Himmelskibet

Star Wars – Episode VII: The Force Awakens
Film, USA 2015, 135 min.
Instr.: J.J. Abrams
Medv.: Daisy Ridley, John Boyega, Harrison Ford, Carrie Fischer, Oscar Isaac, m.fl.

Den nye Star Wars-film er en smuk film, rent visuelt. Desværre har historien og verdensbeskrivelsen et utal af problemer.

For det første er filmen, som de fleste kan se, en slavisk imitation af især den ældste film, Episode IV: A New Hope, med elementer fra The Empire Strikes Back og Return of the Jedi. Man kan nemt vinkle et referat af The Force Awakens så det svarer 100% til et referat af A New Hope, blot med nye navne (og køn) til figurerne. Denne film er århundredets skuffelse for mig; jeg ville have en ny historie som udvidede Star Wars-universet og fortsatte sagaen. I stedet har jeg fået et komprimeret opkog på noget der blev lavet meget bedre i 1977. En slags reboot/remake, eller en typisk Hollywood sequel der bare casher in på at vise folk scener de kan huske fra den første film. Hvilket fusk! Hvilken styg misdåd! I dag er det åbenbart acceptabelt at være aggressivt og stolt overfladisk og bare spytte mere-mere-mere af det samme og det samme ud. Suk! For mig gør dette mennesket J.J. Abrams fuldkommen uskelnelig fra Hollywoods grådige, sjælløse pengemaskine som helhed. De to størrelser vil åbenbart det samme, og kan gøre det, ikke bare ustraffet, men tilmed med thunderous applause fra publikum! This is how art and originality die…

Resultatet af al denne ripping off af den første film er at også plottet er en kopi af den første film, med den ikke-fungerende krølle at planen i droiden er et kort der kan lokalisere den for­svundne Luke Skywalker (som er gået i mangeårigt eksil nøjagtig ligesom Yoda i The Empire Strikes Back). Hvorfor Modstandsbevægelsen overhovedet vil finde Luke, er ikke særligt klart, udover at det er dét, publikum gerne vil se. Nårh jo, de vil have ham til at træne nye Jedier – men det er jo netop fordi han ikke vil det, at han er gået i eksil. Leia erkender også selv i filmen at det nok var en ret dum plan! Og da den så er stort set spillet ud, så kommer de i tanke om at de egentlig nok også lige hellere må ødelægge den nye Starkiller Base som lige har sprængt Republikkens fem (!!) regeringsplaneter i luften, sådan bare lige, med overlys-energimissiler, uden at filmen i øvrigt nævner noget som helst om Republikkens samfund.

Hvordan fungerer denne Starkiller Base? Jo, den suger energi fra en (sin egen? en tilfældig?) stjerne på en totalt uforklarlig måde, og er i øvrigt tyve gange større end Dødsstjernen. Og da dens våben affyres, kan det ses på dagshimlen fra planeter i helt andre solsystemer!! Der er ingen naturlove der overholdes i dette idiotiske miskmask.

Den politiske situation i galaksen er også komplet og aldeles uklar. General Hux siger i sin store tale at Republikken kun i hemmelighed støtter Modstandsbevægelsen, og nævner også at Republikken har sin egen flåde. Hvorfor er den flåde ikke indsat mod The First Order? Hvorfor kan Republikken ikke offentligt støtte Modstandsbevægelsen (hvis det overhovedet er sandt at den gør det hemmeligt)? Der er hundreder af denne type spørgsmål, og det virker ekstremt usandsynligt at de skulle blive besvaret i de næste film. Og så er jeg ikke engang begyndt på figurernes indbyrdes relationer, som jo også er determineret af at plottet skal være ligesom i den første film.

Desværre er filmen og dens figurer domineret af Abrams’ stålsatte mission om at gøre alt i denne film mere spektakulært end i den første. Derfor smadrer han den Republik som vores helte kæmpede i hele den originale trilogi for at opnå. Og derfor giver han The First Order (som slet ikke er ligeså store og magtfulde som Imperiet var) et våben som kræver fuldkommen latterligt enorme ressourcer og overtræder fysikkens love. Og derfor gør han Han og Leias søn til den store skurk og lærling for den kejser-agtige Snoke. Han har altså fuldstændig smadret alt hvad vores helte nogensinde vandt og opnåede, og dermed gjort dem til totale tabere. Han har også gjort de tredive år siden Episode VI mørke og deprimerende, og i samme åndedrag gjort en løgn ud af Episode VIs titel om Jedi-riddernes tilbagevenden. I “the Extended Universe”, som er beskrevet i massevis af romaner og tegneserier efter de forrige film, har alle forfattere (incl. George Lucas selv) antaget at vores helte naturligvis får en glorværdig fremtid efter deres sejr over Imperiet, men med den nye film er alle de historier og alt det potentiale der var i de ideer nu blevet fuldstændig kvast. Forkastet til fordel for nederlag på nederlag. Alt hvad de kæmpede for er tabt, og deres liv er ødelagt.

Hvis dét ikke er en chokerende og eklatant mangel på respekt for de gamle films historier og figurer og deres spin-offs i andre medier, hvad er det så? Og alt dette har han gjort bare for at kunne lave en genindspilning hvor vores helte igen må starte på bar bund og kæmpe for et samfund og en sejr som den nye films producenter tydeligvis ikke er en pind interesserede i på nogen ledder og kanter. Dette er rendyrket dollar-tilbedende anti-kunst – et substansløst, kapitalistisk kopiprodukt, som nu også kan lykønske sig selv med at have haft held til at forføre en stor majoritet af de ukritiske masser.

J.J. Abrams (et bedre navn ville være Jar Jar Sell-Out) er en action-instruktør, og hans forstår ikke science fiction. I rumopera skal en del af handlingen foregå i rummet, ved hjælp af rumskibe. I science fiction er det en del af præmisset at man skildrer rumskibe og (både som forfatter og publikum) gør sig tanker om hvordan de fungerer, og f.eks. hvor hurtigt de kan flyve. Her skal der være nogle regler som virker realistiske i konteksten. Abrams gider ikke sådan noget, og der er slet ikke rumscener nok i denne film. Ligesom han i de nye Star Trek-film introducerer planet-to-planet beaming, så der ikke er nogen grund til at rode rundt i rummet, får han i The Force Awakens Tusindårsfalken til at hyperjumpe direkte fra en docking bay til overfladen af en planet, thi for Abrams er det jo bare spild af tid at vise rumskibe der flyver i rummet. Han fatter ikke at rumscener er noget af det sejeste, en ægte sci-fi fan ved.

Det ironiske er at jeg længe, for den underholdende rumoperas skyld, har efterlyst en vellavet kopi af eller variation over Star Wars – men som nyt, stand-alone film-univers; ikke som en del af det allerede eksisterende Star Wars-univers! At kopiere sig selv er filmisk kannibalisme; det er en film der føles som om den er lavet af en fyr der kun har set andre film, og ikke kan tilføje nogen dybere substans; ej heller noget der matcher den originale films mange tilfælde af at stå i tydelig gæld til tidligere værker (mytologi, tegneserier, film og tv-serier).

Er der underholdningsværdi i filmen? Jo, her og dér. Er sceno­grafien cinematisk flot og i den klassiske Star Wars-stil? Indrømmet, det er den. Er personerne til at holde ud at se på? Ja, bevares, især de nye. Men er der reelt noget nyt, spændende eller dygtigt lavet ved historien eller personerne? Nej, det er der ikke. Denne film er ikke bare dårligt skrevet; den er dårlig fan fiction. At de primære producenter af en officiel Star Wars-film på nogen måde kan synes at sådan noget er godt nok, viser med al tydelig klarhed at vi lever i en tid hvor folk – både Hollywood og forbrugerne – på tragisk vis ikke har begreb skabt om hvad ‘kvalitet’ er. Det er åbenbart tilstrækkeligt at overøse folket med genkendelsens glæde, og få dem til glade at betale for det samme igen-igen.

Filmen er ganske enkelt lavet specifikt for fans af de gamle film og som en rutinepræget typisk sequel (eller ‘requel’, som nogen har kaldt den), og ikke som en ny ting i sig selv. Jeg er selv fan af de gamle, men håbede inderligt på mere end blot et velproduceret kopiprodukt. Man skal ikke bare genopleve det gamle endnu en gang eller sytten; man skal også opleve noget nyt. Og på det punkt mener jeg at The Force Awakens har fejlet frygteligt. Også selv om Rey er en sej heltinde som sikkert også vil gøre det relativt behageligt at sidde gennem de næste to film. Men i sidste ende synes jeg faktisk at denne film er lige så dårlig som den dårligste af prequels’ene – omend selve underholdningsværdien er en del mere velfungerende.

Det eneste man kan glæde sig over ved denne film er at dens enorme succes nu forhåbentlig betyder at Hollywood vil satse endnu mere på stort anlagte sci-fi film. Så måske, hvis vi er heldige, er der gode ting i vente fra andre kanter.

Karakter: 3 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 47