Iain M. Banks: Matter

Udgivet den januar 1, 2009 af Admin

Matter
Roman af Iain M. Banks
Orbit, 2008, 593 sider

Med Matter byder den skotske forfatter Iain M. Banks på et længe ventet gensyn med sit populære The Culture-univers, som han senest besøgte for otte år siden med romanen Look To Windward. En af styrkerne ved Banks’ forfatterskab er, at han sjældent gentager sig selv. I sine mainstreambøger (som Iain Banks, uden M) har han leveret alt fra insektkrybende horror til spraglede familiesagaer, rock- ‘n’roll-myter, fantasy og blodige seriemorder- krimier. Helt samme variation finder man ikke i hans science fiction-bøger, men de spænder alligevel vidt i stil og indhold, og Matter er ingen undtagelse.

Selv om romanen rummer adskillige genkendelige elementer fra de øvrige Culture-bøger – skibe med sære navne (eks. You’ll Clean That Up Before You Leave), excentriske robotter, avancerede våben (inklusiv det klassiske kniv-missil) og en overraskende slutning – føles den mere som en fantasy-fortælling tilsat en god dosis science fiction end den fuldblods space opera-beretning, man normalt forventer fra Banks.

En stor del af Matter foregår i kongeriget Sarl, hvis hersker i romanens begyndelse bliver myrdet af sin næstkommanderende midt under en krig, som også koster kongens ældste søn livet. Det efterlader teenageren Oramen som eneste tronarving, men indtil han bliver myndig, tager hans fars morder over som regent. Oramen skal derfor ikke blot vænne sig til sin nye status og manøvrerer sig gennem intrigerne ved hoffet, men også finde ud af hvorfor nogen prøver at komme ham til livs.

Imens viser det sig, at Oramens storebror, Ferbin, ikke som antaget er død. I stedet er han på flugt sammen med sin tjener, Choubris Holse, og forsøger nu at skaffe hjælp udefra. Hans mål er søsteren Djan, som for mange år siden forlod Sarl, fordi hendes fremtidsudsigter som kvinde og prinsesse i det feudallignende samfund var begrænsede til at finde en mand, hun kunne blive gift med.

Ud fra ovenstående referat er der ikke meget science fiction over Matter, og som nævnt føles meget af romanen heller ikke som sådan. Men det står hurtigt klart, at Sarl ikke er et middelalder-rige, men en del af en såkaldt Shellword – en kunstig planet inddelt i lag, nærmest som et løg.

Dertil kommer, at Djan rejste, fordi The Culture så muligheder i hende og siden placerede hende i Special Circumstances – The Cultures svar på en black ops-afdeling – hvor hun er blevet ændret til ukendelighed og udstyret med en lang række nye evner. Da Djan hører om sin fars død – uden at kende sandheden bag den – vælger hun at vende tilbage til sin fødeverden, selv om prisen for at forlade Special Circumstances er, at hun må opgive mange af sine nyerhvervede evner.

Så mens Ferbin og Holse rejser op gennem deres Shellworld og undervejs opdager, at universet er langt større og mere kompliceret, end de nogensinde havde forestillet sig, foretager Djan den modsatte rejse – tilbage til fortiden. Men selv om Djan er Culture-repræsentanten i Matter, er det dog tydeligt, at Banks’ hjerte ligger hos det umage makkerpar Ferbin og Holse. Ferbin kæmper mod sit eget image som uduelig playboy-prins, mens Holse til sin herres irritation får en stigende politisk bevidsthed og begynder at gøre sig tanker om sin plads i samfundet.

Til gengæld lider romanen under, at Djan og Oramens dele af historien ikke fænger i nær så høj grad, og Matter er da heller ikke på højde med Banks’ bedste Culture- romaner som Consider Phlebas og Use of Weapons (udgivet på dansk som Lejesoldaten), men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Under alle omstændigheder er der stadig tale om et spændende og medrivende eventyr fyldt med sære racer og verdener (langt flere end i de hidtidige Culture-bøger), bizarre indslag fra de mest uventede kanter og masser af wow-scenerier.

Matter kan sagtens bruges som en introduktion til Culture-universet, da handlingen ses gennem øjnene på personer, der kommer fra et laverestående samfund og derfor skal have forklaret forskellige aspekter af The Culture og verden omkring dem. Omvendt bruger Banks også romanen til at få uddybet det hierakiske system, hvor avancerede racer våger over mindre avancerede racer og sørger for, at de udvikler sig i ro og mag. Det gør, at der er et hav af fremmedartede navne at holde styr på i Matter – faktisk i sådan en grad at bogen er udstyret med et appendiks i slutningen (men før epilogen). I den forstand er The Player of Games (på dansk som Spilleren) stadig det bedste sted at starte for læsere, som har mod på Banks og The Culture.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Lise Bidstrup: Regnbuefolket 1-4

Udgivet den januar 1, 2009 af Admin

Regnbuefolket 1-4
Romanserie af Lise Bidstrup
Forlaget Facet 2008

Regnbuefolket er den tredje serie på fire små ”læse-let”-bøger fra Lise Bidstrup. Ligesom den foregående, Dværgene fra Terra, er den bygget op med en første bog hvor hovedpersonen – her pigen Silje – starter i vores normale verden og ender i en anden verden, hvor hun roder sig ind i nogle problemer. En anden del hvor den nye verden bliver udforsket, en tredje del hvor det tilsyneladende lykkes at løse problemerne, og en fjerde del hvor det omsider lykkes for alvor. Det giver en ganske fin spændings-opbygning og endda et point-of-noreturn, som er helt bogstaveligt ved, at hovedpersonen finder ud af, at hun ikke kan vende tilbage til sin egen verden. Der er to planer i historien: Et er hovedpersonens, med begrænset indsigt i hvad der foregår, et andet læserens, hvor man både får lidt ekstra indsigt og kan regne ting ud, hovedpersonen ikke forstår.

Plottet er skruet ganske fornuftigt sammen: Den egoistiske Silje bliver narret til at tage op ad regnbuen i sin søgen efter en skat. Her lokkes hun til at hjælpe en person, som hun opfatter som en rar gammel mand, men som læseren ikke er meget i tvivl om er en skurk. Det lykkedes hende at skabe en større katastrofe i hele landet på den anden side at regnbuen, hvilket så resten af historien går med at rette op på. Undervejs møder hun den uselviske dreng Gustav og gennem deres fælles oplevelser, ender hun med at blive forvandlet fra en forkælet egoistisk pige til – det får vi faktisk ikke så meget at vide om, da historien ikke slutter omtrent, da de når tilbage til deres egen verden.

Som sædvanligt med Lise Bidstrups fantasy myldrer det med underlige væsener og folkeslag. En del af det er rigtig godt. Skyggevæsenerne er meget uhyggelige, selv om de måske er lånt lidt meget fra Tolkien, og ørnene er direkte taget fra Tolkien. Der er også nogle ganske fikse løsninger på det klassiske problem i børne-litteratur med børn som skal kunne besejre det, de voksne har problemer med. Men desværre svigter person- og væsen-beskrivelserne nogle steder. Vi får for eksempel præsenteret nogle trolde, uden at få andet at vide om dem end, at det er trolde. Illustrationerne i bogen underbygger det selvfølgelig, men jeg kunne nu godt have tænkt mig lidt mere der. Hvad værre er, så bliver Silje ikke beskrevet godt nok på det psykologiske plan. Det er ok, at bipersoner og uvigtige væsener mangler beskrivelser, men det er galt, når det er hovedpersonen. Siljes egoisme skulle på en eller anden måde stamme fra hendes far, men vi får kun ca. en enkelt sætnings beskrivelse af faderen. Det giver ikke klangbund nok til de indre stemmer, som Silje slås med gennem det meste af bogen.

Alt i alt synes jeg dog stadig, at det er en ret vellykket historie. Måske endda bedre end Dværgene fra Terra på visse punkter. Jeg kunne i hvert fald bedre lide ideen med landet, man kommer til ved at gå op ad regnbuen end den underjordiske verden fra den anden historie. Det problematiske er, at der er en moralsk mere kompleks hovedperson i en historie af denne længde. Den havde nok egnet sig bedre til en roman. Der kunne også have været en lidt mere tydelig og enkelt tegnet hovedperson. De fire bøger har selvstændige titler, men de er ikke beregnet til at læse selvstændigt. De kunne lige så godt være trykt som en enkelt bog i fire dele, men det passer alligevel godt med konceptet om letlæste bøger, at man kun behøver at læse en enkelt tynd bog ad gangen. Omslagene er af Patrick Leis, hver med en af hovedpersonerne på og noget fra handlingen i baggrunden. En smule kedelige, men det fra den første bog med den gamle gråhårede, piberygende mand er nu meget godt. Man tænker: Er det nu en Gandalf eller en Saruman ham her? Et clue er de uhyggelige skyggevæsener i baggrunden.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Eldritch Horrors: Dark Tales

Udgivet den januar 1, 2009 af Admin

Eldritch Horrors: Dark TalesEldritch Horrors: Dark Tales
Hplmythos.com vol. 1
Antologi redigeret af Henrik Sandbeck Harksen.
H. Harksen productions, 2008
306 sider

Dette er bog nummer to med Lovecraftiansk horror redigeret af Henrik Harksen. Fra Skyggerne var den første i seriens Hplmythos. dk, og nu kommer så første nummer i den engelske serie Hplmythos. com. Der er ikke tale om en oversættelse af Fra skyggerne, men derimod en samling nye noveller, hvoraf nogle har været udgivet i forskellige fanzines og magasiner, men de fleste ikke har været udgivet tidligere. Der er enkelte gengangere blandt forfatterne, men hvor der i Fra skyggerne stort set kun var danske forfattere, så er der kun et par af de 14 bidrag i Dark Tales, der er skrevet af danskere.

Titlen Eldritch horrors: Dark Tales er meget passende for samlingen, hvor alle novellerne i et eller andet omfang omhandler en eller anden form for ældre monstrøsitet, der bliver afsløret og vækker dybtliggende frygt hos hovedpersonerne.

Novellerne er meget forskellige både i handling, kvalitet og tilgang til the Eldritch horror. I Benjamin Szumskyjs ”A Haunting From Beyond” følger vi en detektiv ud i det overnaturlige, mens det i ”Out of the Frying Pan”, af Ron Shiflet, er en bankrøver, der møder det overnaturlige. Det ældste guder og skabninger, der er æoner gamle, møder vi i ”Rest in Peace”, af Gary Hill, hvor det afsløres, hvilken indflydelse der har været på de politiske ledere, mens Dan Clore i ”The Dying God” beretter om, hvordan de ældste har kunnet overleve så længe på jorden, en planet der er meget anderledes i forhold til deres hjemverdener.

”The Return of Zoth-Ommeg”, af Leigh Blackmore, finder sted i 1800 tallet og omhandler en mand, der under en brandert bliver bortført og slavebundet som matros på et skib. Da skibet nærmer sig øen Phonpe, lykkedes det ham at stikke af sammen med en anden fange. Denne anden fange ved en hel del om øens historie og The Ponape Scriptures, som er blevet fundet her. Det viser sig, at det ikke er de indfødte, som de skal frygte mest. En anden, der bliver et ufrivilligt vidne til de ældstes tilstedeværelse her på jorden, berettes der om i ”The Jest of Yig” af Don Webb, hvor en mand en dag for at slippe for et regnvejr går ind i en New Age boghandel. Her finder han tilfældigt en bog skrevet af en af hans ungdomsvenner. Han køber bogen og kontakter for sjov vennen. Efter at have læst et par af vennens bøger, og været blevet noget forundret over bøgernes emne, sætter han sig for at besøge vennen – et besøg der viser, at de ting vennen skriver om i sine bøger måske har noget på sig.

En af bogens bedste bidrag kommer fra Thomas Strømsholt, og er novellen ”Devouring Darkness Hovers”. En krigskorrespondent er helt klart på det gale sted på det gale tidspunkt (og inden for Lovecrafiansk horror siger det ikke så lidt). Efter at være blevet berøvet og efterladt i Iraks ørken, finder han ud af, at der gemmer sig andet og mere frygtelige ting i sandet end den republikanske garde.

Den novelle der direkte gør sig mest i Lovecrafts univers, er ”The Speciment” af Linda Navroth, som bygger videre på Lovecrafts ”The Shadow over Innsmouth”, og omhandler nogle videnskabsfolk der har indfanget et af de væsner, der lever i vandet ud for den lille havneby Innsmoth. Det er dog mere emnet, end det er stilen der er Lovecraftiansk.

Der er dog også noveller der falder noget ved siden af. I ”The Door To Nowhere” af Blake Wilson, finder en flok campister en dør der ikke umiddelbart lader sig åbne. Det viser sig dog, at skulle det lykkedes at få den op, så afhænger det af den der åbner døren, om den føre til himlen, helvede, eller det store tomme intethed der findes der imellem (der dog i dette tilfælde er beboet af monstre). Novellen er for moraliserende i forhold til genren efter min smag.

Redaktørens egen novelle er bestemt en af samlingens bedste, men en historie om en bibliofil der finder bøger om forbidden lore i et skjult rum i et antikvariat, er selvfølgelig også et emne, som jeg ikke kan andet end holde af.

Bogen er rigtigt og flot illustreret af Jørgen Mahler Elbang. Illustrationerne er ikke lavet til bogens noveller, på samme måde som Lars Kramhøfts var i Fra Skyggerne, men de passer rigtigt godt ind i bogens stemning.

Selvom enkelte noveller falder ved siden af, så er det en god samling. Den risikerer dog at drukne i mængden, da mange af den type samlinger findes på engelsk. Jeg håber derfor, at Henrik Harksen vil fokuserer på at få nogle flere samlinger udgivet på dansk, for selvom der ikke er så mange læsere til bøger på dansk, så er der en klar mangel på danske udgivelser i denne genre. Men indtil hans næste danske udgivelse, så er denne klart værd at bruge tid på.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Erik Granström: Svavelvinter

Udgivet den januar 1, 2009 af Admin

Svavelvinter
Fantasyroman af Erik Granström
Järnringen Förlag 2004, 518 sider

På et af mine tilbagevendende besøg i Sverige stoppede jeg lige forbi science fiction-boghandlen i Malmø. Hvor skønt at vi har fået en specialboghandel så tæt på, hvor priserne er så lave på engelske bøger og film. Og hvor ekstra spændende at der en gang imellem også er svenske titler, som fanger blikket og giver læselyst.

Denne gang er det en fantasy titel – ja egentligt er det første bind i en trilogi, Krönikan om den femte konfluxen, og bygger på et rollespilsscenarium fra 1980erne, men jeg har endnu ikke set noget bind to til trods for, at bogen efterhånden er 4 år gammel! Kom så Granström, vi vil vide hvad der senere sker!

Erik Granström er ifølge det vidende personale i butikken et kendt og elsket navn i svensk fantasy, men for os danskere er han jo helt ukendt. Her er derfor lidt biografiske oplysninger taget fra et hurtigt email-interview:

”Under hela mitt vuxna liv har jag vandrat från den ena sysslan till den andra, men ständigt återvänt till Trakorien, landet där krönikan om den femte konfluxen utspelar sig. Öarna har blivit en del av min värld, inte minst tack vare de många entusiaster som genom åren spelat rollspelsserien vilken redan 1987 inleddes med Svavelvinter – samma titel jag valt för krönikans första del. Deras uppmuntran, synpunkter och förslag har varit ovärderliga. Jag föddes 1956 och bor på en gård i Knivsta mellan Uppsala och Stockholm. På gården finns också drösvis med hästar, får, hundar och katter som ibland dyker upp i berättelsen. Men även om nästan alla personer och en del djur i berättelsen har verkliga förebilder, ska naturligtvis ingen läggas till last för mina fantasier och överdrifter. Från början är jag utbildad till veterinär men jag har arbetat som lärare, botat djur, letat bakterier i mat, varit redaktör, informationschef, VD och reklammakare. Denna brokiga bakgrund har satt sin prägel på allt jag skriver, liksom mitt intresse för historia, film och litteratur. För fyra år sedan blev jag anställd av databasföretaget MySQL AB, som delvis grundats av min vän David Axmark, och jag har under det senaste året kunnat skriva på min berättelse en dag i veckan. Romanen Svavelvinter har därmed äntligen kunnat bli klar som den första av tre i krönikan om den femte konfluxen”

Selve afsættet i bogen er ligetil: Ukendte fjender efterstræber herskeren Praanz de Kaelve, men han handler, inden de kan forsøge igen. Et skib ligger klar til afgang mod øen Marjura, der ligger helt oppe ved polarisens rand, og Kaelve tager af sted med det samme. Undervejs indser han dog, at der er meget mere end blot en magtkamp på spil her. Profetier advarer mod den kommende konfluks og hvad gemmer sig bag det underlige kodeord ”svavelvinter”? Det er storladen fantasy, som vi kender den, men fermt kombineret med en thriller plotline, der giver noget mere power til fortællingen.

Bogen er skrevet i krønikeformen, og det skal man lige vænne sig til. Der er et mylder af personer der alle påkalder sig opmærksomhed, alle centreret omkring Marjuraøen, centeret for svovludvindingen i det Trakoriske Rige. De kommer med vidt forskellige opgaver, en kommer for at jage fortidsfund, en anden er våbensmugler, en tredje er på arbejde for det hemmelige politi, og en fjerde – for nu blot at stoppe der – er på jagt efter en drage. Det dejlige ved dette komplicerede klientel er, at de alle er beskrevne i detaljer og lever på siderne, ingen af dem er skabeloner. Dét er nok Granströms største fortjeneste: Alle personer, ja selv hans verden, er én han kender dybt (angiveligt har han befundet sig over 13 år i dette rollespilsscenarium), og der er detaljer alle vegne i romanen. Bedst af alt er naturligvis også, at der er en kamp mellem en ridder og en drage. Det ER altså ved at være sjældent at vi møder dette klassiske fantasytrope i moderne romaner, hos Granström er scenen skøn! Her er også magi, helt rigtig uforfalsket magi, og det hænger sammen i denne roman (for en gangs skyld), fordi det netop er skræmmende dyrt at bruge og meget opsigtsvækkende, hver gang det anvendes. Ganske som ægte magi ville virke i vores verden.

Men det er pengenes magt, ikke magiens, der styrer Trakorien, og pludselig bliver Granström jo lidt mere interessant, ikke sandt. Hele romanen emmer af politisk kommentar til liberalismens lyksaligheder, men det er effektivt gemt under den rendyrkede fantasy, der – eftersom det stammer fra et rollespil – er lige dét mere voldeligt, blodigt og aggressivt, og til gengæld noget nedtonet på det romantiske område. Men det er OK, det er Granströms personlige take på genren og det er meget læseværdigt!

Og så er det altså helt ligetil at læse svensk, du klarede også interviewet, ikke sandt? Så bare klø på!

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

I overfladen – Lige under overfladen 2

Udgivet den januar 1, 2009 af Admin

I overfladen - Lige under overfladen 2
I overfladen – Lige under overfladen 2
Antologi redigeret af Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen 2008, 268 sider

I 2007 udgav Science Fiction Cirklen (SFC) en antologi med danske science fiction-noveller under titlen Lige under overfladen. Den blev så stor en succes at SFC har besluttet sig for at lade den blive en årligt tilbagevendende begivenhed. I overfladen er nr. 2 i serien, og en tredje er på vej.

Titlen på den anden antologi er ikke bare et ordspil på den førstes titel, det er også titlen på en af novellerne. I alt byder samlingen på tyve noveller af varierende længde – fra mindre end fire sider til toogtyve. Forfatterne er en blanding af folk, der har skrevet i årtier, til helt unge forfattere der debuterer i denne antologi. Stil og indhold i novellerne er lige så varieret som forfatterne selv; men ud over at de alle er science fiction, er der én fællesnævner, som jeg vil komme tilbage til. Mange af historierne er bygget på særligt danske emner og steder, men mange andre læner sig meget op af den engelsk/amerikanske tradition. Der er ingen af novellerne der vil flytte milepæle inden for genren, men der er heller ingen direkte dårlige historier.

I overfladen lægger hårdt ud med Kenneth Krabats ”Historiens korte arm”, der handler om at man dybt under jorden finder en maskine, der kan flytte mennesker til andre planeter. Man ved ikke hvilke planeter, og det er en énvejstur, men det afholder ikke hundredtusindvis af drømmere, tabere og desillusionerede i at strømme til Maskinen for at komme væk fra Jorden. Det er ikke en nem tur at komme ned gennem lange, snævre tunneler, og hovedpersonen må bogstaveligt talt vade gennem ligene af folk der er bukket under for strabadserne før de nåede målet. Der er dømt mareridt fra første linje, og der er ikke meget lys for enden af tunnelen.

Den førnævnte fællesnævner er at denne mørke linje faktisk går igen i alle historierne, der ikke rummer mange håb for fremtiden. Patrick Leis, nok den mest kendte forfatter i samlingen, byder på en lille zombie-historie, ”Infektion”, der næppe vil rumme mange overraskelser for dem, der kender hans forfatterskab. Novellen er også at finde i hans nye novellesamling Necropolis, som er anmeldt andet steds her i dette nummer af Himmelskibet. Mere original er Søren Hemmingsens ”Bidrag til danmarkshistorien”, der bruger den danske monsterfilm Reptilicus som springbræt til en fortælling om hvordan fascisme kan vinde frem med sikkerhed som undskyldning – man aner nogle paralleller til angrebene på frihed i den såkaldte “krig mod terror”. Mest markant er nok den garvede forfatter John Peter Andersens ”Krydsning” om en first contact-situation skildret fra både menneskenes synspunkt og de insektlignende aliens’. Begge sider af konfrontationen bliver drevet mere af begær og magtsyge end af ønsker om samarbejde og fredelig sameksistens – det er ikke ligefrem hyggelæsning.

Der er faktisk kun én novelle i samlingen som kan siges at være munter, og det er A. Silvestris ”When the Music’s Over”, der er en ret syret historie om mærkelige rumskibe der lander i Central Park. Munterheden har dog også sine mørke sider, så historien falder ikke helt uden for antologien formentlig uplanlagte tema.

Ud over de nævnte historier er der noveller af Richard Ipsen, Flemming R.P. Rasch, Arash Sharifzadeh Abdi, Nikolaj Højberg, Camilla Wandahl, Ellen Miriam Pedersen, Rasmus Wichmann, Camilla Fønss Bach Friis, Brian P. Ørnbøl, Gudrun Østergaard, Manfred Christiansen, Sara Tanderup (med titelnovellen), Lars Ahn Pedersen, Dan Mygind og H.H. Løyche. Mange er disse vil være velkendte navne for folk der jævnligt læser Himmelskibet, men der er rart at se at SFC også har formået at aktivere en mængde nye forfattere, der ikke i forvejen er kendt i miljøet.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Pernille Eybye: I Månens Skygge

Udgivet den januar 1, 2009 af Admin

I Månens Skygge
Roman af Pernille Eybye
Balatana 2008

Jeg var så heldig at få udleveret et anmeldereksemplar af Pernille Eybyes bog I Månens Skygge. Bogen handler om pigen Luna, den sidste generation i en familie af hekse. Den er velskrevet og interessant, selvom nogle af scenerne indeholder klicheer fra fantasygenren. Bogen når alligevel aldrig at blive triviel, fordi klicheer jo netop er eviggyldige sandheder og i andre af scenerne kommer handlingen bag på læseren.

De første tre sider i bogen introducerer Luna og hendes familie og sætter scenen med den 17 årige teenageheks, der har sat sig for at løse mysteriet om den forbandelse, der har slået alle fædrene i familien ihjel, gennem generationer.

Metoden Luna og hendes ven Solar bruger til at løse forbandelsen er skrevet ind i detektivhistoriegenren hvor løsningen kommer gennem opsøgende arbejde og grundig research.

Noget af handlingen foregår i skolen hvor Luna går. En del af konflikterne hun oplever, er nogle de fleste teenagere kan nikke genkendende til. Blandt andet nævnes hårdt arbejde, som den eneste løsning for at få gode karakterer.

Konflikterne Luna oplever med kliken af selvoptagne piger har en helt anden og mere spændende løsningsmodel. Luna lægger en sandhedsbesværgelse over plageånderne, det kan vi andre desværre ikke, men vi kan nikke billigende og ønske at det var os.

Det første spæde kim til bogen kan meget vel have været filmen Practical Magic fra 1998 med Sandra Bullock og Nicole Kidman, men selve bogen minder mig mere om Margaret Mahys bog Forvandlingen fra 1986.

I begge bøger er heltinden en ung kvinde, der ved hvad hun vil, har et problem og prøver at løse det. De mandlige hovedpersoner i begge bøger har også samme hemmelige evner, men der slutter sammenfaldene.

En af Lunas mere spøjse evner er at hun kan spå ved hjælp af slukkede radioer. Når hun spår begynder radioen at spille en sang, med et omkvæd hvori handlingen er spådommen. Man skal bare lige være opmærksom på at sangteksterne er på engelsk, så meget unge læsere måske får et problem. På den anden side er teksterne korte og få, så det går nok alligevel.

Der kommer et par overraskelser ud af hendes spådomme. Selv om bogen lægger op til slutningen, der overordnet ikke kommer som en overraskelse, er handlingen der fører derhen en overraskelse, godt skrevet, gribende og sine steder både provokerende og hyle morsom.

Kort sagt, hvis jeg ikke havde været så heldig at få et anmeldereksemplar af bogen, men havde lånt den på biblioteket, så var jeg bagefter spænet ud og havde købt bogen.

Anmeldt af Lea Thume i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 19

Udgivet den december 1, 2008 af Admin

himmelskibet-19Vinter 2008/2009
56 sider. 40kr
Forsideillustration af Michael Bernth
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Maria Kohinoor Larsen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=7001

Indhold
Redaktionelt
En Klassiker: David Lindsay: A Voyage To Arcturus – Artikel af Knud Larn
Den fantastiske virkelighed – V. Flemming R.P. Rasch
A: Naomi Novik – Artikel af Knud Larn
Halløj på Kraniegården – Novelle af Tim Birkebæk
Eventyr på afveje – Artikel af Maria Kohinoor Larsen

Anmeldelser
Film:

Bøger:

Tegneserier:

Rollespil:

Nyt om fantastik – ved Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Foreningen Fantastik

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Diary of the dead

Udgivet den oktober 29, 2008 af Admin

Diary of the dead
Instr. George Romero. Gyser. USA 2008. 95 min.

Ja, det I vil vide, er vel om det lykkedes George at komme tilbage, efter den intet mindre end elendige Land of the dead? Ja, det gør han faktisk. Med sin bedste film i mange år. Det gør han blandt andet ved at afvige fra det format som har præget de 4 andre …of the dead -film. Men filmen har altså også sine problemer.

Jeg vil sige at den endda er bedre end ”Day” (1985) – for selv om jeg har et blødt punkt for dens Miami Vice-soundtrack, og for kaptajn Rhodes, så var lige dén altså ikke særligt god.

I den oprindelige dead-trilogi, var hovedpersonerne altid en smule forud for deres tid. I Night… fik vi en sort hovedperson, i Dawn… nogle ellers respektable reportere og politifolk der vælger at gå ”rogue”, i Day… fik vi en stærk kvindelig hovedperson. Og i Land…? Desværre intet særligt.

George har også hele tiden, bevidst som ubevidst, efterstræbt en ”diversitet” i persongalleriet. Men ingen af dem var både unge, smukke og respektable. Før nu. I Diary… er alle hovedpersonerne hvide, og med undtagelse af én (en fordrukken professor), er de den slags teenagere vi stadig ser så ofte i skræk-film. De har det sædvanlige problem med at være for pæne, og ikke overbevisende nok som skuespillere (igen, bortset fra professoren). Det tager så lidt af en anmeldelse at skrive, men betyder så meget for selve oplevelsen! Jamen, de ældres generationers yndlingsskuespillere var da også vældigt idealiserede, men på den måde at de skulle sminkes pænere til rollen, ikke omvendt! Selv da den oprindelige trilogi var mest karikeret, så personerne alligevel almindelige ud. I persongalleriet kan man umiddelbart udpege en ”ditzy” blond pige og en nørd – selv den livstrætte professor har jeg ladet mig fortælle, er ret typisk (jeg kan ellers ikke huske noget lignende fra de mange skrækfilm jeg har set) – men jeg synes faktisk at de får lov til at køre deres eget løb som figurer, nok ikke mindst fordi vi slipper for de ”come-uppance”-kills, der typisk følger med arketypiske karakterer. I ved hvad jeg mener: Blondinen dør enten pga. en ”wardrobe malfunction” eller fordi hun vil blive hos sin kæreste, nørden vil alle helst se død meget hurtigt inde i forløbet, alkoholikeren dør fordi han skal hente sprut… I denne film kan vi ikke regne med noget.

Videre til formatet.

I stedet for at hovedpersonerne er fanget bag/beskyttet af tykke mure, er de ude på vejene gennem hele filmen, hvor de konfronteres med den ene tragedie efter den anden. Det er – alt andet lige – en road movie. Det giver filmen et episodisk præg. Det er en række sammenklippede idéer. Så det står og falder selvfølgelig med om episoderne er interessante nok. Og det er faktisk tilfældet. Min favorit er helt klart amishepisoden, eller klovne-episoden (gad vidst om der er en forbindelse til ”The present – a sweet surprise”, den reklame-film der ligger på YouTube?)

Et par ting jeg særligt godt kan lide, er at George laver lidt sjov med hvorvidt zombier er i stand til at løbe, med ”social satire” i gyserfilm, og at der er kommet en masse kreative dødsscener med igen. De har tydeligvis moret sig med at finde på nye måder at slippe af med zombier på. Men den er ikke nær så splattet som sine forgængere. Jeg synes ikke at det gør noget, vi har jo allerede set folk blive trukket fra hinanden, før.

Det centrale ”selling-point” ved filmen er dens ”mockumentary”- stil. Der bliver brugt en del tid på at forklare hvordan filmen er klippet sammen efter filmens forløb, hvordan de har fundet ekstra optagelser, etc. Det fungerer, og ikke mere. Jeg synes faktisk ikke at optage- teknikken betyder det store for andet end person-skildringen. Manden med kameraet, Jason, vil færdiggøre sin film. For enhver pris. Mange anmeldere har allerede brokket sig over hans voldsomt kyniske attitude, dvs. af at han er mere optaget af sit værk, end af at hjælpe sine venner. Denne brok er urimelig. Hele filmen er (som sædvanligt) en dårligt skjult satire, i dette tilfælde over ”det autentiske”. Pointen er at Jason er besat. Den fiktion vi bliver bedt om at spille med på, er at nogen faktisk ville reagere sådan i en katastrofesituation. Om man kan tro på det eller ej, tror jeg i høj grad er betinget af hvor kynisk man er, og hvor syge ting man har oplevet, folk har været villige til at optage på video. Prøv at søge efter f.eks. ”september tapes” eller ”hashistan”, og I vil få at se hvad jeg mener.

Det sidste der sker i filmen, er påklistret – faktisk en gentagelse af slutningen i 1990-remaket af Night…! Det er irriterende, filmen burde være klippet så den sluttede lige før!

Men det er ærligt talt okay – med denne slags film, mener jeg at selve rejsen er vigtigere end målet.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hancock

Udgivet den oktober 27, 2008 af Admin

Hancock
Film, USA, 2008, 92 min.
Instr.: Peter Berg
Medvrk.: Will Smith, Charlize Theron, Jason Bateman, m.fl.

Hancock handler om en alkoholiseret og desillusioneret superhelt (Will Smith), som tilsyneladende er den eneste af sin slags i verden, og har hukommelsestab, så han ikke ved hvor han kommer fra. Han bekæmper kriminalitet mens han har tømmermænd, og får derved ødelagt en masse biler, veje og bygninger, og er til væsentlig fare for sine omgivelser. Ergo bliver han forhadt af alle, og kendt som et asshole, hvilket blot gør ham endnu mere bitter. En dag redder han en PR-mands bil (med PR-manden inden i) fra at blive ramt af et tog, og PRmanden beslutter sig for at hjælpe Hancock med at rette op på hans fallerede image. Nu skal Hancock stå til ansvar for sine ødelæggelser, tale pænt til folk, gå pænt i fængsel og pænt assistere politiet når de be’r om hans hjælp. Det holder hårdt, men det virker, og Hancock får endda et flot sort kostume med en ørn på, ligesom en rigtig superhelt (PR-manden – Ray hedder han – er nemlig inspireret af tegneserie-superhelte).

Men! Ray har en kone, Mary (Charlize Theron), som får et besynderligt, foruroligende udtryk i ansigtet da hun møder Hancock. Han føler også en forbindelse til hende, men hvilken? Kender de hinanden fra engang i fortiden? Eller er det en spontan erotisk tiltrækning? Well, halvvejs inde i filmen kommer det komplet uventede chok: [Spoilere til plottet udeladt her. Red.]

Det er en underholdende og effektiv superhelte-actionfilm med et ganske originalt twist på superhelte- konceptet, men der er desværre en del mindre plotelementer som ikke rigtig holder, og/eller ikke bliver forklaret – man får f.eks. alt for lidt at vide om Hancock’s fortid. Dette skyldes nok bl.a. at manuskriptet er blevet kraftigt omskrevet; f.eks. ville Charlize Theron have en større rolle end hun havde i den originale historie. Jeg har læst en anmeldelse af det originale manuskript – som hed Tonight, He Comes – og det var ærligt talt ikke noget at råbe hurra for (Hancock var ubehjælpeligt falleret, fik aldrig rettet op på sit image og endte med at voldtage Mary), så den forhåndenværende film er nok alt i alt en bedre løsning. Den er sjov og generelt upbeat, men har en relativt sørgelig slutning med udmærket pathos. Som sådan er den bedre end et stereotypt Hollywoodprodukt, men det er stadig ærgerligt at mange detaljer ikke virkede helt gennemtænkte. Man kan håbe på at der kommer en 2’er, hvor der bliver gjort mere ud af baggrundshistorien, for konceptet har efter min mening stort potentiale.

Min karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Hellboy II: The Golden Army

Udgivet den oktober 27, 2008 af Admin

Hellboy II: The Golden Army
Film, USA/Tyskland, 2008, 120min.
Instr.: Guillermo del Toro
Medvrk.: Ron Perlman, Selma Blair, m.fl.

Jeg er ikke den store fan af Hellboy– tegneserien, og fandt den første film decideret middelmådig, men efter at have set II’eren så er respekten for den i forvejen gode instruktør røget et godt stykke i vejret. Hvis folk fik, undskyld udtrykket, blod på tanden af Pans Labyrint, så kan jeg berolige selv de ivrigste fans med at Hellboy II opfylder alle forventninger til et visuelt udstyrsstykke af samme høje kaliber – og det selvom den er et stykke kommercielt popkultur. Effekterne er med et ord overdådige, og man må konkludere at et kæmpe-budget i hænderne på den rigtige instruktør gør en kæmpeforskel! Selve historien, som er co-plottet af del Toro og Mike Mignola (Hellboys skaber), er det sædvanlige, ikke-specielt-originale fantasy-lir, med en kongekrone der kan styre en magisk hær af, øh, udødelige robot-orcs eller sådan noget. Og så er der ellers visuelt hurlumhej for resten af pengene. Den klimaktiske kamp er mod en ”skovgud” som minder ikke så lidt om nogle af væsnerne fra Miyazaki’s tegnefilm (f.eks. Princess Mononoke) – og det er jo ikke det værste sted at få inspiration fra! Selvom det meste, tror jeg nok, er computer-genereret, så er det faktisk ikke til at se. No bad CGI here! Det meste ser utrolig flot og ægte ud, selvom en del af virkemidlerne er meget ligesom i del Toro’s forrige film (væsner uden ansigter, og med øjne alle mulige andre steder). Alt i alt må Hellboy II dog uden tvivl siges at være en af årets absolut flotteste film – så flot at der er fare for at man glemmer at spise sine popcorn!

Min karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.18

Udgivet i Film | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar