Four Flies On Grey Velvet

Udgivet den november 26, 2011 af Admin

Four Flies On Grey Velvet
Org.: 4 mosche di velluto grigio
Film, Italien 1971, 98 min.
Instruktion: Dario Argento
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

I mange år var giallo-mesteren Dario Argentos Four Flies On Grey Velvet en af den slags film, som mange havde hørt om, men kun få havde set, fordi den var nærmest umulig at opdrive på lovlig vis.

Det ændrede sig i 2009, da filmen for første gang blev udsendt officielt på dvd, og nu er den så blevet tilgængelig i en dansk udgave, takket være Another World Entertainment.

Heldigvis var det ventetiden værd. AWE præsenterer Four Flies On Grey Velvet i en digital restaureret version med en billedside så flot, at det er til at få tårer i øjnene over, og så må man tage med, at lydsporet i to korte sekvenser mod slutningen skifter fra engelsk til italiensk tale.

Men det er ikke det eneste, man skal være villig til at se gennem fingre med. Ligesom med de fleste andre af Argentos film skal man som seer sluge en del kameler, når det kommer til handlingen, der ikke just kan siges at være tynget af logikken.

I Four Flies On Grey Velvet følger vi trommeslageren Roberto (en skræmmende ungt udseende Michael Brandon), som en aften ved et uheld kommer til at slå en mand ihjel. Uheldet stopper dog ikke her, for nogen har overværet mordet og endda fotograferet det og begynder snart at forvandle Robertos liv til et mareridt.

Min største anke mod filmen er, at Roberto i bund og grund ikke er nogen specielt sympatisk hovedperson, og det kan til tider være svært at forstå hans måde at agere på. Men det samme kan dog også siges om flere af filmens øvrige personer.

Et andet mindre heldigt aspekt er Argentos forsøg på humor, blandt andet i form af Bud Spencer(!), der bedst kan betegnes som anstrengt. Jeg kunne dog ikke lade være med at smile over Jean-Pierre Marielle i rollen som homoseksuel privatdetektiv, som aldrig har løst en sag, men er sikker på, at han nok skal knække den næste, fordi sandsynligheden siger, at han ikke kan blive ved med at være så uheldig…

 Men nu er det heller ikke de stramt logiske plots, den komiske timing eller personkarakteristikken, der har gjort Dario Argento berømt som filmskaber. I stedet er det hans opfindsomme kamera-arbejde, evne til at skabe uhygge og ikke mindst hans måde at bygge mordscener op på, som gør det til en nydelse – omend en makaber én af slagsen – at dykke ned i hans univers.

Four Flies On Grey Velvet er ingen undtagelse, selv om det kun var Argentos tredje film efter Fuglen med Krystalfjerpragten og The Cat o’ Nine Tails. Men allerede her bydes der på nogle bravura sekvenser, som når kameraet følger en kniv, hvor man kan se offerets ansigt genspejlet i bladet, eller slutscenen hvor et trafikuheld er filmet i ekstrem slow-motion, hvilket ikke var hverdagskost for 40 år siden.

Så selv om Four Flies On Grey Velvet ikke er på niveau med hans senere mesterværker som Profondo Rosso, Suspiria og Tenebre, er den helt klart værd at se – ikke kun for Argento-fans, men for fans af god horror i det hele taget.

Karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Martyrs

Udgivet den november 25, 2011 af Admin

Martyrs
Frankrig, 2008, 95 min.
Instr.: Pascal Laugier
Medv.: Morjana Alaoui, Mylène Jampanoï m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Udtrykket “meningsløs vold” bruges jævnligt om brutale handlinger, der rammer folk uden egen skyld deri. Knap så ofte, måske aldrig, hører man en afklaret stemme berette om ”meningsfuld vold”. Ordet ”meningsløs” er vores måde at fraskrive os volden på, at tage afstand. Vi kan ikke se meningen med den. Men det kan udøveren måske til gengæld. Den enkelte handler hensigtsmæssigt ud fra sit eget perspektiv i det pågældende øjeblik, selv når det gælder impulsiv vold; en pludselig tanke, et pludseligt behov for stimuli.

Det er selvfølgelig nok at strække den lidt at kalde et sådant spontant udfald for ligefrem meningsfuldt. Men hvad med tilrettelagt vold med et højere formål end personlig tilfredsstillelse eller morbid underholdning for øje? Her tænker jeg ikke på et drab med henblik på f.eks. at redde masser af menneskeliv, men en systematiseret voldsproces mod et sagesløst menneske. Kan en sådan være meningsfuld? Hvis man skal tro folkene bag volden i
Pascal Laugiers Martyrs, giver torturen i høj grad mening.

Efter et års forsvinden dukker den lille pige Lucie op igen, dybt traumatiseret og ude af stand til at snakke om, hvad hun har været udsat for. Hun anbringes på et hjem, hvor den jævnaldrende Anna, der selv har været udsat for vold, hurtigt drager omsorg for hende. Dette venskab udvikler sig igennem de to pigers liv, men som voksen er Lucie stadig dybt mærket af de ting, hun har været udsat for. Hun beslutter sig for at opsøge de mennesker, der holdt hende fanget og brutalt drage dem til ansvar.

Hvad der umiddelbart kunne lyde og virke som endnu en grum hævnerfilm overrasker halvvejs med en plotdrejning, der formår at gøre filmen endnu mere mørk og ekstrem. Anna er først overbevist om, at Lucie har straffet de forkerte mennesker, men fundet af et hemmeligt kælderrum sætter skub i filmens anden halvdel, hvor formålet med venindens lidelser åbenbarer sig for Anna i højere grad, end hun nogensinde ville ønske at vide besked.

Martyrs ER grusom. Jeg har set min del filmiske modbydeligheder, og stadig fik filmen mig flere steder til at skære ansigter. Makeup-effekterne gør naturligvis deres del, men når brutaliteten i denne film stikker dybere end f.eks. Saw-filmenes uhyrligheder, skyldes det andre ting end blot overbevisende torturscener. Der er ingen groteske Storm P-mekanismer, ingen distancerende nedtælling, der gør det til en sadistisk leg. Intet sideplot, hvor politifolk forsøger at komme til undsætning udefra i et desperat kapløb med tiden. Kun en mørk, beskidt torturfabrik, hvor påfaldende upassionerede, professionelle bødler arbejder med systematisk nedbrydelse af mennesket. Først og fremmest er det dog Mylène Jampanoï og Morjana Alaoui som hhv. Lucie og Anna, der bærer den uhyrlige vision igennem.

Lucie er virkelig et smadret menneske uden håb for nogensinde at få et normalt liv. Hendes ukontrollerede vekslen mellem angst, syner, selvlemlæstelse og brutalitet mod familien i filmens første halvdel er overbevisende, skræmmende og tragisk, og man tager sig selv i at ønske, det var muligt at aflive hende som et dyr, så lidelserne kunne ophøre.

Anna er den endeløse, søsterlige kærlighed og loyalitet, der på den ene side er slidt op af veninden, men på den anden side ikke ville drømme om at give slip på hende. Så meget desto mere ondt gør det at se Anna selv blive trukket med ned i torturmareridtet. Vi har allerede set, hvad det kan gøre ved folk, men hos Lucie oplevede vi trods alt kun eftervirkningerne af en ufærdig proces. Anna har vi fået lov at se som ressourcen af de to, den omsorgsfulde og klarsynede, og ikke alene havner hun nu selv i suppedasen; vi får lov at følge hende imens. Det er både uretfærdigt og modbydeligt, men der er nu engang en grund til, at filmen hedder, som den gør.

Pascal Laugier har med Martyrs skabt en anderledes thriller/horrorfilm (de genredefinitioner er efterhånden forbasket svære at finde ud af), som leger med folks forventninger til genren. Som allerede nævnt tager filmen en indholds- og stilmæssig drejning og skifter i den forbindelse også fokus fra Lucie til Anna. Overgangen er ikke ligefrem gradvis, og jeg oplevede den umiddelbart som en filmisk Maxibon: to lige store dele med visse fællestræk, men også synligt forskellige, klasket sammen på midten. Min første tanke var, at overgangen skurrede; første del syntes meget rå og ligefrem og anden del mere opstillet og prætentiøs.

Som jeg fik filmen på afstand, faldt dette forbehold dog mere og mere fra hinanden og ligesom pigernes forskellige karakter, gav det efterhånden også mening, at de skulle have hver deres fokus i filmen.

Slutningen står åben for fortolkning og diskussion, hvilket er forfriskende snarere end frustrerende, da filmen indtil da har lagt præmisserne på bordet og ikke været kryptisk. Oplevelsen er ikke uforløst, men rumsterer stadig rundt i hovedet, efter rulleteksterne er kørt over skærmen, og jeg kan personligt se flere mulige forklaringer på de afsluttende scener.

Det kan svinge en del, hvor meget ekstramateriale Another World Entertainment smider på deres skiver, men generelt har jeg en oplevelse af, at det er begyndt at blive lidt nærigt, og når det endelig optræder, er det ofte af en meget ligegyldig karakter. Med Martyrs følger dog et næsten halvanden time langt program bagom produktionen. Lækkert!

Herfra skal lyde en opfordring til de læsere, der har en stærk mave og ikke lader sig afskrække af fransksprogede film, om at anskaffe sig Martyrs og selv få syn for, om der mon er en mening med galskaben.

Karakter: 8/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Premutos – Lord of the Living Dead

Udgivet den november 24, 2011 af Admin

Premutos – Lord of the Living Dead
org titel: Premutos – Der gefallene Engel
Tyskland, 1997,  106 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: André Stryi, Christopher Stacey, Olaf Ittenbach m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Før Lucifer var der Premutos, og hvis det står til denne første af de faldne engle, vil han også blive det sidste, verden oplever.

Det står hurtigt klart, at Premutos – Lord of the Living Dead er en mere ambitiøs produktion end Olaf Ittenbachs hidtidige bagkatalog. Altså, ikke fordi der skal meget til, men alligevel.

Effekterne har fået et hak opad fra forgængerne, bl.a. i indledningen i 1000-tallets Indien, hvor titlens herre over de levende døde rejser sig i skikkelse af et skelet for efterfølgende at
antage organer og hud, mens blå lyn spiller omkring ham. Det lykkes en kriger at få has på én af Premutos’ inkarnationer, dog ikke uden den førstefaldne sværger at vende tilbage.

Åbningsscenens dystre tone og fortællerstemme slår umiddelbart en meget højtidelig tone an, men de følgende scener begynder så småt at punktere denne, for i modsætning til instruktørens to foregående film, er Premutos – Lord of the Living Dead en splatterkomedie, der stilmæssigt læner sig op ad film som Evil Dead 2 og især Braindead.

I 1942 er en bayersk bonde kommet i besiddelse af den sidste rest af teksten om Premutos’ genopstandelse og eksperimenterer nu selv med at vække de døde til live igen. Man kan som bekendt ikke lave en omelet uden at slå nogle æg i stykker, og da ”æggene” i denne forbindelse har været folk fra egnen, ender bonden med at få en
rasende høtyve- og fakkelsvingende pøbel på halsen. Inden de får fingre i ham, begraver han imidlertid teksten om Premutos.

Atter senere, i nutidens Tyskland, finder den våbenliderlige fødselar Walter bemeldte tekst, da han graver i haven for at gøre plads til et nyt træ. Samme dag kommer hans søn Matthias til skade (med sin penis!) under en fodboldkamp og må tilbringe faderens fødselsdag på sit værelse. Walter har til gengæld været så betænksom bare at stuve fundet fra haven af vejen på sønnens værelse.

Mens Walter fejrer sin tiltagende alderdom med gæsterne nedenunder, forvandler hans fund Matthias til et hæsligt monster. Knægten har flere gange gennem verdenshistorien være genfødt som Premutos’ søn, der skal forberede den faldnes genkomst, men hver gang har omstændighederne villet, at han kom af dage. Nu skal det så være, og en hær af blodtørstige zombier vågner for at bane vejen for deres herres nye rædselsrige.

Nu står kun Walter, hans fødselsdagsgæster og ikke mindst hans våbensamling imellem Premutos og verdensherredømmet!

Som det fremgår af ovennævnte, breder historien sig i denne omgang over flere tids­aldre og steder; den bayerske middelalder, slaget om Stalingrad, 1500-tallets Skotland … vi kommer sågar omkring Jesu korsfæstelse. Trods de enkle virkemidler, fungerer disse scener tilfredsstillende, om end glimtene fra de forskellige tidsaldre og inkarnationer af Premutos’ søn (alle spillet af Olaf Ittenbach himself) umiddelbart kan synes lidt rodede, da de ikke optræder fortløbende. Tilsæt dertil lidt flashbacks og fantasier fra et par andre karakterer, og tungen skal måske holdes en smule lige i munden.

Plotkonstruktionen kunne i det hele taget være mere yndefuld. Fokus starter med at være på Matthias og hans familie, som der bruges tid på at etablere, men efter Matthias’ uheld og gæsternes opdukken, træder fødselsdagsfestens kammerkomedie nede i stuen i forgrunden, og sønnike isoleres ikke bare på værelset, men i nogen grad også plotmæssigt. Og da Matthias forvandling er indtruffet, og invasionen fra de levende døde begynder, har et par af gæsterne i mellemtiden indtaget markante roller.

Men når alt kommer til alt, er det hele også bare en undskyldning for en række underholdende optrin karikerede personer og zombier imellem. “Det er en krænkelse af privatlivets fred!” udbryder Walter bestyrtet, da de levende døde gatecrasher hans fødselsdagsfest – et faktum, der i øvrigt synes at gå ham mere på, end at de også tager livet af hans familie. Og så finder våbenlagret endelig en fornuftig anvendelse; der smadres og gennemhulles zombier til højre og venstre, mens filmen lystigt bygger op mod sit endelig bodycount. Jeg skal ikke afsløre antallet af omkomne her, blot at det i uhøjtidelighedens selvbevidste ånd er anført sidst i filmen.

Undervejs får Ittenbach sneget et par hyggelige filmreferencer ind. Jeg spottede en til den originale Dawn of the Dead, idet en af personerne tværer en tærte ud i hovedet på en zombie samt en mere åbenlys, hvor en af personerne i kampens hede gengiver den hjerteskærende slutscene fra First Blood.

Kampen mod zombierne er ganske underholdende, men taber i længden intensitet, da det begynder at virke, som om fødselsdagsgæsterne snarere hygger sig med nedslagtningen end faktisk kæmper for deres liv. Opgøret med Premutos’ horder bliver derfor lidt langt i spyttet, for selv om blodsudgydelserne er rigelige, er kreativiteten ikke i nærheden af f.eks. Braindead (som på den anden side også er urimeligt at holde langt de fleste splatterfilm op imod). Historien overrasker dog en smule ved at hive et hemmeligt våben ind fra højre af en kaliber, man ikke ser hver dag i genren.

I forbindelse med anmeldelserne af Black Past, The Burning Moon og Premutos – Lord of the Living Dead, valgte jeg at gennemse filmene i kronologisk rækkefølge med henblik på, om der ville være en udvikling at spore hos instruktøren. Selv om filmene ikke er bemærkelsesværdigt gode, har de absolut en vis underholdningsværdi, og deres kultstatus i splatterkredse er skam helt forståelig. Jeg kunne sagtens finde på at smide dem på programmet til en splatteraften med vennerne og en stribe øl. Det er også tydeligt, at Ittenbachs budget og erfaring med både effekter og filmiske virkemidler er vokset ad åre.

Filmene blev i øvrigt gennemset i selskab med en ven, der ligesom jeg værdsætter god splat, og undervejs kunne han ikke undgå at bemærke, hvordan overgreb på folks tænder var et tilbagevendende fænomen. Efter en scene med et decideret tandlægebesøg i Premutos kunne jeg ikke længere slå det hen med, at Ittenbach nok bare gik efter de steder, der ville fremkalde mest ubehag hos publikum. Et hurtigt Internet-tjek afslørede, at Olaf Ittenbach faktisk arbejdede som tandtekniker, før han i sin tid lavede Black Past.

Jeg håber, du læser det her, Hans-Jacob!

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The Burning Moon

Udgivet den november 23, 2011 af Admin

The Burning Moon
Tyskland, 1992, 98 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: Olaf Ittenbach, Beate Neumeyer, Bernd Muggenthaler, Rudolf Höß m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Olaf Ittenbach er tilbage, denne gang med episodiske grusomheder!

I rammefortællingen bliver den utilpassede og stofmisbrugende Peter sat til at passe sin lillesøster Anette en aften, hvor forældrene skal ud. Ikke verdens mest oplagte babysitter, men det står også allerede tidligt i filmen klart, at der absolut heller ikke er tale om verdens mest velfungerende familie.

Peter er selv alt andet end tilfreds med at skulle passe ”den lille luder”, som han så flatterende omtaler søsteren. En fast hånd og verbale trusler fra faderen får ham til at adlyde og blive hjemme, og efter at have væbnet sig til opgaven med et skud heroin, beslutter han sig for at underholde lillepigen med to grufulde godnathistorier, hvad enten hun vil høre dem eller ej.

Julia’s Love hedder den første og omhandler pigen Julia, der dater den tilsyneladende pragtfulde fyr, Cliff. Han viser sig dog at være en psykotisk morder på flugt fra en psykiatrisk afdeling, og jagten på den eneste ene udvikler sig til et blodigt mareridt.

The Purity er aftenens anden historie. Her møder vi Ralf, der i 50’ernes Niederbayern lever et dobbeltliv som voldtægtsforbryder (i lange underhylere) og morder om natten og præst om dagen. Men i det lille landsamfund falder mistanken på den enfoldige outsider Justus, og snart beslutter indbyggerne sig for at tage loven i egne hænder.

Som helhed er The Burning Moon en forbedring i forhold til Black Past. Ittenbach virker i denne omgang mere bevidst om, hvad han vil fortælle, og allerede de indledende scener i The Burning Moon giver mere indtryk af hovedpersonen og dennes situation, end hele forgængeren formåede. Der er sket en udvikling på både fortælle- og skuespilfronten, hvilket også gælder i øvrigt for begge filmens episoder. Selv Ittenbach i rollen som Peter lever faktisk en tålelig præstation!

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen, og Olaf Ittenbach er hverken blevet nogen fantastisk skuespiller eller fortæller siden sidst. Så banalt, som indholdet nu er, fungerer det dog bedre i denne omgang, og ironisk nok demonstrerer denne episodiske film et bedre flow end den foregående ene, lange historie. Sidstnævnte var ikke altid lige målrettet og led under flere intetsigende og uinteressante scener. Disse kortere fortællinger kræver en ekstra opstramning, som tilsyneladende gør det nemmere for Ittenbach at holde fokus.

Psyko-Cliff i Julia’s Love måtte gerne have været lidt mere nedtonet, så kunne politimanden til sidst i episoden til gengæld passende have udvist bare en smule indlevelse og interesse. Der er noget grotesk over at høre ham levere replikker som ”Han huggede dem i småstykker. Det er ufatteligt” i et stemmeleje, som om han er i færd med at bestille smørrebrød. Nej, stryg dén metafor, SÅ meget passion er der faktisk ikke i stemmen. Julia’s Love er en ret forglemmelig affære. Det morbide højdepunkt må være, da Cliff tvinger Julia til at spise dennes mors ene øje. En morsom detalje er dog, at Julias far i fjernsynet ser et kort glimt fra Black Past, hvortil han irriteret udbryder: ”Der er kun bras på TV!”

Mere interessant er dobbeltsidigheden i The Purity. Ikke blot i form af Ralfs to vidt forskellige sider, men også i hans relation til Justus, som han beroliger, trøster, plejer og tydeligt har sympati for, vel vidende at staklen får skylden for præstens egne blodige gerninger. Ralfs dobbeltliv gælder ikke blot hans gerninger, men også hans tro. Side om side med den kristne Gud tjener han Lucifer og Helvede, og der vendes op og ned på godt og ondt, når medlemmer af den kristne menighed beslutter at slå ned på Justus, mens de mørke kræfter på den anden side straffer dette overgreb på den uskyldige stakkel.

En anden forbedring er, at volden ikke synes forceret, men i højere grad følger historien. Af samme grund har The Burning Moon ikke de samme mængder splat filmen igennem, som Black Past havde, hvilket sikkert vil skuffe nogen. Til gengæld gider man faktisk se de scener, der binder fortællingen sammen.

Og bare så ingen splatter­elskere behøver være urolige for, om Olaf Ittenbach skulle være forfalden til ”antydningens fine kunst”, runder The Purity af med en længere og meget ucensureret sekvens fra et ekstremt blodigt Helvede. Den trækker måske lidt i langdrag og føles som overkill, men på den anden side ville genrefans (jeg selv inklusive) nok gå skuffede fra filmen, hvis ikke den relative mådeholdenhed blev fulgt op af noget voldsbravour.

Efter en ret ligegyldig fortælling og en ganske underholdende af slagsen, vender Ittenbach naturligvis tilbage til rammehistorien og sætter et grumt, men desværre også letkøbt punktum for den. Her ville det ellers have været oplagt med en fiks lille pointe.

The Burning Moon blev i 1993 bandlyst i Tyskland og Olaf Ittenbach beskyldt for at forherlige vold, hvilket angiveligt udløste en større bøde, der næsten ødelagde hans karriere.

Karakter: 5½/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Black Past

Udgivet den november 22, 2011 af Admin

Black Past
Tyskland, 1989, 83 min.
Instr.: Olaf Ittenbach
Medv.: Olaf Ittenbach, Andrea Arbter, André Stryi m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

 Den tyske ekstremsplatterinstruktør Olaf Ittenbach har siden 1989 trukket et omfattende blodspor af horrortitler efter sig, hvoraf nogle nu har fundet dansk DVD-distribution via Another World Entertainment. Med de tre, jeg i dette nummer anmelder, er der tale om direkte til video-produktioner fra de glade VHS-dage. I flere af scenerne i debutfilmen Black Past vidner momentvis båndflimmer i bunden af skærmen om kildematerialets herkomst, og før man ved af det, befinder man sig i slutfirsernes Tyskland og instruktørens særlige helvede af død, indvolde og Bundesligahår …

Da teenageren Thommy er på loftet for at finde en gæsteseng til sin overnattende ven Frankie, gør han et skæbnesvangert fund i form af et gammelt spejl, husets tidligere ejer har efterladt sig. Det viser sig nemlig at indeholde dæmoniske kræfter og øver en grusom indflydelse på sine omgivelser. Trods alle faresignaler fra den dagbog, han fandt sammen med spejlet, hænger Thommy det alligevel op på sin væg.

Snart efter kommer Petra, pigen han netop er begyndt at date, brutalt af dage, da dæmonspejlet besætter hendes krop og får den til at slentre ud foran en bil. Knust over tabet lukker Thommy sig mere og mere inde i sig selv, mens hans værelse igen og igen rammes af mystiske rystelser, og han selv rammes af både vågne og sovende mareridt om endeløs, blodig rædsel. I flere af disse overfaldes og myrdes han af en genopstanden, dæmonisk Petra og i andre myrder han selv på grufuld vis hele sin familie.

Disse scener er tydeligt inspireret af forbilleder som Evil Dead og A Nightmare on Elm Street og til tider virkelig stemningsfulde, godt hjulpet på vej af lydsporets sære baggrundsstøj. Denne veksler mellem kontinuerlig kattejammer, didgeridoo-agtige lyde og noget, der kunne være industrisave og –bor. Med andre ord ikke de mest behagelige lyde, og dermed akkompagnerer de fint billederne.

Ikke overraskende kulminerer det hele i et orgie af blodig lemlæstelse, som måske nok ville have haft mere effekt, hvis det ikke var for de mange i forvejen voldsomme mareridtsvisioner filmen igennem. Det gør nu ikke så meget, for med splatterpublikummet som målgruppe, er mere naturligvis bare bedre, og her leverer Black Past varen. De blodtilsølede scener er talrige og vellavede med masser af teaterblod. Som splatterfan kan man glæde sig over fysiske og kreative effekter af den gode, gammeldags slags – helt uberørte af CGI. Det er Ittenbach selv, der er effektmageren, og her viser han bestemt potentiale.

Det samme kan desværre ikke siges om hans evner som fortæller. Flere af scenerne virker noget tunge og intetsigende, som når Thommy f.eks. ud af det blå får tæv af nogle lømler henne ved skolen, uden der nogensinde følges op på dette, eller når han driver rundt og glor i en butik uden at købe noget. Eller tager en trøje på, blot for at tage den af igen efterfølgende. Hvis disse scener på nogen måde er tænkt til at berige filmen, rammer de i hvert fald ved siden af. Trods en del hverdagsscener, fik jeg aldrig noget videre indtryk af Thommys person (eller for den sags skyld de øvrige), og filmens persongalleri fremstår mest af alt som kødlærreder for Ittenbachs blodige billeder.

Når mareridtsvisionerne og splattereffekterne er i frigear, så kører filmen. Mareridtene kan dog i længden godt virke lidt påklistrede, som har man tænkt i jævnlige gore-boost for at holde historien flydende. Og selv om limningerne måske er lige tydelige nok, må det også siges at være en klar nødvendighed.

Castingen er åbenlyst foregået blandt venner og bekendte, hvilket ikke behøver at være noget problem, forudsat man dér kan finde talenter til at udfylde rollerne. Det kunne Ittenbach ikke. Han har selv indtaget hovedrollen (hvilket ligeledes gør sig gældende i de efterfølgende par stykker af hans film), men i det mindste falder hans manglende skuespillerevner ikke igennem sammenholdt med det øvrige cast.

Derudover kommer filmens minimale produktionsomkostninger tydeligt til udtryk i et amatøragtigt hjemmevideo-look. Men hvad betyder et skrabet budget og tekniske begrænsninger, så længe man bare har et godt manuskript, god tæft for historiefortælling og dygtige skuespillere? Nåh nej, den del har vi været igennem …

Nu er det selvfølgelig splattergenren, vi taler om, og den har ikke just nogen lang tradition for at være leveringsdygtig i stor filmkunst. Effekterne fungerer som sagt, og de fremkalder lige dele begejstring og ubehag hos målgruppen. Problemet er, at alt andet virker så ufatteligt primitivt og hjemmelavet, at det mest føles som en dummyfilm – en fuldstændig skrabet indspilning udelukkende med henblik på at sælge konceptet til et filmselskab, der så kan poste penge i den RIGTIGE produktion. De valgte så i stedet at udgive den, som den var …

Ret skal være ret, og jeg tager hatten af for, at Olaf Ittenbach i en alder af blot 20 år instruerede, lavede alle effekterne til og spillede hovedrollen i Black Past. Den i konteksten imponerende bedrift er dog ikke nødvendigvis synonym med en god film. Jeg har sympati for projektet, fordi splatterscenerne emmer af legesyge og kærlighed til genren, og af samme grund kunne jeg sagtens forestille mig at smide den i puljen til en splatteraften sammen med vennerne.

I bund og grund føles det bare mest af alt som en opvisning i uhyrlige effekter snarere end en helhed. Alt det mellemliggende pjat er hverken veludført eller underholdende og minder mest om fyldet i en pornofilm, hvor den kvindelige stjerne lige skal snakke sig til rette med pizzabuddet/pølrenseren/Røde Kors-indsamleren om alternative betalingsformer.

Det er de scener, man spoler hen over …

Karakter: 5/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Nightmare on Left Bank

Udgivet den november 21, 2011 af Admin

Nightmare on Left Bank
Org titel: Linkeroever
Belgien, 2008, 102 min.
Instr.: Pieter van Hees
Medv.: Eline Kuppens, Matthias Schoenaerts m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Linkeroever er blot én blandt mange film, der har fået den tvivlsomme ære at blive tildelt en engelsksproget titel i ellers ikke engelsksprogede lande som f.eks. Tyskland og Danmark. Den engelske distribution holdt sig nådigt til titlen Left Bank, som rimeligvis bare er en omsætning af originaltitlens navn på det venstre flodbredkvarter, hvor handlingen udspiller sig. Men det var ikke godt nok herhjemme, hvor der helst skal noget mere dramatisk på banen for at spiseliggøre filmen for det gængse, danske publikum.

Således blev God’s Army i sin tid til God’s Secret Army (så ingen skulle misforstå og tro, det handlede om den mere officielle Frelsens Hær, går jeg ud fra), og endnu værre muterede den udmærkede Stir of Echoes i kølvandet på succesen med The Sixth Sense til den gyselige titel The Secret Sence. Der må virkelig være nogle marketingfolk, der har siddet og gnedet sig i pølsefingrene over den beslutning.

I tråd med denne herlige tradition for at sælge kendte film på enten dramatiske eller enslydende titler, bliver Linkeroever ikke blot til Left Bank, men i udvalgte lande (herunder naturligvis Danmark) sågar A Nightmare on Elm Str… Undskyld, Nightmare on Left Bank! Okay, jeg indrømmer, at jeg måske heller ikke lige ville fare ud og investere i filmen blot på baggrund af originaltitlen, men alligevel …

Nok brok om titlen, for selv om flere landes distributører har gjort deres bedste for at forfladige den og få den til at lyde som blot endnu en gang metervare, så udmærker filmen sig i det mindste ved at være knap så konventionel.

Den unge langdistanceløber Marie har netop kvalificeret sig til EM i Portugal. Hun kollapser dog grundet presset og kan med en hel måneds sygemelding foran sig skyde en hvid pil efter mesterskabet.

Apropos at skyde har hun henne på idrætsanlægget stiftet bekendtskab med den noget
ældre bueskytte Bobby. De to indleder et meget fysisk forhold, og Marie beslutter sig hurtigt (og til moderens bekymring) for at tilbringe sin sygemelding hos sin nye fyr i Antwerpens Linkeroever-kvarter.

Mens Marie bor der, går det op for hende, at den tidligere lejer, Hella, er forsvundet, og hun kommer i kontakt med Hellas kæreste Dirk. Han kan fortælle hende, at Hella forskede i områdets fortid, som tilsyneladende involverer en heksekult, der ofrede mennesker. Blandt Hellas efterladte noter henviser en gul post-it til ejendommens kælderrum 51, der rummer en skummel hemmelighed …

På omslaget sammenligner anmeldercitater Nightmare on Left Bank med navnkundige titler som Rosemary’s Baby og Lad den rette komme ind, og om ikke andet er filmene da åndsbeslægtede. Nightmare on Left Bank er ikke præget af stereotyper, og den jager ikke det billige gys. Med sine underspillede og troværdige karakterskildringer lugter den et godt stykke hen ad vejen mere af betongrå socialrealisme end horror. Denne solide opbygning underbygges i høj grad af gode skuespillerpræstationer; navnlig Eline Kuppens og Matthias Schoenaerts som Marie og Bobby skal fremhæves, ikke mindst for den stærke kemi de to imellem. Kuppens er ikke bange for at vise sig frem uden tøj, og de erotiske scener mellem de to driver af troværdighed.

Efterhånden, ganske langsomt, begynder små, foruroligende skævheder at snige sig ind i Maries hverdag. Det være sig i form af mærkelige drømme, kropslige forandringer eller omverdenens adfærd. Det er her, den møjsommelige opbygning af et hverdagsagtigt og ordinært miljø for alvor kommer til sin ret: Der skal ikke de store uregelmæssigheder til, før hele billedet pludselig virker forkert. På en eller anden vis falder mine tanker også på Lars von Triers Antichrist, hvor normalbegrebet også gradvis smuldrer for at give plads til det bizarre og uhyggelige.

Filmen igennem underbygges den snigende uro af et baggrundslydspor, der synes let forvrænget, måske med en snert af rumklang. Jeg skal ikke kunne sige, om det er, fordi dette bliver mere udtalt, som filmen skrider frem, eller om jeg blot blev mere opmærksom på det, som gyserelementet tog til. Under alle omstændigheder et enkelt, men ganske effektivt kneb i en film, der i langt højere grad baserer sig på stemning end regulær uhygge. 

Nightmare on Left Bank er langt fra en film for alle, og jeg kan sagtens forestille mig, at selv mange horror-elskere vil være tilbøjelige til at afskrive den (heraf nogle alene på den baggrund, at sproget er flamsk). Det er sædvanligvis god gyseretikette med et chokerende klimaks, der efterlader en følelse af ubehag, når filmen er ovre. Da rulleteksterne til Nightmare on Left Bank kørte over skærmen, var min reaktion imidlertid snarere ”nå, okay …?”

På baggrund af filmens langsomme opbygning havde jeg forventet en slutning med langt mere umiddelbar kraft, og så valgte man i stedet at mystificere mig yderligere med noget, der mere lagde op til fortolkning og diskussion end egentlig forløste oplevelsen. I modsætning til sin langdistanceløbende hovedperson, virkede filmen mere som en sprinter, der taber pusten lige før målstregen.

Da min første skuffelse havde lagt sig, og jeg havde haft tid til at vende slutningen et par gange i hovedet, begyndte det hele at give mere mening. Ikke at den dermed pludselig fik den kraft og farlighed, jeg havde savnet, men nogle af brikkerne faldt på plads og gav mig lyst til et gensyn. Dette nåede jeg desværre ikke inden deadline, men jeg har en god fornemmelse af, at Nightmare on Left Bank vinder ved nærmere bekendtskab. At sætte gang i de små grå og turde gå andre veje er bestemt også kvaliteter, som meget vel kan gøre den til en mere langtidsholdbar film end meget af genrens metervare.

Karakter: 7/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

2019 – After the Fall of New York

Udgivet den november 20, 2011 af Admin

2019 – After the Fall of New York
Org titel: 2019 – Dopo la caduta di New York
Italien, 1983, 96 min.
Instr.: Sergio Martino
Medv.: Michael Sopkiw m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2011

Der er gået 20 år siden en atomkatastrofe udløst af det magtfulde Eurak-monarki (en alliance mellem Europa, Afrika og Asien) forvandlede verden til en radioaktiv ørken. Strålingen har gjort kvinderne sterile, og i næsten 15 år er ikke et eneste menneskebarn kommet til verden.

Mellem det faldne New Yorks ruiner jager og udrydder eurak-militæret resterne af befolkningen med undtagelse af de mest sunde og raske, som udtages til genetiske eksperimenter med henblik på at finde nøglen til menneskehedens videreførelse.

Den panamerikanske konfederation, som bekæmper Eurak-monarkiet, har fundet ud af, at der et sted i New York befinder sig en sidste frugtbar kvinde. I håb om at finde frem til hende før eurakerne, hyrer de lejesoldaten Parsifal – ”the only man capable of carrying out this mission successfully”, som præsidenten kalder ham. Sådan var det nemlig dengang i 80’erne: Heltene var som regel ikke bare de bedste til det, de gjorde, men også gerne de eneste, der kunne gøre det.

Alligevel sender præsidenten et par andre lejesoldater, Bronx og Ratchet, med Parsifal. Og så går den vilde damejagt ellers igennem resterne af storbyen, som befolkes af rotter, gadebander, dværge, abemennesker og selvfølgelig de allestedsnærværende eurakere.

Ondskabens håndlangere er sortklædte med tremmevisir på hjelmene, beredne og bevæbnede med armbrøstlignende lasergeværer. Den langhårede Parsifal selv er iklædt ringbrynje og læderpandebånd som en anden fantasykriger (eller 80’er-heavymusiker …). Det kan lyde lidt fjollet og er det måske også, men samtidig bidrager det til et udmærket feel af en verden, der er bombet tilbage til om ikke sten- så middelalderen.

I det hele taget rummer filmen dog mange utilsigtet fjollede elementer. Skydevåbnene
lyder f.eks. ofte som strålepistoler fra en gammel rumfilm, og på et tidspunkt fremkalder en sten i hovedet sågar fuglekvidder. Under en dramatisk flugt i bil, må vores helte gennemtrænge en eurakisk vejspærring. Denne viser sig dog lidet nyttig, da bilen i stedet for at hamre mod den pigbesatte bom, braser direkte igennem selve vagthuset og ud på den anden side. Den efterfølgende tunnel med pigge stikkende op fra kørebanen bliver heller ikke noget problem, da piggene ud over at lyse brugervenligt op også er spredt tilstrækkeligt til, at Parsifal kan zigzagge bilen sikkert igennem. Der er snarere tale om en forhindringsbane end en stopper for uønsket gennemkørsel.

Filmens persongalleri oser alle af attitude, og deres dialog leveres lige så corny, som den er skrevet. Det er til tider vældig underholdende, som da en dværg adspurgt om sit navn svarer: “Shorty, what else …” til trods for, at der befinder sig en håndfuld andre diminutive størrelser omkring vedkommende. På et andet tidspunkt når replikføringen nærmest et Attack of the Clones-niveau, da Parsifal over for den kvindelige hovedrolle proklamerer, at ”if love had any meaning in this world you’d be the one I’d love.” Smægtende næsten-kærlighed i det postatomare ødeland!

Når det kommer til italiensk 80’er B-film, er George Eastman en oplagt del af castet. Han figurerede bl.a. som skurk i The New Barbarians, en anden postapokalyptisk italienerfilm af omtrent samme underholdningskaliber. I 2019 spiller han et stort abelignende menneske med det sigende navn Big Ape, klædt som en krydsning mellem en pirat og noget fra 1001 nats eventyr. Trods sin sene opdukken (omtrent en time inde i filmen) og slyngelagtige karakter, spiller han en ikke uvæsentlig rolle i forhold til, om missionen lykkes.

Meget af det corny og campede fungerede sikkert bedre, da filmen kom frem, men det har ikke desto mindre sin charme. Når alt kommer til alt, fortælles historien dejligt kompromisløst og tilføres velgørende kant af en brutalitet, der glimtvis læner sig op ad splatterterritoriet. En atomkatastrofe, der har forvandlet verden til en radioaktiv ørken, er trods alt ikke for sjov.

Så selv om man måske undertiden trækker på smilebåndet af virkemidler, der overskred sidste salgsdato for flere årtier siden, er Parsifals eventyr i ruinmetropolen altså stadig tilstrækkeligt underholdende til, at man altid hurtigt falder tilbage til dommedagspatten og nyder filmen for, hvad den er.

Karakter: 6/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Captain America: The First Avenger

Udgivet den november 19, 2011 af Admin

Captain America: The First Avenger
Film, USA, 2011, 124 min.
Instr.: Joe Johnston
Medv.: Chris Evans, Hugo Weaving, Hayley Atwell, Samuel L. Jackson. m.fl.

Det er skønt at vi nu er kommet til et tidspunkt hvor der virkelig gøres noget ud af superheltefilm, både manuskriptmæssigt og effektsmæssigt. Indtil for få år siden var mange superheltefilm mildest talt pinligt dårlige (heldigvis med enkelte, vigtige undtagelser), men nu er der begyndt at komme nogle stykker som virkelig holder, og som helt sikkert vil forblive mega-underholdende klassikere i genren i mange år fremover. Captain America: The First Avenger er en af disse. Den starter under Anden Verdenskrig, hvor en hemmelig underafdeling af det nazistiske militærapparat, under ledelse af Johann Schmidt (alias Red Skull) og det videnskabelige geni Arnim Zola er blevet så magtfuld at den bryder ud som superskurkeorganisationen Hydra. Red Skull er selv et produkt af et supersoldat-serum, som den tyske videnskabsmand Dr. Erskine havde opfundet. Erskine afhopper kort efter til USA, hvor han straks sættes ind i våbenkapløbet ved at perfektere sit supersoldatserum og indsprøjte det i den splejsede, men patriotiske Steve Rogers – som herefter bliver til den muskelsvulmende Captain America. Han bliver først brugt som propagandaværktøj af den senator som sponsorerede forsøget, og sat til at spille hovedrollen i et kabaret-show, hvor han med en popsang skrålet af letpåklædte kvinder hyldes som “the star-spangled man with a plan” – selve symbolet på USA og landets engagement i krigen. Men lidt efter lidt drages han af egen drift ind i krigen, og bliver afgørende i kampen mod Hydra og Red Skull. Hans første adskillige eventyr springes der desværre let henover i en collage-scene, men det ser spektakulært godt ud når han svinger sit skjold – ligesom i tegneserien!

Filmen er flot og fangende, og både morsom og seriøs. Laserkanoner under Anden Verdenskrig er storslået underholdning. Der er ikke meget at kritisere ved den ekstremt tegneserieagtige film, udover at der går et stykke tid før Cap virkelig kommer i spil for alvor. Men optakten er nu også spændende. Man kunne måske også indvende at filmen og hovedfiguren måske lige er en tand for patriotisk, hvilket næsten er uundgåeligt når den foregår under Anden Verdenskrig. De fleste af de Captain America-tegneserier jeg har læst, foregår i ny tid, hvor den patriotiske dimension er sobert nedtonet, og Cap altså er eksponent for den amerikanske drøm og det amerikanske folk, mere end for de amerikanske realiteter og autoriteter. Den udvikling nåede i tegneserierne sit klimaks i 1987, da en mildest talt usympatisk regering besluttede at Captain America nu skulle gå deres ærinde i stedet for at være en selvstændig superhelt. Cap nægtede, og måtte aflevere sit kostume. Han lavede sig et nyt, og fortsatte som, ganske enkelt, The Captain, mens en tykhovedet soldat i stedet overtog det klassiske kostume. Det var figurens hidtil mest mindeværdige periode, både i mine og mange andre fans’ øjne.

Men filmen er, til trods for dens overstrømmende patriotisme særdeles velinstrueret og generelt velafrundet – klart en Blu-ray der hurtigst muligt skal hjem i samlingen. Der kommer sikkert en efterfølger, og den kommer til at foregå i moderne tid, så den kan man kun glæde sig til – rigtig meget, endda!

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Green Lantern

Udgivet den november 18, 2011 af Admin

Green Lantern
Film, USA 2011, 114 min.
Instr.: Martin Campbell
Medv.: Ryan Reynolds, Blake Lively, Peter Srasgaard, Mark Strong m.fl.

 Green Lantern er endnu en film i rækken af nyere superheltefilm med stort budget og er en af de første der er indspillet i 3D. Forlægget er DC-tegneserien af samme navn om testpiloten Hal Jordan der bliver medlem af et interstellart politikorps og får en ring, der gør ham i stand til alt muligt bare ved at tænke på det.

Filmen starter med at følge tegneserien ret præcist. En døende alien ved navn Abin Sur nødlander på Jorden og overdrager Hal Jordan sin ring og dermed embedet som beskytter af Sektor 2814, et område som man i filmen får en fornemmelse af omfatter adskillige galakser! Ingen lille post, og filmens Hal Jordan er da også opslugt af tvivl om hvorvidt han er embedet værdigt. På trods af at han er en dygtig testpilot, er han også noget af en slacker, der er bange for at binde sig til forpligtelser, hvad der også er årsag til at hans kæresteforhold til chefens datter Carol Ferris er gået i stykker.

Abin Sur blev slået ihjel af det gule monster Parallax, som er en personificering af frygt, lidt på samme måde som korpset af Grønne Lygter er en personificering af Viljestyrke. Parallax har opslugt og ødelagt adskillige beboede planeter, og det kommer næppe som nogen overraskelse for tilskuerne at Parallax på et tidspunkt truer Jorden. Det har Hal Jordan selvfølgelig et stort problem med, men holdningen ellers i Korpset – anført af den modige og mægtige, men også arrogante Sinestro (fremragende spillet af Mark Strong, der virkelig ligner tegneseriens Sinestro) – at det er en acceptabel pris at betale for at få tid til at samle styrkerne til et endeligt opgør mod Parallax – og måske til at få lavet den gule kraftring, som skal udnytte frygtens kraft til gode formål. I sidste ende bliver det så den noget usikre Hal Jordan, som kommer til at stå alene over for monstret, som hele Korpset frygter.

Filmens største kvalitet er at den er ret flot, især scenerne fra rummet og Korpsets hjemplanet Oa. For en gangs skyld giver 3D faktisk mening! Til gengæld er historien noget tynd og uinteressant, baseret på Geoff Johns’ nyere Green Lantern-tegneserier, som er ganske populære, men som jeg personligt har haft særdeles svært ved at tænde på. Jeg har aldrig synes at Parallax var nogen særlig interessant skurk – det er personificeret ondskab aldrig – og slutningen virker en smule letkøbt. Det hjælper heller ikke at Hal Jordan er en vatpik gennem det meste af filmen.

Ideen om et korps af interstellare politifolk med nærmest magiske evner er ellers god og kunne blive til en udmærket serie. Korpset er i øvrigt ikke oprindeligt en del af Green Lantern-tegneserien fra 1940’erne, men blev introduceret da serien blev genstartet i 1959, da DC lavede nye udgaver af flere af forlagets gamle serier. Ideen kan meget vel være inspireret af E.E. “Doc” Smiths Lensmen-romaner om et interstellart korps af agenter fra forskellige racer, der bærer en ‘linse’ på hånden, som forstærker deres latente psioniske evner.

Rygterne vil vide at Green Lantern bevidst er lavet mere drengerøvsagtig end de mere dystre Batman-film. Det lykkes til en hvis grad, men så er det så meget mere uforståeligt at Hal Jordan igennem det meste af filmen har en rygrad lavet af havregrød. Hvorfor han skulle være det ypperste, Jorden kan præstere hvad angår viljestyrke, forbliver et mysterium.

Efter rulleteksterne er der en lille ekstra scene med Sinestro, som lægger op til en mulig fortsættelse, sikkert baseret på Geoff Johns’ tegneserier om The Sinestro Corps. Det ligner ikke en fortsættelse, som jeg vil have specielt meget lyst til at se. Denne film er dog okay, hvis man mest er til fede effekter – den er ganske flot.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Det Hemmelighedsfulde Selskab: 1969

Udgivet den november 17, 2011 af Admin

Det Hemmelighedsfulde Selskab: 1969
Tegneserie af Alan Moore og Kevin O’Neill
Oversat af Per Sanderhage
Forlaget Fahrenheit, 2011
72 sider, 149,50 kr.

Dette er andet bind af ”Century-trilogien”; historien om Det Hemmelighedsfulde Selskab gennem det 20. århundrede. I første bind, 1910, forsøgte Selskabet at hindre troldmanden Oliver Haddo i hans skumle planer, men det gik ikke så godt. Nu har de chancen igen i “Swinging London” i 1969. Selskabet er blevet reduceret til tre personer. Mina Murray og Allan Quatermain har begge drukket af ungdommens kilde og er evigt unge, og de har følgeskab af den udødelige Orlando (fra Virginia Woolfs roman af samme navn), som med mellemrum skifter køn.

Oliver Haddo har fortsat planer om at lave et ‘månebarn’, og denne gang er rockikonet Terner (en satire over Mick Jagger) en vigtig del af planen. Højdepunktet er en koncert i Hyde Park, hvor Terner synger en lettere omskrevet udgave af ”Sympathy for the Devil” mens Mina tripper ud på LSD. Jeg afslører næppe for meget ved at sige at Haddo ikke bliver helt overvundet, for noget skal sidste bind, ”2009” jo handle om.

I dette bind, hvor vi er kommet tættere på nutiden, er det mere tydeligt end før at der er tale om alternate history. For eksempel nævnes en “Big Brother-regering” fra 50’erne, og en bro over den Engelske Kanal er blevet ødelagt under krigen. Der har været en kommunistisk præsident i USA, og den nuværende præsident er en rockstjerne, som sætter folk over 30 i koncentrationslejre. Det psykedeliske London fra slut-tresserne er en del mere psykedelisk en den nok var i virkeligheden.

Ligesom i de tidligere historier med Det Hemmelighedsfulde Selskab er en del af fornøjelsen at prøve at genkende de mere eller mindre obskure gæstestjerner, som tegneserien er fyldt med. Det er noget vanskeligere denne gang, da mange er referencerne er specifikt britiske fra en tid hvor USA allerede havde overtaget tronstolen som verdens førende producent af popkultur. Lettest at genkende er Michael Moorcocks kultfigur Jerry Cornelius (Moorcock optræder også selv i et par billeder) og, måske en smule malplaceret, en ung Lord Voldemort. Der er en let genkendelig cameo med James Bond og The Saint på en tankstation, Kasket-Karl kommer gående på gaden, og et skilt med “Treen School of English” er et hip til Dan Dare. Her efter bliver det svært. En central figur ved navn Jackie C. er tilsyneladende baseret på Michael Caines figur fra filmen Get Carter, men har en del tilfælles med John Constantine, Hellblazer, en figur som Moore oprindeligt skabte i serien Swamp Thing. Oliver Haddo er en Aleister Crowley-lignende figur fra W. Somerset Maughams roman The Magician (1907). Hvis man er interesseret i flere referencer, findes der hjemmesider der samler dem, fx http://jessnevins.com/annotations/1969annotations.html.

1969 lider lidt under at hovedpersonerne ikke er så ikoniske og farverige som dem fra de tidligere historier. Her er ingen Mr. Hyde, ingen Kaptajn Nemo og ingen usynlig mand svøbt i bandager. Det kan skyldes at de fleste populære figurer fra 60’erne stadig er beskyttet af copyright – ellers ville fx The Doctor (Who?) være et oplagt medlem.

Ligesom med tidligere bind er dette afsluttet af en tekstføljeton. Den må jeg indrømme at jeg ikke orkede at læse – det gjorde jeg heller ikke da jeg købte den engelske udgave af serien.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar