Tuschmørke 3

Tuschmørke_3Tuschmørke 3
Tegneserieantologi
Ondskab­ens Flydende Vatikan 2016, 108 sider.

Så er der kommet en tredje antologi af amatørtegneserier fra selvudgivende OFV, og det er bestemt en læseværdig udgivelse. Tuschmørke 3 indeholder seks historier, startende med “Vejens sidste rose” af Patrick Leis. Det er en seks-siders sag som er lavet til Leis’ zombie-apokalypse romanserie, Necrodemic-sagaen. Vi ser en sekvens hvor en lille pige mister sine forældre til zombiesvøben, og reddes af nogle soldater. Historien giver helt sikkert læseren “blod på tanden” (haha) til at gå i gang med romanserien, og det er efterhånden ingen overraskelse at tegningerne fra vor hjemlige bodypainting-mester er i totalt professionel klasse. Man ønsker sig brændende et helt tykt tegneseriealbum fra Leis’ hånd!

Dernæst kommer den 23-siders “SOS fra Oceanium” af fynske Asger Grevil. En kvindelig dusørjæger i et tekande-rumskib (!) opfanger et SOS fra havplaneten Oceanium, og må dykke ned på bunden af havet for at få has på mysteriet. Der er meget lidt tekst, men de gode og enkle tegninger gør det nemt at følge historien. Grevil har også lavet antologiens flotte forside, sammen med Henrik Maegaard.

Så kommer Peder Riis’ historie, “Operation Fiskehejre”, på 17 sider. Det er en underholdende koldkrigs-spion-komedie om to lejesoldat-søstre der sælger deres evner til hver sin side, og både døjer med, og udnytter, begge siders antikverede kvindesyn. Altid en fornøjelse af læse Riis’ historier, som kun bliver bedre med tiden.

Den næste er den 10-siders “Kabale” af Christine Gundlach. Et hold gravrøvere i en middelalderlig fantasy-verden må kæmpe mod vrede landsbyboere. Tegningerne er enkle men lovende, omend der næsten ikke er nogle baggrunde.

Hernæst kommer antologiens største og bedste overraskelse; den 22-siders “Einar og Mara”, skrevet af færøske Petur Heinesen og tegnet af Henrik Maegaard. Det er en historie der imponerer både på det skrevne og det tegnede niveau. Den handler om den færøske dreng Einar, som kommer i berøring med færøske sagnvæsner – hovedsageligt en åndekvinde ved navn Mara – som hjælper ham med diverse personlige problemer, samtidig med at der også er en pris at betale. Det er en fortælling som er skabt i den lidt mere substantielle, old-school stil, med op til 10 billeder på hver side, hvilket er et kærkomment “blast from the past”, i forhold til de fleste nyere historier, som sjældent har mere end 4-6 billeder pr. side. Glæder mig til at se mere fra Heinesen og Maegaard.

Den sidste historie er “Griske gysser” af Casper Sand, på 17 sider. Den er inspireret af en udlandsrejse, hvor serieskaberen følte sig som en omvandrende pengesæk. Således skildres her et/vores samfund af omvandrende pengesække, hvor folk har navne som Skilling, Knast og Mønt. Der skal opklares et mord hvor en borger (og hans pengegris, som han var ude at lufte) er blevet tømt for indhold – hvem kan mon være så grådig? Det er en rigtig morsom historie med masser af gode små indspark mod vores samfunds besættelse med økonomi, som f.eks. at politibilernes sirene-lydeffekt er “EEEEEUUUUU!” Ha!

Alle historierne i denne antologi er fine og underholdende; der er ingen af dem som er decideret dårlige. Er man til indie-tegneserier, så bør man bestemt købe denne udgivelse!

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Patience & 11.22.63

PATIENCE_FC_Colors2 copyPatience
Tegneserie af Daniel Clowes
Forlaget Aben Maler, 2015, 188s.

11.22.63
Tv-serie, baseret på en roman af Stephen King
2016, 8 afsnit

Jeg læste Daniel Clowes seneste tegneserieopus, den grafiske roman Patience, samtidig med at jeg var i gang med at se den nye tv-miniserie 11.22.63 – det var en smule surrealistisk og forvirrende, for tilfældigvis handler de begge om tidsrejser, og er begge mere romantiske tragedier end egentlige tidsrejsehistorier.

Begge historier handler om en rodløs fyr der forelsker sig i en blond kvinde (og hun i ham), men hvor alt muligt går galt i deres forhold, så fyren desperat forsøger at gøre tingene gode igen, med meget begrænset succes.

I Patience følger vi Jack (urgh! Det mest brugte og derfor mindst spændende navn til en protagonist), som er en socialt dysfunktionel type der for få måneder siden blev gift med den lige så dysfunktionelle Patience. De to lever lykkeligt, men fattigt og næsten totalt isoleret, minus venner, og konstant jobsøgende. En dag kommer Jack hjem og finder Patience – næsten hans eneste grund til at leve – liggende myrdet på gulvet. Politiet mener at det må være Jack der har gjort det, så han kommer i fængsel i nogle år, indtil de finder nogle beviser på at han ikke kunne have gjort det. Jack går derefter i gang med selv at efterforske mordet, men kommer ikke særligt langt. Fjorten år senere, i år 2029, møder han en fyr der har opfundet en væske som muliggør rejser i tiden. Jack kan nu tage tilbage i tiden, og planlægger at forhindre mordet.

Som helhed er historien relativt enkel i sit udtryk, og har, kan man vel sige, en vellavet socialrealistisk seriøsitet, men science fiction-delen er en del svagere. Designet af fremtiden i 2029 er retrofuturistisk og naivt i stilen, og der er det sædvanlige problem med en utilstrækkelig tidsrejseforståelse hos forfatteren, hvilket skaber utilsigtede logiske paradokser. F.eks. finder Jack på et sent tidspunkt i historien ud af at nogle af de detaljer, han kendte fra sin originale tilværelse (før tidsrejserne), er forårsaget af hans egen rejsen i tiden. Dette viser jo at tiden tager også fremtidige handlinger med i sin overordnede betragtning, således at nutiden allerede og altid er et resultat af de rejser til fortiden som kommer til at finde sted i fremtiden. Hvis tiden fungerer sådan, så er alting forudbestemt og frosset og kan ikke ændres. Men der er ting i historien som bliver ændret. Så logikken holder ikke.

11-22-63Noget lidt lignende sker også i 11.22.63. Historien handler om at forhindre Kennedy-mordet i 1963; dette kan måske lade sig gøre fordi hovedpersonen, Jake (endnu en næsten-Jack!), får adgang til en tidsportal der leder tilbage til 1960. Men her er der et twist: Portalen er tovejs mellem 1960 og 2016, men hver gang man tager tilbage til 1960 igen, nulstilles de eventuelle forandringer man har lavet da man var der forrige gang! Dvs. at man kun kan forårsage varige forandringer ved aldrig at bruge portalen igen når man er kommet hjem til det nye 2016 (som vil være baseret på de forandringer, man har foretaget). Som sådan er portalen jo lidt af en legeplads, hvor man kan rejse igennem, gøre et eller andet, og så tage igennem igen og nulstille det hele – specielt hvis de forandringer, man forårsagede, viser sig at have negative konsekvenser. Det er en ganske interessant idé, som her i serien kun brister da Jake får nogle falske ID-kort med sig tilbage til 1960, som en ældre fyr har fået lavet da han selv var i 1960 via portalen kort forinden! Ifølge den beskrevne tidslogik burde alle konsekvenser af tidligere rejser blive fjernet så snart man går gennem portalen igen – men der er åbenbart en undtagelse for personlige genstande, ligesom der (“selvfølgelig”) også er det for den tidrejsendes hukommelse, som altid på magisk vis kan huske alle rejserne…

Jakes mission i 1960 er at skygge Lee Harvey Oswald, og finde ud af hvem der eventuelt manipulerede ham til at skyde Kennedy. Allerede efter ganske få indledende rejser gennem portalen, beslutter Jake at blive i fortiden helt frem til 1963, og det lykkedes ham at blive ansat som engelsklærer, hvor han møder den smukke Sadie Dunhill, som han indleder et forhold til. Mere og mere af historien handler om deres forhold, og de problemer som Jakes mission skaber for forholdet. Seeren sidder og venter på en interessant forklaring på, og baggrund for, Kennedy-mordet, men det kommer aldrig. Kennedy-plottet bliver mere og mere simplificeret indtil det er næsten kørt ud på et sidespor, og Jake indser at hans mission slet ikke er Oswald/Kennedy, men kærligheden til Sadie. En historie der foregiver at handle om tidsrejse og historiske begivenheden viser sig altså at degenerere til en basal romantisk historie. Det var ikke sådan, jeg havde håbet, den ville udvikle sig. Der kommer dog også en forløsning på Kennedy-plottet, men budskabet er at man ikke skal forsøge at ændre noget, for så bliver alting bare værre. Både personligt og for hele verden! En meget anti-progressiv måde at se tingene på, og ikke et budskab der sømmer sig for science fic­tion-genren, eller for god kunst, efter min mening.

Forfatterne til både Patience og 11.22.63. er ikke normalt science fiction-forfattere, hvilket ses tydeligt; begge historier er ikke primært produceret til et science fiction-publikum, der foretrækker idé-drevne historier, men til et mainstream-publikum, der foretrækker person- og romance-drevne historier. Som romancer er historierne såmænd udmærkede begge to, men der er bare ikke det forventede pay-off, hvis man ser dem gennem en science fiction-fans øjne. Derfor var de begge en smule skuffende for mig – men ikke helt dårlige; især ikke 11.22.63., som var effektivt underholdende, velspillet og gav et godt og flot tidsbillede af 1960erne.

Karakterer:
Patience: 6 stjerner ud af 10.
11.22.63.: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Tegneserier, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Kung Fury

Kung FuryKung Fury
Kortfilm, Sverige 2015, 31 min.
Instruktør: David Sandberg
Medvirkende: David Sandberg, Jorma Taccone, David Hasselhoff, m.fl.
Kan ses på Netflix

I sommeren 2015 fik David Hasselhoff et comeback på YouTube med musikvideoen “True Survivor”, en retro-firser-sang med en video fyldt af martial arts, gadebander, dinosaurer og nazister. Sangen og videoen var angiveligt en slags trailer til filmen Kung Fury, som nu bl.a. kan ses på Netflix, hvor den med streamingtjenestens vanlige sprogsans har fået titlen Kong Amok.

Kung Fury startede i December 2013 som et crowdfunding-projekt ledt af svenskeren David Sandberg, der har skrevet og instrueret filmen og også spiller hovedrollen. Crowdfundingen indbragte på to måneder $630.000, over tre gange så meget som det oprindelige mål, men ikke helt den million dollar der skulle til for at lave en film af spillefilmslængde. Derfor er Kung Fury kun en kortfilm på 31 minutter, men det er faktisk også en passende længde.

Vi befinder os i 1980ernes Miami, som er overrendt af rå punkerbander og andet godtfolk. En arkadespilmaskine går amok gennem byen på bedste Transformer-vis og må stoppes af den unge kung fu-kyndige strømer Kung Fury (Sandberg). Det ser ud som om Hitler har haft en finger med i spillet, så vor helt får vennen og computergeniet Hackerman til at sende ham tilbage i tiden med en Amstrad-computer. Desværre ryger han for langt tilbage, helt til dinosaurernes tid, og så er gode dyr rådne. Heldigvis render han på et par maskingeværbevæbnede valkyrier, der får tilkaldt tordenguden Thor, der kan sende ham frem til Hitlers tid. Her må Kung Fury slås med en mængde nazirobotter før han kan tage oprøret med Hitler, der viser sig selv at være kung fu-mester under navnet Kung Führer.

Det lyder vanvittigt, og det er det også (og så har jeg endda udeladt nogle af de mest vanvittige detaljer). Men det er den rigtige slags vanvid, og filmen er stilrent lavet som en pastiche på firser-action-B-film lavet direkte til VHS. Miljøet rammer rent film såsom The Warriors og Surf Nazis Must Die, og special effects er bevidst lavet kikset med dårlig integration med live action-elementerne. Kung fu-kampene er lavet i stil med arkadespil som Street Fighter og Mortal Kombat hvor det hele foregår i to dimensioner, og musikken er også ren 80’erstil (selvom vi desværre ikke får hørt The Hoff synge “True Survivor”). Netflix-udgavens undertekster giver faktisk et ekstra lag af autenticitet, da de er cirka lige så dårligt oversatte som i de gamle B-film på VHS.

Det ville være synd at kalde Kung Fury for en stor film, men den er ganske sjov, især for dem der er vokset op i 70’er eller 80’erne med arkadespil, mikrocomputere og VHS-film. Længden føles meget passende til ideen, og jeg tror i virkeligheden at det er meget godt at Kung Fury ikke blev til en hel spillefilm.

Filmen fik mig til at undre mig over at alle de andre nordiske lande kan lave vilde og originale genrefilm, men Danmark kan af en eller anden grund ikke.

Norge har bl.a. lavet Död Snö og Trolljegeren, Finland har bl.a. lavet Iron Sky og Rare Exports, Sverige har lavet Låt den rätta komma in og nu Kung Fury, og Island har vist også lavet noget [ja, f.eks. den fremragende Astrópía. -Red.]. I Danmark bliver det i bedste fald til uoriginale genrefilm med alle de værste klicheer, eller mere folkekomedie end horror eller sci-fi. Er det kulden og midnatssolen nordpå der giver de andre nordiske lande den kant, som vi mangler? Eller er det danske filmmiljø bare fuldstændigt fantasiløst?

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Stan Lee’s Lucky Man (sæson 1)

Lucky_ManStan Lee’s Lucky Man (sæson 1)
Tv-serie, USA/UK 2016, 10 episoder
Medvirkende: James Nesbitt, Siena Guillory, Amara Karan, Eve Best, m.fl.

Marvelskaber Stan Lee har fået sit navn med i titlen på denne urban fantasy-serie, men han er nok kun idémand. Til gengæld er det også en fed idé, som skriver sig ind i “supernatural artifact”-undergenren, der f.eks. tæller gode ting som The Mask (både film og tegneserier) og “The Lost Room” (tv-serie, 2006, anmeldt i Himmelskibet nr. 13). I Lucky Man har vi nemlig et magisk armbånd fra Ming-dynastiet, som blev skabt med en ubalance i yin og yang: der var for meget yang, med det resultat at enhver der har armbåndet på oplever et overnaturligt og usandsynligt held. Det er dog ikke lutter lagkage, for med armbåndet følger en moralsk dimension: Jo mere bæreren bruger sit held for egen vindings skyld, jo mere vil denne uetiske opførsel føre til uheld for bærerens nærmeste! Bæreren af armbåndet kan styre sit held ved at koncentrere sig, og vælge mellem mange forskellige måder at bruge heldet på. I første sæson af serien når vi kun lige at skrabe overfladen for hvad armbåndet kan udrette, men serien har været en succes, så der er heldigvis en anden sæson på vej.

Det foregår i nutiden. Armbåndet lander af komplekse grunde om håndleddet på den erfarne London-politimand Detective Inspector Harry Clayton (den skønne skuespiller James Nesbitt). Han får det af en mystisk kvinde, som er den eneste der kan påføre andre det magiske armbånd, som i øvrigt også er uforgængeligt. Hun giver ham armbåndet fordi hun ikke vil give det til den person der ellers var planlagt til at modtage det – en mystisk forbryderkonge der går under navnet Golding – og med denne handling trækker hun Harry ind i et net af intriger. Han må så navigere både disse og diverse eskalerende omstændigheder på sit arbejde, hvor hans chef mistænker ham for at være korrupt pga. uortodokse metoder. Harry er typen der ikke viger tilbage for at bøje reglerne når han synes det kræves, men samtidig er han også en god og ærlig politimand. Han er lige blevet skilt fra sin kone (som er advokat), og har en ung teenage-datter, samt en meget yngre bror, og desuden en ung kvindelig partner (Amara Karan). Op gennem denne første sæson fyger det med mord og mistanker og beskyldninger – det er veldrejet, actionfyldt krimi-spænding. Harry er en super-effektiv politimand der på imponerende vis næsten altid er et par skridt foran alle andre, men frustreres af at være på herrens mark når det kommer til armbåndets mysterier.

Det er en absolut velproduceret og engagerende serie; det eneste der irriterede mig lidt var at det fra begyndelsen af afsnit 7 er soleklart hvem Golding er, men serien behandler det som et stort mysterium i endnu to afsnit. Det er sjældent godt når den tilfældige seer er mere intelligent end den topsmarte politi-detektiv i historien, men til dens forsvar kan siges at seerne præsenteres for ting som politimanden ikke ved, og derfor ved vi mere end han gør. Det er lidt ærgerligt at serien er så formularisk i strukturen hvad angår morderen, men til gengæld er Golding ret god i sidste afsnit. Serien fortsætter direkte over i en kommende 2. sæson, og slutter ret brat. Der er masser af løsthængende plottråde, og masser af ting vi endnu ikke har fået at vide om armbåndet. Men seriens tempo og substans har dét til trods været meget tilfredsstillende, og udgør endnu en ting vi kan takke Stan Lee for! Jeg kommer bestemt til at stå på spring for at se 2. sæson når den kommer.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Ash vs Evil Dead (sæson 1)

AshEvilDeadAsh vs Evil Dead (sæson 1)
Tv-serie, USA 2015, 10 episoder (ca. 30 min. pr. episode)
Instr.: Sam Raimi, m.fl.
Medvirkende: Bruce Campbell, Ray Santiago, Dana DeLorenzo, m.fl.
Vises i Danmark på C More (www.cmore.dk)

I Evil Dead-trilogien (fra hhv. 1981, 1987 og 1992) tog en flok unge mennesker ud i skoven, hvor en uheldig cocktail af letsind og den magiske dødebog, Necronomicon Ex Mortis, vækkede ondskaben.

Én for én blev de unge forvandlet til dæmonbesatte zombier, såkaldte deadites. Gruppens eneste overlevende, Ash, måtte med en motorsav sætte sin egen hånd af, fordi den blev besat af en dæmon og angreb ham. Efterfølgende cementerede han sin status som horror-ikon ved at erstatte den manglende hånd med motorsaven og give de onde døde tørt på. I kampens hede blev han hvirvlet igennem en magisk portal til middelalderens England, hvor han stod ansigt til ansigt med en hel hær af skeletter ledet af hans onde jeg.

Efter den forrygende trilogi blev der forholdsvis stille omkring Ash og de onde døde, selv om begge versioner af slutningen antydede, at vores vrangvillige helts problemer var alt andet end omme. Universet blev dog holdt i live via bl.a. computerspil, tegneserier (Ash tog sågar kampen op mod karaktererne fra Marvel-universet, da de blev til zombier i serien Marvel Zombies) samt tilbagevendende rygter om yderligere film.

Da Bruce Campbell endelig vendte tilbage for at bekæmpe de dæmoniske kræfter på film, var det imidlertid ikke som Ash, men derimod en noget afdanket udgave af sig selv i den parodiske My Name is Bruce (2007). Her blev skuespilleren rodet ind i kampen mod en “ægte” ondskab, da en fan forvekslede ham med hans film-alterego. Ikke ulig Ash var filmudgaven af Bruce Campbell både modstræbende og selvisk, hvilket på den ene side gjorde den ganske sjov, men på den anden side uundgåeligt indgød den skuffende fornemmelse af en bleg afglans.

Efter yderligere en årrække kom en decideret genindspilning uden Ash på tale, og jeg gruede oprigtigt. Evil Dead anno 2013 gjorde heldigvis mine bange anelser til skamme, ikke mindst ved at være rig på praktiske effekter og velgørende teaterblod. Uanset hvor godt jeg kunne lide den, manglede den imidlertid stadig gode, gamle Ash, og med de andenklasses løjer i My Name is Bruce og den alt andet lige mørkere tone i genindspilningen, indstillede jeg mig på, at dét løb var kørt.

Det var derfor heller ikke uden skepsis, jeg i 2014 modtog nyheden om en Evil Dead-serie. Ud over førnævnte forbehold var der hele spørgsmålet om, hvorvidt serieformatet ville fungere, om det ville blive med den Ash, vi kendte og elskede, og om blodsudgydelserne ville blive nedtonet. Nu om dage er der heldigvis en del kanaler, der ikke går af vejen for indhold med kant, men dét var jo ikke i sig selv nogen garanti for, hvor Ash og hans deadites havnede.

Heldigvis landede serien hos Starz, der ifølge Bruce Campbell var de eneste, som ville give produktionsholdet helt frie tøjler og altså hverken censurere indholdet eller tvinge dem til at skabe alternative, vattede udgaver af karaktererne. Af rettighedsmæssige årsager må serien godt nok se bort fra hændelserne i den 3. film, Army of Darkness, men eftersom de synlige ændringer, der definerede Ash-karakteren, skete i Evil Dead II, er der blot tale om et mindre, kosmetisk problem. I stedet for S-mart (som vi for første gang hørte om i Army of Darkness), arbejder han nu i pendanten Value Stop. Vi må med andre ord undvære klassiske linjer som “Shop smart. Shop S-mart!”. Selv om denne detalje uundgåeligt giver et lille stik i det gamle fanhjerte, tjener stedet fint sit formål som 9-17 arbejdspladsen, hvor Ash trods sin ekstraordinære fortid er reduceret til blot endnu en lønslave. Han er både blevet en del ældre og noget tungere, siden han sidst sloges mod de onde døde, og ligesom Bruce i My Name is Bruce, bor han nu i en trailer. Her ryger han pot og knalder ludere, når hans heltemodige skrøner om at have ofret hånden for at redde en lille drengs liv da ikke skaffer ham noget sympatilir ude i byen. Der er altid en hårfin grænse mellem, hvornår det er sjovt eller bare sølle at følge sine fiktive helte blive “too old for this shit”. Det lykkes i Ash vs Evil Dead – dels fordi Bruce Campbell leverer karakteren med samme overbevisning, glimt i øjet og flødebollethed som førhen, og ikke mindst fordi serien faktisk bakker ham op ved undertiden at lade dette give pote. Bedaget eller ej – Ash forbliver sej!

Det var først med Army of Darkness at Ashs personlighed for alvor fik plads til at ånde efter vanviddet i de foregående film, og selv om serien ikke taler om middelaldereventyret, tager den tydeligvis udgangspunkt i personskildringen herfra: En attitudefyldt underdog, der er motiveret af sine egne behov og tilbøjelig til at vælge den nemme udvej, men som alligevel besidder en vis samvittighed og pligtfølelse. Det var ikke uden grund, han i Army of Darkness måtte bekæmpe sit legemliggjorte onde jeg.

I et herligt parløb mellem usselhed og sparken røv allierer Ash sig med kollegerne Pablo og Kelly, da ondskaben igen springer til live fra Necronomicons sider. Sammen drager trekløveret ud for at tage kampen op, men er snart forfulgt af både politiet og en mystisk kvinde (spillet af Lucy “Xena” Lawless), der har sin helt egen interesse i den dæmoniske bog. Jeg vil ikke afsløre mere her, blot konstatere, at det udvikler sig ekstremt underholdende. Til tider kan udviklingen virke lidt tilfældig, herunder hvornår visse karakterer lever eller dør, som om folkene bag serien selv har været usikre på vedkommendes funktion. Dette bidrager imidlertid også til den uforudsigelighed, som er en del af seriens underholdningsværdi.

Episodernes spilletid på en halv times tid fungerer ret godt, ikke mindst i kraft af seriens roadmovie-præg, hvor vores helte tager rundt fra det ene sted til det andet og døjer med forskellige udfordringer i forsøget på at komme til bunds i problemerne. Hver episode byder på tilstrækkelige optrin til at give fornemmelsen af fylde, og selv om blodet altid sprøjter til alle sider, sikrer spilletiden og de skiftende scenarier en tilpas variation til, at man lige snupper et afsnit mere. Og et mere.

Serien trækker på filmenes univers og elementer og er i indhold og tone en fornem forlængelse af filmene, bortset fra tilføjelsen af CGI-effekter, som heldigvis fungerer godt det meste af tiden. Enkelte svipsere springer i øjnene, men kan ikke forpurre glæden ved en succesfuld videreførelse af et gammelkendt univers. Det er tydeligt at mærke, at de involverede både foran og bag kameraet har nydt at slå sig løs, og alle fans af Ash, Evil Dead-filmene og splat generelt bør tage del i festen.

Med den brede popularitet zombieserien The Walking Dead har opnået, kan det være svært for andre zombie-beslægtede serier at få plads på markedet, men jeg håber og tror også på, Ash vs Evil Dead er sikret et publikum. De to serier er så vidt forskellige, at den ene absolut ikke bør udelukke den anden. Selv elsker jeg bestemt også The Walking Dead, men stemningsmæssigt er det en noget tung sag, og når serien i skrivende stund er deprimerende på sjette sæson, er det befriende at opleve, at kampen mod de levende døde også stadig kan være sjov ligesom i gamle dage.

Ash er stærkt tilbage. Hail to the king, baby!

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 48

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

The Last Witch Hunter

last_witch_hunter_ver16_xxlgThe Last Witch Hunter
Film, USA 2015, 106 min.
Instr.: Breck Eisner
Medv.: Vin Diesel, Rose Leslie, Elijah Wood, Michael Caine, m.fl.

The Last Witch Hunter er et spændende forsøg på at lave en ny franchise a la Men in Black, Underworld og Highlander, denne gang med en 700-årig heksejæger i Vin Diesels skikkelse som hovedperson. Ligesom i Highlander følger vi en udødelig som har oplevet alskens ting i sit lange liv, og været tilstede ved en lang række historiske brændpunkter. Ligesom i Underworld handler det hele om interne konflikter mellem overnaturlige væsner, og ligesom i Men in Black (og Underworld, og tegneserien Fables) er der et helt skyggesamfund af alternative væsner der lever side om side med den moderne verden. Der er med andre ord et stærkt og beundringsværdigt fokus på world-building, og den verden der præsenteres er fuld af figurer og intriger som man får lyst til at udforske i detaljer.

Diesel spiller Kaulder; en fyr fra 1300-tallet som var med til at dræbe (troede han) en heksedronning der havde udløst Den Sorte Død over menneskeheden. Dronningens sidste handling var at kaste udødelighedens forbandelse over Kaulder: “I curse you with life!” – men netop via den forbandelse holdt hun også sit eget sorte hjerte i live, og vender tilbage i nutiden med fornyede pestplaner! Men før hun vender tilbage hører vi om Kaulders “normale” liv, som går ud på at patruljere det overnaturlige samfund som en politimand, og sørge for at de forskellige magiske væsner (som der er mange af!) overholder spillereglerne. Han bliver også romantisk involveret med en ung heks, spillet af Rose Leslie fra Game of Thrones, og han flankeres af en dødelig hjælper (først Michael Caine, siden Elijah Wood), da der eksisterer et helt præsteskab hvis eneste formål er at assistere ham.

Jeg syntes det er et ret fedt koncept som der sagtens kunne bygges frugtbart videre på. Desværre sker det nok ikke, for filmen var et flop, både kritisk og kommercielt, og det er også korrekt at den har nogle mindre problemer med plothuller og dårlig CGI, men jeg er nu uforstående overfor at den genererede så meget kritik. I mine øjne var det en yderst anstændig film, omtrent i samme klasse som den også pænt vellykkede komedie-film The Sorcerer’s Apprentice (2010), med Nicolas Cage, som på mange måder er en konceptuelt lignende film.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Viceværten

VicevaertenViceværten
Film, Danmark 2012, 88 min.
Instr.: Katrine Wiedemann
Manus: Kim Fupz Aakeson
Medv.: Lars Mikkelsen, Julie Zangenberg, Nicolaj Kopernikus, Tommy Kenter, m.fl.

Den danske film Viceværten klarede sig rigtigt dårligt i biograferne, og er en af de danske film der har solgt færrest billetter i nyere tid. Dette på trods af udsigten til Julie Zangenbergs bare bryster.

Lars Mikkelsen spiller viceværten Per, hvis liv er gået godt og grundigt i stå. Han interesserer sig dårligt nok for sit job i et alment boligbyggeri og udfører det kun nødtørftigt. Hans kone har forladt ham, og hans stofmisbrugende og kriminelle søn er endnu en gang lige blevet løsladt fra fængsel. Også hans krop er ikke hvad den har været, og han har ondt i både ryg og nakke.

En dag hvor han besigtiger en fraflyttet lejlighed, finder han en nøgen pige liggende på gulvet, kun svøbt i plastik. Hun har ikke noget sprog, men smiler hele tiden til ham. Han ved ikke rigtigt hvad han skal stille op med hende, da hun ikke svarer ham når han taler til hende, hverken på dansk eller engelsk.

Hendes nøgne krop tænder ham dog, og da hun ikke stritter imod, så har han sex med hende. For at godtgøre overgrebet over for sig selv så smider han nogle penge til hende, hvorefter han forlader hende. Han kan dog ikke lade være med at tænke på pigen i lejligheden, så om natten vender han tilbage til lejligheden, hvor hun stadig ligger som før.

Han begynder at tage sig af hende, samtidig med at han udnytter hende seksuelt. Hun er dog på ingen måder normal, og han må både lære hende at drikke og spise.

Hans fysiske skavanker forsvinder, hvilket en af hans drukvenner kommenterer. Per tager vennen op så han kan have sex med pigen, og vennens dårlige knæ går nu i orden igen, og den operation han skulle have været igennem, aflyses.

Per forelsker sig i pigen, og vil ikke dele hende med andre, men vennen ser pigen som et mirakel, samt ser hende som muligheden for at han kan få respekt fra omgivelserne, så han begynder at invitere andre mænd forbi for at blive helbredt igennem pigen.

Per vil ikke dele hende, men hvordan siger man nej til at hjælpe syge mennesker? Man følger Per, der bliver mere og mere frustreret over at dele pigen med andre, men filmen berører ikke rigtigt det at pigen gang på gang må have sex med alle mulige mænd.

Filmen er svær at genrebestemme, og blev mest klassificeret som drama og komedie. Der er bestemt noget socialrealistisk i den, men pigens egenskaber gør at der også er en del magisk realisme i den. Man kommer aldrig nærmere ind på hvad der gør at pigen kan helbrede med sit køn, men nogle af personerne betragter hende som en engel. Den manglende genrebestemmelse er nok det der gjorde at den klarede sig dårligt i biograferne, men de magiske elementer gør, at en omtale af den har sin plads her i Himmelskibet. Ud over børne- og ungdomsfilm laves der kun meget få genrefilm i Danmark, så det er nok også meget passende at, når det så sker, så er det en svært placérbar film.

Men er det så en god film? Ingen tvivl om at Lars Mikkelsen leverer en god præstation som Per, mens Julie Zangenberg ikke har det store at gøre i rollen som den nøgne pige med en stor seksualdrift og et retarderet smil. Jeg har dog svært ved helt at se hvilken historie der forsøges fortalt. Fokus er på Per og på hvordan han reagerer på at forelske sig igen, men ikke at kunne have pigen for sig selv. Det føles blot underligt at der er så lidt fokus på det faktum at pigen udnyttes sexuelt, uden at have givet andet samtykke end at have smilet.

Filmen er bestemt værd at se for skuespillet, og også for at se at dansk film godt kan eksperimentere, uden at der skal gå Dogme i den igen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 48

Udgivet i Film | Tagget , , | 1 kommentar

Zootropolis

zootropolisZootropolis
Animationsfilm, USA (Disney) 2016, 108 min.
Instrueret og skrevet af Byron Howard, Rich Moore, Jared Bush, m.fl.
Medvirkende (stemmer): Ginnifer Goodwin, Jason Bateman, Idris Elba, J.K. Simmons, m.fl.
Originatitel: Zootopia

Zootropolis er navnet på både denne animationsfilm og på den by, hvor det meste af handlingen udspiller sig: En storby beboet af antropomorfiske dyr af antropomorfiske dyr i alle afskygninger – ikke ulig Andeby, blot med et par væsentlige forskelle.

For det første er dyrene alle tæt på deres naturlige størrelse, så at små, jakkesætklædte mus piler rundt mellem benene på elefanter og giraffer. Det giver nogle sjove optrin, hvor man ser hvordan bygninger og transportmidler er indrettet til at håndtere denne variation i størrelse.

For det andet, og mere vigtigt: Alle de intelligente dyr har engang i fortiden været vilde dyr, hvor rovdyr jagtede byttedyr, men på et tidspunkt sluttede dyrene fred med hinanden, og siden har løve og lam levet fredeligt side om side. Faktisk er borgmesteren og viceborgmesteren henholdsvis løve og lam – mere tydeligt kan metaforen vist ikke gøres.

For det tredje er det kun pattedyr der er civiliserede og antropomorfiske – altså ingen Anders And & Co. Det fremgår ikke hvad de tidligere rovdyr lever af, men det er nærliggende at tro at de spiser fugle, fisk og krybdyr. Rovdyr kan trods alt ikke overleve på vegansk kost.

Selvom dyrene lever i fredelig sameksistens, hersker der dog visse fordomme. Især har ræve ry for at være luskede, lyssky og kriminelle. Den fordom deler vores heltinde, kaninen Judy Hopps, som får opfyldt sin drøm om at blive politibetjent i Zootropolis – den første kaninbetjent nogensinde – blot for at blive henvist til rollen som parkeringsbetjent. Her møder hun ræven Nick Wilde, og man kan roligt sige at de kommer skævt ind på hinanden, men de bliver hurtigt nødt til at arbejde sammen, da de bliver rodet ind et mysterium, der har plaget byen i noget tid: En masse borgere, tilsyneladende helt uden forbindelse til hinanden, er forsvundet. Det eneste de har tilfælles, er at de alle er rovdyr.

Siden det nu er en Disney-film, er det næppe den store spoiler at afsløre at det lykkes Judy og Nick efter meget modgang at få løst mysteriet, men inden de kommer så langt, vokser mysteriet i kompleksitet og omfang.

Zootropolis er en ganske fornøjelig film for både voksne og børn (undtagen de helt små), og samtidig har den et slet skjult budskab om tolerance og respekt for forskellighed og om at man skal passe på med at falde for populistiske politikeres selvtjenende retorik. Filmen har en masse charme, og animationen er flot og levende på en måde som computeranimation ikke altid er.

Hvis man skal komme med et kritikpunkt, så er det at filmen nemt kan komme til at virke som en rekrutteringsvideo for politiet. Hvis man holder portrættet af politistyrken i filmen op mod den amerikanske virkelighed med korruption, racisme og inkompetence, er der tale om et rent glansbillede. Men okay, det er trods alt en børnefilm – langt hen ad vejen.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Ex Machina

Ex_Machina_Blu-rayEx Machina
Film, England 2015, 108 min.
Instrueret og skrevet af Alex Garland
Medv.: Dohmnall Gleeson, Oscar Isaac, Alicia Wikander m.fl.

Den unge programmør Caleb (Gleeson) vinder retten til et ophold hos softwareguruen Nathan (Isaac), som er blevet milliardær på at udvikle søgemaskinen Bluebook og nu ejer verdens største IT-virksomhed; en slags kombination af Google og Apple. Det viser sig hurtigt at Caleb er blevet udvalgt til at teste om robotten Ava (Wikander), som Nathan har udviklet, er virkelig bevidst eller bare en god efterligning. Det sker via en mængde samtaler hvor Caleb kan se og høre Ava, som har skikkelse af en smuk, ung kvinde, men ikke røre hende, da de til stadighed er adskilt af en glasvæg.

Nathan bor i et stort, højteknologisk hus og gennemovervåget langt ude i ødemarken, og der er ikke andre tilstede end ham selv, Caleb, Ava og Nathans tjenerinde/elskerinde Kyoko, som ikke forstår engelsk. Det skaber en stemning af uhygge, som bliver forstærket af at Nathans virkelige formål måske er noget andet end han giver udtryk for – noget der bliver bekræftet af Ava, der i et ubevogtet øjeblik advarer Caleb om ikke at stole på Nathan. Men er advarslen blot en del af testen? Hvem kan Caleb stole på – om nogen?

Det lykkes for Alex Garland i Ex Machina at skabe en psykologisk thriller med knugende paranoia og kombinere det med en udmærket science fiction-historie om kunstig intelligens og hvad det vil sige at være bevidst. Det er ikke en film der flytter milepæle i hverken science fiction-genren eller filmhistorien, men det er en gedigent lavet film, der har mere på hjerte end de fleste af de effektjagende blockbusters der kommer ud af Hollywood for tiden. Ligesom i alle gode thrillers er der nogle twists undervejs, der drejer historien i nye drejninger, men de skal ikke afsløres her.

Filmen kan anbefales til alle, der holder af en intelligent film med gode skuespillere, men vil nok skuffe dem, der vil have masser af action og SFX.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Captain America: Civil War

Captain-America-Civil-War-IMAX-posterCaptain America: Civil War
Film, USA 2016, 147 min.
Instr.: Anthony & Joe Russo
Medv.: Chris Evans, Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Chadwick Boseman, Paul Rudd, Elizabeth Olsen, Anthony Mackie, Tom Holland, Emily VanCamp, m.fl.

NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Det er tid til at feste, for Marvel Studios er tilbage med den tredje Captain America-film, som er en historie proppet med de fleste af heltene fra Marvels Cinematic Universe (kun Thor og Hulk undtaget, og havde de været med, havde den nok også været for proppet): Cap, Iron Man, Black Widow, Falcon, Scarlet Witch, Ant-Man, War Machine, Hawkeye, Winter Soldier og Vision – plus to nye: Black Panther og Spider-Man! Ikke engang de to Avengers-film har haft lige så mange helte samlet på én gang, men Captain America: Civil War handler om det som superhelte-fans altid har været begejstrede for: at se heltene slås mod hinanden. Altså ikke mod skurke, men helte mod helte. Det kan være vanskeligt for forfatterne at finde på gode grunde til at heltene kæmper indbyrdes; når det sker i tegneserierne er den klassiske årsag for det meste en misforståelse, som hurtigt opklares og gør heltene til gode venner igen. Det er den nemme løsning – hvis årsagen skal være mere kompliceret end dét, så bliver det en endnu vanskeligere opgave at lave en velfungerende historie. For så handler historien pludselig ikke længere om det gode mod det onde, men om to sider af, og holdninger til, et eller andet emne – om gråtoner mod gråtoner. Dét kan være godt, men det kan mildest talt også være mindre godt. Åh-åh!

Filmen her er løst baseret på tegneserien Civil War fra 2006, som var Marvels store crossover-begivenhed dét år. Den blev udgivet i en mini-serie på 7 numre, med crossovers i en række af de etablerede serier. Den startede med at et superhelte-reality show som på uansvarlig vis opsøgte farlige superskurke, var årsag til at en af disse skurke dræbte over 800 mennesker, heriblandt en masse skolebørn. Som resultat beslutter politikerne at alle superhelte skal være under regeringens kontrol, og så splitter heltene sig op i dem der er enige, anført af Iron Man, og dem der er uenige, anført af Captain America.

Civil_War_Vol_1_1_Turner_VariantI filmversionen er det ødelæggelserne i de forrige MCU-film der udløser initiativet, men det basale plot er det samme. Allerede selve dette plot-koncept er efter min mening dybt problematisk. Man introducerer en situation hvor alt skal være kontrolleret af Big Brother; reelt en totalitær tilstand hvor ingen længere selv kan beslutte hvad der er rigtigt og forkert. Og så lader man en god portion af heltene gå ind for denne tilstand!! Efter min mening underminerer forfatterne derved den essentielle heroisme som en typisk superhelt bør være udstyret med, og allerede her er jeg desværre blevet tabt, både i tegneserien og filmen. De helte der går ind for registreringsinitiativet er reelt blevet gjort til skurke. Marvel havde en lignende storyline nogle år tidligere, hvor en række af de mest intelligente superhelte dannede et hemmeligt selskab, The Illuminati, som skulle lede verden. Vupti, så er de helte gjort til skurke. Det er ganske enkelt ikke noget som de figurer ville gøre; det er fundamentalt out of character – ikke fordi disse helte ikke ville bruge deres ressourcer maksimalt, men fordi disse hemmeligholdte og sammensværgelsesagtige situationer altid ender med at eskalere til ren fascisme – hvilket kunne undgås hvis bare der var åbne forhold om tingene. Det er en type historie som bliver lavet fordi det er på mode i denne postmoderne tid at dekonstruere helte-figurene, og problematisere deres heroisme, dels fordi alle værdier undergår en sådan dekonstruktion i det nuværende kulturelle klima, og dels fordi mange kyniske mennesker nok synes at heroisme bare er for naivt – og så burde de efter min mening ganske enkelt ikke læse superhelteserier.

Og så er det selvfølgelig også fordi især britiske forfattere som Mark Millar (der skrev Civil War-tegneserien) ikke kan sætte sig ud over tanken om at “magt korrumperer”, hvilket efter min mening er en tanke som hele Stan Lees superheltekoncept netop har sat sig ud over siden 1961, således at ideen om at bruge store kræfter med stort ansvar (en god definition på heroisme) i stedet kommer i højsædet og kan bruges til at kommentere konstruktivt på verdens problemer i stedet for på ulidelig vis at køre fast i at problematisere superhelten som karaktertype. Så for mig at se er denne type historier dovne, uintelligente, ukonstruktive og mindre kunstneriske, og handler om figurernes moralske kvaler i stedet for at handle om interessante ideer og situationer som de skal tage stilling til og gøre noget ved. At tvivle på sig selv er ikke noget en rigtig helt skal spilde ret meget tid på. Essensen af en helt er at han ved hvad der er rigtigt og forkert. Gør han ikke det, er han bare et tilfældigt, gennemsnitligt menneske som er et produkt at vores tid og samfund, og ikke længere en progressiv rollemodel med en relevans og et budskab der går ud over det etablerede, bestående, konservative samfund. Desværre er tendensen i superheltehistorier i dag at heltene netop skal være moralsk almindelige mennesker, ligesom vi ser det i Watchmen. Tendensen er blevet værre efter år 2000, og selv om den i tegneserierne stadig daler og topper med nogle års mellemrum, så må den nye standard siges at være en grundig dekonstruktion af heltefiguren. Marvel Studios film har faktisk i høj grad gået imod denne trend, men med denne seneste film er den til en vis grad desværre også nået til MCU.

captain-america-civil-war-poster-BIGFilmversionen af Civil War har nemlig nøjagtig det samme problem som tegneserien: Iron Man og de andre på hans side bliver reelt til skurke, og det er simpelthen ikke overbevisende. Filmen er samtidig kun en skygge af denne tematik, fordi den kun baserer sig på en lille del af tegneseriens historie og således ikke tager ordentlig stilling til sit eget plot. Dette er både positivt og negativt; positivt fordi det så begrænser skadens etiske omfang, og negativt fordi nogle af figurerne som sagt handler pure imod deres egen heroiske natur. Godt nok er Tony Stark lidt af et røvhul i MCU, hvilket også gør det irriterende at han aldrig straffes for de dårlige ting, han gør, eller har dårlig samvittighed over det. I Avengers: Age of Ultron er det reelt ham og Banner som skaber Ultron, og derved er årsag til en masse død og ødelæggelse. Er dette noget som piner Tony Stark nævneværdigt, eller som gør regeringen og hans med-helte skeptiske overfor ham? Nej! Overhovedet ikke – udover nogle enkelte spydige kommentarer. Og da han så også er på den forkerte side i denne films konflikt, så sidder jeg jo tilbage med et ønske om at den mand skulle afklapses så det batter. Det er slet ikke nok at Captain America ved hjælp af sit skjold overvinder ham og hans rustning i en kamp, men ellers lader ham løbe ustraffet.

Civil War -ANtManEt andet stort problem ved filmen er at kampen mellem de helte som er hhv. for og imod registreringsprotokollen, ikke har nogen indflydelse på om den bliver indført af politikerne. Det gør den bare under alle omstændigheder, og dem der er imod den må så gå under jorden. Sådan var det også i tegneserien – og i Marvel-universet gik der 3-4 år hvor denne registrering var gældende, så en god del af heltene måtte operere ulovligt og i hemmelighed. Spørgsmålet er om det også fortsætter på den måde i det cinematiske univers. Jeg håber at de får gjort op med denne storyline hurtigt og effektivt, for der er dele af den og figurernes opførsel som er himmelråbende ulogiske, uretfærdige og – for mig, i hvert fald – utilfredsstillende. I det cinematiske univers har Marvel-heltene nemlig alle dage hørt under S.H.I.E.L.D. og det amerikanske militær – de har aldrig været totalt uafhængige (evt. med undtagelse af deres uskildrede oplevelser i mellem filmene). Derfor giver et plot hvor de ikke længere må være uafhængige jo ikke mening i filmuniverset – det gør det kun i tegneserieuniverset, hvor langt de fleste af heltene netop opererer på nærmest anarkistisk vis, og hele tiden har gjort det.

Men for nu at snakke mere direkte om filmen selv: Captain America: Civil War starter med en kamp mod Crossbones (Rumlow) i Lagos, og det er denne kamp som man har set i den anden trailer til filmen. Jeg var glad for at traileren bare var åbningsscenen, og ikke indeholdt vigtige spoilere – på den måde bliver resten af filmen ny og spændende. Situationen i Lagos ender med tragedie, da Wandas kræfter endnu ikke er helt under hendes kontrol, og hun (og Cap) kommer til at smide en bombe ind i en bygning, så en delegation fra det afrikanske land Wakanda bliver dræbt. Dermed bliver T’Challa – Black Panther – bragt ind i historien i forbindelse med den efterfølgende diplomatiske krise, som også er det sidste strå der leder til The Sokovia Accords; den protokol ifølge hvilken alle superhelte skal underlægge sig FNs kontrol.

I tegneserien ser vi en masse om hvordan bl.a. S.H.I.E.L.D. vil håndhæve denne protokol, og opretter grupper der skal jage alle de helte som ikke indordner sig – men hele håndhævelsesdelen er udeladt fra filmen (S.H.I.E.L.D. er jo stort set smadret), ud over at de helte som accepterer protokollen kæmper mod dem som ikke gør. I både film og tegneserie holdes historien kunstigt oppe ved at der kun argumenteres for den ene side af sagen; man hører kun hvor problematisk og farligt det er at have heltene rendende rundt, mens ingen tager til orde over at de faktisk redder langt, langt flere mennesker end de skader, og i virkeligheden på alle måder gør det rigtige. Dette er en for mig ekstremt irriterende vinkel som tydeligt viser at plottet i bedste fald er på krykker.

Civil War - Vision & Scarlet WitchHeltenes kamp kulminerer i en lufthavn i Leipzig, hvor vores helte tumler sammen, inkl. Ant-Man som viser sig at have en dejlig “stor” rolle…! Og det er fedt at se Spider-Man i aktion! Indtil dette punkt i filmen har action-delen mest handlet om at The Winter Soldier er blevet beskyldt for et FN-attentat. Han bliver derfor jaget vildt, men han overbeviser Captain America om at han er uskyldig, og derfor nyder han Caps beskyttelse fra diverse andre helte og soldater som forsøger at dræbe ham. Det er effektiv action, som på yderst spektakulær vis brager gennem fine lokationer som Berlin og Leipzig. Smukt!

Ud fra trailere og foromtale troede de fleste nok at lufthavnskampen var filmens klimaks. Men faktisk forekommer den midt i filmen, og ikke til sidst. Den er et skridt på vejen til et andet plot, og da jeg sad i biffen og indså at der nu ville komme endnu et stort klimaks, var jeg meget spændt på at se hvad det ville være. Noget med aliens, måske? Eller en række sovjetiske super-soldater (som filmen selv lægger op til)? Desværre blev jeg skuffet – ret meget, endda. Den afsluttende plotdel handler bare om en fyr fra Sokovia (de kalder ham Zemo, men det virker mest af alt bare som en throwaway-reference, da han på ingen måde minder om den klassiske Captain America-skurk Baron Zemo, som også er stifteren af supergruppen Thunderbolts) som vil have hævn over heltene, og derfor har manipuleret Iron Man og Captain America til at kæmpe mod hinanden endnu en gang – på et ekstremt tyndt grundlag. Det viser sig nemlig at Winter Soldier dræbte Tony Starks forældre i 1991 – og på dette tidspunkt i filmen får man næsten lyst til at tage sig til hovedet og råbe “MARTHAAAA!!” (se også anmeldelsen af Batman v Superman: Dawn of Justice senere her i bladet)… og af en eller anden besynderlig grund (som er helt central for at Iron Man angriber Cap) vidste Cap godt at de var blevet dræbt (selv om han stadig var nedfrosset i 1991), men ikke at det var Winter Soldier der dræbte dem – hvilket for mig at se slet ikke giver mening. Hvordan kan han have vidst det ene, men ikke vidst det andet? Det er noget der virkelig kræver en bedre forklaring end filmen giver os. Øv! Plothul. Desuden er det ren sæbeopera at den sidste kamp bare handler om at Tony er sur fordi der var en hemmelighed som Cap ikke havde fortalt ham – det er den slags trættende plot-elementer der hele tiden forekommer i typiske tv-serier, som f.eks. “Arrow”. Suk!

Civil War -Black Panther civil war ii coverJeg har set Captain America: Civil War to gange i biffen, og anden gang fik jeg bekræftet min første analyse af filmens svagheder. Action-delen af filmen er virkelig vellykket, og der er da bestemt en pletvist god dialog og udmærkede interaktioner mellem figurerne (men også problematiske mangler, som f.eks. en ordentlig snak mellem Black Widow og Hawkeye – det er i det hele taget slet ikke logisk at Black Widow er på Iron Mans side), men alle elementer af plottet, og de fleste af de snakke-scener der skal tjene plottet, er i mine øjne simpelthen kedelige og logisk usammenhængende.

Men selv om jeg har en del at beklage mig over ved denne film, så er der også masser af gode ting ved den. Ultra-spektakulær action som sædvanlig; fantastisk underholdningsværdi. Farverige, velproducerede superhelte ad libitum, spillet af skønne skuespillere. Men selv om man sagtens kan nyde den, er den faktisk – næsten – den mest skuffende af Marvel Studios’ film indtil videre. Man kan håbe at historien fortsætter i de næste film på en måde så det giver mere mening, men som det er nu tjener denne film ikke noget videre andet formål end at afslutte storylines fra Captain America: The Winter Soldier og Avengers: Age of Ultron, og det værste er at disse storylines ikke er interessante nok til at fortjene deres egen film. Allerede da The Winter Soldier sluttede var jeg ret bekymret for om de nu ville spilde en hel film mere på at følge Winter Soldier-plottet til dørs, og det er præcis hvad de har gjort. Efter min old-school mening er Winter Soldier – Caps gamle partner som pludselig viser sig at være massemorder – ikke en spændende figur og ikke en god idé. Det fungerede alligevel aldeles udmærket i den super-velproducerede Cap-film nr. 2, men too much er too much, og jeg syntes ikke at denne lakoniske og uengagerende figur kan bære en hel film til. Derfor har vi med Captain America: Civil War fået den plotmæssigt svageste film i hele Marvels cinematiske univers indtil videre (med undtagelse af The Incredible Hulk fra 2008) – en film som faktisk kan betegnes som unødvendig. Men, den er stadig superflot, har adskillige gode scener og vil uden tvivl kunne holde til at blive genset flere gange. Spider-Man er med i den! Black Panther er med i den! Der er flere ting at begejstres over, og derfor kan man heller ikke kalde det en dårlig film.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 48

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar