John Ajvide Lindqvist: Håndteringen af udøde

Udgivet den december 27, 2010 af Admin

Håndteringen af udøde
Roman af John Ajvide Lindqvist
Forum, 2008, 322 sider.

Håndteringen af udøde er en meget anderledes zombiefortælling, på samme måde som Lindqvists Lad den rette komme ind var en meget anderledes vampyrfortælling. Ordet zombie bliver stort set også kun brugt i bogen når der er tale om spil som Resident Evil og Romeros film. Om de levende døde i bogen bruges mere omtalen ”omlevende”.

En dag sker der noget meget underligt i Stockholm. Luften er fyldt med elektriske strømninger i en grad der gør at det ikke er muligt at slukke for elektriske apparater, og folk får en uudholdelig hovedpine. Det viser sig dog kort efter at dette langt fra er det underligste der sker den dag.

Stand up komikeren David bliver ringet op og informeret om at hans kone er kørt ind i en elg og ligger hårdt kvæstet på hospitalet. Inden han når derind, afgår konen ved døden, men da han kommer ind og sidder ved hendes seng, liver hun pludseligt op igen, selvom hendes krop er hårdt medtaget. Hun kan tale, men det hun siger, giver ikke meget mening, det er som om det ikke er hende, og da lægen kommer og ser til hende, kan han konstatere at hun ikke har nogen puls. Kort efter er hun ikke den eneste døde der vågner på hospitalet, og snart er der omvandrende døde der vandrer rundt på hospitalets gange.

Journalisten Mahler bliver ringet op af en kilde fra hospitalet og får at vide at han bør komme, da der er noget mystisk på fære. Han tager af sted, men efter at have været der i kort tid, skynder han sig af sted igen. Ikke fordi synet skræmmer ham, men fordi hans eneste barnebarn døde i en alder af 5 år en måned forinden, og han kan ikke udholde tanken om at han måske ligger vågen i sin grav.

Elvy er en ældre dame hvis mand for nyligt er død. Denne aften har hun en overvældende hovedpine, Hun får dog andet at tænke på da hendes mand pludselig banker på døren. Han gør hende ikke noget, men går bare ind og ligger sig i sin seng. I sengen ligger dog deres teenage barnebarn, der overnatter hos mormoren, og bliver noget forskrækket da morfaren pludselig står i døren.

Det er primært disse personer og de problemer de pludselig står i vi følger. David der skal finde en måde og fortælle dette til sin lille søn. Mahler der skal fortælle sin datter at hendes søn er vågnet igen, men mest af alt ligner en udtørret mumie der intet kan, og at de nu må gemme sig for myndighederne der prøver at ”indsamle” alle de omlevende. Og endelig er der Elvy som ser dette som et tegn på at dommedag er nær, og som sætter sig for at forberede menneskeheden på dette. Igennem bogen opdateres man jævnligt om hele situationens via situation rapporter, artikler o.l.

De levende døde er ikke de kødædende zombier man er vant til fra film, selvom der dog er eksempler på at de omlevende er farlige for de levende. Egentligt er der ikke særligt meget af bogen hvor de direkte optræder. Bogen handler ikke om flugten fra de levende døde. De omlevende bliver hurtigt samlet sammen af myndighederne, som bagefter skal forholde sig til hvilke rettigheder de omlevende har, og om man skal tillade de pårørende at besøge dem. Bogen er således mest af alt en bog om at forholde sig til døden og til sine medmennesker. Det at skulle forholde sig til døden kan dog vække det værste i folk, og for at dette ikke skal være nok, så kan det at omgås de omlevende gøre at man kan læse andres tanker.

Det er en velskrevet og utroligt interessant historie. Håndterningen af udøde har på samme måde som Lad den rette komme ind en overnaturlig fortælleramme, uden at dette egentligt er det centrale i fortællingen. Bogen har således et meget bredere publikum end de normale horrorlæsere og kan anbefales til alle der gerne vil læse en anderledes historie der virkeligt har meget at byde på.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

John Ajvide Lindqvist: Lad den rette komme ind

Udgivet den december 26, 2010 af Admin

Lad den rette komme ind
Roman af John Ajvide Lindqvist
Forum 2007, 486 sider

Året er 1981 og den tolvårige dreng Oscar bor sammen med sin mor i et socialt boligbyggeri ved Stockholm. Oscar bliver mobbet i skolen, og han bliver dagligt jagtet og nogle gange tævet af nogle af de andre drenge i klassen. En af de ydmygelser som han oftest bliver udsat for, er at han bliver tvunget til at skrige som en gris. Om aftenen lader Oscar sine frustrationer gå ud over tilfældige træer i skove, mens han forstiller sig at det er tyrannerne han dræber. En aften mens han står og dolker træer møder han den jævnaldrende pige Eli, som i ly af natten er flyttet ind i lejligheden ved side af sammen med en ældre mand. Eli har også svært ved at tilpasse sig livet i 80’ernes Sverige, og hun lever et liv hvor der ikke er meget plads til at være barn. Igennem venskabet får Oscar styrket sin selvtillid og begynder at gøre modstand mod sine tyranner, og Eli begynder at opføre sig som et barn igen.

Umiddelbart kunne denne intro få det til at lyde som om der er her tale om en socialrelistisk roman, hvilket også er en stor del af rammen for historien. Men det er langt fra en socialrelisme som vi ser den hos Niels Malmroes, eller de bøger som man blev tvunget igennem i folkeskolen.

Eli er en 12-årig vampyr på tohundredende år. Det er ikke kun fysisk hun er 12, hun har også et sind som en tolvårig, hun har dog længe ikke opført sig som et barn, men Oscar får barnet op i hende igen. Samtidig så gør den sikkerhed og styrke som Eli viser at han får mere selvtillid og begynder at sige fra over for sine tyranner.

Håkan er den ældre mand der passer på Eli og hjælper hende med at få det blod hun skal bruge for at overleve. Da han en aften forfejler et mord og står til at blive anholdt, hælder han syre i hovedet på sig selv, for ikke at kunne blive sporet tilbage til Eli. Hun er nu uden en skaffer og er selv nød til at skaffe blod, hvilket dog heller ikke altid går lige godt, og hun får skabt yderligere et par vampyrer.

I bogen følger man også en række andre personer der bor i det sociale boligbyggeri, bl.a. alkoholikeren hvis verden bryder samme da hans bedste ven forsvinder, drengen hvis mor skal giftes igen, og som har det bedst når han kan være i den hule han har lavet i bygningens kælder, og kvinden der efter at være blevet overfaldet af et barn begynder at få en fornemmelse af at hun er ved at udvikle sig til noget farligt.

Man kunne godt tror at dette var en ungdomsbog, hvilket den bestemt ikke er. Den er brutal og grotesk på sine steder, og den har et veludviklet og vel beskrevet persongalleri. Titlen er både en reference til at man skal passe på med hvem man inviterer ind i sit hjem, da vampyrer som bekendt ikke kan træde ind uden at have en invitation, men også til at man ved at lukke de rigtige folk ind i sit liv får muligheden for at udvikle sig.

Bogen er blevet filmatiseret, og det er Lindqvist selv der har skrevet manuskriptet. Historien er blevet strammet betydeligt op, og en række bipersoner er fjernet. Samtidig er fokus mere på den udvikling som Oscar gennemgår og de to børns venskab, end det er på de ret blodige og groteske vampyrdele som bogen bestod af.

Jeg så filmen inden jeg læste bogen, faktisk var jeg ikke klar over der var en bog da jeg tog i biografen for at se filmen. Da jeg gik derfra, var jeg overvældet, det var en filmoplevelse som jeg sjældent har haft, og da filmens rulletekster havde afsløret at der fandtes en bog, var jeg straks klar over det var en jeg skulle have læst. De børneskuespillere der spiller de to bærende roller i filmen, gør det formidabelt, og hele stemningen i filmen fungerer perfekt. Der var enkelte spørgsmål man stod tilbage med efter filmen, og som bogen så senere svarede på, men det var på ingen måder ting der forstyrrede, da det fungerer fint at man stod tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål, i stedet for at alt var udpenslet.

Havde jeg omvendt læst bogen først, kunne jeg godt forestille mig et jeg ville have savnet en stor del af de vampyrscener som er med i bogen, og som ikke er med i filmen. Bl.a. liver en af Elis’es ofre op igen, men da hans krop er forfærdeligt medtaget, er han mere som en ghoul end som en vampyr. Denne del er udeladt af filmen, selvom den fylder en del sider i bogen. Historien er således strammet betydeligt op i forhold til bogen.

Man bør bestemt hverken snyde sig selv for hverken bogen eller filmen, men skulle man vælge, vil jeg faktisk anbefale filmen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Gysere fra Cadeau

Udgivet den december 25, 2010 af Admin

Mumien – og andre gysere
Novellesamling af Nis Rasmussen
Forlaget Cadeau 2006, 200 sider

Karavanen – og andre gysere
Novellesamling af Nis Rasmussen
Forlaget Cadeau 2006, 196 sider

Alt det du ønsker dig – og andre gysere
Novellesamling af Helle Lenschow
Forlaget Cadeau 2007, 104 sider

Der er mange tilgange til at fortælle en gyserhistorie. Det er ikke nødvendigvis overnaturlige elementer der skal til for at skræmme. I novellesamlingen Mumien og andre gysere er der således en blanding af historier med overnaturlige elementer, og historier med naturlige skræmmende elementer, som fugleedderkopper og slanger i soveposer. Bogen indeholder dog også gysere med de fantastiske elementer. Der er en række spøgelseshistorier i samlingen. I ”Pigen med de sørgmodige øjne” optræder et spøgelse der hjælper de levende med ikke at skulle opleve samme skæbne som hende, mens der i novellen ”Graven” bestemt ikke er venlige spøgelser på spil. I den følger vi et par venner der på Halloween går ind på en kirkegård for at se om der virkelig er spøgelser til, hvilket de må sande, meget håndfaste spøgelser.

Samlingen er skrevet til større børn og unge (bibliotekerne har sat den i kategorien ”Fra 12 år”) og tager udgangspunkt i de dagligdags fobier som vi kan gå rundt med. Det er krybdyrene, umenneskelighed, kirkegårde ved midnat og sygdomme. Der er flere af de små korte noveller der egentligt fungerer udmærket, uden der er noget specielt nyt i dem.

Nogenlunde samtidig med Mumien udkom også novellesamlingen Karavanen – og andre gysere. Denne indeholder knap så mange historier som Mumien, men til gengæld er de noget længere. I den møder vi bl.a. en spøgelseskaravane og en levende dukke. Også i denne samling er der en novelle der tager udgangspunkt i de fobier folk kan have, denne gang, mørke kældre.

Forlaget Forlaget Cadeau har udgivet flere gyserbøger for børn og unge, bl.a. en serie på nogle og 20 bind med små korte gyserhistorier. Af novellesamlinger udgav de i 2007 også Helle Lenschows Alt det du ønsker dig. Denne har også børn og unge som målgruppe, men til forskel fra de foregående så er der ikke sparet på blodet og indvoldene i denne. I titelnovellen får en ung dreng arbejde i en af de butikker der indeholder alt hvad man kan forstille sig, herunder bl.a. nogle okkulte bøger. Da hans hund for nyligt er blevet kørt ihjel håber han at kunne finde hjælp i disse bøger til at få den tilbage. Bøgerne giver dog ingen hjælp, men det gør en ønskemaskine der står i butikken derimod. Den kræver dog et lille blodoffer for at opfylde ønsker, plus den selv fortolker hvordan ønskerne skal forstås, og man behøver nok næppe have læst Stephen King Dyrekirkegården eller M.R. James ”Abehånden” for at gætte hvordan det går når man ønsker noget dødt tilbage. Ligeledes finder en af drengens venner ud af at man skal passe på med at ønske sig alle sine bekymringer og problemer bort, hvilket er et omfattende ønske med en let løsning…

I novellen ”Dagbogen” finder en dame ud af at man skal passe på med at lægge sig ud med sigøjnere. Hun får en forbandelse kastet på sig, og siden da er der blodige fodspor der følger hende overalt, og de indhenter hende lige så stille. Af bogens yderligere 3 noveller vil jeg også lige nævne ”Sidste Semester”, i hvilken en fest på et kollegium får en ubuden gæst, der har sat sig for at ingen skal overleve festen. En god afsluttende novelle til en bog der er fyldt med død.

Emnerne og ideerne i bogen er ikke nye eller originale, men ganske godt skrevet, og der er flere af novellerne der sagtens kunne bruges til en målgruppe ud over børn og unge gruppen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.23

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Michael Kamp: Bobs Saga III – I Mørket er alle helte grå

Udgivet den december 24, 2010 af Admin

Bobs Saga III – I Mørket er alle helte grå
Roman af Michael Kamp
Books on Demand 2009, 372 s.
www.michaelkamp.dk

Første bind af Bobs Saga var en gang ramasjang, hvor Bob og hans venner uhjælpeligt forsøgte sig som helte. I andet bind begyndte rygtet om en forestående krig at sprede sig, mens gruppen fik mere erfaring. Her i bog tre har gruppen opnået et omdømme som helte, men til gengæld er krigen for alvor brudt ud. Den ny orden Slangens Hoved med Første Broderen forrest prædiker fred, men en fred der kun kan komme når alle enten har sluttet sig til sagen eller er blevet udryddet. Således hærger Slanges Hoveds hær igennem landet, og dræber alt og alle der ikke slutter sig til dem. De samfund der slutter sig til dem, bliver mændene sendt til fronten, mens kvinder sendes i arbejdslejre, og børnene sendes i lejre. På denne måde sikres at ingen gør oprør. Dette sammen med en uhørt brutalitet, giver en ustoppelig hær, som også støttes af en af denne verdens sidste (hvis ikke den sidste) drage. For at sikre at der er soldater nok, så sørger Nekromantikerne for at udøde udføre hvad der ellers skal laves af arbejde.

Vennerne har valgt side imod den nye orden, men det viser sig at flere af de personer de stolede på har valgt anderledes. Gamle venner falder dem i ryggen, og nye venner viser sig at selvom de måske kæmper for samme sag, så kan de have hver deres grunde. De får bl.a. hjælp af nogle kvindelige krigere, der dog viser vis at kæmpe for krigens gud, en gud der på ingen måde har interesse i at den nye orden skal lykkedes i at skabe fred. Det viser sig også at den nye orden forsøger at skabe en vej ind til denne verden for en guderne, en gud der har lovet dem fred. Krigerkvinderne beretter dog at det virkelige mål er at fjerne alt levende (hvilket også er en form for fred), da guden er den faldne, eller udstødte gud, der vil ødelægge alt hvad de andre guder har skabt.

Gruppen går ikke ramt forbi, og de må erkende at krig kræver sine ofre, og mens nogen må ofre livet, så må specielt de der benytter magi sande at det også kræver dyre ofre fra dem at få den hjælp de skal bruge fra deres guder.

Oftest kommer Fantasy bøger i trilogier, hvilket der ikke er tale om her. Bind 3 er mere dyster end de to foregående, og slutningen på denne bog er bestemt ikke en slutning på sagaen, selvom den måske kan være en slutning for flere af vennerne. Bogen virker faktisk mere som et bind 2 hvor det onde nu for alvor har overtaget, og det næsten ikke kan komme til at se mere sort ud. Det ser faktisk så sort ud at jeg næppe tror at det hele kan vende i næste bind. Bogens bagside fortæller da også at flere bind er under udarbejdelse, men ikke om hvor mange.

Med I Mørket er alle helte grå er der virkeligt ved at blive åbnet op over for et fantasy-univers fyldt med en mængde skabninger, guder, magi og krig i stil med Dragonlance-bøgerne. At serien er benævnt Bobs Saga begynder at passe mindre og mindre, for godt nok er Bob stadig den centrale figur, men der bliver mere og mere plads til de andre karakterer, samt til at beskrive den verden hvor historien udfolder dig. Bob er heller ikke den bondeknold han var i starten. Han handler mere fornuftigt og knap så klodset (hjulpet af magiske ting, men alligevel). At historien har taget den drejning er en klar fordel, da figuren Bob var ved at være trættende at følge. Der er således ikke længere kun tale om en saga om en tumpe der vil være helt, men om en spændende fantasy-saga som Michael Kamp har gang i.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.22

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , , | 1 kommentar

King Arthur

Udgivet den december 23, 2010 af Admin

King Arthur
Instruktør: Antoine Fuqua
Film, 2004, 126 min.
Medv.: Clive Owen, Ioan Gruffud, Mads Mikkelsen, Keira Knightley, m.fl.

Myten om kong Arthur og ridderne om det runde bord har gennem tiderne dannet grundlag for ganske mange film. Man kan nævne Knights of the Round Table (1953), Sword of Lancelot (1963), Disneys tegnefilm The Sword in the Stone (1963), musicalen Camelot (1967), Excalibur (1981) og First Knight (1995), foruden mindst tre indspilninger af Mark Twains A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (eller fire, hvis man medtæller den forfærdelige A Knight in Camelot med Whoopi Goldberg).

Det seneste skud på stammen er King Arthur, som reklamerer med intet mindre end at være den sande historie om kong Arthur; en påstand der bør tages med et ganske stort gran salt. Baggrunden er, at nogle historikere for nylig har fundet nogle kilder, der fortæller om en romersk hærfører ved navn Lucius Artorius Castus i Britannien kort før romerne træk sig ud af landet. Denne Artorius skulle så være grundlaget for Arthur-myterne, og det er hans historie, som filmen prøver at fortælle. Den handler således om en desillusioneret romersk hærfører, der vælger at blive i England og nedkæmpe de invaderende saksere i stedet for at trække sig tilbage til det romerske landsted, han har optjent retten til gennem sin lange tjeneste.

Så langt så godt. Men filmen sætter sig mellem to stole, for den prøver ikke alene at gengive det, der kunne være baggrunden for Arthur-historierne, den fletter også ganske mange af de klassiske elementer fra Arthur-myterne ind, selv elementer med langt senere oprindelse. Arthurs ryttere (noget uhistorisk kaldet ‘riddere’) hedder Lancelot, Gawain, Tristam (i øvrigt spillet af danske Mads Mikkelsen), Bors, Galahad osv.; navne der stammer fra meget senere franske genfortællinger. Vi ser også Merlin, Guinevere, Excalibur og et rundt bord.

Vi ender altså med en film, der ikke rigtigt er en film om den historiske Arthur og heller ikke rigtig er en film om den mytologiske Arthur, men noget halvhjertet midt i mellem. Der er dog stadig tale om en ganske spændende, overvejende realistisk historisk film (langt mere korrekt end fx Troja), så hvis man går ind for at se en sådan, går man ikke helt galt i byen. Men nogen ‘rigtig’ Arthur-film er det ikke; den må vi stadig vente på, for efter min mening er der ingen af de gamle indspilninger, der rigtig får fortalt myten ordentlig (den der kommer tættest på, er nok Camelot, på trods af sangene og de gammeldags Hollywood-dekorationer).

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.4

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Dennis Jürgensen: Dødens Mange Facetter

Udgivet den december 23, 2010 af Admin

Dødens Mange Facetter
Novellesamling af Dennis Jürgensen
Tellerup 2009, 228 s.

Med en ret dyster forside, og titlen Dødens mange facetter, så skulle man umiddelbart tro at der her var tale om en samling gysernoveller, specielt når forfatteren er Dennis Jürgensen, som har gjort sig en del i horror-genren tidligere. Han skriver dog i mange forskellige genrer, både generelt og i denne bog. Bogens forord starter da også med at slå fast at de 19 noveller i bogen er meget forskellige og strækker sig fra ”science fiction og fantasy over horror og thriller til krimi og mainstream”. Fælles for alle novellerne er at døden i en eller anden form spiller ind. Dette betyder ikke at alle novellerne handler om folk der dør, det kan også være folk der er døde for længst, eller folk der blot er gået i stå i en dødlignende tilstand.

Bogens første novelle ”De forlanger 700.000 i små sedler…” er en krimi. Den er skrevet udelukkende som dialog, hvilket jeg ikke syntes virkede særligt godt, eller også er det blot fordi historien ikke er videre spændende.

Det hjælper betydeligt med de næste noveller; ”Deja-vu”, en tidsrejsefortælling, og den klassiske spøgelseshistorie ”Den sidste chauffør”, men der er vi også mere ovre i genrer der passer mig. Selvom bogen som sagt kan virke til at være en gys og horror bog, så er det faktisk kun en 4-5 af novellerne der hører til den genre, og den novelle hvori der optræder en form for zombier/gengangere, er mere en sort-humor fortælling.

Der er derimod en hel del science fiction-noveller i bogen. ”Det er det vi er her for” er en fortælling om en mand hvis ene kind er ved at falde af, og på indersiden af kinden kan han læse alle sine stamdata, hvilket giver ham en noget overraskende viden om sig selv.

I ”Lindkvist” er Jorden overbefolket, så alle skal jævnligt likvidere et andet menneske, ellers bliver man dømt til døden, og i ”Fund på en fremmed planet” befinder vi os (måske) på en anden planet.

Der er også aliens med i nogle af novellerne. I ”Lovestory år 8078” møder vi en fremmed race der har invaderet Jorden og nu bruger mennesket som fødekilde, en sød historie om alien kærlighed og om brutale slagtemetoder. I bogens sidste novelle, ”Superior”, møder vi endnu en alien. Væsnet er kommet her til Jorden og er mennesket langt overlegent. Det har potentialet til at slagte hele jordens befolkning, hvis det havde været lidt mindre glubsk og mere intelligent. ”Superior” er en af samlingens bedste noveller.

I ”Joggeren der løb baglæns” er det et medikament som hovedpersonen indtager, og mens han løber, går tiden baglæns. Han forsøger hele tiden på at nå langt nok tilbage i tiden til at kunne forhindre sin kones død, men nogle ting kan være svære at ændre – dér har kosmos lagt sin plan.

En af de mere pudsige historier er ”Hvordan Sherlock Holmes gennemskuede sandheden”, hvori den berømte fiktive detektiv finder ud af at han er en fiktiv person, og på sin normale rolige måde fremlægger beviserne for sin ven Watson.

Med sine 228 sider er der ikke meget plads til hver af de 19 noveller. Der er dog også meget forskel på novellernes længde. De fylder fra 3 til 25 sider, men de fleste er på en 8-9 sider. Bogen er således hurtigt læst, men de mange genreskift gør det både lidt forvirrende, men også at det er svært at forudsige hvad der vil ske i de forskellige noveller. Bogen er både varieret og ujævn, men dette gør at der vil være noget for de fleste af de i toppen nævnte genrelæsere, men som nævnt er der mere for science fiction-læseren end for horror-læseren.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.21

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Moonshot

Udgivet den december 23, 2010 af Admin

Moonshot
Tv-film, USA 2009, 90 min.
Instr.: Richard Dale
Medvrk.: Daniel Lapaine, James Marsters, Andrew Lincoln, m.fl.

Moonshot er en film i samme genre som den vellykkede Apollo 13 (1995); denne gang handler det om tiden op til den første månelanding – Apollo 11. Det er en tv-film som blev sendt på amerikansk fjernsyn på selve 40- årsdagen for månelandingen: d. 20. juli 2009 (og kom på DVD samme efterår). Den første bemandede rejse til månen må siges at være en af de absolut største milepæle i menneskehedens historie; besynderligt nok findes der alligevel ingen ordentlig film-udgave om denne skelsættende begivenhed. Inklusive den her anmeldte, findes der blot tre tv-udgaver, hvoraf de to første er hhv. en sjælden 1996- film (Apollo 11) som kun findes på et amerikansk VHS-bånd som nu er et dyrt samleobjekt, og den Tom Hanks-producerede tv-serie From The Earth To The Moon fra 1998 (heldigvis tilgængelig på DVD; den er lavet i kølvandet på Apollo 13), som i 10 time lange episoder skildrer omstændighederne omkring hele Apollo 11- rumprogrammet.

Denne 2009-film ligner næsten en drama-dokumentar og indeholder mange flashbacks og grynede scener, som giver indtryk af at være ægte optagelser fra ’60erne. Såvidt jeg kan se er det dog altsammen moderne studie- optagede indspilninger, bortset fra enkelte klip med Nixon til allersidst. Filmen er meget realistisk i sit look, men uden dyre special effects. F.eks. skildres rumprogrammets udvikling fra 1962-68, men man ser næsten ingen raketopsendelser (heller ikke Apollo 11 selv); rumscenerne udspiller sig typisk først efter opsendelserne. Det fungerer dog OK. De altoverskyggende hovedpersoner i fortællingen er Neil Armstrong (Daniel Lapaine) og ”Buzz” Aldrin (James Marsters), og de skildres på meget nært hold (begge er i dag 79 år gamle). Både Lapaine – overraskende nok en australsk skuespiller – og Marsters (ja, det er ham der spiller Spike i Buffy tvserien) gør et bemærkelsesværdigt godt stykke arbejde. Armstrong er jo en person som værner om sit privatliv og på mange måder virker kedelig, og sådan portrætteres han også her (måske fordi man ved så lidt om ham at de ikke havde andet valg). Men selvom han er lidenskabsløs og i høj grad mangler en kulørt personlighed, så er han også formfuldendt professionel og koncentreret. Han er den perfekte astronaut og leder; han kan sit stof på fingerspidserne og tager alting – også kriser og nødsituationer – med stoisk ro, overblik og omtanke. Aldrin ville ifølge denne film gerne have været den første mand til at gå ud på månen – den klassiske procedure var nemlig at missionslederen, altså Armstrong, skulle blive i modulet – mens Armstrong var lidt ligeglad. Overkommandoen bestemte at det var bedst at overlade opgaven til den mindre følelsesladede Armstrong. De to astronauter sidder og venter på afgørelsen, da en officer kommer ind og ganske enkelt siger, ”Neil is going out first”, og går igen.

Handlingen i filmen er elementær og realistisk, og i de første tre fjerdedele måske en smule kedelig, hvis man ikke gør sig umage for at lægge mærke til skuespillets kvalitet. Men sidste fjerdedel, om selve månerejsen, er rigtig spændende. Man føler virkelig de to astronauters sus i mellemgulvet da de er landet på månen. Og eftersom Armstrong manuelt førte landingsmodulet til landing på en egnet plet (de overskød det planlagte landingssted), kunne Michael Collins oppe i kredsløbsmodulet ikke umiddelbart se hvor de var landet. Så han måtte omkredse månen flere gange og kigge nye steder hver gang før det efter adskillige timer endelig lykkedes at spotte modulet – for at kunne koordinere en sammenkobling skulle han jo vide hvor de var. Da Eagle-modulet så skulle skydes op fra månens overflade, var den essentielle kontakt på instrumentpanelet brækket af! Det lykkedes kun Aldrin og Armstrong at lette fra månen ved at stikke en kuglepen ind i stikket og betjene kontakten, så raketterne kunne antændes.

Filmen viser også returlandingen på Jorden og lidt af efterspillet, men i en fragmenteret form, delvist fortalt via voiceover. Men generelt er det en film af væsentlig interesse for folk der godt kan lide rumfartshistorie. Hvis man går til filmen med den rette indstilling er der en god håndfuld stærkt følelsesladede scener (som f.eks. da Aldrin ringer til sin far for at fortælle at han er blevet udvalgt til den første månelandingsmission: ”Dad, I have some news. Are you sitting down?”), inkl. nogle af Nixons citater til slut. Hvor ærgerligt at der ikke er sket ret meget indenfor bemandet rumfart siden månelandingerne. Man fristes næsten til at give Erwin Neutzsky-Wulff ret når han siger at rumalderen udgjordes af årene 1957-1973.

Karakter: 8 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.23

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

The Road

Udgivet den december 22, 2010 af Admin

The Road
Film, USA 2009, 111 min.
Instruktion: John Hillcoat
Medvirkende: Viggo Mortensen, Kodi Smit-McPhee, Charlize Theron, Robert Duvall m.fl.

Filmatiseringen af Cormac McCarthys Pullitzer Prize-vindende roman The Road ser på papiret ud til at være en let opgave: En simpel historie, få medvirkende og en dialog, der er så sparsom og velskrevet, at den nærmest kan copy-pastes ind i manuskriptet. Men det er også her, at udfordringen ligger, for handlingen – en far og søns rejse gennem et post-apokalyptisk USA – er så spinkel, at den er tæt på at være ikke-eksisterende. Den trøstesløse stemning, der gennemsyrer romanen, lægger heller ikke ligefrem op til familievenlig popcorn-underholdning, og det er endda før, scenerne med kannibalisme bringes på banen. Desuden er de dramatiske højdepunkter så få, at det må være fristende for en filmskaber at tilføje et par dynamiske actionscener, der kan holde publikums opmærksomhed fangen. Derfor var det også med en vis skepsis, at fans af romanen tog imod den første trailer for The Road, der prøvede at sælge filmen som en Mad Max-agtig tjubang-rulle.

Til almindelig beroligelse er slutresultatet mere i tråd med instruktøren John Hillcoats forrige film, den australske western The Proposition, som også fortalte en barsk historie, og hvor familiebånd og et nådesløst landskab spillede en vigtig rolle. Faktisk er der tale om en endog meget tro filmatisering af McCarthys værk, som til gengæld kræver en del af sin seer.

Som film er The Road modstykket til effekttunge Roland Emmerich-dommedagsbrag som The Day After Tomorrow og 2012. Den er så konsekvent og kompromisløs i sin stil og fortælling, at man skal være villig til at lade sig suge ind i dens verden, hvis man vil have noget ud af den. Ellers vil man nok føle, at de næsten to timer, filmen varer, har været ekstremt nedslående og spild af ens tid.

Vintertrætte mennesker bør under alle omstændigheder holde sig langt væk, for The Road udspiller sig i et askegråt, udpint og regntungt landskab, hvor solen er et fjernt minde om lysere tider. Ligesom i romanen nævnes det aldrig, hvad der er gået galt. Fokus ligger i stedet på, hvordan de tilbageværende håndterer at leve i en verden uden en synlig fremtid.

Både Viggo Mortensen og Kodi Smit-McPhee er perfekte i rollerne som faderen og sønnen. Fysisk ser de tilpas udmagrede ud, men de formår samtidig at formidle deres følelser på en lavmælt og overbevisende måde, der aldrig får lov at kamme over. Hjerteskærende er især den scene, hvor Mortensen viser drengen, hvordan han skal betjene en pistol. Ikke for at kunne forsvare sig, men for at kunne skyde sig selv, hvis han er ved at blive taget til fange…

Charlize Theron dukker kortvarigt op i et par flashbackscener som moderen. Disse er ikke, som man kunne forledes til at tro, blevet tilføjet for at give filmen lidt feminin varme, men er faktisk med i bogen. Det gælder også sekvensen, hvor hun spørger sin mand, hvorfor han holder deres søn i live, når drengen har til udsigt at vokse op i en verden uden håb, inden hun forlader dem for at vælge døden.

Når man trods alt ikke føler trang til at følge i hendes fodspor efter at have set filmen, skyldes det den samme årsag, som faderen angiver: Drengen. På trods af hvad han har set og oplevet, har han bevaret troen på det gode i mennesket. Det bringer ham i filmens anden halvdel flere gange på kant med faderen, der ser enhver fremmed som en fjende – og oftest med rette.

Drengen er det ene af to mirakler ved The Road. Det andet er, at det er lykkedes at begå en gribende og intelligent filmatisering af romanen uden at gå på kompromis med Cormac McCarthys vision.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , , , , , | 1 kommentar

Screamers: The Hunting

Udgivet den december 22, 2010 af Admin

Screamers: The Hunting
Film, USA/Canada, 2009, 95 min.
Instr.: Sheldon Wilson
Medvrk.: Gina Holden, Jana Pallaske, Greg Bryk, Christopher Redman, Tim Rozon og Lance Henriksen

Den nys udkomne (straight-to- DVD) Screamers: The Hunting er en direkte fortsættelse af den originale Screamers. Nogle overlevende fra Sirius 6-B udsender et nødsignal, og Alliancen sender et redningshold. Godt nok et meget lille hold på kun en femseks mennesker, men det har nok mere med filmens lave budget end med plottets logik at gøre. Det flyder med strukturelle ligheder med de to første Alienfilm (det var der også elementer af i den første Screamers). Vi har et hold “colonial marines” og en ung kvindelig lieutenant som hovedperson, og de stadig mere avancerede screamers minder stadig mere om aliens. De kan, ligesom i den første film, antage menneskeskikkelse, og er i stadig udvikling til mere effektive former. Vi får derfor en uhyggelig stemning, hvor vi – samt personerne i filmen – ikke rigtig er sikre på, hvem der er mennesker og hvem der er screamers.

Bortset fra at historien i begge film overordnet set ikke er særlig god, og at budgettet for især 2’eren er særdeles lavt (ingen anstændige eksplosioner, og ikke noget højt niveau af skuespil), så må jeg dog indrømme at Screamers: The Hunting faktisk hænger sammen. Manuskriptet er skrevet af en af producerne fra den første film, Tom Berry, og det kan mærkes. Nu sad jeg jo og genså den første film, lige før jeg så denne efterfølger, og der er faktisk en hel del detaljer som refererer tilbage til den første film på tilstrækkelig subtile måder til, at man ikke ville lægge mærke til det, hvis ikke man havde set 1’eren netop forinden (eller var så stor fan af den, at man kunne den udenad). Der er mange detaljer fra 1’eren som der bygges logisk og fornuftigt videre på i 2’eren, omend det jo egentlig stadig kun er en horrorfilm med billige chok-effekter og enkelte ret anstrengte udviklinger i historien. Slutningen minder også om noget fra en af Alien-filmene, hvor truslen pludselig kan gå hen og eskalere helt ukontrollabelt – der kunne sagtens komme en yderst actionfyldt 3’er, hvis det skulle være.

Mere end endnu en middelmådig karakter kan det dog ikke blive til for denne films vedkommende, da der ikke er nogen særlig interessant historieopbygning, ingen nævneværdig personudvikling, og heller ikke rigtig nogle seje replikker. Men hvis man er fan af den første film, og synes at det er plotstrukturen der tæller, så tror jeg faktisk godt man vil kunne lide denne 2’er.

Karakter: 5 ud af 10

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Screamers

Udgivet den december 22, 2010 af Admin

Screamers
Film, USA/Canada, 1995, 104 min.
Instr.: Christian Duguay
Medvrk.: Peter Weller, Jennifer Rubin, Roy Dupuis, m.fl.

Philip K. Dicks sci-fi/horror-historie Second Variety, om nogle lidt for intelligente våben der begyndte at videreudvikle sig selv, blev filmatiseret som Screamers i 1995.

Handlingen: Der er en uspecificeret krig i gang, og man har indtryk af, at de to parter er tæt på at have udslettet hinanden. De befinder sig på en ørkenplanet, og har bl.a. udviklet nogle våben som graver sig gennem sandet og dræber folk på uappetitlige måder (små rundsave, sprængstof, etc.). Disse våben – såkaldte Screamers – udvikler sig hele tiden til mere og mere avancerede former, så de kan narre menneskerne og komme tæt nok på dem til at slå dem ihjel. På mange måder et udmærket horror/sci-fi-koncept – omend man kan indvende, at den basalt set er teknologifjendsk, da den handler om en type teknologi der bliver menneskets dødsfjende. Man kan diskutere temaet og realismen, men samme trend er måske endnu mere aktuel i dag, end da filmen blev lavet i 1995 med al vores snak om kunstig intelligens og teknologisk singularitet.

Filmen er måske nok blevet kult blandt visse publikummer, men kan næppe siges at have opnået egentlig klassiker-status. Der er simpelthen ikke gjort nok ud af produktionsværdierne, og skuespillerene i de mindre roller er for dårlige. Med et ordentligt budget og en Ridley Scott ved roret kunne det sagtens være blevet en klassiker, men det blev det altså ikke. Efter min mening er filmen middelmådig på de fleste områder, og nogen høj karakter kan det derfor ikke blive til fra denne anmelder.

Karakter: 5 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.24

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar