Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos
Novellesamling af Lars Ahn
Kandor, 2017, 320 sider
Dette er kun den anden novellesamling fra Lars Ahn, men han har haft noveller med i stort set alle de antologier der har været i de seneste år inden for science fiction og horror. Det viser at det stort set altid lykkes ham at levere historier i en kvalitet der gør at redaktørerne finder det blandt de bedste af de indsendte. Det at en novelle er blevet udvalgt til at komme med i en antologi, gør at den har et kvalitetsstempel på sig, sat af redaktøren.
Seks af de ni fortællinger i Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos, er noveller der har været bragt i antologier, og derved har de allerede her et kvalitetsstempel på sig. Ofte når man læser en antologi igennem, så er det ikke alle novellerne der brænder lige meget igennem og langt fra alle man husker. Nu hvor jeg sad med de seks noveller samlet i samme samling, så skulle jeg ikke læse meget andet end et par linjer af hver novelle før jeg klart huskede dem, og selvom jeg huskede så vel handling som slutning, var det et glædeligt gensyn og en god læseoplevelse. Samlingen er ikke kun genudgivelser, der er også tre nye noveller med, og lad mig allerede her sige at de fuldt lever op til dem jeg allerede havde læst.
Samlingen lægger ud med en af de nye noveller, en novelle der på mange måder er typisk for Lars Ahns historier. Han er ikke bange for at bruge meget plads på at opbygge sine historier, men man føler aldrig at de bliver for lange. I “Fortovsdrab” er en mand taget tilbage til sin barndomsby, og han genkalder sig sin barndom; i særdeleshed det fortorv som han hver dag gik på. Han legede legen med at man ikke må træde på stregerne. Han udvidede dog legen, og opbyggede hele eventyr i bedste Indianna Jones stil omkring det. Han endte sågar med at indbygge en risiko, som at nogen han kendte ville komme til skade hvis missionen ikke lykkedes. Og noget kunne tyde på at det ikke blot var en uskyldig leg, men at der rent faktisk var en konsekvens når han fejlede. Hele novellen lægger op til at der må være nogen der har lidt en virkelig seriøs konsekvens ved legen, specielt fordi novellen starter med ordene “Er børn onde?” Novellen endte ikke der hvor jeg havde forventet den ville ende, hvilket er endnu en typisk ting for Lars Ahns noveller; de er aldrig forudsigelige, og selvom de overholder genrens konventioner, så bøjer han altid disse hvilket er med til at give de god læseoplevelser.
Titelnovellen “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos” gør meget det samme. Den tager læseren ind i en længere fortælling, hvor man hurtigt følger med i spænding over hvor den fører en hen. I denne novelle følger vi filmnørden der er ved at miste sin bedste ven til en pige. Han er sikker på at kammeratens kæreste må være en vampyr, og han sætter sig for at bevise det. Han finder da også ting der efter hans opfattelse underbygger teorien. Som læser skal man selvfølgelig også hele tiden vurdere hvor troværdig fortælleren er, for han er jo sikker i sin sag og derfor ikke objektiv i fremlæggelsen af den. Novellen er krydret med fakta om filmen Vampyros Lesbos, noget der passer godt ind i fortællingen.
I “Langt ude i skoven” har en mand været ude for et færdselsuheld og vandrer nu rundt i skoven efter en mystisk lille pige som hele tiden går og synger. Det paradoksale er at han arbejder med at analysere færdselsuheld for at kunne finde sikkerhedstiltag så dødsulykker kan forhindres. Men måske er der noget ondt og gammelt som vil mene at arbejde som det han laver, er at snyde dem for det der er deres, og måske er de ikke tilfredse med det.
Novellen “Blomstervanding” er en af de noveller jeg fandt værende blandt de bedste i den oprindelige samling Dystre Danmark 2, og da den er genbrug, så vil jeg også tillade mig at genbruge de ord jeg skrev om den dengang: “… gør det en god, dyster historie skal. Den tager udgangspunkt i dagligdagen og giver den så et tvist, eller antydning af at der er noget galt. Denne historie er en tragisk historie om en mand der går i hundene og som ender med at gøre noget utilgiveligt. Der ender historien dog ikke, for de berørte er det ikke ovre endnu. Historien er skrevet som Facebook-opdateringer, et noget anderledes format for en horror-novelle, men det fungerer faktisk rigtigt godt…”
“Donation” var oprindeligt med i antologien Vampyr. Det var en samling hvor de fleste af forfatterne fandt meget alternative vinkler på at fortælle vampyrhistorier. I “Donation” er det livsglæde og tillid der suges ud af et par den dag en ung dreng banker på deres dør. Det er en novelle der ikke er blodig, men en som efterlader en med et ubehag da den er så velskrevet.
Da jeg i sin tid anmeldte samlingen Pix – Nygotiske skæbner, hvor “Telefon fra afdøde” var med i, kom jeg nok til at spoile lidt for meget af denne novelle, så måske skal jeg denne gang blot sige at dette er et godt eksempel på hvordan Lars Ahn kan føre sin historien hen imod en anden slutning end den man først så for sig.
“La petite mort” var første gang trykt i antologien Drifter. Da jeg anmeldte den samling, ville jeg prøve at undgå at spoile noget for læserne, så jeg udvalgte de tre noveller jeg fandt bedst og beskrev dem kort, uden at sætte titel eller forfatter på. Men lad det her være sagt at en af de noveller jeg valgte at fremhæve fra den samling, var “La petite mort”. Det er en fortælling om en leg med døden, noget man altid skal være forsigtig med.
“Lauras forudsigelige skæbne” er den sidste af de nyskrevne noveller. To unge piger opsøger en spåkone for i sjov at få at vide hvordan deres liv vil blive. Laura får den dystre besked at hun vil møde sit livs kærlighed og at han vil blive hendes død. Spåkonen virker så oprevet da hun fremsiger dette, at det resten af Lauras liv får stor indflydelse på de valg hun træffer. Hun har forhold til mænd hun ikke virkeligt elsker, for hun ved at de er ‘sikre’, og da hun så møder ham der kunne være hendes livs kærlighed, lurer spådommen i baghovedet og får indflydelse på forholdet.
“Fortsættelse til et eventyr” er netop det som titlen siger den skal være. Det er en fortsættelse til H.C. Andersens eventyr “Fyrtøjet”. Den afslører dog også at det måske ikke var hele ‘sandheden’ som den oprindelige historie fortalte. Denne novelle er noget anderledes end de andre i samlingen og falder nok lidt udenfor, men omvendt så er det fint at afslutte samlingen med noget som netop er noget helt andet.
Lars skriver i bogen at han er typen der altid ser ekstramateriale på DVD’er, og derfor har han også tilføjet ekstramateriale til sin bog. Dette er samlet i kapitlet “Bag kameraet” bagerst i bogen. Dette er noget som de færreste forfattere bruger tid og plads på, og så meget desto mere skal Lars roses for at have gjort dette, til glæde for alle os der lige som ham holder af at se (læse) ekstramaterialet med.
Selvom flere af novellerne er genoptryk, så er det også noveller der fortjener dette genoptryk og dermed chancen for at komme ud til endnu flere læsere. Og skulle man nu allerede have de antologier som de seks noveller oprindeligt var tryk i, så er de tre nye noveller så langt bogens pris værd i sig selv. Med andre ord, så er der ingen undskyldning for ikke at læse denne bog hvis man er blot det mindste til gys. Og elsker man horrorbøger, så er denne bog et must.
Ingen tvivl om at med denne bog, så melder Lars sig stærkt ind i kampen om årets horrorpris, og jeg tror godt jeg allerede nu tør spå at den nok skal ende på shortlisten og dermed i det endelige opløb.
Forlaget Kandor har sponseret anmeldereksemplaret.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 53
