Yoko Tsuno samlebind 1 Jorden Kalder Vinea

Udgivet den april 22, 2014 af Admin

Yoko-Tsuno-Jorden-kalder-Vines-pYoko Tsuno samlebind 1 Jorden Kalder Vinea
Tegneserie af Roger Leloup
Forlaget Cobolt 2013
178 sider, 348 kr.

Det er så populært med pæne samlede udgaver af klassiske albumserier i disse tider, og det glæder mig at kunne rapportere at tiden nu også er kommet til en af de mest hæderkronede europæiske science fiction tegneserier, og min personlige favorit, Yoko Tsuno.

Første samlebind – samt evt. efterfølgende bind, må man gå ud fra – er baseret på den fransk-belgiske Integrale hardcover-udgave, og der er her tale om en tematisk – ikke en kronologisk – samling. Lidt kronologisk er den dog alligevel, da den optrykker de første tre album med de blå vineanere, nemlig nr. 1 (Nærkontakt i Jordens indre, 1979), nr. 4 (Vulcans smedje, 1981) og nr. 5 (Vineas tre sole, 1982) – som i den originale franske nummerering i øvrigt er nr. 1, 3 og 6. Det er samtidig tre af seriens absolut bedste album, som jeg var helt ekstremt fascineret af da jeg i min grønne ungdom opdagede dem, kun ganske få år efter de var udkommet.

Hvis der er nogen der ikke har læst disse historier, så kan jeg kun opfordre folk til at løbe ned og købe denne flotte nye udgave, for det er efter min mening sådan cirka de bedste science   fic­tion-tegneserier, der nogensinde er lavet.

Den første historie skildrer hvordan Yoko møder sine to følgesvende, Vic og Pol, og hvordan de under en udforskning af en hule finder vej til en af vineanernes underjordiske baser. Vineanerne er en blåhudet menneskerace fra en anden galakse, som for 400.000 år siden søgte tilflugt på Jorden (en ‘fjern tvilling’ til deres hjemplanet, Vinea), da stjernerne i deres binære solsystem truede med at kollidere.

De fleste af vineanerne ligger i magnetisk dvale og har gjort det i to millioner år, lige siden de evakuerede Vinea. Nogle få arbejder på at sikre deres fremtid, så deres civilisation vil overleve.

Vineanerne er generelt godmodige og fredsommelige, men én af deres ledere, Karpan, er blevet magtsyg og samarbejder med en artificial intelligence (som er opstået tilfældigt i noget af vineanernes teknologi) om at kontrollere det vineanske eksilsamfund. Yoko og hendes venner, inkl. nye allierede blandt vineanerne, må tage kampen om mod tyrannen.

I den anden historie, som foregår lidt senere, er Karpan sørme kommet til magten igen, og denne gang vil han skabe et kunstigt kontinent, så vineanerne kan bo på Jordens overflade. Den plan bringes i fare da en olieboreplatform ved et uheld kommer til at ødelægge nogle af vineanernes magma-transporterende rørledninger, så der opstår en stor gaslomme der truer med at udmunde i en kæmpe naturkatastrofe. Meget spændende, og fyldt med skøn underjordisk sci-fi action!

Den tredje historie er imidlertid den bedste: Her viser det sig at et vineansk intergalaktisk fartøj er ankommet til vores solsystem og har spundet et kunstigt sort hul (ormehul?) efter sig hele vejen fra Vinea i galaksen M33, to millioner lysår borte! Og vineanerne kan sende et fartøj i gennem dette sorte hul med langt over lyshastighed, så en rejse tilbage til Vinea kun varer to måneder! Nu kan de så for første gang i to millioner år vende tilbage til deres hjemplanet, opdage om den har overlevet og udforske den og måske vende permanent tilbage dertil.

Yoko og hendes to venner kommer med på rejsen, og det er et åndeløst spændende rumeventyr, som på mig stadig virker utroligt troværdigt og realistisk. Det hjælper meget at tegningerne er lavet med en ingeniørs øje for detaljer, både hvad angår design og videnskabelighed. Jeg opdagede i øvrigt for nylig at Roger Leloups design-stil er dybt inspireret af japanske Godzilla-film fra 1950erne og 60erne, hvor diverse folk, tøj og teknologi fra fremmede planeter til min overraskelse var næsten mage til vineanernes tilsvarende design-æstetik, omend enklere. Men hvor skulle han også ellers have snuppet detaljerne fra, når nu hans heltinde selv er japaner?

Niels Søndergaards udmærkede oversættelse er bevaret i dette samlebind, og tekstningen er gjort væsentligt pænere, hvilket er en udsøgt fornøjelse at opleve. Der er også en del siders pænt ekstra- og intro-materiale om seriens tilblivelse og baggrund, her i blandt en del forsider fra de franske numre af bladet Spirou, hvor Yoko Tsuno-serien oprindelig blev bragt som føljeton inden den udkom i albumform. Smukt, smukt!

Nu må vi håbe at første samlebind sælger godt nok til at der kommer flere – omend jeg er tilbøjlig til at mene at to tredjedele af hele seriens bedste materiale befinder sig i netop denne samling. Gå ikke glip!

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , | Skriv en kommentar

Farvel, min astronaut

Udgivet den april 21, 2014 af Admin

AstronautFarvel, min astronaut
Lige under overfladen 8
Antologi
Science Fiction Cirklen 2013
250 sider, 248 kr.

Science Fiction Cirklen har haft pæn succes med deres årlige novelleantologi-serie Lige under overfladen – i 2013 kom der endda to bøger i serien; nr. 7 og 8. Her vil jeg knytte nogle kommentarer til hver af de seksten historier, som er skrevet af både etablerede og nye forfattere i dansk litteraturundergrund inden for de fantastiske genrer. Og man kan jo ligeså godt gå systematisk til værks:

1. Majbrit Høyrup: “Mørkets hastighed”. Imponerende og tankevækkende historie om jordiske udvandrere som efter mange tusinde år vender tilbage til Jordens solsystem. De opdager en asteroide-base med en primitiv, blind og indavlet menneskekultur, og nogle af dem er så åbne og medfølende at de lever sig ind i denne kultur og næsten fortaber sig i den. En historie som jeg også tror vil fungere godt på engelsk.

2. A. Silvestri: “I sit ansigts sved”. En uærlig handelsmand forsøger at snyde en bonde i et fremtids-Danmark hvor ‘impulsen’ (givetvis fra en atomkrig) har ødelagt det meste teknologi. Denne 30-siders historie udvikler sig til at være godt fængende, omend der er et par graverende anglicismer undervejs: “Han ved ikke andet end at køberen kommer til at betale gennem næsen. Og for en gangs skyld ikke urimeligt så.” Man synes nok at en skribent af Silvestris kaliber burde vide bedre.

3. Steen Knudsen: “Opvågnen”. Velskrevet 8-siders sag om en computer der opnår intelligens i en kritisk situation. Måske for kort til ideens drøjde; man sad og håbede på at det kun var begyndelsen på en længere historie.

4. Louise Floor Frellsen: “Venter på fremtiden”. Ganske fin novelle om teleportationsgenvordigheder og en mand der bliver kopieret til et limbo fyldt med egne kopier. Givetvis delvist inspireret af filmen The Prestige, og også her forekommer der anglicismer (“givet op på deres drømme”).

5. Sofie Boysen: “Be My Baby”. I fremtiden i denne korte historie kan man designe sine børn, og mon dét kan undgå at gå galt …?

6. Tina Christensen: “Solens by”. Lidt længere, spændende og action-præget historie om millionbyen Solaris City på hvad der antagelig er en anden planet (tidspunktet er uklart, men ‘femte verdenskrig’ omtales). Her lever der også drager, som har gravet tunneller under byen og derved bringer den i fare. Magthaverne har skumle planer, som heltinden og hendes allierede fra et ‘skjult selskab’ forsøger at forpurre, med blod til følge.

7. Christian Kaarup “Baron: Vejen hjem”. En havbiolog fra 1973 og en Rwanda-bøddel fra 1996 bortføres af rumvæsner og forsøger at finde ud af hvor de er kommet hen. Skrivestilen er moden og helstøbt, og personerne levende nok til at dette er en af de bedste historier i bogen. Plotudviklingen er dog lidt forudsigelig (især hvis man har set visse dokumentarer i fjernsynet), og slut-twistet ikke super-overraskende.

8. Jesper Goll: “Farvel, min astronaut”. Jeg kan godt forstå at antologien har titel efter denne historie, for det er suverænt samlingens på enhver måde mest velskrevne indlæg. En ung kvinde i nær fremtid bliver opslugt af astronomi-studiet og sætter et uortodokst rumrejseprogram i gang, alt imens hendes forældre intet forstår. At sige ret meget mere ville være en spoiler, men jeg kan afsløre at det drejer sig om en metode til at overleve lange rumrejser. Det er storslået science fiction, oplevet af figurer der er overbevisende skildret.

9. Carl Christian Abrahamsen: “Manual til robotliv”. Dette indlæg er blot et udmærket lille digt om en arbejdsrobots livsforløb.

10. Ditte Egegaard Hennild: “Vold”. Dette er historien om Eva, en slags arketypisk kvinde, som gennemgår stadigt værre rædsler i mange forskellige livsforløb, også som mand. En meget flot, engagerende og litterært skrevet novelle, som virker inspireret af Virginia Woolfs Orlando. Jeg gætter på at den indeholder en stærk symbolik, men den afsluttende sekvens syntes jeg ikke rigtig var til at gennemskue. Måske var det heller ikke meningen.

11. Richard Ipsen: “Biofeedback 2.0”. Det starter humoristisk med en opfindelse der kan transportere folk til andre verdener via masturbation (!) – og næste niveau af samme teknologi kan transportere et menneskes bevidsthed og vilje ind i et andet menneskes bevidsthed (så vidt jeg forstod), hvilket bl.a. kan bruges til at hjælpe med at styrke en syg persons immunforsvar. Hovedpersonens kone, Hanne, får kræft, og den nye teknologi – stadig på det eksperimentelle stadie – mobiliseres i forsøget på at kurere hende.

Det er en utrolig dybfølt historie om menneskers stærke bånd til hinanden, og man mere end mistænker forfatteren for faktisk at have gennemgået (næsten) alt hvad han beskriver. Imponerende.

12. Vagn Grønkilde: “Gummianden”. Her har vi en sjov 10-siders novelle om grønne rumvæsner i en rum-autocamper, som forsøger at proviantere i et dansk sommerhusområde. Et fint koncept som sikkert sagtens kunne have båret en lidt længere historie.

13. Mogens Graae Hansen: “Copenhagen by night”. I et angiveligt politistatsagtigt og miljøkatastroferamt fremtids-Danmark hører vi om en oprørsbevægelses hårde vilkår. Man kommer tæt på et par af medlemmerne, men man hører ikke noget om deres ideologi eller præcis hvad de gør oprør i mod. Udmærket skrevet (og muligvis inspireret af Linda og Valentin-albummet Storbyen der druknede), men mangler efter min mening noget idémæssigt substans.

14. Bjarke Schjødt Larsen: “En god dag”. Forbilledligt velstruktureret kort historie om en mand der har det godt i sin rumkapsel – komplet med et meningsfuldt twist til sidst.

15. Diana Juncher: “Den tidsrejsende”. Endnu en ganske kort historie; her er det en rent fortællende beretning om potentielt paradoksale begivenheder i en kælder til et universitet.

16. Martin Wangsgaard Jürgensen: “Panelet”. En søn går i sin fars fodspor som Troniker på Fabrikken, hvor far og søn skal betjene Panelet. Hvad disse ting nærmere bestemt er, melder historien ikke noget om, men fokuserer i stedet på arbejdernes stolthed og samhørighed ved denne kontinuerlige tekno-kultur som givetvis foregår i et slags dystopisk, Brazil-agtigt samfund.

Beskrivelsen af deres indlevelse i en kultur domineret af faste traditioner, som de opdrages til at elske og være stolte over, er rigtig god og tankevækkende og minder ganske sikkert ikke så lidt om tilværelsen i diverse traditionsrige/-bundne kulturer fra den virkelige verden, måske især i Asien.

En ting jeg virkelig godt kan lide ved rigtig mange af historierne i denne antologi er at man introduceres til en fremmed verden uden at det fremmede element forklares umiddelbart. Det er der bare som det naturligste i verden, og det er op til læseren at sætte puslespillet sammen og bygge bro mellem novellens og læserens egen begrebsverden. Det er netop dét som de fantastiske genrer kan, og det er der masser af fine eksempler på her. Bevares – man kan i de fleste af historierne godt mærke at forfatterne ikke er helt på professionelt niveau; både plot og sproglig udførelse er ikke altid helt så sammenhængende og velafrundet som de burde være, men det er jo også mestendels nystartede forfattere som stadig er i gang med at oparbejde erfaring ud i skrivefaget. De er i hvert fald alle godt på vej, og skal ønskes al mulig held og lykke med fremtidige fremtidsprojekter.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Mark Lawrence – Prince of Thorns

Udgivet den april 20, 2014 af Admin

prince-of-thornsPrince of Thorns
The Broken Empire #1
Roman af Mark Lawrence
Ace Books 2011, 318 sider

Barndommen er en støbeform af glas. Splintres den, kan sjælen aldrig finde sin endelige form. Da prins Jorg Ancrath er ni år gammel, ser han sin mor og lillebror blive slagtet foran sine øjne, af soldater i en rivaliserende barons sold. Da han er tretten år gammel, er hans sind martret af en forvirring af smerte og vrede. En indskydelse får ham til at flygte fra sit kongelige hjem og slutte sig til en bande morderiske lejesoldater. Da han er femten, vil han være konge. Hans to år på vejene, hvor han har lært krigens blodige håndværk, har ikke bragt ham en tomme nærmere mod den blodige gengældelse der, måske, kan slukke tørsten i hans sjæl efter blod og hævn. Det er tid for prins Jorg Ancrath at vende tilbage til sit land, sin barndomshjem og sin far. Men hjemme har tingene ikke stået stille, og her venter forræderiet og mørk magi.

Romanen foregår på en alternativ eller måske vores døende jord i en fjern fremtid. Jorg refererer rask væk til Platon og Euklid, men ingen af de lande han nævner, har navne som vi genkender. Det er også en verden der er mærket af teknologi, men de tekniske vidundere er pakket ind i mystik og overtro. Om det er en fantasy-verden der fungerer, er nok et spørgsmål om personlig smag. Jeg har oplevet flere spil og romaner hvor jeg tændte af på det; her syntes jeg at det fungerede. Det hjælper at Prince of Thorns i bund og grund er en sword-and-sorcery roman.

Prince of Thorns er sort, beskidt og fuld af død. Mark Lawrence åbner døren til en verden hvor døden er en evig følgesvend og intet eller ingen synes at følge spillets regler. Vi lærer den verden at kende gennem Jorgs kyniske og kompromisløse blik. Jorg er en anti-helt. Der er lidt eller intet forsonende ved hans handlinger eller hans verdenssyn, men Mark Lawrence bruger flere kneb til at få Jorg til at glide ned som hovedperson. Ligesom Shakespeare gør det i hans skuespil Richard III, er Jorg gennem romanen i dialog med læseren og inddrager ham i hans planer. Og ved at gøre os medvidende om hans forbrydelser, bliver vi også hans medskyldige. Det hjælper også at rækken af bipersoner omkring ham er, om muligt, endnu mere rå og barbariske end vores unge prins. Sidst men ikke mindst, så er Jorg lidt af en underhund, og han er oppe mod kræfter der er stærkere end hans jernvilje. Derfor holder vi med ham, selvom vi ikke kan holde af ham.

Nogle har sammenlignet Mark Lawrences skrivestil med Joe Abercrombie, men Mark gør selv det kyniske menneskesyn i Joe Abercrombies romaner til skamme. Det, der også gør Prince of Thorns læseværdig, er at bogen har en god pacing; scene efter scene følger rask efter hinanden uden fyld eller ventetid. Hvis der i historien er gået tre måneder, fortæller forfatteren kort at der er gået tre måneder, og så halser handlingen ellers videre. Den sidste ting der fangede mig, var uvisheden. Prince of Thorns er den første roman i en trilogi. Jeg er bare nysgerrig efter om se, om Jorg vil vedblive med at være lige så ædende amoralsk og hensynsløs kynisk til slut, eller om der er en smule lys for enden af den lange, sorte tunnel.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Saladin Ahmed – Throne of the Crescent Moon

Udgivet den april 19, 2014 af Admin

Crescent Moon1Throne of the Crescent Moon
Roman af Saladin Ahmed
DAW Books 2012, 304 s.

Vi følger den ærværdige Doktor Adoulla Makhslood, en lettere afdanket ghuljæger der har set bedre dage. Han har svoret sit liv til at ødelægge disse afskyelige væsner, men disse dage er der intet han hellere vil end at trække sig tilbage og nyde en fredelig kop kardemomme-te. Skæbnen vil det anderledes. Kalifatet, der styrer Halvmåne Kongerierne fra den storslåede by Dhamsawaat, er grusomt og korrupt. Det ophøjede styre trues ikke bare af dets egen dekadence, men også af ydre fjender. I gaderne udfordres kaliffen af den teatralske mestertyv Pharaad Az Hammaz, som folket hylder under navnet Falkeprinsen. Mens han undergraver styrets autoritet med vovestykker, så lurer en større trussel i skyggerne i form af en mørk troldmand og hans hær af ghuls; gudløse monstre der skabes af sand, menneskers hud og den sorteste magi. En serie ugerninger tvinger doktoren i aktion sammen med sin assistent Raseed bas Raseed – en ung dervish-kriger der har viet sit liv til den hellige krigers sti. Til at hjælpe sig mod de mørke kræfter, rekrutterer doktoren to gamle venner, Dawoud and Litaz. Dawoud er en hvid magiker, hvis magiske kræfter bygger på hans egen livsenergi. Litaz, hans hustru, er en dygtig alkymist. Det sjette og sidste medlem af gruppen er en ung Badawi-beduin, som er blevet velsignet med evnen til at tage en løves skikkelse. Hun er den sidste overlevende af sin stamme, efter at den sorte magikers forbandelser har udryddet resten.

Throne of the Crescent Moon er Saladin Ahmeds debutroman og har internationalt fået en varm modtagelse. For mestendels er romanen underholdende og hæsblæsende læsning med karakterer som du hurtigt kommer til at holde af. Scenen for eventyret er sat i en forfriskende og  overbevisende, ikke-vestlig, ikke-hvid fantasy verden. Det er et samfund spundet af dyb religiøs overbevisning, et stivnet monarki og uoverstigelige sociale kløfter. Det er også en overraskende moderne verden, hvor begge køn får lov til at bidrage til at overvinde det onde. Alle roser har som bekendt torne, og Throne of the Crescent Moon er ikke uden svagheder. Som gammel rollespiller kunne jeg straks genkende den gode dynamiske eventyrgruppe, hvor hvert medlem har sin rolle at spille. Scenerne er handlingsmættede, men følger hinanden som perler på en snor. Det kan i bakspejlet godt føles en smule kunstigt og iscenesat, men det var nu ikke i mine tanker da jeg åd bogen fra ende til anden. Throne of the Crescent Moon er ikke nogen dyb bog og nok ikke den roman der vil stå klarest mange år fra nu. Jeg vil sammenligne den med en herlig kop te og god, mørk chokolade. Det glider let ned og efterlader måske ikke det dybe indtryk; men undervejs er det godt selskab.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Niels Meyn – Den hvide fjende

Udgivet den april 18, 2014 af Admin

hvidefjendeDen hvide fjende
Roman af Niels Meyn
Science Fiction Cirklen 2013
(oprindeligt udgivet 1921)
204 sider, 198 kr.

Udgivet første gang i 1921 er Den hvide fjende en del af SFCs genudgivelse af danske og for det meste glemte science fiction-udgivelser.

Den hvide fjende er historien om den lovende unge forsker, Jens Rønning, der har studeret klimaforhold og har opdaget at Norden står overfor en ny istid. Han er forelsket i den unge Eva, datter af bankdirektør Kruse, og kærligheden er gensidig, men bankdirektøren ser hellere, at hun giftes med ingeniør Rudolf Berner, som bruger lede kneb til at erobre pigen og miskreditere sin rival, og godt støttet af industrien, som ikke bryder sig om Rønnings dommedagsprofetier om en nært forestående istid, forsøger man at lukke munden på Rønning og forhindre ham i at advare nationen mod undergang. Rønning får til trods for mange hindringer ansporet kongen om sagens rette forhold, og ved et statskup afsætter kongen regeringen, som er mere opslugt af økonomiske petitesser, og mens der arbejdes hårdt på at foranstalte evakueringen af befolkningen, jagter Rønnings rival fortsat Eva, indtil det kommer til en skæbnesvanger konfrontation mellem Rønning og Berner i isklædte København.

Den hvide fjende er en undergangshistorie, hvor istiden bryder ud og i løbet af uger begraver Norden i stadigt tykkere lag af is og vinter, mens temperaturerne styrtdykker. Mens katastrofen rammer landet, forsøger man at opretholde et skær af normalitet ved at lukke munden på Rønning og hans varsler. Han kæmper igen og ved sin side har han den unge Eva, og fra deres og flere andres perspektiv følger vi istidens fremmarch, og hvorledes situationen forværres dag for dag, og hvordan stadigt større dele af befolkningen bliver nødt til at under enorme kuldegrader at udvandre fra landet.

Niels Meyns katastrofehistorie giver ikke noget klart billede på, hvorfor istiden så pludseligt bryder ud, men tanken om istiden bygger på en for datiden gryende forståelse af jordens geologiske alder, og at der har været og vil komme istider. I denne ramme får Niels Meyn fortalt sin underholdende og stemningsrige historie, mens der kommer en ram kritik af pressen og demokratiet, og vi ser, hvorledes kongen træder i karakter for at redde landet.

Science fiction er som anden litteratur fra andre tidsperioder fremmed på sine helt egne måder. I de fantastiske genrer, hvor der opbygges andre verdener, har man som læser fornøjelsen af at sætte sig ind i en fremmed verden, som forfatteren har udtænkt, men med værker fra en anden tid, som Den hvide fjende fra 1921, dukker et ekstra lag af en fremmed verden op, fordi forfatterens tid også er os fremmed, og det dukker frem ikke kun i forfatterens beskrivelse af teknologi eller kønsroller, men også i de finere detaljer, som at politiet bærer hjelme, og at det er så normalt for mænd at bære hat, at det ikke nævnes, når de har hat på, men når hatten ikke er der, og f.eks. antagonisten Berner i en scene fremhæves som barhovedet.

Den hvide fjende er letlæst, handlingen flyder let og ubesværet, og selvom kærlighedshistorien og historien om den handlekraftige konge ikke er de mest ophidsende historier, så fletter de sig fint ind og ud mellem historierne om Rønnings kamp for at få anerkendt sin tese og istidens fremmarch gennem Norden, og som science fiction er værket netop om sin samtid, og det er interessant at følge forfatterens kritik af sin samtid og få et billede af hvordan folk i 1920erne også kunne anskue situationen.

Bogen rundes af med et efterskrift af den grundigt belæste Niels Dalgaard, der løfter sløret for forfatterens baggrund og holdninger, og sætter dem ind i sin samtids kontekst, hvor tilliden til det demokratiske system var langt mindre og hvor flere partier ikke var hævet over at flirte med tanken om den stærke mand, der kan føre nationen og folket til velstand og storhed. Bogen følger desuden med sin udgivelse i 1921 lige i hælene på påskekrisen i 1920, hvor kong Christian X havde afskediget regeringen, og en større krise var tæt på at udløses over hvad nogle betegner som et statskup.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Niels E. Nielsen – Vogteren

Udgivet den april 17, 2014 af Admin

vogterenVogteren
Roman af Niels E. Nielsen
Science Fiction Cirklen 2013
(oprindeligt udgivet 1974)
258 sider, 249 kr.

Vogteren er en science fic­tion-roman af den flittige forfatter Niels E. Nielsen, og den foreligger her i sit første genoptryk siden 1974, takket være SFC’s projekt med at genudgive tidligere danske science fiction-værker. Bogen er akkompagneret af et efterskrift af Niels Dalgaard, der præsenterer Niels E. Nielsen og sætter værket ind i en større kontekst.

Vogteren udspiller sig i en ikke alt for fjern fremtid, hvor menneskeheden har udpint jordens ressourcer, og hvor kontinenterne er ramt af hungersnød, folkelige opstande, borgerkrige og koloniale invasioner. Vi følger det europæiske korstog ned gennem Afrika, hvor en næsten automatiseret hær af rullende kanoner og camouflerede dræberrobotter er ved at udrydde Afrikas befolkning ved at rulle som et bånd ned gennem kontinentet. Det sker under påskud om at bringe det kristne budskab til Afrika, men kyniske interesser har for længst overtaget projektet, og hvad der begyndte som en drøm om at forene menneskeheden i kristen enighed, er nu en massakre på civile for at sikre forsyninger til de oprørsplagede europæiske storbyer.

Midt i dette følger man den unge soldat, Fergus McJan, der omtrent er den sidste kristne i invasionsstyrken, og hans oplevelser fra at have forsvaret projektets berettigelse på den rullende fæstnings tykke mure til at han bliver fanget af en afrikansk oprørsleder, hvorefter han flygter med en afrikansk pige gennem kontinentet mod Sydafrika, hvor de sidste boere, der ser sig som kristne martyrer i et hav af vantro, holder til, og herfra ender han tilbage som fange i den rullende fæstning, men nu med et blik for de uretfærdigheder, der begås, og han bliver her nødt til at træde i karakter for den større sags skyld.

Vogteren er en historie i bedste Niels E. Nielsen-stil, og fans af hans forfatterskab vil ikke blive skuffet. Værket driver af en hård samfundskritik mod overforbrug og kolonialisme og om brugen og misbrugen af det kristne budskab, og hele vejen igennem ligger der mødet med det kolde, strukturerede Europa, rationelt og fornuftigt, og med det livskraftige, svulstige og brusende erotiske Afrika. Værket er et barn af sin tid, det er skrevet i 70’erne, hvor verdens problemer på mange områder så anderledes ud end nu, til trods for at en del problemstillinger fortsat er genkendelige, og som læser må man ofte affinde sig med Niel­sens til tider noget forsimplede opfattelse af kønsroller. Vogteren er et godt eksempel på science fictions rolle som spejl på nutiden og på hvorledes nogle værker spejler problemstillinger, som tiden løber fra, og andre værker spejler mere almenmenneskelige problemstillinger. Vogteren er et værk, som tiden er ved at løbe fra, men det i sig selv gør værket til interessant læsning, da det sætter globale problemstillinger ind i en større kontekst, hvor hvad der synes en uoverskuelig problemstilling i en periode afløses af nye i andre perioder. Derved bliver Vogteren interessant at læse.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Vagn Grønkilde – Forræderens datter

Udgivet den april 16, 2014 af Admin

forrædderens datterForræderens datter
Roman af Vagn Grønkilde
Science Fiction Cirklen 2013
194 sider, 198 kr.

Omkring en lille blå planet, i kredsløb omkring en uanseelig gul stjerne, kredser et kejserligt forskningskib. Alt er ikke vel ombord, slet ikke. Skibet er nemlig ved at løbe tør for brændstof. Det er ret ubelejligt, når man befinder sig ved kejserrigets yderste grænse, og har kejserens flåde lige i hælene. Skibets kaptajn har nemlig besluttet sig for at stikke af med skibet, og Kejseren ser ikke med blide øjne på undersåtter der laver mytteri. Deres straf er en grusom død, hvor den usle forræder langsomt torteres ihjel. Bedre bliver det ikke af, at der blandt skibets øverste råd gemmer sig en forræder, der, for at redde sit eget skind, har sendt skibets position til kejserens blodhunde. Der er således meget på spil, mens vi følger vores unge heltinde Astrella Cyrs kamp for at redde sig selv, skibet og hendes kæreste fra konsekvenserne af hendes fars skæbnesvangre beslutning om flugt.

Skibet skal lades med brændstof, og forræderen skal findes, før der sker flere ‘uheld’. Men det er sørme ikke nemt at sætte personlige modvilje til side og se på de voksne med et køligt rationelt blik. For er forræderen den rolige Arrellius Destry? Betroet chefingeniør og kaptajnens gamle ven (og nu også vores fortællers svigerfar)? Med hans indgående kendskab til rumskibets opbygning, vil en smule sabotage vel være hans mindste kunst? Kunne det være Gaia Poppy, skibets biolog og en irriterende skønhed? Hendes evner (og lyst til) at virke tiltrækkende på den mandlige del af besætningen, kan få vreden op i selv den bedste. Hvad med Shielou Nouvel, skibets læge? Hun er en flagrende personlighed, der ikke kender til begrebet personligt rum. Eller måske Hiraani Coco? En ældre herre, hvis øjne ikke altid kan holde sig fra den kønne unge kvinde. Undervejs skal trådene redes ud, og let er dette ikke for en pige på atten år, hvis hidtidige rolle på skibet mest af alt består i at brygge Tøq-te og være kaptajnens datter. Men mon ikke det lykkedes for hende at redde skibet med lidt held og snilde?

Forræderens Datter var altså ikke lige mig. Det kunne have en hel del med at gøre at jeg har det forkerte køn. Med dens hovedvægt på personligt fnidder og menneskelige relationer synes romanen i hvert fald til dels at henvende sig til piger (i alle aldre). Det kan også være at mit forbehold skyldes at Forrædderes datter i grunden er et kammerspil i kosmos. En ret nede på jorden fortælling om mennesker, som er drevet til deres yderste. Jeg forbinder gerne science fiction med en følelse af undren, en rejse mod en ukendt fremtid, der rummer både storhed og rædsel. Det fik jeg ikke. Jeg fik til gengæld en fortælling om en ung pige i det kolde rum og nogle tvist undervejs i fortællingen, som jeg ikke havde set komme. Måske er det ikke så ringe endda. Forræderens datter er i øvrigt den femte bog i serien Zap!, science fiction fortællinger for de unge.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Niels E. Nielsen – Herskerne

Udgivet den april 15, 2014 af Admin

HerskerneHerskerne
Roman af Niels E. Nielsen
Science Fiction Cirklen 2013
(oprindeligt udgivet 1970)
234 sider, 249 kr.

I Herskerne har det moderne menneske gjort verden til noget af en utopi. Efter at at have udforsket og sprængt teknologiens rammer er menneskeheden stået af ræset og har mageligt fundet sig til rette i en mindre ambitiøs tilværelse. Folk lever stille i deres byer, med en række frie universitetsbyer som civilisationens centre. Avanceret teknologi har fjernet de fleste af menneskehedens udfordringer og givet Adams børn velstand og øget frihed. Alle kan slå sig ned i de frie byer, og læse så længe de lyster – i Herskerne repræsenteret af drømmebyen San Ysabel. Her møder vi hovedpersonen Esau, der fungerer som lærer på byens universitet, og er respekteret for hans fortolkninger af Byrons metaforer og dyrkning af cyklamenfarvede hybridroser. Og så er han kæreste med pigen Vega. Alle ting synes at have fundet deres rette plads i hans liv.

Esau rykkes op med rode, da han en aften, godt fuld af vin, bevæger sig ned til byens unyttige havn. Esau træder ind i et på mange måder forbudt land, og alt for hurtigt afdækkes forbindelser til en anden by, Cap Sheba. Her lever væsner i skyggen. Mekaniske gnomer. Trolde af stål og kød. Alle er de udpinte og ensomme væsner, efterladenskaber fra menneskets stræben mod det umulige. De er en fortidens synd der ikke længere lader sig begrave under årtiers bekvem uvidenhed. Idealistisk mener Esau at de to verdener bør forenes – og forud venter katastrofen.

Da jeg sådan cirka var midt i tyverne, flyttede jeg ind til København efter at have studeret i provinsen. I en gade i mit kvarter lå et lille antikvariat, der ofte fik store stakke af bøger ind, som jeg kunne bladre i gennem. Gennem to-tre år samlede jeg en ganske respektabel samling af bøger på dansk, heriblandt et pænt udvalg af Niels E. Nielsen. Han blev lidt af en helt for mig. Hans ind i mellem pessimistiske syn på menneskeheden matchede mit eget. Niels E. Nielsen udforskede verdenskrig, miljø­problemer, befolkningstilvækst, skel mellem rig og fattig, autonome robotter og meget andet i hans omfattende forfatterskab. Tag en lang række af moderne dystopiske science fiction film, og du vil ofte se at det er et emne som Niels E. Nielsen har udforsket i sine romaner, årtier før. Man skal være forsigtig med at gå tilbage til en gammel film eller bog; ofte lever de ikke op til de gode minder. Science Fiction Cirklen har påtaget sig den opgave at genudgive flere af hans romaner, men holder de i dag?

Herskerne er i mine øjne en typisk Niels E. Nielsen-fortælling. Den er umiskendeligt præget af hans ånd. Hans valg af emner og tidsånden er fra halvfjerdserne; bagsiden af den teknologiske udvikling begyndte at vise sig i form af forurening, befolkningstilvækst og beslægtede problemer. Den accelererende teknologi affødte en frygt for både teknologiens muligheder og dets faldgruber, ikke mindst en angst for at blive fremmedgjort i ens hverdag. På en måde foregriber Herskerne cyberpunkens flirten med den grænsesøgende teknologi tyve år senere, men Niels E. Nielsen går i mangt og meget videre i denne roman og konfronterer os med det grænseløse. Det er i mine øjne dette der gør romanen her værd at læse. Herskerne er en god fortælling, der udforsker hvad det vil sige at være menneske, men der er blot for meget ophøjet poetisk sprogblomsteri og løsslupne tankerækker til at det kan blive en virkelig god fortælling. Hvis du har lyst til at stifte bekendtskab med Niels E. Nielsens forfatterskab, ville jeg nok ikke starte her – men bogen var bestemt tankevækkende.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Stig W. Jørgensen – Ekkorummet

Udgivet den april 14, 2014 af Admin

ekkorummetEkkorummet
– Refleksioner over kultur og videnskab
Essays af Stig W. Jørgensen
Science Fiction Cirklen 2013
227 sider, 298 kr.

Ekkorummet er en antologi udgivet af SFC, der består af 42 blogindlæg af Stig Jørgensen, som denne tidligere har udgivet på sin blog Ekkorummet. Bloggen var dedikeret til science fiction i bred forstand og til beslægtede emner, som Stig Jørgensen måtte brænde for, og som han kan berette om med stor viden.

SFC har siden valgt at udgive teksterne fra bloggen, som SFC var vært for, og en udgivelse som denne stiller spørgsmål ved, hvad der skal til for at noget er rigtigt udgivet. Er en tekst gældende, hvis den eksisterer på en blog, eller bliver den først på tryk til en rigtig tekst, og er det så et essay, en artikel, en klumme, en kronik eller noget helt femte?

De udgivne blogindlæg (som naturligvis også er udgivne på nettet, netop som blogindlæg) har bloggens dagbogsformat, der inddrager forfatterens personlige liv i de emner, der bliver dækket, om det er musik, litteratur, film eller kunsten at oversætte, alt sammen i science fic­tion-genrens optik. Det er historier fra en reflekteret science fic­tion-fans liv, og hvordan interessen for science fiction også sætter spor i andre sammenhænge, som f.eks. i oplevelser ved Stevnsfortet, hvilket bringer    Niels E. Nielsens forfatterskab på banen, eller Otto Frellos malerier, der med deres forunderlige motiver, bringer en diskussion af Frellos værker og deres relation til de fantastiske genrer på banen, mens refleksioner over at være mandlig oversætter af kvindelige forfatterskaber bringer science fiction-forfatteren James Tiptree, Jr. på banen, da navnet var pseudonym for en kvindelig forfatter, der blev rost for sine ferme skildringer af mænd.

Blogindlæggene er vel­skrevne, hver især korte og hyggelige at læse, men det giver en oplevelse af at have printet en hjemmeside og samlet teksterne, og bloggens links til diskussioner og andre tekster dør, også selvom man klogeligt har trykt link-adresserne efter hver artikel.

Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Faglitteratur, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Hvisken fra dybet

Udgivet den april 13, 2014 af Admin

HviskenHvisken fra dybet
Roman af Patrick Leis
Cadeau, 2013
204 sider, 169,95 kr.

John er en teenager der efter sine forældres død plages af mareridt. Det er mareridt der tager udspring i den lille fiskerby som han voksede op i og om den aften da han var ni, hvor han var blevet bundet til en stol mens hans far i et uvejr tog ud på havet og aldrig kom tilbage. Efter dette flyttede John og hans mor, men hun slog sig på flasken som hun efterfølgende druknede i.

John er taget tilbage til byen for finde kilden til sine mareridt, men de er intet i forhold til det skrækscenarie han træder ind i. I starten er folk venlige og tager godt imod ham, men da der i løbet af natten forsvinder folk, bliver stemningen hurtigt vendt imod ham. Det viser sig at der fra tid til anden er flere mænd der er blevet taget af havet, og Johns familie har været knyttet til disse hændelser, da de startede da hans tipoldeforældre reddede en skibbruden som bragte noget ondt med sig. Nu lever denne ondskab i havet omkring byen. Johns far havde forsøgt at besejre denne ondskab uden held, men John sætter sig nu for at lykkes hvor hans far fejlede.

Leis gemmer altid referencer til sine tidligere bøger i sine historier, og dem er der da også et par stykker af i denne, og der er således referencer til hans roman Sort Vand, uden at Hvisken fra dybet dog på nogen måde er en efterfølger, men der kunne godt komme en bog der binder de to historier helt sammen, uden at det direkte er noget der bliver lagt op til. Hvor det i Sort Vand var et videnskabeligt skabt ‘monster’ der var fjenden, så er det denne gang i mytologien og religionen at fjenden er hentet.

Som altid skriver Leis action­mættet og spændende. Dette er ikke den dybe beretning om en ung mand der vender tilbage til rødderne for at finde sig selv, dette er beretning om den unge mand der vender hjem og som må kæmpe for at komme levende væk igen. Det er ligeledes heller ikke den klassiske fortælling om en der vender hjem for at rette op på fortidens synder; her prøver han blot at sikre at der er en fremtid.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 39

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar