Dune

Udgivet den oktober 2, 2021 af Admin

Dune
Film, USA, 2021, 155 min.
Instruktør: Dennis Villeneuve
Med: Timothée Chamelet, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Jason Momoa, Stellan Skarsgaard m.fl.
Musik: Hans Zimmer

Efter lang tids ventetid er den endelig kommet, Dennis Villeneuves filmatisering af Frank Herberts roman Dune (Klit) fra 1965 – eller rettere første halvdel af romanen, for Villeneuve har kløgtigt valgt at splitte murstensromanen op i to (måske tre) film.

Det er ikke første gang at romanen er forsøgt filmatiseret. Bag det første forsøg i midten af 1970’erne, som blev aflyst lige inden filmoptagelserne begyndte, stod den chilenske filmskaber (og senere tegneserieforfatter) Alejandro Jodorowsky, som fik aktiveret en mængde gode kunstnere – H.R. Giger, Moebius, Chris Foss – til at lave concept art og nogle spændende folk til at spille hovedrollerne, blandt andre Salvador Dali som kejseren, Orson Welles som Duke Leto, Mick Jagger som Feyd-Rautha og Jodorowskys egen teenagesøn til at spille hovedrollen. I 2013 blev der lavet en dokumentarfilm om dette projekt, Jodorowsky’s Dune, som på det kraftigste kan anbefales. I skrivende stund kan man finde dokumentaren på YouTube (engelsk tale med spanske undertekster).

Det andet og mere velkendte forsøg var David Lynch’s udgave fra 1984. Som så mange andre har jeg et had/kærligheds-forhold til denne film. Den har en stjernerække af skuespillere, flotte kulisser og (for tiden) hæderlige effekter, men instruktionen var stiv, og Lynch havde unødigt introduceret nogle ret fjollede elementer, som trak ned på dramaet.

Tredje forsøg var Sci-Fi Channels tv-miniserie fra 2000 i tre afsnit, skrevet og instrueret af John Harrison. Serien er ret flot, men instruktionen er middelmådig og mange af skuespillerne mangler den nødvendige karakter til at udfylde deres roller, og centrale elementer af historien bliver sprunget over. Blandt andet er det uklart hvordan Jessica og Paul havner ude i ørkenen efter Harkonnens angreb. Til gengæld får Prinsesse Irulan en meget mere aktiv rolle, og det synes jeg faktisk fungerer fint. Miniserien blev fulgt op af Children of Dune (2003), baseret på de to næste bøger i Dune-serien. Denne miniserie er langt bedre instrueret (af Greg Yaitanes) og har skiftet nogle af de mere svage skuespillere ud – bl.a. bliver Jessica nu spillet af Alice Krige, og Susan Sarandon kommer ind i en ny rolle som  Prinsesse Wensicia Corrino.

Både Lynch’s udgave og miniserien fejler på et for mig meget vigtigt punkt: Paul bliver portrætteret som en meget velvillig messias og erobrer, mens det i bogen bliver gjort klart at han meget modvilligt vælger denne vej, fordi det er den eneste han kan se, der ikke ender med at han får en kniv i ryggen. Jeg var derfor spændt på om den nye udgave fik dette rigtigt – og om filmen i det hele taget ville komme langt nok i handlingen til at nå til problemstillingen. Heldigvis kan jeg sige ja til begge ting.

I det hele taget er filmen meget alvorlig og dyster, måske i et bevidst forsøg på at distancere sig fra de mere kulørte Star Wars-film, som Dune uværgeligt vil blive sammenlignet med. Da jeg i biografen ventede på at komme ind og se filmen, kom en flok unge mennesker ud efter at have set en anden film. De stoppede ved plakaten for Dune, og en mente at det var en Star Wars-efterligning, mens en anden mente det måtte være en Marvel-film. Bevidstheden om den rolle, Dune spiller i science fiction-genrens historie, mangler i de yngre generationer, som nemt kunne komme til at afskrive filmen som uvæsentlig uden at have set den.

Spørgsmålet er så om Dune stadig er væsentligt nu, mere end et halvt århundrede efter at bogen er skrevet. Svaret må blive ‘måske’. Historien, vi bliver præsenteret for i denne første nye film, er langt hen ad vejen af Game of Thrones-typen med magtspil og forræderi mellem adelsfamilier, og den slags er selvfølgelig spændende, men ikke specielt nutidsrelevant. Til gengæld viser filmen ret klart hvordan de indfødte på ørkenplaneten Arrakis er manipuleret af grundigt planlagt propaganda til at tro at den unge Paul kan være den messias, de venter på – og dette budskab om manipulation er bestemt relevant i dag, om end det er uklart om Villeneuve tager afstand fra det – det kommer jo hans helt til gode.

Jeg vil ikke sige så meget mere om handlingen i filmen. Den vil i store træk være velkendt for de fleste, og jeg vil ikke spoile for meget for de, for hvem historien er ny. Det er dog værd at nævne at Villeneuve ikke holder sig slavist til bogens handling – mange ting er lavet om. Fx er Dr. Kynes nu en kvinde, og der er en længere sekvens mod slutningen, der ikke har et modstykke i bogen. Det er dog ikke noget der ændrer væsentligt på den overordnede historie, så det generede ikke mig.

En ting, man måske kan kritisere filmen for, er at den er meget karrig med oplysninger, som måske kan gøre flere ting svære at forstå for dem, der ikke kender historien i forvejen. Selvom Thufir Hawat bliver præsenteret som meget skarp, får man slet ikke forklaret hvad mentater er og hvorfor der ikke findes elektroniske computere; noget som David Lynch’s film faktisk klarer på en meget fin måde via figuren Piter de Vries, der i Villeneuves udgave er reduceret til en anonym bifigur. Vi bliver heller ikke præsenteret for the Spacing Guild og dens umenneskelige navigatører, som ellers er et ret interessant element. Det virker som om Frank Herberts komplekse univers bliver unødigt forsimplet trods den ere tid, Villeneuve har taget til at fortælle historien. Jeg håber at kompleksiteterne vil udfolde sig mere i fortsættelsen, hvor vi formentlig også bliver præsenteret for mange af de figurer, der er udeladt i denne film, bl.a. Kejseren, Prinsesse Irulan og Feyd-Rautha.

Noget af manglen på oplysninger skyldes nok at Villeneuve (nok meget kløgtigt) har valgt at undlade de voice overs, der blev brugt i Lynch’s udgave til at fortælle os personernes indre tanker. Film skal ikke have talebobler, selvom de kan virke nok så nyttige til at håndtere de indre monologer, der fylder meget i romanen. I stedet bliver det til nogle lavmælte sætninger, som figurerne mumler til sig selv – og selv dette greb bliver anvendt særlig tit. Til gengæld er der undertekster på, der oversætter det for nogle af hovedpersonerne lokale sprog og selv det tegnsprog, som Jessica og Paul bruger til at kommunikere diskret med hinanden.

Hans Zimmer har lavet et bombastisk og dramatisk score til filmen, som måske nogle gange virker en tand overdrevet, som om musikken skal understrege dramatikken i stedet for bare at understøtte den. Det blev ikke bedre af at lyden, i den biograf jeg så filmen i, blev skruet mere op end anlægget kunne håndtere. Musikken blev af begge grunde mere forstyrrende end godt er; noget som de fire jeg så filmen sammen med alle var enige om.

Alt i alt vil jeg sige at jeg ikke var skuffet over filmen. Der er som nævnt nogle ting, jeg savnede, men det vil der vel altid være når et komplekst bogværk bliver omsat til film. Det samme var fx tilfældet med Ringenes herre-filmene, der helt havde skåret Tom Bombadil og Dyssehøj ud. Skuespillerne gør det generelt godt, om end Rebecca Ferguson som Jessica måske virker mere sød end sej. Rumskibene og kulisserne er flotte og giver en fornemmelse af at alting er gammelt, og ornitopterne er lavet helt rigtigt, så de ligner guldsmede i flugt. En ting, jeg godt kan lide, er at Villeneuve giver sig god tid, især i starten af filmen, uden at føle et behov for at der skal ske noget dramatisk hele tiden. Dette har fået nogle kritikere til at kalde filmen langtrukken, men jeg opfatter det som et plus, og det skaber en kontrast mellem starten af filmen, hvor dramaet især udspiller sig på den politiske arena, og slutningen, hvor en hel masse voldsomt sker på én gang og kulminerer med et stærkt oplæg til næste film. Som Paul siger: Dette er ikke en slutning – det er en begyndelse.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 62

Udgivet den september 28, 2021 af Admin

Himmelskibet 62
Efterår, 2021
134 sider.
Forsideillustration: Anne Dorthe Seberg Hansen
Layout & montage: Klaus Æ. Mogensen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6360

Indhold:
Redaktionelt
Figurer i rollespil – Artikel af Bjarne Sinkjær
Vilde universer, Endagesfestival i Aarhus
Opgøret på konglomerat – Novelle af Cato Pellegrini
ANMELDELSER: FILM, TV OG SPIL
• Black Widow
• Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings
• Dune
• Loki
• Marvel – What If…?
• Hilda
• The Suicide Squad
Nebula Awards – Reportage af Klaus Æ. Mogensen
Shirley Jackson Awards – Reportage af Klaus Æ. Mogensen
Niels Klim-prisen – Reportage af Klaus Æ. Mogensen
Diverse priser – Reportage af Klaus Æ. Mogensen
ANMELDELSER: BØGER OG TEGNESERIER
• Marko Eldfell-trilogien – Romantrilogi af Ørjan Nordhus Karlsson
• Skaberværk – Roman af Nis Dahm Sperling
• Fyrtårn, De knuste dimensioner – Romaner af Alex Mangor Grave
• Hypernova: Trinity – Roman af Martin Willer
• Udhængt – Roman af Per Jacobsen
• De III Udvalgte – Mogthunheims Forbandelse – Roman af Paul Anthony Sørensen
• Skæbnekløver – Stjernedrømme – Roman af Mikkel Wendelboe
• Read.Die.Repeat
• Atlantiz – Roman af Publius Enigma
• Stonelegenderne – Roman af Danny H. L. Nielsen
• Sølvmåne – Roman af Mikael Rasmussen
Korte omtaler – Artikel af Thomas Winther
• Ruben Greis – Udød
• Nicole Boyle Rødtnes og Bjarke Schjødt Larsen – Den Store Zombiebog
• Josh Malerman – Malorie
• Karsten Brandt-Knudsen – Dan lærer at leve
• Lars F. Larsen – To Kill to Live to Kill
• Absurd nr. 4
• Videovold
• Fall of Gods – Bind 2 & 3
• Danish Trash (DVD)
• Tobias Stenbæk Bro – Kymoras masker – Et varsel om Storm 3
• Fantastiske Fabulationer 1 (antologi)
En lille guide til de største tegneserietegnere, Tegneserieklummen – af Tue Sørensen
Steve Perrin (1946-2021) – Nekrolog af Flemming R.P. Rasch
Ny fantastik på dansk – Bogliste af Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Publius Enigma – Atlantiz

Udgivet den juli 16, 2021 af Admin

Atlantiz
Roman af Publius Enigma
Forlaget Valeta, 2021, 421 sider

I Globalstaten lever alle evigt. Husk din daglige backup.

Zeta er en af de sidste børn der er blevet født i Globalstaten. Efter opfindelse af en teknologi der kan  regenererer et menneske ud fra en backup, er de kun få der dør og antallet af mennesker er derfor steget så der ikke længere er plads og ressourcer til yderligere befolkningstilvækst. Iltindholdet i luften er bl.a. lavt, og var det ikke for de store Oxyjuboes der svæverer over byerne ville der ikke være ilt nok. Det er derfor nu ulovligt at få børn, og jordemødre (kaldet Livsopretholdere blive jagtet og nogle sågar dømt til den ultimative terminering.

I bogens start omkommer Zetas mor ved en ulykke. Moderen har ikke fået taget backup, og kan derfor ikke regenereres og Zeta ender derfor hos en plejefamilie. De har dog primært taget hende ind da Globalstaten giver dem penge for at have hende. Hun har dog sin robot Robbi med sig, og han har bl.a. nogle optagelser af Zetas mor som hun høre igen og igen. En dag efter Zeta er er fyldt 15 år gammel og har været hos dem i 7 år, har plejefamilien endnu en gang har spillet alle deres penge op, så vil de sælge Robbie. Dette får Zeta til at flygte sammen med Robbie.

Vi følger hende nu ud i en flygt hvor hun tager den ene dårlige beslutning efter hinanden, og hun møder flere som hun ikke kan stole på. Desværre for hende er det først meget sent i hendes flugt at hun får det gode råd ”man ikke altid skal tro at andre vil én det bedste. I denne verden skal man altid se sig over skuldren. Hellere en gang for meget end for lidt”, og selvom hun syntes dette virker meget mistroisk, så burde hun have lyttet, for hun havner flere gang i situationer hvor folk ikke vil hende det godt. Senere er det dog hende der ender med at svigte så nogen der har stolet på hende.

På bogens forside står der at dette er en spændingsroman. Jeg har ofte kommenteret på at forlaget Valeta ofte ikke skriver når noget er science fiction, men bruger denne anden betegnelse. Men lige hvor denne bog passer det faktisk fint. Hvis bogen læses som en YA spændingsroman, hvor man følger Zetas færd fra den ene situation til den næste, så vil man være ganske fint underholdt. Hvis man derimod læser den som science fiction så er der alt for mange ting der ikke hænger sammen i den verden der er bygget op, eller i hvert fald ting der forklares alt for vagt. Det virker bl.a. somom slutningen er en som forfatteren først sent er kommet på, for historien slår lige pludseligt nogle gevaldige sving for at komme derhen.

Der var også forskellige ting der virkede forstyrrende. Bogen er skrevet med Zeta som fortælleren, men den har referencer til film som E.T, Hulk og Dune, hvilket virker mærkeligt at en 15 årig pige et godt stykke ude i fremtiden bruger den slags referencer.

Så læst som en YA action bog så er den fin, men hvis den skulle være interessant for en der gerne vil have hårdere science fiction, så skulle der nok have været en redaktør inde over som havde haft det fokus.

Anmeldereksemplar er leveret af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Ørjan Nordhus Karlsson – Marko Eldfell-trilogien

Udgivet den juli 12, 2021 af Admin

Ørjan Nordhus Karlsson – Marko Eldfell-trilogien – Norsk sci-fi-noir.

Bok 1: Huset mellom natt og dag. Vendetta Forlag 2014; ny udgave: Gyldendal Norsk Forlag 2019. 384 sider. NOK 199,- (Hft.)
Bok 2: Speilets bakside. Vendetta Forlag 2016; ny udgave: Gyldendal Norsk Forlag 2019. 365 sider. NOK 199,- (Hft.)
Bok 3: Den lengste dagen. Gyldendal Norsk Forlag 2019. 432 sider. NOK 379,- (Indb.)

Der udgives ikke ret meget ny norsk science fiction i disse år, men de bøger der trods alt udkommer, holder til gengæld en jævnt høj kvalitet. Visse tendenser tyder på at der er ved at ske en tilvækst af nye talenter: Indenfor de senere år har flere forfattere debuteret med opsigtsvækkende gode værker. I tillæg er der kommet nyudgivelser af Tor Åge Bringsværds romaner og en håndfuld klassikere af Dick, Huxley og Lem. Så tilbuddet er slet ikke så ringe endda.

Blandt de nye navne er Ørjan Nordhus Karlsson (f. 1970) formentlig den mest spektakulære. Han er sociolog, har uddannelse fra det norske forsvar og arbejder til dagligt som afdelingsleder i Direktoratet for samfunnssikkerhet og beredskap. Derudover er han en habil og vel meriteret forfatter af spændingsbøger, men han skriver også fantastik, både for voksne og børn/unge. Dét håber jeg, han vil blive ved med at gøre rigtigt længe endnu. Mere farverige og spændende bøger end de her omtalte, skal man lede længe efter.

De to første bøger blev udgivet af Vendetta Forlag – der satsede stort på at udgive fantastik på norsk – i henholdsvis 2014 og 2016. Desværre nåede de ikke at udgive det sidste bind i trilogien inden de indstillede virksomheden i 2017. Det var længe uvist hvad der ville ske med den sidste bog, indtil Gyldendal Norsk Forlag overtog rettighederne og valgte at udgive de to første bøger på nytt sammen med det afsluttende bind.

Huset mellom natt og dag 1-3, eller «Marko Eldfell-trilogien» som den også kaldes, er Ørjan Karlssons første bidrag til science fiction-genren. Lad det være sagt med det samme: Noget lignende er ikke blevet skrevet og udgivet i Norge, måske ikke i hele Norden, selv ikke i de mest produktive år. De tre romaner er actionfyldte technothrillers i bedste dystopiske tradition. Som et norsk ekko af William Gibsons Neuromancer og lignende bøger, dog uden at jeg tror Gibson har været et bevidst forbillede.

Trilogien er simpelthen usædvanligt velskrevet og af ypperste mærke. Her er ikke et eneste overflødigt ord, ikke en unødvendig scene. Sproget flyder let og ledigt, med overraskende og glitrende formuleringer, og beskrivelserne er så tilpas detaljerede, at man hurtigt danner sig et billede af hvad der foregår. I starten kan den første bog virke som en ikke-fantastisk pageturner, men man skal ikke have læst ret mange kapitler før man forstår, at det drejer sig om science fiction af den hårdtslående slags.

Året er 2106 og verden sådan som vi kender den, eksisterer ikke mere. Norge er blevet indlemmet i den nordiske enklave, kaldet Thule. Undtaget er den tidligere norske hovedstad, Oslo, der er blevet lukket ned – ingen slipper ud og ingen slipper ind. 21 år er gået siden et videnskabeligt eksperiment gik galt og kostede mere end én million mennesker livet. Ulykken har ført til et udbrud af genpest, hvilket har medført at flere typer mutanter og anden vederstyggelighed er opstået. Deriblandt Finkerne, som viser sig at have stor betydning for handlingen.

I denne uforudsigelige verden møder vi elitesoldaten Marko Eldfell, som har lykkedes med at holde sig skjult for sine overordnede efter at han deserterede for fem år siden. Han og 199 andre kvinder og mænd er produktet af bestræbelserne på at skabe en særlig art biologisk modificerede soldater. Imidlertid blev projektet afbrudt i fortid, og soldaterne mistede deres frihed og menneskelige rettigheder. Nogle er dog lykkedes med at undslippe, og der er udlovet en rundhåndet dusør til dem der fanger ekssoldaterne – levcnde eller døde.

Historien tager til i Tirana, Albaniens hovedstad, hvor Marko Eldfell lever af at udføre forskellige opdrag for Caliban, den lokale mafiaboss. Hurtigt kommer han til at stå i gæld til Caliban, og efter en tvekamp mod en af hans håndlangere, ender Marko med at flygte. Han og hans ven fra fortiden, legen Lenny, bliver samlet op og fløjet hen til et mystisk hus. Her møder de en mand som giver dem i opdrag at finde en af Markos soldaterkammerater, der efter sigende skal befinde sig i Nye Berlin.

Men Caliban er ikke den eneste der er ude efter dem. Også det tyske politi og den forhatte og mystiske internationelle organisation Maskerne er villige til at gå meget langt i bestræbelserne på at pågribe Marko Eldfell. Angrebet udvikler sig til en katastrofe af uante dimensioner, og ved slutningen af første bind står det klart at Marko og hans venner ikke kommer udenom at tage til Oslo.

Speilets bakside starter der det første bind stoppede. Handlingen bliver videreudviklet i flere parallelle spor og med en række forskellige synsvinkler. Tilsammen danner de et komplisert hele, som man dog alligevel fint klarer at holde oversigten over, takket være gode referencer undervejs. Bogen er hvis muligt endnu bedre skrevet end den første, og giver flere hint om hvad det hele drejer sig om.

Vejen til Oslo viser sig at blive både længere og mere farefuld end nogen havde set for sig. Vennerne kaprer en ældgammel flyvemaskine fra et museum, og begiver sig mod Norge. Turen går ikke helt som planlagt, de bliver nødt til at nødlande nær byen Tønsberg, syd for Oslo, og her møder de nye fjender, samtidigt som forfølgerne er hak i hæl. Mere skal ikke røbes her.

Den lengste dagen foregår i to parallelle tidsspor, så man skal læse overskriften i hvert kapitel nøje for at følge med i hvilken tidsperiode, man til enhver tid befinder sig i. Jeg vil ikke sige for meget om dette bind, bare at det opsummerer og forklarer det meste af det der er foregået forinden. Slutningen virker gennemtænkt og troværdig, logisk i forhold til historien.

Som jeg nævnet indledningsvis er bøgerne spændende som thrillers, fulde af mystiske hendelser og dulgte antydninger, som læseren inviteres til at gøre sig op en egen mening om. Forklaringerne er ikke mere omfattende end hvad de behøver at være, men alligevel fyldestgørende.

Forfatteren forteller i slutordet at bøgerne har taget ham syv år at skrive, og at universet i hvilket handlingen udspiller sig med tiden voksede både i bredde og dybde. Resultatet er blevet et helstøbt værk, som giver håb om at science fiction-genren (og gerne også fabelprosaen) i Norge står foran et nyt forår. Trilogien fortjener rigtigt mange (danske) læsere. Hvis Ørjan Karlsson i fremtiden skriver flere science fiction romaner, er han afgjort et hedt navn, det lønner sig at følge med på.

Anmeldt af Cato Pellegrini

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mikkel Wendelboe – Skæbnekløver – Stjernedrømme

Udgivet den juni 24, 2021 af Admin

Skæbnekløver – Stjernedrømme
Roman af Mikkel Wendelboe
Forlaget Krabat, 2021, 260 sider

Et majestætisk fartøj, der strøg igennem rummet på jagt efter uret og uretfærdighed, med en kaptajn så modig og stærk, at selv asteroidekæmperne gemte sig for ham. Skæbnekløver var de svages beskytter, og de uskyldiges frelser. Besætningen var helte hvis lod det var at frelse godhedens navn, og de gav gladelig deres liv for den gode sag. Deres tørst efter retfærdighed blev kun overgået af deres mægtige og mystiske kræfter.

Sådan lyder myten om Skæbnekløver, og for pigen Emilia, der lever i på en verden hvor alting er meget styret, lyder det som et rent eventyr. Hendes fra arbejder for Føderationens administration, og han har planer om at hun skal gøre det, men hun drømmer om at opleve andet end blot den sektion hvor det meste af hendes liv finder sted. En dag møder hun en ny pige i skolen. Pigen Stacy virker meget anderledes og går ikke så meget op i regler og hvad man må og bør.

Bogens titel taget i betragtning så ville det jo være nærliggende at tro at de to piger nu ville finde ombord på Skæbnekløver og rejse ud på eventyr. Men sådan er det ikke, vi følger derimod Emilia og hvordan hendes hverdag og skolegang ændre sig efter mødet med Stacy. Det bliver mere og mere tydeligt at snart vil ikke en gang hendes fars rang hos Føderationen kunne rede hende ud af den opmærksomhed der begynder at være for at hun er begyndt at opføre sig anderledes

Bogen er på mange måder et klassisk første bind i en serie, hvor det primære formål er at få etableret karaktererne og hele miljøet. Dette klare bogen ganske fint, og man ender med at have et fint indblik i hvilken verden det er Emilia bor på, og man for fortalt brudstykker af hvordan andre verdner måtte være.

Det vil nok ikke være at afsløre noget som kommende læsere ikke allerede selv havde regnet ud, men Emilias ønske om at komme ud på eventyr bliver opfyldt, men nok ikke på den måde som hun oprindeligt havde tænkt, og som læser må vi vente til næste bog med at finde ud af mere.

Bogens målgruppe er børn på omkring de 12 år, og dem er jeg sikker på den vil ramme ganske fint, for der er godt med fart over handlingen, og selvom det er længe siden jeg var 12 år gammel, så var jeg også ganske fint underholdt.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Fantasy, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Paul Anthony Sørensen – De III Udvalgte – Mogthunheims Forbandelse

Udgivet den juni 22, 2021 af Admin

De III Udvalgte – Mogthunheims Forbandelse
Roman af Paul Anthony Sørensen
Forlaget  HoneyBadger, 340 sider, 2020
https://detreudvalgte.dk/

Jeg er glad for, at jeg med mine beskedne 76 år falder inden for den aldersgruppe, som forfatteren Paul Anthony Sørensen skriver, at han henvender sig til med denne udmærkede fantasyroman, for det har givet mig en god og underholdende læseoplevelse.

Som jeg plejer at gøre i mine anmeldelser, så nævner jeg ikke meget om handlingen, men har fokus på helheden, sproget, plottet og formen, så forfatteren også får inspiration til at udvikle sig og blive bedre.

Bagsideteksen:

De tre venner, Seb, Elliot og Bjørn, finder et skrin på bunden af Øresund. Skrinet er en portal, og mod deres vilje er drengene pludselig De Tre Udvalgte.

Mission: Vend den dystre skæbne for landet Mogthunheim. Og det er med livet som indsats. Hver gang de falder i søvn, vågner de op i Mogthunheim. Men dør de i Mogthunheim, dør de også i deres egen verden.

De tre drenge får heldigvis deres helt egen skytsengel. Uheldigvis er han ikke altid lige kvik og giver nogle virkelig dårlige råd. Og hvad gør man så, når man står over for væsner, man end ikke turde drømme om eksisterede?

I deres egen verden skal de kæmpe mod skole-hjem-samtaler, eftersidninger og en ny megasnobbet pige i klassen. Og så findes der også et mørkets skrin. Hvem som helst kan være deres fjende og uhindret bevæge sig mellem de to dimensioner.

Garanti for mord, gennemført ondskab … og virkelig akavede øjeblikke.

Det er ikke en drøm. Det er virkelighed. Det er et mareridt.

Din søvn vil aldrig blive den samme.

Helhedsindtryk:

Mit helhedsindtryk af De Tre Udvalgte er, hvis jeg bruger en metafor om arkitektur, at bogen er et gedigent og fornuftigt murermesterhus, som havde været et mere spændende ’byggeri’, hvis en dygtig arkitekt havde været henne over projektet.

Sproget:

Her må jeg bruge en anden metafor, for i forbindelse med læsningen af De Tre Udvalgte, kom jeg sjovt nok til at tænke på hele Danmarks handy-mand, Flemming Leth. Han talte tit om at bruge sandpapir med forskellig kornstørrelse (jo højere værdi jo finere sandpapir) og havde Paul Anthony Sørensen fremstillet noget i træ i stedet for at skrive denne roman, ville Flemming helt sikkert have sagt, at træarbejdet flere steder burde være gået efter med sandpapir korn 400.

Der er desværre en del steder, hvor denne finslibning mangler, og derfor synes jeg, at det er dobbelt ærgerligt, at den ikke har fundet sted. Det jeg hentyder til er bl.a. ’ujævnheder’, hvor han eller personens navn benyttes alt for mange gange hurtigt efter hinanden i korte sætninger indenfor få linjer. Det gør teksten hakkende og kunne sagtens være glattet ud ved at lidt kreativt arbejde med formuleringen. Så fattigt er vores sprog heller ikke på ord.
Netop fordi teksten generelt flyder let, bliver de steder, der burde være ’slebet’, som hvidt, der er blevet endnu mere hvidt ved at være blevet indrammet i sort. En tur mere gennem sprogøjet og den havde været der.

Dette skal ikke afholde dig fra at læse bogen, for den er medrivende og spændende. Mit kritikpunkt skal derfor i lige så høj grad opfattes som en vejledning for læsere, der selv leger med tanken om at skrive noveller eller en roman.

Sprogligt udmærker bogen sig ved en tydelig og let forståelig tekst, idet forfatteren sparer læseren for at ville brillere med, at han mestrer svære fremmedord. Der er desuden meget få stavefejl, ligesom grammatikken er på plads, selv om jeg enkelte steder er uenig med ham om kommateringen.

Plottet:

Handlingen hænger fint sammen. Den er som nævnt spændende, og der er ingen tå-krummende modstridende passager, så den er som tidligere nævnt afgjort værd at læse. Bogen hører til den kategori, som jeg kalder ’ikke langtidsholdbar’, da den holder fast i sin læser, så du bør læse den op til en weekend eller i en ferie. Specielt synes jeg overgangene mellem de to dimensioner, som hovedpersonerne agerer i, glider rigtig fint og undertiden endda på måder, så man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, for ikke at sige grine.

Formen og ambitionen:

Om formen skriver Paul bl.a.:

”Jeg har udgivet en fantasyroman for tweens og young adults, men som mange voksne har vist sig også at være glade for. Både kvinder og mænd fra 20’erne til 80’erne. Nogen har sågar fældet en tåre.
Romanen handler om integritet, ledelse og venskab. Den er både gys, men også rigtig meget humor samt følelser og betragtninger, om hvad det vil sige at være menneske.
Ambitionen med romanen var for en gangs skyld at lave en kompromisløs fortælling med 100% mine egne ord, 100% mine værdier. Den er nemlig skrevet (i hemmelighed) til mine børn med et stærkt værdisæt, så de altid vil kunne ’høre min stemme’, når jeg en dag – om først forhåbentligvis mange år – er væk.”

Som jeg indledte med at skrive, så er jeg glad for at høre til den ’unge’ målgruppe af læsere under 80, for jeg følte mig godt underholdt, selv om mit formål med at læse romanen var at forholde mig kritisk vurderende til alle dens facetter.
Det lykkes efter min mening rigtig godt for Paul at snige sine budskaber om integritet, ledelse og venskab ind i handlingen, men havde jeg skrevet romanen ville jeg ikke selv have røbet, hvad hensigten var. Idéen med at lade hovedpersonerne repræsentere de forskellige værdier og være rollemodeller er rigtig fin, for jeg havde de samme tanker, da jeg skrev min egen Itapelet tetralogi. Når jeg valgte ikke at gøre det, var det ud fra den betragtning, at rollemodellerne skulle fremstå som selvstændige individer, der med egne meninger og holdninger inspirerede til refleksion og efterlevelse. Det er jeg bange for mister sin styrke, når forfatterren røber sin bagtanke.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

En Mand eller en Hær

Udgivet den maj 25, 2021 af Admin

En Mand eller en Hær
Infection, Vol. 2
Tegneserie af Casper Sand
Global Waste Publishing, 2021
58 sider + 10 s. ekstramateriale

I Himmelskibet #59 anmeldte jeg første bind af Casper Sands postapokalyptiske tegneserie Infection, og kort før deadline til dette nummer modtog jeg så et anmeldereksemplar af andet bind, En Mand eller en Hær.

Historien begynder hvor første bind sluttede. Vores helte, med den frafaldne Global Waste-officer Dave Blame som leder, er på vej væk fra piratøen Pirate’s Rock i et hangarskib lavet om til piratskib. Uheldigvis bliver skibet overfaldet af en elitestyrke fra Global Waste, og vores helte må flygte, godt hjulpet af en kæmpeblæksprutte, der tror den er Daves mor, og en papegøje, som tror den er en ged. Så er niveauet af seriøsitet ligesom lagt, og historien i Infection kan uden problemer karakteriseres som anything goes.

Inden vi får at se hvordan det videre går vores venner, får vi et lille mellemkapitel, der med en nyhedsudsendelse fortæller Global Wastes udlægning af begivenhederne til nu – en udlægning der forventeligt ikke stiller vores helte i et særlig positivt lyd. Derefter ser vi hvordan vores helte bliver samlet op af en lille flåde af lejesoldater, der alle i større eller mindre grad er blevet omskabt til kyborger, ledet af en radioaktiv kaptajn ved navn Neon. Heldigvis kan de to grupper finde fælles fodslag i kampen mod Global Waste.

Det er, kort fortalt handlingen i dette bind to, som langt hen ad vejen virker som et mellemspil før det store opgør mod Global Waste. Som ekstramateriale er der ti sider med figurdesign og historien om Casper Sands genvordigheder med at få lavet bindet færdigt. Undervejs i processen valgte Sand at gå over til digital tegneteknik for at spare tid – men omstillingen viste sig at være så svær at det tog ham halvandet år (ved siden af fuldtidsarbejde) at lave bare det korte mellem-kapitel! Det næste kapitel gik noget hurtigere, og i mellemtiden valgte Sand at selvudgive serien i albumform i stedet for som hidtil som webcomic, og det betyder at det sidste kapitel i dette bind ser dagens lys for første gang – og sådan kommer det også til at ske med de k0mmende bind, hvoraf nr. 3 er under forberedelse. Bind tre kommer til at hedde Revnen i Muren.

Infection er ikke nogen dyb tegneserie, og den er heller ikke dybt original, med en hel del inspiration fra de mere overdrevne mangaserier, men den er underholdende og ganske kompetent tegnet, i en meget karikeret stil, som muligvis kan afskrække nogle læsere. Personligt ser jeg frem til at læse hvordan historien videre udvikler sig.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Lilli Lund Christensen – Længslernes Nat

Udgivet den maj 24, 2021 af Admin

Længslernes Nat
Roman af Lilli Lund Christensen
Science Fiction Cirklen, 2019, 334 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Efter apokalypsen overlever mennesker – måske – på Månen.

Længslernes Nat følger den puertoricanske teenager Johnny, der er ung og hjemløs i en livlig, men kriminalitets-præget storby. Byen minder om Rio de Janeiro, men læseren finder hurtigt ud af, at det er en fattig, fremtidig udgave af New York.

Johnny er forældreløs, men lever en nogenlunde harmonisk tilværelse sammen med sin søster og en lille gruppe hjemløse børn. Johnny får dog problemer med en gadebande, og efter en dramatisk flugt bliver han reddet af en lille familie. Endnu engang lever Johnny, der nu har skiftet navn til Drake, en nogenlunde harmonisk tilværelse indtil en gruppe terrorister får fat i et nyt våben, der kan skabe jordskælv. og Jorden bliver ødelagt og ubeboelig. Drake (tidligere Johnny) var heldig og fik plads på et redningsskib til Månen, hvor menneskeheden overlever under store kupler.

Først efter denne lange kaotiske rejse kan Drake skabe sig en tilværelse på Månen, hvor han har fået job som opsynsmand og igen lever en tilsyneladende harmonisk tilværelse. På dette tidspunkt i romanen bryder Christensen den klassiske apokalypse-genre ved at introducere et spændende mysterium, hvor sorte kugler dukker op overalt og måske, måske ikke, vil i kontakt med måneboerne. Genrebruddet overrasker på en positiv måde, og romanen bliver først rigtig god efter Drake er nået til Månen. Første del af romanen (inden Drake kommer til Månen) kunne med fordel været skåret kraftigt ned, da det næsten føles som om, at selv forfatteren ikke kan vente med at komme til Månen og få startet den egentlige historie.

Flere temaer i Længslernes Nat minder om de temaer, der ofte behandles i bøger og film om generationsrumskibe og kolonisering af rummet; for eksempel de yngre generationers manglende indsigt i ting, der er meget svære at genskabe langt fra Jorden: bølgernes brusen, jord under neglene og vind i håret. Jeg er selv meget optaget af generationsrumskibe, og det er interessant at læse de typiske temaer behandlet på en månekoloni efter en alvorlig klimakatastrofe.

Det er særligt spændende, at de ‘månefødte’ i romanen synes at have udviklet en vrede over for de ældre generationer, der ødelagde Jorden og dermed de yngres mulighed for at opleve naturen. Dette minder ret kløgtigt om de yngre generationers klimaprotester, Fridays for Future og “ok, boomer”- kritik, og alene af den årsag, hvor de unges klimaangst og klimakritik bliver sat på spidsen på Månen, er Længslernes Nat en relevant læseoplevelse.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Årlige uploads 2021

Udgivet den maj 23, 2021 af Admin

Årlige uploads 2021
Antologi i to bind
Redigeret af Nils Anker Tønner-Oldefar
Forlaget Ildanach, 2021, 186 & 180 sider

Forlaget Ildanach udgav sidste år antologien Frygtelige Fynske Fortællinger og har indkaldt til næste udgave, så den kan blive en årlig tilbagevendende antologi. Deres nyeste antologi fortæller allerede med sin titel Årlige Uploads at dette er tænkt som starten som en årlig tilbagevendende udgivelse.

De 9 noveller i bind 1 er på omkring 20-30 sider hver, og som det er med antologier, er de meget forskellige og bringer os ud i forskelle aspekter af science fiction fortællinger.

Novellen “Usolidarisk” af Anna Line Søgaard finder sted i en tid hvor alle skal tage statskontrollerede adfærdsregulerende piller. Hovedpersonen er holdt op med at tage disse og begynder nu at reagere på forskellige følelsesmæssige indtryk. Han forelsker sig i en kollega, og han beslutter sig for at prøve at forhindre hende i at tage pillerne, således at hun måske kan komme til at gengælde hans følelser. Men er hun klar til at opleve den verden de lever i?

I “Piratben” af Christina Godman mister en lille pige sit ben i en ulykke og får et kunstigt ben, som hun omtaler som sit piratben. Den nye teknologi gør at benet med tiden stort set smelter sammen med hendes krop. Det er dog ikke kun fysisk at benet vokser sammen med hende, det påvirker også hendes psyke.

Noget sjældent set i antologier er novellen “Bøllebank på Planet Delta” af Niels Kjærgaard. Dette er en ‘Du vælger selv handlingen’-novelle. Vores helt nødlander på en planet, og vi skal nu som læser hjælpe ham med at vinde pigen og bekæmpe den uretfærdige tyran. Det er et underholdende lille indslag.

Min favorit er “Retfærdighed” af Helle Perrier. Alle domsafsigelser laves af et ukendt antal mennesker, der får en ultrakort præsentation af sagen og så i løbet af kort tid skal tage beslutning til hvilke af tre mulige straffe der er mest passende. Domsmændene bliver belønnet hvis de vælger samme straf som flertallet vælger. Det bliver dermed nærmere et spil hvor det gælder om at lure hvad andre normalt vil vælge, i stedet for at vurdere hvad der er retfærdigt.

Bind 2 består også af 9 noveller, og også her er der stor variation i novellerne. Der er first contact, hvor fremmede væsner dækker op til et ordentligt julemåltid, og en ferie der finder sted via tidsrejse. Mine favoritter i dette bind må være “Eftermælet” af Tobias Dahl og “Uvirkelig virkelighed” af Karsten Brandt-Knudsen, som henholdsvis handler om et forsøg på at genskabe en tabt verden og et forsøg på at genskabe sin familie.

Generelt en fin udgivelse hvad angår novellerne. Der er dog taget et redaktionelt valg (bevidst eller ubevidst) om ikke at lave indryk ved nyt afsnit, men de er i stedet lavet ved tekstblok. Dette er modsat af hvad man normalt gør i trykte bøger, og de manglende indryk er flere steder forstyrrende for læsningen, da det ikke altid er lige tydeligt hvornår der er et nyt afsnit. Jeg tjekkede efterfølgende i forlagtes tidligere udgivelse Frygtelige Fynske Fortællinger, men den led ikke at denne opsætningsfejl.

Der var også en af novellerne der var skæmmet af hvad der lignede en lang række tilfældigt satte bindestreger, hvilket jeg tror skyldes en omgang copy/paste fra en tidligere opsætning af novellen. Der var så mange af disse bindestreger, at det var forstyrrende for læsningen. Der var også en række andre opsætningsfejl som burde være blevet fanget af en afsluttende korrektur, hvilket giver indtrykket af at forlaget har haft travlt med at få opsat og trykt bogen, noget der er en stor skam, for det skæmmer en ellers god antologi. Herfra skal der i hvert fald følge en opfordring til at være mere opmærksom på opsætningen i kommende udgivelser.

Bøgerne indeholder heller ikke nogen forfatter-præsentationer, noget som alt for mange antologier desværre mangler. Jeg kan personligt godt lide at forfatterne ikke blot er anonyme navne, men at der lige er knyttet nogle linjer omkring dem i bogen.

Trods opsætnings- og korrektur-problemerne, så er det selvfølgelig novellerne der er det vigtigste, og disse holder fint til at jeg kan anbefale bøgerne, og jeg tænker da bestemt jeg også køber næste års udgave.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Torben Ikeda Pedersen – Ej blot til lyst

Udgivet den maj 22, 2021 af Admin

Ej blot til lyst
Roman af Torben Ikeda Pedersen
BOD, 2020, 264 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

I en fremtid, hvor dine muligheder for at afprøve seksuelle grænser er næsten uendelige, hvilken fantasi ville du så udleve? Hvis alt drejer sig om opfyldelse af dine ønsker og lyster, bliver oplevelsen så bedre af det? Hvis dit favoritsexlegetøj kunne tale, agere og muligvis komme med en joke, kunne du så stadig smide det ud, når du blev træt af det? Sådan lyder denne romans bagsidetekst.

Tag robotterne i filmen I, Robot med Will Smith. Giv dem et fuldstændig perfekt menneskeligt udseende og, nok så vigtigt, giv dem bedre og uendeligt udholdende menneskelige kønsorganer, hvor mandens sekreter oven i købet kan tilsættes smag. Så er du på sporet af, hvad denne roman handler om.

Efter at have læst første kapitel må jeg indrømme, at jeg var lidt betænkelig, for jeg syntes, at der nu var lagt op til en rigtig saftig sexroman, hvor de implicerede kunne udleve selv de vildeste sexfantasier og -perversioner. Jeg er ikke så puritansk, at jeg ikke vil indrømme, at jeg synes en godt skrevet sexroman kan være ganske inspirerende. Men med perfekt menneskelignende robotter, der kan konversere, og som har pikke og skeder, der kan tilpasses brugerens ønsker og forventninger, forudså jeg en handling der ville byde på tabuoverskridende aktiviteter og sikkert også gentagelser.

Sådan er det heldigvis ikke, og derfor er romanen værd at læse. Nok handler den om sex med robotter, som alene har til opgave at opfylde deres brugeres ønske til fuldkommenhed. Men den handler også om overraskende problemer med en robot, der begynder at tage initiativer og udvise følelser. Ganske vidst er denne programmeret til at følge de to robotlove: (1) En sexrobot må ikke, udover aftalevilkår, gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade, og (2) En sexrobot skal give nydelse, så længe dette ikke er i konflikt med første lov. Og disse burde være enkle nok at følge, men… Det spor bevæger romanen sig tidligt ind på, og dermed er der lagt op til komplikationer af både menneskelig og juridisk karakter, som på en god måde ’skuffer’ den, der forventer noget helt anderledes saftigt.

Handlingens hovedperson fangede mig hurtigt som læser, og jeg måtte igen og igen konstatere, at jeg fattede sympati for ‘ham’, selv om det er en robot, vi følger. Det samme gør de mennesker, som vi følger i romanen, for de må, som jeg, den ene gang efter den anden tage sig selv i at sige ‘han’ og ‘ham’ i stedet for ‘den’, når de taler om robothovedpersonen.

Det, som også gør romanen læseværdig er, at den generelt er godt skrevet. Generelt, fordi forfatteren burde have kælet lidt mere for sproget i passager, hvor sætninger igen og igen begynder med ‘jeg’. Det kan godt gøres mere elegant.

Som noget nyt er korrekturlæseren, der hedder Vibeke Vestergaard, nævnt i kolofonen. Det har jeg ikke set før, men da det nu er tilfældet, så vil jeg udvide min anmeldelse til også at omfatte hende.

De, som har læst mine tidligere anmeldelser ved, at jeg betragter en anmeldelse som et værktøj, der skal sætte læseren i stand til at vurdere, om det her er en roman, som vedkommende har lyst til at læse. Og et værktøj til forfatteren, som gerne skal bidrage til at gøre denne endnu bedre. I det her tilfælde også korrekturlæseren.

Det pudsige er, at stave- og sprogfejlene kommer i stimer, og det var ’stimen’ i begyndelsen af bogen, der fik mig til at gøre notater og tælle dem. Det blev til 51, og det synes jeg er noget i overkanten.

Er du efter denne svada kommet i tvivl om, hvorvidt du skal læse Ej blot til lyst, så kan jeg berolige dig med, at fejlene ikke på nogen måde forstyrrer handlingen, så gå bare i krig. Det er en fascinerende handling med en interessant ny robotvinkel, der fik mig til at tænke på, at det måske er robotter som dem, der er planer om at skabe i Kina, siden det forudsiges, at befolkningstallet her vil være faldende om 50 år.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar