Bioshock Infinite

Official_cover_art_for_Bioshock_InfiniteBioshock Infinite
Computerspil
Irrational Games, 2012
Designer: Ken Levine
Microsoft Windows, PlayStation 3, Xbox 360, OS X

Bioshock Infinite handler om en vision af Ayn Rands roman Atlas Shrugged (Og verden skælvede), hvor det går fuldstændigt galt. Det er det samme som i de to første spil, Bioshock 1 og 2, men denne gang foregår det i en by oppe i skyerne og ikke i en by under havet.

Det er den samme motor, som driver spillet, så det spiller på samme måde. Den virker efterhånden en smule gammeldags. Det er en first-person shooter som minder en hel del om Half Life. Jeg kunne godt savne dialog-træer som gør at man kan føre samtaler med andre i spillet i stedet for bare at høre dem sige en sætning.

Spillet er som en bog man læser. Det handler om at se noget virkeligt flot grafik samtidigt med at man skyder en masse fjender. Der er også mulighed for at få specielle kræfter som man kan bruge i kamp. Indføringen i spillet fungerer fint. Det mangler dog det uhyggelige element som var i de to første spil.

Spillet er sjovt at spille, og det kommer til at holde i et stykke tid, da nye baner kan downloades til spillet og de har lovet at nye kommer til løbende.

Jeg vil give spillet 8 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

CHEW

Chew-Omnivore-Edition-Vol-1CHEW
Omnivore edition 1+2
Tegneserie, 2 x 264 sider, af John Layman (tekst) og Rob Guillory (tegning)
Image Comics, 2010 + 2011

Tony Chu er cibopath. Det betyder at når han spiser noget, får han visioner af hvor det er kommet fra og hvad der er sket med det. Kun rødbeder giver ham ingen visioner, så det er selvfølgelig hans yndlingsspise. Da Tonys evner bliver afsløret, bliver han shanghajet som agent for FDA, USA’s Food and Drug Administration, til at opklare diverse forbrydelser. Det indebærer typisk at spise dele af halvrådne lig og andre klamme ting.

Dette kunne i sig selv være udgangspunktet for en god, noir krimiserie med et mindre overnaturligt element, men CHEW foregår desuden i et univers der kunne kaldes “X-Files på LSD”.

Nogle år inden serien starter, er 23 mio. amerikanere og 116 mio. mennesker på verdensplan døde af fugleinfluenza, og derfor der det blevet forbudt at dyrke og spise fjerkræ. Det har selvfølgelig skabt en vis sortbørshandel for at tilfredsstille dem, der ikke kan undvære kylling og andet godt. FDA’s største opgave er at slå ned på denne sortbørshandel, ligesom organisationen i dag gør det på hashhandel (man kan måske godt fornemme en vis parallel her). Ikke alle stoler helt på forklaringen om at det var fugleinfluenza der stod bag dødsfaldene, og der er organisationer der på hver deres måde kæmper for at få sandheden frem.

Det er ikke det eneste mærkelige. Der er flere mennesker med særlige madorienterede evner, fx madanmelderen Amelia Mintz, der er saboscrivner. Det betyder at hun kan beskrive en madoplevelse så levende, at alle der læser om det, faktisk kan smage maden. Det gør hende upopulær da hun anmelder et særligt uhumskt madsted; noget der får alle læserne til at brække sig i lårtykke stråler. En anden figur bliver mere intelligent, jo mere han spiser, og opnår på et tidspunkt at blive verdens mest intelligente menneske.

Dertil kommer en underlig, kyllingsmagende frugt fra det ydre rum, et underligt astronomisk observatorium nord for Polarcirklen, og en flammende skrift på et ukendt sprog, der pludseligt en dag dukker op på himlen omkring Jorden. Det antydes at alt dette hænger sammen, men lige præcis hvordan, bliver ikke afsløret i løbet af disse to samlinger, der samler seriens første tyve numre.

Fortællestilen er sorthumoris­tisk og dyrker det groteske, og Rob Guillorys tegninger rammer stemningen perfekt. Stregen er præcis, men stærkt karikeret, og der er en dynamik i tegningerne der kan minde lidt om Walt Simonson (se artikel i Himmelskibet nr. 25).

CHEW har (fortjent, synes jeg) vundet en hel del priser siden den kom frem, og serien regnes som en af de bedre nyere amerikanske tegneserier. Der er også tale om en dybt original humoristisk serie med en hang til det dystre og groteske – og et eller andet sted i baggrunden lurer noget der tegner til at blive en ganske glimrende science fic­tion-historie.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , | 1 kommentar

Det kinesiske værelse

Det kinesiske værelseDet kinesiske værelse
Tegneseriealbum af Rune Nielsen og Thomas F. Delman
64 sider i farver, 149,50 kr.
Forlaget Fahrenheit, 2013

Titlen Det kinesiske værelse hentyder til et ældre tankeeksperiment fra datalogi. Man forestiller sig her at man har et computerprogram der kan føre en sammenhængende samtale på kinesisk. En programmør, der ikke forstår kinesisk, kopierer computerens sætninger i hånden og giver den til en kineser, og de sætninger han får tilbage, kopierer han over i computeren. Kineseren vil få den opfattelse at han kan have en intelligent kommunikation kørende på kinesisk med programmøren, selvom denne faktisk ikke forstår kinesisk. Argumentet er så at computeren faktisk heller ikke reelt forstår kinesisk, selv om den er programmeret til at føre samtaler. Man kan ikke ved hjælp af et program gøre en computer intelligent, lyder argumentet, selvom man kan skabe en nok så troværdig oplevelse af intelligens.

Det er ikke helt umiddelbart indlysende hvad titlen har med tegneseriens historie at gøre. Vores hovedperson Hector Lesür befinder sig i en ikke nærmere defineret, ikke så fjern fremtid, i en storby a a Blade Runner eller Metropolis. Hector kører en konstant indre dialog med sin mor og virker i det hele taget ret omtåget, hvad der kan få læseren til at undre sig over at han er i stand til at bestyre posten som IT-sikkerhedsmedarbejder for et større ministerium.

Det er han så heller ikke så længe, da han bliver degraderet på grund af mistanke om lækage af fortroligt materiale. Hector mindes ikke at have lækket noget og sæter sig for at finde ud af hvad der er galt. Han kommer på sporet af at ministeriet ulovligt har udviklet en computervirus til krigsbrug. Den viden gør ham til et jaget menneske.

Der er en del paranoia i historien, blandt andet den klassiske med at der pludselig bor en fremmed i Hectors lejlighed – og at vedkommende påstår at have boet der længe. Lige præcis den detalje giver ikke ret meget mening i sammenhængen, men den giver da det klassiske paranoia- sug i maven.

Hector kommer i kontakt med nogle oprørere, der bringer ham i sikkerhed og vil have hans hjælp til at afsløre ministeriets  embedsmisbrug. Det bliver dog hurtigt temmelig uklart hvem der er venner og hvem der er fjender, og hvad det hele ender med, vil jeg ikke afsløre.

Tegningerne ligner en blanding af computergrafik og mere traditionel, løs tuschtegning. Farverne er udflydende og generelt afdæmpede med enkelte klarere spotfarver til at give effekt. Persontegningerne er grove og ofte kluntede, og hvis det ikke var for hovedpersonens underlige, opretstående frisure, ville det være svært at holde ham ud fra andre figurer. Jeg er ikke helt vild med tegningerne, men må medgive at de medgiver til at skabe en omtåget paranoiastemning.

Tegneseriens tekniske udstyr er helt i top; hardcover i lidt over normal albumstørrelse med farvetryk helt til kanten af papiret. Jeg ville ønske at indholdet levede helt op til dette, men desværre blev jeg aldrig rigtig fænget af historien, hvis slutning jeg heller ikke synes er helt fyldestgørende. Men hvis man kan lide paranoia og dystopisk stemning og ikke går så meget op i plot og personkarakteristik, er der da noget at hente i denne tegneserie.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , | 1 kommentar

Rebound Volume 1

ReboundRebound Volume 1
Tegneserie af Maia Fjordmand (tekst) og Gitte Tang Jensen (tegning)
136 sider, $ 20
B.I.B.L.E COMICS 2012
www.biblecomic.net

Rebound er en danskproduceret, engelsksproget webcomic der har kørt på nettet siden 2009. Nu er den første større historie så blevet samlet i et trykt album, udgivet med støtte fra Danske Tegneserieskaberes fond.

Rebound handler grundlæggende set om den klassiske kamp mellem det gode og det onde. Vi befinder os på verdenen Kimera, der er befolket af elvere. Der er opstået en rift mellem Kimera og Helvede, som gør det relativt nemt for djævle at komme til Kimera og lave ravage. Det har fået Himlen til at sende styrker af engle til Kimera for a beskytte indbyggerne og bekæmpe djævlene.

Elverfolk er ligesom mennesker splittet mellem gode og onde drifter, repræsenteret ved at deres sjæl er splittet op mellem en ‘dyd’ og en ‘synd’. Hvilken der er størst, når de dør, afgør om de kommer i Himmel eller Helvede.

Der er opstået en krydsningsrace mellem elvere og en art succubus. Disse haruler eller ‘soul vampires’ ligner elvere til forveksling, bortset fra at de har ravfarvede øjne. De fleste haruler tjener de onde, men der er dem der kæmper på de godes side trods diskrimination. Når haruler bliver kaldet ‘soul vampires’, er det fordi de kan opsuge en persons dyd og/eller synd. Det sker for det meste som et overgreb, men der findes døende folk der betaler haruler for at opsuge deres synd, så de bliver sikret en plads i Himlen trods tidligere synder – selvfølgelig ikke en praksis der er velset, hverken

i Himlen eller i Helvede. Haruler erogså gode til at lære magi.

Englene ligner ikke engle som vi ser dem mest. De er kimærer af diverse dyr; fx ligner hovedpersonen, General Balthazar, en krydsning mellem en øgle og en ulv – med horn. Alle engle har dog vinger og dertil glorier i forskellige farver efter den rolle de har (røde for krigere, grønne for helere, osv.).

Når historien tager sin begyndelse, har spioner fra elverne netop afsløret et plot udklækket af nogle djævle og deres harul-tjenere, nemlig ikke mindre end at tilkalde en af de syv dødssynder til Kimera. Det plot skal naturligvis forpurres, så Balthazar drager af sted med en gruppe englesoldater for at stoppe det hele. Der er dog mange forhindringer på vejen, og spørgsmålet er om det i det hele taget er muligt at nå frem i tide …

Jeg er normalt ikke den store fan af historier om kampen mellem engle og djævle, som nemt bliver en ret frelst forestilling, det er dog ikke så slemt i Rebound, hvor englene generelt har mange menneskelige sider og måske selv djævlene har en grund til at gøre som de gør. Personkarakteristikken er generelt god og nuanceret, og der allerede fra seriens start et pænt stort galleri af navngivne figurer, som man lærer mere at kende til undervejs.

Rebound er tegnet i en enkelt og klar stil med en nuanceret farvelægning der medvirker til at skabe dynamik og stemning, og serien kan sagtens måle sig med flertallet af de webcomics der findes derude – ikke helt i toppen, men absolut værd at læse. Jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

H.P. Lovecraft – Ved vanviddets bjerge

ved_vanviddets_bjerge_forside_storVed vanviddets bjerge
Novellesamling, 276 sider
af H.P. Lovecraft
Forlaget AnTennA, 2013

Da jeg for år tilbage begyndte at interesserer mig for Lovecraft og hans historier, var det meget begrænset hvor ofte man stødte på hans navn. Nu genudgives historierne igen og igen, og listen over bøger indeholdende forfattere der er blevet inspireret af Lovecraft, vokser med en utrolig hastighed. Ligeledes  udkommer der utallige tegneserier, film og spil der genfortæller eller henter inspiration hos den gamle mester. På brætspil-siden tror jeg der inden for de sidste 5-6 år er kommet mindst 10 nye spil hvor handlingen finder sted i Love­crafts univers. Hans navn og inspirationen fra hans værker dukker op i en grad så man næsten dårligt kan omtale ham som en kultforfatter længere. Dette kunne man selvfølgelig ærgre sig over, hvis man helst vil sidde og føle at man er en del af en obskur kreds der dyrkere en overset kunstner. Jeg syntes dog bestemt kun at det er godt at se at disse værker bliver formidlet mest muligt ud, og at kendskabet til Lovecraft bliver udbredt.

Den seneste Lovecraft-bog på det danske marked er Ved vanviddets bjerge, udgivet af forlaget AnTennA. Bogen indeholder tre af de væsentligste af Lovecrafts historier, hvoraf to tidligere har været udgivet på dansk bl.a. i de bøger der udkom omkring 1995 på forlaget Interpresse, oversættelser som har mødt en del kritik for at være mangelfulde og fejlbehæftede.

To af disse Interpressebøger blev genudgivet på forlaget Zoom i 2011. Der var dog ikke blevet rettet i oversættelserne, til gengæld var der blevet tilføjet forsider som ikke passede særligt godt til historierne. Ud over i Interpresse- og Zoom-udgaverne, har novellen “The Call of Cthulhu” også tidligere været udgivet i antologien Frygtens Herrer, og dér i en rigtig god udgave. Denne bog har dog været udgået i mange år, så det er fint at få disse historier udgivet på ny.

Novellen “At the Mountains of Madness” har der yderligere været en del opmærksomhed på, da filminstruktøren Guillermo del Toro nu i flere omgange har arbejdet på at filmatisere historien, hvilket jeg tror han vil være den helt rette til at gøre. Historien er om en videnskabelig ekspedition til Antarktis, der støder på meget mere end forventet. Ved en hidtil ukendt bjergkæde finder de ældgamle rædsler og biologiske uhyrligheder der beviser at der for millioner af år siden kom væsner fra universets dyb, der slog sig ned på jorden og formede det liv vi kender i dag. De finder dog meget mere end beviser for at disse væsner var her for længe siden, de finder også spor der ikke er nær så gamle.

“Kaldet fra Cthulhu” (“The Call of Cthulhu”) er nok Lovecrafts mest ikoniske fortælling. Den har hans næsten klassiske opbygning hvor en person fortæller om de opdagelser han har gjort imens han har undersøgt mystiske hændelser og overleveringer. Det er overleveringer fra kunstneren der vågner og i søvne har lavet figurer af væsner der ikke er af denne verden og ikke mindst af sømanden hvis skib blev bragt ud af kurs og havnede på en ukendt ø hvor alle vinkler var forkerte, og hvis beboere havde dvælet i æoner for nu at stige op og regere verden på ny.

I både “Kaldet fra Cthulhu” og “Ved vanviddets bjerge” er mennesket blot nogle der er tilstede imens universets kræfter er på spil. I “Drømmene i Heksehuset” er der dog et menneske i centrum, selvom det stadig er kræfter fra ukendte universer der er på spil. I novellen følger man den unge Gilman der studerer matematik og folklore og som er kommet på sporet af at visse geometriske konstellationer kan bruges til at åbne porte imellem dimensioner. Som altid skal man dog huske, at åbner man en dør, så kan det der venter på den anden side også komme igennem. Han har taget logi i et hus hvor der tidligere har boet en kvinde der blev dømt som heks. Dommen blev dog aldrig eksekveret da hun forsvandt sporløst fra sin celle. Hans ophold i huset får ham til at have modbydelige drømme som både inkluderer heksen og rejser til dimensioner der ikke er lig vores.

Ud over de tre noveller samt et kort essay, indeholder bogen også en kort biografi om Lovecraft, samt et godt og spændende kapitel omkring de temaer som Lovecraft har taget op i de tre noveller.

Lovecraft er kendt og nærmest berygtet for at kunne være svær at læse pga. tung og forældet sprog. Dog var han meget stilbevidst, og hans ordvalg var ikke tilfældigt. Dette gør at han er meget svær at oversætte, for mange af de ord han bruger, findes der ikke gode ækvivalenter til på dansk, og det kan i det hele taget være svært at få oversættelsen til at flyde godt. Denne bog er oversat af Jacob Friss Andersen, og han har gjort et rigtigt godt stykke arbejde. Der er et godt flow i sproget, og man kan virkeligt fornemme at der er blevet arbejdet med oversættelsen, for både at være tro imod originalerne, men også at gøre dem læsevenlige for læsere der ikke nødvendigvis er bekendt med Lovecraft. Stor ros for oversættelsesarbejdet.

Lovecrafts forfatterskab var ikke specielt omfattende, så det er kun naturligt at de samme historier bliver genudgivet igen og igen, men også godt når der gøres plads til historier vi ikke har set på dansk endnu. Dog var det med lidt ærgrelse at jeg så at det var “Dreams in the witch house” der var den nye her, da jeg netop selv havde lagt sidste hånd på en oversættelse af samme novelle til en kommende udgivelse. Men de forskellige oversættelser der efterhånden findes af flere Lovecraft-noveller åbner op for et studieprojekt med at sammenligne disse, i et studie i kunsten at oversætte Lovecraft. Det er en af de studier jeg har på min to-do-liste til når jeg engang får god tid.

Alt i alt en rigtig god Lovecraft-udgivelse, som jeg håber bliver starten på flere lignende udgivelser fra Jacob Friss Andersens og AnTennAs side, for der er stadig meget Lovecraft der endnu ikke er oversat til dansk.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Forvandlinger

forvandlinger_forsideForvandlinger
Novelle-antologi, 264 sider
Forlaget Langdyssen 2013
Redaktør: Flemming R.P. Rasch

Flemming Rasch er aktuel med en bog fra eget forlag, bestående af en række fantasy-noveller skrevet af danske forfattere som er velkendte i de fantastiske genrers fanmiljø.

Antologien lægger ud med en fortsættelse til H.C. Andersens “Fyrtøjet”, ikke overraskende begået af Lars Ahn Pedersen, som i fin og vanligt velafmålt stil beretter om hvad der siden skete med soldaten og hundene.

“Nattens åbne døre” er titlen på Jesper Rugårds tankevækkende og symbolske fortælling om en heks og hendes datter, som begge drømmer om ambivalente maskuline kræfter. Det er en stemningsfuldt skrevet og særdeles imponerende historie som i kunstnerisk udførelse klart er den mest litterært vellykkede historie, jeg hidtil har læst fra Jespers hånd – og måske denne antologis bedste indlæg.

A. Silvestri bidrager med “Et studie i lyst”; en levende fortalt historie om en prostitueret i en middelalderverden som grænser op til diverse andre eksotiske verdener. Historien fortælles til en nysgerrig videnskabelig udsending fra en af disse verdener, hvad der er et godt valg som også sikrer slutningen det nødvendige twist.

Nr. fire er Henrik Larsens lidt lange (30 sider) men velskrevne “En nat i katakomberne”, hvor en gadedreng indgår et væddemål med vennerne om at han kan tilbringe natten i den lokale kirkes kolde katakomber, som er fulde af kranier og knogler. Hernede render han uventet ind i en underlig præst som går og snakker med de døde, og de to underholder hinanden med kulørte historier om drager og skattejagter, alt imens katakomberne bliver koldere og koldere …

Den femte historie, “Rakshasa”, er begået af Bjarke Schjødt Larsen, og foregår i en fantasy-version af Indien kaldet Endia. En ond maharaja inspirerer en gruppe oprørere til at bruge magi for at få udskiftet maharajaen med en bedre erstatning, men det går ret galt. Historien er tydeligt velresearchet og inspireret af ægte indisk kultur, og det er meget forfriskende med et så usædvanligt og eksotisk setting. Balancen mellem dialog og beskrivelse er også god.

Så har vi Richard Ipsens “Bjergløven”, en eksotisk sword & sorcery-historie der på det nærmeste foregår i Robert E. Howards hyboreanske tidsalder. En stærk kriger drages ind i et eventyr som involverer en krigerkvinde, hans tvillingebror og en hævngerrig troldmand. Richards erfarne skrivestil formelig drypper af fugtig og duftende stemning, så man føler sig effektivt hensat til en magisk og levende fantasy-tid.

Klaus Æ. Mogensen byder herefter på “Kløer”, som også foregår i en indisk-inspireret fantasy-verden, og også minder lidt om Klaus’ roman Dimensions­piraterne; muligvis foregår den i samme univers (nej – red.). Et handelsskib får til opgave at transportere en sultans enke til Kejserstaden, men én af personerne i sultanaens følge er ikke hvad vedkommende giver sig ud for at være. Handelsskibet (og andre skibe i denne verden, må man gå ud fra) flyver fra sted til sted via et interdimensionelt hav der kaldes Stratum, hvilket virker originalt, omend det så ikke står helt klart for læseren om de forskellige steder/byer så også er i forskellige dimensioner, planeter, eller i samme verden (jeg tror dog mest på det sidste).

“Isfyrsten” af Rasmus Wichmann, om en røverbandes kamp mod et monster (eller hvad denne isfyrste nu er for en fisk), er en til tider lige lovlig vulgær affære. Jeg kan dog godt lide den verden, den (og andre af forfatterens historier) foregår i; Rasmus får anvendt sin baggrund som historiker til at tilføje interessante strejf af autentiske antikke kulturer til sin fantasy-verden, hvilket gør den karakteristisk. Der er også adskillige sjove indfald, men desværre er der for meget dialog og for lidt beskrivelse, og nogle af detaljerne er forvirrende; hvad var det f.eks. for en ‘han’ som Enu havde været slave af? Isfyrsten selv, eller …? Det syntes jeg ikke stod helt klart.

Sarah Fürst tegner sig for en slående sorgfuld og bitter-sød 4-siders historie – “Lille kat” – om hvad der ville ske hvis små børn var i stand til at gøre alvor af nogle af de pudsige ting, de går og siger …

Gudrun Østergaards bidrag hedder “Refugiet” og præsenterer os for en spændende idé der ville egne sig rigtig godt til en tv-serie: blandt store containere på havnen er der én som åbner sig hver gang en uskyldig er på flugt, hvor vedkommende kan skjule sig sammen med mange andre, så længe det skal være. Det er et tesserakt-koncept, hvor containeren er meget større indeni end udenpå og udgør en slags symbol på den højere retfærdighed.

Dernæst får vi “Peregrination gjennem Kjøbenhavn” af Thomas Strømsholt. Det er en ganske original historie om at søge efter et alternativt København; det København som kunne have været, hvis alle de gamle bygherrers drømme og intentioner var blevet realiseret. Plottet er opbygget omkring en gammel, mystisk bog fra 1877 og udgør en interessant og inspirerende idé; poetisk og melankolsk i udførelsen, og med et flot og mangefarvet billedsprog.

Så er der “Fantastikken” af redaktøren selv, Flemming R.P. Rasch. Det er en klassisk fantasy-fortælling om en gruppe eventyrere i en magisk verden, som er ude og lede efter ‘Fantastikken’; et artefakt som opfylder ønsker! Historien handler om gruppens genvordigheder i et hult bjerg der er som taget ud af en Indiana Jones-film. Figurerne har generelt dagligdags danske navne, hvilket virker en smule underligt. Det er muligt at det er gjort for komisk effekt (?) eller for at gøre det her til en specifikt dansk fantasy-verden, men jeg har lidt af en kæphest omkring navne; jeg synes at person- og stednavne på eksotiske lokationer også bør være eksotiske. Eksotiske navne fyrer mere op under min fantasi. Men dét er som sagt bare en af mine egne kæpheste.

Sidste historie er Lars Konzacks “Ellevild”, hvori vi følger en fyr fra den moderne verden som mener at han inderst inde er elver (endda mere en Elf­quest–   elver end en Tolkien-elver) og hvordan han finder sammen med ligesindede på dertil indrettede kongresser. Realismen ved dette fejler ikke noget; jeg havde for tyve år siden selv en penne-veninde som mente at hun inderst inde var Elf­quest–   elver (og i øvrigt samtidig Goth). Hovedpersonens elvernavn – som det ville være en spoiler at nævne – skaber en del genvordigheder, og jeg havde lidt forfatteren mistænkt for at ville latterliggøre denne subkultur, men det var heldigvis alligevel ikke tilfældet. Historien, om end kort, er medrivende fortalt og en fin krølle på denne antologis hale.

Den endelige dom over bogen er absolut positiv; mange af historierne er mindeværdigt originale og ville bestemt ikke være malplaceret i en udgivelse fra et større, professionelt forlag. Det mærkes klart at de fleste af forfatterne ikke længere er begyndere, men er ved at blive rigtig erfarne ud i det sproglige.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Antologi, Bøger, Fantasy | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Fantasmagori nr. 10

f10coverFantasmagori nr. 10
Tegneserie, 2013
Ondskabens Flydende Vatikan
64 sider i sort/hvid
Tekst og tegninger: diverse
Kan downloades som gratis PDF fra www.vatikan.dk

Til Komiks-messen i 2010 fik jeg fingre i første nummer af tegneserie-antologiserien Fantasmagori, som er produceret af det lille amatørforlag Ondskabens Flydende Vatikan. Til Copenhagen Comics (det nye navn for Ko­miks) i 2013 viste det sig så at serien var nået til nr. 10, hvilket jo er imponerende. Det viste sig dog også at nr. 10 var sidste nummer i serien, da den til efteråret vil blive erstattet af en ny antologi-serie. Det er godt at se at disse folk holder fast i både entusiasmen og produktiviteten!

Album nr. 10 består af fem historier af meget forskellig længde. Alle er lavet af enkeltpersoner som står for både historie og tegninger. Den første historie, “Natten er ung” af Rodrigo ‘Romen’ Mendoza, er en 17-sider lang beskrivelse af en typisk week­end-druktur i København, med alt hvad dertil hører af koncert og flirten og opkast. Tegnestilen er rimelig grov og enkel, med store billeder og tykke streger, og en udmærket brug af sort til at sætte den natlige stemning. Problemet er dog at der ikke er nogen konflikt som sådan, men blot en beskrivelse af et forløb.

Anden historie, den 11-siders “Hvalsteg og vindfrikadeller” af Johannes Havelund, foregår i en slags alternativ virkelighed hvor flyvende hvaler jagtes af hvalfanger-luftskibe. De løber så ind

Sky Shepherd; et øko-luftskib som prøver at stoppe hvalfangerne. Det er en sjov historie med en del politiske kommentarer, omend både hvalfangerne og Sky Shepherd omtales meget kritisk (måske fordi man kun hører dem omtalt i deres modstanderes ord). Tegnestilen er rigtig god; en klassisk og ganske realistisk europæisk stil med let karikerede elementer. Der er forskellig billedopbygning på hver side, uden at det kammer over. Tegneteknisk vil jeg udnævne denne historie til dette nummers bedste, omend figurerne og tonen i historien måske er lige lovlig temperamentsfulde.

Historie nummer tre er “Udbryderhønen” af Rikke Lindskov Loft (9 sider). Det er en dialogløs, fabellignende ting om en høne i en hønsegård, som er træt af at spise korn og vil over hegnet så den kan spise salat og orme fra køkkenhaven ved siden af. Det er en underholdende historie, fordi hønsene er tegnet meget udtryksfuldt, og tegnestilen er hjulpet rigtig godt på vej af en række velvalgte computereffekter og en flot brug af gråtoner. Man kan heller ikke lade være med at se historien som et symbol på et menneske der gerne vil ‘out of the box’, hvilket så ender med at få nogle sociale omkostninger.

Den fjerde historie er “Krager” af Peder Riis (17 sider). Den fortsætter fugletemaet og handler om en voldsom ‘bandekrig’ mellem krager og måger! Handlingen udspiller sig inde i det hektiske byliv, mens redebyggeri foregår ude på landet, hvor der er anderledes fredfyldt. Historien har masser af både velfungerende konflikt og dialog. Om historien indeholder en specifik symbolik (indvandrere mod rockere?) skal jeg ikke kunne sige, men den giver fin mening som en ligefrem beskrivelse af den naturlige konkurrence der foregår mellem krager og måger i indre by; det er tydeligt at forfatteren har gjort sig en del overvejelser om hvad der egentlig sker mellem storbyens mere skræppende indbyggere. Tegnestilen er effektiv og baseret på et godt studie af fuglenes kropssprog, samtidig med at der også er lidt karikerede og antropomorfe detaljer ved fuglenes adfærd.

Den sidste historie, “Den onde” af Patrick Leis, er kun på to sider, men det er to sider med mange små billeder. Den omhandler en børnelokker som samler en pige op der nok er noget lidt andet end han tror …  Det er Leis’ første tegneserie, og den er effektivt og meget detaljeret tegnet. De mange billeder (9 på første side og 13 på anden) fungerer udmærket i albumformat; de ville nok have været for små hvis historien var trykt i et hæfte i mindre format. I en tid hvor tegneserier ofte er ‘decompressed’, dvs. fyldt med meget store billeder, er det dejligt at se en historie som er en ‘throw-back’ til de gode gamle dage hvor der skete mere pr. side, både hvad angår tekst og tegninger. Masser af små nørklerier og detaljer ser for det meste godt ud på en tegneserieside, men det kræver jo en tegner som gider bruge den tid det tager, og dem er der tilsyneladende ikke mange af i dag. Men tegneserier har jo mange forskellige og hver især effektfulde udtryksformer, og det får man rigtig godt syn for i denne antologi. Det bliver spændende at se hvad denne gruppe tegnere finder på næste gang!

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , | 1 kommentar

Mathilde Gram – Skyggernes hemmelighed

Skyggernes hemmelighedSkyggernes hemmelighed
Roman af Mathilde Gram
Skriveforlaget 2013
298 sider, 179 kr.
Kan downloades som gratis e-bog fra www.skriveforlaget.dk

Mathilde Gram er en ny forfatter på den danske scene. Hun har for nylig skrevet sin debutroman, Skyggernes Hemmelighed. Den handler om en pige som bliver voldtaget og derefter trækker sig ind i sig selv. Hendes ydre verden kommer til at fylde mindre end hendes indre verden. Hun indlægges derfor senere på hospitalet.

Som mand ved jeg ikke om det er en realistisk reaktion på en voldtægt. Er det sådan man reagerer? Det er svært at sige helt sikkert. Der er masser af angst og frygt i pigens liv som følge af det. Hun får ikke anmeldt voldtægtsmanden med det samme og føler en del skyld selv.

Bogen er skrevet i et lidt gentagende sprog. Det samme gentages på mange forskellige måder sådan at meningen pensles helt ud. Det er så at sige en begynderroman, men det er spændende at se hvad der mere kommer fra denne kant.

Romanen har fantastiske elementer i form af skyggerne i den indre verden. Det er dog ikke en bog som vil blive læst for det fantastiskes skyld, vil jeg tro. Den lægger mere op til denne krise i pigens liv.

Jeg vil give romanen 7,5 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Science Fiction 20 + 21

SF20Science Fiction 20 + 21
Novellemagasin, 2012
Red. Knud Larn
68 sider + 60 sider

Knud Larn er en dansk kunstner som bl.a. har en hjemmeside for international science fiction. http://sffportal.net, og udgiver bladet Science Fiction. Det er en konkurrence med et nyt tema hver gang. I de to anmeldte blade var det ‘Fremtidens Superskurke’ og ‘Danskerne & Fremtidens Jul’.

Knud har kontakt med en kunstner som laver ret gode forsider til bladet. De er på et ret højt niveau hver gang. Formatet er hæftet A5. Jeg syntes godt at skriften i selve bladet kunne gøres lidt pænere.

Historierne er af forskellig kvalitet. Jeg fandt tre rigtigt gode historier. Der er andre historier som godt kunne bruge lidt mere arbejde og måske er en anelse kedelige.

De tre gode historier er:

  • “Det der kommer op af dybet” af Jesper Rugård Jensen
  • “Intergalaktisk jul på rumskibet Inxenzor Lactia III” af Nikolaj Carlsen
  • “Det handler om eliminering” af Morten Carlsen

Jeg vil give bladene 6 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Fanzines, Science Fiction | Tagget , , | 2 kommentarer

The Wolverine

The-WolverineThe Wolverine
Film, USA, 2013, 126 min.
Instruktør: James Mangold.
Med bl.a. Hugh Jackman, Rila Fukushima og Will Yun Lee.

Tilbage i 1975 fik tegneserieforlaget Marvel en god idé. De ville lave en superhelteserie, som var lidt anderledes end alle de andre. Der skulle blandt andet være superhelte fra andre steder end USA med, og der skulle være unge superhelte. I stedet for at finde på noget helt nyt, tog man den gamle serie X-Men, beholdt hvad man syntes var godt i den, og smed resten ud. Det blev en af de mest succesfulde tegneserier nogensinde. Blandt superheltene i serien fandt man en canadisk superhelt ved navn Wolverine. Han var en rigtig ‘tough guy’ med cigar i munden, rappe replikker og en meget frastødende personlighed. Senere fik blandt andre den meget kampsportsglade tegner/forfatter Frank Miller figuren under behandling. Wolverine blev forvandlet fra bums til japansk ronin med krigerkodeks. Det er denne udgave af Wolverine, der nu er en af de mest populære superhelte i verden og som bliver brugt i filmen The Wolverine.

Historien foregår, så vidt man kan gætte sig til, et stykke tid efter begivenhederne i den tredje X-Men-film (ikke at forveksle med den seneste, som foregår lang tid før). Her døde en lang række af Wolverine/Logans venner, og han blev åbenbart så nedtrykt over det, at han nu lever som bums i nogle bjerge nær en lille by. Det er et klassisk set­up for en film – helten vil ikke være helt mere, og nogle skal overtale ham til (igen) at blive det. Ellers skuffer han en masse folk i biografen. Det er nu ikke så let at få ham overtalt, men i første omgang lykkedes det at få ham lokket til Japan, hvor en japansk soldat, hvis liv han reddede under Anden Verdenskrig, ligger for døden. Her bliver han så draget ind i flere forskellige skurkes onde planer og bliver nødt til at vise sig som den superhelt alle andre end ham selv (og en af skurkene) ved at han egentlig er.

Der har været en del foromtale af filmen, hvor vi har fået at vide at det er en anderledes superheltefilm. Den skulle fokusere mere på Wolverines person end på action. Det kan jeg heldigvis/desværre røbe ikke er tilfældet. Jeg havde gerne set at det tema, som kun antydes i filmen, var blevet brugt til noget mere: Wolverine er temmelig gammel. Den evne han har til meget hurtigt at hele ethvert sår, gør også at han ikke ældes. Men udødeligheden har den pris at han efterhånden mister alle dem man holder af og selv bare skal leve videre. Så måske er Wolverine blevet gammel nok, og har bare lyst til at dø? Temaet bliver bare aldrig til mere end en smart måde at lade ham spille den modvillige helt på.

Der er rigeligt med kampscener i filmen. Der kommer banditter, ninjaer og andre navnløse horder af underordnede skurke spingende ind i næsten enhver scene. Dem som ikke er navnløse, er der også rigeligt af, og de har hver deres planer og loyaliteter, som af og til skifter af ikke helt åbenlyse årsager. Actionscenerne svinger noget i kvalitet, men der er en enkelt som jeg syntes var helt fantastisk. Desværre var der også en af dem der slet ikke virkede for mig, den store slut-kamp-scene.

Meget få af personerne nåede at få en personlighed som er til at huske og forstå. Hugh Jackman gør det som sædvanligt godt. Han formår at gøre Wolverines forvandling fra superhelt til bums og tilbage til superhelt troværdig. Også Rila Fukushima, en japansk fotomodel uden megen skuespilerfaring, gør et fint arbejde som Yukio, der faktisk i det meste af filmen er en del mere superhelteagtig end Wolverine. Ingen af skurkene sagde mig derimod ret meget.

The Wolverine er desværre plaget af et alt for rodet plot. Det er meget svært at følge med i hvem der gør hvad og hvorfor, og det der sker til sidst, giver bare slet ikke mening. Der er for eksempel et par elementer i plottet, som ser ud til at være hugget fra Prometheus. Spørg mig ikke hvorfor! Men det meste af filmen er ganske underholdende, hvis man er til actionfilm, og Jackman er god til fastholde folks opmærksomhed, så man ikke så let opdager manuskriptets svagheder. Jeg så den i 3D, men som en af det mindretal teknologien ikke virker på, kan jeg bare være irriteret over at de ikke er nået meget længere end 1950’ernes papbrillefilm, så jeg skal sidde med et par ekstra briller på under hele filmen for ikke at se dobbelt.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.37

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar