Varulv
Antologi
Kandor, 2014, 218 sider
I 2013 udgav forlaget Kandor antologien Vampyr, en antologi der skulle vise at vampyren stadig er andet end det blege teenager-idol som han efterhånden var blevet henvist til. Det lykkedes rigtigt godt, og samlingen indeholdt en række forskellige bud på hvad en vampyrfortælling kunne være.
Varulve har også i de seneste år fundet deres vej ind i paranormal romance, hvor de ofte optræder i vampyrbøger og tv-serier som True Blood og Twillight, hvor de er vampyrernes fjender. Nu er det så blevet dette horrorvæsens tur til at blive taget under behandling af en række danske forfattere i en samling fra forlaget Kandor.
I alt 9 forskelige bud på varulvehistorier byder denne antologi på, og lige som i Vampyr så er det meget forskellige bud der er kommet med i denne samling.
Samlingens første bidrag er “Udyr” af A. Silvestri. Marsk har spærret sig inde med sine tre døtre i den store lade ude i skoven, og her har de været i snart seks år. I skoven omkring vogter hans kone i ulveform, og den forbandelse der hviler over hende gør at hun konstant vil forsøge at trænge ind og fortærer dem. Det er en forbandelse der har ramt hende pga. en udåd hun tidligere har begået og aldrig har angret og som nu har resulteret i at hele familien pines. Marsk er dog overbevist om at forbandelsen kun vil vare i syv år, så hvis de blot holder ud så vil alt blive godt igen. Han er dog nødt til at begå vederstyggeligheder sammen med døtrene for hele tiden at sikre at de kan holde ulven mæt og derved holde den på afstand indtil den igen bliver til deres hustru og moder.
Novellen er skrevet i et sprog som var den skrevet for over hundrede år siden, hvilket passer til den tid som handlingen er sat i. Denne fortællestil passer rigtig godt til novellen, og gør at det virker som Marsks fortælling, og man lever sig virkeligt ind i den forbandelse han kæmper imod, og kan derved følge at han gør som han gør. Man kan føle hans frustration og hans kærlighed, samtidig med at man væmmes ved de handlinger han gør. Det er en virkelig god novelle som slår stemningen an for bogen
Næste novelle er Camilla Wandahls “Mand kvinde hund”. Også i denne novelle er der noget som lurer i skoven, her bliver det bare aldrig helt klart hvad det er som skjuler sig derude. Der bliver begået et brutalt mord hvor det virker til at det er et stort der har været på spil, evt. en stor hund. Den eneste store hund der er i området bliver dog også snart et offer, hvorved den kan frikendes. Vi følger hundens ejer, som mest har passet sig selv, indtil der kom en kvinde ind i hans liv, og nu vil han blot være sammen med hende. Alting er lidt mærkeligt og skævt, og det ordvalg han bl.a. bruger om det barn som hans kvinde venter gør at man hele tiden er i tvivl om manden kun er et offer, eller om der ligger mere i det som han måske/måske ikke selv er klar over. Denne usikkerhed sidder man med som læser, hvilket kun gør historien endnu mere interessant og medrivende.
Gudrun Østergaards novelle “Agernø” finder sted på en lille ø som er beboet af tilflyttere der har opbygget drømmen om det lille øsamfund. Der er kurstedet, den økologiske blåbærdyrker, kunstneren og landmændene. De første tre fjerdedel af novellen går med at beskrive idyllen. På sin vis er det næsten en skam at denne novelle er trykt i en samling som denne, for det gør at man har en forventning til den, som gør at man ikke bliver overrasket, over hvordan historien udvikler sig i den sidste fjerdedel. Ingen tvivl om at det fungerer at opbygge idyllen for så at ødelægge den, men i denne sammenhæng bliver det desværre forudsigeligt, men det er selvfølgelig det der ofte kan være problemet i genre og tema antologier.
Når man sidder med en antologi med titlen Varulv, så forventer man at der er en varulv med i novellerne. Som læser kan det være lidt en skam at man kender denne præmis, for når man i novellen så kommer til afsløringen af hvad det er der hærger, så ved man det allerede, og spændingen er ødelagt. Dette problem rammes Therese Marstals “Fåreklæder”, Kristoffer J Andersens “Manden der råbte ulvf” og Katrine Skovgaards novelle “Kampens spiller” af, samtidig med at det er meget forskellige noveller.
“Fåreklæder” benytter en af de klassiske temaer i varulvehistorier om tiltrækningen af det ukendte. I denne novelle møder en gymnasieelev en lidt ældre kvinde på et diskotek. Hun er egentligt meget normal og ikke speciel køn, men han drages af hende. De ender med at tage hjem til hende, men selvom hun stort set ignorer ham da de kommer frem, så bliver han i tiden efter ved med at vende tilbage til hende, og gradvist finder han ud af hendes hemmelighed, en hemmelighed der dog ikke er overraskende for læseren, eftersom temaet for novellen er varulv. I slutningen tager novellen alligevel en overraskende drejning.
I “Manden der råbte ulvf” er Ulrik blevet sat til at vogte får og hold udgik efter ulvf. Efter hans families gård brændte ned har han boet i udkigstårnet, og har taget alle vagter. Første gang han råber ulvf kommer folk frem til at det nok bare var en normal ulv og ikke den frygtede ulvf. En dag kommer en ung kvinde til ham i tårnet, og samtidig bliver ulvf mere dristig og sniger sig tættere på.
I “Kampens spiller” er der nogle af spillerne på et håndboldhold som på det seneste har udviklet sig enormt, samtidig med at de er blevet mere hidsige og voldsomme. Det viser sig at der er en meget speciel form for doping i omløb.
Jonas Wilmanns novelle “Urdybet” læner sig op fælden med at blive forudsigelig i forhold til en varulveantologi. Han sniger sig dog uden om det ved at have et meget speciel opsætning hvor store dele af novellen er ulæselig.
Her er det en dagbogsberetning fra en underkuet mand. Derhjemme er han en tøffelhelt, og på arbejdet stjæler andre hans kunder og handeler. Han hader sit liv, men da han på en sjælden bytur bliver hypnotiseret under en brandert af en nordmand der er endnu fuldere end ham selv sker der noget. Han mander sig op både derhjemme og på arbejdet. Det stopper dog ikke ved at han siger fra.
Novellen har form af et bogindlæg om danske krimisager, så navne er censureret, og flere sider består kun af lidt læsbar tekst, da det er skrevet som var det afskrift fra en dagbog hvor flere sider var ulæselige pga blod. Det er et format der passer godt til historien, da slutningen på den måde er fyldt med hentydninger til hvad der er sket, men ved at have fulgt mandens udvikling så er man ikke i tvivl om hvad der hentydes til. Ikke en klassisk varulv, men et vækket urdyr. Novellen er både spændende i sin historie og i sin fortællestil.
Endnu mere alternativ er Mikkel Harris Carlsens novelle “Undergang er skyggen…”. I denne er varulven mere i stil med urdrifter. En mand får adgang til et specielt spejl hvorigennem man kan se sig selv deltage i udskejelser som er drevet af ens inderste lyster og drifter, men som man måske aldrig kunne finde på at udleve. Det der dog sker her, er at grænsen imellem vores og den forvredne spejlverden bliver nedbrudt og de driftstyrende slippes løs. En noget alternativ historie i en varulveantologi, men omvendt passer den perfekt ind ved at give en alternativ vinkel.
Martin Schjönnings novelle er den sidste i samlingen, og den er meget anderledes, og her er man virkeligt i tvivl om hvordan historien vil udvikle sig. Den handler om en flok rige unge der virkeligt har fundet ud af at når man har penge nok så er der nogle andre grænser for hvad man kan gøre. De eksperimenterer med sex stoffer og overgreb og har også rodet med okkultisme. Det hele er meget detaljeret beskrevet, og man får et indblik i en verden hos nogle der føler de kan gøre lige som det passer dem. Det dyriske og urinstinkterne er derfor her repræsenteret ved deres handlinger, men senere i novellen kommer der dog også en rigtig ulv med, og dette ændrer alt, og det er langt fra alle der slipper fra det.
Denne novelle var den perfekte afslutning på samlingen, for når man nu sad og havde læst en del forskellige tilgange til varulven, så kom der alligevel en her som er endnu mere forskelligartet og overraskende. På den måde så rundens bogen af med en af de bedste noveller i samlingen.
Varulv høre hjemme i bogreolen ved siden af Vampyr, for den holder samme høje standard som den Vampyr gjorde. Der skal lyde en stor ros til redaktøren for at have sammensat en så varieret samling. Desværre så er der ikke i denne samling blevet brugt plads på den præsentation af hver af novellerne som man så i Vampyr, og der er desværre heller ikke noget for- eller efterord med redaktørens tanker omkring temaantologien. Dette er dog kun formalia og skal ikke forhindre mig i at anbefale denne samling til alle horrorfans og generelt til alle der gerne vil læse endnu en samling fra Danmarks store talentmasse af fantastikforfattere.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 43
Det forsvundne bibliotek
