Martyrs
Frankrig, 2008, 95 min.
Instr.: Pascal Laugier
Medv.: Morjana Alaoui, Mylène Jampanoï m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011
Udtrykket “meningsløs vold” bruges jævnligt om brutale handlinger, der rammer folk uden egen skyld deri. Knap så ofte, måske aldrig, hører man en afklaret stemme berette om ”meningsfuld vold”. Ordet ”meningsløs” er vores måde at fraskrive os volden på, at tage afstand. Vi kan ikke se meningen med den. Men det kan udøveren måske til gengæld. Den enkelte handler hensigtsmæssigt ud fra sit eget perspektiv i det pågældende øjeblik, selv når det gælder impulsiv vold; en pludselig tanke, et pludseligt behov for stimuli.
Det er selvfølgelig nok at strække den lidt at kalde et sådant spontant udfald for ligefrem meningsfuldt. Men hvad med tilrettelagt vold med et højere formål end personlig tilfredsstillelse eller morbid underholdning for øje? Her tænker jeg ikke på et drab med henblik på f.eks. at redde masser af menneskeliv, men en systematiseret voldsproces mod et sagesløst menneske. Kan en sådan være meningsfuld? Hvis man skal tro folkene bag volden i
Pascal Laugiers Martyrs, giver torturen i høj grad mening.
Efter et års forsvinden dukker den lille pige Lucie op igen, dybt traumatiseret og ude af stand til at snakke om, hvad hun har været udsat for. Hun anbringes på et hjem, hvor den jævnaldrende Anna, der selv har været udsat for vold, hurtigt drager omsorg for hende. Dette venskab udvikler sig igennem de to pigers liv, men som voksen er Lucie stadig dybt mærket af de ting, hun har været udsat for. Hun beslutter sig for at opsøge de mennesker, der holdt hende fanget og brutalt drage dem til ansvar.
Hvad der umiddelbart kunne lyde og virke som endnu en grum hævnerfilm overrasker halvvejs med en plotdrejning, der formår at gøre filmen endnu mere mørk og ekstrem. Anna er først overbevist om, at Lucie har straffet de forkerte mennesker, men fundet af et hemmeligt kælderrum sætter skub i filmens anden halvdel, hvor formålet med venindens lidelser åbenbarer sig for Anna i højere grad, end hun nogensinde ville ønske at vide besked.
Martyrs ER grusom. Jeg har set min del filmiske modbydeligheder, og stadig fik filmen mig flere steder til at skære ansigter. Makeup-effekterne gør naturligvis deres del, men når brutaliteten i denne film stikker dybere end f.eks. Saw-filmenes uhyrligheder, skyldes det andre ting end blot overbevisende torturscener. Der er ingen groteske Storm P-mekanismer, ingen distancerende nedtælling, der gør det til en sadistisk leg. Intet sideplot, hvor politifolk forsøger at komme til undsætning udefra i et desperat kapløb med tiden. Kun en mørk, beskidt torturfabrik, hvor påfaldende upassionerede, professionelle bødler arbejder med systematisk nedbrydelse af mennesket. Først og fremmest er det dog Mylène Jampanoï og Morjana Alaoui som hhv. Lucie og Anna, der bærer den uhyrlige vision igennem.
Lucie er virkelig et smadret menneske uden håb for nogensinde at få et normalt liv. Hendes ukontrollerede vekslen mellem angst, syner, selvlemlæstelse og brutalitet mod familien i filmens første halvdel er overbevisende, skræmmende og tragisk, og man tager sig selv i at ønske, det var muligt at aflive hende som et dyr, så lidelserne kunne ophøre.
Anna er den endeløse, søsterlige kærlighed og loyalitet, der på den ene side er slidt op af veninden, men på den anden side ikke ville drømme om at give slip på hende. Så meget desto mere ondt gør det at se Anna selv blive trukket med ned i torturmareridtet. Vi har allerede set, hvad det kan gøre ved folk, men hos Lucie oplevede vi trods alt kun eftervirkningerne af en ufærdig proces. Anna har vi fået lov at se som ressourcen af de to, den omsorgsfulde og klarsynede, og ikke alene havner hun nu selv i suppedasen; vi får lov at følge hende imens. Det er både uretfærdigt og modbydeligt, men der er nu engang en grund til, at filmen hedder, som den gør.
Pascal Laugier har med Martyrs skabt en anderledes thriller/horrorfilm (de genredefinitioner er efterhånden forbasket svære at finde ud af), som leger med folks forventninger til genren. Som allerede nævnt tager filmen en indholds- og stilmæssig drejning og skifter i den forbindelse også fokus fra Lucie til Anna. Overgangen er ikke ligefrem gradvis, og jeg oplevede den umiddelbart som en filmisk Maxibon: to lige store dele med visse fællestræk, men også synligt forskellige, klasket sammen på midten. Min første tanke var, at overgangen skurrede; første del syntes meget rå og ligefrem og anden del mere opstillet og prætentiøs.
Som jeg fik filmen på afstand, faldt dette forbehold dog mere og mere fra hinanden og ligesom pigernes forskellige karakter, gav det efterhånden også mening, at de skulle have hver deres fokus i filmen.
Slutningen står åben for fortolkning og diskussion, hvilket er forfriskende snarere end frustrerende, da filmen indtil da har lagt præmisserne på bordet og ikke været kryptisk. Oplevelsen er ikke uforløst, men rumsterer stadig rundt i hovedet, efter rulleteksterne er kørt over skærmen, og jeg kan personligt se flere mulige forklaringer på de afsluttende scener.
Det kan svinge en del, hvor meget ekstramateriale Another World Entertainment smider på deres skiver, men generelt har jeg en oplevelse af, at det er begyndt at blive lidt nærigt, og når det endelig optræder, er det ofte af en meget ligegyldig karakter. Med Martyrs følger dog et næsten halvanden time langt program bagom produktionen. Lækkert!
Herfra skal lyde en opfordring til de læsere, der har en stærk mave og ikke lader sig afskrække af fransksprogede film, om at anskaffe sig Martyrs og selv få syn for, om der mon er en mening med galskaben.
Karakter: 8/10
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30
Rovdyrenes nat
