Lightyear

Animationsfilm, USA, 2022
1 time 45 minutter
Instruktør: Angus McLane
Stemmer: Chris Evans, Keke Palmer, Peter Sohn, Taika Waititi m.fl.

De fleste vil kende legetøjsfiguren Buzz Lightyear, som er en af hovedpersonerne i Toy Story-filmene. Filmen Lighyear giver sig ud for at være den film, som legetøjet er baseret på – en ganske sjov gimmick.

I filmens start ser vi en gruppe mennesker fra Star Command udforske en planet, der på overfladen ser ud til at være et muligt sted for en koloni. Desværre gemmer der sig nogle morderiske kæmperanker under overfladen, og der er tillige en masse lige så morderiske flagermusagtige væsener gemt i junglen. Der gives ordre til hurtig retræte inden kæmperankerne trækker rumskibet ned under jorden – men desværre kolliderer skibet, ført af Buzz Lightyear (Chris Evans), ekspeditionens næstkommanderende, med en klippe og må nødlande. Rumskibet kommer slemt til skade, og det krystal, der skal bruges til at rejse hurtigere end lyset, bliver ødelagt og skal genskabes med lokale materialer – ingen let opgave.

Buzz anser sig som skyldig i misæren, da han nægtede at tage mod hjælp under den skæbnesvangre flugt, så han melder sig til at teste krystallen i et mindre rumskib. Det går galt igen og igen – og hver gang det fejler, går der fire år på planeten, selvom det kun opleves som timer af Buzz.

Buzz oplever alle sine medrejsende blive ældre, mens han selv forbliver ung. Særligt går det ham på da hans kommandør og bedste ven, Alisha Hawthorne, er død efter at han kommer hjem fra en af sine testflyvninger, uden at han fik chancen for at sige farve.

Endelig lykkes det for Buzz at flyve hurtigere end lyset – men der er gået tolv år når han vender tilbage, og i mellemtiden er planeten blevet erobret af onde robotter. Han får kontakt med ‘modstandsbevægelsen’, som består af tre håbløse civilister, heriblandt Hawthornes unge datter Izzy (Keke Palmer). Hvordan skal de overkomme den uligt mægtigere fjende?

Plottet herfra er desværre meget forudsigeligt, og vi får indprentet budskaberne om at man skal lære at samarbejde og at selv tilsyneladende tabere har noget at byde på. Det er ikke dårlige budskaber, men de kunne godt præsenteres mere subtilt.

Filmens centrale figurer er sympatiske og sjove, især robotkatten Sox (Peter Sohn) og Mo (Taika Waititi), en ældre dame med hang til sprængstoffer. Der er også nogle sjove og spændende optrin undervejs, og især et lidt yngre publikum vil sikkert være ganske underholdt. For de lidt ældre er filmen til gengæld lidt meh – ok til en aften med let underholdning, men så heller ikke mere.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 64

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Black Panther: Wakanda Forever

Black Panther: Wakanda Forever
Film, USA, 2022
2 timer 41 minutter
Instruktør: Ryan Coogler
Medvirkende: Letitia Wright, Lupita Nyong’o, Danai Gu-rira, Angela Bassett, Tenoch Huerta, Martin Freeman m.fl.

Det kan virke underligt at lave en fortsættelse til Marvels første Black Panther-film fra 2018, eftersom skuespilleren i hovedrollen, Chadwick Boseman, døde i 2020. Men eftersom den første film blev en pæn kassesucces, skulle sådan en lille detalje ikke afholde filmselskabet fra at lave en fortsættelse.

Det er nu gjort meget pænt. T’Challa, Black Panther, dør i starten af filmen, og man får lige set nogle klip man havde nået at tage med Boseman i rollen. Titlen som Black Panther har altid været nedarvet, så en ny kunne påtage sig rollen, mest oplagt T’Challas lillesøster Shuri (Letitia Wright). Desværre skal ‘den hjerteformede urt’ bruges til at give Black Panther sine evner, og vi får at vide at Eric Killmonger brændte dem alle af.

Det er faktisk manglen på urten, der slår T’Challa ihjel. Som vist i første film, er Shuri et stort geni, men hun magter ikke at genskabe urten med bioteknologi. Så nu står Wakanda uden sin beskytter. Det benytter andre nationer sig af til at prøve at frarøve Wakanda noget af det værdifulde vibranium, som kun findes i Wakanda, men heldigvis kan Wakandas garde af kvindelige soldater, Dora Milaje, anført af Okoye (Danai Gurira) sagtens tage sig af de angreb.

Stormagternes sult efter vibranium er imidlertid så stort, at de søger efter supermetallet på havets bund, godt hjulpet af en detektor, der kan spore metallet på afstand. Men da det endelig lykkes at finde en åre, bliver forskerholdet angrebet og myrdet af mystiske undervandsmennesker med blå hud.

Vi bliver informeret om at disse folk kommer fra undervandsriget Talokan, ledet af Namor (Tenoch Huerta), en superstærk mand med vinger på anklerne a la Merkur, som han faktisk kan flyve med.

“Talokan?” hører jeg Marvel-læsere spørge. “Er Namor ikke fyrste af Atlantis?”. Jo, i tegneserien er han, men i filmen har man opfundet et helt nyt rige med en helt andet forhistorie, sikkert for ikke at blive anklaget for at plagiere DC-filmen Aquaman, der netop handlede om en superhelt, der er fyrste af Atlantis. I tegneseriernes verden kom Namor ellers først, men det ved de færreste seere nok.

Så langt, så godt. Men nu bliver det mærkeligt. For Namor giver Wakandas ledelse skylden for at gøre opmærksom på eksistensen af vibranium, og derfor er Wakanda skyld i jagten på metallet – en jagt der truer Talokan, der er bygget omkring en stor vibranium-forekomst.

Namor stiller Wakanda et ultimatum: Enten myrder de opfinderen af vibranium-detektoren, eller også erklærer Talokan krig mod Wakanda.

Det giver simpelthen ikke mening. Angiveligt gør Namor det for at tvinge Wakanda i en alliance med Talokan – men mon ikke Wakanda ville støtte Talokans optagelse i FN og bruge landets politiske og militære magt til at beskytte Talokan, hvis de blev bedt om det? I stedet skaber Namor øjeblikkeligt et fjendskab mellem de to nationer, for naturligvis vil Wakanda ikke myrde en uskyldig forsker (som viser sig at være den unge kvinde Riri Williams, der vil være kendt af Marvel-læsere som Iron Mans afløser Ironheart). Hele plottet er en undskyldning for at genskabe tegneserierne konflikt mellem Wakanda og Atlantis, men det fungerer ikke specielt godt her.

Resten af filmen består af lange og gentagne kampe mellem Talokan og Wakanda; kampe der ikke just hjælper de to nationer og stiller begge i dårligt lys i verdenssamfundet. Hvordan det hele ender, vil jeg ikke afsløre, men det er nok ikke så svært at gætte.

Filmen er hæderligt spændende, ganske flot og dygtigt spillet af gode skuespillere. Men nogen stor film er den ikke – undtagen muligvis hvad angår budgettet.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 64

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mikkel Starup – Det første

Det første
Roman af Mikkel Starup
Forlaget AnTenna, 2022, 560 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Det var i år totusindeogtrogtredive, at den sidste dør blev lukket. Der var egentligt ingen grund til at låse den, men automatikken gjorde sit arbejde, uden overvejelser, og der var ikke kommet nogen kontraordre.

Dette er en af de første sætninger i bogen, og den fangede mig med det samme, da jeg syntes dette lød som en interessant prolog til en bog, hvor bagsiden allerede havde afsløret at historien finder sted hvor en række soludbrud har forstyrret ikke kun jorden med også menneskets hjerne.

Bogen kunne have heddet Det sidste og det første, da den er opdelt i to dele. Det første afsnit har overskriften ”Det sidste”, og handler om tiden op til hvor verden ændre sig drastisk. Den anden del er så ”Det første” hvor vi følger personerne efter soloudbruddene.

Vi følger 6 personer igennem bogen, og deres historier flettes sammen på forskellig vis. Historien i sig selv fletter sig også ud og ind af sig selv, og mere end en gang måtte jeg lige gå tilbage og genlæse dele af et kapitel for at prøve at holde tråden.

Bogen beskrives på bagsiden som en pendant til forfatterens fagbog Lovbogen (AnTennA, 2012) om det ideelle samfund. Jeg har ikke læst denne fagbog, og det er således ikke en forudsætning at man har læst den, men jeg tænker at der er både referencer og handlingstråde der måske ville stå klart hvis man havde den in mente.

Det er bestemt kun godt nogle gange at blive udfordret som læser, og at alt ikke kun er lineære fortællinger. Jeg endte i store træk med at læse bogen over et par aftener, for at holde fokus og forsøge at holde styr på historiens tråde.

På samme måde som den indledende sætning fangede mig, så var der også et andet sted hvor en sætning virkeligt vakte min interesse. Det var ved præsentationen af den sjette af historiens personer, hvilket starter med sætningen ”Den sidste af vores seks hovedpersoner i denne historie hedder Richard”. Det der var ved denne ret simple sætning var at for første gang i bogen gik fortællerstemmen ind og talte direkte til læseren. Min tanke igennem resten af bogen var at dette må betyde at der er noget helt specielt med denne karakter. Da man senere finder ud af at en anden af personerne er ved at skrive en bog hvor handlingen blander sig med den bog man selv sidder og læser var jeg ved at tænke om den forfatter så var den fortællerstemme som jeg oplevede. Bogen benytter sig dog ikke af dette greb med at forfatteren, eller fortælleren træder ind i historien andre steder. Den arbejder dog hele tiden med konstruktioner inde i konstruktioner.

I anmeldelser indleder jeg gerne med et kort handlings resume for at give et indblik i hvad det er for en historier. Det giver dog ikke den store mening her, for et handlingsreferat vil alligevel ikke give et billede af hvad dette er for en bog. For igen at refererer bagside teksten så er dette i rejse ind i en eventyrlig drøm, og ligesom drømme kan virke fragmenteret så hænger de alligevel vel på deres egen måde sammen, hvilket også kan siges om denne bog.

Så på mange måder en bog der er meget anderledes end hvad jeg ellers læser, men den er bestemt værd at tage ”kampen” op med, om ikke andet så for udfordringens skyld, for alt skal ikke være lige som alt andet.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | 1 kommentar

Sinus Reuss – CPH under vand

CPH under vand
Roman af Sinus Reuss
Science Fiction Cirklen, 2022, 240 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Efter klimaforandringerne har været skyld i stigende vandstande, er flere byer blevet oversvømmet. Beboerne har indrettet sig på dette og byerne er omdannet til flydende byer, og beboerne i de nederste etager har enten sikret leglighederne med indtrængende vand, eller købt møbler der kan flyde hvis vandet trænger ind.

København er blevet til en af disse flydende byer, og mange har tilpasset sig denne møde og leve på og kunne ikke drømme om at flytte tilbage på land.

Nini bor i det midtjyske og bryder sig ikke om tanken om at leve i en vandby. Hun har faktisk så meget imod tanken at hun ikke har besøgt sin bror Kim i de seks år han har boet i CPH. Efter endnu et forlist forhold trænger hun dog til en ferie og beslutter sig for at tage over og besøge ham.

Kim er i gang med et fotoprojekt sammen med Kat. De to flirter heftigt, og de lægger meget i luften at de skal finde sammen, men det er ikke sket endnu. De sker dog en aften under en orkan, hvor de har overtalt Nini til at tage med til en fest på en færge. ”Hvem helvede får den idé at holde en fest på en færge når der en orkan?” er Ninis tanken om festen mens hun desperat forsøger at overleve den kraftige søsyge hun rammes af. Kim og Kat har kun øje for hinanden, så Nini er overladt til sig selv. Hun bliver dog reddet af en smuk kvinde, og pludselig er hun selv midt i en kraftig flirt.

Bogen er ikke en bog om klimaproblemerne, men derimod en fortælling om et samfund der har indrettet sig på de nye forhold. Der er masser af ny teknologi i bogen der passer til den tid den foregår i, men science fiction delen er blot rammen om en fortælling om nogle mennesker der forsøger at find sig til rette i verden og i kærligheden.

Der er også nogle mystiske ved Kim og Kats fotoprojekt, hvor de tager billeder i den gamle verden under vandet. Det er som om Kat kan se fortidens mennesker når hun fotograferer, noget andre ikke ser, men for hende er det meget virkeligt.

Det oprindelige manuskript var oprindeligt en samling af 4 noveller, men det endte med at de to af novellerne blev skrevet sammen til bogen som den er nu. Det er nogle gang jeg godt syntes man kan fornemme at det var to historier der var skrevet samme, men i det store hele så fungerer den fint som den roman den endte ud med at blive.

I en tid med noget fokus på klimaproblematikkerne er denne bog et ganske godt bud på hvordan samfundet kan ske at måtte indrette sig i fremtiden.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | 1 kommentar

Jakob Drud – Manden fra Sombra – Skyggelinsen 1

Manden fra Sombra – Skyggelinsen 1
Roman af Jakob Drud
Forlaget Brændpunkt, 2022, 166 sider

Anmelder eksemplar leveret af forlaget

Martins skole har været udsat for hærværk hvilket har gjort lærerne mistænksomme overfor eleverne. Martin syntes det er endnu mere mistænksomt at allerede samme dag som hærværket er blevet opdaget bliver der sat overvågningskameraer op flere steder på skolen, og han syntes der er noget mystisk ved manden der sætter disse kameraer op. Og endnu mere underligt er det at det virker som om manden hvisker et noget på et mystisk sprog da han installerer kameraerne, samt den mystiske skygge der breder sig ved kameraet. Det så også ud somom mandens skruetrækkeren forvandler sig og udsendte lys imens manden bruger den. Martin ved dog ikke helt om han kan stole på de ting han ser, eller om han lige som sin mor der er indlagt på den psykiatriske afdeling da hun hører stemmer.

Martin og hans venner sætter sig for at undersøge dette lidt nærmere og forsøge at bekæmpe overvågningen. Skolen er ellers lidt et fristed for Martin og hans bror, for deres far drikker, og kan ofte finde på at være voldelig over for drengene. De må derfor også passe på at deres undersøgelser på skolen ikke provokerer de mistænksomme lærere, da de så risikerer der kommer besked hjem til deres far.

Bogens overnaturlige elementer er truende mod børnene, men den del af bogen som jeg fandt mest skræmmende, var beskrivelsen af det hjem som Martin og hans bror lever i. Som det ofte er, så kan den del der (desværre) er realistisk være mere skræmmende en alle de overnaturlige dæmoniske skabninger man kan beskrive. Det overnaturlige bliver nemlig inde i bogen, mens man ofte kommer til at forholde sig til den realistiske del.

Bogen er på mange måder en klassisk børne/ungdomsbog hvor hovedpersonerne er outsiderer der finder sammen for at undersøge noget mystisk, men den formår fint at blive sin egen fortælling, og ikke bare en kopi af en standard formel.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | 1 kommentar

Dorte Schou – Mission Menneske

Mission Menneske
Roman af Dorte Schou
Forlaget KRABAT, 2021, 203 sider

Anmelder eksemplar leveret af forlaget

Mission Menneske af Dorte Schou er en underholde, sød og sjovt børne-science fiction til de lidt større børn. Schou virker professionel og glad for sit arbejde. Det kan virke som en lidt sjov ting at starte en anmeldelse med, ikke desto mindre kan bøger for de yngre læsere være lidt svære for mig at komme igennem. Men denne var let og nem at læse og jeg glædede mig over historiens mange twists. Schou benytter sig af en masse kendte fortælleskabeloner, men så længe der er fyldt gode ideer i de genkendelige rammer, gør dette mig ingenting. Det er endda være en fordel med genkendeligheden i genrebøger.

Hovedpersonen Fox er en ung fyr i 8.-9. klasse, der er flyttet fra Chile til Lolland med sin chilenske mor og sin danske far. Pudsigt nok havde jeg taget bogen med til Lolland og jeg læste den med udsyn til de roemarker han beskriver som dødens pølse i bogens første halvdel. Især når Fox savner sine seje chilenske venner og deres afslappede livsstil.

Og så begynder historien ellers rigtigt. Fox er på vej til fest og kører alene om natten et øde, mørkt og landligt sted. Pludselig ser han en pige, der ligger på jorden og ser ud til at være kommet til skade. Uden at afsløre for meget er hun en livsform uden fysisk krop, men en del af en race, der er i gang med at producere menneskekroppe for at kunne invadere jorden.

Det kan være at jeg læser x-files referencer, der ikke burde være der, men det er en ret sjov læsning for en gammel fan af Mulder og Scully og god old school 1990er science fiction med konspirationsteorier og invaderende rumvæsner. Og så hedder hovedpersonen selvfølgelig Fox.

Liv uden krop er også et old school science fiction greb, eller måske snarere tidlige horror, jeg tænker for eksempel på hjernerne fra Venus fra H.P. Lovecrafts The Whisperer in the Darkness fra 1920 og mange andre. Tankekontrollerende rumvæsner – eller elverfolk eller guder – har altid være gode historier og er det også i Mission Menneske. Det er næsten noget x-files fanfiction over de første 3-4 kapitler, men det virker. Der er også noget meget 1980-90er over gruppesammensætningen af hovedpersoner og handlingen: En gruppe af venner, hvor nogle er forelskede, der er en nørdet dreng og en pige med ”særlige evner”. Eleven og Stranger Things har ikke genoplivet den tradition forgæves. Det fungerer helt fint og genkendeligt. Et af de store plotpoint handler om følelser som ”energikilde” (i bogstavelig forstand) og leder til gengæld tankerne, måske lidt ufrivilligt, hen på Monster’s Inc. Handlingen kulminerer i et meget ambitiøst astronomieksperiment i Atacamaørkenen og astronomi og stjernekiggeri er altid spændende.

Alle teenagere i bogen lever måske en smule for cool og frit for 8.-9. klasses børn, men forældre har måske opgivet den curlingstrategi jeg selv levede med i 1990erne og 00erne. Alting går måske lidt for glat for hovedpersonerne, der har overraskende mange penge og forbindelser og det når aldrig at blive hverdag i romanen. Det er nu helt befriende ikke at skulle læse sig igennem beskrivelser af deres skoledag med madpakker og matematiktimer indtil man venter på at handlingen går rigtigt i gang.

Mission Menneske handler om, ”hvad vil det sige at være menneske” og det er ret fin problemstilling at samle sig omkring for teenagere, der tumler med følelser og de samme spørgsmål.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Stine Bahrt – Urværkerne 2 – Mekaniske Hjerter

Urværkerne 2 – Mekaniske Hjerter
Roman af Stine Bahrt
KRABAT, 2022, 486 sider

Anmelder eksemplar leveret af forlaget

Mekaniske hjerter er den fine opfølger til Kuppelbyen Hemmeligheder fra den dystopiske steampunk ungdomsserie Urværkerne. Bind 2 handler også om pigen Pil, hendes venner, urværker-skolen og det meget fantasifulde og dybt originale samfund Bahrt har opfundet. Det første bind i serien udmærkede sig ved at have en imponerende moderne måde at beskrive den flydende seksualitet og kønsidentiteter som mange teenagere får lov at anerkende og udleve i 2022. Samtidig var det samfund, der blev beskrevet en smule anderledes end man er vant til i ungdomsromaner. Og det kan jeg lide.

I Mekaniske hjerter adskiller handlingen sig i samme takt fra de vanlige dystopiske ungdomsbøger. Uden at afsløre for meget, kom en slags magi ind i spillet allerede i bind 1 og dette fortsætter i bind 2. Der er masser for dem, der kan lide Carnival Row, Phillip Pullman eller de sidste sæsoner af HBO-serien (ikke bogserien) True Blood (if you know, you know).

Jeg har altid elsket genrebending – og det gør Stine Bahrt mesterligt, for en voksen er der måske en smule for meget fokus på teenagedrama og forelskelser, men det er kun positivt at jeg et sulten efter at høre mere om den verden Bahrt skriver om og mindre om følelser – Jeg kunne næsten ønske at hun skrev en voksenroman i samme verden.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Irene Scharbau – En sang for de levende

En sang for de levende
Roman af Irene Scharbau
Forlaget INDBLIK, 2022, 300 sider

Anmelder eksemplar leveret af forlaget

Irene Scharbau er journalist. Det kan både mærkes og læses. Hun har et skarpt blik for de store tendenser, der kommer til at præge det politiske og menneskelige landskab de næste par årtier. Noget af de bedste ved Scharbau er, at hun formår at beskrive samspillet mellem de forskellige tendenser.

Hun skriver kyndigt om alt fra sociale og følelsesmæssige konsekvenser af klimaforandringer, til sammenflettet lokal og international politisk udvikling – og om teknologisk udvikling som den store drivkraft for mange af de andre forandringer samfundet og verden oplever.

Romanens er bygget op omkring flere personers historier, både op igennem 2020-30erne og efter en stor katastrofe i 2055, der efterlader jorden uden elektricitet. Dette er en romanstruktur jeg virkelig nyder at læse. Det giver dynamik og nuancerede horisonter i handlingen. Scharbau skriver spændende og jeg nød hele den fascinerende cli-fi fortælling.

Min ene anke er måske personlig da jeg er fra Lolland, men ikke desto mindre: Hvorfor pokker er det blevet så moderne for preppers at ville ride stormen af på Lolland? (Ja, jeg ser dig, Kasper Colling Nielsen). Jeg undres. Der er dejligt, men det ligger smack-down-in-the-middle af Østersøen med både Tyskland og Rusland åndende i nakken. I øvrigt er Lolland ikke særlig øde og den mest udbredte afgrøde er (i en apokalypse) temmelig ubrugelige sukkerroer.

Lokalpatriotisme til side, giver jeg en varm anbefaling af En sang for de levende, der er en moderne, kraftfuld og meget velskrevet roman.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Billy O’Shea – Den anden havfrue

Den anden havfrue
Af Billy O’Shea
Oversat fra engelsk af Charlotte Kirketerp
Black Swan, 2022, 290 sider

Anmelder eksemplar leveret af forlaget

Bagsidetekst:

I 1992, blev H.C. Andersen’s originalmanuskript til Den lille havfrue stjålet fra et dansk museum. Sagen blev aldrig opklaret.

Flere århundreder senere bliver militærsamaritten Daniel Manston sendt til Kantarborg – det rige, der tidligere hed Danmark – for at finde og tilintetgøre et hemmeligt dokument. Hans mission mislykkes, og han bliver mistænkt for mord og landsforræderi. Han ender langt oppe mod nord på øen Svalbard, hvor han skal vælge mellem kærlighed og sin skæbne.

I et land fyldt med mystiske hændelser og fængslende mysterier – hvad er virkelighed, og hvad er ikke? Og kan man se forskellen, når ens liv afhænger af det?

Som sædvanlig vil jeg ikke røbe mere om handlingen, end forfatteren gør i sin bagsidetekst, for i min optik skal en anmeldelse nemlig ikke være en kort genfortælling af den aktuelle roman.

Til gengæld får læseren en teaser og forfatteren, i dette tilfælde Billy O’Shea, en kritik, som jeg håber vedkommende kan bruge i sit videre forfatterskab.
Den anden havfrue er nemlig en blanding af en rigtigt spændende og velskreven tekst og et, efter min mening, kaotisk plot, hvor specielt tiden forvirrer.
Skulle den meget korte bagsidetekst sammen med titlen og min anmeldelse give dig lyst til at læse bogen, så læg undervejs mærke til dens, synes jeg, alt for få og uklare henvisninger til, hvornår de forskellige handlingsafsnit foregår.
Prologen er der ikke tvivl om, for her fremgår det klart, at den foregår i 1992 i Odense, hvor vi møder en ung kriminalbetjent. Ham hører vi imidlertid ikke mere om, og det er der vel ikke noget galt i, for som det hedder i Carl Søebergs vise fra 1809 – Om hundred år er alting glemt.
I kapitel 1 foretager handlingen nemlig et gevaldigt spring frem i tiden til 2242.
Det har jeg det fint med, men til gengæld er jeg absolut ikke begejstret for, at Danmark nu hedder Kantarborg, mens det vi kender som England, tilsyneladende hedder Anglia.
Den manglende begejstring skyldes, at selv om vi angiveligt er sprunget frem til 2242, så foregår handlingen nu 10 år efter Københavns bombardement i 1807, og Rundetårn indgår i handlingen.
Det kan selvfølgelig være, at forfatteren mener historien gentager sig. Der omtales nemlig en forudgående kataklysme, som Rundetårn dog, foruden tiden, har overlevet. Tårnet fungerer nu som landingsplads for en nyskabelse, hvor udviklingen er fremrykket lidt i forhold til 1807, nemlig luftskibe.
Men hvis det er forfatterens idé, at det er historien som gentager sig, så er det vigtigt ikke at overse, at kapitel 13 foregår i det rigtige 1836, hvor H.C. Ørsted får besøg af H.C. Andersen.
Måske taler de om havfruer?
Selv om handlingen som nævnt tager sin begyndelse i 2242, så bidrager Rundetårn, luftskibe og de to H.C.’er til, at jeg, mens jeg læste videre, fortsat befandt mig i begyndelsen af det 19. århundrede. En vildfarelse, som jeg ikke blev hjulpet ud af, for hovedpersonens videre færd foregår nemlig i omgivelser, hvor intet, bortset fra nævnte luftskibe, antydede, at der var sket fremskridt.
Noget andet, som forvirrede mig i starten af bogen, var nogle meget meget korte kapitler, men her kan jeg berolige dig. Hvis du nu er blevet så nysgerrig, at du vil kaste dig ud i at læse Den anden havfrue, så skal du vide, at de giver mening, efterhånden som du læser bogen.
Apropos tiden. Noget, som jeg finder spøjst, er, at forfatteren konsekvent omtaler tiden før kataklysmen som ’Oldtiden’. Er det forfatterens opfattelse, at den tid vi befinder os i nu, skal betegnes som oldtid? – eller ligger forklaringen i Charlotte Kirketerps oversættelse?
Som jeg nævnte i begyndelsen, så er Den anden havfrue, bortset fra de beskrevne tidsmæssige uklarheder, rigtigt spændende og velskreven, og derfor er det lidt synd, at korrekturlæseren har overset flere fejl, end jeg bryder mig om.
Apropos kolofonen. Den viser, at der ikke har været en redaktør med i projektet. Det er en skam, for havde der det, så er jeg overbevist om, at han ville have givet Billy O’Shea et modspil, så de sammen havde fået fjernet nogle af de knaster, som jeg har nævner.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Bogen udkommer lørdag den 5. november på BogForum, hvor der afholdes en lille reception kl. 16 på Kingdom of Clockwork’s stand i Hal C. Alle er velkommen.

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Henrik Petersen – Lige før regnede det

Lige før regnede det
Roman af Henrik Petersen
Skriveforlaget, 2022

Anmelder eksemplar leveret af forlaget

Bogen starter hvor beboerne i Midgård er ved at prøve at komme ovenpå igen efter en næsten altødelæggende krig med De Fremmede. De Fremmede var ikke den bedst udrustede eller trænede hær, men de var mange og så var de nådesløse. Krigen blev kun vundet da man fik hjælp fra Skyggeridderne, en mindst lige så nådesløs magt, men i nøden måtte man række ud efter den hjælp man kunne finde. Nu tager Skyggeriderne sig så betalt, og det er nu dem der hærger, og de truer med at tage magten.

Vi følger Sylvi og hendes følge der er draget ud for at finde noget der kan trænge skyggeriderne tilbage, og ikke mindst noget der vil kunne sikre freden. Hun opsøger bl.a. Elverne som nok ville have muligheden for at trænge Skyggeriderne tilbage, men da de for mange år siden selv led store tab i en krig har de svoret aldrig at blande sig i krige igen, og de står derfor udenfor og observerer. De leder dog Sylvi på vej mod et sagnomspundet våben, bestående af tre ord som vil kunne fordrive ondskaben og sikre freden.

Forfatteren beskriver bogen som ”… en low-fantasy roman, som begynder der, hvor de fleste fantasyhistorier og eventyr ender.”, hvilket er meget passende. Hvor mange andre Fantasy bøger beskriver den store krig, eller en mission igennem fjendens linjer for at stoppe fjenden, så er vi her i tomrummet efter den store krig, men hvor krigsherrer stadig sidder på små magtenklaver. Selvom missionen bestemt er farefuld, så er det ikke den action fyldte jagt, men nærmere en rejse imod forståelse som Sylvi er på. Bogen kan derfor godt virke langsom i sin opbygning og handling, men formålet netop ikke har været at lave en action fyldt roman, så passer opbygningen godt til den historie som der fortælles, hvor fokus mere er refleksion.

Har man lyst til at kaste sig over en fantasy fortælling der ikke er som de fleste i genren, så kan jeg roligt anbefale at ham giver Lige før regnede det et forsøg.

Anmeldt af Thomas Winther

 

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar