Star Trek: Discovery
Sæson 1, episode 1-5
Tv-serie, USA 2017
De første 5 ud af 15 episoder
Medv.: Sonequa Martin-Green, Michelle Yeoh, Doug Jones, James Frain, m.fl.
Ja, så er der startet en ny Star Trek tv-serie – den første i 12 år. Der er i skrivende stund kommet fem afsnit ud af de femten i første sæson af Star Trek: Discovery, og de kan ses på Netflix. Vi har desuden allerede hørt at der også kommer en sæson 2. Serien er endnu en retro-serie, der foregår efter den forrige serie (Star Trek: Enterprise), men ti år før Kirks tid i Star Trek: The Original Series. Så The United Federation of Planets er stadig meget ung, og første sæson af Discovery fokuserer på en krig mod klingonerne.
Jeg havde egentlig skrevet en rimelig positiv anmeldelse af det indledende dobbeltafsnit af Discovery, som nærmest er en indledende film, der fortæller om tiden før handlingen på rumskibet USS Discovery. Men efter afsnit 3 blev min lurende skepsis og mine bange anelser desværre realiseret, og jeg måtte trække den første anmeldelse tilbage.
Nu har jeg så haft tid til at kigge nærmere på de i skrivende stund seks udkomne afsnit, og min holdning til serien er desværre overvejende negativ. For der trædes godt og grundigt på Gene Roddenberrys utopiske vision i den nye serie. Nu må officererne på Føderationens stjerneskibe pludselig gerne opføre sig som røvhuller overfor hinanden. Og sige “fucking”. Producenterne her gør sig umage for at blæse på alle de utopiske elementer som gør Star Trek til Star Trek. Og de dekonstruerer og destruerer derved hele konceptet. Samtidig kannibaliserer de sig selv i kraftigere grad end nogensinde før ved at lade alle plotpunkter og alt design i den nye serie være totale efterligninger af de seneste tre Abrams-producerede film. I hvert eneste afsnit er der ting som ikke passer med de gamle seriers kanoniske elementer.
Det værste er at hele stemningen ikke er det mindste Star Trek-agtig; den er tværtimod meget nutidsagtig. Figurernes sociokulturelle referencerammer er alt for meget ligesom vores i dag; serien forestiller sig ikke rigtig et anderledes fremtidssamfund. Dermed er der ikke længere ret meget science fiction over det – det er bare blevet til overfladisk visuelt lir og forfejlet fan-service. Fan-fiktion.
Star Trek er gået samme vej som Star Wars og Doctor Who i de senere år: det er blevet for mainstream; for udvandet; for fantasiløst; for kommercielt – al den gammelkendte substans er erstattet af ren action og meta-elementer der klapper sig selv på ryggen. Bare fordi der er en masse politisk korrekt indhold som den identitetspolitiske bølge kan glæde sig over (og som jeg i øvrigt ikke har noget i mod), betyder det desværre ikke, som producenterne i deres indbildskhed lader til at tro, at der samtidig er automatisk kvalitet i historierne. Og dét kunne jeg skrive side op og side ned om i min retfærdige harme og forargelse. Om hvordan referencer til tidligere episoder (i Doctor Who såvel som i Star Trek) i gamle dage var motiveret af et ønske om world building; om at udvide handlingsuniverserne, mens referencerne i dag er næsten ren ‘sequelitis’; en kommerciel formularisering der indsnævrer handlingsuniverserne! Men jeg skal nok spare jer, og i stedet komme nærmere ind på de første afsnit af Star Trek: Discovery.
Seriens indledende dobbeltafsnittet, som består af episoderne “The Vulcan Hello” og “Battle at the Binary Stars”, er en slags prequel-film, som skildrer begivenheden der ligger til grund for den overordnede historie i resten af sæsonen. En ny og spændende ting for en Star Trek-serie er at Discovery ikke følger en kaptajn, men en person der starter som First Officer og derefter gennemgår degradering og vanære. Hovedpersonen, Commander Michael Burnham (Sonequa Martin-Green), virker til at begynde med som en spændende, velspillet og sympatisk figur. Hun er et menneske der er opvokset på Vulcan, men i de sidste syv år har tjent på stjerneskibet USS Shenzhou under kaptajn Philippa Georgiou (en skøn rolle at se kampsportsstjernen Michelle Yeoh i – selvom kampsporten dog udebliver), hvor hun har lært at temperere sin vulcanske opdragelses rendyrkede logik med menneskelige følelser, som hun har problemer med at kontrollere. Burnham er i øvrigt Spocks stedsøster, opdraget af hans forældre, Sarek og Amanda, og det kan man læse mere om i den ganske anstændige nye Discovery-roman, Desperate Hours af David Mack (også anmeldt her i bladet).
Burnhams forældre blev, da hun var helt lille, dræbt som en del af en større massakre begået af klingons, og hendes karriere på USS Shenzhou ender med at få en brat afslutning da de løber ind i en omgang fundamentalistiske klingoner, der insisterer på at starte en krig med The United Federation of Planets. Kunstgrebet i dette dobbeltafsnit ligger i måden Burnham er skildret på og hendes uheldige rolle i en krise som hun egentlig ikke kan lave om på. Hun og kaptajn Georgiou har én chance for at forhindre krigen, nemlig at tage den klingonske krigerprofet T’Kuvma til fange, så han fremstår som svag i sine artsfællers øjne. T’Kuvma planlægger selv at starte krigen ved at lade sig dræbe i kamp som en martyr. Burnham er ganske klar over situationen og (næsten) kompetent nok til at gøre hvad der skal gøres, men så sker uheldet: T’Kuvma slår kaptajn Georgiou ihjel – og så skyder Burnham ham i hævngerrig vrede. Og udløser dermed krigen – en altomfattende krig mellem de nyligt forenede 24 huse i det Klingonske Imperium og så Føderationen. På den ene side ville krigen være kommet alligevel, og på den anden side er Burnham kompetent nok til at være heltinden der kunne have stoppet den. Men nu må hun tage ansvaret for sin handling og blive syndebuk for krigsudbruddet – hun ender med intet mindre end at blive idømt livsvarigt fængsel (!!), hvilket virker som en ret overdrevet straf.
Men når man analyserer situationen i bakspejlet, så er det egentlige problem med Burnhams handlinger at hun er blevet for følelsesladet og har mistet evnen til at skelne mellem hvornår noget er rationelt og hvornår det er emotionelt. For at redde sin kaptajn og besætning fra klingonerne, begår hun mytteri ved at forsøge at gøre køb på Starfleets princip om aldrig at skyde først. Hun sætter altså kaptajnen og besætningen før Starfleets regler og idealer, hvilket en rationel vulcaner (eller bare en god Starfleet-officer) aldrig ville gøre. Kaptajnen bliver dræbt alligevel, så mytteriet var forgæves, om end man kan argumentere for at hun måske reddede nogle af besætningsmedlemmerne. Under alle omstændigheder er det noget rod, og det gør Burnhams figur endnu mere forvirret og konfliktfyldt end jeg tror forfatterne havde til hensigt.
Det kan ikke benægtes at det er en flot serie med masser af fede SFX. Det overordnede design er måske ikke hyper-originalt; de blå uniformer og grå skibsvægge minder lige lovlig meget om farveskemaet i Enterprise. Stilen er også lidt mørk i det, hvor jeg personligt langt hellere så noget mere lys og kulør. Et af de væsentlige punkter hvorpå serien kan kritiseres, er at den lægger sig utrolig meget op ad de tre nyeste, JJ Abrams-producerede Star Trek-film (hvoraf de to sidste er rigtig dårlige). Discovery starter f.eks. med en sekvens hvor vores hovedpersoner skal redde nogle aliens fra en lokal apokalypse, ligesom i Star Trek into Darkness. Der er en actionscene hvor vores heltinde tager en farlig tur i rumdragt, præcis som i begge de to første Abrams-film. Der er lens flares (endda en voldsomt stærk én i form af Klingonernes beacon) og adskillige andre callbacks til de nye film (som foregår i the Kelvin timeline; en divergeret tidslinje) – men der er samtidig også ganske rigeligt med referencer til klassisk Trek (den såkaldte Prime timeline); f.eks. er scenen hvor de indser at Burnham måske er død, ganske mage til den tilsvarende scene med Kirk i filmen Star Trek: Generations – hvilket ikke helt fungerer; dels fordi Burnham måske er lige knap så vigtig en figur som Kirk, og dels fordi det viser i alt for overdreven og elitær grad at der gøres forskel på folk, hvilket ikke er i tråd med Føderationens idealisme. Faktisk er det, bl.a. af disse grunde, stadig ikke helt klart om Discovery foregår i Prime-tidslinjen eller i Kelvin-tidslinjen. Producenterne har gentagne gange insisteret på at det er Prime-tidslinjen (og det må jeg da sige at jeg også tror på), men det overordnede indtryk ville indtil videre stort set passe ligeså godt ind i Kelvin-tidslinjen.
Tredje afsnit starter seks måneder inde i Burnhams aftjening af sin strenge livstidsdom. Kaptajn Gabriel Lorca fra stjerneskibet USS Discovery inddrager Burnham i krigsindsatsen mod klingonerne. Lorca er en hårdkogt og kynisk fyr som allerede har mistet en besætning i denne krig, og nu vil gøre hvad som helst for at vinde krigen, uanset hvor uetisk det end måtte være. Ombord på Discovery finder vi den besætning som er vores ensemble-hovedpersoner (de introduceres dog ikke alle i dette afsnit), f.eks. ingeniøren Cadet Sylvia Tilly, som er en Barclay-agtig figur med anlæg for overdrevet nervøsitet, og løjtnant Paul Stamets, som er en astromykolog der øjensynlig er hamrende bitter over at hans forskningsprojekt er blevet overtaget til anvendelse i krig, og som er konstant uenig med kaptajn Lorca. Der er også den usympatiske sikkerhedschef, Landry, som i selvudslettende grad er loyal overfor Lorca. Og der kommer flere til i næste afsnit, om end de øvrige ikke virker så vigtige som disse. Det firkløver vi følger, ser ud til at blive Burnham, Lorca, Tilly og Stamets (med førsteofficer Saru som et femte hjul ude på sidelinjen).
Discovery er et videnskabsfartøj med mange videnskabelige eksperimenter ombord, det vigtigste af hvilke er en spændende ny måde at rejse med overlyshastighed på: de forsøger at navigere gennem et galaktisk svampenetværk, så de kan materialisere sig øjeblikkeligt et hvilket som helst sted i galaksen. Hvilket jo er brugbart når der er en krig mod klingonerne i gang. Men, vi ved jo allerede fra de andre serier, der foregår senere, at denne transportform ikke vil være brugbar på længere sigt. Og der foregår også underlige ting i laboratoriet, med folk der ser ud til at fase ind og ud af eksistens. Det lader til at det kommer til at have noget at gøre med en parallel dimension: the Mirror Universe! Det fede ved svampenavigationen er dog at ideen er baseret på en rigtig teori om et kæmpe svampenetværk der måske strækker sig over hele Jorden. En af hovedpersonerne i tv-serien, videnskabsofficeren Paul Stamets, er sågår opkaldt direkte efter virkelighedens videnskabsmand af samme navn.
Discoverys søsterskib, the USS Glenn, udfører lignende eksperimenter, men er ude for en ulykke der dræber alle ombord. Besætningen fra Discovery må derover og redde udstyret og møder et underligt og farligt rumuhyre derovre. Glenns besætning er blevet revet i stykker af en ukendt kraft, og det er som om at dette afsnit specifikt skal give minder om en Alien-film, og/eller The Thing.
Ser man bort fra at afsnit 3 ikke er spor utopisk eller Star Trek-agtigt, så fortæller det faktisk en robust historie med udmærket world building for det nye Discovery-miljø. Jeg var ganske vist skuffet over det, men ved anden gennemkigning havde det alligevel noget potentiale; noget substans der kunne arbejdes videre med. Desværre blev dette potentiale ikke opfyldt i de efterfølgende episoder.
Afsnit 4-6 springer alt for hurtigt videre og byder ikke på ret mange interessante udviklinger. Jeg begyndte faktisk at finde serien trættende og uværdig til anmeldelse, og derfor vil jeg ikke gå noget videre i detaljer omkring de efterfølgende afsnit. F.eks. går det hurtigt ned ad bakke med skildringen af Burnham. Hendes status som anti-autoritær mytterist bliver definerende for hendes efterfølgende handlingsmønster, hvilket ikke gør figuren nogen tjenester. Det var meningen at hun skulle reformere og forbedre sig; råde bod på sine fejl. I stedet for bliver hun ved med at mene at det er rigtigt at fortsætte med at være en egensindig og arrogant regelbryder, som er alt for drevet af følelser. Historien tager ikke konsekvenserne af dens egne udviklinger; der kommenteres ikke på dilemmaerne, og figurerne reagerer ikke på dem, for i næste afsnit er vi allerede et par uger inde i en ny udvikling. Dette gør måske nok historien uforudsigelig, men det efterlader også en masse løse ende og plotpunkter, og skaber et forvirret og dårligt struktureret helhedsindtryk. Der er ikke tid til at komme nærmere ind under huden på andre figurer end Burnham og måske en lille smule kaptajn Lorca; som ensemble eller besætning betragtet er denne serie en omgang ufatteligt tyndt øl.
Og den eklatant manglende utopiske dimension ender med at ødelægge rigtig meget af det essentielle Star Trek-indhold, og gør desværre serien til noget der (for nu at parafrasere Douglas Adams) er næsten fuldkommen, men ikke helt, ulig Star Trek. Det er ganske utilgiveligt.
Karakter: 4 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 53
Rustkammeret
