Himmelskibet

Skyggen fra Sirius
Af Niels E. Nielsen
Science Fiction Cirklen 2012

Hjemvendt fra en ekspedition til det fjerne Sirius for at finde menneskeheden et nyt hjem fra sin ødelagte hjemverden, finder videnskabsmanden Elijah Lee-Grant Jorden en forurenet ødemark dømt til undergang, da grådighed har styrtet økosystemet i grus.

Niels E. Nielsen, der er en af  dansk science fictions mest publicerede forfattere, begik i 1975 en fremtidsroman om jordens økologiske undergang, og Science Fiction Cirklen har genudgivet den i 2012, hvor menneskeskabt forurening truer med at ødelægge Jordens øko­systemer.

I Skyggen fra Sirius har en ekspedition til Sirius fundet ikke kun en planet rig på liv, men også en verden styret i det skjulte af magtfulde væsner, der let i menneskelig optik kan ligne guder, og de har skænket det overlevende medlem af ekspeditionen skjulte gaver og sendt ham retur til Jorden. Da han vender tilbage, har han været borte i over 70 år. Romanen udspiller det meste af sin historie på den ødelagte Jord, hvor Elijah sammen med en flok degenererede overlevende kæmper for deres overlevelse, og undervejs render de ind i de andre samfund, som endnu har formået at opretholde deres eksistens i et Europa, der i bogstaveligste forstand er sandet til, og hvor en evig sandstorm skjuler solen og stadig bidrager i en selvforstærkende effekt med at ødelægge den sidste rest af atmosfære og liv. Snart vil Jorden være så gold som Mars. De andre samfund er overlevende enklaver fra fortiden, intelligente rotter, monstrøse dyremennesker og en bonde med et håb. Historien handler om Elijahs kamp for at både overleve og komme til en accept af Jordens skæbne og hans egen rolle deri, som den sidste overlevende fra fortiden.

Skyggen fra Sirius er skrevet med Niels E. Nielsens levende sprog, der sprudler af iver, men som også følger en form og ramme, som Niels E. Nielsen-kendere let vil genkende. Med sit emne er bogen interessant læsning sammenlignet med nutidens klima-diskussioner (og som parallel til filmen Wall-E, hvor mennesket også har forurenet Jorden ad Pommern til), og bogen bliver som sin hoved­person rejsende i tid, hvor den bringer én periodes tanker om jordens ødelæggelse til en anden periode. Bogen er imidlertid en tidskapsel på mere end en facon, da den også er skrevet med sin tids forestillinger om evolution, race og køn, som let bliver de tre punkter, hvor bogen kommer til kort. Hovedpersonen er sort eller afro-amerikaner, og af en eller anden grund formår, Niels E. Nielsen ikke at vise dette, men fejler ved tommelfinger­reglen om ‘show, don’t tell’, så i stedet for at lade historien vise, at hovedpersonen er sort, fortælles læseren gang på gang, at han er neger. Kvinder er ‘det svage køn’, og det bliver Niels E. Nielsen ved med at påpege på en måde, som kun opleves gammeldags og forstokket, og det forstyrrer læsningen af en ellers glimrende bog. Den sidste anstødssten ligger mest af alt i degenereringen af menneskeheden og opståen af mutanter, idet Niels E. Nielsen ikke er ingeniør eller på anden vis er science fiction-forfatter med videnskabelig uddannelse i bagagen, men i stedet er en forfatter, der anvender science fiction-genren til at kommentere på sin samtid uden at gøre det på et teknisk grundlag. Det skurrer derfor noget i ørerne, at på sølle 70 år eller knapt tre generationer at mennesket er forfaldet til bogens primitive Oki-folk, og det er vanskeligt at deducere sig frem til, hvor meget de er formet af deres barske klima i deres levetid (f.eks. kroppe formet af kost og ekstreme temperaturer), og hvor meget de genetisk har udviklet sig til at passe til det nye miljø, men for hovedpersonen lægges de i deres degenerative tilstand for foragt (og degenerativ tilstand er det, for det fordrer dommedagsgenren).

Trods disse forbehold er Skyggen fra Sirius stadig god læsning, og for fans af Niels E. Nielsen eller for læsere, der gerne vil udforske ældre dansk science fiction er her et godt værk.

Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet nr.36