Opstandelsen

Opstandelsen
Film, Danmark, 2010, 50 min.
Instr.: Casper Haugegaard
Medv.: Marie Frohmé Vanglund, Mads Althoff, Jonas Bjørn-Andersen m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment

Det er sgu underligt at se sådan en film på dansk. Ja, jeg indrømmer det – jeg er så vandt til at se amerikanske film, at jeg når jeg hører andre end Ove Sprogøe tale dansk i en genre-film, ja, så tænker jeg amatør-produktion. Og det er egentlig ikke fair. Historien handler om en familie, der er til begravelse. En søn er død, og ingen af de tre søskende ved helt hvem de skal give skylden – udover selvfølgelig hinanden. De må da lære at stå sammen da de døde vender tilbage fra kirkegårdens muld – for er broderens død virkelig hvad det syner?
Opstandelsen er en fed film. Den har et uendeligt lille setting – en kirke – men det bruger den ganske udmærket til at beskrive den trykkede stemning, der altid indfinder sig når de levende døde stiger op fra graven. (Levende døde, ikke zombier. Zombier hører Haiti til!).
Skuespillerne er gengangere fra instruktørens tidligere film, specielt hovedpersonen husker vi fra filmen Kældermenneske – der også er at finde på Opstandelsen- dvd’en. Bonus!
Filmen er dansk produceret, og er så vidt jeg ved også lavet af amatører. Dette er dog ikke en dårlig ting. Effekterne er fine, og de levende døde er ikke overalt, men altid kun lige bag en dør eller over en kælderlem. Det giver en dejlig trykket stemning i den lille danske kirke (der dog virker til at have gigantiske kældre, da de løber rundt i dens lange gange hele tiden).
Skuespillet vakler, og dialogen kan virke en kende forceret en gang imellem. Ud over dette, er det dog en stærk historie, der ikke bare falder i den klassiske fælde, med at droppe historien. Den er der, og bliver
langsomt stykket sammen inden det store opgør. Og med en så grundlæggende sikker (om end ikke for genren synderligt original) historie, så kan det ikke gå helt galt.
Filmen er helt klart anbefalelsesværdig, præcis som kældermenneske. Og man kan ikke andet end at glæde sig til det næste filmholdet kaster sig over.
Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.29

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 29

himmelskibet-29Sommer 2011
60 sider. 50kr
Forsideillustration af Jasper Platz Rasmussen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6991

Indhold
Den fantastiske virkelighed – Ved Flemming Rasch
Det ubeskrivelige – Novelle af Mikkel Starup
Eurocon 2011 – Rapport fra en con af Flemming R.P. Rasch
Messias’ maske – Novelle af Morten Carlsen
Sf-tegneserier: Valor – Af Tue Sørensen

Anmeldelser

Film:

Bøger:

Tegneserier:

Teddy B. Jorgensen: Venner, Landsmænd – Tegneserie af Henrik Pasgaard
Interview: Mikala Rosenkilde – ved Janus Andersen
Interview: Michael Kamp – Ved Janus Andersen
Gene Colan 1926-2011 – Nekrolog af Tue Sørensen
Nekromantikeren – eller Udsigten – Novelle af Mikkel Harris Carlsen
Nyt om Fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk – af Janus Andersen
Ismånens rædsler, 1. del – føljeton af Martin Schjönning
Dagens auktion – Tegneserie stribe af Preben Pedersen og Thomas Winther
Kalender

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Warehouse 13

Warehouse 13
Tv-serie 2009

Der er sikkert mange, der, ligesom mig, sad tilbage i biografen under den sidste scene i den
første film om Indiana Jones – Jagten på den forsvundne Skat – og lige vendte skråen en ekstra gang. Her så man nemlig Pagtens Ark blive lagt på lager i en kæmpe hangar, der strakte sig ud i det uendelige. Tilskueren skulle selvsagt få den tanke, at der sikkert lå en masse andre spændende ting på dette lager. Underligt nok har det taget indtil 2009 før nogen har brugt denne ide til en TV-serie. Serien hedder Warehouse 13 – 13 fordi der åbenbart er 12 andre af disse lagre rundt om i verden… Vi får eksempelvis på et tidspunkt at vide, at det tredje varehus blev grundlagt af de gamle ægyptere. En del af de andre lagre er dog blevet ødelagt i tidens løb.

Serien produceres til Sy-Fy kanalen og det afsløres i sæson 2, at den foregår i samme fiktive univers som serien Eureka, som vi anmeldte i nummer 27 af Himmelskibet, da figurer fra de 2 serier optræder sammen i et enkelt afsnit. Det vil uden tvivl ske igen, da de to serier har en del fællestræk.

Seriens primære omdrejningspunkt er 2 nye agenter af hver sit køn, der bliver hyret fra Secret Service til at efterforske de mystiske ting, der sker når objekter med my(s)tiske energier begynder at interagere med sine omgivelser. Det er altså en skabelon der minder meget om X-Files, med den maskuline karakter som den mere intuitive og den feminine som den mere faktabaserede og ligesom i X-Files gøres der ihærdige anstrengelser for at nedtone de uundgåelige seksuelle spændinger.

Der, hvor serien primært adskiller sig fra Eureka, X-Files, Fringe, The 4400 etc., er i den umiskendelige fornemmelse af inspiration fra Steam-Punk genren, der ses overalt i den teknologi, der bruges. Deres kommunikation foregår således vha en såkaldt Farnsworth – en sort/hvid video telefon i en metalæske, deres primære våben er en “Tesla”-pistol, der skyder med lyn og kan give korttids hukommelsestab og deres computere og energiforsyning er om ikke dampdrevne, så i hvert fald yderst sært designede…

Historierne tager også ofte udgangspunkt i historiske objekter – Jeg nævner i flæng: Lewis Carrol’s spejl, Lucretia Borgia’s halssmykke, Edgar Allen Poe’s fjerpen, et samuraisværd med usynligheds egenskaber, Ben Franklin’s lynleder etc. Sommetider er det historiske objekt et vildspor og andre gange er det essentielt for opklaringen af afsnittets fantastiske indhold. Det gøres så mere eller mindre opfindsomt igennem hele serien. Sæson 1 består af meget enkeltstående afsnit, frem til afsnit 8, hvor der introduceres en skurk der går lidt igen. Derudover er det mest personudviklingen, der markerer fremskridt i historien.

Dette er ligesom Eureka en decideret familie-serie og den er utroligt nok endnu mere pjattet, men det har alligevel sin egen charme og det er tydeligt at skuespillerne generelt har det sjovt. Specielt vores 2 hovedpersoners umiddelbare chef – en arketypisk excentrisk videnskabsmand/arkivar (spilles af Saul Rubinek) er ret underholdende, det gælder især i Far-Datter samspillet med den unge kvindelige protege/teenage-hacker, der bliver fast medlem af gruppen fra afsnit 4.

Effekter og scenografi er i den billige ende uden dog at være rigtigt pinlige. Jeg var rimelig underholdt, men foretrækker dog Eureka. Sæson 3 starter sommeren 2011 i USA.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Blodsugerens rædselsnat

Blodsugerens rædselsnat
(The Bloodsucker Leads The Dance / La sanguisuga conduce la danza)
Film, Italien 1975, 85 min.
Instruktion: Alfredo Rizzo
Medvirkende: Femi Benussi, Giacomo Rossi-Stuart, Krista Nell, Patrizia Webley m.fl.

Another World Entertainment kan ikke få nok ros for sin evne til at grave titler frem fra glemslens dyb. Engang imellem er det dog lidt for tydeligt, hvorfor de pågældende film havnede dér i første omgang.

Et sådant eksempel er Blodsugerens rædselsnat, der trods titlen absolut intet har med vampyrer at gøre eller kan siges at være rædselsvækkende i nogen som helst grad.

I stedet er der tale om et stykke italiensk euro-sleaze af den slags, hvor stort set samtlige kvindelige medvirkende når at smide tøjet undervejs i et forsøg på at fastholde seerens interesse. Den slags film kan være underholdende nok og har sine tilhængere, men selv de vil have svært ved at undertrykke en
gaben undervejs.

Selve handlingen – og ja, der er faktisk én – kan bedst beskrives som en giallo-udgave af eventyret om Blåskæg. Fire unge skuespillerinder inviteres til at bo på et slot af en greve, som har kastet sin kærlighed på én af dem. Vel ankommet til slottet, der ligger på en lille ø, opdager den udkårne, at hun har en umiskendelig lighed med grevens tidligere hustru, der forsvandt under mystiske omstændigheder.

Samtidig er greven så venlig at informere sine gæster om sin slægts forbandelse: Både hans far og farfar skar nemlig hovederne af deres koner, da de blev afsløret i utroskab, og kniven befinder sig stadig på slottet! Inden længe begynder hovederne selvfølgelig at rulle igen, mens stormen raser udenfor, og da handlingen udspiller sig i 1902, er mulighederne for at komme væk fra øen og tilkalde hjælp noget nær ikke-eksisterende.

Hvis ovennævnte referat efterlader det indtryk, at Blodsugerens rædselsnat indeholder bare det mindste spænding, så kan det oplyses, at vi skal 55 minutter ind i filmen, før det første hoved skilles fra kroppen. Resten af tiden er gået med ligegyldig snak og diverse sexscener, kombineret med fantasiløs instruktion, stereotype skuespilspræstationer og en enerverende synthesizer-score.

Den sidste halve time hæmmes af, at personerne er underligt passive og overhovedet ikke formår at opklare noget som helst. I stedet forfalder filmen til det gamle trick med at lade en kriminalinspektør komme ind fra højre til allersidst og forklarer alle – inklusiv seeren – hvad der egentlig er foregået.

Teknisk set bærer Blod­sugerens rædselsnat også præg af at være hevet op fra glemmeboksen. Billedet er fyldt med ridser og urenheder, og der er intet ekstramateriale på dvd’en, der mere må betegnes som en kuriøs end en nødvendig udgivelse.

Karakter: 2 ud af 10.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Dantes Inferno: An animated epic

Dantes Inferno: An animated epic
Film, USA og halvdelen af Asien 2010, 84 min.
Instruktør: Boy, is that the million dollar question.
Medvirkende: Mark Hamill er gemt væk et sted derinde.
Baseret på spillet fra Electronic Arts

Erasmus Miles: ”Hvor… hvor er jeg? Dette er ikke det layout jeg forventede. Hvor er farverne? Her er 3 spalter – og 3 gange 3 er… Åh Gud!” 

Vergil: ”Det er sandt, dødelige. Du er i filmverdenens 9 helveder… i den yderste kreds, i Limbo, hvor de middelmådige instruktører laver den samme film igen og igen.” 

EM: ”Som… som Erik Clausen?” 

Vergil: ”Haha, nej dødelige, ikke endnu. Men der er blevet reserveret en plads til ham her.” 

EM: ”Min Gud! Er det dig… er det virkeligt dig, min yndlingsforfatter? Hvad gør du dog her? Sandelig må Gud da have reserveret en plads til dig ved hans side, om end du har skrevet nogle ret stride kroniker fra tid til anden!” 

Vergil: ”Nej, dødelige, jeg er hverken H. H. Løyche eller Kenneth Krabat. Jeg er Vergil, som endskønt jeg levede mange år før Kristus, forudså jeg hans komme, som Gud ønskede det.” 

EM: ”Pis også! Det her betyder vel at jeg er død, og at min straf vil være at finde kerne og adled i al evighed… Det var meget sjovt i latin-timerne, men…” 

Vergil: ”Endnu en gang tager du fejl, min unge ven udi fiktionen. Du er ikke død, men du har dømt forfattere der bare prøvede at tjene til dagen og vejen, for deres læseres synder. Det være sig elendig smag. Dette er
vredens synd. 

Du har også misbrugt dit talent ved at skrive anmeldelser uden ophør, og gå til endeløse møder der ikke kom dig ved. Dette er gerrigheds synd. 

Men Gud er nådig, og du kan endnu frelse dig selv. Kom… lad os vandre rundt i den særeste film der er blevet lavet i løbet af de seneste år.” 

EM: ”Jeg vil følge dig, oh romerske poet. Men hvad er disse rædselsscener jeg skuer? Hvem er den korsridder med den kæmpestore le?” 

Vergil: ”Det er Dante.” 

EM: ”Dante Aligheri?! Den store digter?” 

Vergil: ”Nej… Dante Aligheri var en detektiv der løste mordgåder om lys og mosaikker, i en setting tyvstjålet fra Umberto Eco, hvor alle irriterende nok kaldte hverandre for ’Messer’ hele tiden.” 

EM: ”Men hvem er denne ’Dante’ så?” 

Vergil: ”En korsridder fra Richard Løvehjertes og Saladins tid, der vender hjem for endelig at møde sin elskede Beatrice igen, men finder hende i Djævelens vold, bundet af alle de synder han har begået i den tro at korstoget gav ham syndsforladelse.” 

EM: ”Det var dog frygteligt! Er han så fortællingens skurk?” 

Vergil: ”På en måde. Lucifer har narret både ham og Beatrice, så han er den virkelige skurk… men Dante er trods sin hæse Chistian Bale-stemme ikke helten – den rolle er bestemt for Gud alene.” 

EM: ”Så han må gå igennem ild og vand for at frelse sin elskede?” 

Vergil: ”Det må han, ja. Bogstaveligt talt.” 

EM: ”Og betale en høj pris for sine synder? Tvunget til at se dem igen og igen for sit indre øje?” 

Vergil: ”Ja og nej. I filmens bedste scener konfronteres han igen og igen med de frygtelige ting han har gjort. Resten af tiden bruger han på at dræbe alt og alle han overhovedet kan få øje på.” 

EM: ”Så det var vold i Guds navn der bragte hans elskede i Helvede, og nu får han lov til at betale prisen… ved at gøre præcis det samme?” 

Vergil: ”Ingen sagde at denne Dante var særligt kvik… Hans ordforråd består alene af at råbe ’Beatrice!’ og ’AAAAAAAAaaaaaghhhhhhhhh’…” 

EM: ”I sandhed fordummende. Hans nedslagtning af helvedes legioner er lige så stupide som de er bjergtagende smukke. Det er som Disneys Fantasia … fra Helvede!” 

Vergil: ”I dét har du ret, min unge ven. Men jeg er også med i filmen i rollen som ’Captain Exposition.’ Men selv om jeg slynger rundt med navne uden mål og med, når jeg i det mindste at ytre navne og historisk baggrund for de fleste af dæmonerne og de fortabte sjæle… et par sekunder før Dante hugger dem i småstumper i sit hellige raseri.” 

EM: ”Så du mener at der også er noget at kommer efter, for andre end de, med klassisk mytologi, indforståede?” 

Vergil: ”Det er hvad jeg siger. Tør du fælde dom, du, hvis domme over andres skaberværker har bragt dig til dette sted?” 

EM: ”Jeg vil forsøge at være retfærdig, vel vidende at der kun én sandfærdig dommer er. Vorherre. Og det skal jeg jo udpensle. For læsernes skyld. 

Jeg har hidtil altid hævdet at det ikke er godt nok hvis et kunstværk når ud til sin målgruppe, for hvis det alene gør dét, udfordres de ikke – og det er nemt at sige at noget vil falde i målgruppens smag, hvis målgruppen er analfabetiske 15-årige…” 

Vergil: ”Vid at du graver dig selv dybere og dybere ned til hovmods kreds…” 
 
EM: ”Nuvel. Ergo må man se på hvad et kunstværk er – og hvad det ikke er. Først og fremmest har det intet med Dantes Guddommelige Komedie at gøre. Titlen er valgt fordi det lyder godt. Derfor er der ingen grund til at rase over alle de steder den går fejl. Den må bedømmes som en visuel oplevelse, og for sin egen historie. Rent æstetisk set er den mesterlig, og selv om nogle måske vil føle at de mister tråden fordi den er animeret på 6 forskellige måder af 6 forskellige instruktører og deres hold, betyder det at næsten hver eneste af Helvedes kredse byder på noget radikalt nyt og spændende at se på. Det er en historie om en ond mand der konfronteres med sin fortid, og vil redde en kvinde. Samme plot som tegneserien Requiem, Chevalier Vampire og filmen Solomon Kane, og ligesom med Requiem foregår det bogstavelig talt i Helvede. 

Til forskel fra henholdsvis Heinrich og Kane er helten – eller hvad man nu skal kalde ham – fåmælt, unuanceret og virker ikke som en angrende synder. Dialogen er skrevet som et digt, men uden for de mange flashbacks er det ren liren af, og man kunne virkelig have ønsket sig færre personer, der hver især havde mere baggrundshistorie. 

Filmen er baseret på et computerspil. Det er forståeligt at der i et spil konstant må ske noget i form af action og med masser af fjender at bekæmpe – derfor er det uforståeligt hvorfor filmen skal føles som at se på et computerspil. Den ligeledes ganske flot animerede Dead Space: Downfall var også baseret på et action/rpg-spil, men føltes mere som en film, selv om den – ulig denne film – ikke var designet til at stå alene. 

Der er noget at komme efter, men fuldt tilfredsstillende er den ikke. Dixi.” 

Vergil: ”Bravo, min unge ven. Jeg gratulerer. Endelig har du lært at se en film på dens egne præmisser.” 

EM: ”Har… har jeg dét? Så jeg er fri?!” 

Vergil: ”Så fri som du selv ønsker at være, min unge ven. Sandheden er at vi alle er Helvede nogle gange. Nogle gange som fanger, nogle gange som vogtere. Du har været din egen vogter. Ingen har tvunget dig til at bruge din energi på fanzines, undtagen dig selv. Du har hele tiden været i dit eget, personlige Helvede!” 

EM: ”Jeg forstår… ja, ved Gud, jeg har set lyset! Men… uden for er her stort… og lyst… Jeg har vænnet mig til mørket. Måske har jeg fortjent stedet, som det har fortjent mig!”Vergil: ”Måske! Der har altid været godt fyldt op i Helvede, men i Himlen er der altid plads til flere. Gud har tilgivet dig, unge ven. Tilgiv nu dig selv, og gå ud herfra… og synd ej mere.”

 Anmeldt af Erasmus Miles og Vergil, poet af Guds Nåde (Rasums Wichmann) i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Animation, Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Monsters

Monsters
Film, 2010
Instr. & Mans: Gareth Edwards.
Medv.: Scoot McNairy, Whitney Able

På tur gennem “monsterland”

Kan man lave en rimelig vellykket genrefilm for under 500.000 $, hvoraf mange af disse penge er gået til distribution og efterbearbejdelse ?

Ja, hvis udgangspunktet er, at instruktøren starter med selv at tage på primitiv “ferie” i mellem-amerika, sammen med et par venner, et rimelig standard digitalt HD-kamera og 2 skuespil­lere. Instruktøren har en løs synopsis i hovedet og, hver gang han finder en spændende location beder han skuespillerne om at improvisere sammen med de lokale statister, imens han filmer løs i bedste dokumentar-stil.

Grundideen er følgende: En sonde har været på Jupiters måne Europa og har der fundet liv – Da den vender tilbage, styrter den ned i Mexico og de biologiske prøver formerer og spreder sig med stor hast. Specielt inficeringen af et meget stort dyr, der minder om en selvlysende giga-goble/krebs på minimum 30 meter, skaber så store problemer at Mexico i praksis er blevet til en karantæne-zone, der bevogtes med alle tænkelige midler.

En forhutlet freelance fotograf, der befinder sig syd for karantæne-zonen, bliver noget nølende overtalt til at tage en rigmands datter med nordpå tilbage til USA. Diverse uheldige omstændigheder medfører, at rejsen i stedet for at foregå til havs kommer til at gå tværs igennem det inficerede område.

Monsters bliver derved til en glimrende road-movie med en masse fantastiske post apokalyptiske billeder – en bamse i gasmaske, særprægede plakater og TV-nyheder med skumle flertydige budskaber, tørretøj på pigtråd, rustne fiskekuttere i jungletrætoppe, den 300 meter høje effekt-mur på grænsen mellem USA og Mexico mm – Nej det er ikke et CGI-overflødighedshorn som Cloverfield og Skyline, men det gør efter min mening ikke filmen dårligere og de effekter der er, er betydeligt bedre end masser af ældre genrefilm. Det er tydeligt, at instruktøren, der selv er effektmand, ved hvad han laver med sit minimale budget. Hvis man har lyst så kan man vælge at se filmen som en allegori over eksempelvis USA’s indvandrings politik eller USA’s trang til at løse deres problemer med bombemaskiner. Den britiske instruktør påstår selv hårdnakket, at han slet ikke havde tænkt i de baner…

Man kan også lade politikken være og se, hvordan de lidt sære omstændigheder påvirker de medvirkende i filmen, der får en eksistentiel oplevelse ud af rejsen.

Filmen havde en yderst begrænset premiere herhjemme i marts og kan fås på DVD/BR til billige penge. Anbefales.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

P.C. Hodgell – Bound in Blood

Bound in Blood
Roman af P.C. Hodgell
Baen Books, 2010
434 sider, $7.99

P.C. Hodgell begyndte fantasy-serien om Kencyrath-folket tilbage i 1982 med romanen God Stalk, og siden er fulgt flere bøger med ujævne mellemrum på flere forskellige forlag hvoraf to gik konkurs. For nylig overtog Baen Books og har genudgivet de første fire romaner, først som e-bøger og siden i to samlinger, The God Stalker Chronicles og Seeker’s Bane (begge 2009). Bound in Blood er den første nye roman i serien fra Baen Books, og til december 2011 kommer endnu en roman, Honor’s Paradox.

Det er et godt initiativ fra Baen Books at tage sig af denne alt for oversete serie, som genremæssigt lægger sig et sted mellem ‘New Weird’ og klassisk fantasy i Weird Tales-stil. Bøgerne handler om Kencyrath-folket, som består af tre distinkte racer, de aristokratiske Highborn, som ofte besidder magiske evner, kriger- og håndværkerkasten Kendar og de løvelignende Arrin-Ken, som lever for sig selv i skovene når de ikke fungerer som en slags dommere over Highborn. De tre racer er blevet bundet til hinanden af en gud kaldet The Three-Faced God for at bekæmpe det verdensødelæggende kaos kaldet Perimal Darkling. Kencyrath-folket har i årtusinder kæmpet mod Perimal Darkling på verden efter verden, og omkring tre tusind år før bøgerne starter er de blevet fordrevet til verdenen Rathillien, hvor de har bosat sig i The Riverland, et gammel, forladt rige. De er en skygge af fordums stolthed og er splittet af intriger og gamle fejder.

Seriens hovedperson, den unge Highborn-pige Jame, er vokset op fjernt fra The Riverland, dels i en næsten forladt fæstning tæt på grænsen til Perimal Darkling, dels i dette kaosland. I de første bøger søger hun at finde sit folk, som hun dårligt kender. Hun er en viljestærk pige i besiddelse af flere usædvanlige egenskaber, blandt andet en forbløffende evne til rode sig ind i alle mulige besværlige situationer, også efter at hun genfinder sit folk og sin tvillingebror, Torisen, som nu er blevet Highlord, øverste leder. I Bound in Blood er hun blevet optaget i Kencyrath-folkets militære akademi og bliver involveret i intriger, der trækker tråde tilbage til hendes families dystre fortid, samtidig med at hun også er blevet rodet ind i konflikter mellem Rathilliens gamle naturguder og urfolket Merikit, som ikke nærer den store kærlighed til Kencyrath-folket.

Rathillien er en verden med mange besynderlige træk, for eksempel kaosstorme, der kan forandre hele lande på en enkelt dag, og bizarre livsformer såsom pansrede rovheste, levende sten med tænder og træer hvis blade trækker sydpå om vinteren. De bizarre elementer bliver balanceret med en del humor og et spændende, til tider episk plot. Dette bind og den foregående roman, To Ride a Rathorn, er mindre episk anlagte end de tre første og fokuserer mere på James personlige relationer til sin omverden, men vi får en del at vide om Kencyrath-folkets traditioner og fortid, og der
bliver langsomt lagt an til et dramatisk opgør mod Perimal Darkling en gang ude i fremtiden. Det er lidt uklart om temposkiftet er en bevidst strategi fra Hodgells side som afveksling fra den temmelig hæsblæsende handling i de tidligere bind, eller om hun træder en smule vande mens hun arbejder sig frem mod seriens klimaks. Jeg følte mig meget godt underholdt mens jeg læste bogen, men kunne nogle gange godt ønske mig at den overordnede plotlinje ville gå lidt hurtigere. Bogen lider lidt af det samme syndrom som midter-bøger i trilogier ofte lider under: Optakten til konflikten og introduktionen til steder og figurer sker i første bind, og forløsningen kommer i sidste bind, så midten bliver let en masse gøren og laden, der kun langsomt driver plottet videre.

Under alle omstændigheder vil jeg anbefale at læse serien fra starten, og især bind to (anden halvdel af The God Stalker Chronicles) regner jeg blandt de bedste fantasy-bøger jeg har læst. Jame er en sympatisk hovedperson som man kommer til at holde af, og bøgernes verden forener klassiske fantasy-troper med nye påfund, som er bizarre på den gode måde.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Nightmare on elm street

Nightmare on elm street
Film, USA, 2010, 91 min.
Instr.: Samuel Bayer
Medv.: Clanncy Brown, Jackie Earle Haley, Katie Cassidy, m.fl.
På DVD fra Sandrew Metronome.

Ingen kan måle sig med Robert Englunds Freddy Krueger. Godt så er det sagt, så gider jeg ikke høre mere om den diskussion, for den har sådan set ikke noget at gøre i en film hvor vi ser Jackie Earle Haleys Freddy Krueger.

Historien starter på en diner. En dreng gør selvmord foran en masse andre unge, og den ubehagelige oplevelse virker til at vække noget i dem alle. Noget der burde have været glemt. For hvem er det forbrændte monster, der besøger dem i deres drømme, og hvad er det at han vil have dem til at huske? Og hvorfor prøver byens forældre at fortrænge børnenes barndom?

Personligt elsker jeg Nightmare on Elm Street-serien. Det hele. Fra den første til den sidste film med Englund. Tv-serien, I love it! Og ja, jeg elsker sgu egentlig også den her udgave.

Det er en opdatering af den gamle 1’er, med lidt blandede bolsjer fra de andre gamle, og lidt opdateringer som hører til nutidens unge. Hvilke positive ting har denne udvikling ført med sig? Jo, vi kan endelig tale lige ud af posen: Kruger er en pædofil satan, der ikke bare nøjes med at dræbe de små børn som i den originale – man må tydeligvis lidt mere i dag.

 Historien er også blevet strammet lidt flere steder, og vi har en tempofyldt gyser, der nok tiltaler nutidens unge lidt mere end den klassiskes lidt langsommere, men nervepirrende fortællestil og billedside. Det har selvfølgelig kostet nogle spændingsskabende øjeblikke, men jeg vil sige at det har været et ok offer. Hellere at det så lykkes en at tiltale det nye publikum.

Hvad har vi med fra de gamle? Tricket med at gøre os i tvivl om hvem der er hovedpersonen, det fungerer stadig. En masse klassiske drømme, bare opdaterede og visuelt pænere. Enkelte kunne man måske godt have undværet da de ikke bidrager med noget nyt visuelt eller dramatisk, andre er et glædeligt gensyn med det der engang skræmte os. Sjovt nok, når nu jeg snakker så meget om det nye publikum, tror jeg stadig at det er de drømme, der skræmmer mest – de fungerer sgu bare …

En af de ting, der betød meget for mig er at de har opdateret gruppen af unge lidt. Det har altid været kreative og nytænkende unge (i modsætning til ham hockey-spillerens ofre), men i den nye udgave får de også en kant, der gør dem lidt mere realistiske for det moderne publikum. Rart, da jeg tror at specielt den gamle Nancy nok ville virke for renskuret og pæn nu om dage.

Freddys opdatering er egentlig også forfriskende. Det er også tydeligere at makeup-folkene har villet noget andet i den her film, end i de gamle. Nok også smart, da det jo ville være fjollet bare at genskabe
Englunds klassiske make-up, når nu vi bare ikke vil have den sammenligning. Freddy ligner for en gangs skyld et brændoffer. Dvs ingen ører, ingen læber. Forvreden hud, og en kind, der engang har været der (noget de allerede legede med i de gamle, men ikke havde teknologien til at skabe ordentligt). Det fungerer, og man vækkes af lige dele afsky og medlidenhed når man ser Jackie Earle Haley på skærmen. Denne Freddy er også højere og slankere end den gamle, hvilket igen får ham til at fremtræde mere uhyggelig og overmenneskelig end den Englunds udgave. Jokesne er også skåret ned til et minimum (et plus herfra!), den nye Freddy er en led satan, ikke en farverig nar.

Det man skal sige til sig selv når man ser et remake er, at den ikke (nødvendigvis) er lavet til de gamle fans. Den er lavet til nutiden. Dem der nu går i biografen for at blive skræmt, eller dem der nu holder filmaften sammen med drengene. Tiltaler den de gamle fans? Ikke nødvendigvis. Som sagt, ingen kan overgå Robert Englund. Kan den tiltale nutidens unge? Det tror jeg. Det er stadig en ubehagelig historie, og opdateringen af spændingskurve og billedside har virkelig klædt det morderiske mareridt. Egentlig er spørgsmålet mere om Slasher-genren stadig siger de unge noget … Eller om det hele går op i torturgysere som Saw og Hostel. Jeg er glad for denne lille opdatering af en klassiker, og håber egentlig også der kommer en ny udgave når mine børn er gamle nok (og født) til at se den.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Strigoi – The Undead

Strigoi – The Undead
England, 2009, 105 min.
Instr.: Faye Jackson
Medv.: Catalin Paraschiv, Camelia Maxim, Constantin Barbulescu
På DVD fra Another World Entertainment.

Begrebet ”strigoi” udgør en vigtig del af den rumænske mytologi og dækker lidt bredt over mennesker med magiske egenskaber, udøde sjæle og udødelige vampyrer, gør filmomslaget praktisk opmærksom på. Og nu dækker udtrykket så ydermere over en underspillet og sorthumoristisk, skæv og anderledes vampyrfilm, som samtidig er instruktøren Faye Jacksons spillefilmsdebut.

Historien er henlagt til Rumænien efter kommunismens fald, hvor beboerne i landsbyen Polodeni henretter den magtfulde rigmand og jordmagnat Constantin Tirescu og hans kone for mordet på den lokale drukkenbolt Florin. Tirescu snerrer inden sin død, at han vil vende tilbage.

Uvidende om henrettelsen vender Vlad tilbage til fødebyen efter sine lægestudier i Italien og finder nogle af landsbyboerne vågende omkring Florins åbne kiste, som det er gammel rumænsk skik og brug. Vlad
bemærker dog, at Florins lig har tydelige mærker på halsen efter kvælning, også selv om de
vågende hævder, at mandens død var en ulykke. Der er ugler i mosen, og Vlad indleder hurtigt sin egen efterforskning af sagen, som tegner sig stadig mere ejendommelig og udfordrer både hans tålmodighed og logiske sans. For selvfølgelig er parret Tirescu da ikke færdige med at terrorisere egnen …

Og her kunne man så tro, at der var lagt op til dunkel vampyrhorror fra Draculas egen baghave, men Strigoi går en anden vej og fokuserer egentlig mere på Vlads efterforskning af Florins død og gryende accept af, at hans logik og sunde fornuft kommer til kort over for hjemegnens kultur og mystik.

Den lærde Vlads møde med de lokale bondejokker, familie eller ej, skaber en del skæve scener, navnlig i kraft af disse bifigurers underligt skuldertrækkende holdning til omstændighederne. Særhederne er et stykke af vejen charmerende og ret morsomme, men efter nogen tid synes historien lidt at gå i tomgang. For selv om det da er interessant, at instruktøren har valgt at gribe vampyrmyten anderledes an, end vi er vant til, bliver det svært ikke at savne noget, i ordets bogstaveligste forstand, bid i fortællingen.

Bevares, som allerede nævnt, vender Tirescu’erne tilbage, godt røde i knolden og med en umættelig appetit på hvad som helst. Ja, du læste rigtigt: Ikke nødvendigvis blod – de her vampyrer æder dig fra hus og hjem, og hvis du har mad nok i køleskabet til at holde dem kørende til solopgang, er problemet løst. Og ellers er du på spanden. Der er snarere tale om ædedolke end blodsugere, men under alle omstændigheder er vampyrtematikken også blot en metafor for den kapitalisme, der rejste sig fra kommunistdiktaturets aske. Tirescu har gennem afpresning og jordopkøb sat sig på egnens ressourcer og udnytter groft de fattige landsbyboer.

Vlad undersøger rigtig nok mordet på Florin, men efterforskningen dvæler mere ved Tirescus opkøb af grunde og lignende håndgribelige sager, og ikke så meget ved den rumænske mystik, der ellers ligger ligefor og kunne give historien det tiltrængte spark bagi. Det lugter af spildt potentiale og manglende forståelse for, at de mennesker, der investerer tid og penge i en vampyrfilm, næppe gør det for at se en krimi.

Når mystikken endelig breder sig, har det mere karakter af løse ender. F.eks. står det hen i det uvisse, om der egentlig er strigoi i Vlads egen familie. Og nogle af filmens personer, heriblandt Vlad selv, udvikler undervejs et ejendommeligt udslet af røde knopper, der nok burde være et lægebesøg
værdigt, men ingen af dem bemærker det tilsyneladende. Det gør publikum dog, for der er ikke nogen tvivl om, at vi skal lægge mærke til det og … hvad, præcis?? Ud over manglen på svar, blafrer selve slutningen desværre også lidt i vinden.

Strigoi lægger lovende ud med et veltegnet og stemningsfuldt billede af Polodeni og dens indbyggere, og der er flere pudsigheder at more sig over. Faye Jackson viser bestemt potentiale som instruktør, men desværre følger plottet ikke med spilletiden. Det er som at se en række gode scener uden det nødvendige flow, der kunne bringe oplevelsen i mål. Filmen bliver simpelt hen aldrig summen af de ellers udmærkede dele. Respekt til instruktøren for at ville skabe en usædvanlig film inden for genren, men nogle gange kan det også bare blive for snedigt.

Karakter: 4/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Frozen

Frozen
Film, USA, 2010, 93 min.
Instr.: Adam Green
Medv.: Shawn Ashmore, Emma Bell, Kevin Zegers m.fl.
På DVD fra SF Film.

”Gysergenren er sgu snart ikke andet end zoom og chokef­fekter,” sagde den ene gyserekspert til den anden. ”Ja,” Sagde den anden, ”hvis ikke de springer alt det over og bare viser splattereffekter i evindelige torturscener.” De rystede begge opgivende på hovedet. Det bliver aldrig som i gamle dage.

Nej, det gør det forhåbentlig ikke, så ville vi jo … Altså … gå tilbage-agtigt? På den anden side, hvis man lavede film som i gamle dage, ville der ikke være behov for at se dem, man kunne bare se de gamle igen og igen …

Frozen er grunden til at man ikke skal lave film som i gamle dage. Frozen er grunden til at man skal lære af historien, ikke genskabe den. Frozen er et mesterværk, der tager alt det der fungerede dengang, og gør det igen. Bare på en ny måde. Det er ikke torturporno eller hurtige krydsklipninger. Det er bidende intensitet og trøstesløshed på en skilift. Det er lækkert.

Frozen starter med at vi følger tre unge mennesker, en pige og to drenge, der er på skiferie et eller andet fancy sted. De vælger så at bestikke ham der står ved skiliften til at give dem en ekstra tur, men noget går derefter fuldstændigt galt. Skiliften stopper midt i luften. Lyset går ud. Alle er gået hjem. Skistedet er lukket. Det er søndag. De åbner først igen fredag. De tre unge har ikke en chance i den bidende frost.

Den er blevet kaldt et lille mesterværk af en del anmeldere. Flere har også kommenteret at den er det bedste der er sket for genren i mange år.

Joh, det er det måske. Jeg vælger mere at se på den som et godt billede på hvad vi kan, hvis vi tør gå i den retning. Original? Ja, det er den. Uhyggelig? Ja. Men et mesterværk? Nej. Der er stadig for mange horror-troper, der går igen på en kedelig forudsigelig måde. Selvfølgelig overlever pigen, selvfølgelig ser vi blod og knogler og alt det man SKAL se.

Det der virkelig er grunden til at se den her film er alt det man ikke ser. Og det er ikke meget. For lets face it, det er tre mennesker på en skilift, der er ikke sindssygt vilde settings eller alt det andet man kan bruge til at lave lette gys. Det er tre mennesker på en skilift. Ingen monstre eller mordere. Tre mennesker og en skilift.

Det er alt det vi kender der bliver uhyggeligt igen. I stedet for det forjættede ukendte som så mange gyserfilm tyer til, så er vi i Frozen tilbage ved det kendte. Det der ikke burde være uhyggeligt. Angsten for at falde i søvn og ikke vågne igen. Angsten for at fryse ihjel. Angsten for at sulte ihjel. Angsten for at tisse, for det er meget rart og varmt i starten, men så er det sgu ikke så rart længere i bidende frost.

Nej, Frozen er ikke en af den slags film der gør en midlertidig mørkeræd, for tænk nu hvis morderen gemmer sig. Frozen gør dig ræd for at gå op i skilifter. Og alt muligt andet, man ikke er herre over. For hvor hurtigt kan man egentlig blive spærret ude eller inde, og overladt til naturens vej?

Derfor irriterer de gamle troper mig så også endnu mere. Ja, pigen overlever, selvfølgelig. Ja, det er på grund af at de bestikker vagten, at de ender i problemer – det sker jo ikke for dem, der opfører sig pænt. Og et utal af andre klicheer, der trækker filmens overordnede ide ned. For egentlig trænger vi til en god rar film, der tager spændingen og intensiteten fra de gamle film, bruger ideerne i det kendte, og som hæmningsløst bruger for sig af de karakterer nutidens horror bringer med sig. Dem, der ikke er et moralkompas for os, men som bare er fanget i det, fordi de er der.

Frozen er ikke et mesterværk, men det er et meget godt eksempel på hvad der skal til for at gøre genren relevant igen.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar