The Hand of Glory

The Hand of Glory
Detektivspil med fantasyelementer
Madit Entertainment, 2020
Steam (PC)

The Hand of Glory er et pege- og klikke-eventyr fra den italienske udvikler Daring Touch. Det er en enmands-udvikler som laver spillene i sin fritid, men det var gået lidt i stå for ham. Udvikleren har også en spilserie på to spil som Shadows on the Vatican, hvor syv er planlagt. Det går meget langsomt, men han har svaret at han har begrænset tid og ressourcer, da han også skal passe et fuldtidsarbejde, men han havde tænkt sig at fortsætte. Det sker nu med et nyt spil, The Hand of Glory, men det blev ikke lige i samme stil som før. The Hand of Glory er første del af en spilserie.  Jeg snakkede i øvrigt med Bjarne Sinkjær, som er katolik, om Shadows on the Vatican. Hans kommentar: “En god præst er aldrig sjov at høre om. Det skal være en ond præst.”

I The Hand of Glory spiller man Lazarus Bundy, der ligesom Gabriel Knight lige pludseligt kaster sig ud i detektivarbejde. Han har også tid til det. Han er blevet suspenderet som politimand. Han får stadigt hjælp af en politidame. Det er lidt ligesom i Shadows on the Vatican. Han skal opklare kidnapningen af en rigmandsdatter. Der er en hel del mere til den historie.

Gåderne i spillet kan godt være svære. Det er dog også til at regne ud. Lazarus skal nogle gange gøre farlige ting. Man kan dø af det, men så kan man prøve igen. Forbryderne er hårdkogte kriminelle. Spillet er ikke for børn. Der er noget overnaturligt ved skurken. Det er flot håndtegnet grafik. En ‘hand of glory’, kan jeg læse, er den venstre hånd af en mand som er blevet hængt. Det kan også være hånden som er udført gerningen. Det kommer til udtryk senere i historien.

Der er også en mekanisme i spillet, hvor man skal gætte sig frem til noget om personen. Går damen med blå sko, fordi hun har en voldelig ægtemand? Dette fungerede rigtigt godt. Det var ren Sherlock Holmes. Jeg var dog ikke imponeret over politidirektørens kontor. Dette kontor så noget urealistisk ud. Der er dog en hel del personligheder i spillet. Det er nogle jeg vil huske i et stykke tid.

Jeg synes at spillet godt kunne have været en anelse længere. Jeg brugte ikke nogen løsningshjælp på nettet. Spillet har en medium sværhedsgrad. Løsningerne er tit logiske. Jeg så ikke alt hvad spillet har at tilbyde. Jeg opnåede en tredjedel af dets achievements. Spillet er som sagt ikke for børn. Det spilles med mus. Der er animerede scener. For det meste kan man gemme spillet når som helst. Jeg gennemførte spillet på 8 timer. Det er måske en fornuftig længde.

8 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

A Winter’s Daydream

A Winter’s Daydream
Visuel novelle
ebi-hime, 2019
Xbox One, PS4, Nintendo Switch, PS Vita og PC (Steam)

Jeg har spillet A Winter’s Daydream på min PlayStation Vita. Det er et lille bærbart system. Systemets ydelse ligger et sted mellem en PS2 og en PS3. Det er sat op til ikke at køre så hurtigt som en PS3, da det ville blive meget varmt og ikke have meget batteritid. Der er et rygte som kører lige nu om at Sony vil lukke online butikken på PS3, PSP og PS Vita. Så kan vi kun bruge fysiske medier på de systemer. Jeg har PSP og PS Vita., så jeg ville være meget ked af hvis det skete. Måske er det en tidlig aprilsnar.

Spillet er en visuel novelle. Man læser tekst, og nogle gange bliver teksten læst op. Der er musik og billeder til. De er typisk ret lækre. Det er en anden og mere moderne måde at læse en bog. Der er nogle gange, hvor man kan vælge at gøre én ud af flere muligheder. Så forgrener historien sig. Man er nødt til at spille flere gange for at se det hele. I denne visuelle novelle er der dog kun en vej gennem hele historien.

A Winter’s Daydream handler om en japansk dreng der kommer hjem fra skole for at besøge sin bedstemor på landet. Han tager toget gennem det japanske landskab. Han ankommer hos sin bedstemor. Om morgen opdager han at hans bedstemor er blevet forvandlet til en ung pige. Hans søster ankommer senere. Hende har han et svært forhold til. Det handler så meget om hans bedstemors utrolige forvandling. Hun har lyst til en masse ungpigeting igen.

Spillet er godt at spille op mod jul. Det gjorde jeg også. Jeg frygtede lidt at hovedpersonen ville få et frækt forhold til hans bedstemor, når hun nu var blevet til en ung pige. Det skete heldigvis ikke. Det er jo en PlayStation. Det skal være for børn.

Man bliver lidt træt af at læse de lange tekster i spillet. De fortsætter derudaf i hvad der føles en uendelighed. Det er måske meget typisk af bøger at der er skrevet en del. Forfattere burde fatte sig mere i korthed, synes jeg. Spillet kan gemmes når som helst, men det virker i grunden ikke. Man kan gemme spillet, og når man starter det igen, kan man risikere at skulle igennem en halv times tekster, før man er hvor man slap. Det er ikke så ideelt til toget, hvor det ikke altid er ideelt at gemme spillet.

Spillet kan spilles af børn. Jeg tror bare ikke de gider læse en masse tekst. Børn vil have hurtig action her og nu. Jeg kan forestille mig at man spiller det ved at trykke på musen på Steam. Spillet kan køres på en gammel Windows XP computer. Det kræver ikke det store. Det er en god, men lidt langtrukken historie. Hvis man har en PlayStation, har man adgang til en god omgang japansk kultur. Mange er ret vilde med det.

7 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Draugen

Draugen
Computerspil
Red Thread Games, 2019
På Steam(PC), Xbox One og PlayStation 4

Draugen er et mysteriespil med overnaturlige elementer. Det er et førstepersons-spil fra den legendariske spiludvikler Ragnar Tørnquist, som har en fortid som udvikler i norske Funcom, hvor han udviklede MMO’er og spil. Senere er han startet for sig selv.

Ragnar har stået bag en science fiction-MMO, der hedder Anarchy Online. Både Bjarne Sinkjær og jeg har spillet det. Det er et dødssygt spil. Basalt set er det at rende rundt i en dungeon. Man går ind i et rum. Her er der en mand. Jeg trækker min pistol og skyder. Han skyder. Jeg skyder. Manden er død. Ind i de næste par rum, hvori der også er en mand man skal skyde med. Der er 200 levels ens karakter kan stige! Jeg kunne se at der er seks missioner i hele spillet. De ændrer sig lidt, men grundlæggende er de det samme gennem hele spillet. Man er nede på en planet, hvor kolonister kæmper mod oprørere. Det gør de i al evighed. Der er aldrig en side der vinder. Der er også en nyere MMO fra Ragnar, som hedder The Secret World. Den har jeg ikke fået spillet. Den ser meget bedre og mere varieret ud end Anarchy Online. Den er inspireret af Dreamfall. Han har også lavet The Longest Journey, som er fortsat i Dreamfall og Dreamfall Chapters. De er pege- og klikke-eventyr. Jeg var ret imponeret over Dreamfall i nullerne. Jeg spillede det på den oprindelige Xbox. Det er ligesom en hel virtuel verden inden i den sorte kasse. For nyligt har jeg spillet alle tre igennem og er ikke så imponeret længere. Nu er jeg blevet vant til store, virtuelle 3D-verdener. Historien handler om Stark, som er vores verden i fremtiden, og Arcadia, som er en fantasy-middelalderverden der er splittet fra vores verden. Der er både science fiction og fantasy. Nogle kan rejse mellem de to verdener. Det er nogle lange historier, Ragnar gerne vil fortælle her. Det er en rigtig fed historie som fortælles gennem de tre spil.

Draugen skuffede mig. Tidligere har Ragnar lavet lange fortællinger. Draugen tog mig kun tre timer at gennemføre. Jeg synes dog at spillets verden var meget flot præsenteret. Man spiller Edward Harden, som er ude for at lede efter sin forsvundne søster. Man er kommet til en norsk landsby i 1920. Den er helt tom af en eller anden grund. Det ligner rigtigt Norge. Norge er kulturelt næsten ligesom Danmark. Man skal til Finland og Finmarken for at se noget anderledes kultur.

I spillet kan man gå hvorhen man vil, men handlingen er stadig meget lineær. Man kan få en ung kvinde, Alice, til at hjælpe sig med at opklare mysteriet. Man indlogerer sig i et hus i landsbyen. Der er seks kapitler i spillet. Hvert kapitel er en dag. Vejret og stemningen ændrer efter Edwards sindstilstand. Der kunne godt have været gys i spillet, men det har udvikleren ikke fået realiseret. Titlens Draugen er et uhyggeligt væsen der lever i vand. Flemming Rasch har fortalt at han havde brugt det i hans rollespil. Jeg havde forventet mig mere.

Grafikken er rigtig flot, lavet med Unreal Engine 4. Musikken og lydene er fine. Man kan høre musikken på YouTube. Spillet kan godt spilles af børn. Jeg spillede det med en Xbox-controller. Det er meget typisk at spil, som også er til konsol, understøtter controller. Jeg har ikke fået alle achievements. Der er nogle enkelte ting jeg mangler at se. Til sidst står der, når man har gennemført spillet, at der kommer mere fra de to hovedpersoner. Jeg gad godt have Ragnar med til Fantasticon som æresgæst en dag. Jeg ved ikke om con-deltagerne kender ham, men dette kunne de komme til.

7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr.61

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Stargirl, sæson 1

Stargirl, sæson 1
Tv-serie, USA, 2020
CW/DC Comics
Skabt af Geoff Johns og Greg Berlanti
Skrevet af Taylor Streitz
Med: Brec Bassinger, Luke Wilson m.fl.
Kan ses på HBO

Stargirl er en superhelte-tv-serie baseret på en mindre kendt figur fra DC-universet, Courtney Whitmore, som har haft to superhelte-identiteter, Star-Spangled Kid og Stargirl. Figuren blev skabt af den kendte tegneserieforfatter Geoff Johns i den kortlivede serie Stars and S.T.R.I.P.E., hvor Courtney får fat på det bælte, der årtier før gav StarSpangled Boy fra Justice Society of America sine evner. Senere blev hun givet Starmans stav og blev til Stargirl. Tvserien følger ret tæt plottet fra Stars and S.T.R.I.P.E., blot er det her Starmans stav, som Courtney finder. Til gengæld er tv-seriens Starman på alle områder, bortset fra staven, ellers identisk med tegneseriens Star-Spangled Boy.

Tv-serien starter med at Courtney sammen med sin lillebror, sin mor og sin stedfar flytter til en mindre by. Blandt de flyttekasser som stedfaderen Pat Dugan (Luke Wilson) har med, finder hun en magisk-teknologisk stav, som binder sig til hende og giver hende superevner. Snart finder hun ud af at Pat har en fortid som sidekick (uden superevner) for Starman og reddede dennes stav da Starman blev dræbt, men har ikke selv været i stand til at bruge den. Til gengæld har han nu bygget en mecha-agtig robot kaldet Stripe, som han bruger til modvilligt at hjælpe Courtney, der nu tager identiteten Stargirl. Hun er overbevidst om at Starman i virkeligheden er hendes egen forsvundne far og at det er derfor hun kan benytte staven (eller omvendt, for staven har bestemt sin egen vilje).

Det viser sig hurtigt byen er hjemsted for Injustice Society of America, den gruppe superskurke der slog Starman ihjel og nu i det skjulte er i gang med et ambitiøst plot om at få magt over, om ikke hele USA, så i hvert fald en stor del af det. Man kommer til at tænke på Doofenschmirtz fra Phineas & Ferb, der prøver at få magt over Trekantsområdet, men skurkene er her betydeligt mere kompetente og viger ikke tilbage for noget for at nå deres mål – slet ikke at myrde en næsvis, blod teenagepige, der blander sig i deres planer. Tingene bliver ikke nemmere ved at nogle af Courtneys kammerater på hendes nye high school er børn af skurkene, nogle uden at vide det. Heldigvis finder hun også nogle kammerater, der kan hjælpe hende.

Stargirl er en letbenet, men underholdende superhelteserie, der ligger langt fra dystre serier såsom The Boys og Punisher. I lighed med serien Supergirl (også fra CW) lever den i høj grad på charme og en sympatisk, ung heltinde, som her er ude på dybere vand end hun kan håndtere alene. Plottet har man set varianter af mange gange i tegneserier (og i Phineas & Ferb), så det er det, der skal være grunden til at se Stargirl.

Den unge skuespillerinde Brec Bassinger er sød og køn og god i hovedrollen. Måske er hun (der er tidligere barnemodel) lidt for køn; det virker ikke troværdigt at hun bliver mobbet i skolen og har svært ved at finde en kæreste. Luke Wilson leverer en troværdig præstation som en stedfar med en trodsig steddatter og nogle hemmeligheder som han helst ikke vil have at hans nye kone opdager. De øvrige skuespillere, unge som ældre, gør det også godt i serien, hvis produktionsværdier ikke fejler noget. Jeg vil anbefale serien som hyggelig underholdning med humor, drama og en vis portion uhygge.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Space Sweepers

Space Sweepers
Film, Sydkorea/Netflix, 2021, 136 min.
Originaltitel: Seungriho
Instruktion/manus: Sung-hee Jo
Med: Song Joong-Ki, Kim Tae-ri, Richard Armitrage m.fl.

Sydkorea har i de senere år gjort sig bemærket på det internationale filmmarked, bl.a. med den sorte komedie Parasite. Nu er så kommet rumfilmen Space Sweepers, som er produceret af Neflix og derfor kan ses på streamingtjenesten.

Vi befinder os i år 2092, hvor Jorden er stærkt belastet af forurening, klimaforandringer og overbefolkning, med den konsekvens at de mest velhavende er flyttet ud i rummet i habitater i kredsløb om Jorden. Rumskrot er blevet et stort problem, og derfor benytter man sig af ‘space sweepers’, selvstændige aktører som indsamler rumskrot og afleverer det mod betaling – og det er en gruppe sådanne, som er filmens hovedpersoner. Disse rumskraldemænd er, i lighed med alle de andre arbejdere som får habitaterne til at fungere, ikke borgere og har ikke samme rettigheder som velhaverne, og de må også leve i slidte, beskidte og tætbefolkede rumstationer, som modsætning til velhavernes grønne og luftige habitater. Polariseringen er altså mindst lige så stor i 2092 som i 2021: De, som har penge, behøver ikke arbejde og har alle goderne, mens de, der faktisk gør arbejdet, der får det hele til at fungere, må kæmpe for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvem siger at science fiction ikke er realistisk?

Den rigeste mand i verden (eller rettere, over verden), hedder James Sullivan og er samtidig verdens ældste mand med over 150 år på bagen, holdt i live og kunstigt ung med al mulig eksperimentel teknologi. Han har en drøm: Mars skal terraformes og koloniseres med udvalgte mennesker med de rette egenskaber, så man kan skabe et paradis uden voldelige og kriminelle typer. Tilfældigvis er det ifølge Sullivan generelt de rige, der besidder disse egenskaber…

Vores helte er en kulørt samling tabere, der har svært ved at få deres forretning som rumskraldemænd til at hænge sammen. Deres lykke ser ud til at ændre sig, da de redder en lille, velklædt pige fra et ødelagt rumskib: forældrene må da være villige til at belønne dem for at redde hende. Den tanke får en brat ende, da nyhedskanalerne i kredsløb melder om en farlig, eksperimentel androide, som har en brintbombe i maven – og ser et billede af pigen, de reddede…

Tingene er naturligvis ikke som de ser ud til, og vores (anti-)helte har snart Sullivans håndlangere i hælene. Det viser sig at omkring halvdelen af vores besætning rent tilfældigt har en fortid med Sullivan, og den anden halvdel har også markante fortider som narkogangster, kasseret kamprobot og så videre. Det virker lidt som om at filmskaberne har været klar over at filmens grundplot var ret tyndt og lignede noget, man har set hundrede gange før, og så har kompenseret ved at forsøge at gøre hovedpersonerne interessante. Det lykkes ikke rigtig, for man kommer ikke rigtig under huden på nogen af dem, undtagen Tae-Ho (Song Joong-Ki), som nogle år forinden mistede sin lille adoptivdatter, da der gik hul på en rumstation, og nu søger at skaffe penge for at betale for at finde hendes lig, der svæver omkring et sted i verdensrummet. Han er villig til at gøre alt for dette, selv at forråde sine venner; noget der virker en smule svært at tro på. I det hele taget er hovedpersonernes motiver generelt ikke specielt troværdige; det virker som om de mest har til formål at drive plottet videre.

Space Sweepers er en flot film med overvejende realistisk rumteknologi, og den er stedvist ganske underholdende, men den fejler alligevel ved dels at være utrolig klichefyldt og dels ved at man ikke rigtig føler noget for hovedpersonerne. Trods realismen må man undre sig over at når man nu kan lave en bevidst robot med alt muligt sejt udstyr, skal man alligevel have en menneskelig besætning på skrot-rumskibet. Måske er de billigere i drift? Et problem er også at Sullivans plot er tilføjet en dimension af ultimativ ondskab, som ikke virker specielt nødvendigt for hans plan og mest er til for at vores hovedpersoner skal have en grund til at stoppe ham og for at skabe et tidspres, der skal give spænding. Det hjælper heller ikke at filmen får en urealistisk lykkelig slutning, som virker en smule påklistret. Godt forsøgt, men ikke helt vellykket, må blive den endelige dom. Filmen er god til et par timers let underholdning hvis man ikke kan finde andet at se, men så heller ikke mere.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Zack Snyder’s Justice League

Zack Snyder’s Justice League
Film, Warner/DC 2017 / 2021, 242 minutter.
Instruktion: Zack Snyder
Med: Ben Affleck, Henry Cavill, Gal Gadot, Jason Momoa, Ray Fisher, Ezra Miller, Ciaran Hinds m.fl.
Set på HBO Nordic.

Efter Christopher Nolan havde haft succes med sin Batman-triologi, blev det Zack Snyder som skulle forsøge at gøre noget tilsvarende med Superman. Det blev til filmen Man of Steel som mange (undertegnede inklusiv) syntes var en original og vellykket tolkning af den populære helt. Men mange superhelte-fans mente at filmen var for mørk og dyster, med for eksempel dens delvise ødelæggelse af en tæt befolket storby. Ikke desto mindre fik Snyder lov til at fortsætte, denne gang med filmen Batman V Superman. Da der var en del rod med plottet i BvS (måske forårsaget af at de skiftede manuskriptforfatter David Goyer ud med Chris Terrio på et ret sent synspunkt) og fordi den var endnu mere mørk i tonen end Man of Steel, fik filmen både dårlige anmeldelser og skældud fra fans. Så selv om et mindretal af anmeldere og fans faktisk kunne lide filmen, endte den med at blive så udskældt, at Warner valgte at fyre Snyder. Dog kunne det ikke så godt ske før han havde færdiggjort fortsættelsen Justice League, hvis produktion allerede var ret fremskreden.

Der kom så en officiel meddelelse om at Zack Snyder trak sig som instruktør af Justice League på grund af hans datter Autumns tragiske død. Filmen var da optaget næsten færdig, og Joss Whedon var blevet hyret som ny instruktør til at gøre de sidste småting færdige. Jeg må indrømme at jeg var en af dem som købte den historie. Filmen kom i biografen, og var ikke noget mesterværk, men dog udmærket superhelte-underholdning. Jeg var også en af dem der tænkte, at der nok var gået endnu mere kludder i manuskriptet efter pres fra Warner, som var meget utilfreds med at deres film klarede sig meget dårligere end konkurrenten Disney/Marvels film gjorde. Så jeg regnede med at Whedon faktisk havde prøvet både at redde en halvdårlig Snyder-film og samtidig gøre den mere spiselig for fans. Og hold da op hvor jeg tog fejl!

The Snyder Cut er naturligvis ikke en film som Snyder allerede havde lavet da Whedon overtog. Men i modsætning til for eksempel The Donner Cut af Superman 2 fra 1980, var alle scenerne faktisk optaget. Der manglede derimod al post production, hvilket er ret omfattende for en moderne superheltefilm. Men Snyder har tilsyneladende siddet derhjemme og lavet en del af det arbejde sammen med sin kone Deborah, der også er film-professionel. Da hans fans havde presset på længe nok, pungede Warner så penge ud til at lave filmen færdig, så den kunne få premiere på deres streaming-tjeneste HBO.

Det første man opdager med The Snyder Cut er, at den vises i et meget smallere format end hvad der er normalt for moderne film og tv. Det skyldes at Snyder valgte at optage filmen i et format, der vil være optimalt at se i en IMAX-biograf. Efter at have genset Whedons og Snyders udgaver af Justice League lige efter hinanden, er det ret tydeligt at filmen er lavet til at blive set i det format. Så må man finde sig i nogle sorte striber i hver side af skærmen, hvis man ser den på sit tv. Hvor en bredformat-film ofte udnytter at den er bred, og bruger hele bredden af lærredet, har Snyder i ret mange scener gjort noget tilsvarende med højden. Da Whedon fik filmen klippet om til bredformat, er der formentlig nogle af scenerne som måtte vælges fra eller optages om, udelukkende fordi de ville se meget underlige ud med top og bund klippet væk. Andre scener som han brugte af Snyders, virker bare som om man har flyttet kameraet alt for tæt på. Men i hvert fald, når man sammenligner filmene, er Whedons version en grov skamklipning af det Snyder ville vise os.

Meget tyder på at Whedon havde fået en bunden opgave af Warner: Få filmen skåret ned til to timer, fjern det som fans ikke vil kunne lide, og tilsæt noget humor. Det gjorde han så. Problemet med nedklipningen (i længden) forværres af at der også blev gjort plads til de ting Whedon tilsatte, som ikke har noget med filmens historie at gøre. Det er for eksempel scener med en familie der er naboer til superskurken og har deres hyr med det. Tydeligvis tilsat humor. Det der blev fjernet ret meget af, var scener der gav baggrund til superskurken og til filmens plot, scener der introducerede de nye superhelte (især scenerne med Flash og Cyborg gik det hårdt ud over), og en del scener med Batman som åbenbart blev dømt for voldelige, så Batman i Whedons version ikke rigtig fik lov at lave noget nyttigt i slutningen af filmen. I det hele taget led plottet gevaldigt – superskurken Steppenwolf fremstod for eksempel bare som et stort dumt monster, hvis motiver og handlinger man ikke rigtig forstod. Darkseid (Jack Kirbys klassiske overskurk fra New Gods – Steppenwolfs var hans onkel) er nævnt, men man får ikke noget at vide om ham – virker nærmest som om at han skulle fjernes fra filmen, men man glemte det i en enkelt scene.

Historien i den restaurerede film (som Snyder Cut reelt er) følger umiddelbart i forlængelse af historien i Batman V Superman, men plottet er solidt nok til at man sagtens kan følge historien selv om man ikke har set den film. Tre mystiske bokse, der har været vogtet i årtusinder, kommer pludseligt til live. De tilkalder et meget gammelt og ondt væsen (Steppenwolf) og hans bevingede uhyrer (parademons). Vi følger Batman opsøge andre superhelte, og sammen med dem prøve at finde ud af hvad der foregår, og til sidst finde frem til Steppenwolfs hovedkvarter. Samtidig er Steppenwolf i gang med at samle de tre bokse, som han skal bruge til sin store plan. Historien glider stille og roligt fremad, med introduktion af helte og skurke og fremskridt og tilbageskridt i deres planer, indtil det hele afsluttes i kamp hvor alle heltene omsider forenes i kamp mod Steppenwolf. Vi får også en kort scene med Steppenwolfs chef Darkseid, der skulle have været hovedskurk i en efterfølger. Efter den store kamp er overstået, kommer der en række epilog-scener, hvoraf flere nemt vil kunne undværes, men det er alligevel sjovt at se de oplæg til senere film der aldrig kom, som ligger i denne del af filmen. Den naturlige humor der især kommer fra superhelten Flashs personlighed, virker i øvrigt langt bedre end Whedons påklistrede humor.

En sidste ting jeg vil nævne er musikken. Whedon havde valgt helt at udskifte lydsporet, og selv om han fik Danny Elfman til at lave et nyt, var det ikke noget man lod specielt mærke til. Nu er Junkie XL’s oprindelige lydspor tilbage (i en udvidet udgave). Stort set alle personerne i Justice League har oplevet død og tragedier i deres liv, og nu får de en chance for endelig udrette noget rigtig godt med deres liv, selv om de risikerer at det bliver det sidste de gør. Det giver en speciel stemning, der underbygges af både billeder og lydspor. Jeg kan varmt anbefale Snyders version af Justice League til fans af både superhelte og film. Måske virker fire timers film lovlig lang, men den er opdelt i seks kapitler og en epilog, som kan bruges til at holde pauser undervejs. Filmen fortæller en fin superheltehistorie med utroligt flotte billeder og er filmhistorisk også et meget interessant værk. Man kan håbe at Warner og Joss Whedon skammer sig over deres opførsel overfor Zack Snyder. Jeg gør det i hvert fald, over ikke rigtig at have troet på at The Snyder Cut skulle vise sig at være en så meget bedre Justice League end den film vi fik serveret i biografen.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.61

Udgivet i Film | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Wonder Woman 1984

Wonder Woman 1984
Film, USA, 2020, 151 min.
Instruktør: Patty Jenkins
Med: Gal Gadot, Chris Pine,
Pedro Pascal, Kristen Wiig, m.fl.

Indeholder spoilers!

Det bedste element ved den første Wonder Woman-film, som foregik under Første Verdenskrig, var at den unge og naive Diana (som nu for første gang forlod Paradisøen og besøgte “man’s world”) først troede at krigsguden Ares var ansvarlig for krigen, men til sidst måtte erkende at hans rolle kun var begrænset, og det faktisk var menneskene selv der var de hovedansvarlige. I denne anden film, som foregår i 1984, drejer plottet sig om en imponerende idé i samme eller måske endda endnu vildere kategori: et ældgammelt artefakt ved navn the Dreamstone, skabt af en græsk gud, som gennem årtusinder har været ansvarlig for hele civilisationers kollaps hver gang den er faldet i menneskenes hænder. Den udslettede Maya-kulturen, førte til Romerrigets fald, m.m. – og nu er den dukket op i Amerika. Drømmestenen kan opfylde ønsker, men den opkræver en pris. Hvert ønske leder også til kaos et andet sted i nærheden – jo kraftigere et ønske, jo mere kaos.

Før hun indser Drømmestenens onde beskaffenhed, og før hun egentlig tror på dens egenskaber, ønsker Diana at hendes kæreste fra den forrige film, afdøde Steve Trevor, kommer tilbage til hende. Kort efter får den forfejlede forretningsmand Maxwell Lord fingre i Drømmestenen, som han i årevis har sporet og undersøgt og tænkt grundigt over hvad han ville ønske, når han fik fat i den. Han ønsker så at blive selve stenen – at al dens magt overgår til ham, så han kan give folk hvad de ønsker, og opkræve lige så mange ønsker selv som han skænker andre. Ret smart – bortset fra at Drømmestenens kaotiske og onde egenskaber også kommer til at overtage og drive Maxwell Lord. Det er næsten den vildeste hybris-historie, man kan forestille sig: menneskene begynder at lade sig friste til at opføre sig som guder, og straffen for at give efter for denne overmodige fristelse er død og ødelæggelse, mestendels ønsket af menneskene selv via deres eksisterende splid og had.

Rent plotmæssigt er det en idé som er så gennemgribende at den radikalt (om end midlertidigt) forandrer den verden, historien foregår i, hvilket er noget der ufatteligt sjældent sker i denne slags film. En arabisk aristokrat i Ægypten ønsker f.eks. at alle de vantro smides ud af hans families gamle landområde, og så skaber Drømmestenen/ Maxwell Lord en gigantisk mur af bibelske proportioner omkring hans land! Hvilket rapporteres i de verdensomspændende medier. Ideer i denne størrelsesorden er som sagt utroligt sjældne i film, og jeg er meget imponeret over denne films plot. Det er i sig selv tankevækkende og frygtindgydende nok til at filmen fortjener en høj karakter. Der er også mange andre gode ting ved filmen; skønne produktionsværdier (inkl. skønne Gal Gadot herself), en fantastisk åbningssekvens fra Dianas barndom, en god skuespillerpræstation fra Kristen Wiig som Barbara Minerva, og en interessant og meget ‘80er-inspireret struktur og fortællestil, komplet med technobabble der fungerer i en snæver vending. Der er endda et usynligt fly, lige som i de gamle tegneserier! Jeg synes klart det er en god film.

Ikke desto mindre har den alligevel en række problemer og plothuller. Den har desværre kun ganske få actionsekvenser, hvilket sikkert er en af hovedårsagerne til at mange ‘fans’ er sure på den (også i betragtning af at den er 2½ time lang). Det er en snakke-film, som mange nok synes går for langsomt og er for kedelig, men det mener jeg nu ikke selv. Imidlertid havde jeg dog alligevel gerne set lidt flere action-scener. Men dét er kun min fjerdestørste anke. Lad mig nævne de tre største.

Mit tredjestørste kritikpunkt er den eksakte udvikling af Barbara Minerva/Cheetah-figuren. Den er generelt god, men problemet er at hun først bliver Cheetah til sidst, så en figur der skulle være Wonder Womans hovedskurk blot bliver hægtet på som en slags eftertanke sent i filmen – og i øvrigt både skabes og ødelægges af Drømmestenen, så hun næppe kan komme tilbage igen senere. Processen dertil er udmærket i sig selv, men klimakset er så sent og kort at det i stedet bliver lidt af et anti-klimaks.

Det næststørste kritikpunkt handler om Maxwell Lord. Han har en søn som bliver hans redning til sidst; hans kærlighed til sønnen får ham til at opgive sin association med Drømmestenen. Som plotelement er det logisk og vigtigt og ikke dårligt, men måden det er skildret på, fungerer bare ikke rigtig – måske fordi sønnen, som børn ofte er, er en dårlig skuespiller, som stort set ikke laver andet end at være der og se nedtrykt ud. Det hele virker for iscenesat; for gennemsigtigt og ad hoc-agtigt. Men det er kun halvdelen af det. Der er også et decideret plothul i og med at man aldrig får at vide hvad Maxwell Lord egentlig ville med Drømmestenen. Efter han har ønsket at få alle stenens evner, er han kun motiveret af stenens drift mod kaos, ikke længere af sine egne ambitioner. Måske er det implicit at det eneste, han oprindeligt ville, bare var at blive en succesrig forretningsmand, men i betragtning af hvor passioneret han var omkring at anskaffe sig Drømmestenen og udtænke det ultimative ønske, føler jeg at han må have haft en speciel motivation eller intention som filmen bare aldrig afslører. Hm.

Endelig kommer vi til mit største kritikpunkt ved denne film. Det minder, blot i endnu stærkere grad, om et af mine hovedkritikpunkter ved den seneste Star Trek-film, Star Trek Beyond fra 2016 (se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 49). Kaptajn Kirk i dén film – morsomt nok spillet af Chris Pine, som er Steve Trevor i herværende film – var melankolsk og nedtrykt og lidt ligeglad med det hele, hvilket er stik imod den korrekte skildring af Kirk; han er netop i sit es når han er stjerneskibskaptajn, fordi han synes det er kedeligt at leve i Føderationens utopiske dagligdagssamfund. Han skal ud og opleve noget og sætte tænderne i nogle moralske dilemmaer. Kirk er helt basalt en passioneret og drevet figur, altid klar på eventyr, lidt lige som Doctor Who! En korrekt skildret Wonder Woman bør være omtrent på samme måde. Hun er symbol på sandhed og retfærdighed og livsglæde; det sidste, hun kunne finde på, er, som hun gør i denne film, at gå rundt og surmule i årtier og være deprimeret over at hun mistede sit livs kærlighed for over TRES ÅR SIDEN!! Det er helt hen i vejret. Hun ville være kommet videre for længst. Hun ville aldrig, aldrig have så ondt af sig selv som hun har i denne film. Det underminerer hendes figur fuldstændig at hun er så forhippet på, og sårbar overfor, gammeldags romantik. Og det er kun inkluderet i historien som en forbindelse til hvad der skete i forrige film. Det er et eksempel på et af de fejlgreb, Hollywood ofte begår i efterfølgere; at fortsætte samme tema eller storyline selv om film nr. to måske foregår så længe efter den originale film at det simpelthen ikke længere giver mening. Wonder Woman burde være ufortøvet heroisk, livlig og munter (hvilket også ville være en langt bedre brug af Gal Gadots evner og store potentiale), i stedet for at sidde fast i ulykkelig kærlighed. Så selvcentreret er en ægte superhelt bare ikke, og Wonder Woman i tegneserierne har aldrig ladet sit privatliv tage prioritet over sit heroiske virke, bl.a. fordi hendes absolutte hovedidentitet er og bør være den heroiske og mytiske Wonder Woman – krigeren fra amazonekulturen – og ikke et almindeligt menneske der plages af almindelige privatlivsproblemer. Wonder Woman er en inspiration først og fremmest; et ikon af store, håbefulde, handlekraftige og selvopofrende idealer – og derfor både anti-tesen og antistoffet til depression og sorg. Som en sej superhelt rettelig skal være.

Selv dette markante kritikpunkt ødelægger imidlertid ikke filmen for mig. Det er stadig en kulørt, flot, solbeskinnet og engagerende film, som jeg godt kan tage den på dens egne præmisser og nyde som den er. Den har mange ideer og detaljer som begejstrer mig og gør den til storslået underholdning, og derfor får den stadig en høj karakter, selv om den ikke er lige så god som den første film.

Karakter: 8 stjerner ud af 10

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

I ly af mørket

I ly af mørket
En H.P. Lovecraft
tegneserieantologi
Forlaget Afkom 2020, 100 sider, 160 kr.

I ly af mørket er en dansk tegneserie udgivet på baggrund af et kickstarterprojekt, der havde til mål at rejse midlerne til tegneseries udgivelse. Antologien er en indbundet udgivelse med et stemningsfyldt farverigt omslag, og den samler ni historier af ni forskellige tegnere, som bringer hver deres sort/hvide streg til Lovecrafts univers med forord af Thomas Winther.

De ni historier er et udvalg af både de meget kendte historier, som “Rotterne i murene” og “Pickmans model” til mindre kendte historier som “Kattene i Ulthar” og “Udyret i grotten”. Hver tegner giver sin egen særlige tolkning til historien, ikke kun i den måde de oversætter Lovecrafts novelle fra det skrevne medium til det tegnede medium, men også i måden de gengiver historien, hvor nogle er gengivelser af Lovecrafts historie som for eksempel “Randolph Carters erklæring”, mens andre er en nytolkning af historien som for eksempel “Farven fra rummet”. De ni vidt forskellige historier og deres ni forskellige tegnere giver et spændende billede på bredden i Lovecrafts historier og hvordan historierne stadig formår at være grumme og foruroligende lige netop som en god gyserhistorie skal være. Nogle fortællinger er visuelle digte, som oser af stemning som f.eks. “Dagon” og “Billedet i huset” med sin dystre, meget mørke streg, hvor tegningerne næsten skjuler gruen for læseren, og man drages til at nærlæse billeder og tekst, så man trækkes uvægerligt dybere ind i den foruroligende historie.

Lovecrafts historier er kendte for at være svære at filmatisere, men tegneserieantologien viser at tegneseriemediet kan arbejde med det sete og det usete og med forskellige fortællerstemmer, som understøtter den måde, hvormed Lovecraft ofte skaber gru i sine historier, hvor det sker i mødet med det ukendte, det uforståelige og det ubegribelige.

De ni historier i antologien er meget forskellige, men for denne anmelder gjorde særligt Lauge Eilsøe-Madsens “Rotterne i murene”, NMAAR’s “Billedet i huset”, Mathilde Riberholdt Jensens “Randolph Carters erklæring” og Peder Riis’ “Pickmans model” særligt indtryk. Hver især bruger de deres streg på meget forskellige måder til at afspejle den uhygge og det vanvid, som opstår i mødet med rædslerne fra det ukendte. Billederne bliver hængende efter endt læsning. Enkelte af de andre titler gjorde dog desværre ikke samme stærke indtryk, og særligt L.P. Hømkrafts “Kattene i Ulthar” og Anders Fjølvars “Den frygtelige gamle mand” har med deres mere karikerede og let humoristiske streger ikke den samme grad af gru og uhygge, som de andre historier.

I ly af mørket er en god introduktion til Lovecrafts univers for læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med The Cthulhu Mythos, mens den for eksisterende fans er en kærkommen genoplevelse af novellerne. Albummets mange gode bidrag gør antologien absolut læseværdig, og det er udgivelse, hvor man håber, at den blot er grundlaget for mere.

Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Kristian Rasmussen – Arons Saga 1: Sagen om den ultimative skanner

Arons Saga 1: Sagen om den ultimative skanner
Roman af Kristian Rasmussen
Lydbog, 8t 36m
Drops for the Dosed, 2020

Moderne cyberpunk i København Synopsis for Arons Saga lyder således: “2074, det internationale samfund er kollapset og Danmark er disintegreret til disparate enklaver. Politimanden Aron skal finde Den Ultimative Skanner, et stykke ulovligt farmaceutisk teknologi fra Israel der vil ødelægge Danmark økonomisk og socialt.”

Den første bog i serien Arons Saga er udgivet som lydbog på alle streamingplatforme af forlaget Drops for the Dosed. Forfatter Kristian Rasmussen har planlagt 6 bøger i serien og er allerede i gang med at indtale bog 2 og skrive bog 3. Jeg lyttede til lydbogen på Spotify, hvilket gav et godt overblik, da kapitlerne har beskrivende titler og er lagt på Spotify som en playliste, der gør at man let kan gå til og fra lydbogen. At kunne gå til og fra vil være nødvendigt for de fleste, da lydbogen i sin helhed varer 8 timer og 36 minutter.

Lydbogen har sit helt eget soundtrack komponeret specifikt til Arons Saga af Peter Leth under kunstnernavnet Lost Atom. Jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs for om musikken ville være distraherende, men soundtracket er subtilt og smukt, og det forstærker bogens stemninger og stemningsskift. Soundtracket er præget af gamle synthesizere, der giver lytteoplevelsen en gennemført retrofornemmelse, og soundtracket har sin helt egen berettigelse på Spotify. Jeg håber at flere lydbøger i fremtiden får deres egen unikke lydside.

I Arons Saga er Vesten og Danmark brudt sammen i en slags perfekt storm, hvor alt er gået galt samtidig; antibiotika holdt op med at virke, store virksomheder har for alvor overtaget verdensherredømmet, social ulighed er vokset helt enormt. Det er med andre ord klassisk 80’er cyberpunk, men med et moderne twist og en handling, der foregår i København.

Der er mange spændende og gennemtænkte detaljer om fremtids-Danmark, for eksempel om hvordan Told og Skat fanger smuglere i Københavns Havn eller hvordan hospitaler og journalistik fungerer i år 2074. Alle taler med mere eller mindre jysk accent i København i 2074, hvilket lyder en smule sjovt for en ikke-jyde, men måske er det et ret realistisk fremtidsbillede.

Arons Saga bog 1 er præget af en masse worldbuilding, men det fungerer effektivt som indledning til en romanserie. Jeg kan læse på forfatterens Facebook-side, at han planlægger at gå i dybden med de forskellige hoved- og bipersoner i de kommende romaner. Og jeg har bestemt tænkt mig at lytte med.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.61

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Helen Husted – Camillas hemmelige arv

Camillas hemmelige arv
Roman af Helen Husted
Forfatterskabet.dk, 2020, 168 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Da jeg først kiggede på forsiden af denne bog og så illustrationen af en havfrue, tænkte jeg at der nok ikke var den store grund til at læse bogen, for mon ikke den hemmelige arv som titlen omtaler skulle være at Camilla viser sig at være en havfrue? Jeg satte mig alligevel til at læse bogen, og, ja, der er havfruer med i bogen, men, nej, det er ikke det som er Camillas hemmelige arv.

Den trettenårige Camilla er sammen med sine forældre på vej ud til hendes afdøde mormors hus for at rydde op og vurdere om der skal gøres noget ved huset. Camilla kan ikke huske sin mormor, da hun kun har mødt hende en enkelt gang. Huset ligger ude i skoven ned til vandet, og allerede på vej derud oplever Camilla noget mystisk, da det er som om hun kan se huset fra luften, som fløj hun over det som en ørn.

Camillas mor har aldrig rigtigt fortalt om mormoren, så da de ankommer til huset, sætter Camilla sig for at undersøge det for at lære noget om sin arv. Hun finder en bog som mormoren har efterladt til hende, hvori hun beskriver en skattejagt som hun har lavet til Camilla. I løbet af de næste dage følger Camilla instrukserne i bogen og lærer mere og mere om sin mormor og ikke mindst om stedet. Hun finder langsomt ud af hvorfor hendes mor og mormor mistede kontakten til hinanden, og hun finder også ud af at stedet ikke kun er mystisk, men også omgærdet af magi. Der er bl.a. havfruer i vandet, men i skoven er der mystiske væsner som ikke vil menneskene det godt.

Dette er en fin og spændende YA fantasybog, hvor vi følger Camilla i sine undersøgelser af sit ophav og samtidig lærer hvilke evner hun besidder. De magiske elementer tager til i løbet af bogen, men er fint afbalancerede med historien. Historien er både fint rundet af, men efterlader også masser af mulighed for at følge Camilla igen på et andet tidspunkt.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar