Himmelskibet

The Kingdom Beyond the Waves
Roman af skrevet Stephen Hunt
Tor Books 2008, 560 sider

Professor Amelia Harsh er besat af at finde den tabte civilisation Camlantis (gæt selv hvad Hunt sigter til her), en civilisation fra urtiden som eftersigende skulle have overvundet sult, krig og sygdomme ved at pille (genetisk) ved menneskets indre basale behov. Hun vender tilbage til Jackals efter endnu en mislykket arkæologisk ekspedition og finder sin stilling nedlagt, hende selv latterliggjort, og uden midler og muligheder til at gennemføre sin fortsatte søgen. Tvunget af omstændighederne og hendes egen indre besættelse tager hun imod hjælp fra familiens ærkefjende, den superintelligente og meget rige Abraham Quest. Han ejer en tussegammel krystalbog, der påstår at Camlantis ligger nedenunder en indsø i den morderiske jungle i Liongeli. Amelia påtager sig en ekspedition derind sammen med de folk, hun nu kan fremskaffe – den ene mere umulig og sindssyg end den anden. Det kan jo ikke blive værre, som hun går og trøster sig selv med. Men det kan det. Meget værre. For hendes lille ekspedition vil ende med at dreje sig om hele verdens overlevelse i en slutning, der er ren James Bond.

Dette er formelt fortsættelsen til The Court of the Air, og her er alle de samme indfald som i denne, og en del af de samme personer. Guiden er også her en damp-robot, ubådsmatrosen stiller en ubåd til rådighed for sejladsen op ad floden til indsøen, osv.

Man kan faktisk godt læse de to uafhængigt af hinanden, men jeg vil anbefale at læse dem i rækkefølge. Det giver et bedre indblik i verdenen i The Kingdom Beyond the Waves, at man har læst mylderet af detaljer i The Court of the Air. Begge bøger fokuserer på Jackals- kongedømmet, en stat der i bund og grund ligner England i det 18/19 århundrede, bevogtet af en flåde af luftskibe mod det yderst fjendtlige og altid krigsliderlige naboland Quatreshift.

Hunt skriver med en meget sort humor og med mange tvister i sit plot og sine utallige subplots, og det gør fortællingen også i denne bog to meget mættet. Det er dog glædeligt, at se at Hunt i denne bog tager sig mere tid til at pleje sine hovedpersoners karakteristisk, ikke kun i deres ageren, men også med få velvalgte beskrivende sætninger.

I første bog var vi vidne til en invasion af Jackals fra Quatreshift, assisteret af damprobothæren som vi får beskrevet underligt sympatisk, men som afværges af Court der bogstaveligt talt holder øje med Jackals fra luftskibene. I bog to er vi overvejende udenfor Jackals på ekspedition (med ubåd!). Det er tydeligt, at Hunt har læst Conrads Heart of Darkness og Doyles The Lost World, og vore sammenbragte helte må kæmpe mod både intelligente planter, vilde damprobotter og kæmpeøgler.

Bogen gør det en toer skal gøre, udvider vores forståelse af verdenen (Jackals, Damprobotternes Frie Stat, Quatreshift osv.), beholder et par af de nu kendte personer og introducerer nye vi kan knytte til og tage afstand fra, og så virker hele bogen mere velskrevet end debutromanen. Der er stadig meget (alt for meget) søg og erstat over de elementer, der skal gøre denne bog fantastisk set ift. en almindelig victoriansk roman, men det bliver bedre og bedre.

Nu glæder jeg mig til at se hvad Hunt kan få ud af en treer?

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.19

The Court of the Air
Roman af skrevet Stephen Hunt
Tor Books 2008, 592 sider

The Court of the Air starter dramatisk på side et. Den forældreløse Molly Templar bliver sendt tilbage fra den forretning, hendes lokale fattiggård har lejet hende ud til, og det er ikke første gang, hun sendes tilbage. I stedet for smæk, venter der hende blot endnu et arbejdssted, denne gang på et bordel i den øvre ende af skalaen. Igen går det meget hurtigt galt for Molly. Hendes første klient, en ældre adelsmand, viser sig at være morder. Han slagter Mollys veninde og prøver at myrde Molly selv. Det lykkedes hende dog at flygte – med morderen lige i hælene. Da hun senere vender tilbage til bordellet, finder hun kun én stor blodpøl- alle er brutalt slagtet. Det bliver åbenbaret for Molly. at det er hende selv – ikke alle de andre forældreløse – der er målet for denne brutalitet. Hjulpet af en robot ”dampmand”, dette er steampunk, flygter hun, til et underjordisk kongedømme, som i den grad ligner det postrevolutionære Frankrig, men med et tvist. F.eks. går folk til yderligheder i ligestillingens navn, og lemlæster sig selv for at være lige med de handikappede! Alle der ses ilde på af revolutionens arkitekter, kastes for pøblen.

Den anden hovedtråd i plottet er, endnu en forældreløs´ genvordigheder, drengen Oliver Brooks. Han er opfostret af sin onkel, og har brugt det meste af sin barndom på at se luftskibe lande og lette i en lille provinsbys lufthavn. Oliver overlevede den luftskibsulykke, som dræbte hans forældre, da han var et år gammel. Derefter levede han fem år i en afsides region i en anden verden, Feywall, og kom så til sin onkel i provinsen. Da selv en times påvirkning af feytågen kan udvikle latente psi-kræfter, har Olivers fem år lange ophold påkaldt sig myndighedernes opmærksomhed. Især da han ikke rigtig udviser nogle psi-kræfter. Han skal derfor løbende melde sig på den lokale politistation. Her undersøges han for tegn på psi-kræfter, der hvis de findes, vil placere ham enten på en sindssygeanstalt eller i det hemmelige politi. Efter endnu et ugeinterview vender Oliver hjem til sin onkel, der i mellemtiden er blevet massakreret sammen med resten af familie og ansatte. Kun Harry, en gæst i huset med blakket ry, og Oliver er skånet og flygter. Imens er Molly blevet reddet af en noget spraglet gruppe mennesker: En videnskabsmand en journalist, en ex-ubådsmatros og endnu en damprobot. Sammen besøger de statens arkiver, hvor det fremgår, at Molly lider af særlig blodtype. Alle der har denne, bliver myrdet.

Begge flygtninge overvåges fra luften af “The Court of the Air”. Det er med introduktionen af dette element, at vi effektivt bevæger væk fra troperne i et kontrafaktisk victoriansk drama, eller steampunk, og over i noget langt mere interessant og fornyende.

Denne roman er proppet med indfald, som hentet ud af Charles Dickens London-beskrivelser, koblet med både svævende byer og undergrundsriger. Sidstnævnte ledet af Gamle Guder, hentet direkte ud af Lovecraft. Problemet her er nok det samme, som ved så mange debutromaner. Der er tale om en ret primitiv søg og erstat teknik, hvor velkendte elementer fra Dickens ”blot” er udskiftet med noget fantastisk, men hvor dels de andre Dickens-detaljer ikke er modificeret i overensstemmelse hermed (hvorfor stadig køre i droske, når man har svævende byer? Hvorfor stadig have de traditionelle penny dreadfuls, når der er undergrundsriger af grum karakter at tage historier fra, eller feytågeeffekter at lege med?). Og hvor de indsatte fantastiske elementer får lov til at stå alene i et vakuum uden afsmitning på resten af verdenen, der er bygget op for os. Det gør det hele lidt rodet, og noget mindre realistisk – selvom jeg må sige, at det er en fryd at se så stor iderigdom hos en moderne forfatter!

Også håndteringen af plottet udviser typiske debutantfejl. Der er stort set ethvert tænkeligt plot, subplots og mikrotvists strøet med rund hånd ud over fortællingen. Og et hav af referencer, til Verne, til Cthulhu-mytologien, til Doctor Who Tv-serien, osv. Det gør dette til en ret så tung roman at læse, der er et utal af situationer der skal holdes rede på, samtidig med at der simpelthen sker så meget på siderne, at det næsten virker febrilsk. En alvorlig bagside ved dette er desværre at personkarakteristikken kommer til at halte ret så meget. Hvad der med blot få sætninger kunne have fået os IND i Oliver og Molly og de andre personer kommer aldrig, vi forstår dem ikke så godt, vi følger blot med i deres ageren i plottet. Som et stykke musik samplet af mange kilder, flot og overbevisende i sin musikalitet, men med så hurtige klip at indfølingsevnen går tabt. Om Molly ved vi kun at hun er 15 år (men kun hvis man stykker flere små oplysninger sammen og selv regner det ud), og at hun er fingernem med maskiner. Det er alt, hvad vi egentlig ved om hende på de første 600 sider! Og det er ikke fordi, Hunt ikke kan beskrive sig effektivt igennem grundoplysninger, f.eks. bruger han halvanden side på at fortælle, hvordan pistolerne virker, uden at det bliver kedeligt, og en række af hans bipersoner er også fint skildret i få sætninger. Jeg tror bogen ville have vundet meget ved en enkelt omskrivning mere. Det skæmmer en ellers rigtig god fortælling som er ganske læseværdig og underholdende – ikke mindst pga. iderigdommen.

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.19