Marie-Louise Rønning – Lysets Kvinder – Helbrederen

Udgivet den juli 22, 2016 af Admin

Lysets kvinderLysets Kvinder – Helbrederen
Roman af Marie-Louise Rønning
forlaget Egolibris 2015, 311 sider.

Med Helbrederen indleder Marie-Louise Rønning sin serie om Lysets Kvinder. Første del har de to 18-årige, Victoria Engelbrandt og Matthew Rivers, som hovedpersoner. Matthew er halvblods vampyr; i bogen kaldet Tusmørkebarn. Victoria er ikke en helt almindelig gymnasiepige. Victoria bor sammen med sine “søstre”, som hun ikke er i familie med. Victoria kender ikke sine forældre eller ret meget om sin egen baggrund. Som der står på s. 86: “Victoria besad ingen erindring om hverken mor eller far. Det var en omstændighed, hun havde lært at leve med, men det nagede hende alligevel fra tid til anden. Hun savnede dem ikke, for hvordan kunne man savne nogen man ikke kendte? Nej, det var ikke savn, der gnavede i hende, det var nærmere det faktum, at hun intet anede om dem.” Hun og hendes søstre har en cirkel der kaldes Lysets Kvinder, og de bekæmper vampyrer.

Bogen starter med at Matthew og hans to makkere, Will og Eva, i bogen kaldet søskende (på trods af i de ikke genetisk er relaterede), ankommer til Hillerød og starter på Frederiksborg Gymnasium. Matthew havner i samme klasse som Victoria. De tvinges af matematiklæreren Johannes til at sidde ved siden af hinanden. De er ikke gode venner i starten, men man er som læser ikke i tvivl om at det nok skal ændre sig. Som der selvironisk står i bogen: “Det mindede hende om en af de ungdomsknaldromaner, hun læste som teenager. En af dem hvor hovedpersonen blev tvunget til at sidde sammen med ærkefjenden, kun for at ende i hans arme halvtreds sider længere fremme” (s.81). Og hun ender også i armene på Matthew, omend der går mere end halvtreds sider før det sker.

Selv om man som læser hurtigt kan se hvilken vej det bærer hen ad med Victoria og Matthew, er der heldigvis et andet spørgsmål som ikke er så indlysende klart: Gåden om gymnasiepigen Celine Knudsens forsvinden. Dette bliver ikke opklaret, så første bind fremstår ikke som en afsluttet historie. Men læseren er spændt på at få mere at vide om Victoria og Celines forsvinden i de næste bind.

Men kan Helbrederen så kaldes en ungdomsknaldroman? Ja, må svaret være. Men bogen er spændende at læse, og sproget fungerer, selv om det måske ikke er stor litteratur. Der er også en ironisk henvisning til Twilight (s.26) og en reference til Hobitten (s.120) og til Buffy The Vampire Slayer (s.168), som Helbrederen også læner sig lidt opad, med jagt på vampyrer, m.m. Og så er der gennem bogen benyttet metaforer, hvoraf nogle er gode. Et eksempel er denne fine iagttagelse af lys: “Solen kastede lange, gyldne stråler igennem de store panorama-vinduer, og smykker af forskellig slags sendte dem glitrende rundt i lokalet som en diskokugle” (s.32). Et andet eksempel på en metafor der fungerer er denne: “Will sendte et blændende smil af sted som en torpedo med et sikkert mål i sigte. Torpedoen ramte en uigennemtrængelig mur og gik i tusind stykker.” (s.45) Endvidere er Victoria og Matthews historie spændende og engagerende. Bogen skal helt sikkert nok skabe lykke blandt målgruppen.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog

Udgivet den juli 21, 2016 af Admin

SkuikkehundenSku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog
Antologi
Forlaget Silhuet 2016, 246 sider.

I sommeren 2015 afholdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, hvor præmissen var at tage udgangspunkt i et ordsprog eller en talemåde og herudfra skrive en gyser/spændings-novelle rettet mod unge (12+). Silhuet modtog i alt 67 noveller, og ud af disse blev denne samlings 11 noveller udvalgt af dommerpanelet, der bestod af en ungdomsforfatter, en børnebibliotekar, Silhuets redaktør samt en 13-årig dreng som repræsentant for målgruppen.

Forfatterne er en blanding af debutanter og erfarne forfattere, og hver novelle er forsynet med et gyser-barometer på op til fem kranier, så læseren på forhånd advares om uhygge-niveauet.

Gudrun Østergaard er en af de mere garvede forfattere med flere bidrag til diverse novelleantologier samt romanen “Regnfaldet” udgivet på forlaget Kandor og novellesamlingen “Tidsfordærv” udgivet på Science Fiction Cirklen. Hun åbner ballet med “Sku ikke hunden på hårene”, der får fire kranier, og handler om drengen Baldur som en dag tager med sin kammerat Vilgot ud til byens ydergrænse for at se bæsterne, som lurer på at komme ind i byen og dræbe dem alle. Men oplevelsen bliver helt anderledes end Baldur troede, og novellen er både barsk og velskrevet og rammer ordsproget lige på kornet.

Annette Skibby debuterer med den mere humoristiske “Den der ler sidst ler bedst”, som får to kranier. Jonas deler værelse med storebroren Morten, som altid driller ham og fortæller uhyggelige historier. Da Jonas en nat hører nogle mærkelige lyde, fortæller Morten ham, at det er ‘Dødstoget’ som samler de døde for at køre dem til Helvede. Jonas bliver virkelig bange, men da Morten skal i praktik på jernbanen med skolen, får han en særlig opgave, som heller ikke han synes er så sjov.

“Med ondt skal ondt fordrives” er skrevet af Maria Kjær-Madsen, som både har en række krimier samt novellebidrag på CV’et. Her er vi oppe på tre kranier, og historien handler om Frederik, hvis kammerat Januz får en hund. Men hunden er ikke en nuttet lille hvalp, og Januz er ikke den samme længere.

Flemming Johansen har skrevet “Utak er verdens løn”, som har fået tre kranier, og handler om kammeraterne Vincent og Thor som har væddet med to piger fra klassen om, at de kan sove en nat på den gamle forladte skovkro. Midt om natten hører Vincent dog en lyd, og da han undersøger det nærmere, opdager han kroens ukendte beboer. Også Johansens novelle hører til blandt mine favoritter, for selvom den ‘kun’ får tre kranier, så sætter historien sig i læseren og illustrerer meget tydeligt og ondt sit ordsprog.

I Francesca Kurtains “Blind høne kan også finde korn” (to kranier) har en 15-årig dreng mistet sine forældre i en ulykke, og er nu for første gang alene i hjemmet. Mens han samler mod til at gå ind, går han en tur ud på marken som omgrænser grunden. Her falder han i staver, og da han vågner igen, kan han hverken se huset eller andet han kender. Og så dukker pigen Isa op. Kurtains novelle er nok den, jeg mindst synes rammer essensen i sit ordsprog, da den for mig i langt højere grad handler om at komme gennem sorgen, end om med lidt held at kunne løse en opgave. Historien er dog udmærket, omend mere symbolistisk end de øvrige noveller.

Michael Ganz Andersen bidrager med “Det stille vand har den dybe grund” (tre kranier) om Amanda, som bliver mobbet frygteligt i skolen. Men måske kan hendes bedstemors hemmelige gave hjælpe?

“Farlig er den, der intet har at miste” får også tre kranier og er skrevet af Pernille Grand Moestrup. Lines veninde Olivia har begået selvmord efter at nogen har postet et nøgenbillede af hende på Facebook. Line burde være ked af det, men i stedet venter hun bare på, at Olivia bliver begravet. Det gør Olivias mor også.

Susanne Thranes novelle “Lige børn leger bedst” om pigen Sif fra Lilleø får fire kranier, og hører også til blandt samlingens bedste. En dag får øens skole en ny pedel, og samtidig begynder alle omkring Sif at opføre sig mere og mere mærkeligt. Selvom ordsproget måske bruges en smule kunstigt, så er selve historien både uhyggelig og velskrevet med en slutningen, der virkelig overrasker.

Veteranen A. Silvestri bidrager med novellen “Klæder skaber folk” (et kranie), hvor drengen Thorkild besøger sin bedstefar og her hører en temmelig besynderlig historie om en familiehemmelighed.

Også Nikolaj Johansen har tidligere fået udgivet flere noveller samt romanen Skygger fra Oktoberland. Hans fortælling “Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes” får fem kranier, og er da også samlingens mest blodige fortælling. Den er også virkelig skræmmende og hører til blandt mine favoritter. Drengene Snarre og Esben er på tur, da de pludselig hører et voldsomt brag og ser en lastbil drøne forbi dem. Da de går tilbage, opdager de en lille personbil, som er blevet slynget af vejen og ligger fuldstændigt smadret på en mark. Esben vil have Snarre til at ringe efter politiet, men Snarre skal først lige tage nogle billeder med sin mobil. Passagererne er jo alligevel døde.

Dette ordsprog var det eneste, jeg ikke lige umiddelbart havde hørt før, men et tjek viser, at det stammer fra biblen, Matthæusevangeliet 24,28 og bruges i forbindelse med Apokalypsen.

Samlingen afsluttes med Sofie Boysens novelle “At slå tiden ihjel”, som slet ikke får nogen kranier. Det er nu ellers en ret uhyggelig historie for en voksen læser, for i novellen finder politiet et lig, som viser sig at være Tiden.

”Sku ikke hunden på hårene” er en rigtig underholdende og generelt velskrevet antologi, som nok er rettet mod unge, men bestemt også indeholder noveller en voksen læser kan hygge sig med. Jeg kunne godt ønske mig, at forlaget havde lavet et kort forord til hver novelle med en beskrivelse af de enkelte ordsprog og hvorfor forfatterne har valgt netop dem. Men det er slet ikke sikkert, at målgruppen vil synes, det mangler.

Alt i alt en fin antologi for unge, som både indeholder gys og lidt grin i forskellige grader.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 48

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , , , | 1 kommentar

Aspíciens Haufniensis – Københavns skygger

Udgivet den juli 20, 2016 af Admin

Købehavns skyggerKøbenhavns skygger
Roman af Aspíciens Haufniensis
Forlaget Ulven og Uglen 2016, 325 sider.

Jeg er begejstret over Københavns skygger og kan knap vente på den fortsættelse, jeg håber kommer snart. Genremæssigt er vi i urban fantasy.

Thor starter på Københavns universitet og bliver inviteret til at deltage i et særligt kursus for de magisk begavede. Her opdager han, at der findes et parallelt København og uhyggelige monstre, som man skal vare sig med at tilkalde med begynderniveaumagi. Romanen er samtidig udviklingshistorie og en beskrivelse af venskabet mellem den naive Thor og hans geniale ven Janus. Læseren ser alt fra Thors synsvinkel og det bygger en spænding op om hvorvidt Janus virkelig har fat i den lange ende, eller om Janus bare er en legesyg trickster.

For dem der kender København er det altid skønt at få den oldgamle by beskrevet fra en ny vinkel af en kender. Jeg vil fremover passere de i bogen nævnte lokaliteter med større nysgerrighed – og forsigtighed.

At lade handlingen foregå nu og her (eller hisset?) er nyt og forfriskende i en historie om magi. Haufniensis kender tydeligvis sin egen verden godt, men kan kunsten kun at fortælle hvad der er nødvendigt for handlingen.

Sproget i romanen er voksent, varieret og behageligt og en del af den store fornøjelse det er at læse romanen. Men måske også en forhindring i forhold til unge læsere, som måske er den største målgruppe for fantasy?

Forfatternavnet er selvfølgelig et pseudonym. På Ulven og Uglens hjemmeside citeres han (?) bl.a. i et interview for følgende: “Pseudonymet sætter forfatteren fri til at tale eller fortælle uden at skulle tænke for meget på sig selv undervejs. Det er ofte godt for processen og resultatet. Her i narcissismens tidsalder bliver pseudonymet aktuelt igen på ny facon.”*

Det er en fin og beskeden intention – og lægger i øvrigt et ekstra lag af inciterende mystik over udgivelsen.

Jeg tænker at det ikke er Haufniensis første udgivne tekst, og at det er ærgerligt at forfatteren skal starte forfra med at brande et navn, selvom det er sympatisk at ville lade hvert værk stå for sig selv.

Københavns skygger får en stor anbefaling herfra, og jeg håber mange vil købe romanen, så forlaget vil udgive en toer.

*https://www.ulvenoguglen.dk/den-vidtskuende-koebenhavner-interview-med-forfatteren-bag-koebenhavns-skygger/

Anmeldt af Majbrit Høyrup i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mythos ABC

Udgivet den juli 19, 2016 af Admin

mythos-abcMythos ABC
Bog af Mads Brynnum, Rollespilsfabrikken 2015, 50 sider
Illustreret af Tom Kristensen, Mathias Bottfeldt. m.fl.

Det seneste crowd funding-projekt, jeg har støttet, var en bog med cthulhuide børnerim. Det er ikke første gang at der er spundet børnebøger eller rimbøger over Lovecrafts skabninger og monstre, men det er første gang jeg har set en sådan på dansk. Dette var derfor et projekt som jeg gerne ville støtte, og det var der også nok andre der ville, så projektet og bogen blev til noget.

Mythos-abc-2Bogen er en gennemillustreret hardcover-bog, som er sat rigtigt flot op. Tonen i rimene er flydende, og nogle man derfor sagtens ville kunne bruge til at læse op. Den er mest henvendt til børn, så selvom det er unævnelige væsner der beskrives, så er det på ingen måde en skræmmende, men mere en hyggelig uhygge-bog. Illustrationerne er næste alle virkeligt gode, med enkelte der falder igennem. Specielt illustrationen af Azathoth er noget ved siden af. Azathoth er en dæmon der sidder i universets mørke i lyden af mystiske fløjter. I denne bog er han gengivet som en overspiret kartoffel. Der er dog så mange andre virkeligt fede illustrationer i bogen at det opvejer fejlskudene.

Bogen skal ikke læses som en egentlig Lovecraft-bog, men som en hyggelig hyldest til Lovecraft. Den findes både på dansk og engelsk, hvor jeg dog kun har læst den danske. Det er en flot og underholdende udgivelse, og den er en god kærlig hilsen til en af de store gysermestre.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Claus Holm – Uplink

Udgivet den juli 18, 2016 af Admin

UplinkUplink
Roman af Claus Holm
Egolibris, 2015, 112 sider.

Dette er egentligt en ret banal og ofte fortalt kærlighedshistorie. Overklassepigen søger spænding og tager på besøg hos underklassen. Her møder hun en underklassedreng, og de forelsker sig. Familien er imod forholdet, så det unge par stikker af for at leve i kærlighed.

I Uplink er rammen en fremtidsverden hvor over- og underklassen i byen er ved at blive adskilt ved etableringen af en stor mur. Befolkningen på sydsiden er fattige, og da stoffer kan trækkes lovligt i automater, er de fleste afhængige af disse, og af at være koblet op på nettet via kabler, der plugges til i stik i deres baghoveder.

Patrick har ikke været på nettet i 3 år, da han bruger sin tid på at forsørge familien og passe sine mindre søskende, fordi faderen er en junkie. En dag hvor Patrick sidder på et værtshus med sin kammerat, kommer to piger fra nordsiden ind. Han falder i snak med dem, og fatter specielt interesse for den ene af dem, og da stedet bliver angrebet af myndighederne, stikker de af, og har aftenen sammen, hvor han viser hende sydsiden. Da hun drager tilbage til nordsiden, tror de begge at de aldrig kommer til at se hinanden igen, men Patrick vil det anderledes og begiver sig afsted til nordsiden for at snige sig med til hendes 21-års fødselsdagsfest, hvor hendes forlovede også er til stede. Og så skal det selvfølgeligt også nævnes at hendes far er byens sikkerhedschef, og en mand man ikke har lyst til at komme på tværs af.

Da jeg læste bogen sad jeg med en fornemmelse af at der var noget 1990 over den. De science fiction-elementer der var deri, virkede meget til at høre hjemme i ungdoms-science fiction fra den tid. Dette sammenholdt med en inspiration fra William Gibson, og scener der stort set var stjålet direkte fra filmen Total Recall (taxaerne med de halve robot-chauffører fra filmen optræder i bogen) blev ved med at sige 90erne til mig. Forklaringen fandt jeg på forlagets hjemmeside. Her er et interview med forfatteren, der fortæller at det er 20 år siden han skrev bogen, og at han dengang var 19. Dette fik brikkerne til at falde på plads. Ikke at dette 90er-(nu retro-)udtryk nødvendigvis er noget negativt der taler imod bogen, men jeg kunne godt have brugt er efterord i bogen med denne information og andet fra interviewet.

Bogens titel spoiler tildels slutningen, eller giver i hvert fald et kraftigt hint om hvad der sker. Da begrebet “uplink” forklares i bogen, er det på et tidspunkt hvor det ikke er relevant for handlingen, men man kan tænke sig til at det må være mere end blot en del af beskrivelsen af fortællingens univers, netop fordi det er bogens titel. Man er derfor ret hurtigt klar over at her er noget centralt, og jeg sad allerede her med fornemmelsen af at det ville være en væsentlig del af slutningen. Jeg vil dog ikke spoile yderligere ved at komme nærmere ind på det her.

Disse ting skal ikke ses som noget negativt, men mere som betragtninger omkring bogen. Bogen er hurtigt læst, da den har en ret lineær handling (med få flashbacks der giver noget baggrund om hovedpersonens opvækst) og er skrevet i et let sprog. Der er ikke de store overraskelse i den, men den underholder alligevel, om ikke andet så netop ved at være en form for retro-SF som er rammen om en ret banal kærlighedshistorie. Jeg vil dog mest anbefale den til den unge læser, og ikke til den garvede science fiction læser.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | 1 kommentar

Eva Egeskjold – Næslandet 1: Legenden om Querqus Skjoldet

Udgivet den juli 17, 2016 af Admin

Næslandet 1Næslandet 1: Legenden om Querqus Skjoldet
Roman af Eva Egeskjold
Forlaget Andersen og Vig 2014, 345 sider.

Oona er en ung pige som står overfor at træde ind i de voksnes rækker. I hendes landsby foregår det via et indvielsesritual, som egentligt er ganske harmløst. For Oona sker der dog andet end at der blot holdes en fest. Det viser sig at hun har været beskyttet af en besværgelse, der har gjort at onde kræfter ikke har kunnet finde hende. Hun er nemlig den udvalgte, der er profeteret til at finde det legendariske, magiske Querqus-skjold, som vil kunne få afgørende betydning i kampen imod de onde Radixfolk.

Hun bliver ført ud af byen og bliver bl.a. taget forbi dronningen, som beder hende om at hjælpe med at finde prinsessen, der er blevet bortført. På hendes færd bliver hun fulgt af modige krigere, og får hjælp af magiske væsner, og mere end en gang er både missionen og hendes liv i farer. Hun finder hurtigt ud af at verden er meget større end den landsby, hun er opvokset i. Pludseligt er hun fanget midt i en krig, hvor det virker til at hun er udset en afgørende rolle, uden at hun selv kan blive helt klog på hvad det egentligt er, der gør hende så speciel.

På mange måder er bogen opbygget omkring den klassiske Young Adult Fantasy-skabelon, med et ungt menneske som det viser sig har specielle kræfter, og som er udvalgt til noget større. Godt nok har denne skabelon været brugt i mange bøger, men det kan man sige om mange genreskabeloner, og det betyder jo ikke at der ikke kan komme gode nye bøger ud af det.

Oona kender kun meget lidt til den verden hun er kastet ud i, men mens hun rejser igennem verden lærer både hun og vi læsere langsomt hvordan Næslandet er opbygget. Bogen tager sig god tid til at lære os om sine personer og at fortælle sin historie, men den er godt skrevet, så bogen bliver ikke kedelig. Når de kommer til nye byer, så bliver vi fortalt små anekdoter om nogle af indbyggerne. Anekdoter som ikke har relevans for Oonas fortælling, men som er med til at give bogens univers troværdighed, og det er også tydeligt at forfatteren har lagt mange tanker i opbygningen af sin verden.

Der er allerede udkommet tre bind i serien om Næslandet, og et fjerde og afsluttende bind er på vej. Indtil nu har jeg kun læst det første bind, men jeg tænker bestemt at jeg også skal have læst de resterende, for selvom den er skrevet til et Young Adult publikum, så blev jeg også optaget af historien om Oona og Næslandet.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Fantasy | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Martin Schjönning – Afsind

Udgivet den juli 16, 2016 af Admin

AfsindAfsind
Roman af Martin Schjönning
Kandor 2016, 294 sider.

Når der har været noveller af Martin Schjönning med i antologier, jeg har anmeldt her i Himmelskibet, så har hans bidrag ofte været nogle af dem jeg har fremhævet blandt de bedste i samlingerne. Han skriver virkeligt godt, og har nogle vinkler på sine historier som gang på gang overrasker. På dagen hvor bogen Afsind udkom skrev forlaget følgende på Facebook: “I dag udgiver vi den grummeste bog vi har læst. Martin Schjönnings Afsind. Bogen er en tour de force i fysiske og psykiske ubehageligheder og efterlader læseren med følelsen af at have været vidne til sin egen undergang.” Det var derfor også med stor forventning at jeg satte mig med bogen.

Bogen starter hårdt ud med at et foto af en kvinde, der er blevet tortureret, bliver skubbet ind under sin bror, Gregors, dør. Gregor har været i behandling for psykisk sygdom siden sine forældres død, og han vælger at søge hjælp hos sin psykiater, Lacedon. Denne bliver meget overrasket over at se billedet, for han ved at søsteren, Iris, er en som Gregor godt nok tror er virkelig, men at hun ikke er det. Han kan dog ikke komme udenom at kvinden på billedet passer til de beskrivelser, som Gregor altid er kommet med af søsteren.

Det er ikke kun billedet, der er noget galt med. På den psykiatriske institution er helvede ved at bryde løs, da de syge gør oprør, og også i verden omkring spreder vanviddet sig, så politi og hospitaler har travlt, da folk går amok i umotiveret vold. Der er sluppet noget dæmonisk løs, og Gregor er en central person omkring dette, og i jagten på søsteren kommer han nærmere de dæmoner der via ham forsøger at komme igennem til vores verden.

Med den salgstale som forlaget havde lagt ud, havde jeg glædet mig til at komme igang med bogen. Efter 30 sider var jeg dog tæt på at lægge den helt fra mig igen, bl.a. pga. to personer der var blevet introduceret, som jeg ikke kunne holde ud at skulle følge bogen igennem. Den ene er en kvinde som lever i et voldeligt forhold. Problemet er at hendes passager er skrevet i en førstepersonsfortæller, med et talesprog jeg fandt forstyrrende og irriterende, og som brød markant med de andre afsnit i bogen. Den anden var en karikeret politikommisær. Han er fordrukken i en grad så han på et gerningssted går hen og tager en drink i offerets barskab, efter han på stedet har analyseret alle spor og fundet ud af at det er et makabert selvmord han står over for. Det viste sig heldigvis at begge personer blot er med for at vise at galskaben er begyndt at brede sig, og de forsvinder hurtigt igen (kommissæren dukker kort op igen senere, mens kvindens sidste afsnit afsluttes, så man ikke er i tvivl om at vi ikke ser mere til hende). Det havde måske været fint hvis de havde været med i en tydelig afgrænset prolog, men her introduceres de som om de er en del af historien, hvilket de heldigvis ikke var. De havde måske passet ind hvis forfatteren havde ladet flere personer komme ind i løbet af bogen for at vise hvordan afsindet spredte sig. De er dog de eneste, der har sådanne afsnit. De virker næsten som noveller, som forfatteren har syntes skulle passes ind i bogen.

Jeg læste heldigvis videre, og bogen bliver betydelig bedre, da den begynder at fokuserer på hovedpersonerne, og på hvordan afsindet breder sig. Schjönning skriver rigtigt godt, og bygger en god historie op omkring Gregor, der gør at dette er en karakter, man gerne vil følge.

Bogen bliver desværre aldrig rigtig farlig. Selvom det nævnes flere gange så giver den ikke rigtigt fornemmelsen af, at det er hele verden der er i fare, men blot at det er noget der sker omkring hovedpersonerne.

Om man kan lide en bog hører ofte sammen med forventninger, og denne levede desværre ikke op til mine. Schjönning har skrevet flere rigtigt gode noveller, hvor han har twistede historier der har overrasket mig flere gange. Det skete desværre ikke i denne roman, men ingen tvivl om at jeg ser frem til at læse mere fra ham fremover.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Nick Clausen – Alexias fortælling – Frygten er din fjende

Udgivet den juli 15, 2016 af Admin

AlexiasAlexias fortælling – Frygten er din fjende
Roman af Nick Clausen
Høst & Søn/Rosinante 2016, 266 sider.

I 2014 udgav Nick Clausen ungdoms fantasybogen Cirinos fortælling – Hellere død end slave hvori vi fulgte den unge mand Cirino, som bliver bortført til et liv i slaveri; et liv som han gør hvad han kan for at slippe væk fra. Nick Clausen har nu skrevet en selvstændig fortsættelse, som godt nok finder sted i samme verden, og kort efter handlingen i den første, men som ellers er helt sin egen fortælling.

I denne bog følger vi Alexias, som er hustru til Cirinos bror. Hendes bror Alexius, tilkaldes af kongen da han er kendt for sine evner med bue og pil. Kongen er ikke en man siger nej til, men da Alexius i et nyligt angreb har mistet sin hånd, er han ikke meget værd som bueskytte. Begge søskende tager afsted for at finde ud af hvad kongen ønsker af broren, for når kongen tilkalder en, så tager man afsted.

Det viser sig at kongen vil samle en lille gruppe, som skal drage afsted for at dræbe landets fjendes kejser, for på den måde at afslutte krigen. Alexias tager Alexius’ plads på togtet, uden nogen dog i starten ved at det er søsteren, og ikke den kendte bueskytte, der er med. Da de andre i gruppen finder ud af dette, sender de hende retur, så hun selv kan fortælle kongen at hun har løjet. Hun opdager dog at der er en stor flok på vej for at lave et baghold på gruppen, og da det lykkedes hende at advare dem, får hun lov til at drage videre samme med dem.

Alexias har aldrig dræbt nogen før, og første gang hun overværer et drab, går det for alvor op for hende at hun måske ikke var helt klar til en rejse som denne.

Dette er, lige som i historien om Cirino, ikke en historie hvor fokus er på at opbygge en stor fantasifuld fantasy-verden, men det er lige som den første en udviklingsfortælling om en ung person som bliver kastet ud i en verden, og i situationer, som de ikke er forberedte på. Dette er så fortalt i en actionfyldt fortælling, som vil underholde den unge fantasylæser.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Johannes Lundstrøm – Vi er ikke alene

Udgivet den juli 14, 2016 af Admin

vierikkealeneVi er ikke alene
Roman af Johannes Lundstrøm
Mellemgaard 2014, 312 s.

Johannes Lundstrøm (f.1944) er i en sen alder gået i gang med at skrive ungdomsromaner, som han får udgivet via Mellemgaard. Vi er ikke alene er første del af en science fiction “pluralogi”, hvoraf der hidtil er kommet tre bind. Lundstrøm har tidligere skrevet faglitteratur og rejsebeskrivelser, og man kan tydeligt mærke på hans omgang med ord at han ikke er nogen nybegynder udi skrivefaget.

Bogen starter på Jorden i nutiden, hvor vi følger den 27-årige etnolog Thomas, som sammen med sin ven Henrik tager til De Kanariske Øer for at kigge nærmere på ørigets spændende pyramider og vulkaner. Forløbet fortælles med en enorm detaljerigdom; vi får sideløbende imponerende meget at vide om øernes kultur, geografi og vulkanologi, og det er godt og professionelt skrevet. Det er tydeligt at forfatteren selv har været på stedet og sat sig ind i tingene.

Samtidig introduceres vi i et parallelspor til nogle udenjordiske civilisationer som har kig på Jorden og dens ressourcer, og har iagttaget os siden vores rumprogrammer først startede. Nogle står på spring for at invadere, mens andre vil oprette fredelige relationer. Thomas har som en af de eneste jordboer anlæg for telepati, og derfor bliver han udvalgt som en slags diplomat mellem Jorden og det ydre rumsamfund, hvor meget kommunikation foregår telepatisk.

Beskrivelserne af de fremmede civilisationer indeholder store mængder historiske anekdoter, både om Jorden og de fremmede. Der er lagt stor vægt på pædagogiske forklaringer og world-building (enkelte steder næsten for meget). Der er også nogle skønne ideer til hvordan forskellige rumvæsner kommunikerer med hinanden og arbejder sammen, f.eks. via androidkroppe.

Nogle af de mere tekniske (sci-fi) detaljer bærer dog præg af at forfatteren måske ikke har så store erfaringer med genren og dens jargon. F.eks. omtaler han rejser med overlyshastighed som “tidsrejser”, hvilket man til at starte med forvirres lidt af, da der ikke er tale om klassiske rejser i tiden, men netop blot Faster-Than-Light-rumrejser mellem fjerne planeter. Om Lundstrøm bruger betegnelsen “tidsrejser” som et bevidst originalt udtryk, eller fordi han ikke er helt hjemme i klassisk science fiction terminologi er jeg ikke helt klar over, men jeg hælder mest til det sidste.

Man kunne også indvende at telepati (og andre “synske evner”) i dag anses for et forældet element indenfor science fiction, fordi det har vist sig at der ikke er noget videnskabeligt belæg for det, men det er en mindre anke. Netop fordi man ikke hører så meget om telepati længere, kan man argumentere for at det faktisk er gået hen og blevet et friskt og spændende element igen – vi ved jo stadig ikke alt om hvordan hjernen fungerer.

Under alle omstændigheder skal man ikke lade sig skræmme af disse få kritikpunkter, for der er tale om en yderst velskrevet ungdomsroman. Den er en nydelse at læse, og jeg glæder mig til at anmelde de to næste bind i denne romanserie i næste nummer af Himmelskibet.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Danny Biltoft Davidsen – Destin – seerkrystallen

Udgivet den juli 13, 2016 af Admin

Destin seerDestin – seerkrystallen
Roman af Danny Biltoft Davidsen
Omslag: Jessica Heick
Forlaget Mellemgaard 2016, 225s.

31-årige Danny Biltoft Davidsen har skrevet science fiction siden han var 17 år, og har tidligere udgivet science fiction trilogien ”Meta-type”, hvis første bind fik følgende ord med på vejen i Himmelskibet nr. 5: ”...en god ungdoms-science fiction-actionroman, der på den ene side er fyldt med action og på den anden side udfolder et godt drama.”

Nu er Biltoft så aktuel med Destin, der ligeledes er første del af en serie, og jeg er ganske begejstret.

Vi befinder os 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af overlegne teknologiske race Torakiderne, og siden bekriget dem til udryddelse, så menneskene nu bruger de nye teknologier, men har glemt hvor de kommer fra.

I denne verden lever drengen Destin en kummerlig tilværelse på asteroiden Lyoneida, indtil den dag hans veninde Maridel finder en ældgammel boks. Før de når at finde ud af, hvad de skal gøre med den, bliver de fanget af Rødfrakkerne fra kongeriget Carnelior, og Maridel bliver bortført, mens Destin efterlades som død.

Han er dog langtfra død og ender ombord på rumskibet Den lovløse under kaptajn Cyrils kommando. Cyril og besætningen er skattejægere, som søger efter artefakter fra Torakiderne for at sælge dem videre. Og nu er de på jagt efter Maridels boks.

Destin – seerkrystallen er en rigtig tjubang-historie med masser af slagsmål, action og eventyr. Biltoft skaber et spændende univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men skaber i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et stænk 1700-tals-atmosfære.

Målgruppen er unge science fiction læsere, men historien er som sagt både spændende og underholdende, så den voksne læser kan også sagtens være med – også selvom sproget ikke altid er lige elegant. Jeg blev i hvert fald lynhurtigt fanget ind, og venter nu i spænding på bind to efter en rigtig cliffhanger-afslutning på bind et.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar