Macabre

Udgivet den december 6, 2011 af Admin

Macabre
Org title: Macabro
Film, Italien, 1980
Instruktør: Lamberto Bava
Medvirkende: Bernice Stegers, Stanko Molnar m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Lamberto Bava startede sin karrierer i filmbranchen med at arbejde for sin far Mario Bava på bla. film som Planet of the Vampires (1965), men efter at have stået i lære i 15 år debuterede han i 1980 med filmen Macarbre. I mellemtiden havde han også arbejdet sammen med Dario Argento på Inferno og Ruggero Deodato på Cannibal Holocaust. Lamberto er derfor godt skolet inden for den italienske horror genren.

I Macabre benytter husmoderen Jane Baker muligheden for at besøge sin elsker, en dag hvor hendes mand er på arbejde. Hendes datter har dog opdaget moderens affærer, og for at hævne sig på sin mor, drukner hun sin 5-årige lillebror i familien badekar. Jane bliver tilkaldt, men da hun sammen med sin elsker haster hjemad, bliver de impliceret i et biluheld, hvori elskeren bliver dræbt. Episoden tager så hårdt på Jane at hun bliver indlagt på et psykiatrisk hospital, et ophold vi dog ikke følger, men vi følger hende igen da hun bliver udskrevet. Hun flytter ind i sin afdøde elskers lejlighed, en lejlighed der er i huset hos den blinde Robert. Jane er stadig besat af sin elskers minde, og har bl.a. oprettet et lille alter til ham i lejligheden. Robert, der selv er forelsket i Jane, begynder at undre sig over at der gentagende gange lyder som om Jane har herrer besøg, uden at han er opdaget at der er kommet nogen. Han sætter sig for at undersøge sagen, en gåde der viser sig at have en makaber løsning.

I princippet kunne jeg lige så godt afsløre gådens løsning her, da de der har designet filmes DVD cover har valgt at gøre det samme i billeder på coverets bagside, hvilket bestemt må siges at være en noget underlig beslutning, men sikkert valgt da billedet vil sælge filmen godt, og ikke for at tage hensyn til seerene af filmen. Tingenes sammenhæng er dog ikke specielt svære at regne ud.

Filmen finder sted i et stille og roligt tempo, som dog passer godt til filmens stemning. Genremæssigt vil jeg dog nærmere placerer den under psykologisk thriller end under horror, da den mest omhandler Janes besættelse af sin døde elsker og indholdet af hendes fryseboks, end det er en decideret gyser. Som thriller fungerer den dog udmærket.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Killer Crocodile

Udgivet den december 5, 2011 af Admin

Killer Crocodile
Film, Italien 1989
Instruktør: Fabrizio De Angelis
På DVD fra Another World Entertainment

En film med en titel som denne forventer man sig visse ting af. Selvfølgelig en stor krokodille, dertil skal vi have nogle unge mennesker der kan bliver dræbt, og endeligt skal vi have nogle skurke, gerne kriminelle, som vi kan håbe på bliver dræbt. Historie og plot forventes der ikke det store af, så hellere effekter der passer til genren (og i dette tilfælde også til hvad 80’ernes B-film kunne byde på).

Allerede i starten af filmen oplever vi kæmpekrokodillen på dræberjagt, da en ung badende kvinde bliver dræbt (har vi set en lignende start før? Det tror jeg nok vi har).

En flok unge miljøaktivister tager ud i et sumpområde for at finde beviser på at der dumpes kemisk affald i naturområdet. Da de overnatter i sumpen, forsvinder en af de unge kvinder. I sumpen finder de det kemiske og radioaktive affald, men også deres venindes gennemtyggede lig. Vi har nu både de unge, plus de er begyndt at dø.

Tilbage i byen vil myndighederne ikke igangsætte en undersøgelse, og de vil slet ikke høre tale om det giftige affald. Det viser sig da også hurtigt at byens dommer er i lommen på dem der dumper affaldet (så har vi også skurkene på plads). De unge sætter sig selv for at finde krokodillen, og får hjælp af en lokal jæger, som udfordrer og kæmper mod krokodillen, som vi end ikke har set Crocodille Dundee gøre det.

Filmen gør det den skal, hverken mere eller mindre, og den kan anbefales til alle der gerne vil se en B-film om en kæmpe krokodille.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Rovdyrenes nat

Udgivet den december 4, 2011 af Admin

Rovdyrenes nat
Org titel: Wild Beasts
Film, Italien, 1984, 92 min.
Instr.: Franco Prosperi
Medv.: Lorraine De Selle, John Aldrich, Ugo Bologna, Louisa Lloyd
På DVD fra Another World Entertainment

Denne ”creature feature” er lidt bedre end mange af genrens øvrige eksempler, pga. det kaos den skildrer, og pga. den bizarre baggrundshistorie for handlingen. Det er dog ikke noget der kan anbefales dyre-elskere, eftersom der foregår en del dyremisbrug på skærmen, hvadenten det så er ægte (som nogle påstår) eller lavet vhja. Special-effekter.

Tingene går i fisk da en flok dyr fra zoologisk have bryder ud og begynder at dræbe vildt omkring sig. Ingen ved hvad årsagen er, og der er da slet ingen der mistænker vandet for at være forurenet med PCP… Dyreekspert Laura Schwarz (Lorraine De Selle) forsøger at finde et svar på gåden, og at redde sin unge datter (Louisa Lloyd), som er en irriterende begavet teenager. Laura hjælpes af Rupert Berner (John Aldrich), og filmen bruger det meste af tiden på disse hovedpersoner, men et rask lille dyreangreb sat ind hist og her.

Det foregår i et uspecificeret europæisk land, og filmen er præget af dårlig dubbing, dårlig redigering, mudret kameraarbejde og, som nævnt, en del dyremishandling. Det er alle sammen typiske elementer fra en blodig italiensk ’80er-film, hvilket jo er præcis hvad vi her har med at gøre.

Fans af trash-film vil sikkert nyde sådan noget, mens de fleste andre vil rulle med øjnene og undre sig over at nogen kan finde på at se sådan noget argt møg.

Til trods for sine mange fejl er der dog en del ting som Wild Beasts gør bedre end andre ”creature features” fra cirka samme tidspunkt. Den indeholder utrolig mange forskellige (og ægte) dyr, og hovedpersonerne gør virkelig en god og detaljeret indsats for at finde ud af hvad der sker med dyrene. Samtidig er timingen mellem de forskellige dødsscener ret vellykket. Skuespillet er godt nok ligeså grinagtigt som man kan forvente, men det gør sgu ikke så meget i en film hvor man bare venter på den næste dødsscene og hvilket dyr der vil forårsage den.

Manuskriptet, skrevet af instruktøren, byder ikke på de store overraskelser, men handlingen skrider rask frem, og et par dejligt onde twists til sidst i filmen kan vist godt kaldes væsentlig mere chokerende end noget af det der går forud.

Wild Beasts anses ikke for nogen klassiker, og det bliver den nok heller aldrig, men den er faktisk rigtig underholdende mens den står på, til forskel fra visse andre eksempler på denne undergenre.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Kevin Matthews i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Day of the Animals

Udgivet den december 3, 2011 af Admin

Day of the Animals
Film, USA, 1977, 97 min.
Instr.: William Girdler
Medv.: Christopher George, Leslie Nielsen, Michael Ansara, Lynda Day George, Ruth Roman, Richard Jaeckel
På DVD fra Another World Entertainment

Ja, det er endnu en ”dyr går amok”-film fra instruktør William Girdler, manden bag det overraskende hit Grizzly fra året før. Denne gang skænker han os sin egen version af Fuglene.

Det handler alt sammen om at ødelæggelsen af ozonlaget gør dyr i bjergrige egne lettere sindssyge, til direkte fare for menneskene. Det er hammer-irriterende for en gruppe bjergvandrere, anført af Steve Buckner (Christopher George – ja, ham fra Grizzly). Det begynder med et virkelig nederen fugleangreb, men udvikler sig hurtigt til en situation fyldt med… flere fugleangreb. Efterfulgt af højt­springende gummirotter og bidske hunde (der logrer med halen).

Hvis du forsøger at se denne film som en alvorlig øko-gyser, så vil du blive ret skuffet. Et par af skuespillerne (Christopher George, Michael Ansara) er okay, men resten ligger dybt under gennemsnittet – og det gælder også dyrene. Instruktøren klarer ikke at få opbygget nogen reel spænding, og manuskriptet af William W. Norton og Eleanor E. Norton hjælper ikke. Sine steder er filmen næsten for kedelig til at være værd at sidde i gennem.

Men, hvis du i stedet beslutter at se Day of the Animals som en komedie, så er der bestemt nogle gode grin undervejs. Leslie Nielsen overspiller helt genialt, og man bliver nødt til at bryde hulkende sammen over gummirotterne.

Filmen vil gerne være en slags hybrid mellem Fluernes Herre og Fuglene, men overbevisende gys og spænding i begge tematiske tilfælde (mennesker mod naturen og mennesker mod hinanden) udebliver fuldstændig. Skuespillerne (inkl. Lynda Day George, kone til Christopher George) forsøger at leve sig ind i filmens stil, men kan i sidste ende ikke gøre noget for at redde denne bombe. Ret sølle.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Kevin Matthews i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Grizzly

Udgivet den december 2, 2011 af Admin

Grizzly
Film, USA, 1976, 91 min.
Instr.: William Girdler
Medv.: Christopher George, Andrew Prine, Richard Jaeckel, Joan McCall
På DVD fra Another World Entertainment

”Jaws with paws”, det er hvad man må sige til sig selv mens man ser denne ’70er-film om en ond grizzly-bjørn der bare ikke vil holde op med at dræbe og æde. Det er op til vores brave helte at redde dagen inden campingteltene er gennemblødt af blod.

Parallellerne til Dødens Gab-formlen er så tydelige at filmen svinger mellem at være god underholdning og utilsigtet komik. Instruktionen er såmænd kompetent nok og handlingen skrider da frem med god fart – nu og da ser vi tingene fra bjørnens perspektiv, der er nogle anstændige drabsscener, og naturligvis det sædvanlige forgæves forsøg på at få kontrol over situationen inden det store opgør i sidste akt – men filmen forbliver hverken mere eller mindre end okay tidsfordriv. Manuskriptet af Henry Flaxman og David Sheldon er også kompetent nok, selvom det går op og ned med kvaliteten.

Skuespillet passer til materialet. Christopher George er god som Chief Brody – øhm, jeg mener, Michael Kelly, mens Prine og Jaeckel støtter ham udmærket.

Det sjoveste ved det hele er nu den stærkt variable kvalitet af effekterne. I den ene scene flyver der afrevne kropsdele gennem luften, og i den næste falder offeret til jorden med rød teaterfarve smurt på ansigtet. Dem der ender i bjørnens favntag ser ud som om de får en venligt knus af en fyr klædt i en tyk pels. Og i nærbillede ligner bjørnens poter et par gigantiske vanter.

Grizzly er tosset og kær både i sig selv og som en rip-off/hyldest til Dødens Gab, og mere underholdende end man skulle tro. Ifølge IMDb.com var den intet mindre end den mest indtjenende ”independent”-film i 1976; kassesuccesen opgjortes i hele $39 millioner.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Kevin Matthews i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

TiMER

Udgivet den december 1, 2011 af Admin

TiMER
Film, USA, 2009, 99 min.
Instr.: Jac Schaeffer
Medv.: Emma Caulfield, John Patrick Amedori, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Åh-åh. En sci-fi romantisk komedie. Tjah, det måtte jo komme. Engang i nær fremtid opfindes der et armbånd – TiMER’en – som tilsyneladende er forbundet til skæbnen (?!), og kan tælle ned til det eksakte sekund hvor man møder sin eneste ene. De fleste mennesker får det monteret, for det virker selvfølgelig kun hvis begge de to der skal møde hinanden, bærer en TiMER. Vi følger Oona O’Leary som snart fylder 30. Hendes TiMER er desværre blank, så hendes eneste ene har ikke fået sin TiMER endnu. Hun dater derfor diverse mænd uden TiMER, og overtaler dem til at få sig en TiMER, men uden at nogen af dem viser sig at være hendes udkårne. Vi ser også komplikationerne hos diverse andre mennesker i Oonas familie og omgangskreds; f.eks. en velhavende ung fyr hvis skæbneudkårne er datteren til den nye mexikanske hushjælp. Imens tænker Oona over om hun bare skal finde en fyr uden TiMER og blæse på den eneste ene. Filmen baserer sig på det store filosofiske spørgsmål som mange kvinder åbenbart bruger rigtig meget af deres tid på (og som nok er grundlaget for at det siges at kvinder ikke ved hvad de vil): Har man virkelig en “soul mate” (den eneste ene; ridderen på den hvide hest), eller skal man ikke tro på den slags? Filmen er ligeså vægelsindet som typisk kvindelig “logik” ofte er (no offense!); på den ene side vil den gerne tro på det “romantisk korrekte”, men på den anden side forsøger den også at se realiteterne i øjnene, uden dog at gå hele vejen i nogle af tilfældene. Der sås tvivl om hvorvidt TiMER-teknologien nu også virker, og der vises også skepsis overfor skæbnen selv; måske er man i virkeligheden mest lykkelig sammen med en anden end éns videnskabelige skæbneudkårne? Derfor kommer der aldrig noget konkret svar, selvom hele filmens præmis er at foreslå et sådant. Man aner at kvinder helst slet ikke vil have svar på dette spørgsmål, for måske vil de ikke kunne lide svaret, uanset hvad det er. Suk! Det er svært at gøre andet end at rulle med øjnene. Dette er en film som med garanti vil underholde (nogle) kvinder væsentligt mere end mænd (desværre har vi pt. ikke så mange kvindelige anmeldere her i bladet, så…).

Karakter: 3 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Aftenlandet

Udgivet den november 30, 2011 af Admin

Aftenlandet
Film, Danmark, 1977, 105 min.
Instr.: Peter Watkins
Medv.: Bent Andersen, Carsten Clante, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Der er endelig kommet en DVD-udgave af den legendariske, instrueret af engelske Peter Watkins, om en alternativ nutid (altså 1977) hvor en storkonflikt mellem arbejdere og arbejdsgivere gradvist sætter hele Danmark i stå. Filmens undertitel er: “En film om dit liv og dem der stjæler det.” På dramadokumentarisk vis skildres arbejdernes debatmøder og politiske engagement, samtidig med at man også ser mediernes dækning af begivenheden, og hvordan flere og flere mennesker blandt f.eks. journalister og politi trækkes med ind i konflikten. En slags dansk pendant til Rote Armee Fraktion beslutter at kidnappe en minister midt i det hele, hvilket naturligvis eskalerer landets krise, og giver regeringen et påskud til at slå hårdt ned mod diverse venstreorienterede grupper, som ikke har noget med kidnapningen at gøre. Politisk og socialt set er det på mange måder en vigtig film der maler et typisk ‘70er-tidsbillede, og man ser handlingen fra flere forskellige sider (flere af hovedpersonerne var autentiske fagforeningsfolk). Men den var plaget af vanskelige optagelser, og Watkins blev dødtræt af den, og ville have opgivet den hvis det ikke var fordi de danske produktionspartnere insisterede på at den skulle gøres færdig. Der mangler en rød tråd i fortællestilen, og filmen ender desværre næsten med at være interessant mere pga. sit tidstypiske udtryk end pga. sit emne. For politisk interesserede er det dog stadig en meget relevant film om hvad der måske kunne være sket i et mere politiseret Danmark.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Mutanternes blodige ø

Udgivet den november 29, 2011 af Admin

Mutanternes blodige ø
Org. Titel: Porno Holocaust
Film, Italien, 1981, 113 min.
Instr.: Joe D’Amato
På DVD fra Another World Entertainment
Medv.: Mark Shannon, George Eastman, Lucia Ramirez, Annj Goren, Dirce Funari

Lucio Fulci’s Zombiefilm Rædslernes blodige ø (a.k.a. Zombi 2, 1979) er en af de mere velrenommerede zombiefilm. Den på det tidspunkt florerende italienske trash-filmindustri kunne naturligvis ikke modstå fristelsen til at lave en hel vifte af kopiprodukter. Og i forhold til hvor mange der blev lavet, så må man jo konkludere at de må have indtjent ganske pæne summer. Joe D’Amato er blot én af de instruktører der slog sig på efterligningerne, og for at sikre at hans film blev en succes, ja, så lavede han dem om til porno-udgaver. Da Another World Entertainment sendte os Porno Holocaust (fordansket, med en vis ret, til Mutanternes blodige ø) til anmeldelse, så løb det lidt koldt ned af ryggen på mig. Ville det være ligesom Cannibal Holocaust (1980), som er alt for grufuld til at jeg kan holde det ud? Men nej. Lidt research gjorde det hurtigt klart at Porno Holocaust blot var en dårlig og amatør-agtig lavbudgetspornoversion af Zombi 2, så jeg gik i gang med at skimme den. Uha, hvor er den dårlig. Distributørens repræsentant, Dan Larsen, skriver selv i det medfølgende hæfte, “Den er så dårlig at den næsten ødelagde min DVD-afspiller mens jeg så den.” I en time og et kvarter ser man bare en gruppe folk der tager ud til en caribisk ø, og har masser af sex på vejen (inkl. stopper ved et hotel for at få lidt ekstra). Først derefter er der et mutantmonster som overfalder og dræber nogle af kvinderne ved hjælp af sit overdimensionerede og muterede lem. Grufuldt? Forstyrrende? Bare lidt? Næh. Det er kedeligt og fjollet. Enormt dårligt lavet, og virker kun latterligt. Det vil være omsonst at forsøge at identificere en egentlig handling hvis man kun kigger på denne ene film. Imidlertid kan man med lidt research finde frem til at instruktøren og hans filmhold tog en frygtelig masse optagelser på indspilningsturen til den dominikanske republik, og disse optagelser er blevet til en hel masse film som alle sammen (udover at ligne hinanden til forveksling, komplet med scener i samme hotelværelse) uden held forsøger at fortælle en bestemt historie, men ender med at sammenblande plot-elementerne så ingenting giver mening. De øvrige film inkluderer bl.a. Erotic Nights of the Living Dead (1980), Hard Sensation (1980), Black Sex (Sesso nero, 1980), Sex and Black Magic (Orgasmo nero, 1982) – alle foregår de mestendels på den samme lille ø. De må være udkommet i kronologisk forkert rækkefølge, for de to sidstnævnte samt Porno Holocaust er siden lanceret som en serie under titlerne Orgasmo nero (1982), Orgasmo nero II (1981) og Orgasmo nero III (1980). Alle filmene har stort set de samme skuespillere i stort set de samme situationer og scener, og nøjagtig de samme bifigurer. Men hver film er udgivet som en selvstændig film med egen historie og egne figurer! Det lugter af at instruktøren oprindeligt havde planlagt en ganske anden film, som så aldrig blev til noget, men kunne laves om til fire smadderdårlige nonsens-produktioner. Den overordnede historie handler, eller skulle have handlet, om at hovedpersonen (Mark Shannon) bliver inficeret med en ond kønssygdom. Han bliver derfor nødt til, ikke sandt, at have en masse sex før hans sygdom bliver så fremskreden at han ikke kan mere. Logisk. Men såvidt jeg kan se, så må det oprindelig have været meningen at det var ham der skulle mutere til det monster som slår kvinderne ihjel i slutningen af Porno Holocaust. Men nej, han render skam rundt samtidig, og undslipper monsteret sammen med den hotteste af pigerne (Lucia Ramirez). Det er et ufatteligt rod. På IMDb.com er der nogle af kommentatorene som forsøger at argumentere for at Porno Holocaust er planlagt som en bevidst satire, men det holder bare ikke en meter. Det er amatøragtigt, cinematisk plattenslageri af værste skuffe. De har forsøgt at sætte en masse optagelser sammen til noget der kunne minde om at give mening, men ikke gør det. Det lod de sig ikke stoppe af; de udgav det alligvel. Er det mon ligesådan masser af andre italienske Z-film er blevet til? Ikke usandsynligt. Porno Holocaust er kun en lille smule interessant fordi den er ekstremt trashy, og fordi man(d) kan stirre på Lucia Ramirez. Men et eller andet sted nages man af tanken om at en god filmklipper måske kunne klippe en OK film sammen af de bedste scener fra serien af film-flop i Joe D’Amato’s “caribiske periode”.

Karakter: 2 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Atlantis -Den komplette 2011 udgave

Udgivet den november 28, 2011 af Admin

Atlantis -Den komplette 2011 udgave
Dobbelt-CD, Danmark, 2011, ca. 129 min.
Komponeret af Peter Spies (musik), Thomas Høg & Sune Svanekier (tekst)
Medv.: Kasper Svendsen, Sørine Henriksen, Mikkel Pedersen, Simon Jørstad, m.fl.

Atlantis-musicalen, først opsat i 1993, er en af de største danske kasse-succeser indenfor sit område, set af en kvart million danskere. Jeg fik ikke set den dengang, men lagde dog godt mærke til busreklamerne for den. Men her i sommer inviterede en ven mig med til Espergærde Ungdomsskoles opsætning af musicalen på Kulturværftet i Helsingør, og det var så godt at jeg prompte købte dobbelt-CD’en bagefter (en udgave med mere af musikken end der var med på highlights-CD’en fra 1995).

Musicalen er et stykke kontrafaktisk historie. Den foregår, som titlen antyder, på Atlantis i den antikke verden, men Atlantis var jo som bekendt en avanceret højkultur, så den første scene indeholder bl.a. en beretning om en redningshelikopter der skal undsætte et skib i havsnød. Der kommer med tiden også referencer til alt fra golf og mobiltelefoner til kiosker og McDonald’s, selvfølgelig alt sammen med glimt i øjet. Stedet er derudover imponerende kulturelt velbeskrevet. Kongen har titel af “Atlas” (en detalje revet direkte ud af Platons oprindelige beskrivelse, som jeg i øvrigt personligt er blevet overbevist om er symbolsk fiktion og ikke skal forestille rigtig historie), og der hersker naturligvis en dybt patriarkalsk slave-økonomi. Der kører to plots som hurtigt vikles ind i hinanden. Dels er det en kærlighedshistorie om Silvan (en ukendt søn af den legendariske, afdøde kriger Kelvin) og prinsesse Adalena, Atlas’ datter, og dels er det historien om hvordan den storhedsvanvittige hærfører Jabbadoor planlægger at snigmyrde kongen, så han selv kan blive den nye Atlas. Jabbadoor har vistnok tidligere begæret Adalena, og i bedste antikke stil har Adalena, for at beskytte sig selv, forført ham med det formål at føde ham en søn som hun kan bruge som afpresningsmiddel overfor ham! Samtidig er vores unge helt, Silvan, i kraft af at være søn af den stærke Kelvin, som Jabbadoor selv slog i hjel fordi han anså ham for en trussel, nu pludselig en ny trussel mod Jabbadoors planer. Atlantis dyrker de græske guder, men Jabbadoor har et sted på middelhavets kyster fundet sig en ny gud, Baal-Zebub, fluernes herre! Han har bl.a. aftalt med sin nye gud at han ikke vil lade sig friste af kvinder… så I kan godt se at der en hel del som allerede er gået galt, og meget mere som kan gøre det! Det er oldgræsk drama så det rocker!

Musicalen er på stort set alle områder virkelig godt skruet sammen. God melodisk musik (både rocket og symfonisk), flotte, enkle, rimende tekster (f.eks. “jeg bød ham ind til festen / og han tror næsten / han er hædersgæsten”), og en generelt troværdig storyline. Fremførelsen af Espergærde Ungdomsskoles 2011 musical-hold er yderst imponerende. Stærke stemmer (som man dog visse steder godt fornemmer ikke er så erfarne), og et sprogligt vellydende og velflydende dansk som jeg ikke synes jeg har hørt magen til i mange år.

Sidst men ikke mindst skal nævnes den komiske figur, hofsnogen Zan-Zan, som er Jabbadoors håndlanger. Han står for musicalens suverænt bedste nummer, “Hold dig til helte”, hvori han udbasunerer hele sin opportunistiske livsfilosofi om at være en doven, men intelligent snylter på en ung, stærk og dum helt. Jeg er begejstret! 🙂

Der udkom en koncert-DVD med musicalen i 2003, men den er i dag fuldstændig umulig at opdrive. Jeg håber de genudgiver den snart.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Musik | Tagget , , , | 3 kommentarer

The Good, The Bad, The Weird

Udgivet den november 27, 2011 af Admin

The Good, The Bad, The Weird
Film, Sydkorea 2008, 125 min.
Instr.: Kim Jee-woon
Medvrk.: Song Kang-ho, Lee Byun-hun, Jung Woo-sung
Distribution: Another World Entertainment

Denne anmeldelse hører egentlig ikke hjemme i dette magasin. The Good, The Bad, The Weird er nemlig en film blottet for fantastiske elementer, men den udspiller sig trods alt i en verden, der for de fleste seere vil virke som ren fantasi, og nu insisterede en af redaktørerne på, at jeg skulle anmelde den så…

The Good, The Bad, The Weird er noget så eksotisk som en koreansk western, der hugger plottet fra Sergio Leones The Good, The Bad And The Ugly og mikser det med humoren og actionen fra Indiana Jones-serien – deraf titlen.

Handlingen udspiller sig i 1930ernes Mongoliet – et sted rigt på ørkenlandskaber og støvede småbyer, mens personerne bruger både heste, tog og motoriserede køretøjer til at komme rundt. De rodløse cowboys er i dette tilfælde udskiftet med statsløse koreanere (Korea var under japansk herredømme på det tidspunkt), indianerne spilles af mongolske banditter, og kavaleriet dukker op i skikkelse af den japanske hær.

En dusørjæger (den gode), en morder (den onde) og en togrøver (den mærkelige) krydser hinandens spor i jagten på en nedgravet formue, og førstnævnte og sidstnævnte bliver undervejs hinandens ufrivillige samarbejdspartnere. Så alt er på sin vis, som det plejer at være i den type historier og så alligevel ikke, fordi alt uværgeligt ser ret asiatisk ud.

Her er det så, jeg tager mig i at ønske, at filmen havde haft ambitioner om at være andet og mere end en koreansk pastiche på en spaghettiwestern, men instruktøren Kim Jee-woon har tilsyneladende stillet sig tilfreds med at ramme den rigtige stil på bekostning af indholdet.

Et gensyn med The Good, The Bad, The Weird gør det nemlig pinligt klart, hvor tynd handlingen egentlig er, og hvor meget filmen bæres oppe af bulder-og-brag-elementerne. Lige så snart der ikke er nogen, som skyder efter hinanden eller forsøger at sprænge noget i luften, bliver historien slemt kedelig, og den banale dialog gør ikke situationen bedre.

Det hjælper heller ikke, at mange af actionsekvenserne er rene blære-stykker, der snarere sætter handlingen i stå i stedet for at drive den videre (også kendt som Michael Bay-syndromet). Det mest grelle eksempel er den storstilede jagt mod slutningen, hvor både skurken og hans mænd og de mongolske banditter er i hælene på en af hovedpersonerne, samtidig med at de forfølges af den japanske hær. Det er en storslået iscenesat sekvens, men også temmelig langtrukken, og den lægger beslag på næsten et kvarter af en film, som med en spilletid på over to timer i forvejen føles for lang.

Endelig lider filmen under, at ingen af de tre hovedpersoner er specielt interessante eller får særlig meget at arbejde med fra manuskriptet. Song Kang-ho (fra The Host og Thirst) klarer sig igennem på ren karisma i rollen som togrøveren, mens Lee Byung-hun (fra G.I. Joe og A Bittersweet Life) som skurken har skuffende lidt at lave og må nøjes med at grine ondt. Værst går det for Jung Woo-sung (Musa The Warrior), der er alt for pæn og anonym som dusørjægeren til at efterlade et indtryk.

The Good, The Bad, The Weird var en stor produktion efter koreansk standard, og til filmens ros skal det siges, at det kan ses på skærmen. Den er på mange måder et imponerende skue, og den blev da også et stort hit i hjemlandet. Når den alligevel ender med at være en lille skuffelse, skyldes det, at instruktøren Kim Jee-woon med film som den visuelt fascinerende gyser A Tale Of Two Sisters og den stemningsfulde hævn-actionthriller A Bittersweet Life havde skabt forventning om noget mere vægtigt.

Så selv om The Good, The Bad, The Weird lige akkurat leverer varen som rendyrket underholdning, føles den mere som et takeaway-måltid, man har glemt et kvarter efter, man har indtaget det, og det er en skam, når resultatet kunne have været langt mere nærende og mindeværdigt.

Karakter: 6 ud af 10

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.30

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar