Rustkammeret – Fortællinger fra mørket 2

Rustkammeret
Fortællinger fra mørket 2
Antologi
Enter Darkness, 2017, 328 sider

Forlaget Enter Darkness udgav i 2016 antologien Hvis jeg overlever natten, som indeholdt en bredt udvalg af mørke og dystre noveller. Allerede kort efter blev der indkaldt til noveller til bind 2 i serien. Dette næste bind udkom i 2017 med titlen Rustkammeret. Lige som i det første bind, så er der ikke nogen tematisk sammenhæng imellem novellerne, men der er et par stykker der omhandler forbandelser. I den novelle der simpelthen hedder “Forbandelsen” (af Flemming Johansen) tages der udgangspunkt i den nordiske mytologi. En flok unge mænd vil lave et asetro-ritual. Ikke så meget fordi de tror på denne religion, men mere fordi de keder sig, og der er nogle piger de håber vil vise dem opmærksomhed hvis de bliver en del af kredsen. Ritualet indebærer et offer, men deres manglende viden om troen viser sig da de ofrer en ravn til Odin, noget der har blodige konsekvenser.

I “Nocebo” (af Gudrun Østergaard) har en shaman kastet en forbander over en mand der ellers i forvejen har været ramt at sort uheld, efter hans fars død, hans fyring, og at kæresten har forladt ham. Det er måske alt dette der gør at han tror på forbandelsen da shamanen har peget på ham og sagt at han nu er forbandet. Spørgsmålet er om forbandelser som denne kun virker på dem som tror på dem.

I “Rustkammeret” (af Jonas Wilmann), er det et slot, hvis ikke en hel landsdel der hviler en forbandelse over. En kandidatstuderende er taget til Sønderjylland for at lave research til sit speciale om Johannes V. Jensen-bogen Kongens fald. Han ønsker at undersøge om der er noget i bogen der har rod i virkeligheden. Folk lader ikke rigtigt til at kunne hjælpe, men da han møder en der tidligere har lavet lignende studier, finder han spor på en helt anden sandhed end forventet.

Dette var blot et par eksempler på de forbandelser der er på spil i denne bog.

Af andre historier hvor hovedpersonen finder noget helt andet end forventet er der Amdi Silvestris novelle “Mandsmørke” . En udbryderartist skal udføre sit nummer som han har gjort så mange gange før. Han er blevet lagt i spændetrøje, kæder og låst inde i et pengeskab, og bliver nu sænket ned i havnen. Alt går som planlagt, mens vi følger hvordan han smyger sig ud af forhindringerne. Beskrivelsen af hvordan han ligger og laver sine nøje indstuderede bevægelser, er klaustrofobiske for os andre, men det er først da han næsten er ude at hans mareridt starter, og spørgsmålet er om han til sidst har lyst til at slippe ud.

I alt er der 15 noveller i samlingen, og de er meget alsidige. Ud over de nævnte herover, så er der historier også om folk der frivilligt lukker sig inde på en nedlagt skole for at se hvem af dem der kan overleve natten, imens alle jagter alle. Der er historier om folk der enten har vrangforestillinger, eller hvor det er usikkert om det de oplever kun er i deres hoveder, eller om der er væsner der vil skade dem.

Forlaget har allerede lagt en indkaldelse til næste bind ud på deres hjemmeside. Det er bestemt glædeligt at det ser ud til at vi nu får en årlig horrorantologi, og jeg vil med spænding se frem til hvilke noveller der kommer med til den tid, for med den alsidighed som redaktøren Lars Grill Nielsen har vist i sit udvalg til de to første bind, så behøver forfatterne ikke holde sig tilbage med at sende forskelligartede horrornoveller ind.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 54

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

A. Silvestri – Fast arbejde

Fast arbejde
Novellesamling af A. Silvestri
Calibat, 2017, 240 sider

Silvestri startede i 2016 et projekt med at samle nogle, af de mange noveller han efterhånden har haft udgivet i forskellige antologier og magasiner, og udgive dem i bogform. Det blev i første omgang til den glimrende science fiction-samling Sand og sten, stål og glas. Samling nummer to i projektet har titlen Fast arbejde, og denne gang er der igen science fiction-noveller i, men også andre genrer er repræsenteret. Samlingen lægger ud med fantasy-novellen “Fast arbejde”, der henter inspiration i klassisk Dungeons and Dragons-rollespil. De første Dungeon and Dragons-eventyr startede ofte med, at holdet af eventyrere sad på en kro, hvor der så kommer én ind og tilbyder dem en opgave, som kan blive deres næste eventyr. I novellen er Simon på et af sine besøg på jobformidlingen, men det job han tilbydes er noget ud over det sædvanlige. Jobtilbudet kommer fra en dværg der pludseligt dukker op, og kort efter er Simon på et eventyr i en fantasyverden. En pussig historie, som om ikke andet er sjov at læse for en gammel rollespiller.

I “Benspænd” ligger en mand for døden. Han har været længe om at nå dertil, da han har nået en meget høj alder. Døden har glædet sig til denne dag, da manden flere gange har snydt ham. Døden er ikke det eneste begreb der er blevet personificeret i denne novelle. Det gælder også Skæbnen, Tilfældet og flere andre. Det er et sjovt eksperiment at arbejde med begreberne på denne måde, og giver en underholdende novelle.

Der er også historier der er mere rendyrket fantasy. I “Et horn i siden” er en jæger ude for at fange det ultimative bytte; en enhjørning. Det lykkes ham at fange en, men nu skal han bekæmpe sin egen grådighed for at holde den fanget.

“Sjæleforsørgeren” betegner Silvestri selv som en Twillight Novelle, hvilket jeg sagtens kan følge ham i. I novellen har hovedpersonen Tobias for år tilbage solgt sin sjæl til djævelen. Nu har han så opfundet en kunstig sjæl. Dette vækker selvfølgelig interesse, og mulige købere til opfindelsen melder sig.

Science fiction-genren er også repræsenteret i denne samling, bl.a. ved novellen “Den jeg elsker” om en verden hvor det mandlige køn er på retur. “When the music’s over” er en first contact-historie hvor fremmede væsner forsøger at tage kontakt via de signaler de har opfanget fra jorden. Det gør at de skaber forskellige former for væsner og personer fra populærkulturen. Kontakten bliver dog ikke uden konsekvenser, og det viser sig også at der er nogen der jager væsnerne, og mennesket blot står i vejen lige midt imellem.

Den sidste science fiction-novelle i samlingen er tidsrejsehistorien “BjørnBjørn”. Formålet med tidsrejsen er noget så simpelt som at sikre sig den perfekte løberute, til den perfekte løbetur. Dvs hver gang en forhindring dukker op sendes løberen til et tidspunkt hvor der ikke er nogen forhindring, også selvom forhindringen er ham selv fra en anden tid. Novellen er dog ikke fortalt fra den tidsrejsendes synspunkt, men fra en af de der guider turister til at se på den løbende mand.

Hvor Sand og sten, stål og glas var en samling af noveller der tematisk og genremæssigt lå op af hinanden, så er Fast arbejde mere en samling der viser hvor alsidig en forfatter Silvestri er inden for fantasy og science fiction (horror historierne gemmer han nok til en kommende samling). Han er ikke blot alsidig og dygtig til at arbejde imellem genrerne, han er også en dygtigt historieforfæller, der både fortæller underholdende og interessante historier. Selvom de fleste af disse noveller er genbrug, så vil det nok være de færreste der tidligere har læst alle de samlinger der her er hentet bidrag fra, og selv hvis man har, så er det historier der bestemt fortjener et gensyn.

Som i Sand og sten, stål og glas så har Silvestri til hver af novellerne indsat en side med et par tanker og yderligere informationer om den novelle man lige har læst. Ekstramateriale som dette bidrager bestemt kun til at gøre helhedsindtrykket af bogen endnu bedre.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 54

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Henrik Sandbeck Harksen – Ind i mørket

Ind i mørket
Novellesamling af Henrik Sandbeck Harksen
Harksen Productions, 2017, 160 sider

Henrik Harksen har efterhånden drevet sit forlag H. Harksen Productions i 10 år, og selvom han selv havde en novelle med i den første samling han udgav, så er det først nu han udgiver en samling kun bestående af hans egne noveller. Samlingen indeholder syv noveller hvoraf de to har været trykt før i andre udgivelser, heraf er den ene en revideret udgave af den føromtalte første novelle han selv udgav af sine egne. Den novelle var et forsøg på at skrive en pastiche på Lovecrafts Cthulhu Mythos univers. Flere af novellerne i samlingen er udspring af eksperimenter og forsøg. Den første novelle i bogen “Hr. Clegors blodbank”, er resultat af en udfordring fra en anden forfatter der sendte Harksen en enkelt sætning, som så skulle udbygges til en novelle. Det kom der en fortælling om en mand der efter et besøg i en helt særlig blodbank oplever en rus der gør at han er nødt til at tage tilbage dertil, og herefter er fanget i et misbrug.

“#twitterhorror”, var et eksperiment hvor Harksen fortalte en historie via en række tweets over et par dage. For dem der missede det dengang så er den her bragt i samlet udgave.

Samlingens sidste bidrag er mere et formeksperiment, som fint afslutter bogen, på trods af sin specielle form.

Der er dog også noveller der er mere traditionelle horrornoveller. Men fælles for de fleste er at de er blodige, samtidig med at de fortæller nogle interessante horrorhistorier.

Bogen afsluttes af et fint lille kapitel hvori Harksen sætter et par ord på hvert af bidragene i bogen. Det bør altid roses når en forfatter bringer et efterskrift som dette, da det for læsere som mig giver en ekstra dimension på læseoplevelsen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 54

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

David Garmark & Stephan Garmark – Rakelsminde

Rakelsminde
Roman af David Garmark & Stephan Garmark
Kandor, 2017, 296 s.

Landsbyen Rakelsminde rammes af en række uforklarlige og mystiske episoder, hvoraf flere er af ret brutal karakter. Der er en der klipper fingrene af sig selv, en anden sprætter sig selv op, og så er der et hus som simpelthen forsvinder og afløses af et træ.

Hver af disse hændelser er sket mens en mystisk lydbølge har strømmet igennem byen.  Den lokale religiøse sekt prøver, sammen med landbetjenten, at undgå indblanding udefra, men journalisten Tea er kommet til byen da hun har hørt om et af selvmordene. Hun er dog ikke kun taget dertil pga en mulig artikel, for da hun stammer fra byen så vil hun også gerne finde ud af hvad der sker.

Samtidig har den syriske flygtning Sayid slået sig ned i byen. Han er på flugt fra IS som har specielle planer med ham, da han har en evne til at kigge ind i folk og se om de lyver.

Tea og Sayid finder sammen i et forsøg på at finde ud af hvad der sker, og i sidste ende også på at overleve deres ophold i byen. Specielt Sayids baggrund kommer dog også til at give dem problemer da det begynder at vise sig hvad det egentligt er han er flygtet fra.

Rakelsmind har dog længe været omgænget af mystik og hemmeligheder, for lige udenfor byen ligger et område kaldet den døde zone, hvor intet lever, og måske er det denne der nu er ved at få indflydelse på hele det lille samfund.

Bogen er skrevet af brødrene Garmark, og de har begået en spændende thriller. Om jeg helt vil kalde den horror ved jeg ikke helt, på trods af de overnaturlige elementer. Den har nogle brutale elementer hvor folk slagtes og andre der køres over af en vejtrumle. Beskrivelserne af disse elementer er dog ret korte og ikke så blodige og brutale som egentligt kunne have passet til den stemning som jeg tror de prøver at ramme. Jeg tænker dog at eftersom forsiden beskriver bogen som en spændingsroman, så er det måske bevidst at der er skruet ned for disse dele.

Det er dog ikke slut med at blande genrer i denne bog, for som man nærmer sig slutningen så kommer der også science fiction-elementer i spil.

Læst som en thriller så er der bestemt underholdning og spænding at komme efter.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 54

Udgivet i Bøger, Horror, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Nyctophilia – Storm Frost

Nyctophilia
Af Storm Frost
Baggaardsbaroner 2017, 202 sider

Det går langt imellem at man får en bog i hånden der er så indbydende som denne. Den har et virkeligt flot omslag, i en indbydende indbinding, der hverken på ryggen eller for- og bagside har noget tekst. Der er blot en dyster illustration af en måneoplyst bygning og et fyrtårn. På bagsiden viser der sig en kæmpe fangarm i fyrtårnets lys. Den gengivelse af forsiden vi kan bringe her viser desværre ikke det spil som er i forsidens nattemørke, noget der yderligere gør at bogen lægger op til en dyster oplevelse. Hver af novellerne har også en utrolig stemningsfyldt illustration som indledning. Alt i alt en bog som jeg kunne finde på at anbefale at man køber udelukkende for dens udstyr.

Ud over det stemningsfulde omslag og illustrationer, så består bogen af fem historier. Bogen indledes med “Mørketoget”, hvor en passager i et tog falder i snak med en mystisk fremmed der sidder i samme kupe. Den fremmede virker til at kende hovedpersonen, og fortæller at dette egentlig ikke er en normal togtur, og at hovedpersonens liv vil slutte når han/hun forlader kupeen. Hvordan reagerer man når man får noget sådan at vide. Og selvom man ikke tror et ord af det, tør man så tage chancen? Hovedpersonen er i dette tilfælde læseren, da historien taler direkte til læseren.

Bogens sidste novelle “Den gamle mand og fyrtårnet” omhandler også livets afslutning. En gammel fyrpasser gør status over sit liv og tænker tilbage på sine år. Denne aften blæser det op til orkan, og han forbereder sig for han er fyrtårnets vogter, og natten er lang. Orkanen kan ikke kun blive hans og fyrtårnets endeligt, men hele verdens ende, for i det dybe mørke griber enorme fangarme ud efter ham og alt omkring dem.

“Neondetektiven” er en noir pestige, og jeg fandt den for klichéfyldt til at fungere. Skurken kaldes Keglekongen, og hans beskrivelse af detektiven, passer for mig på hele novelle: “De er ikke andet en en bleg kopi af billige detektivromaner, blottet for litterær raffinement”. Der er et par referencer til andre historier i “Neondetektiven”, bl.a til fødevaren “Pulver Grøn”.

Bogen afsluttes med 7 sider hvor forfatteren gennemgår dem han står i gæld til. Her er nævnt filminstruktører, forfattere og tegneserieskabere, og til hver er der lige knyttet et par ord. Dette er en spændende måde at lave et efterord, som egentligt fungerer fint til at give et indblik i hvordan forfatteren er blevet inspireret til sine historier.

Bortset fra en af novellerne så lever stemningen i novellerne fint op til det stemningsfyldte omslag. Det er en bog der kræver koncentreret læsning, men giver man den det, så belønner den også læseren.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 54

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Jesper Wung-Sung – Kopierne

Kopierne
Grafisk roman skrevet af Jesper Wung-Sung
Illustreret af Søren Jessen
Høst og Søn, 2015, 112 sider

I 2010 udkom romanen Kopierne skrevet af Jesper Wung-Sung. Bogen blev samme år tildelt  Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger, og er senere blevet oversat og udgivet i Holland og Frankrig. I 2015 udkom bogen så igen, men denne gang i form af en grafisk roman hvor Søren Jessen har stået for illustrationen, og det er denne udgave det handler om her.

Jonas har lige spillet sit livs fodboldkamp, hvor han har scoret et hatrix. Efter kampen taler den smukke Maria til ham og giver ham en lille gave. Alt tyder på at dette bliver den bedste dag i hans liv. Men da han kommer hjem, vil hans forældre ikke lukke ham ind, og han syntes han kan skimte en dreng inde i huset som ligner ham selv. Forældrene taler om at noget må været gået galt, men at de vil ring efter nogen der vil løse det. To mænd kommer for at tage Jonas med, men det lykkedes ham at flygte ud i den nærliggende skov. Her møder han Ian, som også er på flugt.

Det viser sig at begge drenge er kopier, som er blevet klonet ud fra syge, eller tilskadekomne børn. De rigtige børn er så blevet lagt i dvale til de kan helbredes, hvorefter kopierne så er overflødige.

Kopierne er på flugt fra Kopi Befrierne, men rygtet vil at der ved havet er et skib hvor de kan være i sikkerhed. Ud over flugten fra den fysiske trussel, så skal Jonas også forholde sig til at virkeligheden ikke var som han troede, samt det faktum at kopierne måske ikke er så stabile når de er uden for de rammer de var skabt til.

Der er ikke kun tale om en illustreret udgave af historien, men en udgave hvor illustrationerne er direkte samarbejder med teksten om at fortælle historien. Det er yderst veludført og effektfuldt, og mange vigtige detaljer findes her kun i samspillet imellem illustrationerne og teksten, og ikke blot i en af delen.

Der er kun få detaljer om hvordan teknologien med kopierne virker, men da personerne i bogen ikke kender disse, så er det næsten befrienede at de ikke bliver forklaret for læseren, men meget af det antydes igennem handlingen, og den process kopierne gennemgår under deres flugt.

Bogen formår virkeligt at “show, don’t tell”, og selvom jeg har lyst til at læse den oprindelige bog, så er det lige før at jeg tror jeg vil risikerer at blive skuffet, da den næppe kan leve op til denne grafiske roman udgave.Bogen er nok en ungdomsbog, men den er bestemt også anbefalelsesværdig for andre.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | 1 kommentar

Marissa Meyer – Scarlet – Lunar Krøniken 2

Scarlet – Lunar Krøniken 2
Roman af Marissa Meyer
Høst & Søn, 2017, 416 sider

I Scarlet møder Rødhætte og Askepot hinanden i et fantastisk sci-fi univers.

Scarlet er efterfølgeren af den fremragende historie om Cinder, den uduelige cyborg. Cinder blev fængslet for statsforræderi i den foregående historie. Allerede i starten af bogen lykkes det hende at flygte sammen med en anden forbryder ved navn Carswell Thorne. Hele forbundets militær bliver sat efter hende og hun bliver den mest efterlyste fange nogensinde.

På den anden side af Jorden, i Frankrig, møder man Scarlet Benoit. Hun bor på landet med sin bedstemor Michelle. En dag er Michelle forsvundet. Hendes ID-chip ligger på køkkenbordet, så hun er umulig at spore. Scarlet har knyttet et meget tæt bånd til Michelle og vil derfor gøre alt for at finde hende.

På landsbykroen møder Scarlet gadekæmperen Ulv, som aldrig har smagt en tomat. Ulv vil gerne hjælpe Scarlet med at finde Michelle. Scarlet er meget mistroisk overfor Ulv, da han meget gerne vil arbejde på hendes gård. Ulv får dog overtalt Scarlet til at rejse med ham til Paris, hvor han mener Michelle befinder sig. De rejser hastigt afsted; først med et tog og senere til fods, da der er pestudbrud på toget. På den lange rejse falder Scarlet hurtigt for Ulv. Men Ulv viser sig senere ikke at være den, han giver sig ud for at være.

I Cinder foregik historien i New Beijing, som var en meget proppet og rodet by. I Scarlet foregår historien på landet i Frankrig. Landsbylivet bliver beskrevet virkelig godt, da alle kender alle når de mødes på kroen. Jeg er også ret vild med Scarlet og Michelles gård, den virker bare så hyggelig!

Historien foregår selvfølgelig også i Paris. I dag er Paris en storslået og smuk by, men efter Fjerde Verdenskrig er den smadret. Der har ikke været ressourcer til at genopbygge de sønderbombede bygninger. Derfor ligger halvdelen af byen i ruiner. Michelle bliver holdt fanget i en gammel operabygning. Den er helt mørklagt, men man kan se hvor spektakulær en bygning den var engang.

Scarlet er en virkelig sej hovedperson. Hun har et meget højt temperament og får derfor ofte raserianfald. Hun har et stort, krøllet hår og går i en rød hættetrøje, ligesom rødhætte. Hun elsker sin bedstemor meget højt. Michelle tog Scarlet til sig da hun var meget lille. Scarlets rejste fra sin far da hun var teen­ager. Michelle gav hende lov til at bo hos hende, og der har hun boet lige siden. Scarlets viljestyrke er ustoppelig. Hun går altid med en pistol på sig og er ikke bange for at bruge den. Hendes viljestyrke er ustoppelig, og så kan hun endda flyve et rumskib!

Ulv giver sig ud for at være en helt normal gadekæmper. Han er fyldt med ar og sår. Men hans tænder er spidse som en ulvs. Hans sanser er også helt overnaturlige. Han fortæller Scarlet at han var medlem af en bande. Banden var som et stort ulvekobbel. Ulv var en beta-ulv, en der var lavest i rangordenen, og han har forladt banden. Men kan man stole på Ulv?

Bogen er en fantastisk efterfølger til Cinder. Det fungerer virkelig godt med at Marissa Meyer blander gamle eventyr med en helt ny sci-fi verden. Det var også helt okay at følge to personer, jeg har nemlig oplevet bøger hvor det bare ikke fungerede. Jeg glæder mig allerede til næste bog i serien, som er baseret på eventyret om Rapunzel, og det sidste bind der kommer til at handle om Snehvide.

Forlaget Høst & Søn har sponseret anmeldereksemplaret.

Anmeldt af Ea Marie Løfstedt i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

David Mack – Star Trek – Discovery: Desperate Hours

Star Trek – Discovery: Desperate Hours
Roman af David Mack
Gallery Books 2017, 368 sider

I forbindelse med den nye tv-serie Star Trek: Discovery er der samtidig udgivet den første Trek-roman med tilknytning til den nye serie. Den foregår dog før serien, så den har reelt ikke noget med stjerneskibet USS Discovery at gøre. Til gengæld fokuserer den på et eventyr som er et cross-over mellem Michael Burnhams tid på stjerneskibet USS Shenzhou og Christopher Pikes periode som kaptajn på USS Enterprise (ham der sad i kaptajnsædet før James T. Kirk).

I denne historie er der en ni millioner år gammel ‘alien juggernaut’; et rumskib som har ligget i dvale og som vågner til live og begynder at angribe den minekoloni som det befinder sig på. Dens teknologi og ødelæggelsesevne er så avanceret at Starfleet er bange for at den vil flyve til adskillige nabosystemer og lægge dem øde. Derfor indkalder de ikke bare den humane kaptajn Georgiou med stjerneskibet USS Shenzhou, men også den åbenbart meget hårdkogte kaptajn Pike og Enterprise, hvis besætning også tæller Spock. For Starfleet har nemlig i sinde at ofre hele mine-kolonien og de 300.000 kolonister for at beskytte de større omkringliggende kolonier, og de ved at Georgiou nok ikke vil være enig i den beslutning, men at de kan regne med at Pike nok skal adlyde sådan en ordre.

Så nu må besætningerne på de to stjerneskibe dels arbejde sammen, dels slås om hvilket synspunkt er mere moralsk rigtigt end det andet. I dette præmis kan man godt undre sig over hvorfor Starfleet bare går ud fra at Georgiou ikke vil adlyde en ordre om at ofre planeten og hvorfor de overhovedet har givet hende en kaptajntjans hvis hun ikke vil adlyde ubehagelige ordrer fra sine overordnede. Men åbenbart er de meget fleksible omkring deres kaptajners forskellige moral. Ja, for samtidig undrer man sig selvfølgelig over hvorfor det er klart for Starfleet at Pike da naturligvis vil gøre alt hvad de beder ham om, uanset hvor moralsk anløbent det end måtte være. Men det er jo en kompleks problemstilling som romanen ikke går yderligere bagom, men det fører da til en del spændinger og skænderier mellem Georgiou og Pike.

Kernen i historien er at Burnham og hendes stedbror, Spock, bliver sendt ind i denne fremmede ‘juggernaut’ for at se om de kan lukke den ned i tide til at redde både denne og de nærliggende kolonier. Inde i det ældgamle rumskib bliver de udsat for en række meget svære prøvelser, som skal teste deres niveau af intelligens, og som bliver stadig mere avancerede. Så de kommer ordentligt på prøve, og det er disse prøvelser, som har forskellige former for videnskabelig beskaffenhed, der er bogens klare styrke. Ideen om et ‘dødens palads’ fyldt med dødsensfarlige faldgruber og gådefulde intelligenstests, er ikke original; den virker klart inspireret af f.eks. Doctor Who-historien “Death to the Daleks” (1974), samt andet album i Don Lawrences tegneserie Storm, som netop hedder Dødens palads (udkom på dansk i 1984). Men den er ganske effektiv, og gør Desperate Hours til en underholdende roman – til trods for at den (som de fleste Trek-romaner sikkert er) er skrevet i en neutral og farveløs stil uden noget særligt forsøg fra forfatterens side på at tilføje sin egen subjektive skrivemåde. Der er, som sædvanligt i franchise-romaner, masser af action og ikke så meget plot-dybde, men personskildringen er bestemt ikke dårligere end i den typiske Star Trek tv-serie-episode. Så det var såmænd en udmærket Trek-roman. Dem tror jeg da, jeg skal have læst nogle flere af.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Bøger, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Thor: Ragnarok

Thor: Ragnarok
Film, USA 2017
Instr.: Taika Waititi
Medv. Chris Hemsworth, Tom Hiddleston, Cate Blanchett, Jeff Goldblum, Tessa Thompson, Idris Elba

Marvels Thor har altid været en særegen hybrid mellem mytologi, superhelt og science fiction. Dengang Stan Lee og Jack Kirby skabte serien, havde de kun et overfladisk kendskab til nordisk mytologi, og det var tydeligt. Thor blev en glatbarberet blondine, Odin havde begge sine øjne, Asgård var en højteknologisk kultur, og der blev introduceret en mæng­de aser (eller Asgardians) som var frit opfundet af skaberne: Skurge the Executioner, The Warriors Three, Enchantress og mange flere. Senere forfattere, blandt andre Walt Simonson, satte sig mere ind i mytologien, men da var ‘skaden’ allerede sket.

Denne særegenhed er afspejlet i Marvel-filmene om Thor, og den nye film, Thor Ragnarok, rammer måske bedst blandingen af de tre genrer mytologi, superhelt og science fiction, hvor de to tidligere især har fokuseret på det mytologiske, om end Marvel-udgaven af mytologien.

Filmen begynder in media res med Thor som fange hos ildjætten Surtur. Allerede i denne scene bliver filmens fokus på humor og action over drama lagt fast: Man skal ikke tage tingene alt for seriøst. Det kan virke som et underligt valg når nu filmen handler om selve den nordiske udgave af Dommedag, Ragnarok, men hvis man kan abstraher fra det, er filmen enormt underholdene, og man fornemmer at alle de involverede går ind i deres roller med stor entusiasme.

Det er ikke fordi der mangler ting, der kunne gøres til stort drama: Dødsgudingen Hela (Cate Blanchett) er undersluppet fra underverdenen og vil erobre Asgård; Odin er forsvundet, og Loki har taget hans plads på Asgårds trone.

Thor får hurtigt ordnet de sidste to problemer, godt hjulpet af Doctor Strange i sin første filmoptræden siden filmen om ham fra 2016, men inden han når at gøre noget ved Hela, bliver han slynget gennem et ormehul til en planet i den anden ende af universet, hvor en figur kaldet Grandmaster (muntert spillet af Jeff Goldblum) arrangerer gladiatorkampe mellem mægtige krigere, som han har taget til fange – nu også Thor. Og Thors første modstander viser sig at være Hulk, udstyret med rustning og kæmpeøkse.

Herfra går tingene slag i slag, både på Grandmasters planet og i Asgård, hvor Hela gør sin entré. I filmens sidste akt når Thor tilbage til Asgård i selskab med gamle og nye allierede, tidsnok til måske, måske ikke at forhindre Ragnarok.

Filmens instruktør Taika Waititi, som er fra New Zealand og er halvt maori, har som sagt valgt at fokusere på kvik humor og rap action, en blanding der fungerede fint i Guardians of the Galaxy, men der er delte meninger om hvorvidt det er passende til historien om Ragnarok. Personligt havde jeg ingen problemer med det, og man bør ikke glemme at Thor-tegneserien, når den har været bedst, heller ikke har taget sig selv alt for alvorligt.

Filmen er fuld af easter eggs for Marvel-kendinge, blandt andet i form af henslængte bemærkninger, der refererer til klassiske tegneseriehistorier, som den af Walt Simonson, hvor Loki forvandler Thor til en frø. I kulisserne på Grandmasters planet er der også en del at finde for den opmærksomme. Påskeæggene er dog lagt så subtilt ind, at folk der ikke kender henvisningerne, ikke opdager at der er noget de er gået glip af.

Til sidst får vi selvfølgelig de obligatoriske teasers under rulleteksterne. I den første og væsentligste støder Thor og kompagni i det ydre rum på et kolonormt rumskib, som sandsynligvis skal forestille at tilhøre superskurken Thanos, der har rumsteret i baggrunden på efterhånden mange Marvel-film, men som kommer i front som den store skurk i den næste Avengers-film, Infinity War, der får premiere næste år. Der er således lagt op til at Thor kommer til at spille en væsentlig rolle i denne film, i selskab med Avengers, Guardians of the Galaxy og hvem der nu ellers kan finde på at kigge forbi.

Til opsummering vil jeg anbefale Thor: Ragnarok til folk, der gerne vil underholdes uden det store Shakespeare-drama og som holder af klassiske historier fra Thor-tegneserien, især fra Walt Simonsons stjerneperiode. Hvis jeg skal give filmen stjerner, må det blive 8 ud af 10.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Star Trek: Discovery

Star Trek: Discovery
Sæson 1, episode 1-5
Tv-serie, USA 2017
De første 5 ud af 15 episoder
Medv.: Sonequa Martin-Green, Michelle Yeoh, Doug Jones, James Frain, m.fl.

Ja, så er der startet en ny Star Trek tv-serie – den første i 12 år. Der er i skrivende stund kommet fem afsnit ud af de femten i første sæson af Star Trek: Dis­covery, og de kan ses på Netflix. Vi har desuden allerede hørt at der også kommer en sæson 2. Serien er endnu en retro-serie, der foregår efter den forrige serie (Star Trek: Enterprise), men ti år før Kirks tid i Star Trek: The Original Series. Så The United Federation of Planets er stadig meget ung, og første sæson af Discovery fokuserer på en krig mod klingonerne.

Jeg havde egentlig skrevet en rimelig positiv anmeldelse af det indledende dobbeltafsnit af Dis­covery, som nærmest er en indledende film, der fortæller om tiden før handlingen på rumskibet USS Discovery. Men efter afsnit 3 blev min lurende skepsis og mine bange anelser desværre realiseret, og jeg måtte trække den første anmeldelse tilbage.

Nu har jeg så haft tid til at kigge nærmere på de i skrivende stund seks udkomne afsnit, og min holdning til serien er desværre overvejende negativ. For der trædes godt og grundigt på Gene Roddenberrys utopiske vision i den nye serie. Nu må officererne på Føderationens stjerneskibe pludselig gerne opføre sig som røvhuller overfor hinanden. Og sige “fucking”. Producenterne her gør sig umage for at blæse på alle de utopiske elementer som gør Star Trek til Star Trek. Og de dekonstruerer og destruerer derved hele konceptet. Samtidig kannibaliserer de sig selv i kraftigere grad end nogensinde før ved at lade alle plotpunkter og alt design i den nye serie være totale efterligninger af de seneste tre Abrams-producerede film. I hvert eneste afsnit er der ting som ikke passer med de gamle seriers kanoniske elementer.

Det værste er at hele stemningen ikke er det mindste Star Trek-agtig; den er tværtimod meget nutidsagtig. Figurernes sociokulturelle referencerammer er alt for meget ligesom vores i dag; serien forestiller sig ikke rigtig et anderledes fremtidssamfund. Dermed er der ikke længere ret meget science fic­tion over det – det er bare blevet til overfladisk visuelt lir og forfejlet fan-service. Fan-fiktion.

Star Trek er gået samme vej som Star Wars og Doctor Who i de senere år: det er blevet for mainstream; for udvandet; for fantasiløst; for kommercielt – al den gammelkendte substans er erstattet af ren action og meta-elementer der klapper sig selv på ryggen. Bare fordi der er en masse politisk korrekt indhold som den identitetspolitiske bølge kan glæde sig over (og som jeg i øvrigt ikke har noget i mod), betyder det desværre ikke, som producenterne i deres indbildskhed lader til at tro, at der samtidig er automatisk kvalitet i historierne. Og dét kunne jeg skrive side op og side ned om i min retfærdige harme og forargelse. Om hvordan referencer til tidligere episoder (i Doctor Who såvel som i Star Trek) i gamle dage var motiveret af et ønske om world building; om at udvide handlingsuniverserne, mens referencerne i dag er næsten ren ‘sequelitis’; en kommerciel formularisering der indsnævrer handlingsuniverserne! Men jeg skal nok spare jer, og i stedet komme nærmere ind på de første afsnit af Star Trek: Dis­covery.

Seriens indledende dobbeltafsnittet, som består af episoderne “The Vulcan Hello” og “Battle at the Binary Stars”, er en slags prequel-film, som skildrer begivenheden der ligger til grund for den overordnede historie i resten af sæsonen. En ny og spændende ting for en Star Trek-serie er at Discovery ikke følger en kaptajn, men en person der starter som First Officer og derefter gennemgår degradering og vanære. Hovedpersonen, Commander Michael Burnham (Sonequa Martin-Green), virker til at begynde med som en spændende, velspillet og sympatisk figur. Hun er et menneske der er opvokset på Vulcan, men i de sidste syv år har tjent på stjerneskibet USS Shenzhou under kaptajn Philippa Georgiou (en skøn rolle at se kampsportsstjernen Michelle Yeoh i – selvom kampsporten dog udebliver), hvor hun har lært at temperere sin vulcanske opdragelses rendyrkede logik med menneskelige følelser, som hun har problemer med at kontrollere. Burnham er i øvrigt Spocks stedsøster, opdraget af hans forældre, Sarek og Amanda, og det kan man læse mere om i den ganske anstændige nye Discovery-roman, Des­perate Hours af David Mack (også anmeldt her i bladet).

Burnhams forældre blev, da hun var helt lille, dræbt som en del af en større massakre begået af klingons, og hendes karriere på USS Shenzhou ender med at få en brat afslutning da de løber ind i en omgang fundamentalistiske klingoner, der insisterer på at starte en krig med The United Federation of Planets. Kunstgrebet i dette dobbeltafsnit ligger i måden Burnham er skildret på og hendes uheldige rolle i en krise som hun egentlig ikke kan lave om på. Hun og kaptajn Georgiou har én chance for at forhindre krigen, nemlig at tage den klingonske krigerprofet T’Kuvma til fange, så han fremstår som svag i sine artsfællers øjne. T’Kuvma planlægger selv at starte krigen ved at lade sig dræbe i kamp som en martyr. Burnham er ganske klar over situationen og (næsten) kompetent nok til at gøre hvad der skal gøres, men så sker uheldet: T’Kuvma slår kaptajn Georgiou ihjel – og så skyder Burnham ham i hævngerrig vrede. Og udløser dermed krigen – en altomfattende krig mellem de nyligt forenede 24 huse i det Klingonske Imperium og så Føderationen. På den ene side ville krigen være kommet alligevel, og på den anden side er Burnham kompetent nok til at være heltinden der kunne have stoppet den. Men nu må hun tage ansvaret for sin handling og blive syndebuk for krigsudbruddet – hun ender med intet mindre end at blive idømt livsvarigt fængsel (!!), hvilket virker som en ret overdrevet straf.

Men når man analyserer situationen i bakspejlet, så er det egentlige problem med Burnhams handlinger at hun er blevet for følelsesladet og har mistet evnen til at skelne mellem hvornår noget er rationelt og hvornår det er emotionelt. For at redde sin kaptajn og besætning fra klingonerne, begår hun mytteri ved at forsøge at gøre køb på Starfleets princip om aldrig at skyde først. Hun sætter altså kaptajnen og besætningen før Starfleets regler og idealer, hvilket en rationel vulcaner (eller bare en god Starfleet-officer) aldrig ville gøre. Kaptajnen bliver dræbt alligevel, så mytteriet var forgæves, om end man kan argumentere for at hun måske reddede nogle af besætningsmedlemmerne. Under alle omstændigheder er det noget rod, og det gør Burnhams figur endnu mere forvirret og konfliktfyldt end jeg tror forfatterne havde til hensigt.

Det kan ikke benægtes at det er en flot serie med masser af fede SFX. Det overordnede design er måske ikke hyper-originalt; de blå uniformer og grå skibsvægge minder lige lovlig meget om farveskemaet i Enterprise. Stilen er også lidt mørk i det, hvor jeg personligt langt hellere så noget mere lys og kulør. Et af de væsentlige punkter hvorpå serien kan kritiseres, er at den lægger sig utrolig meget op ad de tre nyeste, JJ Abrams-producerede Star Trek-film (hvoraf de to sidste er rigtig dårlige). Discovery starter f.eks. med en sekvens hvor vores hovedpersoner skal redde nogle aliens fra en lokal apokalypse, ligesom i Star Trek into Darkness. Der er en actionscene hvor vores heltinde tager en farlig tur i rumdragt, præcis som i begge de to første Abrams-film. Der er lens flares (endda en voldsomt stærk én i form af Klingonernes beacon) og adskillige andre call­backs til de nye film (som foregår i the Kelvin timeline; en divergeret tidslinje) – men der er samtidig også ganske rigeligt med referencer til klassisk Trek (den såkaldte Prime timeline); f.eks. er scenen hvor de indser at Burnham måske er død, ganske mage til den tilsvarende scene med Kirk i filmen Star Trek: Generations – hvilket ikke helt fungerer; dels fordi Burnham måske er lige knap så vigtig en figur som Kirk, og dels fordi det viser i alt for overdreven og elitær grad at der gøres forskel på folk, hvilket ikke er i tråd med Føderationens idealisme. Faktisk er det, bl.a. af disse grunde, stadig ikke helt klart om Discovery foregår i Prime-tidslinjen eller i Kelvin-tidslinjen. Producenterne har gentagne gange insisteret på at det er Prime-tidslinjen (og det må jeg da sige at jeg også tror på), men det overordnede indtryk ville indtil videre stort set passe ligeså godt ind i Kelvin-tidslinjen.

Tredje afsnit starter seks måneder inde i Burnhams aftjening af sin strenge livstidsdom. Kaptajn Gabriel Lorca fra stjerneskibet USS Discovery inddrager Burnham i krigsindsatsen mod klingonerne. Lorca er en hårdkogt og kynisk fyr som allerede har mistet en besætning i denne krig, og nu vil gøre hvad som helst for at vinde krigen, uanset hvor uetisk det end måtte være. Ombord på Discovery finder vi den besætning som er vores ensemble-hovedpersoner (de introduceres dog ikke alle i dette afsnit), f.eks. ingeniøren Cadet Sylvia Tilly, som er en Barclay-agtig figur med anlæg for overdrevet nervøsitet, og løjtnant Paul Stamets, som er en astromykolog der øjensynlig er hamrende bitter over at hans forskningsprojekt er blevet overtaget til anvendelse i krig, og som er konstant uenig med kaptajn Lorca. Der er også den usympatiske sikkerhedschef, Landry, som i selvudslettende grad er loyal overfor Lorca. Og der kommer flere til i næste afsnit, om end de øvrige ikke virker så vigtige som disse. Det firkløver vi følger, ser ud til at blive Burnham, Lorca, Tilly og Stamets (med førsteofficer Saru som et femte hjul ude på sidelinjen).

Discovery er et videnskabsfartøj med mange videnskabelige eksperimenter ombord, det vigtigste af hvilke er en spændende ny måde at rejse med overlyshastighed på: de forsøger at navigere gennem et galaktisk svampenetværk, så de kan materialisere sig øjeblikkeligt et hvilket som helst sted i galaksen. Hvilket jo er brugbart når der er en krig mod klingonerne i gang. Men, vi ved jo allerede fra de andre serier, der foregår senere, at denne transportform ikke vil være brugbar på længere sigt. Og der foregår også underlige ting i laboratoriet, med folk der ser ud til at fase ind og ud af eksistens. Det lader til at det kommer til at have noget at gøre med en parallel dimension: the Mirror Universe! Det fede ved svampenavigationen er dog at ideen er baseret på en rigtig teori om et kæmpe svampenetværk der måske strækker sig over hele Jorden. En af hovedpersonerne i tv-serien, videnskabsofficeren Paul Stamets, er sågår opkaldt direkte efter virkelighedens videnskabsmand af samme navn.

Discoverys søsterskib, the USS Glenn, udfører lignende eksperimenter, men er ude for en ulykke der dræber alle ombord. Besætningen fra Discovery må derover og redde udstyret og møder et underligt og farligt rumuhyre derovre. Glenns besætning er blevet revet i stykker af en ukendt kraft, og det er som om at dette afsnit specifikt skal give minder om en Alien-film, og/eller The Thing.

Ser man bort fra at afsnit 3 ikke er spor utopisk eller Star Trek-agtigt, så fortæller det faktisk en robust historie med udmærket world building for det nye Discovery-miljø. Jeg var ganske vist skuffet over det, men ved anden gennemkigning havde det alligevel noget potentiale; noget substans der kunne arbejdes videre med. Desværre blev dette potentiale ikke opfyldt i de efterfølgende episoder.

Afsnit 4-6 springer alt for hurtigt videre og byder ikke på ret mange interessante udviklinger. Jeg begyndte faktisk at finde serien trættende og uværdig til anmeldelse, og derfor vil jeg ikke gå noget videre i detaljer omkring de efterfølgende afsnit. F.eks. går det hurtigt ned ad bakke med skildringen af Burnham. Hendes status som anti-autoritær mytterist bliver definerende for hendes efterfølgende handlingsmønster, hvilket ikke gør figuren nogen tjenester. Det var meningen at hun skulle reformere og forbedre sig; råde bod på sine fejl. I stedet for bliver hun ved med at mene at det er rigtigt at fortsætte med at være en egensindig og arrogant regelbryder, som er alt for drevet af følelser. Historien tager ikke konsekvenserne af dens egne udviklinger; der kommenteres ikke på dilemmaerne, og figurerne reagerer ikke på dem, for i næste afsnit er vi allerede et par uger inde i en ny udvikling. Dette gør måske nok historien uforudsigelig, men det efterlader også en masse løse ende og plotpunkter, og skaber et forvirret og dårligt struktureret helhedsindtryk. Der er ikke tid til at komme nærmere ind under huden på andre figurer end Burnham og måske en lille smule kaptajn Lorca; som ensemble eller besætning betragtet er denne serie en omgang ufatteligt tyndt øl.

Og den eklatant manglende utopiske dimension ender med at ødelægge rigtig meget af det essentielle Star Trek-indhold, og gør desværre serien til noget der (for nu at parafrasere Douglas Adams) er næsten fuldkommen, men ikke helt, ulig Star Trek. Det er ganske utilgiveligt.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar