Himmelskibet

Blade Runner 2049
Film, USA 2017, 163 min.
Instr.: Denis Villeneuve
Medv.: Ryan Gosling, Harrison Ford, Ana de Armas, Jared Leto, Robin Wright, m.fl.

Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Hvordan laver man en efterfølger til Blade Runner? Det er denondelynemig svært! Især når den originale films fans er opdelt i to grupper: dem der mener at Deckard er en replikant, og dem der mener at han ikke bør være det (den sidste gruppe, som jeg også selv tilhører, har siden udgivelsen af Director’s Cut været i mindretal, men lader til at være vokset gevaldigt i de senere år)! Så hvad gør man når man skal lave en film som alle fans’ene helst skal kunne lide? Jamen, man bygger da bare hele filmen op omkring dette spørgsmål, og giver ikke noget endegyldigt svar! Man kommer med væsentlige spor der kunne tyde på at han er en replikant, og andre væsentlige spor der tyder på at han ikke er. På den måde kan begge fanlejre gnække i skægget og gnide sig i sine små hænder, og føle at filmen netop opfylder deres præference. Som sagt, så gjort. Så har man ikke fornærmet nogen, og alles fandom er intakt. Er det fan-service? Er det et kommercielt hensyn?

Well, det er faktisk lidt lige meget om det er dette eller hint, for filmen er ganske enkelt ufattelig flot, og har sin egen opslugende historie, med sine egne budskaber, sin egen æstetik og sine egne mysterier. Forfatteren, Hampton Fancher, er om noget blot blevet bedre i de forløbne 35 år, og til vores utrolige held understreger Blade Runner 2049 at en af dette århundredes største instruktører er kæmpe science fiction fan. Villeneuves næste projekt er intet mindre end en ny filmatisering af Dune! Man udbryder næsten “Hallelujah!”

Men tilbage til den aktuelle replikant-film. Ryan Gosling spiller ‘K’ – en ‘blade runner’ under L.A.P.D. der, ligesom Deckard, jager og ‘pensionerer’ løbske skin jobs. Da jeg satte mig til rette i biografen regnede jeg ikke med at det hurtigt ville blive afsløret at ‘K’ også selv er en replikant (jeg havde slet ikke formuleret nogen holdning til om han var det eller ej), men det gjorde det. Logisk nok, tænkte jeg; hvem bedre til at jage replikanter end dertil indrettede replikanter?

Der er gået 30 år siden handlingen i den første film, og en del er forandret. Nexus 6-modellerne, som ikke havde følelser (i hvert fald ikke noget videre), er for længst væk; efter deres pensionering var det Nexus 8-modellerne, der overtog. Rachael var den første af disse, og de har følelser og ingen begrænsning på deres levetid (om dette så betyder at de ældes naturligt, ligesom mennesker, eller er udødelige, får vi intet endeligt svar på). Dette var imidlertid så problematisk, at Nexus 8’erne forsøgte at frigøre sig selv, og ikke adlød menneskenes ordrer. Derfor blev de udrenset, og der er nu kun en mindre gruppe tilbage på fri fod.

Den nye standardmodel af replikanter, som nu er overalt, er en type som er programmeret til at adlyde ordrer, uden undtagelse. Såvidt vides er vores hovedperson, ‘K’, en af disse. Selvom denne model ikke har helt fri vilje, så har de rigeligt med følelser, og lever noget der ligner en normal tilværelse til forveksling. ‘K’ har endda købt sig en virtuel kæreste, en intelligent og følende Joi-model, som opvarter ham i hans lejlighed pr. hologram-automatik – og giver ham menneskenavnet ‘Joe’. Meget tyder på at replikanter ikke har lov til at indgå i forhold med mennesker; mange mennesker opfører sig dybt racistisk overfor ‘huddukkerne’. Et centralt tema i filmen er altså følende kunstige intelligenser som er blottet for rettigheder og lever et rent slaveliv.

‘K’ finder ud af at han muligvis er mere end han tror. Det viser sig at Deckard og Rachael fik et barn sammen og at Rachael og dette barn (og Deckard – måske!) således er de eneste replikanter som indeholder hemmeligheden om hvordan de kan forplante sig – en viden som den onde replikant-producent, Wallace, er såre interesseret i at få fingre i. I sine undersøgelser begynder ‘K’ at tro at han selv er det barn de fik for 30 år siden. Han opsøger derfor Deckard, som han efter en del strabadser sporer til den ‘nominelt’ radioaktive spøgelsesby som fremtidens Las Vegas er blevet til. Det er meget morsomt at byen beskrives som ‘nominelt radioaktiv’, for det kan jo både tolkes som at den faktisk er radioaktiv, eller at den kun kaldes radioaktiv uden reelt at være det. Er den radioaktiv, kan der ikke være normale mennesker derinde, hvilket er et spor om at Deckard er replikant. Men er den kun ‘nominelt’, altså såkaldt, radioaktiv, kan mennesker godt være der, og så kan Deckard godt være et menneske. Clever, clever!

Filmens sidste del indeholder en del actionscener. Måske også tiltrængt, da filmen på dette tidspunkt har varet i over to timer. Og så alligevel: actionscenerne er faktisk det mindst interessante i hele filmen. Det er de lange, stemningsfulde, støv-futuriske sekvenser man længes efter at blive opslugt af, krydret med orange sandfarver så insisterende at man sværger på at man kan smage både kobber og svovl. Blade Runner-stemning? Også i dén grad! Dette er en film der kæler så meget for sit publikum at det næsten er en seksuel oplevelse. En utrolig præstation fra instruktørens side.

Hvad historien ender med skal jeg ikke gå i detaljer med her, men det bliver ikke endeligt fastlagt om ‘K’/Joe egentlig er en normal, lydig, moderne replikant, eller om han måske er en Nexus 8-model (måske har han handlet ud fra fri vilje, eller måske var det hele en del af hans programmering). Så han får sit eget mysterium, præcis ligesom Deckards status som enten replikant eller menneske. Og historien har mysterier nok til at den sagtens kan fortsætte i en film mere, men denne flotte film står nu spektakulært godt alene. Den er helt og aldeles guddommeligt filmet og kommer helt sikkert til at vinde nogle Oscars til næste Academy Award-ceremoni, specielt for cinematografien. Man føler for alle figurerne, og henrykkes over de episke visuelle vingesus der kærtegner biograflærredet, også i form af et soundtrack inspireret af, men ikke identisk med, Vangelis’ oprindelige. En stor, stor, smuk, smuk film som jeg ser frem til at fordybe mig i igen og igen! Et mesterværk.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53

The Circle
Film, USA 2017, 110 min.
Instr.: James Ponsoldt
Medv.: Emma Watson, Tom Hanks, John Boyega, Karen Gillan, m.fl.

Advarsel: Der forekommer spoilers i denne anmeldelse.

Jeg var så imponeret over denne film at jeg straks købte og læste den roman af Dave Eggers som filmen er baseret på. Bogen er ikke kategoriseret som science fiction, men det er den.

The Circle er et magtfuldt social netværk, som nok skal forestille en kombination af Facebook, Google og Twitter. Det integrerer folks aktiviteter i en sådan grad at netværkets dominans bliver mere og mere total; med tiden kan netværket overvåge alt og alle i samfundet (og alle skal have en Circle-profil), og til sidst skal (skal!) man også stemme via The Circle når der er valg. Samtidig har ledelsen i The Circle ultrahøje idealer om demokrati og åbenhed (information wants to be free!) og hjælper politikere med at ‘go transparent’, så al deres politiske aktivitet er overvåget og korruption derfor ikke længere kan forekomme. Infocommunism er et ord der bruges i bogen.

Det store tema i både bogen og filmen (især i filmen, som af pladshensyn må skære nogle af de øvrige temaer bort) er bort-eroderingen af folks privatliv. Er privatliv i virkeligheden vigtigt hvis vi med total åbenhed kan skabe et ideelt og demokratisk samfund? Er behovet for privatliv ikke bare baseret på skam og lavt selvværd; ting som hurtigt ville forsvinde i et perfekt og inkluderende samfund?

Vi følger Mae Holland, som er heldig at få et eftertragtet job i The Circle. Hun starter med at svare på brugernes klager, men stiger hurtigt i virksomhedens grader, fordi hun med tiden lærer at acceptere dens basale og radikale værdier. Hun gennemgår forskellige oplevelser, hvor hendes egne grænser for privatlivets fred bliver sat på prøve og hvor hun må stå skoleret foran sine ledere for ikke at leve op til deres idealer. Men hun omfavner bravt åbenhedsprincipperne og ofrer sit privatliv ved selv at ‘go transparent’, dvs. hun bliver udstyret med kamera og højtaler, så alle altid kan følge med i alt hvad hun laver (undtagen om natten og på badeværelset). Som toneangivende medlem af The Circle’s ledelse er hun hyperaktiv på de sociale medier, fortæller offentligheden om virksomhedens mange banebrydende nye ideer og projekter og promoverer alle mulige produkter ved at anbefale dem til sine millioner af følgere. Hun er faktisk typen der accepterer denne opløsning af privatlivet, med henvisning til at man som offentlig person kan udrette uendelig meget mere for sine medmennesker ved at dele alle sine oplevelser med dem, og indgå i forskellige konstruktive sammenhænge med andre. Og at man i øvrigt opfører sig mere moralsk når alle kigger med.

Det, der er virkelig spændende ved denne historie, er hvordan modtageren reagerer på den. Folk som synes at privatliv er meget vigtigt (og det er utvivlsomt flertallet af forbrugerne i vores nuværende samfund) vil se udviklingen i denne historie som en slags dystopi, der krænker og overskrider folks grænser. Men hvis man kan se, og acceptere, at mange af disse udviklinger alligevel er uundgåelige og at de faktisk vil føre enorme samfundsforbedringer med sig (fordi alting vil blive mere demokratisk og velfærdsbaseret) og at behovet for privatliv i høj grad er irrationelt i yderste konsekvens, så vil historiens udvikling i stedet virke utopisk og positiv for modtageren.

Dette er derfor en historie af sjælden kunstnerisk kvalitet, som formår at sige noget substantielt og nuanceret om modtagerne, og dermed om samfundet og dets udvikling og fremtid. Den sætter en lang række spændende problemstillinger på dagsordenen og kommenterer på næsten alle aspekter af sociale medier og deres fremtidige udvikling. Som sådan burde filmen være på skemaet i enhver skoleklasse, for dette er emner og situationer som unge især bør tænke over og forberede sig på.

Filmen (såvel som bogen) består stort set af snak; der er ikke noget tempofyldt action. Både derfor, og fordi den typiske modtager vil værne nidkært om sit privatliv, er filmen blevet et enormt flop, med næsten udelukkende negative anmeldelser. I dette tilfælde tager anmelderne dog meget fejl, og det er ganske ufatteligt for mig at de alle sammen kan være så uforstående overfor så visionær og vigtig en fremtidsfortælling. Den skildrede udvikling virker tydeligvis dystopisk i deres øjne, men det er kun fordi de frygter det ukendte og ikke kan abstrahere fra deres nuværende tilværelse. Som sagt er mange af disse udviklinger helt givet uundgåelige, og derfor er vi bedre tjent med at forberede os på dem og tage kontrol med dem i stedet for bare at løbe væk fra dem.

Bogen og filmen følges ganske meget ad. Filmen har selvfølgelig ikke alt fra bogen med; bl.a. er to figurer fusioneret til én, og Maes romantiske/seksuelle forviklinger er ikke med i filmen (lidt ærgerligt, måske, men det ville have gjort filmen alt for lang). Den eneste væsentlige forskel er måden de to versioner slutter på, og det er håndteret virkelig godt. I bogen ender Mae med at forblive loyal overfor The Circle’s ledelse, som i sidste ende er dobbeltmoralske forretningsfolk der planlægger at blive verdens herskere. Bogen ender altså som en cautionary tale, hvor tingene er gået galt, fordi The Circle er blevet en totalitær big business der kontrollerer alt og måske nok kan indgyde verden med væsentlig mere demokrati, men også selv har magten til at omskrive og kontrollere alt hvad der sker i samfundet, herunder at misbruge folks nye mangel på privatliv. Den ender altså – men kun i allersidste korte kapitel – på en måde så de modtagere, der finder udviklingen dystopisk, kan ånde lettet op og forsikre sig selv om at udviklingen faktisk var dystopisk! Men er det nu også hvad forfatteren faktisk mener…?

I filmen (som jeg tror at forfatteren har haft en finger med i) er budskabet en del tydeligere: Her ender det med at de korrupte Circle-ledere bliver afsat, og alle idealerne om åbenhed bliver gennemført uden den kapitalistiske overbygning som lederne havde planlagt – altså ægte demokrati og utopisme! Med det budskab at privatliv ikke er essentielt, eller videre ønskværdigt, hvis man er typen der elsker åbenhed og humanisme. For hvis alt hvad vi foretager os er normalt og ikke på nogen måde fordækt, og vi ikke behøver skamme os over vores eventuelle ‘grimme’ sider (som nok alligevel er almenmenneskelige), hvilken nytte er privatliv så til? I bogen sættes situationen naturligvis på spidsen; i virkeligheden skal man selvfølgelig ikke være ‘på’ hele tiden; det er klart at sådan et samfund også skal respektere behovet for at vi engang i mellem har brug for at koble af og tage en pause fra det hele. Naturligvis skal samfundssystemet generelt respektere at vi er individer og har lyst til forskellige ting, så selvfølgelig skal vi ikke alle sammen være sociale på samme måde, de samme steder, omkring de samme emner. Men så længe den respekt eksisterer (hvad den implicit gør i dette tilfælde), så kan jeg ikke se at privatliv er noget vi skulle have specielt brug for. Og dermed hjælper denne historie os til at forstå og måske acceptere nogle af de utopiske aspekter som fremtidens sociale udvikling vil byde på.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53