Den virkelige tåre i det fiktive bæger
Udvalgte tekster om science fiction 1975-2009
Artikler og anmeldelser af Palle Juul Holm
Science Fiction Cirklen 2012
Til at starte med skal jeg måske forklare den lidt kryptiske titel: Den referer til at en af personerne i Thomas M. Dischs roman 334 fælder en tåre, som rammer en illustration af det bæger som Sokrates angiveligt drak gift af, og derved bliver optaget af denne græske filosof. Med det af vejen (eller netop i vejen, hvis man sidder og tænker over det nu), er hermed en anmeldelse af Palle Juul Holms om ikke samlede, så dog indsamlede, værker ud i science fiction kritik begyndt.
De første ca. 100 sider af bogen er et genoptryk af Holms forsøg på at indkredse og beskrive science fiction-genren fra 1975, Syzygy og den sorte stjerne. Her opstilles en model for science fiction hvor temaet er det man umiddelbart finder at en tekst handler om, mens motiver er det der i virkeligheden er på spil. Motiverne er også det som knytter teksten til vores nutidige virkelighed. For eksempel er temaet i Brian Aldiss’ roman Non-stop et generations-rumskib, mens motivet er frygt for at magtfulde kræfter manipulerer vores verdens gang uden for vores viden og kontrol. Det vil sige at romanen tilsyneladende handler om et rumskib, men i virkeligheden handler om vores frygt for magtstrukturerne i nutidens samfund.
Om det at man analyserer sig frem til at en tekst ‘i virkeligheden’ handler om noget andet end det den tilsyneladende handler om, kan der siges meget. For eksempel kan man sige at Syzygy er en introduktion til genren science fiction, men i virkeligheden handler om en gruppe af forfattere som er underkendte i vores samfund. Hvad er den så ‘i virkeligheden’? Ja, begge dele, vil jeg sige. En analyse af en tekst kan fint tage udgangspunkt i at der findes nogle skjulte, dybe lag i den, men man skal passe på med ikke at tro at det er en måde at finde frem til en endegyldig sandhed om den. Sommetider er et rumskib bare et rumskib. Så med det i tankerne, stiller jeg tilbage til anmeldelsen.
For at indkredse hvad science fiction er, sorterer Holm det fra, han ikke mener hører til genren. Blandt andet ryger fantasy og (det meste) space opera ud, fordi det efter hans mening er for ringe litteratur. Det synspunkt kunne muligvis forsvares i 1975, men virker lidt gammeldags nu. Jeg forstår godt frustrationen over de mange dårlige bøger, men dårlige bøger findes alle vegne, selv om de måske til visse tider har været mere hyppige i bestemte genrer og subgenrer.
En anden samlet gruppe af bøger, der smides ud af genren, er science fiction der kun vil “anskueliggøre perspektiverne ved allerede kendte opfindelser, eller opfindelser der befinder sig på tegnebrættet”. Det er igen muligt der var en overflod af bøger skrevet af (amatør-)ingeniører uden noget talent for at skrive tilbage i 1975, men i dag virker det som et ret sært synspunkt. Blandt andet får en uspecificeret mængde af Arthur C. Clarkes noveller sparket her. Det er noget af en påstand at tekster, der primært beskriver noget, ikke kan være litterære. Holm prøver at komme udenom ved at hævde at beskrivelser i litterære værker (som Jules Vernes) mere eller mindre er overflødigt fyld. Sagen er nok snarere den at hans model kun fungerer, hvis man kan adskille tema og motiv, hvilket kræver at der er de flere lag i teksten, som en ren beskrivelse sjældent har.
Med de besværlige bøger således sorteret fra, deler Holm science fiction ind efter temaer i fem undergenrer: Utopien/dystopien (som regnes for en genre), fortællinger om rummet, fortællinger om tiden, fortællinger om det pseudo-menneskelige og endelig eskatologien (verdens undergang, adskilt fra dystopien ved at det er selve begivenheden det handler om og ikke eventuelle eftervirkninger). Det gøres rigtig godt med gode eksempler. Blandt andet med tekster af Thomas M. Disch, Samuel Delany og Brian Aldiss. Og på trods af mine indvendinger, er det meget interessant at læse hvad dansk science fiction kritik havde at byde på i 1975.
Af og til dukker der påstande op, som en nutidslæser finder lidt pudsige. For eksempel hører vi at det ikke er realistisk at tro at menneskelignende robotter nogensinde vil blive masseproducerede, da det vil være for dyrt. Men i samme afsnit (det med pseudo-mennesker) kommer der også den fine observation at “både robotter, elektronhjerner og sågar sognerådsformænd optræder som personer og ikke har brug for myter til at støtte sig til.” Dette som svar på at Stanislaw Lem hævdede at robotter havde deres udspring i myter og ikke ville fungere i en tekst hvis man underkendte det.
Næsten nutidigt virker det at der i afsnittet om eskatologien nævnes at vi under en krise kan længes efter en katastrofe, som vil forenkle samfundsformerne og gøre tilværelsen mere overskuelig. Og en forklaring på at science fiction klarer sig så dårligt, gives også et sted: Vi behøver ikke mere den rationelle forklaring som SF kan give for at læse fantastisk litteratur. Fantasy kan nu læses uden nogen finder det for mærkeligt. Såvidt Syzygy. Resten af bogen, omkring to hundrede sider, indeholder en række artikler og anmeldelser fra tiden efter 1975 og er sorteret efter emner.
Holms politiske holdninger kommer af og til til udtryk i teksterne, uden at det dog virker for missionerende. En interessant passage er: “Men se til, om nogen science fiction-forfatter er kommet på den ide at gå hele vejen udenom de billeder af truende fremtidsvisioner, de maler med så sikker pensel. Ingen, eller få, synes at fatte hvad der dengang slog ned i mig som et lyn: At årsagerne til problemerne findes uden for det felt, hvor problemerne kommer til syne. At overbefolkning ikke er en årsag, men et symptom. At fremmedfølelse ikke er et resultat af højt udviklet teknologi, men af et fremmedgørende samfundssystem. At vi ikke er ude i det fri fald med kollisionskurs mod katastrofen, men at vi har styregrej ombord, som vi kan tiltvinge os adgang til.”
En af de forfattere der ofres meget plads på, er Philip Jose Farmer. Vi får en spændende gennemgang af forfatterskabet ud fra temaer og med forskellige dybdepsykologiske betragtninger. Hovedtemaet hos Farmer er den falske verden og skaberne af denne. I Riverworld-serien er den falske verdens underliggende motiv det moderne liberalistiske samfund. Dem som har skabt den falske verden, er mystiske væsener hvis motiver vi ikke forstår, så det er op til os selv at skabe et godt samfund. Det går galt for Farmer, da han begynder at lade bøgerne handle om disse skaber-væsener. Også Philip K. Dicks sene forfatterskab får en grundig gennemgang. Holm har et bud på problematikken omkring den ‘gale’ Dick: Manden var ikke gal, men havde blot erhvervet sig et religiøst syn på tilværelsen, baseret på primært gnosticisme.
Stakkels Stig W. Jørgensen må stå for skud i et afsnit om faren ved at blande religion og science fiction. Yderst relevant synspunkt, når man tænker på hvordan science fiction-genrens dårlige ry er blevet endnu dårligere ved omgang med religiøse sekter og lignende. Anledningen er at Stig i en artikel fra 1987 forsøger sig med at forklare hvad science fiction er, og her i sin iver for at få Erwin Neutzsky-Wulff med i den, hævder at science fiction bør handle om at forstå det der ligger bag verdens mekanismer. Holm udlægger det som at science fiction bør være en søgen efter gud, dvs. en slags religiøst skrift. Desværre er Stigs tekst ikke tilgængelig her og findes ej heller i hans nyligt udgivne artikelsamling, så det er svært at afgøre om Stig har fortjent sine verbale prygl. Derimod er nogle af Holms fremragende anmeldelser af Wulffs romaner med i bogen her.
Der er også artikler om elendigt oversatte science fiction-klassikere, anmeldelser af antologier med danske science fiction-forfattere fra dengang der var langt imellem dem og kun få forfattere i hver, og en samling af meget underholdende anekdoter om livet som science fiction fan i de glade 80’ere. Også Holms egen produktion som fiktions-forfatter får nogle ord med på vejen, i form af artikler om hans egen konstruerede verden. Nogle af bogens artikler virker lidt flagrende i forhold til resten. Der er for eksempel en anmeldelse af nogle antologier til skolebrug, hvor vi ikke får ret meget at vide om selve teksterne. Men uanset det, er Holms sproglige niveau så højt og humoristiske sans så veludviklet, at man kan holde ud at læse selv de få lidt kedelige og malplacerede tekster.
Bogen henvender sig både til de læsere der, udover at læse science fiction, også vil læse om science fiction, og til dem som vil vide noget om dansk fandoms historie. Palle Juul Holm har vel den til alle tider skarpeste pen blandt danske science fictionfans, og bogens bedste passager er små mesterværker i at gøre os kloge på genren science fiction og på hvorfor nogle af os holder så meget af den. Læs den, men prøv også at få fat på Holms novellesamling Isen mellem øerne (udgivet under pseudonymet Bernhard Ribbeck). Det er rigtig gode bøger!
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.35
Anton Salems Dukkehus
