Martin Schjönning – Afsind

Udgivet den juli 16, 2016 af Admin

AfsindAfsind
Roman af Martin Schjönning
Kandor 2016, 294 sider.

Når der har været noveller af Martin Schjönning med i antologier, jeg har anmeldt her i Himmelskibet, så har hans bidrag ofte været nogle af dem jeg har fremhævet blandt de bedste i samlingerne. Han skriver virkeligt godt, og har nogle vinkler på sine historier som gang på gang overrasker. På dagen hvor bogen Afsind udkom skrev forlaget følgende på Facebook: “I dag udgiver vi den grummeste bog vi har læst. Martin Schjönnings Afsind. Bogen er en tour de force i fysiske og psykiske ubehageligheder og efterlader læseren med følelsen af at have været vidne til sin egen undergang.” Det var derfor også med stor forventning at jeg satte mig med bogen.

Bogen starter hårdt ud med at et foto af en kvinde, der er blevet tortureret, bliver skubbet ind under sin bror, Gregors, dør. Gregor har været i behandling for psykisk sygdom siden sine forældres død, og han vælger at søge hjælp hos sin psykiater, Lacedon. Denne bliver meget overrasket over at se billedet, for han ved at søsteren, Iris, er en som Gregor godt nok tror er virkelig, men at hun ikke er det. Han kan dog ikke komme udenom at kvinden på billedet passer til de beskrivelser, som Gregor altid er kommet med af søsteren.

Det er ikke kun billedet, der er noget galt med. På den psykiatriske institution er helvede ved at bryde løs, da de syge gør oprør, og også i verden omkring spreder vanviddet sig, så politi og hospitaler har travlt, da folk går amok i umotiveret vold. Der er sluppet noget dæmonisk løs, og Gregor er en central person omkring dette, og i jagten på søsteren kommer han nærmere de dæmoner der via ham forsøger at komme igennem til vores verden.

Med den salgstale som forlaget havde lagt ud, havde jeg glædet mig til at komme igang med bogen. Efter 30 sider var jeg dog tæt på at lægge den helt fra mig igen, bl.a. pga. to personer der var blevet introduceret, som jeg ikke kunne holde ud at skulle følge bogen igennem. Den ene er en kvinde som lever i et voldeligt forhold. Problemet er at hendes passager er skrevet i en førstepersonsfortæller, med et talesprog jeg fandt forstyrrende og irriterende, og som brød markant med de andre afsnit i bogen. Den anden var en karikeret politikommisær. Han er fordrukken i en grad så han på et gerningssted går hen og tager en drink i offerets barskab, efter han på stedet har analyseret alle spor og fundet ud af at det er et makabert selvmord han står over for. Det viste sig heldigvis at begge personer blot er med for at vise at galskaben er begyndt at brede sig, og de forsvinder hurtigt igen (kommissæren dukker kort op igen senere, mens kvindens sidste afsnit afsluttes, så man ikke er i tvivl om at vi ikke ser mere til hende). Det havde måske været fint hvis de havde været med i en tydelig afgrænset prolog, men her introduceres de som om de er en del af historien, hvilket de heldigvis ikke var. De havde måske passet ind hvis forfatteren havde ladet flere personer komme ind i løbet af bogen for at vise hvordan afsindet spredte sig. De er dog de eneste, der har sådanne afsnit. De virker næsten som noveller, som forfatteren har syntes skulle passes ind i bogen.

Jeg læste heldigvis videre, og bogen bliver betydelig bedre, da den begynder at fokuserer på hovedpersonerne, og på hvordan afsindet breder sig. Schjönning skriver rigtigt godt, og bygger en god historie op omkring Gregor, der gør at dette er en karakter, man gerne vil følge.

Bogen bliver desværre aldrig rigtig farlig. Selvom det nævnes flere gange så giver den ikke rigtigt fornemmelsen af, at det er hele verden der er i fare, men blot at det er noget der sker omkring hovedpersonerne.

Om man kan lide en bog hører ofte sammen med forventninger, og denne levede desværre ikke op til mine. Schjönning har skrevet flere rigtigt gode noveller, hvor han har twistede historier der har overrasket mig flere gange. Det skete desværre ikke i denne roman, men ingen tvivl om at jeg ser frem til at læse mere fra ham fremover.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Nick Clausen – Alexias fortælling – Frygten er din fjende

Udgivet den juli 15, 2016 af Admin

AlexiasAlexias fortælling – Frygten er din fjende
Roman af Nick Clausen
Høst & Søn/Rosinante 2016, 266 sider.

I 2014 udgav Nick Clausen ungdoms fantasybogen Cirinos fortælling – Hellere død end slave hvori vi fulgte den unge mand Cirino, som bliver bortført til et liv i slaveri; et liv som han gør hvad han kan for at slippe væk fra. Nick Clausen har nu skrevet en selvstændig fortsættelse, som godt nok finder sted i samme verden, og kort efter handlingen i den første, men som ellers er helt sin egen fortælling.

I denne bog følger vi Alexias, som er hustru til Cirinos bror. Hendes bror Alexius, tilkaldes af kongen da han er kendt for sine evner med bue og pil. Kongen er ikke en man siger nej til, men da Alexius i et nyligt angreb har mistet sin hånd, er han ikke meget værd som bueskytte. Begge søskende tager afsted for at finde ud af hvad kongen ønsker af broren, for når kongen tilkalder en, så tager man afsted.

Det viser sig at kongen vil samle en lille gruppe, som skal drage afsted for at dræbe landets fjendes kejser, for på den måde at afslutte krigen. Alexias tager Alexius’ plads på togtet, uden nogen dog i starten ved at det er søsteren, og ikke den kendte bueskytte, der er med. Da de andre i gruppen finder ud af dette, sender de hende retur, så hun selv kan fortælle kongen at hun har løjet. Hun opdager dog at der er en stor flok på vej for at lave et baghold på gruppen, og da det lykkedes hende at advare dem, får hun lov til at drage videre samme med dem.

Alexias har aldrig dræbt nogen før, og første gang hun overværer et drab, går det for alvor op for hende at hun måske ikke var helt klar til en rejse som denne.

Dette er, lige som i historien om Cirino, ikke en historie hvor fokus er på at opbygge en stor fantasifuld fantasy-verden, men det er lige som den første en udviklingsfortælling om en ung person som bliver kastet ud i en verden, og i situationer, som de ikke er forberedte på. Dette er så fortalt i en actionfyldt fortælling, som vil underholde den unge fantasylæser.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Johannes Lundstrøm – Vi er ikke alene

Udgivet den juli 14, 2016 af Admin

vierikkealeneVi er ikke alene
Roman af Johannes Lundstrøm
Mellemgaard 2014, 312 s.

Johannes Lundstrøm (f.1944) er i en sen alder gået i gang med at skrive ungdomsromaner, som han får udgivet via Mellemgaard. Vi er ikke alene er første del af en science fiction “pluralogi”, hvoraf der hidtil er kommet tre bind. Lundstrøm har tidligere skrevet faglitteratur og rejsebeskrivelser, og man kan tydeligt mærke på hans omgang med ord at han ikke er nogen nybegynder udi skrivefaget.

Bogen starter på Jorden i nutiden, hvor vi følger den 27-årige etnolog Thomas, som sammen med sin ven Henrik tager til De Kanariske Øer for at kigge nærmere på ørigets spændende pyramider og vulkaner. Forløbet fortælles med en enorm detaljerigdom; vi får sideløbende imponerende meget at vide om øernes kultur, geografi og vulkanologi, og det er godt og professionelt skrevet. Det er tydeligt at forfatteren selv har været på stedet og sat sig ind i tingene.

Samtidig introduceres vi i et parallelspor til nogle udenjordiske civilisationer som har kig på Jorden og dens ressourcer, og har iagttaget os siden vores rumprogrammer først startede. Nogle står på spring for at invadere, mens andre vil oprette fredelige relationer. Thomas har som en af de eneste jordboer anlæg for telepati, og derfor bliver han udvalgt som en slags diplomat mellem Jorden og det ydre rumsamfund, hvor meget kommunikation foregår telepatisk.

Beskrivelserne af de fremmede civilisationer indeholder store mængder historiske anekdoter, både om Jorden og de fremmede. Der er lagt stor vægt på pædagogiske forklaringer og world-building (enkelte steder næsten for meget). Der er også nogle skønne ideer til hvordan forskellige rumvæsner kommunikerer med hinanden og arbejder sammen, f.eks. via androidkroppe.

Nogle af de mere tekniske (sci-fi) detaljer bærer dog præg af at forfatteren måske ikke har så store erfaringer med genren og dens jargon. F.eks. omtaler han rejser med overlyshastighed som “tidsrejser”, hvilket man til at starte med forvirres lidt af, da der ikke er tale om klassiske rejser i tiden, men netop blot Faster-Than-Light-rumrejser mellem fjerne planeter. Om Lundstrøm bruger betegnelsen “tidsrejser” som et bevidst originalt udtryk, eller fordi han ikke er helt hjemme i klassisk science fiction terminologi er jeg ikke helt klar over, men jeg hælder mest til det sidste.

Man kunne også indvende at telepati (og andre “synske evner”) i dag anses for et forældet element indenfor science fiction, fordi det har vist sig at der ikke er noget videnskabeligt belæg for det, men det er en mindre anke. Netop fordi man ikke hører så meget om telepati længere, kan man argumentere for at det faktisk er gået hen og blevet et friskt og spændende element igen – vi ved jo stadig ikke alt om hvordan hjernen fungerer.

Under alle omstændigheder skal man ikke lade sig skræmme af disse få kritikpunkter, for der er tale om en yderst velskrevet ungdomsroman. Den er en nydelse at læse, og jeg glæder mig til at anmelde de to næste bind i denne romanserie i næste nummer af Himmelskibet.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Danny Biltoft Davidsen – Destin – seerkrystallen

Udgivet den juli 13, 2016 af Admin

Destin seerDestin – seerkrystallen
Roman af Danny Biltoft Davidsen
Omslag: Jessica Heick
Forlaget Mellemgaard 2016, 225s.

31-årige Danny Biltoft Davidsen har skrevet science fiction siden han var 17 år, og har tidligere udgivet science fiction trilogien ”Meta-type”, hvis første bind fik følgende ord med på vejen i Himmelskibet nr. 5: ”...en god ungdoms-science fiction-actionroman, der på den ene side er fyldt med action og på den anden side udfolder et godt drama.”

Nu er Biltoft så aktuel med Destin, der ligeledes er første del af en serie, og jeg er ganske begejstret.

Vi befinder os 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af overlegne teknologiske race Torakiderne, og siden bekriget dem til udryddelse, så menneskene nu bruger de nye teknologier, men har glemt hvor de kommer fra.

I denne verden lever drengen Destin en kummerlig tilværelse på asteroiden Lyoneida, indtil den dag hans veninde Maridel finder en ældgammel boks. Før de når at finde ud af, hvad de skal gøre med den, bliver de fanget af Rødfrakkerne fra kongeriget Carnelior, og Maridel bliver bortført, mens Destin efterlades som død.

Han er dog langtfra død og ender ombord på rumskibet Den lovløse under kaptajn Cyrils kommando. Cyril og besætningen er skattejægere, som søger efter artefakter fra Torakiderne for at sælge dem videre. Og nu er de på jagt efter Maridels boks.

Destin – seerkrystallen er en rigtig tjubang-historie med masser af slagsmål, action og eventyr. Biltoft skaber et spændende univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men skaber i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et stænk 1700-tals-atmosfære.

Målgruppen er unge science fiction læsere, men historien er som sagt både spændende og underholdende, så den voksne læser kan også sagtens være med – også selvom sproget ikke altid er lige elegant. Jeg blev i hvert fald lynhurtigt fanget ind, og venter nu i spænding på bind to efter en rigtig cliffhanger-afslutning på bind et.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 48

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Tuschmørke 3

Udgivet den juli 12, 2016 af Admin

Tuschmørke_3Tuschmørke 3
Tegneserieantologi
Ondskab­ens Flydende Vatikan 2016, 108 sider.

Så er der kommet en tredje antologi af amatørtegneserier fra selvudgivende OFV, og det er bestemt en læseværdig udgivelse. Tuschmørke 3 indeholder seks historier, startende med “Vejens sidste rose” af Patrick Leis. Det er en seks-siders sag som er lavet til Leis’ zombie-apokalypse romanserie, Necrodemic-sagaen. Vi ser en sekvens hvor en lille pige mister sine forældre til zombiesvøben, og reddes af nogle soldater. Historien giver helt sikkert læseren “blod på tanden” (haha) til at gå i gang med romanserien, og det er efterhånden ingen overraskelse at tegningerne fra vor hjemlige bodypainting-mester er i totalt professionel klasse. Man ønsker sig brændende et helt tykt tegneseriealbum fra Leis’ hånd!

Dernæst kommer den 23-siders “SOS fra Oceanium” af fynske Asger Grevil. En kvindelig dusørjæger i et tekande-rumskib (!) opfanger et SOS fra havplaneten Oceanium, og må dykke ned på bunden af havet for at få has på mysteriet. Der er meget lidt tekst, men de gode og enkle tegninger gør det nemt at følge historien. Grevil har også lavet antologiens flotte forside, sammen med Henrik Maegaard.

Så kommer Peder Riis’ historie, “Operation Fiskehejre”, på 17 sider. Det er en underholdende koldkrigs-spion-komedie om to lejesoldat-søstre der sælger deres evner til hver sin side, og både døjer med, og udnytter, begge siders antikverede kvindesyn. Altid en fornøjelse af læse Riis’ historier, som kun bliver bedre med tiden.

Den næste er den 10-siders “Kabale” af Christine Gundlach. Et hold gravrøvere i en middelalderlig fantasy-verden må kæmpe mod vrede landsbyboere. Tegningerne er enkle men lovende, omend der næsten ikke er nogle baggrunde.

Hernæst kommer antologiens største og bedste overraskelse; den 22-siders “Einar og Mara”, skrevet af færøske Petur Heinesen og tegnet af Henrik Maegaard. Det er en historie der imponerer både på det skrevne og det tegnede niveau. Den handler om den færøske dreng Einar, som kommer i berøring med færøske sagnvæsner – hovedsageligt en åndekvinde ved navn Mara – som hjælper ham med diverse personlige problemer, samtidig med at der også er en pris at betale. Det er en fortælling som er skabt i den lidt mere substantielle, old-school stil, med op til 10 billeder på hver side, hvilket er et kærkomment “blast from the past”, i forhold til de fleste nyere historier, som sjældent har mere end 4-6 billeder pr. side. Glæder mig til at se mere fra Heinesen og Maegaard.

Den sidste historie er “Griske gysser” af Casper Sand, på 17 sider. Den er inspireret af en udlandsrejse, hvor serieskaberen følte sig som en omvandrende pengesæk. Således skildres her et/vores samfund af omvandrende pengesække, hvor folk har navne som Skilling, Knast og Mønt. Der skal opklares et mord hvor en borger (og hans pengegris, som han var ude at lufte) er blevet tømt for indhold – hvem kan mon være så grådig? Det er en rigtig morsom historie med masser af gode små indspark mod vores samfunds besættelse med økonomi, som f.eks. at politibilernes sirene-lydeffekt er “EEEEEUUUUU!” Ha!

Alle historierne i denne antologi er fine og underholdende; der er ingen af dem som er decideret dårlige. Er man til indie-tegneserier, så bør man bestemt købe denne udgivelse!

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Patience & 11.22.63

Udgivet den juli 11, 2016 af Admin

PATIENCE_FC_Colors2 copyPatience
Tegneserie af Daniel Clowes
Forlaget Aben Maler, 2015, 188s.

11.22.63
Tv-serie, baseret på en roman af Stephen King
2016, 8 afsnit

Jeg læste Daniel Clowes seneste tegneserieopus, den grafiske roman Patience, samtidig med at jeg var i gang med at se den nye tv-miniserie 11.22.63 – det var en smule surrealistisk og forvirrende, for tilfældigvis handler de begge om tidsrejser, og er begge mere romantiske tragedier end egentlige tidsrejsehistorier.

Begge historier handler om en rodløs fyr der forelsker sig i en blond kvinde (og hun i ham), men hvor alt muligt går galt i deres forhold, så fyren desperat forsøger at gøre tingene gode igen, med meget begrænset succes.

I Patience følger vi Jack (urgh! Det mest brugte og derfor mindst spændende navn til en protagonist), som er en socialt dysfunktionel type der for få måneder siden blev gift med den lige så dysfunktionelle Patience. De to lever lykkeligt, men fattigt og næsten totalt isoleret, minus venner, og konstant jobsøgende. En dag kommer Jack hjem og finder Patience – næsten hans eneste grund til at leve – liggende myrdet på gulvet. Politiet mener at det må være Jack der har gjort det, så han kommer i fængsel i nogle år, indtil de finder nogle beviser på at han ikke kunne have gjort det. Jack går derefter i gang med selv at efterforske mordet, men kommer ikke særligt langt. Fjorten år senere, i år 2029, møder han en fyr der har opfundet en væske som muliggør rejser i tiden. Jack kan nu tage tilbage i tiden, og planlægger at forhindre mordet.

Som helhed er historien relativt enkel i sit udtryk, og har, kan man vel sige, en vellavet socialrealistisk seriøsitet, men science fiction-delen er en del svagere. Designet af fremtiden i 2029 er retrofuturistisk og naivt i stilen, og der er det sædvanlige problem med en utilstrækkelig tidsrejseforståelse hos forfatteren, hvilket skaber utilsigtede logiske paradokser. F.eks. finder Jack på et sent tidspunkt i historien ud af at nogle af de detaljer, han kendte fra sin originale tilværelse (før tidsrejserne), er forårsaget af hans egen rejsen i tiden. Dette viser jo at tiden tager også fremtidige handlinger med i sin overordnede betragtning, således at nutiden allerede og altid er et resultat af de rejser til fortiden som kommer til at finde sted i fremtiden. Hvis tiden fungerer sådan, så er alting forudbestemt og frosset og kan ikke ændres. Men der er ting i historien som bliver ændret. Så logikken holder ikke.

11-22-63Noget lidt lignende sker også i 11.22.63. Historien handler om at forhindre Kennedy-mordet i 1963; dette kan måske lade sig gøre fordi hovedpersonen, Jake (endnu en næsten-Jack!), får adgang til en tidsportal der leder tilbage til 1960. Men her er der et twist: Portalen er tovejs mellem 1960 og 2016, men hver gang man tager tilbage til 1960 igen, nulstilles de eventuelle forandringer man har lavet da man var der forrige gang! Dvs. at man kun kan forårsage varige forandringer ved aldrig at bruge portalen igen når man er kommet hjem til det nye 2016 (som vil være baseret på de forandringer, man har foretaget). Som sådan er portalen jo lidt af en legeplads, hvor man kan rejse igennem, gøre et eller andet, og så tage igennem igen og nulstille det hele – specielt hvis de forandringer, man forårsagede, viser sig at have negative konsekvenser. Det er en ganske interessant idé, som her i serien kun brister da Jake får nogle falske ID-kort med sig tilbage til 1960, som en ældre fyr har fået lavet da han selv var i 1960 via portalen kort forinden! Ifølge den beskrevne tidslogik burde alle konsekvenser af tidligere rejser blive fjernet så snart man går gennem portalen igen – men der er åbenbart en undtagelse for personlige genstande, ligesom der (“selvfølgelig”) også er det for den tidrejsendes hukommelse, som altid på magisk vis kan huske alle rejserne…

Jakes mission i 1960 er at skygge Lee Harvey Oswald, og finde ud af hvem der eventuelt manipulerede ham til at skyde Kennedy. Allerede efter ganske få indledende rejser gennem portalen, beslutter Jake at blive i fortiden helt frem til 1963, og det lykkedes ham at blive ansat som engelsklærer, hvor han møder den smukke Sadie Dunhill, som han indleder et forhold til. Mere og mere af historien handler om deres forhold, og de problemer som Jakes mission skaber for forholdet. Seeren sidder og venter på en interessant forklaring på, og baggrund for, Kennedy-mordet, men det kommer aldrig. Kennedy-plottet bliver mere og mere simplificeret indtil det er næsten kørt ud på et sidespor, og Jake indser at hans mission slet ikke er Oswald/Kennedy, men kærligheden til Sadie. En historie der foregiver at handle om tidsrejse og historiske begivenheden viser sig altså at degenerere til en basal romantisk historie. Det var ikke sådan, jeg havde håbet, den ville udvikle sig. Der kommer dog også en forløsning på Kennedy-plottet, men budskabet er at man ikke skal forsøge at ændre noget, for så bliver alting bare værre. Både personligt og for hele verden! En meget anti-progressiv måde at se tingene på, og ikke et budskab der sømmer sig for science fic­tion-genren, eller for god kunst, efter min mening.

Forfatterne til både Patience og 11.22.63. er ikke normalt science fiction-forfattere, hvilket ses tydeligt; begge historier er ikke primært produceret til et science fiction-publikum, der foretrækker idé-drevne historier, men til et mainstream-publikum, der foretrækker person- og romance-drevne historier. Som romancer er historierne såmænd udmærkede begge to, men der er bare ikke det forventede pay-off, hvis man ser dem gennem en science fiction-fans øjne. Derfor var de begge en smule skuffende for mig – men ikke helt dårlige; især ikke 11.22.63., som var effektivt underholdende, velspillet og gav et godt og flot tidsbillede af 1960erne.

Karakterer:
Patience: 6 stjerner ud af 10.
11.22.63.: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Tegneserier, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Kung Fury

Udgivet den juli 10, 2016 af Admin

Kung FuryKung Fury
Kortfilm, Sverige 2015, 31 min.
Instruktør: David Sandberg
Medvirkende: David Sandberg, Jorma Taccone, David Hasselhoff, m.fl.
Kan ses på Netflix

I sommeren 2015 fik David Hasselhoff et comeback på YouTube med musikvideoen “True Survivor”, en retro-firser-sang med en video fyldt af martial arts, gadebander, dinosaurer og nazister. Sangen og videoen var angiveligt en slags trailer til filmen Kung Fury, som nu bl.a. kan ses på Netflix, hvor den med streamingtjenestens vanlige sprogsans har fået titlen Kong Amok.

Kung Fury startede i December 2013 som et crowdfunding-projekt ledt af svenskeren David Sandberg, der har skrevet og instrueret filmen og også spiller hovedrollen. Crowdfundingen indbragte på to måneder $630.000, over tre gange så meget som det oprindelige mål, men ikke helt den million dollar der skulle til for at lave en film af spillefilmslængde. Derfor er Kung Fury kun en kortfilm på 31 minutter, men det er faktisk også en passende længde.

Vi befinder os i 1980ernes Miami, som er overrendt af rå punkerbander og andet godtfolk. En arkadespilmaskine går amok gennem byen på bedste Transformer-vis og må stoppes af den unge kung fu-kyndige strømer Kung Fury (Sandberg). Det ser ud som om Hitler har haft en finger med i spillet, så vor helt får vennen og computergeniet Hackerman til at sende ham tilbage i tiden med en Amstrad-computer. Desværre ryger han for langt tilbage, helt til dinosaurernes tid, og så er gode dyr rådne. Heldigvis render han på et par maskingeværbevæbnede valkyrier, der får tilkaldt tordenguden Thor, der kan sende ham frem til Hitlers tid. Her må Kung Fury slås med en mængde nazirobotter før han kan tage oprøret med Hitler, der viser sig selv at være kung fu-mester under navnet Kung Führer.

Det lyder vanvittigt, og det er det også (og så har jeg endda udeladt nogle af de mest vanvittige detaljer). Men det er den rigtige slags vanvid, og filmen er stilrent lavet som en pastiche på firser-action-B-film lavet direkte til VHS. Miljøet rammer rent film såsom The Warriors og Surf Nazis Must Die, og special effects er bevidst lavet kikset med dårlig integration med live action-elementerne. Kung fu-kampene er lavet i stil med arkadespil som Street Fighter og Mortal Kombat hvor det hele foregår i to dimensioner, og musikken er også ren 80’erstil (selvom vi desværre ikke får hørt The Hoff synge “True Survivor”). Netflix-udgavens undertekster giver faktisk et ekstra lag af autenticitet, da de er cirka lige så dårligt oversatte som i de gamle B-film på VHS.

Det ville være synd at kalde Kung Fury for en stor film, men den er ganske sjov, især for dem der er vokset op i 70’er eller 80’erne med arkadespil, mikrocomputere og VHS-film. Længden føles meget passende til ideen, og jeg tror i virkeligheden at det er meget godt at Kung Fury ikke blev til en hel spillefilm.

Filmen fik mig til at undre mig over at alle de andre nordiske lande kan lave vilde og originale genrefilm, men Danmark kan af en eller anden grund ikke.

Norge har bl.a. lavet Död Snö og Trolljegeren, Finland har bl.a. lavet Iron Sky og Rare Exports, Sverige har lavet Låt den rätta komma in og nu Kung Fury, og Island har vist også lavet noget [ja, f.eks. den fremragende Astrópía. -Red.]. I Danmark bliver det i bedste fald til uoriginale genrefilm med alle de værste klicheer, eller mere folkekomedie end horror eller sci-fi. Er det kulden og midnatssolen nordpå der giver de andre nordiske lande den kant, som vi mangler? Eller er det danske filmmiljø bare fuldstændigt fantasiløst?

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Stan Lee’s Lucky Man (sæson 1)

Udgivet den juli 9, 2016 af Admin

Lucky_ManStan Lee’s Lucky Man (sæson 1)
Tv-serie, USA/UK 2016, 10 episoder
Medvirkende: James Nesbitt, Siena Guillory, Amara Karan, Eve Best, m.fl.

Marvelskaber Stan Lee har fået sit navn med i titlen på denne urban fantasy-serie, men han er nok kun idémand. Til gengæld er det også en fed idé, som skriver sig ind i “supernatural artifact”-undergenren, der f.eks. tæller gode ting som The Mask (både film og tegneserier) og “The Lost Room” (tv-serie, 2006, anmeldt i Himmelskibet nr. 13). I Lucky Man har vi nemlig et magisk armbånd fra Ming-dynastiet, som blev skabt med en ubalance i yin og yang: der var for meget yang, med det resultat at enhver der har armbåndet på oplever et overnaturligt og usandsynligt held. Det er dog ikke lutter lagkage, for med armbåndet følger en moralsk dimension: Jo mere bæreren bruger sit held for egen vindings skyld, jo mere vil denne uetiske opførsel føre til uheld for bærerens nærmeste! Bæreren af armbåndet kan styre sit held ved at koncentrere sig, og vælge mellem mange forskellige måder at bruge heldet på. I første sæson af serien når vi kun lige at skrabe overfladen for hvad armbåndet kan udrette, men serien har været en succes, så der er heldigvis en anden sæson på vej.

Det foregår i nutiden. Armbåndet lander af komplekse grunde om håndleddet på den erfarne London-politimand Detective Inspector Harry Clayton (den skønne skuespiller James Nesbitt). Han får det af en mystisk kvinde, som er den eneste der kan påføre andre det magiske armbånd, som i øvrigt også er uforgængeligt. Hun giver ham armbåndet fordi hun ikke vil give det til den person der ellers var planlagt til at modtage det – en mystisk forbryderkonge der går under navnet Golding – og med denne handling trækker hun Harry ind i et net af intriger. Han må så navigere både disse og diverse eskalerende omstændigheder på sit arbejde, hvor hans chef mistænker ham for at være korrupt pga. uortodokse metoder. Harry er typen der ikke viger tilbage for at bøje reglerne når han synes det kræves, men samtidig er han også en god og ærlig politimand. Han er lige blevet skilt fra sin kone (som er advokat), og har en ung teenage-datter, samt en meget yngre bror, og desuden en ung kvindelig partner (Amara Karan). Op gennem denne første sæson fyger det med mord og mistanker og beskyldninger – det er veldrejet, actionfyldt krimi-spænding. Harry er en super-effektiv politimand der på imponerende vis næsten altid er et par skridt foran alle andre, men frustreres af at være på herrens mark når det kommer til armbåndets mysterier.

Det er en absolut velproduceret og engagerende serie; det eneste der irriterede mig lidt var at det fra begyndelsen af afsnit 7 er soleklart hvem Golding er, men serien behandler det som et stort mysterium i endnu to afsnit. Det er sjældent godt når den tilfældige seer er mere intelligent end den topsmarte politi-detektiv i historien, men til dens forsvar kan siges at seerne præsenteres for ting som politimanden ikke ved, og derfor ved vi mere end han gør. Det er lidt ærgerligt at serien er så formularisk i strukturen hvad angår morderen, men til gengæld er Golding ret god i sidste afsnit. Serien fortsætter direkte over i en kommende 2. sæson, og slutter ret brat. Der er masser af løsthængende plottråde, og masser af ting vi endnu ikke har fået at vide om armbåndet. Men seriens tempo og substans har dét til trods været meget tilfredsstillende, og udgør endnu en ting vi kan takke Stan Lee for! Jeg kommer bestemt til at stå på spring for at se 2. sæson når den kommer.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Ash vs Evil Dead (sæson 1)

Udgivet den juli 8, 2016 af Admin

AshEvilDeadAsh vs Evil Dead (sæson 1)
Tv-serie, USA 2015, 10 episoder (ca. 30 min. pr. episode)
Instr.: Sam Raimi, m.fl.
Medvirkende: Bruce Campbell, Ray Santiago, Dana DeLorenzo, m.fl.
Vises i Danmark på C More (www.cmore.dk)

I Evil Dead-trilogien (fra hhv. 1981, 1987 og 1992) tog en flok unge mennesker ud i skoven, hvor en uheldig cocktail af letsind og den magiske dødebog, Necronomicon Ex Mortis, vækkede ondskaben.

Én for én blev de unge forvandlet til dæmonbesatte zombier, såkaldte deadites. Gruppens eneste overlevende, Ash, måtte med en motorsav sætte sin egen hånd af, fordi den blev besat af en dæmon og angreb ham. Efterfølgende cementerede han sin status som horror-ikon ved at erstatte den manglende hånd med motorsaven og give de onde døde tørt på. I kampens hede blev han hvirvlet igennem en magisk portal til middelalderens England, hvor han stod ansigt til ansigt med en hel hær af skeletter ledet af hans onde jeg.

Efter den forrygende trilogi blev der forholdsvis stille omkring Ash og de onde døde, selv om begge versioner af slutningen antydede, at vores vrangvillige helts problemer var alt andet end omme. Universet blev dog holdt i live via bl.a. computerspil, tegneserier (Ash tog sågar kampen op mod karaktererne fra Marvel-universet, da de blev til zombier i serien Marvel Zombies) samt tilbagevendende rygter om yderligere film.

Da Bruce Campbell endelig vendte tilbage for at bekæmpe de dæmoniske kræfter på film, var det imidlertid ikke som Ash, men derimod en noget afdanket udgave af sig selv i den parodiske My Name is Bruce (2007). Her blev skuespilleren rodet ind i kampen mod en “ægte” ondskab, da en fan forvekslede ham med hans film-alterego. Ikke ulig Ash var filmudgaven af Bruce Campbell både modstræbende og selvisk, hvilket på den ene side gjorde den ganske sjov, men på den anden side uundgåeligt indgød den skuffende fornemmelse af en bleg afglans.

Efter yderligere en årrække kom en decideret genindspilning uden Ash på tale, og jeg gruede oprigtigt. Evil Dead anno 2013 gjorde heldigvis mine bange anelser til skamme, ikke mindst ved at være rig på praktiske effekter og velgørende teaterblod. Uanset hvor godt jeg kunne lide den, manglede den imidlertid stadig gode, gamle Ash, og med de andenklasses løjer i My Name is Bruce og den alt andet lige mørkere tone i genindspilningen, indstillede jeg mig på, at dét løb var kørt.

Det var derfor heller ikke uden skepsis, jeg i 2014 modtog nyheden om en Evil Dead-serie. Ud over førnævnte forbehold var der hele spørgsmålet om, hvorvidt serieformatet ville fungere, om det ville blive med den Ash, vi kendte og elskede, og om blodsudgydelserne ville blive nedtonet. Nu om dage er der heldigvis en del kanaler, der ikke går af vejen for indhold med kant, men dét var jo ikke i sig selv nogen garanti for, hvor Ash og hans deadites havnede.

Heldigvis landede serien hos Starz, der ifølge Bruce Campbell var de eneste, som ville give produktionsholdet helt frie tøjler og altså hverken censurere indholdet eller tvinge dem til at skabe alternative, vattede udgaver af karaktererne. Af rettighedsmæssige årsager må serien godt nok se bort fra hændelserne i den 3. film, Army of Darkness, men eftersom de synlige ændringer, der definerede Ash-karakteren, skete i Evil Dead II, er der blot tale om et mindre, kosmetisk problem. I stedet for S-mart (som vi for første gang hørte om i Army of Darkness), arbejder han nu i pendanten Value Stop. Vi må med andre ord undvære klassiske linjer som “Shop smart. Shop S-mart!”. Selv om denne detalje uundgåeligt giver et lille stik i det gamle fanhjerte, tjener stedet fint sit formål som 9-17 arbejdspladsen, hvor Ash trods sin ekstraordinære fortid er reduceret til blot endnu en lønslave. Han er både blevet en del ældre og noget tungere, siden han sidst sloges mod de onde døde, og ligesom Bruce i My Name is Bruce, bor han nu i en trailer. Her ryger han pot og knalder ludere, når hans heltemodige skrøner om at have ofret hånden for at redde en lille drengs liv da ikke skaffer ham noget sympatilir ude i byen. Der er altid en hårfin grænse mellem, hvornår det er sjovt eller bare sølle at følge sine fiktive helte blive “too old for this shit”. Det lykkes i Ash vs Evil Dead – dels fordi Bruce Campbell leverer karakteren med samme overbevisning, glimt i øjet og flødebollethed som førhen, og ikke mindst fordi serien faktisk bakker ham op ved undertiden at lade dette give pote. Bedaget eller ej – Ash forbliver sej!

Det var først med Army of Darkness at Ashs personlighed for alvor fik plads til at ånde efter vanviddet i de foregående film, og selv om serien ikke taler om middelaldereventyret, tager den tydeligvis udgangspunkt i personskildringen herfra: En attitudefyldt underdog, der er motiveret af sine egne behov og tilbøjelig til at vælge den nemme udvej, men som alligevel besidder en vis samvittighed og pligtfølelse. Det var ikke uden grund, han i Army of Darkness måtte bekæmpe sit legemliggjorte onde jeg.

I et herligt parløb mellem usselhed og sparken røv allierer Ash sig med kollegerne Pablo og Kelly, da ondskaben igen springer til live fra Necronomicons sider. Sammen drager trekløveret ud for at tage kampen op, men er snart forfulgt af både politiet og en mystisk kvinde (spillet af Lucy “Xena” Lawless), der har sin helt egen interesse i den dæmoniske bog. Jeg vil ikke afsløre mere her, blot konstatere, at det udvikler sig ekstremt underholdende. Til tider kan udviklingen virke lidt tilfældig, herunder hvornår visse karakterer lever eller dør, som om folkene bag serien selv har været usikre på vedkommendes funktion. Dette bidrager imidlertid også til den uforudsigelighed, som er en del af seriens underholdningsværdi.

Episodernes spilletid på en halv times tid fungerer ret godt, ikke mindst i kraft af seriens roadmovie-præg, hvor vores helte tager rundt fra det ene sted til det andet og døjer med forskellige udfordringer i forsøget på at komme til bunds i problemerne. Hver episode byder på tilstrækkelige optrin til at give fornemmelsen af fylde, og selv om blodet altid sprøjter til alle sider, sikrer spilletiden og de skiftende scenarier en tilpas variation til, at man lige snupper et afsnit mere. Og et mere.

Serien trækker på filmenes univers og elementer og er i indhold og tone en fornem forlængelse af filmene, bortset fra tilføjelsen af CGI-effekter, som heldigvis fungerer godt det meste af tiden. Enkelte svipsere springer i øjnene, men kan ikke forpurre glæden ved en succesfuld videreførelse af et gammelkendt univers. Det er tydeligt at mærke, at de involverede både foran og bag kameraet har nydt at slå sig løs, og alle fans af Ash, Evil Dead-filmene og splat generelt bør tage del i festen.

Med den brede popularitet zombieserien The Walking Dead har opnået, kan det være svært for andre zombie-beslægtede serier at få plads på markedet, men jeg håber og tror også på, Ash vs Evil Dead er sikret et publikum. De to serier er så vidt forskellige, at den ene absolut ikke bør udelukke den anden. Selv elsker jeg bestemt også The Walking Dead, men stemningsmæssigt er det en noget tung sag, og når serien i skrivende stund er deprimerende på sjette sæson, er det befriende at opleve, at kampen mod de levende døde også stadig kan være sjov ligesom i gamle dage.

Ash er stærkt tilbage. Hail to the king, baby!

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 48

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

The Last Witch Hunter

Udgivet den juli 7, 2016 af Admin

last_witch_hunter_ver16_xxlgThe Last Witch Hunter
Film, USA 2015, 106 min.
Instr.: Breck Eisner
Medv.: Vin Diesel, Rose Leslie, Elijah Wood, Michael Caine, m.fl.

The Last Witch Hunter er et spændende forsøg på at lave en ny franchise a la Men in Black, Underworld og Highlander, denne gang med en 700-årig heksejæger i Vin Diesels skikkelse som hovedperson. Ligesom i Highlander følger vi en udødelig som har oplevet alskens ting i sit lange liv, og været tilstede ved en lang række historiske brændpunkter. Ligesom i Underworld handler det hele om interne konflikter mellem overnaturlige væsner, og ligesom i Men in Black (og Underworld, og tegneserien Fables) er der et helt skyggesamfund af alternative væsner der lever side om side med den moderne verden. Der er med andre ord et stærkt og beundringsværdigt fokus på world-building, og den verden der præsenteres er fuld af figurer og intriger som man får lyst til at udforske i detaljer.

Diesel spiller Kaulder; en fyr fra 1300-tallet som var med til at dræbe (troede han) en heksedronning der havde udløst Den Sorte Død over menneskeheden. Dronningens sidste handling var at kaste udødelighedens forbandelse over Kaulder: “I curse you with life!” – men netop via den forbandelse holdt hun også sit eget sorte hjerte i live, og vender tilbage i nutiden med fornyede pestplaner! Men før hun vender tilbage hører vi om Kaulders “normale” liv, som går ud på at patruljere det overnaturlige samfund som en politimand, og sørge for at de forskellige magiske væsner (som der er mange af!) overholder spillereglerne. Han bliver også romantisk involveret med en ung heks, spillet af Rose Leslie fra Game of Thrones, og han flankeres af en dødelig hjælper (først Michael Caine, siden Elijah Wood), da der eksisterer et helt præsteskab hvis eneste formål er at assistere ham.

Jeg syntes det er et ret fedt koncept som der sagtens kunne bygges frugtbart videre på. Desværre sker det nok ikke, for filmen var et flop, både kritisk og kommercielt, og det er også korrekt at den har nogle mindre problemer med plothuller og dårlig CGI, men jeg er nu uforstående overfor at den genererede så meget kritik. I mine øjne var det en yderst anstændig film, omtrent i samme klasse som den også pænt vellykkede komedie-film The Sorcerer’s Apprentice (2010), med Nicolas Cage, som på mange måder er en konceptuelt lignende film.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar