Himmelskibet

Birdman
Film, 2014, 119 minutter.
Inst. Alejandro G. Iñárritu, med bl.a. Michael Keaton, Naomi Watts, Edward Norton og Emma Stone.

Michael Keaton var et stort navn i Hollywood i den periode hvor han spillede Batman i de to film Tim Burton instruerede. Siden er det gået lidt ned ad bakke med hans Hollywood-karriere. I filmen Birdman spiller han skuespilleren Riggan, der var en stor stjerne som superhelten Birdman, men siden har haft store problemer med karrieren.

Da Riggan var ung amatørskuespiller, fik han et kompliment for sit skuespil af forfatteren Raymond Carver. Det har lige siden været det som drev ham frem i karrieren. Da filmen starter, har Riggan satset alt på at få et comeback, ikke bare som skuespiller, men som instruktør og skuespiller i et teaterstykke han selv har skrevet, baseret på Raymond Carvers novelle “What We Talk About When We Talk About Love”, der bliver sat op på Broadway. I teaterstykket spiller Riggan Ed, der har store problemer med at finde ud af det der med kærlighed og ender med at skyde sig selv.

Riggans eget kærlighedsliv fungerer heller ikke rigtigt. Han var engang gift, i et forhold som mindede en del om det forhold Ed i novellen / teaterstykket har til Terri, spillet af Lesley, som spilles af Naomi Watts. Fra det ægteskab har Riggan datteren Sam, spillet af Emma Stone, der spillede Gwen Stacy i de seneste Spiderman-film. Hun begynder på et tidspunkt at flirte med Mike, der er et stort navn på Broadway, og som er sprunget ind og har overtaget hovedrollen Mel i stykket efter den gamle Mel kom ud for et uheld. Mike spilles af Edward Norton, der spillede Bruce Banner i den anden Hulk-film.

Jeg tror jeg stopper her med at forklare personernes indbyrdes forhold i det ene og det andet lag i filmen. Michael Keaton har den dominerende hovedrolle i filmen og folder sig ud i endnu et lag: I nogle af scenerne med Riggan – oftest når han er alene – har han superkræfter og taler med sit alterego Birdman (der har Keatons dybe Batman-stemme). Et par gange får vi også set den trommespiller, der står for den ene del af filmens musik med nogle fantastiske jazzede rytmer, som symboliserer Riggans indre konflikter. (Den anden del af musikken er mere traditionel symfoniorkester-musik).

I det hele taget eksperimenteres der meget og succesfuldt med filmmediet. Blandt andet er det meste af filmen lavet som om det er taget i et enkelt skud med kameraet. Det er svært at skulle komme med vurdering af en så kompleks film, efter kun at have set den en enkelt gang, men nu hvor jeg har påtaget mig det, må jeg hellere holde mig til hvordan jeg oplevede den: Der er fremragende skuespil i den fra især Keaton, Norton og Stone. Men alle personerne fremstår meget levende og har hver deres egen lille historie. Den teaterverden det hele foregår i, bliver også bragt rigtig godt til live, med en fin balance mellem humor og drama i mange fremragende scener.

Jeg holder meget af film med mange lag i fortællingen, men de er svære at få til at fungere. I Birdman har vi teaterforestillingen på Broadway, filmens skuespillere i den virkelige verden, Riggans indre verden og Raymond Carvers novelle. Carver er nok mest kendt i film-sammenhæng for Robert Altmans Shortcuts, hvor en række af Carvers noveller flettes sammen til en fantastisk vellykket film. Instruktøren af Birdman Iñárritu har tidligere lavet filmene 21 gram og Babel, der som Shortcuts fletter flere små historier sammen til et hele.

Denne gang gør han det så på en anden led – Carvers novelle flettes sammen med dens personers skuespilleres historie. Det giver god mulighed for at lægge nogle betragtninger over skuespil og rollers natur ind i filmen. Iñárritu skildrer fint filmverdenen kontra teaterverdenens tilgang til skuespil, repræsenteret ved blandt andet Riggans indre Birdman, der drømmer om et comeback som populær filmhelt, kontra Mike (Norton), der er en kompromisløs kunstner-type. Det er måske det som kammer over til sidst: Slutningen har for mange ting at fortælle på en gang om skuespil og roller, Hollywood og Broadway, kærlighed og ambitioner, udover at skulle slutte personernes historier og de forskellige lag i dem på fornuftig vis. Uanset hvordan man tolker det, er der noget som rager ud og ikke passer ind til sidst.

Så da filmen var forbi, fik jeg desværre ikke den rare fornemmelse af at alle de små dele gik op i en større helhed. Det har givetvis heller ikke været instruktørens mening at servere en velpoleret superheltefilm-agtig slutning på filmen, men der er flere måder at lave en åben slutning på. Birdman er en film for dem som holder af godt skuespil og interessante eksperimenter med mediet, og kan undvære noget af det glimmer vi er vant til at få drysset på i Hollywood. Og så måske også for os der er fans af Michael Keaton og synes det er synd at hans talent ofte ikke bruges til andet end være den sjove mand i en film. I Birdman er han også sjov, men først og fremmest leverer han en glimrende historie om en mand der prøver at rette op på et liv der er kørt af sporet.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch