, Michael Madsen, Tchéky Karyo, Colm Meaney, m.fl.

På Copenhagen International Film Festival havde man chancen for at se den ambitiøse franske filmatisering af album-serien Blueberry, en meget rost fransk western-tegneserie af Jean “Moebius” Giraud. Giraud har selv givet filmen sit blå stempel, og dét til trods for at filmen, ud over hovedfiguren, har meget lidt at gøre med tegneserien. Filmen drejer sig i høj grad om Blueberrys forhold til indianerne, som han delvist voksede op iblandt, og som gradvist indvier ham i deres hemmeligheder via det euforiserende stof mescalin, som de udvinder af kaktusser.

Det egentlige handlingsspor fokuserer på Blueberrys forhold til sin ærkefjende, Wally Blount, som også viser sig at have en forkærlighed for euforiserende stoffer. Selve historien er relativt simpel; der er med vilje gjort plads til en dominerende billede-side, hvilket man må sige kun er passende for en film baseret på en veltegnet tegneserie. Landskaber, både ydre og indre, fylder meget i filmen, og sikrer seeren en episk og uforglemmelig visuel oplevelse.

Det endelige opgør mellem Blueberry og Blount, der begge henflyder bedøvet, indhyllet i mescalin- tåger, finder sted på det rent astrale plan. Vi trakteres med en lang sekvens med forbløffende imponerende kosmiske computer- effekter, der i dén grad leder tankerne hen på slutsekvensen i Rumrejsen år 2001. Den shamanistiske åndeverden, vi får indblik i her, er rig på monstre, slanger og mega-insekter, som især symboliserer Blounts ondskab og Blueberrys indre dæmoner. Instruktøren, Jan Kounen, har angiveligt besøgt rigtige sydamerikanske shamaner for at kunne tilføre filmen det rette element af (magisk) realisme. Det endelige resultat er ufatteligt flot. Lad os håbe at denne film finder vej til de danske biografer, for den er en efter min mening en cinematografisk bonus af karat.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 4

Udgivet i Film | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 4

Udgivet den september 1, 2004 af Admin

himmelskibet-04Efterår 2004
28 sider. 35kr
Forside af Henrik Rehr

Indhold:

Redaktionelt – ved Klaus Æ. Mogensen
Et tegn fra en fremmed guddom. – Novelle af Karina Bjerregaard
Tyven og tårnet. – Novelle af Klaus Æ. Mogensen
Den fantastiske virkelighed. – Artikel af Flemming R.P. Rasch

 

Filmanmeldelser:

Boganmeldelser:

Fanzineanmeldelse:

Tegneserieanmeldelse:

Nyt om fantastik. – Ved Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk. – Ved Janus Andersen
Foreningen Fantastik

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Van Helsing

Udgivet den juni 19, 2004 af Admin

Van Helsing
Instruktør: Stephen Sommers
Film, 2004, 132 min.
Medv.: Hugh Jackman, Kate Beckinsale, Richard Roxburgh, David Wenham, m.fl.

Da Bram Stokers i slutningen af 1800-tallet skrev sin berømte roman Dracula, skabte han også verdenslitteraturens første vampyrjæger, Abraham van Helsing. Hos Stoker var van Helsing en aldrende universitetsdoktor, der nok vidste hvordan man skulle bekæmpe vampyrer, men overlod det hårde arbejde til yngre og stærkere medhjælpere.

Der er langt fra Stokers van Helsing til udgaven i denne nye actionfilm. Her er han en atletisk ung (eller tilsyneladende ung) mand, der med sværd og armbrøst dræber alskens monstre. Van Helsing (spillet af Hugh Jackman, Wolverine fra X-Men filmene) er her mere i familie med Buffy the Vampire Slayer og den japanske tegnefilmfigur Vampire Hunter D (med hvem han også har en slående fysisk lighed).

En halv snes år før filmen starter blev van Helsing fundet med hukommelsestab foran Vatikanet, og han er nu en del af Vatikanets styrke til bekæmpelse af diverse ugudelige monstre, en organisation, der synes at have en del tilfælles med James Bonds Secret Service (inkl. udgaver af M og Q). Det bliver kraftigt antydet at van Helsing har en særdeles mystisk fortid og at han måske ligefrem er udødelig.

Van Helsing vender tilbage til hovedkvarteret efter at have slået Mr. Hyde ihjel og bliver straks sendt afsted igen for at tage sig af (surprise!) Dracula. Dracula (Richard Roxburgh) har hjælp af varulve og vampyrdamer, og Frankensteins monster er også rodet ind i historien. Heldigvis har van Helsing hjælp fra den opfindsomme munk Carl (filmens humoristiske indslag, spillet af David Wenham) og den underskønne Valera (Kate Beckinsale), den sidste overlevende fra en familie, som har sværget at udrydde Dracula.

Ideen med at blande alle de klassiske filmmonstre minder lidt om The League of Extraordinary Gentlemen, men det hænger lidt bedre sammen her end i hvert fald filmudgaven af benævnte historie. Historien i Van Helsing er ellers ikke specielt dyb eller original, men den er heller ikke ligefrem dårlig, og den har en del visuelle hip til de klassiske film. Der er dog mere tale om en actionfilm, endda med en god bid humor (pun intended), end om en egentlig gyserfilm, så det er ikke sikkert at horrorfans vil synes om den. På nær en åbningsscene holdt i sort-hvid går filmen rent visuelt også mere efter at være imponerende end at være uhyggelig, og de noget overmenneskelige helte er heller ikke så hjælpeløse som hovedpersonerne i gyserfilm normalt er.

Filmen er planlagt som starten på en større franchise med van Helsing-produkter. Der er allerede lavet en tv-tegnefilmserie og actiondukker af figurerne, og film nr. to lader næppe heller vente længe på sig.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.3

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

John C. Wright: The Phoenix Exultant

Udgivet den juni 6, 2004 af Admin

The Phoenix Exultant
John C. Wright
Roman, 291 sider
Tor Books 2003, $6.66 (pb)

Denne anden roman fra John C. Wrights hånd er samtidig andet bind i den trilogi, der begyndte med The Golden Age (anmeldt i Himmelskbet nr. 1).

Ofte er det midterste bind i en trilogi en tynd kop te. Første bind bruges til at introducere steder og personer og har optakten til en konflikt, der af gode grunde først kan blive forløst i sidste bind. Derfor går trilogiers midterbind ofte ud på at lade hovedpersonerne fare rundt fra Herodes til Pilatus og samle ‘plotkuponer’ sammen: Først når der er blevet samlet tilstrækkelig mange kuponer sammen, får man lov til at komme til tredje bind og forløsningen.

The Phoenix Exultant lider lidt under denne tendens, men heldigvis ikke i særlig udpræget grad, bl.a. fordi man faktisk får opklaret nogle af de mange mysterier, der var uforløst i slutningen af The Golden Age og fordi vi får lov til at se helt andre sider af det ‘utopiske’ Gyldne Økumene.

I slutningen af første bind blev Phaeton lyst i band fra det Gyldne Økumene. Det er en skæbne, der medfører døden, i hvert fald på sigt, fordi de bandlyste mister adgangen til de processer, der sikrer udødelighed. Phaeton har fået lov til at beholde adgangen til det avancerede internet, der bliver kaldt the mentality, men han tør ikke bruge det, fordi han er overbevist om at det er inficeret med en farlig virus, der kan ændre hans bevidsthed. Denne virus skulle stamme fra det mystiske Tavse Økumene, der blev oprettet i kredsløb om neutronstjernen Cygnus X-1, men led en mystisk og krank skæbne, som Phaeton frygter også vil ramme hans elskede (på trods af bandlysningen) Gyldne Økumene. Ingen tror på ham, derfor må han selv skaffe den formue, der skal til for at løskøbe hans stjerneskib The Pheonix Exultant, og rejse til Merkur og hente det – en nærmest umulig opgave, når det er forbudt alle i Økumenet at handle med ham endsige hjælpe ham. Selv de andre udstødte, han havner hos i et af Økumenets ‘huller’, er mere ude på at berøve ham den smule, han har, end på at hjælpe ham. Heldigvis finder Phaeton uventede allierede, og ikke alting viser sig at være helt som han tror – selvom sandheden ikke er meget bedre.

The Phoenix Exultant er en ganske spændende bog, der er en smule mere actionpræget end det mere mysterie-orienterede første bind, og jeg ser frem til at læse slutningen i det tredje bind, The Golden Transcendence.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.3

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Walter Jon Williams: Dread Empire’s Fall – The Praxis & The Sundering

Udgivet den juni 6, 2004 af Admin

The Praxis
Walter Jon Williams
Roman, 418 sider
Simon & Schuster 2002
£6.99 (pb)

The Sundering
Walter Jon Williams
Roman, 452 sider
Simon & Schuster 2003
£10.99 (tpb)

Jeg er normalt ikke den store ynder af militaristisk science fiction, en undergenre, der ellers er meget populær, især i USA. Dels finder jeg generelt beskrivelserne af rumslag utroværdige og fantasiløse, dels er heltenes side normalt lige så udemokratisk og imperialistisk som skurkenes (om end ofte mindre grusom). Men den håndfuld bøger, jeg før har læst fra Walter Jon Williams’ hånd, har været både velskrevne og nuancerede, så jeg besluttede mig for at give disse en chance trods genren. Og selvom bøgerne ikke viste sig at være dybt originale, har jeg ikke fortrudt den beslutning.

Godt nok er heltenes side (i starten af bogen den eneste side) dybt imperialistisk og udemokratisk, men det er Williams bevidst om så meget at fællestitlen på den trilogi, som disse to bøger er starten på, er Dread Empire’s Fall.

Omkring tolv tusind år før bogen starter har en race kaldet The Shaa erobret de kendte dele af galaksen og gjort de intelligente racer, de har mødt, til undersåtter i et godartet, men ubøjeligt diktatur (hvis nogle prøver at gøre oprør, bliver deres byer bombarderet med antistofmissiler). Deres rige hedder The Praxis og er baseret på en håndfuld aldeles ubrydelige leveregler (deriblandt begrænsninger på udvikling af ny teknologi). Under Shaa’ernes styre har den kendtedel af galaksen oplevet fred i flere årtusinder. På trods af det opretholder imperiet en stor flåde af krigsskibe, men flådesoldaterne har mere travlt med at dyrke sport og smigre deres overordnede end med at føre krig. Selv flådeøvelserne er moralske skuespil med forudbestemte vindere og handler kun om hvem, der er bedst til at følge manuskriptet.

Der har været godartede diktaturer på Jorden (om end der har været langt imellem dem), men de har alle haft den fejl, at de går i stykker når den ‘gode’ diktator dør og efterlader et magttomrum. Det sker også her: Shaa’erne er en uddøende race, og den sidste af dem, Anticipation of Victory, dør i starten af bogen. Til at begynde med tror alle at alting vil fortsætte som før, eftersom det øverste råd, the Convocation alligevel har bestået af andre racer i lang tid. Men en af racerne, the Naxid, føler sig bedre end de andre fordi de var den første race efter Shaa’erne, der blev en del af the Praxis (menneskeheden var den næste), og de arrangerer et kup. Kuppet lykkes ikke helt, og snart bliver hele imperiet involveret i en drabelig borgerkrig.

Det er i denne borgerkrig at seriens to hovedpersoner skal vise deres værd. Den ene, Gareth Martinez, er en kompetent ung officer, der blot har haft uheldet at være født i en provinsiel adelsfamilie og derfor ikke kan regne med at gøre nogen videre karriere. Den anden, Lady Caro Sula, er godt nok af fin familie, men hendes familier blev fanget i at svindle og blev derfor henrettet, og familien (der nu kun består af Caro) kom i miskredit. Men krig har det med at ryste op i traditioner, og da de to helte er både heldige og kompetente, gør de sig godt bemærkede.

De to bliver i starten af den første bog forelskede i hinanden, men omstændigheder gør, at de ikke umiddelbart kan få hinanden. Caro Sula bærer også på en ‘Forfærdelig Hemmelighed’, der gør at hun ikke tør binde sig til nogen. Det er disse tos personlige forhold, der er kernen i bøgernes personlige drama, hvor krigen er kernen i det mere actionprægede drama.

Williams forsøger at gøre sit univers troværdigt, og det lykkedes meget godt det meste af vejen. Rejser hurtigere end lyset kan kun foregå gennem ormehuller, og der er ikke noget der hedder kunstig tyngdekraft, kraftfelter eller ‘magiske’ strålevåben. De primære våben er antistofmissiler, som man prøver at skyde ned med laserkanoner før de kommer for tæt på. Kampene foregår med meget store relative hastigheder (skibene bruger måneder på at accelerere til nærlyshastigheder), og missiler bliver affyret på planetariske afstande sammen med et utal af attrapper, så fjenden ikke ved hvad der er rigtigt. Det lykkedes også meget godt for Williams at skildre hvor ubehjælpeligt et imperium er til at føre krig, når det kun har kendt til (påtvunget) fred i årtusinder, og i disse passager viser forfatteren sig som en særdeles bidsk satiriker.

Alt i alt synes jeg at bøgerne er vellykkede, selvom de ikke flytter nogen milepæle i genren, og jeg ser frem til at se hvordan krigen slutter og om Martinez og Sula får hinanden i enden, på trods af misforståelser, forviklinger og giftermål til anden side.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.3

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar