Wonder Woman 1984
Film, USA, 2020, 151 min.
Instruktør: Patty Jenkins
Med: Gal Gadot, Chris Pine,
Pedro Pascal, Kristen Wiig, m.fl.
Indeholder spoilers!
Det bedste element ved den første Wonder Woman-film, som foregik under Første Verdenskrig, var at den unge og naive Diana (som nu for første gang forlod Paradisøen og besøgte “man’s world”) først troede at krigsguden Ares var ansvarlig for krigen, men til sidst måtte erkende at hans rolle kun var begrænset, og det faktisk var menneskene selv der var de hovedansvarlige. I denne anden film, som foregår i 1984, drejer plottet sig om en imponerende idé i samme eller måske endda endnu vildere kategori: et ældgammelt artefakt ved navn the Dreamstone, skabt af en græsk gud, som gennem årtusinder har været ansvarlig for hele civilisationers kollaps hver gang den er faldet i menneskenes hænder. Den udslettede Maya-kulturen, førte til Romerrigets fald, m.m. – og nu er den dukket op i Amerika. Drømmestenen kan opfylde ønsker, men den opkræver en pris. Hvert ønske leder også til kaos et andet sted i nærheden – jo kraftigere et ønske, jo mere kaos.
Før hun indser Drømmestenens onde beskaffenhed, og før hun egentlig tror på dens egenskaber, ønsker Diana at hendes kæreste fra den forrige film, afdøde Steve Trevor, kommer tilbage til hende. Kort efter får den forfejlede forretningsmand Maxwell Lord fingre i Drømmestenen, som han i årevis har sporet og undersøgt og tænkt grundigt over hvad han ville ønske, når han fik fat i den. Han ønsker så at blive selve stenen – at al dens magt overgår til ham, så han kan give folk hvad de ønsker, og opkræve lige så mange ønsker selv som han skænker andre. Ret smart – bortset fra at Drømmestenens kaotiske og onde egenskaber også kommer til at overtage og drive Maxwell Lord. Det er næsten den vildeste hybris-historie, man kan forestille sig: menneskene begynder at lade sig friste til at opføre sig som guder, og straffen for at give efter for denne overmodige fristelse er død og ødelæggelse, mestendels ønsket af menneskene selv via deres eksisterende splid og had.
Rent plotmæssigt er det en idé som er så gennemgribende at den radikalt (om end midlertidigt) forandrer den verden, historien foregår i, hvilket er noget der ufatteligt sjældent sker i denne slags film. En arabisk aristokrat i Ægypten ønsker f.eks. at alle de vantro smides ud af hans families gamle landområde, og så skaber Drømmestenen/ Maxwell Lord en gigantisk mur af bibelske proportioner omkring hans land! Hvilket rapporteres i de verdensomspændende medier. Ideer i denne størrelsesorden er som sagt utroligt sjældne i film, og jeg er meget imponeret over denne films plot. Det er i sig selv tankevækkende og frygtindgydende nok til at filmen fortjener en høj karakter. Der er også mange andre gode ting ved filmen; skønne produktionsværdier (inkl. skønne Gal Gadot herself), en fantastisk åbningssekvens fra Dianas barndom, en god skuespillerpræstation fra Kristen Wiig som Barbara Minerva, og en interessant og meget ‘80er-inspireret struktur og fortællestil, komplet med technobabble der fungerer i en snæver vending. Der er endda et usynligt fly, lige som i de gamle tegneserier! Jeg synes klart det er en god film.
Ikke desto mindre har den alligevel en række problemer og plothuller. Den har desværre kun ganske få actionsekvenser, hvilket sikkert er en af hovedårsagerne til at mange ‘fans’ er sure på den (også i betragtning af at den er 2½ time lang). Det er en snakke-film, som mange nok synes går for langsomt og er for kedelig, men det mener jeg nu ikke selv. Imidlertid havde jeg dog alligevel gerne set lidt flere action-scener. Men dét er kun min fjerdestørste anke. Lad mig nævne de tre største.
Mit tredjestørste kritikpunkt er den eksakte udvikling af Barbara Minerva/Cheetah-figuren. Den er generelt god, men problemet er at hun først bliver Cheetah til sidst, så en figur der skulle være Wonder Womans hovedskurk blot bliver hægtet på som en slags eftertanke sent i filmen – og i øvrigt både skabes og ødelægges af Drømmestenen, så hun næppe kan komme tilbage igen senere. Processen dertil er udmærket i sig selv, men klimakset er så sent og kort at det i stedet bliver lidt af et anti-klimaks.
Det næststørste kritikpunkt handler om Maxwell Lord. Han har en søn som bliver hans redning til sidst; hans kærlighed til sønnen får ham til at opgive sin association med Drømmestenen. Som plotelement er det logisk og vigtigt og ikke dårligt, men måden det er skildret på, fungerer bare ikke rigtig – måske fordi sønnen, som børn ofte er, er en dårlig skuespiller, som stort set ikke laver andet end at være der og se nedtrykt ud. Det hele virker for iscenesat; for gennemsigtigt og ad hoc-agtigt. Men det er kun halvdelen af det. Der er også et decideret plothul i og med at man aldrig får at vide hvad Maxwell Lord egentlig ville med Drømmestenen. Efter han har ønsket at få alle stenens evner, er han kun motiveret af stenens drift mod kaos, ikke længere af sine egne ambitioner. Måske er det implicit at det eneste, han oprindeligt ville, bare var at blive en succesrig forretningsmand, men i betragtning af hvor passioneret han var omkring at anskaffe sig Drømmestenen og udtænke det ultimative ønske, føler jeg at han må have haft en speciel motivation eller intention som filmen bare aldrig afslører. Hm.
Endelig kommer vi til mit største kritikpunkt ved denne film. Det minder, blot i endnu stærkere grad, om et af mine hovedkritikpunkter ved den seneste Star Trek-film, Star Trek Beyond fra 2016 (se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 49). Kaptajn Kirk i dén film – morsomt nok spillet af Chris Pine, som er Steve Trevor i herværende film – var melankolsk og nedtrykt og lidt ligeglad med det hele, hvilket er stik imod den korrekte skildring af Kirk; han er netop i sit es når han er stjerneskibskaptajn, fordi han synes det er kedeligt at leve i Føderationens utopiske dagligdagssamfund. Han skal ud og opleve noget og sætte tænderne i nogle moralske dilemmaer. Kirk er helt basalt en passioneret og drevet figur, altid klar på eventyr, lidt lige som Doctor Who! En korrekt skildret Wonder Woman bør være omtrent på samme måde. Hun er symbol på sandhed og retfærdighed og livsglæde; det sidste, hun kunne finde på, er, som hun gør i denne film, at gå rundt og surmule i årtier og være deprimeret over at hun mistede sit livs kærlighed for over TRES ÅR SIDEN!! Det er helt hen i vejret. Hun ville være kommet videre for længst. Hun ville aldrig, aldrig have så ondt af sig selv som hun har i denne film. Det underminerer hendes figur fuldstændig at hun er så forhippet på, og sårbar overfor, gammeldags romantik. Og det er kun inkluderet i historien som en forbindelse til hvad der skete i forrige film. Det er et eksempel på et af de fejlgreb, Hollywood ofte begår i efterfølgere; at fortsætte samme tema eller storyline selv om film nr. to måske foregår så længe efter den originale film at det simpelthen ikke længere giver mening. Wonder Woman burde være ufortøvet heroisk, livlig og munter (hvilket også ville være en langt bedre brug af Gal Gadots evner og store potentiale), i stedet for at sidde fast i ulykkelig kærlighed. Så selvcentreret er en ægte superhelt bare ikke, og Wonder Woman i tegneserierne har aldrig ladet sit privatliv tage prioritet over sit heroiske virke, bl.a. fordi hendes absolutte hovedidentitet er og bør være den heroiske og mytiske Wonder Woman – krigeren fra amazonekulturen – og ikke et almindeligt menneske der plages af almindelige privatlivsproblemer. Wonder Woman er en inspiration først og fremmest; et ikon af store, håbefulde, handlekraftige og selvopofrende idealer – og derfor både anti-tesen og antistoffet til depression og sorg. Som en sej superhelt rettelig skal være.
Selv dette markante kritikpunkt ødelægger imidlertid ikke filmen for mig. Det er stadig en kulørt, flot, solbeskinnet og engagerende film, som jeg godt kan tage den på dens egne præmisser og nyde som den er. Den har mange ideer og detaljer som begejstrer mig og gør den til storslået underholdning, og derfor får den stadig en høj karakter, selv om den ikke er lige så god som den første film.
Karakter: 8 stjerner ud af 10
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 61
The Hand of Glory
