Against The Dark

Udgivet den april 1, 2009 af Admin

Film, USA, 2009, 94 min.
Instr.: Richard Crudo
Medvrk.: Steven Seagal, Tanoai Reed, Jenna Harrison, Emma Catherwood, Daniel Percival, Danny Midwinter, m.fl.

Selvom flertallet af hans film bestemt ikke er særlig gode, så kan jeg ikke undsige mig fra at være fan af Steven Seagal – vor tids Chuck Norris! Og mens det er hans tidlige film der er de bedste (specielt de to Under Siege-film, men også Marked For Death og Fire Down Below, som er yderst anstændige action-film), så stopper det ikke manden fra rask væk at spytte en tre-fire nye film ud om året, stort set allesammen straight-to-DVD. Seagal spiller altid en tidligere efterretningsagent, lejesoldat, politimand eller kampsportsekspert, altid med en mystisk fortid – enkelte gange er han endda ex-gangster. Det er altid action-film med pæne mængder vold, skyderi og kampsport, og en del seje one-liners. Nogle gange er de OK, andre gange er de bare dårlige, og atter andre gange bliver de lige lovlig afstumpede. Men oftest er det sjov underholdning, bare fordi det er Steven! Hans stenansigt, one-liners og uovervindelige aikido redder næsten altid dagen (næsten – for der er enkelte af filmene, især hævndramaerne, der ikke har en lykkelig slutning).

Seagals senest udkomne DVD er Against The Dark, og nu har Stevie endelig formået at flytte sig fra de sædvanlige mainstream- voldsfilm til de fantastiske voldsfilm! Ikke fantastisk rent kvalitetsmæssigt, men fantastisk rent genremæssigt – her er vi nemlig så heldige at se ham som zombie-jæger! En virus der smitter gennem blod (ligesom de sædvanlige zombie-vira) har tilsyneladende zombificeret det meste af befolkningen, og vi følger en lille gruppe overlevende i et hospital hvor strømmen er lige ved at svigte, så de er i fare for at blive fanget i mørket med en masse zombier. Ude i resten af verden er militæret tilsyneladende ved at opnå kontrol med situationen og står overfor at skulle ”sterilisere”, dvs. bombe, hospitalet, som er fyldt med zombier. Samtidig dannes der civile grupper af zombie-jægere, hvoraf vores helt, Tao (Seagal), er leder af en. I stedet for at løbe fra zombierne, opsøger de dem og begiver sig ind i hospitalet for at få has på så mange zombier som muligt. Nogle af zombierne har bevaret deres intelligens og påstår at være det næste skridt i menneskelig evolution. Hm, mon dog?

Selvom filmen er krydret med små-interessante scener som der godt kunne have været kogt mere suppe på, så forbliver den desværre en skuffelse. Hverken handlingsuniverset eller personerne gives nogen som helst baggrund, og man må stille sig tilfreds med kampscenerne, hvor Seagal – undskyld, ”Tao” – og hans endnu sejere sidekick Tagart (spillet af The Rocks stuntdouble, den meget fysisk imponerende Tanoai Reed), som virkelig kan noget kampsport og våbenanvendelse. Desuden er Seagals rolle i filmen ikke særlig stor, og han har kun ganske få replikker (”We’re not here to decide who’s good or bad – we’re here to decide who lives and who dies”), så hvis man hovedsageligt ser filmen for at se Seagal, så bliver man skuffet. Til gengæld er de øvrige skuespillere faktisk helt habile, og især Tanoai Reed er en fornøjelse for actionfilm-fans at opleve, så det er trods alt ikke en film man slukker for halvvejs igennem. Den kan lige ses, når og hvis man har temperament til den slags film som Seagal producerer nu om dage. Gu’ er de dårlige, men de er på mange måder også ret sjove. Seagal er da kult!
Karakter: 4 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 20

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 20 + Obskuriøst 11

Udgivet den april 1, 2009 af Admin

himmelskibet-20Forår 2009
44+16 sider. 50kr
Forsideillustration af Otto Frello
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Thomas Winther

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=7000

Indhold
Redaktionelt

Otto Frello -en nonsens maler – artikel af Thomas Winther
David Lance Arneson 1947-2009 Nekrolog – af Flemming R.P. Rasch
En overset Klassiker – Bob Shaw: Orbitsville (1975) – artikel af Knud Larn
Philip José Farmer 1918-2009 Nekrolog – af Klaus Æ. Mogensen
Torne – Novelle af Lars Ahn Pedersen

Anmeldelser:

Film:

Bøger:

Tegneserier:

Teater

Nyt om fantastik – ved Klaus Æ. Mogensen
Sov, lille ven – Novelle af Nikolaj Højberg
Nyt fantastik på dansk – Ved Janus Andersen
Foreningen Fantastik

Obskuriøst nr. 11
Leder
Jagten på den falske Rasmus Klump – artikel af Joachim Larsen
Reviewed by Philip Høgh
Skræk-Krimi Roman for stærke nerver – artikel af Thomas Winther
På Sporet af en tabt tid – artikel af Lars Madsen
Mondo Frankos Hjørne – Filmanmeldelser af Frank Brahe

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Neil Gaiman: The Graveyard Book

Udgivet den april 1, 2009 af Admin

The Graveyard Book
Roman af Neil Gaiman
illustreret af Dave McKean
Harper Collins Publishing 2008, 312 sider

Neil Gaimans bøger omhandler som oftest folk, der på den ene eller anden måde bliver præsenteret for, og begiver sig ind i, en fremmede parallelverden. I Nerverwhere er det den Londonske underside, som man via visse døre får adgang til, mens det i Stardust er en magisk verden på den anden side af en mur, og i Coraline finder den lille pige Coraline ud af, at der findes en anden verden bag det store spejl i gangen, og at den dør der ser ud til blot at føre ind til en murstensvæg, alligevel har et rum og en verden bag sig. De verdener der åbner sig, kan være magiske, meget smukke og/eller skræmmende.

I The Graveyard Book bliver vi præsenteret for de personer, der bor på kirkegårde, for det er den verden de lever i. I bogen får et 1½ år gammelt barn adgang til denne verden, og til de rettigheder det giver at være under kirkegårdens beskyttelse. En nat barnet ikke kunne sove, kravlede det ud af sin vugge, ud af forældrenes hus og begav sig hen på den nedlagte kirkegård og lagde sig til at sove der. Dette kunne lyde som starten på en børnebog, hvor et lille barn har det sjovt sammen med en flok spøgelser. Selvom dette på nogen punkter er rigtigt, så skal man nok tænke noget over, hvilket barn man sætter sig og læser denne bog op for, da bogens start nemlig ikke er særligt hyggeligt. Hvad det lille barn selvfølgelig ikke er klar over, er at den lille nattevandring faktisk redder hans liv. Samme nat har en morder dræbt resten af familien og ville med sikkerhed også have dræbt ham, hvis han ellers havde kunnet finde ham.

På kirkegården finder det afdøde ægtepar Owens barnet, og da de i et kort glimt ser barnets forældres spøgelser, og finder ud af den fare barnet er i, tager de det til sig. Efter samråd med de andre spøgelser bliver barnet døbt Nobody Owens (eller kort ”Bod”), og får “Kirkegårdens frihed”, hvilket betyder at kirkegården passer på ham, og han kan bevæge sig rundt, som var han et spøgelse. Som barnets beskytter vælges Silas. Han er ikke et normalt spøgelse, men viser sig at være et af de væsner, der vogter på overgangen mellem død og liv. Dette gør, at han bl.a. kan hente mad og tøj til Bod.

Igennem bogen følger vi nu drengen Bod, og for hvert kapitel er han blevet nogle år ældre, og vi får fortalt, hvordan han efterhånden begynder at blive nysgerrig på, hvad der findes ude i de rigtige verden. Ved hjælp af de tricks han har lært på kirkegården, kan han holde sig skjult blandt de levende. Han kan således deltage i skoleundervisning, men så snart han forlader et lokale, har folk glemt alt om ham. Dette ændrer sig dog, hvis han gør opmærksom på sig selv. Efterhånden som flere bliver opmærksom på ham, begynder den mand, der i sin tid forsøgte at dræbe ham, også at komme på sporet af ham igen.

Bogen er illustreret af Dave McKean, som også tidligere har illustreret en række Gaiman bøger, og hans illustrationer står rigtigt godt til de universer, som Gaiman skaber. Dette gør sig også gældende i The Graveyard book, og i det hele taget er bogen endnu et eksempel på, hvor dygtig en historiefortæller Neil Gaiman er, og hvor dygtig han er til at opbygge universer.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.20

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Rejsen til Saturn

Udgivet den januar 22, 2009 af Admin

Rejsen til Saturn
Instr. Kresten Andersen, Thorbjørn Kristoffersen.
Danmark 2008, 90 min.
Medvrk.: Casper Christensen, Frank Hvam, Iben Hjejle m.fl.

*Suk*. Lad mig starte med at sige, at der er mange måder at være dansk på. Ikke på dén der kulturrelativistiske vis – mere at det er temmelig indlysende, at Carl Nielsen og rødternede duge begge er en del af det store hele.

Da Claus Deleraun lavede med Rejsen til Saturn tilbage i 1977, lavede han en satire over danskheden. Eller en hyldest. Det er ikke helt til at sige. Det var ikke lårklaskende morsomt, pudsigt er snarere ordet. Og ligesom næsten alt Deleraun lavede, var den mere episodisk end sammenhængende.

Efter at have mødt A-film til Eurocon ´07, fik jeg en anelse om, at filmen næppe ville blive mere end et langt sketch-show uden den store handling. Og det var jeg faktisk rigtig tryg ved.

Trailerne for filmen var flere steder sjofle, og det var selvfølgelig irriterende, men i det mindste vidste man, at de ikke havde nogen fine fornemmelser – eller hvad? Men filmen har en handling, og det er et stort problem. Havde det været en virkelig simpel handling såsom ”Aliens invaderer jorden”, havde det måske virket. Men den prøver at være en satire over storkapitalens omgang med ulandsdiktatorer, der lyder som en døende Peter Belli. Det er ikke sjovt. Det er trist.

Og hvad valgte de så ud, fra tegneserien? Alt for meget. For nogle af vitserne er altså immervæk fra 1977, og det kan mærkes. Tag nu ”reserve-Jesus” – der skal betydeligt stærkere sager til end at fremstille en religiøs figur med rullende øjne. Faktisk er humoren endnu værre – den minder i mistænkelig grad om ”soldaterkammerater”. Med ét slag er dansk film sat over 50 år tilbage! Faktisk minder filmens cast af alle tænkelige grupperinger i samfundet – den højreorienterede, den inkompetente, den fordrukne, den etniske, og en kvalificeret kvinde der forfordeles af hensyn til dumme mænd – i mistænkelig grad om Basserne. Nej, værre endnu. Politiskolen.

Og ligesom med alle disse serier, er den eneste der er morsom den strenge sergent. For ham tør man nemlig gøre grin med. Frank Hvam er god som Arne Skydsbøl, også den bedste person fra tegneserien, men én langelænder kan ikke redde en hel film.

Det virkelig triste er, hvad de valgte ikke at have med. Hvor sjofel trailer-stoffet end var, var det vel morsomt i nogen grad, fordi det var groft. Og eftersom alle de klip, der blev lagt ud på nettet, var ekstra ting og sager, betyder det, at de bedste scener ikke var med i filmen!

Det er værd at sammenligne med Team America: World Police. Den var alt for ulækker og sjofel til min smag, men ikke alene havde den ingen anden handling end løse sketches, den viste præcis hvor grov man er nødt til at være, hvis man ikke evner at være diskret og intelligent (Javel hr. minister!).

Lad mig lige vende tilbage til personerne igen. Tydeligvis er de rene og skære klichéer, og man kunne faktisk have vendt dette om, og gjort dem til parodier på klichéer. Men tag nu Ali Kazim som den iranske Jamil. Man havde en oplagt mulighed for at tage tykt pis på indvandrerproblematikken ved at lade ham misbruge dansk gæstfrihed, overhovedet ikke være muslim, men marxist, eller bare ét eller andet! Men nej, han er en intelligent fysiker, der er tvunget til at sælge svinekød. Er det sjovt? Nej, det er trist. Det er faktisk en fordom om, hvordan udlændinge bliver behandlet.

Stort set intet af det talentfulde cast fungerer. Navnlig Casper Christensen – der har hovedrollen – virker noget så tam, og jeg tror at jeg ved hvorfor. Meget af den humor han har tilført sine egne projekter, er ren visuel. Her er han låst inde bag en stiv animation, og det samme gælder det øvrige cast. Hvam fungerer netop fordi han ofte har været castet således, at det er hans replikker, der er det morsomme.

Humoren falder til jorden, fordi man – altså bortset fra de tvivlsomme lavkomiske indslag – skal le af ironien i at nogen siger noget, der skal virke indlysende ”forkert” (hvis man er venstreorienteret, altså). Det er gået fuldkommen hen over hovedet på forfatterne at god satire er, når man griber fat i noget virkelighedsnært. Dette er ligesom uni-revyen, hvor forfatterne altid tror, at det er morsomt at lade Anders Fogh tale med fistel-stemme.

Men Deleraun havde også noget, som denne manuskriptforfatter mangler: Oprigtig kærlighed til dét han lavede sjov med.

Alt i alt, er Rejsen til Saturn, videnskabeligt, objektivt set, fuldkommen og aldeles usjov. Ikke fordi den divergerer for meget fra tegneserien, men fordi man har forsøgt at omsætte de forkerte ting direkte fra tegneseriebillede til film.

Lad os komme tilbage til udgangspunktet – som sagt er der mange måder at være dansk på. Således er det med denne film lykkedes at inkarnere Danmark, når det er værst: jævn, konform, uambitiøs … middelmådighed.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Animation, Film | Tagget , , | 1 kommentar

Rædslernes blodige by

Udgivet den januar 22, 2009 af Admin

Rædslernes blodige by
AKA: Nightmare City / La Invasion de los Zombies atomicos
Distributør: Another World Entertainment 2008
Instruktør: Umberto Lenzi

Dette er den sjette film I Another World Entertainments – zombie-serie, og som ved de første fem, så er det også en italiensk zombie film, der denne gang står på menuen (deres udgivelser af Re-Animator er ikke udgivet som en del af deres zombie serie), nemlig Umberto Lenzis Nightmare City, med en danske titel Rædslernes blodige by. Filmen beskrives ofte som værende inspireret af landsmanden Fulcis Rædslernes grønne ø (Zombie Flesh Eaters/ Zombi 2) fra 1979. Om dette er grunden til at den danske titel på de to film minder så meget om hinanden, skal være usagt, men som med de andre udgivelser fra AWE, har man valgt at beholde den danske titel, som de oprindeligt blev lanceret under.

Der har været et radioaktivt udslip, og journalisten Dean Miller sendes ud til lufthavnen for at interviewe en professor, der er på vej fra det ramte område om sagen. Professoren er godt nok med flyet, men han er blevet forandret af strålingen, og er nu blevet forvandlet til et ultravoldeligt monster med smag for blod. Faktisk er hele flyet fyldt med folk, der er blevet vansiret af strålingen, og som nu er fokuseret på at dræbe og drikke blod. Efterhånden som ”zombierne” kommer i kontakt med flere og flere mennesker, spreder smitten sig også. De overlevende, herunder Miller og hans kone kan ikke gøre andet end at flygte.

Der er svært at vide i hvilken kategori, man skal placere monstrene. Der er noget zombie over dem, men de er ikke levende døde, og selvom de drikker blod, så er dette det eneste, de har med vampyrer at gøre. De interesserer sig ikke for at æde deres ofre, mere for at finde nye ofre. De er dog så meget zombier, at det kun er ved at skyde dem i hovedet, at de kan dræbes. I bund og grund er de blot sindssyge muterede mennesker, der går efter at dræbe med alle forhåndenværende midler, om dette så er økser, skydevåben, eller favorit våbnet, den lange kniv. Mutationerne ses via deforme ansigter, og den morderiske adfærd. Filmen er mere action og massakre, end det er en horror film. Action og massakre er der derimod masser af.

Af ekstra materiale på DVD’en er der et udmærket interview med Lenzi, og ud over at fortælle om filmen, ser man ham bl.a. ved sin filmsamling, hvor han fortæller om sine favorit film. På spørgsmålet om Rædslernes Blodige by er en zombie film, svarer han, at han ikke selv betragter den som en zombie-film, nærmere en mutant film.

Dette er den svageste film i AWEs zombie serie ind til nu, men det er heller ikke en rigtig zombie film. Er man til de italienske zombie film, så kan det bedre anbefales at købe det bokssæt med de første 4 af AWE’s zombie-udgivelser, da der her er tale om film af betydeligt bedre kvalitet. Rædslernes Blodige by er ikke den første Lenzi film som AWE udgiver, da to af filmene i deres Kannibal-serie også er fra hans hånd. Jaget af kannibaler og Massakren i junglens dyb er film, der bedre kan anbefales end Rædslernes Blodige by.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Schwerter des Königs

Udgivet den januar 22, 2009 af Admin

Schwerter des Königs
In the Name of the King – a Dungeon Siege Tale. Dungeon Siege .
Tyskland/Canada 2007. 117 min.
Instr. Uwe Boll.
Medvirkende: Jason Statham, Kristanna Lokken, Leelee Sobiesky, John Rhys-Davies, Ray Liotta, Ron Perlman, Burt Reynolds mfl.

Uwe, Uwe, Uwe. Du har gjort det igen. Hvis I vil have årets (well, forrige års) bedste bud på en spoof af Ringenes Herre, så behøver I ikke lede længere. Men jeg må ærligt talt indrømme, at den ikke står mål med den hyleskægge Bloodrayne, der bla. inkluderede:
– Udo Kier som en munk der siger ”jeg ved at du ikke vil os noget ondt” efter at Bloodrayne lige har slået en anden munk ihjel.
– Ben Kingsley med verdens værste paryk nogensinde.
– Meat Loaf medvirker (”I won’t do anything for money – but I will do that”).
– Billy Zane i et subplot der aldrig bliver fulgt op på.
– Michael Madsen, nu mere fejlcastet end nogensinde før!

Desværre er netop denne film ikke nær så morsom. Jeg har på fornemmelsen at dette skyldes en kombination af flere ting: Den vigtigste er nok, at der er ikke alene er blevet klippet visse af de episk overspillede replikker ud. De findes dog som ekstra-materiale, men man har ved dvd-release ikke givet os den fulde version – den kommer kun ud på blu-ray til fladskærmstosserne! Son-of-a…

En anden faktor er at Boll har castet folk i de lidt for rigtige roller i Schwerter des Königs. I Bloodrayne formåede han på smuk vis at placere folk i kostumer, de aldrig burde have været i. Eksempelvis er det i Bloodrayne ikke langt nok ude at forestille sig Statham eller Perlman som bad-ass bønder, eller Rhys-Davies som troldmand, eller Reynolds som konge. Heldigvis er der de ”sorte riddere” (husker du hvor god Morgan Freeman var i Robin Hood? Godt. Prøv så at forestille dig Michael Jordan i samme rolle), Liotta der spiller sin rolle cirka lige så meget som Jeremy Irons gjorde i D&D – og ikke mindst Matthew Lillard som den onde, onde nevø til kongen. Han overspille fuldkommen hæmningsløst, med kaskader af klynk, klage og ynkelighed. Det er fantastisk. Man kan ikke tage øjnene fra ham. Den sidste faktor er, at Uwe har haft for mange penge at gøre godt med i Schwerter des Königs. Heldigvis floppede filmen, så vi kan forvente, at han kan blive tvunget til at give os trække på den gamle Boll-magi, næste gang.

Men der er nu alligevel mange gode øjeblikke:
– Klichéer som at helten er hittebarn, medens kongen har en søn der forsvandt, da han var lille.
– Ork-lignende skabninger der sætter ild på sig selv og affyres med katapulter (hahahaha!).
– Ninjaer i en middelalderhær. Bare de dog også havde inkluderet pirater og dinosaurer.
– Det faktum at én af hovedskurkene ikke dør, men blot skrives ud af handlingen!
– Kristanna Lokkens elver (eller hvad hun er) der skal hjælpe heltene med at komme ind i filmens Dungeon – men skrives ud af filmen i det øjeblik, de når frem!
– Heltene der drager op over bjergene og et dramatisk slag om natten i silende regn…
– Det faktum at Jason Stathams karakter
– i en verden, hvor pladerustninger er almindelige, på intet tidspunkt har andet på end sin bondedragt eller slås med andet end en stor kniv – selv da han indrulleres i hæren.

Det bedste øjeblik er dette: Helten nægter at slås for kongens sag, og drager af sted for at ransage sin sjæl. Der klippes, og han vender tilbage for at slås for kongen. Der er intet ophold mellem disse scener overhovedet!

Jeg er tilfreds nok med resultatet, men jeg frygter nu alligevel at Uwe er ved at mutere fra at være Ed Wood in spe, til at blive en slags tysk version af Bruno Mattei. Jeg håber inderligt, at han vil følge sine egne vanvittige indfald, end at gå hen og kopiere scener fra andre. Og det er der desværre optakt til, med denne film.

Men til gengæld vil Bloodrayne 2 have indtaget det danske marked for længst, når denne anmeldelse bliver bragt! Trash-film-karakter: 2. GYSELIG, hyle-morsom trash-film – specielt når den ses sammen med andre trash-fans!

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Fantasy, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

The Spirit

Udgivet den januar 22, 2009 af Admin

The Spirit
Film, USA, 2008, 108 min.
Instr.: Frank Miller
Medvrk.: Gabriel Macht, Eva Mendes, Samuel L. Jackson, Scarlett Johansson, Sarah Paulson, m.fl.

Will Eisners berømte voksen-tegneserie The Spirit, produceret mellem 1940 og 1956, står for mange tegneseriefans som et kæmpe mesterværk. Det er en crime noirserie fuld af drama, intensitet, humor, karikatur, vold, og underlige figurer. Redaktøren for avisen, hvori den først blev trykt, ville have en heroisk og kostumeret figur, så Eisner gav ganske enkelt The Spirit en maske. Spirit kæmpede mod ærkefjenden The Octopus (hvis ansigt man aldrig så; kun hans behandskede hænder) og havde jævnligt problemer med en række femme fatales, heriblandt spionen og barndomsveninden Sand Saref og den onde atomfysiker Silken Floss, som arbejdede sammen med The Octopus. Vigtigere end selve historien var uden tvivl det visuelle udtryk, hvor stærke følelser af både opgivende håbløshed og hårdnakket stædighed står malet i ansigterne på personerne. De udviser styrke, svaghed, frustration, melankoli, fortvivlelse – ofte i næsten ubærlig grad. Melodramaet matches af den ambitiøse fortælletekniske stil, hvor innovative sideopbygninger tydeligvis har inspireret mange senere tegneseriekunstnere, såsom f.eks. Jim Steranko. Den grafiske baggrund for det hele er storbyen, og den kirkegård hvor the Spirit har sin base, og begge dele er i tegneserien anvendt på yderst effektiv vis.

The Spirit-tegneserien er nok en af de allermest europæisk-agtige af alle amerikanske serier, netop fordi det visuelle og stiliserede betyder så meget mere end historien. Amerikanske tegneserier er traditionelt historie-drevet, mens de europæiske for mange af de mest kunstneriskes vedkommende i høj grad tenderer henimod det tegningsdrevne. Jeg er mere til historiedrevne serier, så jeg må indrømme, at jeg personligt aldrig har været den store Spirit-læser. Jeg synes ikke, der er substans nok i dramaet til at retfærdiggøre melodramaet. Men det er klart, at serien teknisk set er en storslået kunstnerisk præstation.

The Spirit blev første gang filmatiseret som en stilmæssigt ret almindelig TV-film i 1987. Jeg så den i fjernsynet engang, men husker ikke meget fra den. Den gjorde ikke det store indtryk – det mest interessante ved den var, at den kvindelige hovedperson blev spillet af Nana Visitor, kendt som Major Kira i Star Trek: Deep Space Nine.

Objektivt set er den nye Spiritfilm på mange måder en ganske fair filmatisering af tegneserien. Den indeholder en hel del af de ovennævnte elementer og figurer – men mangler andre – og den understreger det visuelle fremfor den egentlige historie, som er banal. At sætte Frank Miller til at instruere den (og lave storyboards) er en forståelig beslutning. Miller har allerede, både i sin Daredevil (Dk.: Dæmonen), Dark Knight og Sin City lavet historier, hvor storbyen på mange måder var den egentlige hovedperson, og det kan ikke undre, at mange mener at The Spirit må ligge lige til Millers højreben. Men Miller har et stort ego, og i den resulterende Millerisering af The Spirit, er der væsentlig mere Miller end Eisner. Miller kan godt lide sort/hvide effekter og elsker at simplificere både de narrative temaer og de grafiske udtryk. Derfor får vi godt nok en visuelt effektfuld noir-film, men med utrolig simple baggrunde der i høj grad minder om Sin City-filmen, og med action-scener der pletvist leder tankerne væsentligt mere hen på Millers Daredevil og Dark Knight end på Eisners Spirit. Der er enkelte scener som tydeligvis er hyldester til specifikke grafiske steder i Eisners tegneserieudgave, men de får ikke den tid og opmærksomhed, som de fortjener. Følelsesmæssigt kan filmen slet heller ikke hamle op med tegneseriens højstemte drama; figurene i filmen er voldelige, men ikke intense – volden er intetsigende og lavkomisk; den er helt blottet for den ikoniske alvorskvalitet, den har i tegneserien. Personerne er måske nok pletvist sjove og selv-ironiske; The Octopus’ klonede henchmen var ganske morsomme, og de fleste af Samuel L. Jacksons scener er også generelt ganske underholdende, omend ikke specielt meningsfulde. Figurene ender med hverken at være specielt effektivt karikerede eller specielt bizarre (selvom især Jackson virkelig prøver), og det endelige resultat, i kombination med den ligegyldige historie, er ærligt talt pivkedsommeligt. Især den prætentiøse og uoverbevisende voice-over hæver kedsommeligheden til fysisk smertefulde højder. I stedet for en tegneserie med god kunstnerisk dybde, får vi endnu én i en uendelig række af amerikanske film som lægger vægt på overfladisk stil frem for substantiel historie. Et skoleeksempel på en mindre kunstners ”visionære” be-/mishandling af en større kunstners værk. Det var simpelthen søvndyssende.

Karakter: 3 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Survivors 2008 – Pilot

Udgivet den januar 22, 2009 af Admin

Survivors 2008 – Pilot
BBC TV-serie, UK, 2008, 87 min.
Instr.: John Alexander
Manus.: Adrian Hodges
Medvrk.: Julie Graham, Paterson Joseph, Max Beesley, Zoë Tapper, Phillip Rhys, Nikki Amuka-Bird, Freema Agyeman, m.fl.

Jeg anmeldte den oprindelige Survivors tv-serie fra 1975 i Himmelskibet nr. 14, og udråbte den til en af de bedste SF-tv-serier nogensinde (i hvert fald den første af de tre sæsoner). Det er en ”post-apokalypse”, hvor en super-virus har udryddet det meste af befolkningen, og de få overlevende langsomt må finde en måde at genstarte civilisationen på. Første skridt er at få et samarbejde i gang, og bare dette er dybt problematisk i en verden, hvor folk må kæmpe for at overleve og hele tiden afveje tillid og mistillid; altruisme og kynisme mod hinanden.

Nu er den nye version af Terry Nations klassiker så startet. Faktisk udkom første sæson (seks afsnit) allerede på engelsk DVD d. 26. januar (kun en måned efter at 6. afsnit blev sendt på BBC), men jeg har af deadline-hensyn kun tid til at anmelde første afsnit her.

Når en film eller tv-serie genindspilles er resultatet sjældent på niveau med originalen, men det er mig en fantastisk glæde at kunne meddele at BBC har taget denne remake virkelig alvorligt, og produceret en serie fuld af alt det, der gør de bedste britiske tv-serier gode, hvilket frem for alt vil sige godt skuespil og et godt manuskript – men i det hele taget godt håndværk fra hele produktionsholdet, til trods for et budget, der ikke kan hamle op med amerikanske produktioner. Den nye version er pakket med absorberende spænding og stærke følelser, og figurene er faktisk væsentligt mere velafrundede i skildringen end i den originale serie.

Der er også diverse små-ændringer i historien. F.eks. er der et subplot med de videnskabsmænd, som tilsyneladende slap virussen løs, der lever i et underjordisk kompleks med deres teknologi, elektricitet og udstyr intakt. Hvor det i den originale serie kun var en person ud af 10.000 der overlevede, er det i den nye serie næsten 1 person ud af 100. Verden er altså knap så mennesketom som i den gamle serie, hvilket giver en lidt anden stemning. Folk kan finde sammen og organisere sig hurtigere, men får også brugt de sparsomme ressourcer hurtigere. Alt i alt får det nok plottet til at udvikle sig hurtigere, hvilket er en god ting. På den anden side kunne man indvende at civilisationen ikke nødvendigvis ville kollapse, når der stadig var 1% af befolkningen tilbage – jeg synes faktisk en ud af 100 mennesker er ganske meget i en sådan situation. De vigtigste steder (f.eks. elværker, landbrug og regeringen) kunne jo sagtens bemandes med sådan et antal – især med en imploderet service- og erhvervssektor. Så dér lider troværdigheden måske en smule.

Problematikken med smitsomhed virker nedtonet i den nye serie. I den gamle spurgte man alle nye mennesker, man mødte, om de havde haft sygdommen, og dermed var immun overfor den. For hvis ikke de havde haft den, kunne de blive smittede og dø. I den nye serie er nogle mennesker bare immune, mens andre har haft sygdommen og er blevet raske igen (modstandskraften kan altså være genetisk, således at hele familier kan overleve sammen, hvilket ikke skete i den gamle serie). Man har derfor ikke mulighed for at vide, om de folk man møder, som ikke har haft virussen, kan blive smittet.

Hvis man skulle nævne andre iøjnefaldende mangler, så synes jeg det er urealistisk, at alt hvad der hedder romance og sex tilsyneladende er udeladt. I en situation hvor alt er brudt sammen, og der kun er ganske få mennesker tilbage, tror jeg netop at folk ville skynde sig at danne par. Det ser vi imidlertid ikke her; det virker lidt som om BBC mener, det ville være under de kvindelige hovedpersoners værdighed, hvilket jo er noget nypuritansk pjat. I den originale serie blev parforholds-situationen faktisk brugt som et ganske aktivt plot-element. Men, dette er jo kun piloten; vi må naturligvis give personerne og deres indbyrdes forhold tid til at udvikle sig. Og det må vi håbe de gør, for selvom personbeskrivelserne er velafrundede, får man ikke ret meget at vide om de enkeltes respektive baggrunde. Men så er der jo i al fald noget at brodere videre på.

Den nye serie er kommercielt blevet en succes for BBC, og de seks afsnit i første sæson vil blive efterfulgt af endnu en sæson med yderligere seks episoder, hvilket jo er godt nyt. Og der er mere godt nyt: BBC er netop gået i gang med også at genindspille Day of the Triffids tv-serien fra 1981 (selvfølgelig baseret på John Wyndham’s roman af samme titel), som også handler om en verden, hvor de fleste mennesker er døde. Nu må vi se om det bliver for meget af det gode med to sådanne serier, eller om BBC formår at gøre dem væsensforskellige. Terry Nation’s Blake’s 7 er i øvrigt også på vej i genindspillet form, hvilket jo lyder uhyre spændende. Noget tyder på at vi går lysere science fiction-tider i møde!

Karakter: 9 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Film, Science Fiction, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Itras By

Udgivet den januar 12, 2009 af Admin

Itras By
Rollespil af Ole P Giæver og Martin B Gudmundsen
Kolofon Forlag, 2008, 152 sider

Aberne i parken på Myntekollen diskuterer Platon og spiller skak – og ofte vinder de. Små tykke mænd klædt i bowlerhatte og stok, nyder livet, mens røgen fra deres cigarer hyller hele Kirkehaugen i en tåge. Sky løver ses snige sig væk fra baggårdene, mens De Sorte Skibe lægger til i havnen fyldt med varer fra Andetssteds. Alle ved at metroen er hjemsøgt. En rejse kan bringe dig for en tid ud i urskovens lidt melankolske efterårsro, eller hvis du er uheldig, den blytunge Rejse gennem Natten mod Dag. Hvis du synes at alt dette er langt ude, well, dette er blot få af de ting du kan komme ud for i Itras By.

Itras By er et terningsløst Indierollespil i den surrealistisk genre. Fortællingen er sat i 1920’erne og blander elementer og stemninger fra alle mulige fortællinger, film og tegneserier såsom Delikatessen, Sin City, H.P. Lovercrafts horror, Jules Vernes ‘fantastiske’ fortællinger, Agatha Christies detektivromaner, Will Eisner, Bertolt Brecht og mange mange flere. Itras By vender fortællingen på vrangen ved at bruge virkemidler fra drømme og galskab uden strenge krav til logik. Virkeligheden er stadig udgangspunktet, men drømmene og mareridtet er krydderiet.

Det er en fælles fortælling, hvor spillerne bidrager meget mere aktivt, end du kender det fra traditionelle rollespil. Det er selvfølgelig stadig spillerens ansvar at styre omverdenen, de begivenheder der sker omkring spilpersonerne og de bipersoner som de møder – men tilfældet – og dine medspillere – leger med. Itras By benytter sig af to sæt kort, som kan dreje fortællingen i ukendt retning.

Det ene sæt kort, Handlingskortene, bruges til at afgøre udfaldet af en scene. Fortællingen afgøres mest i dialog mellem spillerne og spillederen, men nogen gange kan det forøge spændingen at have et element af usikkerhed. Du kan f.eks. trække kortet ‘Ja, men’; ”Du får til det du prøver på, men konsekvensen er noe helt annet enn du forventet.” Kortet giver du til en anden spiller efter dit valg, som så skal fortælle, hvad der så sker; f.eks. kunne din spilperson være i gang med at bryde ind i et hus og stjæle en bestemt dagbog. Din medspiller fortæller dig at i stedet for hans liv, læser du en beskrivelse af din hverdag med det lille tvist, at der står at du føler dig overvåget fra skyggerne…

Chancekortene er med til at bidrage til den surrealistiske stemning i Itras By. De bruges hvor der er en situation i fortællingen, men hvor det er lidt uklart hvor den skal bevæge sig hen. Kort kan f.eks. betyde at I gennemspiller scener, som er foregået tidligere i fortællingen, og som har haft påvirkning på den scene I er i gang med, spoler frem i fortællingen og i et snapshop fortæller hvilken sindstilstand jeres spilpersoner så vil være i, at stemningen fuldstændig skifter om fra f.eks. det lette til det mørke, eller at spil- eller bipersoner træffer pludselige og muligvis skæbnesvangre valg. Itras By benytter sig i høj grad af improvisation, hvor alle er aktive deltagere. Man skal være parat til at give hinanden rum og være åben for nye ideer.

Verdenen, eller byen, er godt beskrevet med alle dens kvarterer og ødemarken omkring den. Der foregår masser af skumle og underlige ting bag de hæklede gardiner og der er masser af konflikter at give sig i kast med. Der er seks forskellige forslag til kortere og længere kampagner, og et mere fyldigt eventyr, som du kan starte ud med og bygge videre på. Itras By er meget stemningsfuld og inspirerende. Problemet med lidt usædvanlige verdener kan nemt være, at du ikke helt ved, hvad du skal bruge det til. Her føler jeg, at forfatteren tager dig rimeligt godt i hånden og giver råd og vejledninger til, hvordan du får spillet til at glide. Den helt store udfordring ved Itras By er, dels at det meget bygger på improvisation, og dels kræver de ‘rigtige’ spillere.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Rollespil | Tagget , | Skriv en kommentar

HULK: Heart of the Atom

Udgivet den januar 12, 2009 af Admin

HULK: Heart of the Atom
HC Collection
Tegneserie, 240 sider
Marvel Comics, 2008
Skrevet af: Harlan Ellison, Archie Goodwin, Bill Mantlo mfl.

Denne hardcover-samling indeholder alle de klassiske historier om Hulks rejse til den subatomare verden K’ai, hvor han møder den guldhårede, grønhudede dronning Jarella, som kortvarigt bliver hans livs kærlighed. De originale historier i denne samling stammer fra Hulk #140, 148, 156, 202, 203, 205- 207, 246-248 og What If…? vol. 1 #23, som oprindeligt udkom mellem 1971 og 1980. Selvom jeg i forvejen ejer de originale numre, blev jeg nødt til at købe denne luksusudgave, idet den indeholder mine yndlings-Hulk-historier trykt på godt papir, hvor tegninger og farvelægning kommer til sin ret. Jeg vil i det efterfølgende referere sagaen i hovedtrækkene, men mange subplots, action-scener og andre detaljer er naturligvis udeladt.

Kimen til den subatomare saga lægges af Harlan Ellison, som lægger ud med en historie der har den ærke-Ellisonske titel The Brute that Shouted Love at the Heart of the Atom. Rumskurken Psyklop planlægger at skrumpe Hulk ned til mini-størrelse, så han kan studere ham i et mikroskop, men da the Avengers griber forstyrrende ind i Psyklops planer, løber formindsknings- processen løbsk, og Hulk ender i en subatomar verden, hvor han redder en nærliggende jadegrøn by fra nogle glubske kæmpe-vortesvin. Byen bebos af grønhudede mennesker, der regeres af dronning Jarella. Ved hjælp af hendes vismænds blanding af videnskab og magi bliver Bruce Banners bevidsthed fremherskende i Hulks skikkelse, og de to forelsker sig i hinanden. Som den store kriger han er, vinder Hulk snart folkets gunst og hyldest, men, netop som han skal giftes med Jarella, finder Psyklop ham igen, og snupper ham på tragisk vis bort fra Jarellas verden og tilbage i hans egen.

I den efterfølgende historie, forfattet af Archie Goodwin, er det Jarellas egne vismænd som finder en magisk måde at overføre hende til Hulks verden på, så hun og Bruce Banner kan være sammen igen. Imidlertid forårsager dette en af de berømte ”rifts in the fabric of space- time”, og truer med at få vores sol til at gå nova! Eneste løsning er at sende Jarella tilbage til sin egen verden igen og derved genoprette balancen.

I næste historie (stadig af Archie Goodwin) har den gådefulde Shaper of Worlds, som normalt skaber drømmeverdner, forbarmet sig over Hulk og sendt ham til Jarellas verden, fordi intet andet kunne gøre Hulk tilfreds. Her finder Hulk – som igen har Banners bevidsthed – imidlertid at den onde Lord Visis har overtaget magten og er ved at tvinge Jarella til at blive sin brud! Hulk får naturligvis snart forpurret disse planer og reddet Jarella. Men Hulks mikrostørrelse skyldes et skrumpe-serum, som han havde fået af myremanden Henry Pym i den forrige historie, og dets effekt begynder nu at tage af, så Hulk igen vokser, og netop i sin triumfs time endnu engang må forlade Jarellas verden.

Så kommer vi så til historien fra Hulk #202 og 203, skrevet af Len Wein. Det der er sket forud for denne historie er, at Hulk i #200 er blevet skrumpet ned til mikrostørrelse; dog ikke helt ned til subatomar størrelse, men kun så lille at han kan sendes ind i hjernen på major Glenn Talbot (Betty Ross’ nye kæreste, efter at Hulk/Bruce mødte Jarella), hvor en superskurk har plantet en mental blokering, som Hulk (igen med Banners bevidsthed, takket være en hjelm, som psykiateren Doc Samson har lavet) skal ind og fjerne. Efter endt arbejde tør de ikke gøre Hulk stor igen af frygt for, at han skal ødelægge Talbots hjerne, og Hulk skrumpes derfor i stedet helt ned til subatomar størrelse. I #201 lander han på verdenen Terragonia, og kæmper mod et monster, men i #202 er han blevet transporteret tilbage til K’ai, Jarellas verden. Her er civilisationen kollapset, hovedsageligt fordi Hulk, idet han voksede, slog planeten ud af sin bane sidste gang, han var der. Nu er befolkningen faldet tilbage til primitive ritualer for at afværge de hyppige jordskælv, de plages af, og Hulk ankommer, lige som de skal til at ofre Jarella til guderne. Denne gang har Hulk dog ikke Banners bevidsthed, men den ustyrlige 5- åriges intelligens, som han typisk havde i denne periode. Og han får brug for sin arrighed, for Jarella skulle ofres til en ”bjerggud”, som viser sig at være en kæmperobot, som Hulk må smadre. Derefter dukker Psyklop op igen, og gør Hulk til sin viljeløse slave. Imidlertid laver Jarellas folk revolution, og kommer Hulk og Jarella til undsætning. Men netop som alt er vundet, og de fejrer deres sejr, lykkes det General Ross og Doc Samson at finde og forstørre Hulk, så både Hulk og Jarella bringes tilbage til vores egen verden. Og Hulk kommer til at smadre udstyret, så de ikke kan sendes tilbage igen – de er strandet.

Et mindre vigtigt eventyr fra Hulk #204 springes over, og vi genfinder vores romantiske par i #205-207 (stadig skrevet af Len Wein), som er kernen i sagaen. Bruce Banner og Jarella lever lykkeligt sammen, går i byen, på indkøb, spiser isvafler og det hele er fryd og gammen (især gammen). Men så krydser den mystiske Crypto-Man deres vej, og Banner må blive til Hulk for at stoppe ham. Desværre får Krypto-manden nogle murbrokker til at falde ned mod et barn, og Jarella springer selvopofrende til for at skubbe barnet væk – og begraves så selv under murbrokkerne. Og hun dør. For real. Og så går Hulk amok. I starten kan han ikke tro, at hun er død. Han bringer hende hen til Doc Samson, for at se om lægevidenskaben kan redde hende. Men nej. Så bringer han hende hen til Dr. Strange, for at se om magi kan bringe hende tilbage. Men heller ikke. Hun er borte. Hele Hulks uendelige fysiske styrke kan intet stille op. Resten af historien handler om, at Hulk raser og raser, og hans ven Dr. Strange forsøger med uendelig tålmod og forståelse at berolige ham midt i hans totale fortvivlelse. Det er uden sidestykke den mest rørende og pathos-fyldte Hulk-historie, der er lavet. (Og dog, der er faktisk et sidestykke i form af Hulk #256, som er en fantastisk historie om Israel/Palæstina- konfliktens absurditet.)

De resterende historier i denne samling, Hulk #246-248 af Bill Mantlo, og What If…? #23 af Peter Gillis er blot en coda til Jarella-sagaen. En skurk fortæller Hulk at General Ross og Doc Samson har beholdt Jarellas lig for at studere det, og Hulk får fat i liget, og hjælpes af selveste Captain Marvel med at bringe det tilbage til Jarellas subatomare verden for at give hende en værdig begravelse (efter lige at have kæmpet mod et par monstre, naturligvis). What If-historien handler om, hvad der ville være sket, hvis Jarella ikke var død. I så fald var Hulk blevet en Conanagtig barbarkonge i Jarellas verden. Udmærkede fortællinger, men i sidste ende kun afsluttende kommentarer på sagaens egentlige kød og blod. Heart of the Atom-sagaen er fra dengang superhelte-tegneserier var for læsere i alle aldere, og det er virkeligt et storslået håndværksmæssigt kunststykke at kunne skrive en historie, så både børn og voksne kan få stort udbytte af den på hver deres niveauer.

Tegningerne er et kapitel for sig. De tre ældste historier er tegnet af Herb Trimpe, mens han var på sit højdepunkt, rentegnet af tre forskellige rentegnere, Sam Grainger, John Severin og Sal Trapani, hvoraf førstnævnte og sidstnævnte, med deres kraftige skygge-effekter, passer eminent godt til Trimpes streg. Der er tale om virkelig klassiske tegninger. What If…?-nummeret er også tegnet af Trimpe, men rentegnet af den ret svage Mike Esposito, hvilket giver et noget ringere indtryk. De øvrige historier er tegnet af Sal Buscema, som jeg er sikker på, at jeg er en af verdens største fans af. Historierne fra #202, 203 og 205-207 er desværre rentegnet af Joe Staton, som jeg aldrig har brudt mig specielt meget om, men det er kun lidt mindre end totalt brilliant; det kunne sagtens have været meget værre. Det er først fra Hulk #241, at Buscema begynder at rentegne sine egne tegninger, og det får vi så glæde af i de her inkluderede #246-248. Sal Buscemas stil er ikonisk simpel, og ligeså ikonisk udtryksfuld, og den er for mig den definitive action-stil til Hulk-historier (og passer f.eks. også glimragende til Spider-Man). Og det har sikkert en del at gøre med, at det var Buscemas Hulk-historier jeg voksede op med, dengang de udkom på dansk tilbage i begyndelsen af 1980erne. De gjorde dybt indtryk, og jeg synes stadig den dag i dag at de er nogle af de mest klassiske superhelte-serier nogensinde.

Karakter: 10 ud af 10

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.19

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar