Strigoi – The Undead

Udgivet den juni 18, 2011 af Admin

Strigoi – The Undead
England, 2009, 105 min.
Instr.: Faye Jackson
Medv.: Catalin Paraschiv, Camelia Maxim, Constantin Barbulescu
På DVD fra Another World Entertainment.

Begrebet ”strigoi” udgør en vigtig del af den rumænske mytologi og dækker lidt bredt over mennesker med magiske egenskaber, udøde sjæle og udødelige vampyrer, gør filmomslaget praktisk opmærksom på. Og nu dækker udtrykket så ydermere over en underspillet og sorthumoristisk, skæv og anderledes vampyrfilm, som samtidig er instruktøren Faye Jacksons spillefilmsdebut.

Historien er henlagt til Rumænien efter kommunismens fald, hvor beboerne i landsbyen Polodeni henretter den magtfulde rigmand og jordmagnat Constantin Tirescu og hans kone for mordet på den lokale drukkenbolt Florin. Tirescu snerrer inden sin død, at han vil vende tilbage.

Uvidende om henrettelsen vender Vlad tilbage til fødebyen efter sine lægestudier i Italien og finder nogle af landsbyboerne vågende omkring Florins åbne kiste, som det er gammel rumænsk skik og brug. Vlad
bemærker dog, at Florins lig har tydelige mærker på halsen efter kvælning, også selv om de
vågende hævder, at mandens død var en ulykke. Der er ugler i mosen, og Vlad indleder hurtigt sin egen efterforskning af sagen, som tegner sig stadig mere ejendommelig og udfordrer både hans tålmodighed og logiske sans. For selvfølgelig er parret Tirescu da ikke færdige med at terrorisere egnen …

Og her kunne man så tro, at der var lagt op til dunkel vampyrhorror fra Draculas egen baghave, men Strigoi går en anden vej og fokuserer egentlig mere på Vlads efterforskning af Florins død og gryende accept af, at hans logik og sunde fornuft kommer til kort over for hjemegnens kultur og mystik.

Den lærde Vlads møde med de lokale bondejokker, familie eller ej, skaber en del skæve scener, navnlig i kraft af disse bifigurers underligt skuldertrækkende holdning til omstændighederne. Særhederne er et stykke af vejen charmerende og ret morsomme, men efter nogen tid synes historien lidt at gå i tomgang. For selv om det da er interessant, at instruktøren har valgt at gribe vampyrmyten anderledes an, end vi er vant til, bliver det svært ikke at savne noget, i ordets bogstaveligste forstand, bid i fortællingen.

Bevares, som allerede nævnt, vender Tirescu’erne tilbage, godt røde i knolden og med en umættelig appetit på hvad som helst. Ja, du læste rigtigt: Ikke nødvendigvis blod – de her vampyrer æder dig fra hus og hjem, og hvis du har mad nok i køleskabet til at holde dem kørende til solopgang, er problemet løst. Og ellers er du på spanden. Der er snarere tale om ædedolke end blodsugere, men under alle omstændigheder er vampyrtematikken også blot en metafor for den kapitalisme, der rejste sig fra kommunistdiktaturets aske. Tirescu har gennem afpresning og jordopkøb sat sig på egnens ressourcer og udnytter groft de fattige landsbyboer.

Vlad undersøger rigtig nok mordet på Florin, men efterforskningen dvæler mere ved Tirescus opkøb af grunde og lignende håndgribelige sager, og ikke så meget ved den rumænske mystik, der ellers ligger ligefor og kunne give historien det tiltrængte spark bagi. Det lugter af spildt potentiale og manglende forståelse for, at de mennesker, der investerer tid og penge i en vampyrfilm, næppe gør det for at se en krimi.

Når mystikken endelig breder sig, har det mere karakter af løse ender. F.eks. står det hen i det uvisse, om der egentlig er strigoi i Vlads egen familie. Og nogle af filmens personer, heriblandt Vlad selv, udvikler undervejs et ejendommeligt udslet af røde knopper, der nok burde være et lægebesøg
værdigt, men ingen af dem bemærker det tilsyneladende. Det gør publikum dog, for der er ikke nogen tvivl om, at vi skal lægge mærke til det og … hvad, præcis?? Ud over manglen på svar, blafrer selve slutningen desværre også lidt i vinden.

Strigoi lægger lovende ud med et veltegnet og stemningsfuldt billede af Polodeni og dens indbyggere, og der er flere pudsigheder at more sig over. Faye Jackson viser bestemt potentiale som instruktør, men desværre følger plottet ikke med spilletiden. Det er som at se en række gode scener uden det nødvendige flow, der kunne bringe oplevelsen i mål. Filmen bliver simpelt hen aldrig summen af de ellers udmærkede dele. Respekt til instruktøren for at ville skabe en usædvanlig film inden for genren, men nogle gange kan det også bare blive for snedigt.

Karakter: 4/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Frozen

Udgivet den juni 17, 2011 af Admin

Frozen
Film, USA, 2010, 93 min.
Instr.: Adam Green
Medv.: Shawn Ashmore, Emma Bell, Kevin Zegers m.fl.
På DVD fra SF Film.

”Gysergenren er sgu snart ikke andet end zoom og chokef­fekter,” sagde den ene gyserekspert til den anden. ”Ja,” Sagde den anden, ”hvis ikke de springer alt det over og bare viser splattereffekter i evindelige torturscener.” De rystede begge opgivende på hovedet. Det bliver aldrig som i gamle dage.

Nej, det gør det forhåbentlig ikke, så ville vi jo … Altså … gå tilbage-agtigt? På den anden side, hvis man lavede film som i gamle dage, ville der ikke være behov for at se dem, man kunne bare se de gamle igen og igen …

Frozen er grunden til at man ikke skal lave film som i gamle dage. Frozen er grunden til at man skal lære af historien, ikke genskabe den. Frozen er et mesterværk, der tager alt det der fungerede dengang, og gør det igen. Bare på en ny måde. Det er ikke torturporno eller hurtige krydsklipninger. Det er bidende intensitet og trøstesløshed på en skilift. Det er lækkert.

Frozen starter med at vi følger tre unge mennesker, en pige og to drenge, der er på skiferie et eller andet fancy sted. De vælger så at bestikke ham der står ved skiliften til at give dem en ekstra tur, men noget går derefter fuldstændigt galt. Skiliften stopper midt i luften. Lyset går ud. Alle er gået hjem. Skistedet er lukket. Det er søndag. De åbner først igen fredag. De tre unge har ikke en chance i den bidende frost.

Den er blevet kaldt et lille mesterværk af en del anmeldere. Flere har også kommenteret at den er det bedste der er sket for genren i mange år.

Joh, det er det måske. Jeg vælger mere at se på den som et godt billede på hvad vi kan, hvis vi tør gå i den retning. Original? Ja, det er den. Uhyggelig? Ja. Men et mesterværk? Nej. Der er stadig for mange horror-troper, der går igen på en kedelig forudsigelig måde. Selvfølgelig overlever pigen, selvfølgelig ser vi blod og knogler og alt det man SKAL se.

Det der virkelig er grunden til at se den her film er alt det man ikke ser. Og det er ikke meget. For lets face it, det er tre mennesker på en skilift, der er ikke sindssygt vilde settings eller alt det andet man kan bruge til at lave lette gys. Det er tre mennesker på en skilift. Ingen monstre eller mordere. Tre mennesker og en skilift.

Det er alt det vi kender der bliver uhyggeligt igen. I stedet for det forjættede ukendte som så mange gyserfilm tyer til, så er vi i Frozen tilbage ved det kendte. Det der ikke burde være uhyggeligt. Angsten for at falde i søvn og ikke vågne igen. Angsten for at fryse ihjel. Angsten for at sulte ihjel. Angsten for at tisse, for det er meget rart og varmt i starten, men så er det sgu ikke så rart længere i bidende frost.

Nej, Frozen er ikke en af den slags film der gør en midlertidig mørkeræd, for tænk nu hvis morderen gemmer sig. Frozen gør dig ræd for at gå op i skilifter. Og alt muligt andet, man ikke er herre over. For hvor hurtigt kan man egentlig blive spærret ude eller inde, og overladt til naturens vej?

Derfor irriterer de gamle troper mig så også endnu mere. Ja, pigen overlever, selvfølgelig. Ja, det er på grund af at de bestikker vagten, at de ender i problemer – det sker jo ikke for dem, der opfører sig pænt. Og et utal af andre klicheer, der trækker filmens overordnede ide ned. For egentlig trænger vi til en god rar film, der tager spændingen og intensiteten fra de gamle film, bruger ideerne i det kendte, og som hæmningsløst bruger for sig af de karakterer nutidens horror bringer med sig. Dem, der ikke er et moralkompas for os, men som bare er fanget i det, fordi de er der.

Frozen er ikke et mesterværk, men det er et meget godt eksempel på hvad der skal til for at gøre genren relevant igen.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Silent hill

Udgivet den juni 16, 2011 af Admin

Silent hill
Film, USA, 2006, 125 min.
Instr.: Christophe Gans
Medv.: Radha Mitchell, Laurie Holden, Sean Bean, m.fl.
På DVD fra Columbia/Tristar.

Jeg så filmen og tænkte: Det her kunne have været fedt. Det er det bare ikke. Uhyggelige børn. Tvillinge-episoder. Creepy drømmelignende væsner. Religiøse referencer i hobe. Ja, vi har sågar en spøgelsesby og en ild-tematik som binder det hele sammen. Hvad f… gik galt?

Historien starter med en kort introduktion. Vi møder Rose og datteren Sharon, der går i søvne og har mareridt om byen Silent Hill. Rose gør selvfølgelig det en hver god mor gør, når ens barn har mareridt, hun slæber barnet med til det uhyggelige sted de drømmer om. (Selv mødrene i Nightmare on Elm Street var sgu klogere end det). Der er også en far, men han er ligegyldig.

Byen viser sig at være en spøgelsesby indtil det ikke er det, fordi der er et kristent muldvarpefolk, der ofrer kvinder for hekseri. Det ene fører til det andet, Sharon bliver selvfølgelig væk – dumme mødre får dumme børn – og det er nu op til Rose at finde hende. Der er også en kvindelig politibetjent, men hun er ligegyldig.

Silent Hill bygger på et spil. Nu kan jeg selvfølgelig som min gamle medielærer i sin tid gjorde erklære at det er derfor. Spil har ingen historie, derfor bliver det selvfølgelig en dårlig film. Desværre kender jeg spillet (spillene), og er egentlig positivt stemt overfor dem. Så den køber jeg ikke helt, det med spil uden historie og dårlige film. Faktisk tror jeg det modsatte er sket. Spillene har haft for meget historie, og filmforfatterne har famlet i blinde, samtidig med at de har inkorporeret så mange elementer som muligt, fordi det var jo DEM der var fede i spillene. Men præcis som med lagkage og forloren skildpadde er det også lækkert, bare ikke blandet sammen.

Ret skal være ret. Monstrene er lækre, ”slutbossen” (hedder det på spil) er også nasty og fed, Silent Hill er et pænt spooky setting. Muldvarpefolket fungerer så ikke, og kunne sagtens have været erstattet med nogle mere plausible spøgelser/monstre. Og så skulle man have holdt sig til en historie, uden for mange
sidespring. Man kan lave en del af den slags i spil fordi ens erkendelsesramme fungerer anderledes, på film er man bare lidt mere bundet af hovedpersonens linearitet.

Kan jeg anbefale Silent Hill? Ja, endelig. Installer det med det samme. Jeg ville også gerne sige at du skulle se filmen, men den er ligegyldig.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

Sweatshop

Udgivet den juni 15, 2011 af Admin

Sweatshop
USA, 2010, 83 min.
Instr.: Stacy Davidson
Medv.: Ashley Kay, Peyton Wetzel m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Som mangeårig filmnyder har jeg lært aldrig at tage diverse skamrosende citater fra mere eller mindre (oftest det sidste) kendte medier for gode varer, når disse optræder på omslaget til en tvivlsomt udseende film af og med ukendte mennesker.

Oftest har sådanne påtryk den modsatte effekt på mig: Jeg føler mig pludselig overbevist om, at et eller andet må være virkelig galt fat og styrer nærmest konsekvent udenom. Bevares, i ny og næ er man da heldig at finde en lille, overset perle under sådanne omstændigheder, men erfaringen taler desværre for, at nøgleordene netop er ”i ny og næ” og ”heldig”.

Hvor næsten enhver film kan finde en anmelder eller to, der trods alt har et blødt punkt for den (eller PR-folkene i det mindste kan sakse et anmeldercitat ud af kontekst og få det til at klinge positivt), er der noget
anderledes troværdigt over, når festivalpriser pryder omslaget. Og på Sweatshop understøtter en stribe sådanne priser anmeldercitaterne, mens bagsideteksten ydermere kalder filmen ”den kritikerroste festivalfavorit”. Sidste gang, jeg oplevede noget lignende, var da den ganske underholdende og interessante The Last Horror Movie gjorde mine forventninger om en total skodoplevelse til skamme. Kunne man faktisk være lige så heldig med denne her?

En gruppe gothpunkere (kalder filmen dem; min manglende viden om subkulturerne afholder mig fra selv at turde definere) rykker ind i en lagerhal for at holde et kæmpe raveparty. Eller snaveparty, fristes man til at sige, for under forberedelserne finder arrangørerne tid til både at score og hore på kryds og tværs. Et af omdrejningspunkterne for sex og intriger er uforståeligt en dum og ucharmerende truckertype, og i genrens ånd bliver det da også til lidt bar hud, inden nedslagtningen rigtig griber om sig.

Denne (nedslagtningen, ikke huden!) sørger aftenens hemmelige gæst for: en meget stor og ubehagelig gut iført kedeldragt, dyreskind og svejsemaske og bevæbnet med en ambolt på en stang, som med rette kan forventes at knuse nogle hoveder undervejs. Sammen med et par andre fæle og blodtørstige eksistenser har han ventet på frisk kød i lagerhallens mørke, og mens arrangørerne pukler med øl, fisse og ravemusik, tager disse umennesker et voldsomt og meget blodigt forskud på festen.

Det er nu heller ikke fordi, dét ligefrem gør verden til noget fattigere sted. Filmen bruger godt nok lidt krudt på at etablere sine karakterer og deres indbyrdes relationer, men de unge mennesker er enten snotstupide, gennemført usympatiske, irriterende eller ligegyldige – nogle endda flere af tingene på én gang. Det er ikke noget nyt i slasherfilm, men hvor karikerede deres persongallerier så kan være, er der som regel nogle, hvis træk er mere forsonlige end andres. Selv om enhver splatter-entusiast til hver en tid vil juble over et vellavet drab, må det alligevel gerne være lidt synd, når i det mindste visse af personerne dør. I Sweatshop spænder fokus over alle karaktererne, og deres adfærd og brister gør det desværre enten vedkommende eller til en lettelse, når de kommer af dage. Filmen mangler virkelig nogen, vi kan holde med, så det ikke kan være fuldstændig det samme at se dem dø. I stedet kan vi uberørt se til, mens en flok idioter planlægger fest for en flok andre idioter og så bliver slået ihjel én efter én.

Filmens morderiske sataner fejler ikke noget i designet, men det virker ikke, som om der har været tænkt længere end at placere dem i mørket, smide en flok gothpunkere ind til dem og så aflive indtrængerne i tilfældig rækkefølge. Det er der i det mindste blevet et par ganske veludførte og klamme volds- og drabsscener ud af, den ros skal filmen da have. Men det har rigtig, rigtig mange andre og bedre film bare også, og intet ved denne stikker anbefalelsesværdigt ud.

Med andre ord er der bare tale om blot endnu en ligegyldig gang metervare indenfor genren. Førnævnte festivalpriser taget i betragtning, håbede jeg, at folkene bag filmen havde været lidt kreative i andre henseender end blot splattereffekterne. Efter et gennemsyn er jeg desværre tilbøjelig til at tro, at der bare var tale om sløj konkurrence.

Karakter: 3/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Legenden om Vogterne – Uglerne fra Ga’Hoole

Udgivet den juni 14, 2011 af Admin

Legenden om Vogterne – Uglerne fra Ga’Hoole
USA, 2010, 97 min.
Instr.: Zack Snyder
Originaltitlen: Legend of the Guardians – The Owls of Ga’hoole
Medv.: Jim Sturgess, Ryan Kwanten, Geoffrey Rush, Helen Mirren m.fl.

Hvad uglen i hulen, har Zack Snyder nu begået en animationsfilm med talende dyr?? Den samme gut som gav os voldsorgierne Dawn of the Dead (2004), 300 og Watchmen??? Jo jo, den er god nok.

Uglebrødrene Soren og Kludd og lillesøsteren Eglantine bliver af deres far flasket op med historien om, hvordan Vogterne af Ga’Hoole, for mange år siden reddede selve ugleheden fra en ondskabsfuld klan kaldet De Ædle. Mens Soren og Eglantine elsker historierne og drømmer sig i de sagnomspundne vogteres sted, har realisten og kynikeren Kludd dog ikke meget til overs for historierne.

De to umage brødre er nået den alder, hvor de bakser med at lære flyvningens ædle kunst og under en smugtræning, kommer de galt af sted og falder fra deres trygge hjem i det store træ og ned i skovbunden. De får dog hurtigt andet at bekymre sig om, end hvordan de skal komme op igen, da de kidnappes af fremmede ugler, som fører dem og en masse andre uglerunger med til De Ædles tilholdssted. Her hjernevaskes fangerne til at tjene De Ædle som slaver eller soldater.

Det lykkes dog Soren at stikke af fra undertrykkerne, og han begiver sig ud for at søge Vogternes hjælp, mens Kludd fristet af udsigten til magt vælger at slutte sig til De Ædles selverklærede og fascistoide elite som soldat. Selvsagt venter der både et opgør mellem Vogterne og De Ædle og mellem de to uglebrødre.

Legenden om Vogterne er baseret på de tre første bøger i Kathryn Laskys romanserie
Guardians of Ga’Hoole. Hvis dét lyder som meget at gabe over i blot én film, er der nok noget om det. Flere lunkne anmeldere har i hvert fald kritiseret filmen for at være for fragmenteret med for mange sidehistorier og ikke komme tilstrækkeligt i dybden med sine karakterer. Plotmæssigt synes jeg ikke, filmen gaber over mere, end den kan holde til; det er en solid gang eventyr af den slags, hvor vores hovedperson mere eller mindre frivilligt kommer til forskellige steder, havner i forskellige spændende situationer og gør diverse
bekendtskaber i jagten på problemernes løsning. Jeg medgiver til gengæld gerne, at plottet godt måtte give mere plads til dybde og motivation hos nogle af uglerne.

Det kan sommetider også være lidt svært at se forskel på visse af karaktererne, ikke mindst Soren og Kludd (men nu ER de jo trods alt brødre …), men rent teknisk fungerer filmens visuelle side upåklageligt. Nej, stryg dét – den er rent øjeguf! På dén front giver effektmagerne Animal Logic (der også stod for billedsiden af pingvingfilmen Happy Feet) vitterlig de fleste andre computeranimerede film baghjul med Legenden om Vogterne. Musikken supplerer generelt godt, selv om et enkelt stykke til en montage er et ret ejendommeligt og skurrende valg. De originale stemmer fungerer godt med bl.a. gamle og
elskede kendinge som Helen Mirren, Sam Neill, Geoffrey Rush og Hugo Weaving. Mit (import-) eksemplar indeholder ikke de danske stemmer, men jeg har læst mig til andetsteds, at disse også skulle være gode.

Den danske synkronisering bør dog ikke forlede nogen til at tro, at filmen er for de mindste. Som jeg indledningsvis bemærkede, har instruktøren en tradition for meget brutale film. Legenden om Vogterne ikke er i nærheden af disse, men for en animeret film med puttenuttede og sjove dyr, er den sine steder både ret dyster og voldsom. I denne forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på animatoren Don Bluth, hvis film også ofte havde en tendens til at lande imellem et par stole publikumsmæssigt. Det ene øjeblik lavede fjollede bifigurer barnlige optrin, det næste tog historien en mørk, måske for det yngre publikum endda uhyggelig drejning.

Personligt har jeg et blødt punkt for både Don Bluths tegnefilm og nærværende uglefilm, og det er ikke noget, jeg betragter som et graverende problem. Filmen vil egne sig til større børn, teenagere og voksne med deres indre sådanne i behold. Jeg nød den i hvert fald trods dens ujævnheder.

På bundlinjen er Legenden om Vogterne en tætpakket og klichéfyldt, men også eventyrlig og helt afsindigt flot film. Til trods for at være Zack Snyders hidtil svageste film, er den stadig god underholdning. Jeg kan kun konstatere, at manden sætter et højt bundniveau og give de vingede vogtere en anbefaling med på vejen.

Karakter: 7/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Vexille

Udgivet den juni 13, 2011 af Admin

Vexille
CGI-tegnefilm, Japan, 2007, 109 min. Instr.: Fumihiko Sori
På DVD fra Another World Entertainment.

Japan er verdens førende udvikler af robotter. Japanere er generelt meget glade for robotter.

Derfor er det forfriskende at se en japansk film som faktisk er ret kritisk overfor hvad denne udvikling vil føre til. I 2067 bliver yderligere forskning i kybernetisk teknologi forbudt i FN-regi, og Japan bliver så fornærmet at de trækker sig næsten totalt ud af det internationale samfund, og omklamrer hele landet med et elektromagnetisk forvrængningsfelt. 10 år senere begynder amerikanerne at mistænke japanerne for at have infiltreret verdenssamfundet med avancerede menneskelignende robotter, og sender nogle special-agenter afsted for at komme ind i det isolerede Japan for at finde ud af mere om denne farlige teknologi. Det afføder en del action, især en ret spændende sekvens i klimakset. I forhold til andre anime-film er Vexille en udmærket sci-fi/action-film, men der udforskes stort set ingen menneskelige dybder i forbindelse med plottet, udover at det fremgår at filmen opfatter den løbske robotteknologi som noget negativt, der er en trussel for mennesket. I stedet er der nogle ret uinteressante romantiske forviklinger, som den noget stive animation ikke formår at få til at virke naturlige. Ikke nogen vigtig film, men den går lige an hvis man står og mangler en action-film på en hverdagsaften.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Animation, Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Jernets herre

Udgivet den juni 12, 2011 af Admin

Ironmaster
– Jernets herre
Film, Italien, 1983, 90 min.
Instr.: Umberto Lenzi
Medv.: Sam Pasco, Elvire Audray, George Eastman, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Jernets herre markedsføres som en film i stil med Conan the Barbarian, men faktisk er det en film om hulemænd på tærsklen til jernalderen. Hovedpersonen, Ela (Sam Pasco i sin første og sidste filmrolle), ligner dog Arnold Schwarzenegger ikke så lidt – hans hår (hvis det da er hans eget) er lysere, men hans muskler er så store at han næsten ikke kan gå.

Ela er så god som dagen er lang, og samtidig en uovertruffen kriger. Den gamle vise leder af stammen står overfor at skulle vælge sin efterfølger, og han vil hellere vælge den retskafne og fornuftige Ela end sin egen søn, Vood, som er impulsiv og grusom. Under en kamp med en anden stamme ser Vood sit snit til at slå sin far ihjel for selv at blive høvding, men Ela afslører ham og får ham forvist fra stammen. Lige i nærheden er en vulkan ved at gå i udbrud, og der finder Vood et stykke størknet jern i en klippesprække, med form næsten som et sværd. Det kan man da kalde held! Nu har Vood et fantastisk nyt våben, og går tilbage til stammen og sårer Ela, som må flygte. Vood overtager magten og går sporenstregs i gang med at undertvinge alle dalens stammer ved hjælp af jernsværd (og ja, stammen lærer nærmest fra den ene dag til den anden at smede jernvåben i stor stil!). Ela har søgt tilflugt hos en stamme af vegetariske pacifister (!) som nægter at bruge våben. Han passer sådan set lige ind, men forsøger dog at overtale dem til at forsvare sig selv imod Vood, som er på vej for at undertvinge dem. Hvordan forsvarer man sig mod jernsværd? Jo, man opfinder bue og pil! Der er vist desværre ingen der har fortalt denne films producenter at bue og pil blev opfundet længe inden jernalderen – men det er ikke en film hvor logik er i højsædet. Det er en underholdende og idealistisk film om letpåklædte hulemænd og -kvinder, hvor temaet er overgangen fra primitive til lidt mere avancerede våben. Den problematiserer menneskets lidt for store villighed til at føre krig, så de stærke kan tvinge deres vilje ned over de svage, og til trods for at filmens hovedperson er en muskelsvulmende kriger, så er det sympatiske budskab at man bør sige farvel til våbnene.

Dels fordi filmen tydeligvis er et rip-off af mere populære film (herunder Kampen om ilden og især One Million Years B.C.), og dels fordi det med buer og pile er lidt anti-klimaktisk, kan man ikke give den mere end en middelmådig karakter. Det er ingen god film, men det er heller ingen dårlig film; underholdningsværdien er der ikke noget i vejen med. En af de sjoveste ting er den onde figur Vood, som spilles af George Eastman (født Luigi Montefiore). Han spillede også hovedbøllen i Hands of Steel, og bare i samme år som Jernets herre (1983) kunne man også se ham i ikke mindre end tre italienske post-apokalypser som i dag næsten er B-film-legender: The New Barbarians, Endgame og især som Big Ape i kitsh-klassikeren 2019: After the Fall of New York (som jeg da vil opfordre AWE til at udgive i en skandinavisk udgave), hvor han uden undtagelse brillierede med sin imposante fremtoning. Også den Schwarzenegger-lignende Sam Pasco hjælper godt til med at gøre filmen seværdig – han spiller faktisk udmærket.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Hands of Steel

Udgivet den juni 11, 2011 af Admin

Hands of Steel
Film, Italien, 1986, 90 min.
Instr.: Sergio Martino
Medv.: Daniel Greene, Janet Agren, George Eastman, John Saxon, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Jeg blev glad da jeg modtog denne film som anmeldereksemplar, for den er nemlig en af den lille håndfuld af post-apokalyptiske firserfilm som jeg tydeligt kan huske fra videoudlejningsmarkedet da jeg var omkring 14 år gammel. Jeg husker stadig den ærefrygt jeg følte da jeg så filmplakaten – samme billede som på den nye DVD-udgave, men med anderledes tekst – på døren til en videobiks: QUERUAK! Det var den titel den udkom under i Danmark – omend der iflg. IMDb.com også var en udgave der hed Manden med jernnæven (måske en undertitel). Originaltitlen er Vendetta dal futuro, men den er mere kendt under dens internationale titler, hhv. Atomic Cyborg og Hands of Steel. Den er én af mange Terminator rip-offs, men den kom på et tidspunkt hvor jeg ikke gik særlig meget i biografen, og på det tidspunkt ikke kendte Terminator. Jeg måtte naturligvis straks se Queruak, dengang i 1986. Filmen handler om en cyborg-fyr, Paco Queruak, som er blevet programmeret til at slå en progressiv politiker og miljøforkæmper ihjel. Hans menneskelighed dukker dog op til overfladen i tide til at holde igen med snigmordet, og da han derefter forfølges af sine magtfulde skabere, tager han flugten gennem den amerikanske midtvests ørken, hvor han gemmer sig på et lille motel som dels fungerer som trucker-bordel og dels som værtssted for lokale armlægningskonkurrencer. De lokale truckere er selvfølgelig nogle frygtelige bøller, som Queruak må sætte på plads fra tid til anden. Der bliver også tid til at kissemisse lidt med motelmutteren. Det ender naturligvis med det store opgør, hvor John Saxon personligt håndterer en mega laser-gøp.

Den dag i dag ved jeg ikke om min erindring om scenen hvor cyborgen sidder og reparerer sin arm-hydraulik oprindelig stammer fra Terminator eller Hands of Steel. Den anden scene jeg bed mærke i for 25 år siden var sekvensen med syreregn – det var jo noget man snakkede meget om dengang, og indenfor billige sci-fi film tog man begrebet meget alvorligt: syreregn var noget der virkelig ætsede sig gennem marv og ben, for slet ikke at snakke om metal. Efter at have set denne film kunne man som ung teenager godt blive lidt bekymret for udsigterne til mere syreregn… men overdrivelse fremmer jo som bekendt forståelsen!

Daniel Greene som Queruak er fysisk imponerende, og filmen udgør sikkert hans karrieres højdepunkt. Den svenske model Janet Agren (som havde en lang karriere i den italienske lavbudgetsfilmindustri) er også pæn at se på, men derudover kan der efter gensynet i 2011 desværre ikke siges ret meget positivt om denne film. Der sker ikke ret meget, begivenhederne er ikke logisk opbyggede, effekterne er til at grine af, skuespil er der næsten intet af, og det meste foregår bare i en total udørk. Det er en fuldkommen uoriginal film, som faktisk må siges at være ret forfærdelig. Men selv forfærdelige film kan betyde noget for den unge og uerfarne men sci-fi tørstige seer, som længes vildt efter underholdning med bare en lille smule sejt sci-fi indhold. Og deri må filmen stadig siges at have sin berettigelse.

Karakter: 3 stjerner ud af 10

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film | Tagget , , | 1 kommentar

Deadgirl

Udgivet den juni 10, 2011 af Admin

Deadgirl
USA, 2008, 101 min.
Instr.: Marcel Sarmiento & Gadi Harel
Medv.: Shiloh Fernandez, Noah Segan, Jenny Spain, Candice Accola m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Rickie og J.T. er to high school-outsidere, som ikke kan det dér med pigerne. Rickie har i årevis været forelsket i Joann, som han har kendt fra barnsben, men hun kommer (selvfølgelig) sammen med en dum machoskid. Rickies ven J.T. gør sig til gengæld ingen illusioner; han vil bare gerne have fingrene (og mere til) i én eller anden pige.

Da de to venner pjækker for at hænge ud ved et nedlagt sindssygehospital, finder de ved et tilfælde en stum, nøgen kvinde lænket til et bord i bygningens kælder. J.T. er begejstret og har ingen skrupler med at tage for sig af retterne, men Rickie er ikke med på idéen og forlader stedet. Dagen efter indvier J.T. ham imidlertid i en endnu mere foruroligende opdagelse. Efter flere forsøg på at tage livet af kvinden, har han erfaret, at hun lever videre, hvor hun burde være død.

Fundet i kælderen river de to venner fra hinanden. Mens Rickie trækker sig fra projektet og forsøger at befri kvinden, bliver J.T. mere og mere besat af sit nye legetøj og skaber sit eget lille kongerige i den forladte kælder. Han rekrutterer en anden outsider til hulen: stenerhovedet Wheeler, der med glæde tager del i løjerne. Rickie står pludselig alene tilbage, og situationen eskalerer yderligere, da Joanns kæreste Johnny lugter lunten og blander sig, og den udøde sexslave viser sig at have appetit på menneskekød og -blod.

Hvis du herfra håber på en plotudvikling, hvor zombiesmitten griber om sig, og horder af levende døde svælger i afrevne lemmer og gennemgnaskede hjerner … Ja, så bliver du altså slemt skuffet. Instruktørmakkerparret Sarmiento og Harel er med denne billige independent-produktion gået udenom den typiske zombieformel og har i stedet vævet en historie om venskab og ensomhed, loyalitet og moral. Faktisk byder filmen på meget lidt zombie ud over den misbrugte og bidske titelperson, men hæng nu alligevel på, for den er absolut ikke mindre spændende eller underholdende af denne grund.

Deadgirl er nedtonet og alvorstung med vægt på sine personskildringer og historie snarere end actionscener, billige forskrækkelser og splat. Dette betyder dog langtfra, at filmen ikke kan være ulækker. Det nekrofile (eller hvad det nu er, når kvinden er både levende og død) tema er i sig selv kontroversielt og vil sikkert virke frastødende på en del. Materialet er dog forvaltet intelligent og med en social tyngde, der understøtter nøgenheden og voldtægtsscenerne som stærke og vigtige virkemidler snarere end blot spekulation.

Filmen skildrer et par sørge-lige eksistenser. Den tilknappede, men velmenende Rickie fumler akavet efter kontakt med en umulig barndomskærlighed. Han har svært ved at finde den nødvendige forståelse og opbakning derhjemme, og da han lader samvittigheden råde i stedet for at tage del i J.T.’s voldtægt, isolerer det ham bare yderligere. I modsætning til Rickie, har J.T. for længst affundet sig med, hvor de står i tilværelsen; for et par tabere som dem, er den nøgne og forsvarsløse kvinde i kælderen det optimale, livet kommer til at byde på. Her er endelig muligheden for kontrol over noget og et afløb for mange års frustrationer. Selv om hans håndtering af fundet umiddelbart kan virke lidt drastisk, er der en foruroligende
logik og troværdighed over den, hans person taget i betragtning.

De to hovedrolleindehaverne formidler karaktererne godt med fin forståelse for deres splittelse, nuancer og motivationer. Også Jenny Spain skal fremhæves for den næppe behagelige titelrolle, der langt det meste af tiden foregår lænket til et bord og splitterravende nøgen med diverse lyde, spjæt og sin ansigtsmimik som eneste udtryksformer. Selv om det kan lyde paradoksalt, tilfører hun sin karakter en form for liv, der får os til at fornemme oplevelsen af fangenskabet og overgrebene, og dette er et aktiv for filmen. Den ellers så navnkundige George A. Romero, der med sine egne forsøg på at skabe sympati for zombierne, endte med at gøre dem til triste karikaturer, kunne lære et par ting her.

Skal jeg hælde lidt malurt i bægret, er den seksuelle interesse for en levende død kvinde måske lige omsiggribende nok. Hun har godt nok udseendet med sig i starten, men som filmen skrider frem, begynder de sår, J.T.’s ”drab” har tilført hende at væske, hun bliver mere beskidt og i det hele taget mindre og mindre indbydende. Hvor J.T.’s besættelse giver en sørgelig form for mening, er det måske at strække den en smule, når andre – sågar en ikke-outsider – går med til at prøve zombiekvinden med snaskede skudsår og det hele. Vask og plej hende da lige lidt først, folkens!

Det kan også undre, at zombievirusset aldrig smitter nogen af dem, der efter alt at dømme har ubeskyttet omgang med kvinden. Det kan selvfølgelig tænkes, at virusset kun findes i hendes spyt, men alligevel burde det vel nok få en alarmklokke eller 37 til at bimle, at kvinden er levende død.

Derudover virker en humoristisk scene måske lidt malplaceret: J.T. og Wheeler har erfaret, at Deadgirl smitter og tager derfor ud for at kidnappe en kvinde, de vil lave om til en ny, lidt mindre medtaget zombie. De lægger sig dog ud med den forkerte og får nogen på hovedet, hvilket stikker lidt ud med den ellers ret mørke tone i filmen. Alligevel er manuskriptet og skuespillerne gode til at få kamelerne ned gennem spiserøret på os og henvise kritikken til småtingsafdelingen.

Det er så som så med ekstramaterialet, som består af en række trailers (bl.a. for filmen selv) et slideshow med billeder fra produktionen og en 7-minutters behind the scenes-featurette. Sidstnævnte har ikke rigtig noget at byde på, hvis man allerede har set filmen, da der intet nyt kommer på bordet. Her ville det have været langt federe med den amerikanske udgivelses kommentarspor og slettede scener.

Når alt kommer til alt skal Another World Entertainment dog have stor ros for at distribuere denne originale, ækle og glimrende zombiefilm i Danmark. Og fans af horror i almindelighed og zombier i særdeleshed opfordres i samme åndedrag kraftigt til at få pengene op af foret og Deadgirl hjem i samlingen.

Karakter: 8/10

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Conan A. Doyle – Pofessor Challengers bedrifter

Udgivet den juni 9, 2011 af Admin

Pofessor Challengers bedrifter
Conan A. Doyle
Science Fiction Cirklen, 2010

Den fortabte verden er en af den meget produktive Conan Doyles serier, der ikke er Sherlock Holmes. Bogen indeholder fire historier, en kortroman, titlens ”Den fortabte verden”, en lang novelle den ”Den giftige zone”, og så to korte noveller ”Opløsningsmaskinen” og slutteligt ‘Da verden skreg’. Omdrejningspunktet for alle historierne er Professor Challenger, Doyles version af den gale videnskabsmand..

De to første historier er velkendte – den fortabte verden er filmatiseret, endda som en af de første succesfulde Stop Motion film i verden, se f.eks: www.archive.org/details/lost_world. Den giftige zone findes som radiospil f.eks. her: http://amerad.libsyn.com/the_poison_belt. De to sidste er mindre kendte – eller var det i hvert fald for mig. Derudover findes der endnu en historie om Challenger, men da den er baseret på Doyles ideer om spiritisme og ikke science fiction har Niels Dalgaard valgt at udelade denne.

Den fortabte verden er som nævnt den længste og på mange måder den meste levende af de fire historier. Den er i flashbacks som breve og Doyle gør sig en del anstrengelser for at få det til at se plausibelt ud. Historien er velkendt, fire mænd drager ud for at bevise (og modbevise)
professor Challengers påstand om at der findes en ”tabt verden” et sted i Sydamerika og hvad der sker når de finder den. Der er dinosaurusser, vilde indianere, farlige pterodaktyler, forfærdelige abemennesker spredt med underholdende hånd i gennem alle ca. 175 sider.

Den giftige zone er en anderledes historie, her er der ingen rejse til et fjernt land, som tiden har glemt, men det er snarere en rejse i efterlivet. Hele jorden trues af et giftigt bælte i æteren (man skal ikke læse bogen for dens videnskabelige forudsigelser), og vores fire helte (og Challengers petité hustru) må forholde sig til en verden, hvor de pludselig er de sidste mennesker. Den er mere adstadig i sit tempo og indeholder flere beskrivende passager – men er også læseværdig, og en historie, der siden jeg læste den første gang (for mange år siden), har haft en fast plads i min fantasi. Ideen om at der er et område ude i verdensrummet, der er fuldstændigt fjendtligt over for mennesker er fascinerende og velfortalt.

Opløsningsmaskinen, der er den korteste historie, starter godt, med en ide om en maskine, der kan opløse alt og samle det igen. Men i stedet for at blive en historie om teleportation og de muligheder og udfordringer det kan bringe, ender den som en lidt svagere historie om at beskytte det engelske imperium, og opfindelsen er som sådan ligegyldig, men som kort tidsfordriv er den ganske udmærket.

Den sidste fortælling: Da verden skreg er en historie om videnskabens forsøg med at kommunikere med Verden – eller rettere med Jorden. Der er ikke tale om nogen stor indføling, snarere om at gøre sig bemærket ved at slå sin vært over fødderne, mens han kigger den anden vej, men det er igen en velfortalt historie og med nogen gode ideer om forsøget på kontakt med den levende jord og et par hip til journalister i særdeleshed.

Hele bogen er under ét fuld af racistiske, chauvinistiske og imperialistiske betragtninger, og personerne er noget voldsomme i deres problemløsningsstrategier, selv anerkendte videnskabsmænd har ingen kvaler ved at slå hele folkeslag ihjel, eller dræbe uengelske forræderiske videnskabsmænd. Men hvis man læser dem i deres kontekst og ser bort fra ubehagelighederne, så er det solid underholdning og giver et indblik i tiden og tankegangen. Et væsentligt element i historiernes læseværdighed er beskrivelsen af den gale professor, Conan Doyle gør ham til et flerdimensionelt væsen, der ikke kun er verdens skarpeste tænker, men også nærmest hulemandsagtig i sin selvglæde og hidsighed. Han er ikke den fuldstændig stereotype kliniske vidensskabmand i sin hvide kittel, men en modsætningsfyldt person, der higer efter opmærksomhed og som er noget brutal i sin adfærd, men samtidig også et varmt menneske, der tager sig af sine venner.

Oversættelsen flyder nemt, og der er nogen, men ikke mange trykfejl og par enkelte anglicismer, der har overlevet turen over til dansk – eksempelvis “Hans egen tålmodighed havde nået lavvandet”.

Niels Dalgaard har skrevet et eksemplarisk efterord, hvor Challenger historierne sættes i et større perspektiv og analyseres. Det er klart værd at læse, som et supplement til teksterne selv.

Alt i alt, en værdig tilføjelse til Science Fiction Cirklens serie af klassiske science fiction.

Anmeldt af Jesper Rugård i Himmelskibet nr.28

Udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar