Neil Gaiman & Dave McKean: Black Orchid

Udgivet den januar 12, 2009 af Admin

Black Orchid
Tegneserie af Neil Gaiman og Dave McKean
G. Floy Studio 2006

Black Orchid er en smuk udgivelse. Det er en indbundet tegneserie, som er smukt illustreret af Dave McKean (blandt andet kendt fra forsiderne til Sandman-tegneserierne og filmen Mirrormask). Hvert billede er et helt lille maleri i sig selv. Historien er fortalt af Neil Gaiman. Tegneserien indledes med et forord af journalisten Mikal Gilmore fra Rolling Stone, der kort og godt redegør for albummets vigtighed i udviklingen af superheltegenren. Oprindeligt blev historien udgivet hen over tre numre i 1988. Netop fordi det er 20 år siden, at historien blev udgivet for første gang, ville det have været interessant, om den danske udgiver havde føjet sit eget forord til, og givet os en forståelse for, hvorfor den nu udgives på dansk. Superheltinden Black Orchid var en af de perifære superhelte i 1970’erne, hvor hun infiltrerede fjendtlige organisationer gennem usete kvinderoller som f.eks. sekretæren, og hendes oprindelseshistorie forblev i overensstemmelse med hendes infiltrationsevner ukendt. Det er denne superheltinde, som Neil Gaiman genskaber og omtænker ved at slå originalen ihjel på side 4. Resten af albummet er derefter en søgen efter den ny Black Orchid, en søgen som læseren foretager i selskab med albummets hovedpersoner, skurke, bagmænd, elskere samt forsmåede bejlere. Historien udspiller sig i et superhelteunivers, og læsere uerfarne med dette univers får derfor ingen præsentation af hvem Lex Luthor, Batman, Poison Ivy, Svamp Thing m.fl. er. Heldigvis spiller kendskabet til dem ikke en central rolle for historien, men det forankrer den solidt i superheltegenrens univers. Albummets klare force er de smukke illustrationer, samt Neil Gaimans brud med mange af den klassiske superheltehistories stereotyper. Dette meddeles allerede læseren på side 3, hvor skurken lader Black Orchid forstå, at han ikke vil spilde tiden med lange monologer og sindrige dødsfælder, men at han i stedet vil skride direkte til drabet. Lidt besk kan man påpege, at Black Orchid lider under at være en superheltetegneserie, og at de forsøg på at udfordre mediet, handler langt mere om at udfordre superheltegenren, end det handler om at udfordre tegneserien som medie. At der er en tendens i USA til at betragte superhelte og tegneserier som et og samme gør sig ikke gældende på samme vis i Europa. Black Orchid er således både et brud med superheltegenren og en søgen efter en ny superheltinde. Det er en smuk og følelsesladet fortælling, og den fortælles i sit helt eget tempo, der giver læseren tid til at dvæle ved illustrationerne. Det er en fortælling, som er anbragt i et superhelte-univers, men det er ikke en superhelte-historie.

Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

4 x 676

Udgivet den januar 12, 2009 af Admin

Jørgen Leth
Af T. Thorhauge

Den der får aben
Af Gitte Skov

Sorte
Af Cav Bøgelund

Skæbnen er en ådselæder
Af Anders Jørgen Mogensen & Simon Bukhave

Jeg bliver forfulgt af små pixibøger. Nej det er ikke en forsinket side-effekt af for store mængder god belgisk juleøl, men det lader til at de fire små hæfter absolut vil anmeldes af mig. Først nåede de frem til Tegneseriesiden, men der tog redaktør Ulf sig heldigvis kærligt af dem.

Men skæbnen ville det sådan at de også havnede hos Thomas Winther som ikke helt vidste hvad han skulle sige om dem fra en fantastik synsvinkel, så han endte med at give dem videre til mig i håb om at jeg havde en tegneserievinkel på dem.

Heldigvis lå de i en bestemt rækkefølge i pakken, så jeg endte med at læse Thomas Thorhauges bog først. I sin enkelhed går det hele ud på at tage nogen få sætninger af den velkendte digter, forfatter, filmmand og kommentator Jørgen Leth og sætte dem sammen med en visuel syret fantasirejse med Leth selv i hovedrollen

Umiddelbart kunne jeg ikke i første gennemlæsning få nogen sammenhæng mellem billed og tekst, men ved at sætte teksten sammen med billederne opnår man at læseren ikke bare stryger gennem teksten men må standse op for at følge med på begge planer.

På den måde opstår der hvad man nærmest kan kalde en naturlig langsommelighed, sætningerne får de kunstpauser som man kender fra Leths optræden som kommentator både på TV og i hans egne film.

God lille underholdende forret.


Heldigvis startede jeg ikke læsningen med Den der får aben, for så var alle fire nok blevet smidt hen i hjørnet af ren og skær irritation. Emnet er såmænd ellers vigtigt nok, mobning og den generelle grusomhed der kan opstå blandt børn, kommenteret gennem en sammenstilning af tekstbidder vi kender fra børnerim og sange.

Men Den der får aben vil ikke rigtigt ud af stedet. Det hele bliver følende og selvmedlidende uden at nå stort andet end en konstatering af at sådan bliver nogen ramt for livet og sådan bliver det resten af livet. Det minder mest om et af de der uden tvivl velmenende emoværker som man også nogen gange bruger som fyldstof i diverse udgivelser af Nemi fordi Lise Myhre jo desværre også skal have fri en gang imellem.

Jeg ved virkeligt ikke hvad jeg skal bruge Den der får aben til. Selv når man har prøvet at være mobbet eller udenfor, så gives der ikke noget igen her, man kan sidde lidt og svælge i nostalgisk selvmedlidenhed, men når man så har pudset næse, sat en ny kande te over og gerne vil videre, så er der ikke mere.

Jeg håber at de der gennem livet ender med at få aben selv finder ud af at man ikke behøver at beholde den og invitere den til at bo hos sig, men det er ikke i den her bog de skal lede efter måder at undgå at få den, hvordan man slipper af med den eller hvordan man sikrer sig at der ikke er nogen der kommer anstigende med en ny abe.

Sorte af Cav Bøgelund var en af de to i stakken jeg på forhånd havde forventninger til, for jeg havde hørt en del gode ting omkring ham. Sorte er som forventet en surrealistisk og syret historie fortalt uden tekst og talebobler. Jeg er ikke sikker på at jeg helt har forstået en dybere mening med historien, men den er visuelt meget flot fortalt. Bøgelund er ifølge den meget korte biografi på bagsiden netop blevet færdig på den danske filmskole i 2008. Jeg bilder mig ind at jeg kan se elementer af tysk expressionisme og en vis Tim Burton’sk stil i det mærkelige knokkelvæsen som er hovedfiguren i bogen.

Den sidste i stakken Skæbnen er en ådselæder af Anders Jørgen Mogensen og Simon Bukhave er den af kvartetten som starter mest ud som en almindelig tegneserie, men ligesom i de øvrige bliver der leget med virkeligheden undervejs.

Som antydet i titlen er det en historie om skæbne, sat i scene gennem to unge elskende som funderer over om skæbnen findes og om det er den der har ført dem sammen. Han forestiller sig skæbnen som “En ræv der lusker rundt i baggrunden”, og her kunne jeg ikke helt lade være med at tænke på John Lennons gamle observation “Life is what happens to you while you’re busy making other plans”. Jeg ved ikke kom jeg er enig, men historien sætter tanker i gang.

Måske er appellen i både denne historie og i Jørgen Leth at de på hver sin måde forsøger at tage fat på livet som helhed, både det mulige og det levede. For en læser som jeg der har begge dele i behold vil der være stof til eftertanke.

De fire gange 676 kan man dårligt fælde en samlet dom over, det er de alt for forskellige til, men selve projektet fra Aben Malers side er interessant. Det er en udfordring af mediet igen, ganske som man havde det i tidligere tider med Metal Hurlant og den bølge der var på daværende tidspunkt.

Jeg er spændt på om der er et publikum til den slags smalle udgivelser, 35 kroner er ikke nogen herregård, et sted mellem en pakke cigaretter og en stor fadøl, nogenlunde hvad det koster mig at få et nummer af Savage Tales fragtet hele vejen fra USA. Jørgen Leth på forsiden burde kunne fange nogen ind men kan projektet uden en større marketing maskine i ryggen fange et publikum der er stort nok? Jeg håber det, for den danske tegneserie kunne godt bruge et lille laboratorium som det her.

Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Teddy Vork: Hvor Skyggen Falder

Udgivet den januar 6, 2009 af Admin

Hvor Skyggen Falder
Tellerup 2008
Novelle-antologi
gys. 111 s.

Rasmus Wichmann: Teddy Vork er kendt af os her i Himmelskibet. Jeg har indtil videre syntes godt om dét han har skrevet, selv om det smalle format har tvunget ham til at skrive noget der er ren stil, uden så frygtelig megen substans. Det betyder ikke at det er dårligt. Det betyder blot at virkemiddel og pointe er det samme, nemlig gyset – og det betyder at akkurat ligesom med de fleste skrækfilm, er novellerne effektive nok når man sidder med dem – man glemmer dem bare hurtigt igen.

Jeg forventede mig naturligvis mere af Vork, når han fik muligheden for at skrive lige så mange sider som han ville. Jeg vil sige at han lever op til forventningerne – intet mere, intet mindre.

Forsiden har intet med historierne at gøre, men fordi den er ”ren stil” og ikke forestiller noget motiv, fungerer det faktisk udmærket. De brudte, ”forrådnede” bogstaver er flotte. Trykkvaliteten er god (om end der er mange blanke sider bagerst – temmelig uheldigt), og længden er passende.

Novellerne minder (lidt for) meget om de gamle ”Skræk”-hæfter. En masse mennesker støder ind i en form for grusom kosmisk retfærdighed, der sørger for at de straffes umådelig hårdt for nogle mindre synder:

Arbejdspres, kunstnerisk hovmod, elskovs- og have-syge, julestress, træthed ved forældreskab og utroskab. Det meste af tiden er det deres blødeste punkt, børnene, som det går ud over, og kun i ét tilfælde, Poetisk Retfærdighed, er det den straffende instans der fortæller.

Den første, Skyggespil (titlen er den samme som en fransk gysertegneserie – jeg tror dog ikke at der er nogen forbindelse) er en historie om hovedpersonen, en kunstners, tur ned i vanviddet. Er det rent psykologisk? Eller er det noget overnaturligt? Udmærket fortalt mht. stemningen, men det ligner for meget H.C. Andersens Skyggen, og allehånde varianter af varulve- og Jekyll-Hyde-motivet.

Gravsten væltet, er den svageste af fortællingerne. Der er en ånd der hævner noget der egentlig ikke virker specielt forfærdeligt, og novellen spiller på skrækken for at blive levende begravet. Alt for typisk.

Eliksiren har med sin beskrivelse af hovedpersonens udkårne, og det uheld der forekommer, en smule lighed med filmen Return of the living dead 3, så måske er der tale om lidt” homage”. Den er alt for forudsigelig (man nævner jo ikke noget om trafikdrab prominent, hvis ikke det kommer til at betyde noget for fortællingen), men hovedpersonens besættelse af en eks-kæreste er godt skildret.

Den Forsvundne Risengrød er ironisk nok den bedste. Hvorfor ”ironisk”? Fordi den ulig de andre, ikke prøver på at sige læseren særligt meget. Det er en mere traditionel monster-historie, der bygger stemningen godt op med nogle brokker af en ond julesang. Den uskyldige titel kombineret med dette koncept, er en god idé der ikke strækkes længere end den kan bære.

Mellem tætte tågeslør er også en god historie. Den foregår ude ved vadehavet, og er uhyggelig pga. stedet – et fredeligt turiststed der pludselig kan blive livsfarligt, fordi man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt (ligesom i filmen ”Stormflod”) – og fordi den er bygget op omkring hovedpersonens trang til at give slip på sit barn, og på en gammel konflikt med en forsvunden far der ikke ønskede barnet.

Poetisk retfærdighed, spiller på en syg hjernes besættelse af Edgar Allan Poe’s forfatterskab. Jeg er rimelig sikker på at det er dén forfatteren er mest stolt af, pga. sit ”interessante tilfælde”. Men problemet er at den type historier hvor en galning udøver sine rædselsgerninger samtidig med at vedkommende er intellektuel, allerede blev brugt og overbrugt af talrige forfattere i romantismen, Poe’s egen periode, og der skal altså virkelig noget nyt til, før der er nogen grund til at læse en moderne fortolkning af samme koncept – i stedet for bare at gå til Poe selv!

Det hele minder lidt for meget om noget jeg har læst før, uden at noget dog er stjålet. Det er bedre skrevet end den store mængde af masseproducerede bras der udgør fantasy/horror-markedet, og der sigtes faktisk efter et publikum der har en vis form for modenhed (pga. sex i Eliksiren, og så selvfølgelig fordi der forudsættes kendskab til Poe!).

Jeg ville aldrig normalt hoppe på dén galej der hedder at et værk skal bedømmes efter sin målgruppe, eller forfatterens alder et cetera. Vore læsere fortjener at vi er så kritiske som vi kan være.

Men hvis vi endelig skal tale målgruppe, så tvinger Vork læseren til at være kritisk: Ikke alene er det meget ambitiøst af en så ung forfatter at skrive til voksne, der lånes som sagt fra H. C. Andersen og Edgar Allan Poe. Og når man gør dét, skal man godt nok være sikker på at man kan måle sig med dem – og det kan Vork selvsagt ikke.

Derudover har jeg, efter at denne anmeldelse i første omgang var færdig helt tilbage i sommers, lagt mærke til hvordan Vork er blevet lanceret både som et nyt, ungt talent, og interviewet som en fan der er brudt igennem. Det gavner ikke just denne samling, at den skal leve op til alt det.

Hvis man endelig skulle headhunte et nyt talent, forstår jeg ikke hvorfor man ikke greb fat i nogen mere færdigstøbte folk såsom Lars Ahn Pedersen, Maria Broby eller Kamilla Wandahl.

Det sagt, så er det faktisk en ganske god, kort og præcis novellesamling. Den mangler blot sit eget udtryk. Det mest positive der kan siges om den, er at, ulig så mange andre skræk-novelle-samlinger, ikke bare springer til højre og venstre, men som sagt fastlægger et tema, som så følges stringent.

Teddy Vork har tydeligvis potentiale, men denne samling bærer alt for meget præg af at han stadig øver sig.

Flemming Rasch: Det er en lille tynd sag som Tellerup har fået udgivet her. Ingen klager over det fra min side: Jeg hader historier der fylder dobbelt så meget som du burde og spilder min tid. Noveller er også sådan en god ting, når man sjældent har tid til at læse en bog færdig den samme dag man startede på den.

Der er groft sagt to kategorier af noveller i samlingen: Dem som følger en fast genre-recept uden meget slinger. Det er novellerne ”Gravsten væltet”, ”Den forsvundne risengrød” og ”Poetisk retfærdighed”. Og så er der dem der giver lidt ekstra, på den ene eller den anden måde. For at starte med de tre førstnævnte, så er det hhv. en historie om hvorfor man skal passe på med at genere de døde, en historie om nissen på loftet, der ikke er så god og sød som i sangen, og en historie om hævn med noget Poe ind over. Ideerne er gode nok, men uhyggen ligger primært i hvornår det forfærdelige sker: Der er ikke så meget tvivl om at det sker eller hvordan det sker.

De tre øvrige noveller synes jeg hver især har lidt mere at byde på. Den første novelle ”Skyggespil” forsøger sig med et lidt Stephen King-agtigt plot om en forfatter som får problemer med at skelne sine fiktioner fra virkeligheden. Han kommer til en psykiater, en stor fan af C.G. Jung, som analyserer vores stakkels forfatter på kryds og tværs og blot gør ham endnu mere forvirret. Det lykkes for Vork at beskrive forfatteren og hans problemer med sindet og det eventuelt overnaturlige rigtig godt, og få afsluttet novellen på rimelig vis. Der er lidt småproblemer hist og her, men der er rigtig meget i denne novelle og jeg fik et godt gys ud af den.

”Eliksiren” handler om en mand som er blevet smidt ud af kæresten. Det er et godt stykke tid siden, men han kan ikke komme sig over hende. Ved et tilfælde får han mulighed for på magisk vis at få hende til at blive forelsket i sig igen. Læseren ved selvfølgelig at det går galt, men undervejs er det spændende og interessant at følge hans forsøg på at fremskaffe ingredienser til den magiske eliksir. Og slutningen er alligevel ikke helt hvad man forventer.

”Mellem tætte tågeslør” er historien om en moder som kommer galt af sted mens hun er med sit barn ved vadehavet og bliver overrasket af en tåge, da hun er kommet langt væk fra kysten under lavvande. Der er ikke det helt store plot i denne novelle, men moderens følelser og uhyggen går rent ind. Slutningen kunne dog godt have været lidt mere interessant.

Som man kunne forvente fra en forfatter som først lige er startet med at få udgivet sine ting, er det ikke alt der er lige godt i denne samling. Blandt andet blev jeg irriteret over nogle lidt underlige metaforer hist og her. Og personerne rammer ikke altid plet mht. troværdighed og dybde. Men der er til gengæld også meget godt imellem, både hvad angår interessante ideer, spænding, uhygge og personbeskrivelser. Ud fra de tekster jeg har læst af Teddy Vork, vil jeg afgjort sige at hans styrke ligger i horror. Det bliver spændende at se om hans næste samling bliver endnu bedre.

Diskussion mellem den gode og den onde anmelder

Flemming Rasch: Jeg forstår ikke hvad du mener når du skriver ”substans”. Behøver der at være mere end gys i en gyser? Rasmus Wichmann: Ja, selvfølgelig gør der dét. Gyset rammer os mest effektivt når det spiller på ægte frygt, hvorfor man så ofte siger at vampyrer er sex, varulve har med personlighedsspaltning at gøre, og så fremdeles. Der er selvfølgelig også blot almen underholdningssplat, men Vork har selv været ude om sig, med sine referencer til Andersen og til Poe. Ergo kan man ikke sige at bogen ikke giver sig ud for at være mere end den er. Det er derfor at jeg godt kunne lide den med risengrøden – den er mest eksplicit med hvad den vil, nemlig bare give et billigt grin på bekostning af julen.
FR: Men han beskæftiger sig jo netop med nogle store og brede motiver såsom hævn (i Poetisk retfærdighed) eller uigengældt kærlighed (Eliksiren).
RW: Men så er det jo netop heller ikke gys for gysets skyld?
FR: Men hvad er forskellen så på om noget er form uden substans, eller gys for gysets skyld?
RW: Absolut ingen. Mange af romantismens forfattere havde så netop den egenskab at selve sproget, ofte digtning, var noget helt særligt, så at man glemte at deres værker vel egentlig ikke handlede om noget. Men i virkeligheden er gys for gysets skyld noget man næsten kun kan gøre på film, hvor man kan skrue så meget op for billedsiden, at det i sig selv bliver meningen med fortællingen. FR: Men hvad så med Teddy Vork? Er vi så enige om at der er nogen substans i hans ting?
RW: Nej, det er vi ikke. Der er visse af hans noveller som er rent gys, og de er sådan set udmærkede – som fyld. De øvrige prøver blot på at være dybe, uden at være det.
FR: Men hvad er det så der går galt?
RW: Problemet er at iagttagelserne ikke er originale nok, de tilfører ikke genren noget. Det er ikke dét at den nedadgående vanviddets spiral i Skyggespil ikke er overbevisende nok – hvad den i øvrigt ikke er – det er mere dét at den bruger det overnaturlige som en allegori over skizofreni, hvilket er en kliché. Det kan gøres godt, men det kræver at man virkelig eksplicit udsættes for hovedpersonens subjektivitet, og bliver i tvivl om hvilken logik der er den korrekte. Hvis ikke dét lykkes, bliver det hele blot et postulat.
FR: Undskyld, sidder du og forkorter alle mine udsagn til én linje?
RW: I så fald kan du overtage tastaturet.
[lyd af stolebytning]
FR: Jeg synes at det her begynder at blive lidt useriøst. Skulle vi ikke vende tilbage til diskussionen? Altså: Synes du at det er rimeligt at forlange at en helt ny forfatter som Teddy Vork er en stor genrefornyer lige fra starten? Og i det omfang man ikke finder på noget helt genialt, så er al horror vel klicheer? Bortset fra det giver jeg dig ret i at Skyggespil har nogle problemer: Jeg tror at han har slået et for stort brød op her: Der er rigtigt mange elementer i den historie og de spiller ikke helt perfekt sammen.
RW: Det er selvfølgelig ikke den eneste historie der er problemer med, men vi kan jo ikke remse det hele op. Tillad mig at gentage mig selv og sige: Hvis man lægger arm med Poe, så skal man virkelig være parat til at kunne sit kram. Ved at referere til ham forventer man et publikum der har læst ham. Og det publikum der har det, er så selvfølgelig meget kritisk. Desuden lægger onani og pubeshår i kaffen ikke op til at det er børn der skal læse det.
FR: Jamen den er da vel heller ikke for børn?
RW: Netop! Selv om jeg heller ikke synes man kan undskylde eventuelle fejl og mangler med at noget er ungdoms-fantasy, så kan eventuelle forbehold overfor hans alder da slet ikke bruges når han med det samme går hen og henvender sig til et modent publikum. Det sagt, så er bogen dog i det mindste klart bedre end ungdoms-fantasy-forfattere der håber på at deres publikum er idioter. Som sådan er det da helt klart bedre at en ung forfatter snobber opad end at en voksen forfatter snobber nedad. Hvis alting er relativt, hvad det i øvrigt ikke er, uanset hvad Einstein måtte mene om det, så kan det siges at denne bog tager sig middelmådigt ud, netop fordi den selv angler efter at blive sammenlignet med klassikerne.
FR: Godt så. Han har ikke skrevet en klassiker, men der er da også de fire andre noveller. Hvad med for eksempel Mellem Tætte Tågeslør. Det er da en temmelig intens og uhyggelig historie, som ikke prøver at være mere end det.
RW: Ja, den er sådan set udmærket, men intet mere. Lige den og især Gravsten Væltet minder meget om de korte moralske fortællinger i gode gamle Gru og Skræk-magasinet. En person får en hurtig og kontant straf for at have tænkt en syndig tanke. Det er da meget sjovt. Men jeg tror at den slags virker bedst når der er nogle sjove billeder at se på. Det er ligesom der mangler noget uden.
FR: Måske med Gravsten Væltet. Men Mellem Tætte Tågeslør synes jeg bestemt har mere psykologisk dybde end den gennemsnitlige gyser-tegneseries pap-personer.
[al mulig brok over foreningslivet, afbrudt af skiften af stole]
RW: Det er sandt nok. Desværre er de øvrige noveller bare ikke lige så gode. Men selv dén bærer præg af at være en visuelt tænkt historie, bare uden billeder. En skam at Vork ikke har en tegner at arbejde med. For hele denne bog virker som et solo-projekt der er udkommet for tidligt i hans forløb som forfatter. Det ville være forkert at sige at potentialet ikke er der, jeg tror bare at dette vil blive en bog han godt kunne gå hen og ærgre sig over, senere i livet.
FR: Der er vel ikke noget usædvanligt i at forfattere senere fortryder deres første bøger. Spørgsmålet er om der ville komme flere bøger overhovedet, hvis ikke for den første?
RW: Der bliver jo kigget på éns bibliografi, hvis man skal have udgivet noget igen. Når forfattere fortryder en bog, skal det helst være fordi de har skiftet mening, ikke fordi det går op for dem at de ikke var klar dengang. Redaktøren burde have bedt ham om at holde igen lidt endnu, netop af hensyn til hans senere karriere. Det gode ved at vi har et blad som Himmelskibet, er at det giver mulighed for at unge forfattere kan øve sig.
FR: Jeg tror at dér hvor vi er uenige, er, at jeg synes at bogen ligger lige over grænsen for hvilket niveau man kan forvente at den første bog er på, medens at du mener at den ligger lige under.
RW: …
FR: Jeg vil lige sige noget mere. Altså, en redaktørs opgave er også at vurdere om bogen har et publikum. Og det tror jeg at den har.
RW: Og hvem skulle dét så være? Problemet er jo netop at den sigter for højt.
FR: Vi kan jo prøve at spørge Teddy hvordan det går om et års tid.
RW: Jeg håber bare at Vork tager sig virkelig god tid med sit næste værk, så han lærer at jonglere med alle de bolde han godt kan lide at smide i luften – det sagt synes jeg selvfølgelig at det er meget friskt at han gør det!
FR: Jo, Skyggespil er både den bedste og den dårligste af novellerne, fordi den tager så meget op, men ikke rigtig indfrier det.
RW: Er der ellers andet vi skal have talt om?
FR: Ja, jeg forstår ikke hvad du mener når du skriver ”substans”. Behøver der at være mere end gys i en gyser?
RW: Ja, selvfølgelig gør der dét. Gyset rammer os mest effektivt når det spiller på ægte frygt, hvorfor man så ofte siger at vampyrer er sex, varulve har med personlighedsspaltning at gøre, og så fremdeles. Hør, hvad er der?
FR: Jeg ved ikke … jeg har bare en fornemmelse af at vi kører i ring. Kan du ikke lige spole op til starten af filen?
RW: Jeg ved ikke… skærmen er frosset. Jeg håber at jeg har husket at gemme.

Anmeldt af Rasmus Wichmann og Flemming Rasch i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , , | 1 kommentar

Janus Vinther: Blodige special effekter For begyndere

Udgivet den januar 6, 2009 af Admin

Blodige special effekter For begyndere
Skrevet af Janus Vinther
Forlaget Drama, 2008 50 sider

At Janus Vinther er god til specialeffekt makeup, er der ingen tvivl om, og han er nu begyndt at dele ud af sin viden på en måde, så den er rettet til folk uden den store erfaring med dette. Dette sker i en bogserie med titlerne Special effekter til film og teater, Special effekter til live rollespil og bogen som jeg har fat i Blodige special effekter for begyndere. At det er blodige effekter, der er i fokus i denne bog, efterlader forsiden ikke nogen tvivl om, da den er fyldt med billeder af store sår, og en hånd gennemboret af søm. Samme stil forsættes, når man kigger igennem indholdsfortegnelsen, der beretter om afsnit om hovedsår, brandsår, en sprængt hånd og en gaffel i halsen.

Hovedingredienserne i de forskellige vejledninger er dermavoks, flydende latex og selvfølgelig kunstigt blod. De enkelte vejledninger er rigt illustreret med fotos, der gennemgår de enkelte stadier i de sår der sminkes. Teksten beskriver let og enkelt processen, og understøtter billederne rigtigt godt.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig, at jeg ville afprøve de fleste af bogens vejledninger. Dette ændrede sig dog, da jeg stod i teatersminkebutikken, og fandt ud af, hvad dermavoks, kunstigt blod og de andre ingredienser koster. Ingen tvivl om at bogen er den mindste investering, hvis man skal lave blodige effekter, men bruger man pengene på at købe ingredienserne, så er pengene til denne bog givet godt ud til at få noget godt og blodigt ud af dem.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Faglitteratur | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Lars A.R. Stender: Øjne

Udgivet den januar 6, 2009 af Admin

Øjne
Roman af Lars A.R. Stender
Books on Demand, 2008
Hardcover, 568 sider

Man er selvfølgelig altid glad, når man ser, der er kommet ny dansk science fiction, men samtidig også noget skeptisk når det kommer fra Books on Demand. Books on Demand fungerer på den måde, at hvem som helst kan sende en bog til dem, og så bliver eksemplarer trykt pr. bestilling. Selvpublicering tilbudt som en simpel service. Når der ikke har været nogen redaktør, korrekturlæsere og lignede inde over bogen, kan det også blive derefter.

Øjne er skrevet af Lars A. R. Stender, der ikke har fået udgivet andre bøger end en fantasyroman på engelsk for en del år siden. Øjne foregår i år 2026 og NASA har mistet al forbindelse til den internationale månebase. Det første hold astronauter der sendes til basen for at undersøge, hvad der foregår, forsvinder også på mystisk vis, så militæret og NASA iværksætter en plan for hurtigt at få sendt et specialteam til månen. Der er muligvis rumvæsener på spil, mener man på allerhøjeste sted i de amerikanske hemmelige tjenester, for alle konspirationsteorierne omkring hemmeligholdelse af Area 51 og kontakt med rumvæsener er sande. Et team bestående blandt andet af en række specialtrænede rummarinesoldater, en ung kvindelig biolog, en genial opfinder og en huleforsker får et lynkursus i at være astronauter, og sendes så til månen i en raket med hidtil hemmeligholdt avanceret teknologi. For at gøre det hele komplet, har de militære folk selvfølgelig gemt en atombombe ombord uden de civiles viden, og tilmed startet nedtællingen. Udover det får de også en ekstra passager med; en mutant der kan pulverisere folk ved bare at kigge på dem. Ikke overraskende udspiller der sig på månen et velkendt forløb, hvor et farligt monster æder det ene besætningsmedlem efter det andet, for så at slutte af med den kliché, hvor en mand må blive tilbage sammen med atombomben, for, at de andre kan undslippe i sidste øjeblik.

Som det nok næsten allerede fremgår, er der ikke meget positivt, jeg kan sige om denne roman. For det første irriterer det mig, at når der endelig er nogen der beslutter sig for at skrive en science fiction roman på dansk, så kommer det alligevel til at handle om amerikanere og NASA. At hele handlingen også ligner amerikanske halv-dårlige sci-fi spændingsfilm, endda komplet med tidstempler til hvert kapitel på formen: JOHNSON RUMFARTSCENTERET, HOUSTON, TEXAS, 26 JANUAR, KL. 09:52 LOKAL TID, 15:52 GMT, gør det ikke spor bedre. Man får rullet med øjnene en del i hvert fald.

En ungdomsroman er det ikke, men hvis jeg skulle sætte en målgruppe, vil det blive større teenagedrenge med hang til Tom Clancy og Hollywood-udgaven af sci-fi. For os andre der gerne vil læse dansk science fiction, der faktisk er både original og dansk, er der ikke meget at komme efter her.

Anmeldt af Jeppe Larsen i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jan Schwerdfeger: Positron Generator 2 – Angreb fra Ultra Z

Udgivet den januar 6, 2009 af Admin

Positron Generator 2 – Angreb fra Ultra Z
Roman af Jan Schwerdfeger
Ørnens forlag, 2008, 304 sider

Dette er anden bog i ungdoms science fiction/fantasy-serien om vennerne fra planeten Ventura og deres kamp imod de onde Ixolitter. Bogen forsætter, såvel i handling som i stil der, hvor den første stoppede. Det er en forudsætning, at man har læst nummer et, inden man kaster sig over denne, da der ikke er nogen opsummering eller præsentation af handlingen og karaktererne fra nummer et.

Ixolitternes angreb efterlod planeten Ventura stort set ubeboelig, så venturianerne er flygtet til naboplaneten Shirdi. Selvom Ixolitterne blev slået tilbage, er de langt fra besejret og de er nu ved at udvikle et nyt våben, som vil kunne lægge planeter øde med et enkelt angreb. Der er dog strid i Ixolitternes rækker, og der er flere, der ser lederen Ragyll de Luxes nederlag, som en mulighed til at overtage hans position og lede det næste angreb.

I deres kamp bruger venturianerne endnu en gang en form for ”magi” ved at benytte sig af de færdigheder, de har med at kunne manipulerer med magnetiske energier, samtidig med at de skifter imellem fysiske og ikke fysiske stadier. Der er også en del snak om oververdener. Dette gør, at man nogen gange sidder med lidt en fornemmelse af, at bogen er ude i et nyreligiøst ærinde frem for at fortælle en fantasy historie.

Appendixet i bogen beskriver endnu en gang en række teknologier, hvoraf det langt fra er alle der optræder i bogen, men nogle af de nye opfindelser der omtales i bogen, (f.eks. M.V.E, Monecular Vector Enhancer) havde været oplagte at beskrive yderligere i appendixet. Der er lidt mere beskrivelse af, hvad Positron-teknologien er for noget i denne bog end der var i den første. Og den spiller da også en stor rolle denne gang, da det dommedagsvåben, som Ixolitterne bygger, er på baggrund af en stjålet Positron generator.

Bogen er rigt illustreret med computermanipulerede fotos af de modeller, som forfatteren har lavet over bogens karakterer. Disse er såmænd udmærkede, men man begynder at savne nogle ansigtsudtryk på figurerne eller, at de kunne stå i lidt andre opstillinger, end de fik, da de blev modelleret.

Kunne man lide etteren, vil man sikkert også kunne lide denne. Personligt manglede jeg, at universet blev udvidet med mere end blot et par planet og karakternavne. Jeg så gerne, der skete noget mere udvikling af karaktererne og deres indbyrdes relationer, og at de ikke blot blev bedre til at rejse i ikke-fysisk tilstand imellem planeterne. Endnu en gang savner jeg også, at der var noget i handlingen der afspejler, at væsnerne er humanoide hunde, katte og øglevæsner. Med andre ord så er den verden, der blev introduceret i bog et, ikke blevet synderligt udvidet med bog nummer to.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Robert Muchamore: Ilddåb, Mission 01

Udgivet den januar 6, 2009 af Admin

Ilddåb, Mission 01
Af Robert Muchamore
Phabel 2007, (2 udgave, første oplag 2008)

Robert Muchamore besøgte Danmark i 2008, og hans bøger er blevet anbefalet af Jakob Stegelmann fra Troldspejlet. Stegelmanns anbefalinger er altid et bekendtskab værd, uanset om man er til den genre, teksten er skrevet i eller ej.

Muchamores bøger om den 12- årige James, minder utroligt meget om en James Bond film, bortset fra at hovedpersonen er 12 år gammel i stedet for voksen.

Bagsideteksten starter sådan her: ”Cherub: verdens hårdeste træningslejr for spioner under 18 år…”

James kommer på børnehjem da hans mor dør, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når dagligdagens hårde fakta bliver gennemgået. Tæsk og vold er dagens varme ret og den første bog er ret dyster, men der er lyspunkter. En af dem er James opfindsomhed og hans reaktionsmønstre, når han bliver stillet overfor endnu en uretfærdig behandling.

Efter en tid på forskellige institutioner ender James på et børnehjem, der træner børn til at være spioner. Træningen er lige så hård og ubønhørlig, som hverdagen han kommer fra, og handlingen er fængende, fordi man hele tiden venter på, hvordan James nu skal klare næste prøve.

Bogen er oversat af Oliver Tramsen, der har gjort et flot stykke arbejde. Han har bibeholdt de engelske person- og stednavne, hvilket gør bogen endnu mere nærværende. Det ville være svært for en læser at acceptere hvis oversætteren havde oversat handlingen til for eksempel Valby, idet bogen skriver sig ind i det kostskolemiljø, vi har kendskab til igennem andre forfattere som for eksempel Rowling. Bogen kommer gang på gang med nye vinkler, netop fordi handlingen meget sjældent er rosenrød. Den kunne næsten være en moderne udgave af Fr. W. Farrars bog St. Winifred eller livet i en engelsk Kostskole, netop, fordi den er så dyster i sine beskrivelser af, hvad hovedpersonerne kommer ud for.

Anmeldt af Lea Thume i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Fiona McIntosh: Royal Exile

Udgivet den januar 5, 2009 af Admin

Royal Exile
– Book one of the Valisar Trilogy
Roman af Fiona McIntosh
HarperVoyager, 2008

Fiona McIntosh er forfatter til tre tidligere fantasy trilogier, The Quickening, Percheron, og Trinity. Denne bog er første bind i endnu en trilogi, Valisar. Det er altså en øvet pen, der skriver i trilogiformatet.

Penraven er det økonomiske og kulturelle centrum i et imperium, der består af en række selvstændige og stolte fyrstedømmer. Et efter et falder de omkringliggende lande til den invaderende barbarhær. Ledet af den frygtløse og frygtindgydende Loethar gør barbarhæren kort proces med alle modstandere og udstrækker et særlig blodigt regime overalt, hvor den kommer frem. Da fyrsterne er for stolte til en koordineret modstand, og kæmper ærefuldt, går der kun kort tid før barbarhæren med sin råstyrke og beskidte tricks står ubesejret foran porten til Penraven.

Den gamle Kong Brennus af Penraven, hvis familie gemmer på en stor hemmelighed der går i arv fra far til søn, bliver af situationen tvunget til at træffe nogle ubehagelige valg imellem, hvem i sin familie der skal overleve, og hvem der ikke skal. For at der i det mindste vil være én søn, der kan gemmes væk, indtil han i fremtiden kan tage kampen med Loethar op og generobre kongedømmet på hele familiens vegne. Loethar, der ved, at der er noget med disse fyrstegener, spiser sine overvundne fyrsters hjerter for derigennem at optage hemmeligheden. Men midt i denne brutalitet har Loethar også problemer med at holde kvinderne i sin familie i skak, og han rummer også en uventet medlidenhed og en vis mængde tvivl på sig selv, som er med til at runde et mere naturligt billede af den onde modstander. Tilsvarende hærdes den unge arving under begivenhederne trods sit unge umodne sind, og det mere en antydes, at vores gode hovedperson ikke nødvendigvis kun vil udføre gode handlinger, men også har sin mørke side at slås med.

Hvis man har læst en McIntosh bog før, ved man, hvad man får: En god fortælling der flyder dejligt og spændende af sted, men som også giver sig tid nok til at gøre hovedpersonerne til andet end papmaché. Ingen er rigtig gode eller rigtig onde, bogen gør meget ud af at vise, hvordan små hurtige valg i en tilspidset situation kan forme begivenhederne i lang tid frem over. Og så går McIntosh ikke af vejen for at realisere sin historie på dens egne betingelser, så da vi når til kannibalisme og forræderi, ja så skildres dette lige så naturligt og lige så udpenslet som de romantiske scener. En tredje fornøjelse ved McIntosh er de mange små detaljer i omgivelserne. Dette er ikke bare bygninger, landskaber, heste, våben og tøj – nej det virker helt ægte på siderne pga. ganske få men sigende detaljer i skildringen. McIntosh har gjort sin research godt og har rejst rundt i både Wales, Grækenland, Cypern og Tyrkiet, hvor disse detaljer som grusets beskaffenhed under fødderne, farverne på træernes blade, etc., er samlet op. Alt dette hjælper til at løfte en almindelige fantasy-fortælling lidt højere op end normalt, specielt i dette fastlåste trilogi-format som er markedsdikteret, og som også denne bog er en del af. Bind et ender det rigtige sted med mange uløste gåder og et behov hos læseren i at vide mere. Nu håber jeg blot, at McIntosh kommer forbi det evindelige døde trilogipunkt i bind to, hvor der som regel ikke sker noget, for det er begyndt godt.

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Michael Kamp: Hvor de gamle visner

Udgivet den januar 5, 2009 af Admin

Hvor de gamle visner
Roman af Michael Kamp
Books on Demand, 2008
112 sider

Anita arbejder på det trøstesløse ældrecenter Holmegården. Arbejdsvilkårene er ikke de bedste og pga. af mangel på personale, er hun gang på gang nød til at tage ekstra nattevagt. Beboerne på centret er for størstedelen demente, og alle er meget plejekrævende. Demensen træder forskelligt igennem hos de ældre. Nogle er oftest triste, da de ikke får besøg af deres (afdøde) familiemedlemmer, mens andre kan optræde vrede og aggressive. De demente kan have en spøjs adfærd, men der er dog noget, der virker for underligt, og Anita begynder at få fornemmelsen af, at der er noget galt på stedet. Ofte knager det gamle hus, strømmen går fra tid til anden og der er noget med ventilationskanalerne, der ikke er helt, som det skal være.

Der er stor forskel på Michael Kamps bøger, og denne er den mest seriøse ind til nu. Den indeholder hverken den humor hans bøger i Bobs Saga havde eller den sorte humor, som der var at finde i Fordærv. I stedet for humor indeholder bogen trøstesløshed i sin beskrivelse af de arbejdsvilkår, som plejepersonalet har. Størstedelen af bogen går med at beskrive episoder med beboerne, ting der ifølge efterordet alle er autentiske og i skræmmende grad ofte indeholder afføring.

Der er således ikke tale om en horror-på-plejehjemmet fortælling i stil med Bubba Ho-Tep, da der mere tages udgangspunkt i de horrible arbejdsforhold, som Anita arbejder under.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Yukinobu Hoshino: 2001 Nights # 1-10

Udgivet den januar 4, 2009 af Admin

Yukinobu Hoshino: 2001 Nights # 1-10
Tegneserie, Viz Comics, USA 1990-91 (oprindelig Japan 1984-86), 10 x 80 s.

Det er nu næsten 20 år siden at denne tegneserie udkom, hvilket i sig selv er god grund til at revurdere den, og se om den stadig holder lige godt. Imidlertid har jeg dog først læst den i år, hvilket gør at jeg må vurdere den med en førstegangslæsers øjne (hvilket nok er grunden til at redaktøren ville have mig til at gøre det).

Meget kan der siges om denne tegneserie. På den ene side at historierne læner sig vældigt op af amerikansk science fiction fra ‘hard’ science fictions gyldne tid (dvs. inden new wave), og således story-wise set er ret uoriginal, for ikke at sige gammeldags. På den anden side at europæisk og japansk stil og fortælleteknik kombineres, hvilket har skabt et værk der er både gudesmukt, dynamisk og tankevækkende.

Handlingen udspiller sig i en nær fremtid, hvor den kolde krig stadig eksisterer (og ja, koldkrigs- stemningen gør at den desværre virker ret dated allerede), og koloniseringen af solsystemet er begyndt. De første par bøger introducerer nedfrysningsteknik, mulighederne for tidligere eksisterende liv i solsystemet, og tidlige forsøg på at nå andre stjerner, hvilket så kulminerer i udviklingen af antistof- energi (# 1-3). Derefter følger historier om kolonisationsforsøg og konflikter fra rumalderens begyndelse (# 4-8) til dens afslutning (# 9-10). Ved slutningen af serien er der gået hele 400 år.

Hver historie har forskellige personer, og varierer stærkt i længde, men der er en gennemgående historie med en vis familie Robinson – de første menneskelige kolonister der sendes ud i rummet. Det giver et meget stort og noget forvirrende persongalleri at holde styr på, og for hver historie kommer man ind in medias res. Det gør det på den ene side rigtigt svært at komme i gang med serien, hvilket selvfølgelig er skidt, og i længden bliver man træt af at skulle vente på en ”aha”-oplevelse i løbet af historien, der sætter én i stand til at forstå hvad der egentligt foregår. På den anden side er denne teknik med til at skabe billedet af en langt større setting, som om der er meget mere end hvad vi får lov til at se. Desuden ser vi hele tiden teknologiske fremskridt opfundet eller hentydet på et tidligere trin, blive forklaret i flere detaljer efterhånden, hvilket gør, at hvis man læser videre, kan man pludselig gå tilbage og se de tidlige historier i et andet lys. Så ikke alene bliver historierne stort set bedre og bedre for hvert hæfte, de tidlige historier bliver bedre af at man læser de senere historier. Så hvis man først kommer godt i gang, får man lyst til at læse historierne igen og igen. Jeg er bare bange for at når det første trin er svært, bliver mange læsere afskrækkede, og det er ærgerligt.

Hvad angår historierne kan man som sagt drage meget tydelige paralleller til kendte vestlige værker. I nr. 2 ydes der med maskinen K.A.R.C. en meget overlagt homage til Rumrejsen år 2001 (hvis ikke tegneseriens titel allerede har røbet dette); ligeledes trækker forklaringen på menneskets udvikling, i nr. 3, rent æstetisk på samme materiale.

Kolonimagt-kampen i nr. 5 trækker meget tydelige paralleller til Stanley Weinbaums Parasitternes planet, og skulle man tro at dette er tilfældigt, er de levende mugarter i Symbiotic Planet i nr. 6., nærmest en twist ending til Weinbaums historie.

De formskiftende væsener fra nr. 8 giver mindelser om Who Goes There? af John W. Campbell Jr., selv om de her imiterer for at forsvare sig, og ikke omvendt. Og der er også en go’ portion Campbell i den melankolske stemning på den døende planet i nr. 9, ligesom i hans Twilight, ja, det nævnes endda at planeten er i sit ”twilight”.

Og så er der selvfølgelig dét at rumfarerne pr. definition er amerikanere og russere. Der er lige lovlig meget vanetænkning over dette. Der var trods alt en hel verden derude, som i 1980erne vel også kunne tænkes at starte egne rumprogrammer engang!

Jeg nævner kun de mest oplagte eksempler, og mere belæste folk vil kunne finde endnu flere paralleller. Hvad der dog gør historierne så gode, er at Hoshino har hentet sine idéer nogle rigtig gode steder fra, og han formår at modernisere idéerne og gøre dem til sine egne, ikke mindst ved hele tiden at balancere på kanten i mellem hyldest til fremskridtet og melankoli over menneskelige begrænsninger.

Derudover sætter Hoshinos enorme belæsthed sig igennem på en anden måde. Han ved tydeligvis meget om den vestlige verden, især antikken og kristendommen. De paralleller han drager, f.eks. til Det tabte Paradis, er ikke diskrete, men udpenslede ved citater og forklaringer, men det gør ikke noget. Tværtimod bliver budskaberne mere nærværende end de ellers kunne være blevet (jeg har selv læst mange tekster, hvor en klassisk studerende vil forstå hentydningerne, og alle andre må føle sig lidt uden for).

Ud over at den humanistiskreligiøse side af sagen er på plads, er den naturvidenskabelige det også. Fodnoterne kan godt springes over, og er måske lidt irriterende for nogle, men hovedsagen er at teknologien gøres sandsynlig ved hjælp af den forklarende dialog, i stedet for det billige trick at skrive dialog der skal gå hen over hovedet på én (dvs. det er ikke technobabble). Visse af de rumvæsener, der efterhånden introduceres, er både biologisk overbevisende, og et ”levende sorte hul” er endvidere meget originalt fundet på. Og så er der selvfølgelig illustrationerne. Det er hands down de bedste manga-illustrationer jeg nogensinde har set. Jeg er stor modstander af den typiske manga- stil (og jo mere kawai, jo værre!). Jeg kan godt lide at hver enkelt tegner finder sit eget udtryk, og selv om mere garvede mangafans vil påstå, at jeg bare ikke har læst nok til at kunne se nuancerne, synes jeg for det første at man umiddelbart og uhildet bør kunne se forskel på tegnestil, og jeg er led og ked af de samme ”action-linier”, svedperler og catfalls. Så er det sagt. Men hos Hoshino er personerne meget realistisk og individuelt tegnede, men det gør ikke at tegnestilen er mere ”vestlig”. Den er tydeligvis japansk, fordi mangaens action-virkemidler udnyttes (men på en sparsom og derfor meget mere effektiv måde end normalt), men vigtigst af alt er stregen tydeligvis Hoshinos egen. Det er ikke stor kunst, men det er stilrent og fejlfrit. Det bør sige noget, at jeg langt foretrækker europæiske serier fordi de er i farver – men kun tænkte over at serien er i s/h bagefter.

Alt i alt er det en stærkt anbefalelsesværdig tegneserie, men den kommer ikke helt til tops – dertil er den ikke tilstrækkeligt nyskabende.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.21

Udgivet i Manga, Tegneserier | Tagget , , | Skriv en kommentar