Science Fiction 20 + 21

Udgivet den september 30, 2013 af Admin

SF20Science Fiction 20 + 21
Novellemagasin, 2012
Red. Knud Larn
68 sider + 60 sider

Knud Larn er en dansk kunstner som bl.a. har en hjemmeside for international science fiction. http://sffportal.net, og udgiver bladet Science Fiction. Det er en konkurrence med et nyt tema hver gang. I de to anmeldte blade var det ‘Fremtidens Superskurke’ og ‘Danskerne & Fremtidens Jul’.

Knud har kontakt med en kunstner som laver ret gode forsider til bladet. De er på et ret højt niveau hver gang. Formatet er hæftet A5. Jeg syntes godt at skriften i selve bladet kunne gøres lidt pænere.

Historierne er af forskellig kvalitet. Jeg fandt tre rigtigt gode historier. Der er andre historier som godt kunne bruge lidt mere arbejde og måske er en anelse kedelige.

De tre gode historier er:

  • “Det der kommer op af dybet” af Jesper Rugård Jensen
  • “Intergalaktisk jul på rumskibet Inxenzor Lactia III” af Nikolaj Carlsen
  • “Det handler om eliminering” af Morten Carlsen

Jeg vil give bladene 6 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Fanzines, Science Fiction | Tagget , , | 2 kommentarer

The Wolverine

Udgivet den september 29, 2013 af Admin

The-WolverineThe Wolverine
Film, USA, 2013, 126 min.
Instruktør: James Mangold.
Med bl.a. Hugh Jackman, Rila Fukushima og Will Yun Lee.

Tilbage i 1975 fik tegneserieforlaget Marvel en god idé. De ville lave en superhelteserie, som var lidt anderledes end alle de andre. Der skulle blandt andet være superhelte fra andre steder end USA med, og der skulle være unge superhelte. I stedet for at finde på noget helt nyt, tog man den gamle serie X-Men, beholdt hvad man syntes var godt i den, og smed resten ud. Det blev en af de mest succesfulde tegneserier nogensinde. Blandt superheltene i serien fandt man en canadisk superhelt ved navn Wolverine. Han var en rigtig ‘tough guy’ med cigar i munden, rappe replikker og en meget frastødende personlighed. Senere fik blandt andre den meget kampsportsglade tegner/forfatter Frank Miller figuren under behandling. Wolverine blev forvandlet fra bums til japansk ronin med krigerkodeks. Det er denne udgave af Wolverine, der nu er en af de mest populære superhelte i verden og som bliver brugt i filmen The Wolverine.

Historien foregår, så vidt man kan gætte sig til, et stykke tid efter begivenhederne i den tredje X-Men-film (ikke at forveksle med den seneste, som foregår lang tid før). Her døde en lang række af Wolverine/Logans venner, og han blev åbenbart så nedtrykt over det, at han nu lever som bums i nogle bjerge nær en lille by. Det er et klassisk set­up for en film – helten vil ikke være helt mere, og nogle skal overtale ham til (igen) at blive det. Ellers skuffer han en masse folk i biografen. Det er nu ikke så let at få ham overtalt, men i første omgang lykkedes det at få ham lokket til Japan, hvor en japansk soldat, hvis liv han reddede under Anden Verdenskrig, ligger for døden. Her bliver han så draget ind i flere forskellige skurkes onde planer og bliver nødt til at vise sig som den superhelt alle andre end ham selv (og en af skurkene) ved at han egentlig er.

Der har været en del foromtale af filmen, hvor vi har fået at vide at det er en anderledes superheltefilm. Den skulle fokusere mere på Wolverines person end på action. Det kan jeg heldigvis/desværre røbe ikke er tilfældet. Jeg havde gerne set at det tema, som kun antydes i filmen, var blevet brugt til noget mere: Wolverine er temmelig gammel. Den evne han har til meget hurtigt at hele ethvert sår, gør også at han ikke ældes. Men udødeligheden har den pris at han efterhånden mister alle dem man holder af og selv bare skal leve videre. Så måske er Wolverine blevet gammel nok, og har bare lyst til at dø? Temaet bliver bare aldrig til mere end en smart måde at lade ham spille den modvillige helt på.

Der er rigeligt med kampscener i filmen. Der kommer banditter, ninjaer og andre navnløse horder af underordnede skurke spingende ind i næsten enhver scene. Dem som ikke er navnløse, er der også rigeligt af, og de har hver deres planer og loyaliteter, som af og til skifter af ikke helt åbenlyse årsager. Actionscenerne svinger noget i kvalitet, men der er en enkelt som jeg syntes var helt fantastisk. Desværre var der også en af dem der slet ikke virkede for mig, den store slut-kamp-scene.

Meget få af personerne nåede at få en personlighed som er til at huske og forstå. Hugh Jackman gør det som sædvanligt godt. Han formår at gøre Wolverines forvandling fra superhelt til bums og tilbage til superhelt troværdig. Også Rila Fukushima, en japansk fotomodel uden megen skuespilerfaring, gør et fint arbejde som Yukio, der faktisk i det meste af filmen er en del mere superhelteagtig end Wolverine. Ingen af skurkene sagde mig derimod ret meget.

The Wolverine er desværre plaget af et alt for rodet plot. Det er meget svært at følge med i hvem der gør hvad og hvorfor, og det der sker til sidst, giver bare slet ikke mening. Der er for eksempel et par elementer i plottet, som ser ud til at være hugget fra Prometheus. Spørg mig ikke hvorfor! Men det meste af filmen er ganske underholdende, hvis man er til actionfilm, og Jackman er god til fastholde folks opmærksomhed, så man ikke så let opdager manuskriptets svagheder. Jeg så den i 3D, men som en af det mindretal teknologien ikke virker på, kan jeg bare være irriteret over at de ikke er nået meget længere end 1950’ernes papbrillefilm, så jeg skal sidde med et par ekstra briller på under hele filmen for ikke at se dobbelt.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Iron Man 3

Udgivet den september 28, 2013 af Admin

iron-man-3-international-posterIron Man 3
Film, USA 2013, 130 min.
Instr.: Shane Black
Medv.: Robert Downey Jr., Gwyneth Paltrow, Guy Pearce, Don Cheadle, Ben Kingsley, m.fl.

Marvel fortsætter sit triumftog af velproducerede superheltefilm med Iron Man 3. Denne gang har Marvel dog overladt (udliciteret?) en stor del af kontrollen over filmens helt og historie til Shane Black, forfatter-instruktøren bag film som Lethal Weapon 1 & 2, Last Action Hero og Kiss Kiss Bang Bang. Det har resulteret i en film som er ret anderledes end de to første Iron Man-film – efter min mening desværre ikke til franchisens fordel. Iron Man 3 er stadig en god film, men ikke i samme topklasse som de to første, som jeg er kæmpe-fan af – min oprindelige anmeldelse af den første film var godt nok lidt behersket, men jeg er siden kommet til at elske den i en grad så den har høstet 10 ud af 10 mulige stjerner. Den tredje film i serien fokuserer mere på forholdet mellem Tony Stark og Pepper Potts, hvilket ikke i sig selv er en dårlig ting; både Downey Jr. og Paltrow er jo fremragende i deres roller. Desværre sker det på bekostning af Iron Man-personaen, som i denne his­torie hænges ud som en krykke for Starks manglende selvtillid. Filmen bliver på flere måder en tand for mørk til at det klinger godt med ånden fra tegneserien, men man er altid yderst underholdt, da der også er mange komiske indslag. Der er to skurke, hvoraf den ene viser sig at være et skalkeskjul for den anden, på en meget humoristisk måde. Ben Kingsley er storslået som, øh, den ene af Mandarinerne!

Filmens slutning er nu skuffende. Udover at det virker lidt som om Iron Man-identiteten helt opgives, så er der en sek­vens på omtrent 5 sekunder hvor Stark får en hjerteoperation som helt kurerer ham for de farlige metalsplinter han pådrog sig i den første film. Dette er en lige lovlig nem løsning i betragtning af at plottet i begge de to første film var helt afhængigt af hans hjertetilstand – de historier bliver ligesom lidt skyllet ud med badevandet her. Morsomt nok er der dog nogle scener i den kinesiske version (!) af filmen som giver flere detaljer om denne operation – med to berømte kinesiske skuespillere som kirurgerne! Marvel Studios blev nødt til at inkludere disse scener for at få adgang til det kinesiske marked, som stiller bestemte krav om “kinesisk kulturindhold” i de film, der vises. Jeg håber meget at disse ekstrascener vil være at finde på Blu-ray-udgaven når den kommer. Men i hvert fald: en ganske fin og underholdende film, som dog ikke er helt i perfekt topklasse.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

World War Z

Udgivet den september 27, 2013 af Admin

world-war-z-poster-600x938World War Z
Film, USA 2013, 116 min.
Instr.: Marc Forster
Medv.: Brad Pitt, Mireille Enos, Daniella Kertesz m.fl.

På nær Iron Man 3 har de fleste store sci-fi film i år – Oblivion, Man of Steel, Star Trek Into Darkness, After Earth – desværre været skuffelser, i hvert fald for mig personligt (og ja, jeg ved at flere er uenige). Heldigvis har vi stadig masser tilbage; ud over to superheltefilm (The Wolverine og Thor: The Dark World) er der også følgende potentielt seje sci-fi film at se frem til: Pacific Rim, Elysium, Ender’s Game, Riddick og Gravity. Og vi må heller ikke glemme den overnaturlige komedie R.I.P.D., som ser ret fed ud. Og endelig er der så den stort anlagte zombie-film World War Z, som allerede i skrivende stund er aktuel.

Brad Pitt spiller en ikke nærmere specificeret FN-konfliktløser ved navn Gerry Lane, som tidligere har været sat ind under diverse krige og humanitære katastrofer. Han kan bevare det kolde og koordinerende overblik i tilspidsede situationer – især i den Tredje Verden – og tage hurtige beslutninger når det brænder på. Han forlod dette vigtige job for at være sammen med sin familie, så han har altså vendt heltelivet ryggen og overtales kun til at tage det op igen fordi hans familie ellers ikke vil blive hjulpet af FN. At den globale civilisation er ved at falde fra hinanden, rører ham åbenbart ikke.

En løbsk virus (eller hvad det nu er) gør folk til hurtigtløbende zombier i rasende fart, med en inkubationstid på kun 12 sekunder fra man er blevet bidt eller kradset. Brad Pitt tager rundt i verden på jagt efter ‘patient zero’ eller for at opdage en immunitet. Undervejs må han undslippe zombie-angreb efter zombie-angreb.

Filmen er desværre endnu en skuffelse; den laver mange basale fodfejl, både i almindelig handlingskontinuitet og i spændingskurven, som fungerer meget dårligt. Utrolig mange detaljer i både spredningen af epidemien og beskrivelsen af samfundssituationen ignoreres totalt eller giver ingen mening. F.eks. påstås det at den internationale luftfart er “the perfect delivery system” for virussen, men det ville jo kræve at flyene når deres destinationer – og med en inkubationstid der gør ebola til skamme er det ganske umuligt. Man ser endda i filmen en situation med et udbrud på et fly, og det styrter ned efter et par minutter. Så alt hvad der hedder timelange flyture vil slet ikke kunne lade sig gøre.

Filmens klimaks er en liste-sig-stille-gennem-et-laboratorie scene – det kan godt være det er videnskabsrelevant og alt muligt, men særlig underholdende eller tilfredsstillende er det ikke.

Det helt store kritikpunkt er at filmen ikke er ‘pulpy’ nok. Den mangler fuldstændig den lidt overdrevne og let satiriske tone som sådanne film helst skal have. Måske er det en bevidst pointe at denne film (ligesom den bog, den skal forestille at være inspireret af) er anderledes, men historien og personerne er alt, alt for tynde til at kunne bære denne realisme. I stedet for bliver den for latterligt pæn og stueren i forhold til sit splatter-emne. Der er næsten intet blod, og man ser overhovedet ikke hvad de farlige zombier gør når de får fat på et menneske. Det skal vel forestille at folk bliver bidt og revet og derved smittet, men man ser aldrig zombierne gnaske på nogen ofre. Ligeså snart de har bidt, er de øjensynlig på farten igen efter næste offer. Man skulle tro at zombierne havde brug for at spise, især med al den energi de bruger på at løbe, men det virker som om de er totalt styret af deres virus/parasit, som kun vil inficere andre værter og ikke spise dem.

Den smarte løsning på det centrale problem (er det mon det ‘twist’, folk på nettet snakker om, som blev omskrevet 4-5 gange?) virker ikke særlig smart, eftersom virussen allerede i filmen er muteret fra en inkubationstid på 15 min. til 12 sekunder og derfor nemt på kort tid burde kunne udkonkurrere den løsning, de finder.

Da hovedpersonen så efter næsten to timer siger at dette ikke er slutningen, så tænkte jeg, “Nej, det håber jeg fanme ikke! Forhåbentlig kommer der nu et ordentligt 30-minutters action-klimaks!” Men det gjorde der ikke. Det var slutningen. Nå.

Via lidt research på nettet erfarer man at instruktørens intentioner med filmen havde en del mere at gøre med god personudvikling og underholdende fortællestil (mere blod!), men Brad Pitt og de øvrige pengemænd satte deres vilje igennem om at gøre filmen PG-13, så den kunne ses af hele familien, og i øvrigt fjernede de instruktørens diverse budskaber. Og gav Brad Pitt meget mere screen-time. Alt dette vel at mærke efter at den oprindelige version af filmen var færdiglavet, så de blev nødt til at klippe den helt om og optage en ny slutning, m.m.

Vi ser altså her en kastreret film, som med stor sikkerhed vil være en del bedre i en eventuel Director’s Cut-udgave, som vi så må håbe på kommer på et eller andet tidspunkt.

Karakter: 3 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Morituris

Udgivet den september 26, 2013 af Admin

MoriturisMorituris
Film, Italien 2011, 83 min.
Instr.: Raffaele Picchio
Medv.: Valentina D’Andrea, Adrea De Bruyinm.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

“Zombiegladiatorer, korsfæstelse og patter – den her film kan da umuligt blive dårlig!” tænkte jeg smilende, da Tue stak mig anmeldereksemplaret af Morituris i hånden. Omslaget oser af 70’er-exploitation med en blodig illustration af unge, halv- og helnøgne kvinder, der vrider sig smertefuldt på de kors, de hænger naglet til, og en titelfont der mest minder om noget fra et dødsmetal-plade­cover.

Den grufulde fortælling (der faktisk har hentet inspiration i en virkelig hændelse) omhandler to unge kvinder, der på en tur til Italien møder nogle fyre, som inviterer på sprut, stoffer og technofest. Kvinderne slutter sig ukritisk til dem og kører med  ud i et afsidesliggende skovområde. Desværre har mændene mildest talt ikke reelle henseender, og den lovede fest viser sig at være en ond cocktail af tæsk og voldtægt. For at gøre ondt værre er den lille flok tillige trængt ind på et hjemsøgt område (og nu er vi forbi den del, der tager udgangspunkt i virkeligheden!), hvor fortidens gladiatorer stadig huserer og myrder alt levende der krydser deres vej.

Morituris er, ud over filmens titel, latin for “de som skal dø”, og det passer fint sammen med indholdet! Åbningsscenen viser en families udflugt til selvsamme skov mange år tidligere. Her lokkes en lille pige afsides af sin pædofile onkel. Før han når at forgribe sig på hende, dukker gladiatorerne op og slagter ikke blot ham, men også pigen og resten af familien. Hermed etableret: De levende dødes straf har intet at gøre med overgrebshandlinger – de straffer indtrængere helt uden skelen til øvrig skyld eller uskyld.

Herefter følger godt en times plot om udflugt og overgreb, tilsyneladende for at holde publikums afsky beskæftiget, indtil ovennævnte gladiatorer indfinder sig. Der er endda et sideplot, hvor der krydsklippes til en af gutternes venner, der er i færd med at torturere en kvinde til døde ved hjælp af bl.a. syre og en rotte (!). Der er da lidt karaktersammenspil forud for grusomhederne, men det er på smalltalk-niveau og formår ikke at vække interesse for de to hovedpersoner. Måske er det ikke engang fortællerens hensigt at etablere dem som sådanne, men blot sætte dem op ved siden af deres overgrebsmænd som ligeværdigt slagtemateriale?

Det forekommer mig at Morituris gerne vil være overraskende, ja, endda overrumplende, og alligevel synes den snarere forudsigelig og ligegyldig. De eksplicitte grusomheder og lidelser vækkede nok ubehag og afsky, men kom ikke ind under huden, da jeg ikke følte nogen tilknytning til karaktererne. Når gladiatorerne er så længe om at komme på banen, ville det have været velgørende med nogle scener med de to piger på egen hånd inden de mødte fyrene.

Jeg ved, det lyder enormt traditionelt og for nogle sikkert dødssygt, men jeg havde nok egentlig foretrukket en gruppe mere almindelige mennesker, der kom på afveje og blev jaget vildt, hvor 3/5 ikke var fremmede voldtægtspsykopater. Så havde deres indbyrdes relationer og respektive personligheder måske fået den nødvendige plads og hændelserne den tiltrængte, følelsesmæssige tyngde i stedet for blot at være en opvisning i ondskab. Det havde stadig været et tyndt plot, men god karakter­etablering kan gøre meget for et sådant.

Som det er nu, mangler nedslagtningen fuldstændig substans, og det er synd, når der samtidig fornemmes en vis sans for filmiske virkemidler og billedsprog. Det er i øvrigt aften og derfor mørkt meget af tiden, hvilket til tider er irriterende, men også ofte meget effektfuldt – ikke mindst når de længe ventede zombiegladiatorer toner frem fra skyggerne.

De er mægtige, tavse og ildevarslende skikkelser, og synet af dem, der kommer gående på række som ‘the right stuff’, vækker mindelser om de væmmelige tempelridder-zombiers ridt i Amando de Ossorios udmærkede Tombs of the Blind Dead fra 1972. Om end ujævn blev denne franchise nærmest en zombie-subgenre i sig selv, og som filmmonstre kan jeg se noget af det samme potentiale i førnævnte gladiatorer.

Desværre kommer Morituris ikke i nærheden af førnævnte film. Tombs havde da også sine påklistrede scener med nøgenhed og overgreb, og jeg kan skam værdsætte både dette og blodige grufuldheder lige så godt som den næste horrorfan, men til forskel fra Morituris formåede den at få hovedpersonen til at føles som en hovedperson. Én jeg gad holde med!

Jeg ville så gerne have kunnet lide denne film bedre og sidder tilbage med ønsket om, at voldtægts-/zombie-ratioen havde tippet langt mere i zombiernes favør, da de absolut er filmens force. Den behøvede ikke være pæn og overgrebsfri af den grund, men følelsen af en decideret tortur- og voldtægtsfilm, der så får klasket en blodig zombiefilm oveni, føles måske lige anmassende nok …

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

After Earth

Udgivet den september 26, 2013 af Admin

after_earth_ver2_xlgAfter Earth
Film, USA 2013, 100 min.
Instr.: M. Night Shyamalan
Manus: Gary Whitta og
M. Night Shyamalan efter idé af Will Smith
Medv.: Will Smith, Jaden Smith

Det er tusind år efter at menneskeheden har forladt Jorden og bosat sig på den fremmede planet Nova Prime, som mest består af ørken. Hvorfor de forlod Jorden står ikke helt klart; det er muligvis fordi alting på Jorden blev giftigt for mennesker som en økologisk forsvarsmekanisme mod menneskenes misbrug af Jorden. Men det er også muligt at evakueringen skyldtes et ønske om at lade Jordens miljø være i fred, så det kunne komme til hægterne igen. Handlingen drejer sig om at den respekterede general Cypher Raige (Will Smith) styrter ned på Jorden med sin søn. Generalen har brækket begge ben, så det er op til sønnen at tilbagelægge 100 km uspoleret natur for at få fat i en nødsender som befinder sig i det ødelagte rumskibs afbrækkede haleparti. Samtidig er et farligt genmodificeret rovdyr sandsynligvis sluppet ud og skal også undgås/overvindes. Sønnike gør så hvad farmand siger, og det er så dét. Filmen går skuffende langsomt frem, og der sker ikke rigtig noget spændende eller uventet undervejs. Man tror at Jorden er fyldt med farlige dyr og planter, men det bliver egentlig kun til nogle enkelte møder med nogle bavianer og så det løse. Det er desværre ret kedsommeligt.

Forholdet mellem Cypher Raige og hans søn, som der bruges lidt tid på at etablere inden styrtet, er en irriterende kliché; det er fuldstændig ligesom i en militærfamilie i 1950’erne, hvor sønnen skal kalde sin far ‘sir’ og den slags. For mig er det dybt irriterende at en fremtidig kultur tusind år væk beskrives på så velkendt, stupid og konservativ en måde. Den centrale handling virker også som om hele pointen bare er at generalen skal gøre en ordentlig soldat ud af sin søn, så sønnen kan leve op til farens forventninger om at følge i hans fodspor. Meget gammeldags.

Når man kigger lidt dybere i temaerne, er der dog noget der begynder at dæmre. Så vidt jeg kan se, er filmen faktisk en moderne videreførelse af Herman Melvilles klassiske murstensroman Moby Dick. Temaet dér er at det er ørkesløst at kæmpe imod naturens kræfter; hvis man bliver ved, fører det kun til ens egen destruktion. Symbolikken i After Earth lader til at handle om at man skal respektere og acceptere naturen og finde noget i sig selv som leder til en sameksistens og samhørighed med naturen. Cypher Raige (= zero rage) repræsenterer en kaptajn Ahab – og en menneskehed – som har overvundet sit eget indre raseri over naturens grusomhed og uretfærdighed og besluttet at disciplinere sine følelser således at det er muligt at leve i harmoni med naturen. Og det skal den næste generation – sønnike – selvfølgelig også lære. I denne fortolkning bliver filmen til et helt okay lille kunstværk. Des­værre synes jeg bare stadig ikke at det er helt nok til at gøre filmen virkelig interessant.

After Earth er af mange anmeldere – som selvfølgelig ikke har bidt mærke i den Melvilleske subtekst – blev haglet næsten ligeså langt ned i sølet som Battlefield Earth, hvilket er et hysterisk og useriøst ekstreme (især eftersom Battlefield Earth i sig selv også er en del bedre end sit rygte). Men, man kan på en måde godt forstå det, fordi der simpelthen ikke sker særlig meget. 14-årige Jaden Smith er blevet hængt ud som en dårlig skuespiller, men hans præstation generede nu ikke mig. Will Smith er faktisk en fin skuespiller; selvom han er sammenbidt og udtryksløs gennem det meste af filmen, så spiller han faktisk sammenbidt og udtryksløs på ganske imponerede vis. Desværre fungerer filmen ikke særlig godt som science fiction, da der stort set ikke er noget drivende novum i den; den kunne næsten ligeså godt have forgået i enhver anden tilfældig (militær-)situation hvor der også var en jungle og nogle rovdyr involveret. Der er heller ikke nogen reel interesse for world building; for at gøre handlingsmiljøet levende via detaljerede, troværdige beskrivelser. I sidste ende suspenderer den ikke vores disbelief, og deri ligger dens underholdningsmæssige problem.

At filmen er henlagt til en fremtid hvor mennesket har forladt Jorden, som så er kommet økologisk på fode igen, synes jeg dog sætter godt fokus på store temaer som miljø-ødelæggelse og naturens urkraft. Filmen har nogle gode ideer i baghovedet, men det er bare ikke nok til at gøre filmen rigtig god. Den ender med at være gemen middelmådighed, og omtrent i kategori med den skuffende sci-fi-film Oblivion (anmeldt i forrige nr. af Himmelskibet) fra tidligere på året.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Man of Steel

Udgivet den september 25, 2013 af Admin

SupermanMan of Steel
Film, USA 2013, 143 min.
Instr.: Zack Snyder
Medv.: Henry Cavill, Amy Adams, Michael Shannon, Russell Crowe, Antje Traue, m.fl.

(NB: Denne anmeldelse indeholder en vigtig spoiler!)

Så blev det igen tid til en ny Superman-film, kun syv år efter den forrige, Bryan Singer’s efter min mening særdeles kedelige Superman Returns (2006 – anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 11). Med Man of Steel er der tale om et fuldstændigt ‘reboot’, altså en film der genstarter historien og figuren fra bunden af og ignorerer de tidligere film. Og hvordan fungerer så dét? Det kommer an på hvem man spørger.

Der er efterhånden mange film som polariserer publikum i elskere og hadere, og Man of Steel er – ligesom i øvrigt Star Trek Into Darkness – et grelt eksempel. Mange ‘almindelige’ publikummer syntes rigtig godt om Man of Steel, men så godt som alle fans af Superman-tegneserier som jeg har kunnet støve op på internettet, er vrede over at Superman-figuren og hans univers er for dårligt og for dystert repræsenteret. Filmen har også et væsentligt science  fic­tion-element, men mange SF-fans mener at de dele af historien slet ikke er gennemførte nok. Selvom det er en spektakulær film på mange måder, er jeg generelt enig med kritikken, og min konklusion er at filmen er ambitiøs i en grad som dens udførelse slet ikke formår at yde retfærdighed.

Da det er første film i en nystartet serie, skal vi naturligvis først have serveret en laaang forhistorie om Krypton, den unge Clark, hans forældre, og hvor meget Clark ligger under for sin fars idé om at verden er så intolerant et sted at den aldrig vil acceptere sandheden om Clarks herkomst og superkræfter. Clark holder derfor stadig sine kræfter hemmelige til han er langt oppe i tyverne, og selv da hans far er ved at blive dræbt af en tornado, vil faren ikke have at Clark afslører sine kræfter. Så Supeman kommer først på bane da den kryptonianske skurk General Zod senere ankommer til Jorden og med overlegen våbenmagt forlanger at Kal-El giver sig til kende.

En af årsagerne til at jeg syntes filmen blev lidt lang i spyttet i den første halvdel, var at scener fra trailerne dukkede op med jævne mellemrum. Og når man har set trailerne to eller tre gange, så kan man kun reagere med “jaja, få nu dét overstået og lad os komme videre, for hulen da!” Well, lad dét være mig en lærestreg: trailere er så dårligt lavet og så fyldt med spolerende nøglescener at man bør lade være med at se dem! But anyway.

Zods plan, viser det sig, er at terraforme – eller rettere: kryptoforme – Jorden, så den får en anden atmosfære og han kan genskabe de mange kryptonianere hvis gener er låst inde i Supermans krop! Naturligvis på bekostning af alle jordboerne. En af de centrale konflikter i filmen er således at Superman må vælge mellem sin fødeplanet og Jorden. Man er aldrig i tvivl om hvad han vil vælge, eftersom Zod er så dødhamrende morderisk og militaristisk at han er uden for pædagogisk rækkevidde. Superman må derfor smadre terraforming-maskinerne og derefter slås mod Zod, som også selv er ved at opdage sine superkræfter. I løbet af denne slås­kamp ødelægges væsentlige dele af både Smallville og Metropolis, da producenterne ikke ville stå tilbage for al den urbane destruktion i The Avengers.

Og så kommer vi til det endelige opgør (!!SPOILER!! Hold op med at læse videre hvis du ikke vil vide det): Superman drejer halsen om på Zod. Superman gør hvad Superman, som den superhelt han er, aldrig før har gjort: han dræber.

Filmens producenter har forklaret at de ville vise hvorfor Superman aldrig dræber, hvilket de mener at der aldrig har været en forklaring på. De ville således udsætte Superman for hvor forfærdeligt det føles at slå ihjel, og dermed have forklaringen på hvorfor han fremover aldrig gør det. Men det holder bare ikke. Grunden til at Superman ikke slår i hjel har altid været klar for enhver superhelte-fan (og ordentlig tegneserie-forfatter): han er jo en helt! Han ved, ligesom de fleste sunde mennesker, at det er forkert at slå ihjel! Der behøves ikke nogen anden forklaring. Især ikke i en storfilm som vil definere Superman for en generation af publikummer, som nu vil associere Superman med en figur der godt kan finde på at dræbe.

Well, det er jo noget man kan diskutere ad infinitum; jeg er enig med tegneserie-fansene (da jeg i forvejen kommer fra deres rækker) om at det her slet ikke fungerer. Det er en del af en tendens til at gøre (især DC) superhelte mørkere og mere pessimistiske, hvilket er en forkert og uheroisk tangent for superhelte-figurer og -historier at gå ud af.

Men er der så noget godt ved filmen? Bestemt – jeg var imponeret over hvor meget det samtidig var en sci-fi film, med en interessant Krypton-sekvens i begyndelsen, hvor der er adskillige referencer til den excellente World of Krypton mini-serie fra 1987, som jeg skrev om i SF-tegneserie-klummen i forrige nummer, og hvor vi så en fremragende Russell Crowe i rollen som Jor-El, Supermans biologiske far, som også optræder senere i filmen i form af en kunstig intelligens. Det fedeste ved filmen var helt sikkert Michael Shannons rasende gode præstation som General Zod og hans kryptonianske side-kick Faora, råt og brilliant spillet af tyske Antje Traue. Ideen om at kryptoforme Jorden er også fed, og det samme er ideen om at Krypton har en anden atmosfære end Jorden (Superman er blevet vant til Jordens atmosfære af at bo her, kombineret med sine kræfter). Jeg elsker også de high-tech rum- og kampdragter som kryptonianerne har på, og som er fuldt ud i tråd med tegneserierne. Der er en række fede kamp­scener, især da Zod selv begynder at opnå kontrol over sine superkræfter og f.eks. hurtigt kan flyve, blot ved opbydelsen af sin vældige viljestyrke.

Desværre er der i den endelige analyse langt flere negative end positive elementer ved filmen. Den vil alt, alt for meget, og er så proppet at der slet ikke er tid nok til at yde alting retfærdighed. Ja, Lois Lane er også med, og Perry White og Jenny Olsen (Jimmy har fået kønnet skiftet ud) og en videnskabsfyr fra STAR Labs og en hel række militærfolk – og ingen af dem hæver sig over papfigur-niveauet; vi kommer aldrig dybt nok ned i deres personligheder til at de bliver levende og tre-dimensionelle, og det gælder desværre også for Superman selv. De eneste velbeskrevne figurer er Jor-El og Zod. Selve byen Metropolis introduceres overhovedet ikke; man ser kun på en avisforside eller en tv-skærm i forbifarten at det nu er dér, handlingen foregår. Mange af action-scenerne er intetsigende, og man undrer sig såre over hvorfor Superman ikke sørger for at flytte kampene til steder der er mere tyndt befolkede. Sci-fi-elementerne (især Supermans forvirrende kamp mod de store terraformer-maskiner) ville have haft godt af lidt mere beskrivelse; der manglede virkelig en lille smule fedt og overbevisende technobabble. Hvorfor skal der bruges en slags ‘gravity weapon’ til at terraforme Jorden? Det er jo bare en undskyldning for at kunne lave en spektakulær, meningsløs effekt med biler der løftes op og hamres ned i asfalten. På et senere tidspunkt åbnes der ‘en singularitet’ midt i det hele, men det har åbenbart ikke de fjerneste bivirkninger og giver heller ikke anledning til nogen kommentarer. Science fiction bør være mere intelligent end som så.

Endelig er der Supermans hemmelige identitet. I løbet af denne films historie bliver det umuligt for Superman at være anonym. Militæret kender ham, Lois Lane kender ham; det virker som om hele holdet på Daily Planet kender ham. Jeg sad faktisk i løbet af filmen og håbede på at de ville springe hans hemmelige identitet helt over; det ville være forfriskende og fornyende med en ny Superman som ikke havde en hemmelig identitet, og desuden virkede en sådan identitet ikke logisk i denne nye inkarnation af historien. Men nej, filmen slutter alligevel med at han ansættes på Daily Planet som Clark Kent i hvad der skal forestille at være en hemmelig identitet. Jeg synes ikke det fungerer.

I virkeligheden handler det også om at finde en skuespiller der virkelig kan spille en karismatisk Superman/Clark Kent. Det kan Henry Cavill absolut ikke – filmselskabet skulle have gjort meget mere ud af at finde en skuespiller som både kan spille ordentligt skuespil og også bære en storfilm som denne på sine brede skuldre. Henry Cavill er ikke den skuespiller og bliver det næppe nogensinde.

I sidste ende virker Man of Steel på mig som endnu en fantasi- og passionsløs Hollywood-version af et superhelte-koncept som Hollywood faktisk ikke rigtig ved hvad de skal gøre med, nøjagtig som den seneste – og bravt kedelige – Amazing Spider-Man film (som Marvel har udliciteret til filmselskabet Sony). De eneste der kan lave ordentlige (superhelte)film for tiden er åbenbart Marvel Studios, som bevidst beskriver en verden som ville være sjov og underholdende at leve i, hvorimod især DC-figurernes film­verdener er dystre og utiltalende. Well, som inkarneret Marvel-fan må jeg medgive at mit indtryk er, at sådan har det altid været, også i tegneserierne. Marvel tager som regel de rigtige beslutninger, DC som regel de forkerte. DC-fans vil nok være uenige; well, then – lad skænderierne begynde!

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film | Tagget , , , | 1 kommentar

Star Trek into Darkness

Udgivet den september 24, 2013 af Admin

Star-Trek-ITD-691x1024Star Trek into Darkness
Spillefilm, Paramount, 2012
Set i 2D
Instr.: J.J. Abrams
Medv: Chris Pine, Zachary Quinto, Zoe Saldana m.fl.

Vi bringer to meget forskellige anmeldelser af denne film, først en af Kim Pierri, dernæst en (med en del spoilere) af Tue Sørensen.

 

Dette er den 12. spillefilm i Star Trek-universet, men på en måde er det også nr. 2, for man valgte at lave en slags reboot af universet i den forrige film Star Trek (2009), hvor filmens skurk Nero og stjerneflådeofficeren Spock  rejste fra de moderne seriers tid tilbage til tiden for ‘den originale serie’. Her ændrede Nero historien og tilintetgjorde f.eks. planeten Vulcan. Det gør at filmskaberne har fået frie hænder til at omfortolke de klassiske karakterer uden at skulle følge 50 års Star Trek-historie. Det gør det lettere for dem i deres kunstneriske proces, men for en trekkie som mig, der har skrevet mange artikler om det ‘gamle’ Star Trek-univers, giver det mange modstridende følelser. Nu skal man forholde mig til et nyt og noget anderledes univers, hvor man har smidt meget af den gamle historie på lossepladsen. Måske havde det været en bedre ide at starte på noget nyt, men til

gengæld er man jo glad for at der kommer mere Star Trek.

Tanken bag den ‘Reboot’ var jo at man ændrede tiden efter at Nero kom tilbage og forkludrede historien, men i den nye film er man gået videre, man ændrer også fortiden. Det ses flere gange, f.eks. spilles hovedskurken af den meget blege Benedict Cumberbatch (Sherlock og Hobbitten), hvor han i den originale serie og Star Trek II: The Wrath of Khan tydeligt er inder. Da det er meningen at han skal komme fra det 20. århundrede, virker det mærkeligt at han sådan skifter hudfarve (med mindre at han altså har ændret sit udseende for at kunne gennemføre sin plan).

En anden ændring er at klingonerne i den gamle Star Trek-verden ikke havde det udseende som de fik i senere serier. Den reelle grund til denne forskel er selvfølgelig at det i tv-serien fra 60’erne sikkert var for dyrt at skulle sminke mange skuespillere op med en kraftig pandestruktur, men det løste tv-serien Enterprise, som foregår før Star Trek Into Darkness, ved at give en historie om hvordan klingonerne havde stjålet menneskeligt genetisk materiale og havde behandlet sig selv med det, hvilket betød at de lignede mennesker ret meget på det tidspunkt filmen foregår. Derfor er det for mig en stor skuffelse at de ligner klingonerne fra de nyere serier da man ser nogle klingoner tage masken af i løbet af filmen. De kunne så let have holdt sig til Trek-mytologi, ved at have ladet dem beholde masken på, give dem en slags visir, så man ikke så deres pande, eller helt udelade dem. De har alligevel ikke nogen vigtig rolle i filmens historie.

Filmen starter med i klassisk Star Trek-stil med at Kaptajn Kirk bryder stjerneflådens vigtigste regel, ‘Det første direktiv’, der forbyder stjerneflåden at påvirke udviklingen af kulturer der endnu ikke har opnået et teknologisk niveau, så de kan rejse med overlyshastighed. Det gør han uafbrudt i den originale serie, og det har altså ikke ændret sig i den nye serie. Derfor bliver han degraderet fra at være kaptajn på Stjerneskibet Enterprise NCC-1701 til at være 1. officer. Det varer nu ikke længe for terroristen John Harryson (som i virkeligheden er den genetisk modificerede superskurk Khan) slår Kirks overordnede Kaptajn Pike ihjel. Khan har gemt sig på en øde egn på klingonernes hjemplanet Kronos for at undgå at Stjerneflåden skal få fat i ham. Stjerneflådens admiral Marcus sender Kirk ud for at slå Khan ihjel ved at give dem en ny type foton torpedoer, som ikke kan ses af klingonernes sensorer. Derved kan man slå Khan ihjel uden at klingonerne opdager hvem der står bag (de vil altså skyde fluer med kanoner). Da Kirk er en retskaffen kaptajn, vælger han i stedet at tage til Kronos og tage Khan til fange for at bringe ham for retten. Det

var jo ikke meningen, og det viser sig at Admiral Marcus har brugt den superintelligente og grusomme Khan til at udforme nye våbensystemer for stjerneflåden. Admiral Marcus ønsker ikke at dette kom frem, og han ved hvor grusom og utilregnelig Khan er, så han sætter efter Kirk og Khan for at slå dem ihjel, så historien ikke kommer frem og så Khan bliver uskadeliggjort. Så har jeg allerede sagt for meget om handlingen og vil ikke afsløre mere andet end at Enterprise bliver skudt i småstykker, hvil­ket sker i omtrent halvdelen af Star Trek-filmene til dato.

Visuelt fungerer filmen efter min mening godt. Man kan godt se at filmen er optaget i 3D, for der er utroligt mange scener med folk og stjerneskibe der flyver rundt med stor hastighed og prøver at undgå andre genstande. Man har også pyntet op på rumskibene, som i de gamle serier med deres hvide glatte overflade lignede noget der var blevet designet af vaskemaskine-producenter. Nu ser de alle grumme ud med mange små detaljer i hovedsageligt grå nuancer.  Handlingen er hurtig, og de mange actionsekvenser fungerer godt. Alt i alt en hæsblæsende oplevelse.

Filmen lægger sig flot i Star Trek-traditionen på den måde at der er en stærk morale i serien. Ud over Khan, som jo er super­skurken, er Admiral Marcus også en skurk. Han minder på mange måder om en moderne amerikansk militærstrateg. Marcus har brugt Khan i sit militære spil ligesom USA har brugt Osama Bin Laden, og i begge situationer vendte skurken sig mod sin tidligere allierede. Både Khan og Osama brugte en selvmordsterrorist i sit terrorangreb på en bygning i en amerikansk storby. Marcus bruger ethvert middel i den umiddelbare krigssituation mod fjenden uden nogen som helst moralske skrupler. Der er også en anden måde situationen kommenterer på nutidige hændelser, og det er i planen om at sende disse specialbyggede fotontorpedoer mod Khan for at dræbe ham, noget der minder utroligt meget om USA’s brug af droner til at dræbe terrorister, hvilket filmen jo tydeligvis taler imod, ved at lade Kirk vælge at tage terroristen til fange for at stille ham for en dommer i stedet for bare at slå ham ihjel. Filmen har altså en tydelig Star Trek-morale, som det sig hør og bør.

Da filmen jo er en slags reboot af den gamle film Star Trek II: The Wrath of Khan (1982), giver det mulighed for at lave en masse referencer til de gamle film og serier. Man benytter enhver chance til at gøre dette. Jeg vil her komme ind på en del af dem, men vil ikke gennemgå dem alle. Der er tale om både store og små ting som er en slags bolsjer til seriens gamle fans som mig. De små kan være når de henviser til karakterer fra de gamle serier, såsom når de

skal ned i et rumskib der ikke er fra Stjerneflåden, så bliver det nævnt at det har været Mudds, en karakter fra den originale Star Trek-serie, man ser en tribble, som er et lille behåret væsen fra samme afsnit som Mudd var med i, og der er mange andre af den slags henvisninger.

En af de store referencer er at Admiral Marcus datter Carol Marcus er ombord på Enterprise. I den originale film The Wrath of Khan er Carol Marcus den ledende videnskabsmand på ‘the Genesis Project’, hvor man prøver at finde en måde hurtigt at terraforme en planet så en livløs planet kan blive beboelig på meget kort tid. Det viser sig dog at den teknologi kan blive et meget grusomt våben i de forkerte hænder (og Khan har helt bestemt de forkerte hænder). I den nye serie er hun Admiral Marcus datter, men har sneget sig ombord Enterprise for at finde ud af hvilke luskede ting hendes far render rundt og laver. Da kampen bryder ud, er hun klart på den rigtige side på trods af at hendes far er på den anden. I den oprindelige Khan-film er hun Kirks tidligere kæreste, i den nye film er der tydelig flirten mellem de to.

En anden stor reference er, at i den oprindelige Khan-film ofrer Spock sig for at redde Enterprise ved at gå ind i et rum med dødelig stråling og reparere en eller anden dims, der gør at skibet igen kan komme frem og ikke gå til grunde som det er lige ved. Spock dør på den anden side af en gennemsigtig dør, hvor Kirk er på den anden side, mens han snakker om sit venskab med Kirk. I den nye film er det præcis den samme historie, men bare lige omvendt, her er det Kirk der ofrer sig for skibet og dør.

Som I kan se, er det en meget kompleks oplevelse for en gammel trekkie som mig at se denne film, men jeg syntes bestemt at den er værd at se både for gamle fans som mig, der lægger en masse ind i historien, men også for nye fans der kan stå på her.

Anmeldt af Kim Pierri i Himmelskibet nr.37

(NB: Denne anmeldelse indeholder spoilers!)

Uha-da-da, UHA-da-da-da-da! Ja, jeg er jo stor fan af Star Trek generelt, men det er umuligt at lægge skjul på at jeg er vildt og voldsomt skuffet over den seneste film, som efter min mening er et virvar af dårligdomme, der hvirvler rundt i et bundråddent manuskript. Dødhammer-ærgerligt, da jeg efter behørig overvejelse faktisk blev superglad for den første Abrams-Trek-film fra 2009 – jeg gav den 8 stjerner ud af 10 i min oprindelige anmeldelse i Himmelskibet nr. 21, men hævede det efterfølgende til et fuldgyldigt 10-tal, da filmen var super-underholdende at se igen og igen, og jeg med tiden kunne tilgive alle dens fejl. Den første Abrams-film er nu en af mine absolutte yndlings-sci-fi film; helt sikkert den film jeg har set flest gange de sidste fire år. Jeg kan dog sige med det samme at noget lignende IKKE bliver tilfældet med Star Trek Into Darkness, da den film er så gudsjammerligt skrevet at det gør ondt helt ud i tåneglene. Men for at starte med handlingen:

Vi skriver år 2259. Den store skurk Khan bliver fundet i rummet – han er en super-genmodificeret og hyperintelligent soldat som har været nedfrosset i 300 år (altså siden 1959?!). Starfleets efterretningstjeneste, Section 31 (styret af Starfleets øverste leder, admiral Marcus), afpresser denne fortidsmand til at designe superavanceret krigsteknologi for dem, ved at holde hans 72 nedfrosne venner som gidsler. Det er allerede her et plot som strækker troværdigheden alt, alt for langt. Hvis nu de havde behandlet Khan venligt, så ville en superstrateg som ham sikkert med glæde have designet våben for dem. Men sådan sku’ det ikke være. Den idealistiske og utopiske Starfleet ville hellere gøre en hyperintelligent soldat supergal i skralden.

Anyway, Khan undslipper fra Section 31 og tager på hævntogt fordi han tror at hans 72 venner er blevet dræbt. Det er de bare ikke – hvorfor vides ikke. Hvorfor Khan tror det, vides heller ikke.

Khan smutter så til Klingonernes hjemplanet, Kronos. Hvorfor vides ikke. Det bedste bud fans’ene har kunnet tilbyde, er at han tog derhen fordi han troede at det ville være svært og risikabelt for Starfleet at få fat i ham dér. Men før man kan gøre sig sådanne overvejelser, sender admiral Marcus straks Kirk og Enterprise-besætningen til Kronos for at slå Khan i hjel. Så det passede altså ikke at det ville være svært at få fat i Khan dér. Khan er altså ikke særlig smart af en hyperintelligent fyr at være.

Kirk & co. har fået ordre til at bombe Khan (på klingonernes planet!) med netop de 72 torpedoer som Khans folk er frosset ned i (ja, for Khan elskede sit folk så højt at han indkapslede dem i super-torpedoer, med det formål at smugle dem ud, hvilket mislykkedes. Igen, ikke for smart, denne superhjerne). Hvorfor vides ikke. Vil admiral Marcus dræbe Khans folk? Hvorfor tager han dem så ikke bare ud af de skide torpedoer? Vides ikke. Anyway, admiral Marcus’ plan er at sætte en krig i gang med klingonerne, så Khans flugt til Kronos passer jo fint ind i disse planer – hvilket Khan ikke kan undgå at vide, da han netop har spenderet en del tid på at designe våben til dette formål sammen med Marcus … Ih, hvor bekvemt det dog er at Khan så lige flygter til Kronos, hvor han efter alle plot-analyser at dømme tror at Starfleet vil have svært ved at få fat på ham, hvilket er smæk-forkert. Som sagt. Suk.

Denne films historie og manuskript hænger ikke det mindste sammen; de består kun af monstrøst forcerede plot(orme)-huller som repræsenterer en helt ufattelig mangel på basal plot-konstruktionsevne. Det er en ekstremt utilfredsstillende Trek-film, især også fordi hele historien er totalt shanghajet af Khan (endda uden at Benedict Cumberbatch får lov til at spille noget videre skuespil eller komme med nogen seje one-liners) og admiral Marcus, mens der stort set ingen tid eller personskildring efterlades til vores elskede Enterprise-besætning. Dobbelt suk!

Jeg kan opremse flere sider fulde af frygtelige fejl og utilstrækkeligheder ved Into Darkness, og det skærer mig i hjertet at være nødt til det. Men det må gøres, så meget desto mere fordi der tilsyneladende er rigtig mange som lider af den vrangforestilling at det her er en fin og god film – på IMDb.com ligger den sågar på listen over de 250 bedste film nogensinde, hvilket jo er fuldkommen vanvittigt. Den er snarere en håndbog i hvad dårlig sci-fi er, hvilket jeg nu vil fremføre en række grelle eksempler på:

Man kan beame mellem planeter! Hvad skal rumskibe så til for? Og selv i rumskibe kan man tydeligvis warpe til hvor som helst i galaksen på omkring 90 sekunder! Abrams og hans slæng vil have at tingene skal gå så hurtigt at de blæser højt og flot på samtlige teknologiske begrænsninger. Tag f.eks. den lille detalje med Khans blod, som kan kurere alt, inkl. døden! Vi snakker altså her om et 300 år gammelt stykke bioteknologi som overgår alt hvad lægevidenskaben i år 2259 kan præstere, hvilket ikke giver en disse mening. Og da de så kommer til klingonernes hjemplanet, Kronos, mødes de ikke af nogen som helst klingonske rumskibe – denne imperialistiske rum-supermagt har ingen rumskibe eller rumstationer i nærheden af sin hovedstadsplanet. Og få minutter fra Kronos er der en beboelig planetoide med fuld atmosfære og jordlignende tyngdekraft som ikke desto mindre er helt uberørt af klingon-hænder! Og manglen på rumskibe i umiddelbar nærhed at en hovedstadsplanet er lige så eklatant for Jordens vedkommende, både i denne og den forrige film, hvor ingen rumskibe kommer til hjælp da Jorden trues – man får fornemmelsen af at Enterprise er Starfleets eneste rumskib?!

 

“Denne films historie og manuskript hænger ikke det mindste sammen; de består kun af monstrøst forcerede plot(orme)-huller som repræsenterer en helt ufattelig mangel på basal plot-konstruktionsevne.”

 

Og hvad angår beskrivelsen af warp-speed i denne film; urgh, don’t get me started! Der er ikke plads til at nævne alle de ulogiske anvendelser; blot vil jeg nævne den værste: at Enterprise falder tilfældigt ud af warp inden for ét lyssekund af Jorden; inden for månens bane!! Sandsynligheden for at sådan noget kunne ske er hinsides astronomisk lille. Og lad os ikke begynde at analysere det nonsens der stormer hen over lærredet da Enterprise begynder at falde mod Jorden, fra over 200.000 km oppe, og ryger ned på få minutter! Og selvom skibets kunstige tyngde er slået fra, vedligeholdes der omkring 1 G i retning af Jorden, fra så højt oppe! Man tager sig til hovedet over sådan en omgang pladder.

Der er således ingen ordentlige videnskabelige (eller science fiction-mæssige) parametre som plottets udførelse kan give mening indenfor – her er med andre ord tale om inkompetent og dumsmart science fantasy, ikke science fiction.

Filmen opfører sig desuden i håbløst høj grad som en typisk Hollywood sequel, fyldt med rip-off-scener fra den forrige film, hvilket en Star Trek-film jo for helvede ikke skal gøre! Men se: Kirk bliver igen reddet af Pike. Kirk siger igen “Hellooo girls!” til forbipasserende piger foran Starfleets indgang. Scotty siger igen “Get aff!” til sin eksistens-uberettigede dværg-assistent (hvilket heller ikke var morsomt første gang). Kirk space-jumper igen-igen, da det jo var sådan en populær scene i forrige film. Tre-dobbelt suk!

I øvrigt er Khan tydeligt inspireret af Loke i The Avengers-filmen: den mægtige, skræmmende, psykotisk dystre éner, som også ender i samme slags lyse fangecelle som Loke gjorde. Tilfælde? Umuligt!

Jeg er chokeret og vantro over at mange fans tilsyneladende synes at denne film er god og tilfredsstillende; nogle kalder den endda den bedste Trek-film hidtil. Dét går simpelthen over min fatteevne, da jeg indiskutabelt anser den for en af de to-tre værste. Jeg er overbevist om at denne film vil falde mere og mere i almen anseelse, efterhånden som eftertiden tænker sig om og analyserer filmen på intelligent vis. For det her er godt nok en omgang utilgivelig sjusk og slendrian. Det er slet ikke en film; det er en katastrofe.

Karakter: 3 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , , | 3 kommentarer

Fantastic Voyage

Udgivet den september 23, 2013 af Admin

Fantastic VoyageFantastic Voyage
Spillefilm, 1966, 132 min.
Instr.: Richard Fleischer
Medv.: Stephen Boyd, Raquel Welch, Edmond O’Brien m.fl.

Fantastic Voyage er en film fra 1966. Den handler om en diplomat som bliver skudt, og det er nødvendigt at en gruppe mennesker rejser ind i ham for at redde ham. De går ind i en ubåd, hvor de bliver formindsket og bliver sprøjtet ind i hans blodårer.

Filmen er lavet med råd og vejledning fra læger for at den kan være helt korrekt mht. kroppens detaljer. Det er en farvefilm. Den går lidt på at man skal på en fantastisk rejse og at det er den mest fantastiske rejse man nogensinde har været på.

Filmen er meget godt lavet efter datidens standarder. Man kommer ind og ser hvordan der ser ud i et menneskes blodbaner, hvordan der ser ud i hjertet, lungerne og hjernen. Filmen er meget interessant.

Filmen blev fulgt op af en 17-episoders tv-serie (1968-1970). Science fiction-forfatteren Isaac Asimov lavede en roman over filmen og en fortsættelse, Fantastic Voyage II: Destination Brain,

Ifølge The Internet Movie Database er et remake af filmen på vej.

Jeg vil give filmen 7 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | 1 kommentar

Sven Damgaard Ørnstrup – Aiglans Garde

Udgivet den september 5, 2013 af Admin

Aiglans_GardeAiglans Garde
Roman af Sven Damgaard Ørnstrup
Forlaget Hexameter, 2013
527 sider, 200 kr.

Aiglans Garde er andet bind i Sven Damgaard Ørnstrups fantasyserie Abaddons Arv. I bind et (Vraggods, 2010) blev de tre unge venner Marlen, Erik og Odd spredt i den uroplagede verden efter deres landsby var blevet plyndret. I bog to følger vi hvordan det videre går dem dér hvor de er havnet. Det har vist sig at Marlene har magiske evner, og hun er derfor kommet i lære for at studerer Entilos, som er navnet for den magi der findes i denne verden. Uddannelsen går meget ud på at komme i kontakt med sig selv og finde en indre ro. Der er dog ikke kun ro på stedet, og Marlen kommer ikke lige godt ud af det med alle de andre. Der er også nogle af de mandlige studerende der viser lidt for meget interesse for hende. Hendes evner ud i Entilos gør at det bl.a. lykkedes hende at få en form for kontakt til sin bror Odd, og hun redder ham fra at drukne. Det lykkedes hende også at få en kontakt igennem til sin kæreste Erik. Her opdagere hun dog at han måske ikke helt tænker så meget på hende længere.

Erik er kommet ind i garden og er i træning som soldat. Han viser sig at have evner inden for kamp, og det virker til at krig falder ham naturligt. Han får hurtigt nye venner i garden, og da der såvel er kvinder som mænd, så har han også fundet mere end blot venner.

Odd, der er bror til Marlen, er draget ud for at lede efter hende. Han render dog ind i problemer da han opsøger en spåkone i forsøget på at finde sin søster. Han afbryder et ritual og finder sig pludseligt på flugt sammen med Esmeralda, en af spåkonens tjenestepiger, som stod til at skulle ofres.

De tre unger havner således hver især i problemer, men med hjælp fra nye venner, forsøger de at klare sig igennem. Der er dog også gamle fjender der dukker op, da der er en anden overlevende fra deres landsby, og han kæmper nu på modstanderens side.

Det er kun i få af bogens kapitler at vi følger andre end de tre unge, og da ingen af dem er indblandet i krigen som andet end menig soldat eller civil, så er det ikke meget klogere man som læser bliver på hvad det egentligt er for en krig der er ved at udfolde sig, da det er begrænset hvor meget overblik man får fra forreste kampline. I spredte samtaler iblandt officerer kan man finde ud af at de i garden generelt ikke er helt klar over hvad det egentligt er for en fjende de står over for.

Som læser kan man godt sidde lidt med en fornemmelse af at der egentligt ikke er sket det store igennem bog nummer to. Erik og Marlen har udviklet deres kundskaber inden for henholdsvis kamp og Entilos, og alle tre af de unge har mødt den usikre verden uden for den landsby de er vokset op i, men der er ikke sket den helt store personlige udvikling med nogen af dem. Den udbrudte krig får man som nævnt kun lidt at vide om, da man kun oplevere den igennem de kampe som Erik deltager i. Serien er ikke tænkt som en trilogi, så der er rig plads i kommende bind til at udvikle personerne, samt den verden som de begiver sig rundt i. Dog håber jeg at der kommer mere fremdrift i det næste bind.

Med bog nummer to er der kommet et noget flottere grafisk layout på serien, et layout som også er blevet lagt på nyeste oplag af bind 1, i stedet for det oprindelige noget kedelige omslag.

Serien er velskrevet, men er man til hurtig action-fyldt fantasy, så er det nok ikke her man skal starte. Hvis man derimod gerne vil have en solidt og langsomt opbyggende fortælling, så vil man finde den her.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar